Svenskeren i baggrunden og lægtere i Nordby Havn

Jeg vil begynde ved den smalle bro ved „Svenskeren", den fik sit navn fra en lille svensk fiskerbåd, som kom hertil og endte sine dage på stedet, og man kan endnu se et par spanter rage op af vandet på det sted, hvor den sank. 

Længere henne ved havnen ligger 2-3 lægtere malet med livlige farver. De sejlede alt hjem til Fanø, træ, cement, tysk kul, sten og klyne; senere kom også engelske koks. Mursten kom der mange læs af til bygningen af de store hoteller og villaer ved Fanø Vesterhavsbad.

Jeg husker to kvinder, der begge blev tidligt enke, tage del i det svære arbejde med losningen af murstenene, det var Poul Ulsdals bedstemor, Maren Kallesen, og fru Laura Tofts mor, som på denne måde måtte tjene til livets ophold for dem selv og børnene, da der ikke var anden hjælp at få. De stod fra morgen til aften og lossede de mange mursten op på vognene, som var kørt ud til lægteren. De brugte de sorte masker, strude, for at beskytte sig mod sol og vejr.

I sommerferien, når klynen var tør, blev disse hentet hjem. De kom med banevogn fra Herning og Ikast, og blev sejlet hertil af skipperen, Niels Hansen fra V. Nebel. Også her var der arbejde til de to kvinder med at få klynen firet op på loftet og få den stablet fast, så de ikke væltede. Det var en stor dag for børnene, når det sidste læs klyne var i hus, så skulle vi alle have kaffe og fanøsmørrebrød, og så kom skipperen også og fik en punch. Det hørte med til de store oplevelser, at høre ham fortælle historier fra landet i hans særlige dialekt, og høre hans smittende latter, så vi rigtig kunne se hans én og en halv tand. Det var jo ikke moderne at få tænderne plomberet dengang.

Så kunne vi gå videre til »Sønderbroen". Langelinje var ikke til, den blev først bygget i 1900. Alle vi børn løb fra Skipperhuset forbi Krogaarden til Hotel Nordby på en lille kant. Så fulgte den lille bro, som den gamle færgedamper lagde til ved. Der var overfart 4-5 gange daglig. Den første kaptajn, jeg kan huske, var Hans Svarrer, høj og bred var han og han vejede langt over 200 pund. Derefter kan jeg huske kaptajnerne Gram, Lauridsen og Christensen, og kapt. Hans Jessen, som var fører i mange år. I hans tid blev den første bil ført til Fanø med damperen, måske i 1914 - 1915, der blev lagt 2 svære bjælker over forskibet, og der kunne stå 2 biler. Det var ikke så let, og kapt. Jessen blev hurtig gnaven.

Var det særlig stærk højvande, skete, at passagererne skulle bæres i land, og det var Store Karl, en særlig høj og kraftig matros, der tog sig af denne opgave, mændene tog han på ryggen og damerne bar han i armene. - Det var selvfølgelig en festforestilling at overvære, med megen hylen og grinen.

Navigationsskolen havde den gang til huse i Toldboden, men her blev der snart for lidt plads, og på Vestervejen blev der rejst en ny stor bygning, som blev for dyr, hvorfor kommunen senere overtog den. Bestyreren L. N. Sørensen (Fatter) og senere sønnen Gustav, ledede skolen. Fatter Sørensen var en dygtig mand med megen initiativ i, og han lavede bl.a. en diskussionsklub i bygningens kælderlokale. Han stiftede også det radikale parti på Fanø og var en ivrig deltager i politiske møder. De store drenge brugte også kælderen til sløjdlokale en gang om ugen. Det var Fatter Sørensen og sønnen, Gustav Sørensen, der gennem mange år gav navigationsskolen ansigt og et godt renommé.

Bygningen ved Saltværksvej, som kapt. N. C. Nondal senere kom til at bebo, var i gamle dage saltfabrik, hvor der var mange maskiner. Jeg husker den lange løbebro ud i vandet, hvorfra de pumpede det salte vand op, som saltet blev udvundet af. Det var før Esbjerg kom i gang med fabrikker. Efterhånden blev maskineriet kasseret, og den store bygning kom til at stå tom i mange år, med skodder for vinduerne og petroleumslamper under loftet. Det så ikke særlig hyggeligt ud. De sidste år brugte Frelsens Hær lokalerne til møder, men de blev kede af det, da der altid var megen spektakel udenfor, af de store knægte. - Den af pigerne, der mødte flittigt, var Kirstine Martensen, som havde sit hjem i det lille hus bag ved bager Warrers hus, og som senere endte sine dage på De gamles hjem i Nordby. De fleste af de andre børn, var det forbudt, at gå til møder i Frelsens Hær.

Kreaturerne samledes om morgenen nede på broen og skulle langs stranden drives om på Grønningen, så det var nødvendigt at passe vandtiden, både morgen og aften. Det kunne om sommeren være kl. 4 om morgenen, at den lille hyrdedreng måtte vække beboerne med sine trut i det store horn. I 1913 blev der lavet en ny vej gennem bjergene ud til Grønningen. Kreaturerne skulle samles et lille stykke forbi min onkel, Jens Mortensens mølle. I 1914 blev møllen solgt til Fyn, hvor den står fin endnu, og det har vi alle senere fortrudt. Møllevinduerne blev sat i Christian Svendsens garage, hvor min bror, Niels Winther, senere fandt fars og mors forlovelsesdato, som er ridset ind i året 1869. Den lille rude har jeg nu.

Tilbage til området omkring saltværket. Her kommer der hvert år en karrusel fra Varde, den var åben hver søndag fra kl. 2 til kl. 11 om aftenen, hvor dagens sidste færge gik fra Fanø; til daglig fra kl. 6 eftermiddag, hvis vejret var godt. Karrusellen havde lirekasse til at give musik, og det kostede 10 øre pr. person at få en tur, og det hele blev drevet med håndkraft af nogle ældre mænd, som gerne ville tjene en krone eller to, og til tider en øl, når der var unge sømænd hjemme. De store knægte i æ narherred blev på pladsen lige til slut, og det gik ikke af uden slagsmål.

Hovedgaden var den gang belagt med små runde sten, og vejene med sand. Senere fik gaden og Langelinje flade brosten på samme tid. Dengang hentede man mælken hos de små landbrugere, da der endnu ikke var noget mejeri.

En sømand, som hed Spangsberg, havde et lille „embede" ved kommunen og gik rundt med en stor tromme for at meddele, når der var noget vigtigt fra kommunekontoret, og han var også i funktion, når der var ildebrand. Og der var også petroleumslamper, som skulle tændes ved mørkningstid og slukkes igen kl. 10. Efter den tid brugte vi så lygter med tællelys.

   Urmager Fogh

I mange år var kommunekontoret i Borgerskolens private bolig, senere kom det hen til kapt. Nørreby på Skolevej og derfra kom det senere til Skipperhuset. Hvor biografen nu er, lå der tidligere et meget gammelt landbrug,, som blev revet ned, og ved siden heraf lå et pænt hus, hvor urmager Fogh havde forretning, han byggede biografen, og det kostede 25 øre at komme ind, og mange af de ældre kom der i hver uge for, at Fogh kunne få en skilling ud af det.

    Jessens hus

Efter at have passeret Skipperhuset, hvor der er læseværelse, og hvor kommunen har til huse, og på det sted, hvor Nordby Tømmerhandel nu har sin store lagerbygning, lå der tidligere et meget lille hus, hvor styrmand Jessen, Ravsines far, havde en lille butik med tobak, skrå, øl og træsko. De to gamle mennesker gik i mange år tidligt om morgenen ud for at samle rav og sømos, som skulle renses for tang og vaskes i flere hold fersk vand, hvorefter det blev tørret og sendt til Tyskland, hvor det blev brugt til hattepynt.

I det næste hus boede der en gammel kvinde, som hed Kristiane Bruhn. Hun gik hver morgen med sin madpakke i et tørklæde ud på heden, for at passe får, sammen med en anden gammel kvinde, som hed Karen Bjerre, der også havde sin mad med i et tørklæde eller en „ask". De gik ud meget tidligt om morgenen og kom sent hjem om aftenen, og de blev efterhånden lige så brune som selve heden. Der var ingen aldersrente eller folkepension at få den gang - kun fattighjælp, og det skulle stå slemt til, inden de gamle gik den tunge vej.

Posthuset lå den gang ved Mellemgade, hvor Braarup Hansen nu bor. Postmesteren hed Kolvig, og der var ikke meget at lave på kontoret. Engang kom der et telegram fra Hamborg til gamle Brinch Hansen, Sørens Tipoldefar, og det skulle bringes ud af en gammel sømand, som mente, at han havde meget travlt, og at han skulle skynde sig tilbage til posthuset, måske var der kommet et igen - men det tog 3 uger inden det næste telegram kom.

Længere oppe i Mellemgade boede klokkemanden, som havde det hverv, at give besked om mange forskellige ting, flere gange om ugen. I hans lille forgang, havde han en ged liggende. Helt ude på Skolevej boede en gammel kone, som hed Karen Skjold, vistnok et øgenavn. Hun havde købt et par briller hos Søren Boghandler, og da hun kom hjem var der ingen glas i dem. Næste dag gik hun ned til den gamle J. N. Hansen, Søren boghandlers Far, og klagede over brillerne, og han syntes da også, at det var nogle skarn­streger, at give hende briller uden glas.

    Telefoncentralen

Tilbage til Hovedgaden, hvor den første telefoncentral blev installeret i det gamle fanøhus lige syd for vort lager. Nicoline Kjærgaard bestyrede centralen, der havde plads i en af de små stuer. Faderen, der var skomager, sad i et andet rum ved siden af, og så var der forøvrigt ikke ret meget mere plads i det hus.

    Lærer Amorsen

Rindby skole, hvor gamle lærer Amorsen var førstelærer og var ganske storartet til dansk, regning og religion, betjente skolemæssigt det meste af området syd for Strandvejen. Lærer Amorsen var en type, noget lignende Abraham Lincoln, Amerikas tidligere præsident; høj og tynd med mørkkrøllet hår, og altid i diplomatfrakke. I april var der eksamen i geografi med skibsreder Casper Holm som censor. Børnene skulle fortælle om London og kunne ikke huske, hvordan det skulle staves. Den gamle Amorsen begyndte så Lon... Lon,,, -og don don, og så råbte børnene som med een mund London.

Vi havde en mand, som kaldtes „Den døve Svensker", han hed Jens Hansen, og hans familie stammede fra en mand, der var strandet ved Rindby. Han solgte kalve, grise og får, og en dag kom han i forretningen hos Evald Hansen og ville gerne tale med fruen. Han spurgte hende, om hun ikke kunne bruge et stykke drown kalvekød (drevet kalvekød). Nej, fru Hansen skulle ikke have kød, der stammede fra et druknet dyr, så det gav jo anledning til megen munter snak.

I min barndom havde vi en kvinde til at ringe til kirke med et stort svært tov, der var anbragt på det sted, hvor senere kirkens orgel blev anbragt, det orgel som blev skænket af konsul Lauritzen. Udenfor kirken var anbragt en tavle, hvor alle kommunale sager blev bekendtgjort, hvornår skatterne skulle betales og lignende.

   Pastor Trojel

En dag stod pastor Trojel og malede stakitter med grøn farve, han havde rent glemt, at der skulle være begravelse fra kapellet i Rindby. Da løb Jens M. Jensen i fuldt trav ned til præsten og gjorde ham opmærksom på, at han havde glemt begravelsen. Jo, han havde glemt det. Hvordan får jeg malingen af fingrene, og hvad med talen - nå, den kunne han nu huske. Han fik „kjolen" på og løb over pløjemarken og nåede lige netop ind i kirken på samme tid, som de kom ind med båren. Den gang bar man kisten fra hjemmet til kirken.

Den slags pudsige minder er der ret mange af, men det er måske ikke rigtigt at fortælle dem videre, så jeg lader være.