Nogle minder og hændelser fra min drengetid og min første rejse til søs

Nogle minder og hændelser fra min drengetid og min første rejse til søs

ved  Niels Ankersen Svarrer, født den 8. december 1883 i Nordby Fanø. 

 

B1596-1 Niels-Ankersen-Svar

Niels Ankersen i Cardiff. Han endte sin karriere som kaptajn. Var fra 1949 - 1961 formand for Fanø Marineforening, i hvilken periode foreningen blev beriget med 83 malerier af skibe hjemmehørende i Nordby 1897,

 

Svarrer N A Stmd 30-8

Niels Ankersen Svarrer, 1941.

 

niels-ankersen-svarrer small

Klik på billedet for stor størrelse

 

 

 

Jeg vil begynde med at fortælle om min barndom med de minder og hændelser, som knytter sig til den, og som jeg mener kan være til nytte for granskningen af det miljø, der herskede på den tid. 

Mit hjem adskilte sig ikke fra andre Fanøhjem, hvor manden sejlede og konen sammen med børnene passede landeriet, der hørte til huset. I mit hjem havde vi en ko, dog en overgang to køer og dertil 4-5 får og et fedesvin. Agrene, der hørte til huset var fem forskellige steder i marken. At drive landbrug af denne art kunne sikkert ikke balancere rent økonomisk, vi havde også en husassistent, der skulle hjælpe til med landbruget. Men jeg tror, at man, hvad dette landbrug angår, ikke så meget så på det økonomiske, som på, at vi havde noget at tage os til. Sådan var skikken her på Fanø, og jeg tror at denne form for eksistens ikke var så ringe endda. 

Jeg husker, at mor og vi børn havde mange glade oplevelser i marken, og det, var en god ting, at vi børn blev sat til at bestille noget, det var særlig, når der skulle rives hø eller høstes korn, men det bedste for vi børn var naturligvis køreturen med høstvognen - og hvor var man stolt, hvis man fik lov til at holde tømmerne og pisken og måske køre vognen et stykke ad den smalle sandede markvej.

Jeg vil tro, at jeg hverken var værre eller bedre end andre drenge, drenge er jo drenge, som der siges. Men i et hjem, hvor faderen sejler og er borte i lange tider, kan der blive en del at gøre for en mor med at få børnene opdraget, der vil jo forekomme tider, hvor børn har vanskelig ved at lystre. Men de forskellige mødre havde en god hjælp i politibetjenten, der dengang hed Hans Terkelsen, han var en mand op i årene, men var daglig rundt i alle veje og smøger for at se om alt var i orden, og på disse rundture kom Terkelsen naturligvis ofte til at tale med husmødrene: Om han dog ikke kunne sætte en skræk i. børnene, de vilde ikke lystre!  Og det var Terkelsen villig til at gøre, skal jeg tro. Jeg husker, da jeg gik i pogeskolen, der blev drevet af min tante som var enke , hun havde været gift med min faders broder, der var druknet. Tante havde sit hjem i det lille stråtækte hus ved skibsværftet, der nu ejes af Læge Vestergåard. Skolestuen var ikke ret stor, og vi var vel en snes børn, der skulle lære ABC.  Tante var god til at lære os, men til tider kunne det vel knibe at oprette roen , så blev der sagt: "Skal jeg sende bud efter Hans Terkelsen"?  det hjalp! Nå, Hans Terkelsen, kom også selv, jeg husker, han sagde, når han stod i døren: "Nå, Ingeborg, er der nogen, jeg skal ha' med i dag". Det var der dog ikke - men der skulle blive sendt bud, om det var nødigt!

 

 

 

 

Vi havde respekt for betjenten, hvor han boede var "æ tyw'hwol", der havde man ris med knappenåle og der var middagen lavet på "møss"  (mus) - det var i det hele taget et sted, hvor man havde respekt for at komme.

Et andet skræmmebillede var "æ tyrkerskiv" . Jeg husker mor sagde, når vi ikke vilde lystre: "Nu skal du kom’ med æ tyrkerskiv"!  Dette skib havde alle børn skræk for, der blev jo fortalt om, hvordan de tyrkiske sørøvere havde overfaldet fanøskibene, taget besætningerne til fange og kastet dem i fængsel, hvor de døjede meget ondt. Disse beretninger med al deres råhed skal nok have været autentiske . Og derfor virkede det, i dagligdagen, når det blev sagt, at æ tyrkerskiv snart ville komme på rheden og tage alle uartige børn med, så det var om at passe på - ikke at, være uartig. Da man blev større, måtte der bruges andre midler, man forstod nu, at, dette med æ tyrkerskiv ikke var så slemt endda, det kom jo ikke!  Det nye middel, mor brugte, når jeg ikke var hel artig, var: "Nu skal jeg skrive til far, hvor uartig du er"!   Det kunne sikkert til tider være nødvendigt med alle disse trusler for der var jo så meget, der fristede, særlig ved havnen. Men jeg havde en lykkelig barndom, ude i den friske natur i mark og ved strand, der begyndte ens tanker om livet og tilværelsen at tage form.

 

 

 

B1595-4-hans-svarrer        B1596-3 Mette-Svarrer

Hans Svarrer                                                                 Mette Svarrer, f. Brinck

 

 

Noget af det bedste, jeg husker fra den tid, var, når far kom hjem. Det skete med halvandet til to års mellemrum; hvor var man spændt på, hvad far mon havde med til een denne gang, for vi fik altid gaver, og de var jo købt i udlandet. Et lille skår i glæden var der dog: Mon far husker, hvad mor skrev, at jeg, ikke havde været artig?  Men far nævnede ikke noget, og man blev så mere rolig.

Der var jo meget at spørge far om . Det, der interesserede mig mest var, hvor mange "føllebåde " , der var ombord i hans skib (med "føllebåde " menes redningsbåde og joller) . Lægterne ved havnen havde kun een , der altid slæbte efter den, og deraf stammer navnet "føllebåd" .   På fars skib var der kun to både, det, var jo ikke så mange, for der fandtes skibe, der havde fire både, men disse skibe var meget store. Men jeg kunne godt tænke mig, at der var flere "føllebåde" om bord hos far. Sådan, var ens tanker, da man var 10 år.

En af de bedste begivenheder, der skete, når far var hjemme om sommeren , var udflugten pr. hestevogn til fuglekøjerne. Vi havde altid to vogne , da bedstemor og mange andre familiemedlemmer skulle med.  På engen ved fuglekøjen blev kaffen serveret, vandet til kaffen blev kogt i opsynsmandens hus i fuglekøjen eller også på en trefod, hvis vi rastede et andet sted. Så kom mors hjemmebagte bagværk frem. Og hvor man. frydede sig ved denne stund:  Ens far var hjemme, og her sad man sammen med ham i denne skønne natur, de  grønne enge, der for drengens blik synes uendelige, og det sommerblå farvand over til fastlandet. Længe siden er det nu, men billedet, af den lille menneske gruppe i det storladne landskab står klart i erindringen. Det var før statsplantagen blev anlagt, der fandtes ikke et eneste træ derinde kun heden og engene.

 

 

 

Poul-362-nrt new 

Poul, bark

 

   Emilie-FOS-4735-8

Den 3-mastede bark MATHILDE af Nordby (t.h.) til ankers på Menado Rhed, Celebes. Til venstre ses den tre-mastede bark EMILIE af Nordby, 377 nrt..

 

Bark-Hans-Kromann-neg-nr-11

 

Bark Hans, 366 nrt. Barken ”Hans”, bygget 1894, var en af flere store træbyggede barkskibe på op imod 400 tons fra Søren Abrahamsens værft i Nordby. Om disse skibe sagde en skibsfører engang: ”De sejler og manøvrerer godt, vender og drejer som en top, er fortrinlige og stærke søskibe, der klarer sig fortræffeligt i storm. Jeg vil meget hellere gøre en rejse rundt Kap Horn i et af disse end i de større jern- eller stålskibe”.

 

 

brig-sophie-255-nrt        B1630-219 Barken-Thora

Brig Sophie, 255 nrt                                                    Bark Thora, 384 nrt.

 

Men tiden går, en dag måtte far afsted igen. - Jeg skal ikke her komme ind på afskeden, men engang kan jeg huske, far sagde til mig, da han sagde farvel: "Vær nu god ved mor - jeg ved godt, du ikke altid er artig"!   Der blev jo noget tomt derhjemme, når far var rejst, men det havde været en dejlig tid, og vi ønskede alle, at det ikke ville tage alt for lang tid, inden han kom hjem igen. Men dagene går, og jeg husker mor en dag sagde: "Man kan nok mærke, at far er rejst - I var så artige, da han var hjemme".

Efterhånden som jeg voksede til, fik jeg lov til at færdes mere på havnen, Der herskede meget aktivitet dernede dengang, særlig på skibsværftet, hvor man i årene 1892 til 1896 byggede følgende skibe:  Bark POUL, bark EMILIE, bark HANS, brig SOPHIE, bark THORA og bark MATHILDE.  Senere gik værftet over til bygning af fiskekuttere.

Af lægtere var der dengang 12 hjemmehørende i Nordby, de var travlt beskæftiget med at, sejle mursten og meget andet til det store byggeri ved Fanø Nordsøbad. Der var mange kvinder, som havde arbejde med at sætte mursten på kørevognene, de fleste af disse kvinder var enker efter forliste søfolk, og der krævedes hårdt arbejde og yderste nøjsomhed af disse kvinder om de skulle klare kampen for udkommet.

Som nævnt var der 12 lægtere, og altså lige så mange " føllebåde" , der mest var af pram type. Af lægteskippere var de fleste omgængelige mennesker, man kunne altid få lov at, låne båden, når man igen lagde den der, hvor man havde taget den. Så man lærte snart at, vrikke og ro en båd, manøvrere i strøm og i det hele taget at tage sine forholdsregler i den givne situation . Der var også nogle sejlbåde, som man kunne være heldig at komme med til Esbjerg eller andre steder hen i Grådyb, i alt fald fik man hurtigt lært at sejle en båd.

Nu kommer tiden, hvor jeg er begyndt at gå til præst, det var i efteråret 1897. Dette år skete der en trist ulykke, idet briggen  CLAUS  af Fanø strandede på Fanø nordstrand, hvor hele besætningen på 8 mand omkom, kaptajnen og styrmanden var her fra Nordby. Ulykken skete natten mellem den 30. november og 1. december.  Denne tildragelse satte mine tanker i sving, jeg blev lidt betænkelig, idet jeg havde jo bestmt mig til at gå til søs efter konfirmationen . Dette her forlis så jo ikke så godt ud; skulle jeg ændre min beslutning med at gå til søs? Jeg tror, der var flere af mine konfirmander, der havde samme tanke . Den 17. april 1898 blev vi konfirmerede i Nordby kirke, vi var, så vidt jeg husker 54 konfirmander i alt. Heraf var de 24 drenge, og af dem skulle de 18 til søs. Det var blevet bestemt, at jeg skulle ud med min far, der skulle anløbe Kjøbenhavns red en gang hen på sommeren, antagelig i juli måned.

 

 

skoleskibet fortuna 319

Skoleskibet Fortuna

 

Da jeg ikke skulle gå så lang tid ledig, blev jeg sendt ned på skoleskibet, som vi dengang havde, Jeg tror det blev startet omkring 1895 af skibsførerne P. H. Clausen , Morten Warrer og P . Chr. Olsen. De havde købt, en fiskekutter, en kuf, der havde navnet FORTUNA på 10 register tons, som blev rigget om til bramsejlskonnert og forankret i Nordby havn, Mon ikke det var det første skoleskib, i alt fald her i Danmark?  Disse mænd var dygtige sømænd. Hvor mange drenge, vi var på holdet, kan jeg ikke huske, men en del af dem var udenbys fra. Hver formiddag havde vi kursus i sømandsarbejder, alt hvad der forekommer i et skib. Vi lærte at rigge råer op og ned, slå sejl under, beslå sejl eller gøre sejl fast, roning og meget mere.

Vi var også på skibsværftet, hvor jeg tror P. Chr. Olsen og Warrer var riggere, når det tilbød sig, og så var vi med at lære og hjælpe med at tage rundt, når der skulle klædes vanter og andet. Det eneste, vi ikke fik lært, var styring af skibet, men vi lærte kompasset og havde megen teori med engelske udtryk og deslige.

 

 

Imens jeg ventede på at komme af sted, havde jeg den oplevelse, at min onkel med sit skib, barken DANIA kom til Esbjerg med en ladning petroleum. Onkel var gift med fars søster og hed Niels Gregersen Nielsen.  Skibet kom fra New York og ankom her en sommeraften. 2. styrmand var her fra Fanø, hans navn var Niels Jessen, hans forældre boede i Rindby, og tante sendte mig derop med besked om, at DANIA var ankommen. Der blev jo glæde i hjemmet ved meddelelsen.  Denne Jessen var den mand, der senere blev kaldt for "Siam Jessen".  Næste dags formiddag skulle DANIA bugseres i havn, og jeg fik lov til at komme om bord og være med, det var en stor dag for mig at være med til at sejle med et stort skib. Bugséringen blev foretaget af Fanø-færgeriets damper NORDBY, hvis kaptajn var Gram. Jeg husker at NORDBY blev fortøjet noget længere forefter end onkel viIle ha’ det, men Gram sagde: "Jeg skal have vand til mine propeller", det var et ord, jeg aldrig havde hørt før, og derfor husker jeg episoden, nå, men skibet kom godt i havn og blev fortøjet i dokken.  Hvor lang tid DANIA  var i Esbjerg kan jeg ikke huske, men det, har nok været det meste af en måned.

 

Dania,-jernbark,-NEKB,-skib

Jernbarken Dania, 363 nrt. Bygget Glasgow i 1867. Fører Niels Gregersen Nielsen, f. 4. januar 1860, d. 7. august 1899, ombord på rejse fra Aroba. Styrmand og fisker Niels Jessen, f. 23. september 1850, d. 1. januar 1929.

 

 

Petroleum'en var i blikdunke, der igen var anbragt i kasser, to i hver kasse; skibet var på 363 registertons, så det har været et anseligt antal kasser, der skulle losses.  Jeg husker også , da onkel afsejlede, hvortil kan jeg ikke huske, men jeg og flere andre fulgte det fra Kikkebjerget. Det var et smukt syn, da det for fulde sejl styrede ud af Grådyb for til sidst at forsvinde over Barren.

Men tide stundede til, hvor man snart skulle til at drage bort, men før jeg skildrer dette, vil jeg berøre motiverne til at gå til søs. Jeg blev på ingen måde opfordret til det - tværtimod, og de forskellige tildragelser, der var forekommet i ens familie, skulle nærmest afskrække.

Således har jeg et udklip fra Nordjylland Folkeblad fra 1875, hvori skildres min farfars (Peder Svendsen Svarrer) forlis, det lyder som omstående:

"Skonnerten  SOFIES  stranding. Om den 21 ds. foregående stranding, skrives der fra Skagen til Nord Jyllands Folkeblad, at strømmen var så rivende, at både Skagens redningsbåd og en fiskerbåd bemandet med frivillige raske folk forgæves bestræbte sig af yderste evne for at ro op mod strømmen. Den sidste kom vraget på halvt hundrede favne nær, men så dreves den atter tilbage. Besætningen på skibet, 6 eller 7 mand, holdt sig tappert fast i rigningen, men kl. 2 eftermiddag skiltes skibet ad og alle opslugtes af bølgerne.  Afstanden fra land var som altid på dette sted, alt for stor til, at raketapparatet kunne benyttes, og GI. Skagens redningsbåd, som straks blev purret ud, kom på grund af den lange afstand - ca. 2 mil - og forskellige uheldige omstændigheder først tilstede, da skibet var sønderslået. Dette er siden snestormen 1872, det første tilfælde, hvor man forgæves har forsøgt at frelse skibbrudne på kysten af Skagen. SOFIE var hjemmehørende i Randers, det var den 21. januar 1875 forliset skete, hele besætningen druknede, og ingen af dem kom i land. Farfar og hans styrmand var fra Fanø, og farfar var onkel til styrmandens mor, styrmanden blev kun 24 år, han var gift og havde en lille søn. Farfar kunne have holdt sølvbryllup den 5 februar samme år, der var gjort klar til højtiden. Det hele var en af disse tragiske begivenheder, som Fanø oplevede alt for mange af i hine dage. Der var andre ulykkeshændelser i min familie, således druknede en farbror (Niels Ankersen Svarrer) i Rio Grande den 14. august 1879 i en alder af 24 år.  Han var styrmand med far, der dengang var fører af skonnerten ARGUS af Fanø. Ulykken skete ved at sætte varp ud, onkel må have fået overbalance, og, menes der, slået sig ved faldet, da han ikke kom op igen. Onkel, som var en dygtig svømmer, skulle nemt have klaret det, sagde far siden hen, men der løb en stærk strøm, og de fik ikke onkel at se mere. Han var gift og havde to små børn. Tante var Ingeborg  af Riber Jes ', den kendte skibsbygmester fra Ribe. Endnu en drukneulykke skete med min morbror i 1884. Han var matros med far, der dengang førte briggen MEDOR. Han blev slået over bord fra Klyverbommen l en storm ved Kap Horn. Han var ugift.

Man skulle tro, at sådanne hændelser ville afskrække een fra at gå til søs. Ganske vist var det sket, før jeg blev født, men der blev ofte talt om disse ulykker i min barndom, så man kendte dem.

 

 

Hvad kan så motiverne være til at gå til søs?

Mon det ikke må ligge i blodet - dette, at sønnerne tager arven op efter deres far. For mit vedkommende:  Farfar og morfar var begge skibsførere, farfar havde tre sønner og to svigersønner, som blev skibsførere. Morfar havde tre sønner og en svigersøn, ligeledes skibsførere, det vil sige, at jeg foruden far havde otte onkler, der havde valgt søen.

Den 15. juli 1898 afrejste kaptajn P. H. Clausen og jeg til København, nu skulle det store eventyr begynde. Jeg var vel ikke altfor kry, nu skulle jeg jo ud at stå på egne ben, som det kaldtes.  Men jeg havde en god søudrustning med, det var stof af bedste klasse, alt sammen ting, som mange års erfaring havde bevist, man havde brug for på søen, Således var mine støvler blevet syet hos den kendte skomager Winther, det var ekstra gode søstøvler, og mit olietøj havde kaptajn M. N . Mathiasen leveret, prima ting,  sidenhen har jeg ofte tænkt på, hvor godt et hjem man havde.

Jeg husker, at vi kørte fra Esbjerg ved 12-tiden og var i København ved 8-tiden om aftenen. Her var far på banegården, og vi blev straks kørt til logiet Skipperhuset i Toldbodgade Naturligvis gjorde jeg store øjne over alt det, nye, jeg så , dette her var jo noget andet end Esbjerg. Den største by, jeg havde været i, var Kolding, det var på en skole udflugt. Hvor mange dage vi havde i København kan jeg ikke huske nu, men 4 - 5 dage gik der nok . Der skulle provianteres og mønstres folk, men det altafgørende for os var at vente på en gunstig vind for skibets fortsatte rejse. Nogen tid før jeg rejste hjemme fra, havde jeg læst i en avis, at der nu var kommet elektriske sporvogne i København , og jeg kan huske, der stod, hvor mærkeligt det var, at sporvognene nu kunne køre uden heste. Den sporvognslinje, der var tale om, gik fra Kongens Nytorv til Nørrebro. Jeg fik også fars tilladelse til at prøve en tur, vi kørte fra Kongens Nytorv ad Gothersgade til Nørrebro og tilbage igen, nu kunne man så prale med, at man havde kørt i en vogn uden heste. Af andre ting, jeg fik at se, var der Tivoli. Her var både far og Clausen med. Det jeg bedst husker derfra var skibet, der lå i Tivoli søen, og så var der også en trup armenier, der boede i deres telte på plænen. De forarbejdede deres sølvting, det var filigranarbejder, som man kunne købe.

Skibshandleren, som skulle levere provianten, hed Svarrer og havde til huse i  Nyhavn 9. Han var en slægtning til far, men hvor langt ude kan jeg ikke udtale mig om. I alt fald var vi inviteret til hans hjem.

 

 

 

medor 98

 "Medor", brig

 

 

Før jeg går videre med beretningen om min rejse, vil jeg fortælle lidt om briggen  MEDOR.  Det var et skib far og andre andelshavere havde ladet bygge i Varnanäs, en by lidt sønden Kalmar i Sverige, som havde et bekendt skibsvært. Her var i øvrigt flere skibe fra Fanø blevet bygget; og de var bekendte for deres gode manøvre egenskaber og var hurtigsejlere. MEDOR  var færdigbygget 1884 og målte 281 tons brutto, og kostede 37.868 kr.  Det blev bygget for stykgodsfarten fra Hamborg til vestkysten af Mellemamerika, og i denne fart sejlede far da også de første 8 - 10 år, han førte skibet.

Det var en hård sejlads rundt Kap Horn: men MEDOR klarede sig fint. Denne rejse kom MEDOR fra Bristol med en ladning kalisette, der bruges til papirfabrikationen, og det skulle losses til en fabrik, der hed Skutskær i nærheden af Gefle i Sverige.

Den 17. juli 1898 blev jeg og det nye mandskab mønstret, jeg skulle være dæksdreng og have 10 kr. pr måned. Næste dag blev vi sejlet ud til MEDOR på Københavns yderrhed med proviantbåden, og alle måtte straks i arbejdstøjet og tage provianten ombord. Da det var udført, sagde far farvel og gav mig et par manende ord om at skikke mig godt  m. m.  1ste styrmand var fra Nordby og hed Ole Hansen. Han var en god og omgængelig mand, der havde sejlet med far i nogle år.

Da vi var færdige med provianten og havde klaret op, kan jeg huske, at jeg blev sat til at tjære sejlgarn, det var det første arbejde, jeg kom til på det sømandsmæssige  område, jeg tror nok, at styrmanden havde en bagtanke med dette.  Jeg fik jo forklaring på, at tjæren skulle gnides godt ind i garnet, og at det, skulle være så jævnt som muligt - jeg skulle ikke være bange for at få tjære på fingrene, men det var jeg nu heller ikke, for jeg har haft tjære på fingrene mange gange før under arbejdet  og undervisningen på skoleskibet, men det kendte styrmanden jo ikke noget til . Da jeg var færdig med indgnidningen og viste styrmanden det, fik jeg ros, og det liver jo op på en lille dreng, der lige er kommet hjemme fra.

 

 

Næste dags morgen lettede vi anker og styrede for jævn vestlig brise ned gennem Øresund. Der var jo meget at se efter for en dreng, først alle de sejl skibe, der enten skulle nord eller syd efter, og så se den store by forsvinde under horisonten, endelig var der vort eget skibs bugnende sejl og den gode fart at være optaget af. Jeg var kommet på 2den styrmands vagt, og jeg husker, vi passerede Bornholm på aftenvagten. Vinden var ret frisk af vestlig, der stod en del sø, men jeg var ikke søsyg.  Næste dag havde vi stadig god vind.  Om eftermiddagen blev jeg sat til at styre, det var kaptajn Clausen, der ville lære mig denne kunst. Jeg husker at vinden var tværs ind om bagbord. Jeg fik hurtigt lært finesserne. Clausen var en god lærermester - og hvor var jeg kry, at kunne styre et stort skib med alle sejl i top - hele stemningen i de lykkelige timer for nu så mange år siden:  Skibets lette krængning og dels gode fart, det var vel nok sport - noget andet end sejle med bådene i Fanø Lo, et rigtigt sømandsarbejde.

Vi nåede hurtigt op i Ålandshavet, hvor jeg forundredes over de mange stenskær, det var noget helt andet end Fanø med den sandede kyst. Vi kom heldigt til Skutskær og fortøjede for ankeret og med trodser i land agter.  Losningen af ladningen, blev udført af skibets mandskab. Lasten blev hevet op i  tønder og tippet ned i lægtere. Mens vi lossede, var der kommet ordre, at, vi efter endt losning skulle afgå til Gefle og i indtage en ladning splitved til Cardiff.  Før losningen af lasten tilendebragt blev der indtaget ballast, stiftning; som det kaldtes , og begge røjletræerne blev taget ned, en forholdsregel, der skyldtes den mindre gode stabilitet, skibet havde med splitvedsladning. Da vi havde udlosset, blev skibet slæbt til Gefle, der ikke ligger langt fra Skutskær, og der ankrede vi op på rheden.  Splitved kalder man affaldstræ fra planker og bræddeender, det må ikke være over 6 fod i længden, da det så betegnes som gavntræ,  Det var kvinder der stuvede lasten, stykke for stykke, så det blev til en stor blok træ i skibsrummet.

På Gefle rhed var der mange skibe, der alle lastede træ, således lå barkskibet DANMARK der, det lastede træ til oversøisk havn, om det var Sydafrika eller Australien husker jeg ikke. Jeg var der ombord sammen med nogle af vore folk, her var forholdene ikke så lidt større end ombord hos os. Jeg mindes endnu den høje rigning med de store ræer og takkelage.

Omsider blev MEDOR færdig med lastningen, vi havde ingen dækslast, og da alt var gjort søklar, afsejlede vi for Cardiff. Men skulle jo anløbe Københavns rhed, hvor far skulle ombord. Rejsen forløb godt, vi kom heldigt til København. Turen op i Østersøen havde taget 1 ½ måned – måske lidt mere.

 

 

P-H-Clausen

 

 

Efter at Clausen var kommet fra skibet, fortsattes rejsen, vi havde god vind, til vi kom rundt Skagen, der løb vi ind i en vestlig storm, hvor der måtte bjerges sejl. Der var høj sø, og jeg fik søsygens kval er at mærke, jeg var ikke mange sure sild værd den dag. Jeg var ikke med til vejrs, men var blevet sat til at klare tovværk op - hvor det dog kneb, og hvor jeg ønskede, jeg var hjemme på Fanø igen .  Jeg blev også slået omkuld af en sø og skvulpede rundt nede i læ sammen med tovenderne. Det havde far imidlertid set, og han kom ned på dækket og fik mig op på halvdækket. ”Ja”, sagde han, ”således er det at sejle til søs, og dette her er ikke noget – det kan blive meget værre! Men min dreng, du må aldrig vende ryggen til en sø, du skal gøre front mod søen, når du ser den komme, få fat i noget og hold så fast”!  Denne regel er kommet mig til gode mangen god gang siden.  Men ellers forløb rejsen heldigt, og jeg kom snart over min søsyge, det skete ikke siden, man kommer over det på de lange rejser.

Og en dag ankrede vi op på Cardiff rhed. Mens vi lå der blev klyverbommen rigget ind, da skibet ikke måtte tage mere plads op i dokken end nødvendigt. Ved højvande kom en slæbebåd og slæbte os ind i West Dock , hvor ladningen skulle losses. Her var vel nok at se for en dreng ude på sin første rejse; først og fremmest alle de mange dampere og sejlskibe fra forskellige nationer.  Jeg husker, der var en damper af C. K. Hansens rederi, jeg syntes dens skorstensmærke, det danske flag på blå bund, var meget smukt.  Af andre ting, der forundrede mig, kan nævnes den store forskel på høj- og lavvande. Jeg havde været ude ved doksluserne, der hvor vi havde sejlet, men der var næsten intet vand, kun en smal rende - det må jo lige have været lavvande, da jeg var der. Jeg huskede nok forskellen mellem høj- og lavvande derhjemme på Fanø, men dette her kunne jeg ikke forstå dengang.

 

 

En anden ting der forundrede mig var kulspouterne, at en jernbanevogn fuld af kul blev stemt i vejret og tippet over, så indholdet løb ned i skibet, det var mig en gåde, noget nyt for mig!

Af andre oplevelser, der står tydeligt for mig er, da jeg fik tilladelse af far til at komme med matroserne i land. Vi skulle i EMPIRE at se en forestilling, og da den var endt, gik vi rundt og så på vinduer, og vi kom også ind på en bar. Matroserne tog  jo øl,  og jeg fik en limonade, ikke langt fra vort bord sad der fire velklædte damer, men de røg alle cigaretter,  jeg havde aIdrig før set en kvinde ryge og var ganske forundret over det, jeg sagde til en af matroserne: "De fine damer sidder og ryger"!  "Dem", sagde han "der er (og så brugte han en meget folkelig betegnelse for letlevende kvinder)".  Jeg havde nok hørt dette ord før, men jeg forestillede mig, at dets bærere var det tarveligste af det tarveligste, og her sad fire smukke damer og blev tituleret sådan, det gik over min forstand. Alt dette står tydeligt for mig, skønt det nu er 65 år siden; livets skyggesider kendte man jo ikke meget til dengang.

Losningen af splitveddet foregik planmæssigt, og vi skulle efter endt losning laste kul og briketter til Rio Grande i Brasilien. Vi blev slæbt over i East Docks og begyndte straks lastningen, der blev indtaget 400 tons, som lastedes med elevator. Derefter blev vi forhalet hen, hvor der kunne gøres søklar. Røjltræerne blev rigget op, og alt blev surret og skalket på god sømandsmaner;  da vi var klar, blev vi slæbt ud af dokken, sejlene blev sat - og rejsen til fjerne lande begyndte.

 

 

medor-i-bristol

Medor i Bristol

 

 

Vi kom godt ud af Bristolkanalen, men nogle dage efter fik vi en hård vestlig storm, vi ]å underdrejet i nogle dage. Jeg husker, at far sagde, at vi var drevet ind i Biscaya bugten. Men det blev jo fint vejr igen, og vi kom hurtigt ned i varmere klima. Mens vi lå underdrejet, kom far en dag op af kahytten og var godt gal i hovedet, han havde opdaget, at kronometeret gik i stå , når skibet tog en stor overhaling. Kronometeret havde været i land til urmager i Cardiff, "en køn urmager", sagde far, "han skulle hellere kalde sig for kronometerødelægger". Det var naturligvis en kedelig ting, kronometret skulle jo vi se klokke slettet i Greenwich til brug for længde bestemmelser, men der er noget, der hedder månedistancer til udregningen af klokkeslettet i Greenwich, men der er mange faktorer, der spiller ind så helt pålidelige er de næppe. Men far tog mange af disse observationer, han lå på ryggen på kahyts taget med. en pude under hovedet og målte de himmellegemer, der skulle bruges til den slags observationer.

Men ellers foregik rejsen for en god nordøst-passage. Da vi nåede et stykke i nærheden af Ækvator, fik vi en damper i sigte, der blev straks sat signal op om, hvad hans position var.  Da de havde tydet vort signal, styrede de hen til os, og på en stor luge havde de så med kridt skrevet deres længde og bredde op. Da far og styrmanden havde fået bestikket udregnet, viste det sig, at der kun var en ringe forskel i længden. Jeg kan tydeligt huske, hvor stolt far var over det gode resultat af sine observationer, og det var der god grund tiI.

 

 

Men en dag ankom vi så til Rio Grande-barren. Jeg tror vi havde gjort rejsen på 52 eller 54 dage, hvilket vist var en nogenlunde rejse. Da vandstanden på barren var større end MEDORs dybgående, kom der straks en slæbedamper ud og tog os i havn, hvor vi fortøjede ved kajen i Rio Grande. Mens vi var der, kan jeg ikke erindre at have oplevet noget særligt, kun at losningen af disse briketter, der indeholdt kultjære, sved i ansigtet, det var varmt i Rio Grande.

Fra Rio Grande skulle vi til Montevideo at laste saltede huder til Sct. Petersborg LENINGRAD. Rejsen til Montevideo gik godt, og vi ankrede op l havnen, hvor vi skulle laste. I Montevideo havde jeg en glædelig overraskelse, nemlig at hilse på fire Fanøfolk. Det var fra den engelske damper KIRKSTALL, hvis fører var Jens Christiansen fra Nordby, de andre tre var P. Lassen Mathiasen, Gregers Svendsen og Hartvig Warrer, der alle hørte til dæksbesætningen.  Far havde truffet kapt, Christiansen i land, og vi blev indbudt til at komme over til ham en aften. Skibene lå ikke langt fra hinanden, og en aften roede far og jeg over til KIRKSTALL. Det var morsomt at komme til at tale mod folk fra sin hjemstavn, særlig da så langt fra Danmark. Den, jeg kendte bedst, var Hartvig Warrer, han var et år ældre end mig, så vi havde meget at tale med hinanden om,  han om dampere, og jeg om sejlskibe, det har så givet været et par kloge ho'der, der sad hin tropeaften for nu så længe siden og talte om tingene.  KIRKSTALL var ikke længe i havnen, hvad den lossede husker jeg ikke , men den afsejlede lang tid før os.

 

 

Dette at laste saltede huder kan ikke siges at være noget behageligt arbejde , idet saltningen foregik under indladningen. Huderne kom ud til skibet på lægtere, men først kom der en lægter med kohorn, disse blev anbragt i bunden af skibet med spidserne nedad. En stevedor fra land ledede lastningen.

Oven på kohornene blev så huderne spredt ud med hårsiden nedad, hver hud fik en pøs saltlage over sig og derefter strøet med salt. Saltlagen blev lavet på følgende måde:  man havde en stor tønde fyldt med salt, der stod over lastlugen, og jeg havde det arbejde stadig at fylde udenbords vand på.  Jeg havde en blok anbragt på fokke råen og derigennem en løber til "admiralen" (en sejldugspøs); fra lønningen til lugen var der en trærende, som vandet løb ned ad, og jeg havde nok at gøre med at, holde tønden fuld af vand.  Efter arbejdstid måtte vi så til at pumpe al den saltlage ud; men ellers foregik lastningen glat, og en skønne dag var vi færdig. Jeg vil tro, at det havde været i slutningen af februar eller i begyndelsen af marts 1899, at vi afsejlede fra Montevideo.

Rejsen til Sct. Petersborg foregik uden uheld, vi havde en hurtig rejse til den engelske kanal, men i Nordsøen fik vi en del modvind, dog, en dag ankrede vi op på Københavns rhed, hvor vi fik proviant.   Rejsen derfra og til Sct. Petersborg blev lang, da vi havde meget stille og modvind, men vi kom godt til Sct. Petersborg, og vi fortøjede i bøjerne på Newafloden, hvor huderne blev losset i lægtere.  Fra Sct. Petersborg sejlede vi til Gefle, hvor vi skulle laste en ladning træ til Boston i England. Dertil foregik rejsen også godt, vi ankrede igen på rheden og begyndte lastningen af brædder og planker. Hvor lang tid vi var om det, husker jeg ikke, men vi havde en dækslast en fod over lønningen. Da alt var surret og gjort søklar, afsejlede vi. Vi skulle igen anløbe Københavns rhed, hvor der skulle indtages proviant og skiftes folk. Der blev jeg afmønstret, og far havde igen fået en afløser, idet far og mor skulle holde sølvbryllup om efteråret.

Jeg har for længst mistet min første søfartsbog, den ligger et eller andet sted i Nordsøen efter et forlis , så jeg kan ikke sige datoen for min afmønstring, men jeg havde nok været lidt over et år ombord, idet jeg havde 120 kr. i afregning, det husker jeg tydeligt.

Ja, således foregik min første rejse til søs, og man spurgte vel sig selv, hvordan man syntes om sølivet, havde det svaret til forventningerne?  Jeg må sige dertil , at naturligvis gaves der stunder, hvor man ønskede sig i land, for der var ingen kære mor, arbejdet skulle udføres

.

 

 

Nok havde jeg sejlet med min far, men han sagde, da jeg kom ombord: "Du kan lige så godt få kendskab til sølivets strabadser her om bord, derfor skal du bo forude sammen med de andre søfolk".

Og jeg blev heller ikke sparet; måtte tage min tørn som de andre. Og da far og jeg rejste hjem, sagde han følgende til mig, som , har jeg ofte tænkt på, viste, hvor klog og god en far jeg havde: "Er du ked af at sejle så gå i land nu. Du kan jo gå i sejlmagerlære og siden tage ud igen , hvis du stadig har lyst til søen, det er en god ting, at man selv kan sy sine sejl".

Men det gik mig, som det går med de fleste søfolk; når man kommer i land glemmes  strabadserne , man vil ud igen "have frisk vind under vingerne" ;  da mine forældres sølvbryllup var overstået, fik jeg hyre som ungmand med tremastet skonnertbrig Maracaibo, og dermed begyndte et nyt afsnit af mit liv på søen.

Før jeg slutter, vil jeg omtale dovenbænken (æ dovenbænk) , som den blev kaldt i min drengetid. Den havde stade på Sønderbroen og stod ved gårdmuren til tømmerhandler Brinch Hansens plads. Der sad de gamle sejlskibsskippere og drøftede søfart, måske også sognets ve og vel, alt imens de med deres stokke tegnede skibe for fulde sejl i sandet. Der stod respekt om disse gråhærdede mænd, der havde døjet og prøvet så meget, og som kendte så meget, til de kræfter og magter, der hersker på de endeløse have.

Æ dovnbænk har stået tom i mange år, de skippere, der sad der engang er for længst borte. Der findes ikke flere sejlskibskaptajner. Af os, der fik vor uddannelse i sejlskibstiden, er heller ikke mange igen , og det ligger i sagens natur, at tallet svinder fra år til år, den generation der - uden smålig følelse af mindreværd - henregnede Nordby som centrum for det alt sammen, hvorfor betegnelsen af de fire verdenshjørner også blev:

 

 

OM  -  UD  -  NED  -  OP

N.        V.      Ø.         S.

 

 

 

Nå, det hænder jo, at vi kan mødes på havnen og tale om gamle dage, det er gerne på bænken ved toldbodens mur, så derfor vil jeg i denne forbindelse citere et vers af den stemningsfulde vise , som bankdirektør Herluf Jensen engang forfattede til en af Fanikerdagens fester :

Tit jeg får en snak med Niels Svarrer - og kommer Hans Carl måske, behøver jeg så at forklare, at vi går på langfart vi tre. Vi taler om tur over Dammen, til Rio og rundt KAP HORN, vi sejler så glimrende sammen med laster af kul og korn.

Vi sejler med Fuldskib og barke

rundt jorden på godt et kvarter,

vi kende jo vejen vi knarke,

selvom vi ej sejler den mer.

Vi får os en storm i Biscayen

og ta 'r den med ro i SUEZ,

vi går ind til Marselle på vejen og krydser derpå til Fez

Og dagen lider, så lister jeg hjem til min te,

det sker til tider, at mor har en bakskuld - måske!

Nordby Fanø i december 1963    

N.A. Svarrer 

Efter Fanø UGEBLAD januar og februar 1964 nr. 2, 3, 5 og 6,

14.2.1964 HANDELS og SØFARTSMUSEET på KRONBORG

Gave fra Kapt. N.A. Svarrer  Nordby Fanø.

Venligst udlånt til Anton Dam den 4/5.1965  og afskrevet!

 


Gå til top