Farfars erindringer

 

 

    FARFARS ERINDRINGER

FRA BARNDOMSTIDEN

FANØ

 

forside

 

 

B1681-Matr-19---Haesset-1

    Barndomshjemmet, set fra nord. Ca. 1920

 

haesset-1

 

stamtavle small

 

   Stamtavle. Klik for stort billede.

 

 

 

Så vidt jeg husker. Barndomserindringer.

 

Mine to bedstemødre gik begge klædt i Fanøtøj. De pryder væggene i vores hjem. Min fars mor (Bedste) Anne Mathea Sørensen, født 1. oktober 1853, husker jeg, fordi hun boede på gården indtil sin død i 1937. Hun blev enke efter min farfars (bedstefar) død, jeg ved ikke, hvornår han døde. Han fødtes 19. marts 1851. Bedste måtte så passe gården og på et eller andet tidspunkt måtte far hjælpe til derhjemme, indtil han efter sit giftermål med mor overtog gården. Muligvis har han haft gården på et tidligere tidspunkt. Mor og far blev gift 30. november 1917. Far lå som soldat på Fanø i Den første Verdenskrig ved den såkaldte sikringsstyrke og er vel derefter blevet færdig med soldatertjenesten.

Mormor (bedstemor) kan jeg af gode grunde ikke huske. Men der foreligger en del breve fra hende til mors søster, tante Maria. Der foreligger dog kun breve fra bedstemor, men heri beskriver hun nogle detaljer, som for mig er af stor betydning.

Fragmenter fra brevene:

30. Marts 1924 "Niels Sørensen var kjørende herned med hele Familien 7 i tallet for 14 dage siden, Ellen sagde ogsaa, at nu kom hun ikke for det første; de har nogle rare Børn. De er godt fornøjede med deres Tjenestedreng."

19. April 1924 "I morgen kommer Niels Sørensen og henter os og vi har det velsignet og rart hver dag. Gud ske Lov!"

17. Maj 1924 "Hvis N. Sørensen ikke har skrevet til Dig, saa kan jeg meddele Dig, at de har faaet en lille Dreng i Onsdags kun nogle faa Timer var Madammen deroppe, en glædelig Modsætning til forrige Gang. I forgaars var Ane (mors søster) deroppe, da havde de det godt; jeg tænker, vi kommer derop i Morgen."

 

 

   

 

10. Juni 1924 "Paa Søndag (15. juni) skal Ellens lille Dreng i Kirke, men de vil ingen Gilde gjøre denne Gang; kun Fadderne og os skal med. Da de ingen Pige har, skal Ane hjælpe dem; Cesilie kommer saa herop og passer Køerne."

Marts 1925  "Du kan tro, de har en ordentlig Børneflok hos Ellens i disse Dage; der er en af Smedens Børn paa Sygehuset og saa har de det hele Kuld deroppe, da Hansine skulde være deroppe, men det varer jo da ikke mange Dage, men Ellen er ikke forknyt, de kan jo ogsaa løbe ud de fleste af dem. Ane var deroppe i Gaars. (Smeden er onkel Hjort, der senere blev postbud i Nordby).

Søndag den 30. August 1925 "Niels talte vi med ved Kirken; de har det godt deroppe. Ellens Ben er jo ikke helt gode, men man kan jo ikke vente andet, det gaar over igjen, naar hun faar det overstaaet, hun venter det ikke inden imod Slutningen af September. Carl Rødgaars mindste er paa Alder med Peder Emil, saa der maa rigtignok være noget at gjøre, de to smaa Drenge er raske."

Mor fødte en dreng den 27. september. Han fik navnet : Johannes. Han døde den 29. marts 1926.

Bedstemor Ellen Jørgine Iversen født Nørby døde den 1. oktober 1925. Hun fødtes den 5, februar 1859. Hun var gift med bedstefar Peder Hansen Iversen, født den 15. oktober 1850. Han var murermester. Han døde den 20. januar 1932. Hun var hans anden kone, efter at hans første kone døde.

Jeg vil gerne fra bedstemors breve referere til en begivenhed, som foregik i året 1924. Som bekendt er Fanøs strandbred velegnet til bilkørsel. Gennem flere år blev der afholdt bilvæddeløb i 20’erne på Fanø. Det sidste løb afholdtes i 1924. En ulykke var årsagen til, at der ikke blev afholdt flere. Bilvæddeløberen Malcolm Campbell deltog også. Ulykken skete, da et forhjul rev sig løs og med stor fart trillede mod tilskuerne og dræbte en dreng.

 

 

 

    

7. September 1924 "Ane og Elna (kusine til mor) fik de ingen Brug for paa Hotellet i Væddeløbsdagene. Beretningen derom kan du læse i Ugebladet. En Dreng af Bork Clausen kom ulykkelig af Dage derved, det var jo sørgelig saa meget mere som hans Moder ikke var hjemme, hun var i Helsingør hos Manden, der blev telegraferet derover, men da var manden sejlet, men Moderen kom hjem.

Men, såvidt jeg husker, er min første erindring en tur til Esbjerg. Betuttet fulgte jeg med Bedste til færgen og sejlede med Fanøfærgen til Esbjerg. Jeg har ingen erindring om, hvordan vi er kommet ned til færgen i Nordby. Men sikkert har far kørt os derned. Der er måske nok gået en postbil, selvom det ikke rigtig var sat i system. Jeg mener at være 4 - 5 år. I Esbjerg besøgte vi fars søster Nielsine, der var gift med Hans Fischer. Min onkel var kaptajn om­bord på DFDS rutebåd "Vidar", der sejlede med passagerer og gods til England. En af dagene var vi ombord på skibet. Jeg husker, at jeg var ret så utryg ved situationen. Skibssalonen var fyldt med gæster og de virkede meget elegante og fine, så for en dreng fra landet var jeg i en uvant situation. Jeg må jo have deltaget i middagen, da bed­ste var der. Jeg var ikke glad for at sejle. Dog blev det ikke nogen sejltur med "Vidar". Men hver gang, jeg var med Fanøfærgen, øn­skede jeg altid, at vi snart var kommet over på den anden side, men denne angst for vand forsvandt dog med tiden. Det var ikke så ofte, vi tog turen til Esbjerg i min barndomstid. Dog har vi været på besøg hos tante Nielsine af og til og leget med min kusine Anne. Hun var den yngste af min tantes børn. Og ved en lejlighed var vi gået fra Jyllandsgade, hvor tanten boede og ned i parken, hvor vandtårnet tronede. I dag hedder parken - Byparken. Her er der Kunstmuseum og i øjeblikket bygges et musik- og kulturhus. Ved den lejlighed stif­tede jeg bekendtskab med et tog. Hvor vilde jeg dog gerne få lov til at køre med tog, husker jeg fra den dag. Det skete dog først nogle år senere, da vi var på udflugter med skolen til mål i de nærmeste om­egne. Det længste har nok været udflugten til Den nye Lillebæltsbro i 1935. Et andet mål har været en tur til Haderslev. Jeg mindes overkørslerne gennem byen, hvor gaderne krydsede jernbanesporet. Der gik en jernbanemand foran og ringede med en klokke.

 

 

 

daab

    På min dåbsdag, den 15. Juni 1924.

 

bedsteforaeldre

Bedstemor med mig på skødet.

 Bedstefar.

 Og vores puddel, Thor anes foran dem.

 

bedste

 

 

    Bedste, født den 1. Oktober 1853.
Død 1937.

 

 

 

Et tidligt minde stammer fra et besøg hos bedstefar i Nordby. Vi skulle vinke farvel til bedstefar og tante Ane. Far havde spændt Fanny og Palle (vore to jyske heste) for fjedervognen; der var lys i sidelygterne, de rigtig gamle med stearin inde i lygteholdere. Fortil var en klar glasplade og bagtil en rød glasring, så vognen var rigtig oplyst. Bedstefar og tante Ane vinkede farvel fra hushjørnet.

Og så var der turen ind til Fogdens eng. Bedstefar havde "lejet" far til at grøble grøfter i engen. Ved hjælp at en plov og hestene blev grøfterne, der skulle lede vandet bort fra de lave engarealer, gjort dybere. Johannes (min bror født 19. januar 1927) var med og han og jeg gik og legede ved vandsøerne (vandpytterne). Jeg har vel været 6 - 7 år og Johannes 3 - 4 år. Det har været en kold forårsdag. På et tidspunkt har jeg været kåd og ikke vidst konsekvenserne af mine handlinger, for pludselig skubbede jeg Johannes ud i en vandpyt. Han græd og jeg har sikkert råbt op. Far har sikkert også set det. Johannes blev trukket dyngvåd op af pytten. Om jeg har fået en omgang, ved jeg ikke. Men et er sikkert. Bedstefar var ikke i det bedste humør, hvad jeg i dag så udmærket forstår. Arbejdet med grøblingen blev jo ikke færdiggjort. Så da vi kom hjem var bedstefar meget vred. Om det gik ud over mor og omgivelserne, ved jeg ikke, men bedstefar var en patriark, der ikke tålte al for megen modsigelse. Vi havde respekt for ham. Johannes fik varmt og tørt tøj på, da vi kom hjem. Om han fik men af vandgangen, ved jeg ikke.

Bedstefar døde den 20, januar 1932. Jeg kan mindes hans begravelse. Hjemme i stuen lå han i kisten, han lignede sig selv. Han var bare mere hvid. Skægget var det samme kendte. Så blev kistelåget sat på. Og begravelseshøjtidligheden tog sin begyndelse i kirken. Han ligger begravet på Nordby Vestre Kirkegård, hvor bedstemor også ligger sammen med en dreng, der døde i en tidlig alder. Han hed Peder og var en begavelse, som bedstefar regnede med, ville nå langt.

 

 

På vej ind i elektronikkens forunderlige verden.
Vi har fået radio!!!

 

 

B1520-45 radio-Jens-Moelle

Det var i begyndelsen af  trediverne. Radiospredningen var kendt i København og landet over. Men vi havde ikke råd til at købe en radiomodtager. Men på Fanø havde vi `Radiojens'. Han var noget af en begavelse indenfor elektricitet og radiospredning. Han var et teknisk geni. Vi var tilsluttet via et ledningsnet med en højttaler, og den var billig at købe. Og dertil betalte vi for at benytte ledningsnettet, der var såre enkel. På granmaster var ledningen fastgjort via isolatorer og her blev den ene ledning til højttaleren fastgjort. Den anden ledning var tilsluttet jorden og ned i et vandførende lag. Men det var ikke noget problem på Fanø, idet grundvandsspejlet lå ret højt. Radiojens havde en kraftig radiomodtager. Han boede i Nordby - nede ved `Svenskeren'. På et tidspunkt kom han i strid med myndighederne og der blev lukket for elektriciteten (jævnstrøm). Men så byggede Radiojens en høj vindmølle og den kunne så levere den mængde strøm, der skulle bruges. Fra Radiojens' radio gik så ledningerne ud til abonnenterne - ca. 100 i alt. Undertiden gik ledningen i stykker og så måtte man ud at sætte enderne sammen, men det gik meget fint. Især var det galt i krigsårene, hvor spærreballoner fra England (London) med deres wirer "oversavede" ledningerne, så de lå ude på vejen i en stor ring sammen med de også "oversavede" elledninger. Først efter krigen fik vi en radio, der ikke skulle tilsluttes Radiojens ledningsnet. Vi benyttede imidlertid under krigen et apparat, som fætter Peder fra København havde bedt os opbevare under krigen, hvor det var umuligt for sommerhusejerne at komme ud og bo i sommerhusene. Men det var en ganske udmærket modtagelse, vi fik i alle disse år. Danmarks Radio udsendte kun på en kanal, hvor der altid blev annonceret: Danmarks Radio, København, Kalundborg og Danmarks Kortbølgesender.

 

 

 

   

Vi havde fået den installeret i `æ sønderdonsk' - stuen, hvor vor store familie opholdt sig meget af tiden. Højttaleren stod ovenpå et skab. Far tog mig på skødet og vi lyttede til udsendelsen den hele dag. Det var en fantastisk oplevelse. Nu kunne vi følge med i begivenhederne i ind- såvel som udland. Men også mange andre gode udsendelser blev der lyttet til. Især vejrberetninger. Af underholdning husker jeg "Familien Hansen", som en meget aflyttet udsendelse. Stykket blev sendt hver søndag aften kl. 20. Det var en minifamilie­komedie skrevet af journalisten Jens Locher. Aage Hansen var kontorassistent, spillet af Aage Schmidt og hans otte år yngre, hjemmegående kone Gerda, spillet af Ellen Rovsing, var de faste skuespillere i udsendelsen. Svigermoderen, spillet af Olivia Norrie, sørgede af og til for kontroverser og efterfølgende forsoninger i familien

.

 

 

 

 

Men efter tiden 1933, hvor der skete store og truende ændringer i storpolitikken i Europa, blev nyhedsudsendelserne aflyttet med stor opmærksomhed og spænding. Nicolai Blædel, der var politisk kommentator ved et af dagbladene, var en af de mest aflyttede ved disse udsendelser. Han var ikke populær i Tyskland, idet han var meget kritisk i sine vurderinger om forholdene i Nazi Tyskland. Han lagde ikke fingrene imellem i sin vurdering af de menneskelige forhold i landet. Mange mennesker blev forfulgte og mange måtte i fængsel og senere fik vi at vide, at Hitler havde oprettet KZ lejre og her blev politiske afvigere og afvigere af anden art (hudfarve, race, religion, "åndssvage", jøder m. m. ) også indsat. Der startede en personforfølgelse af så ufattelig dimension, at vi ikke fattede omfanget af forfølgelserne dengang i trediverne. Hitler ønskede, at det tyske folk skulle blive "rene" Arier (indoeuropæer). Men det lykkedes som bekendt ikke. Men vi var bange og angste for fremtiden. Jeg kan endnu høre Hitler i udsendelser direkte fra Munchen eller fra Berlin, hvor han tordnede mod England og Frankrig om de uretfærdigheder, der blev begået ved fredsslutningen efter 1. Verdenskrig. Vi åndede lettet op, når udsendelsen var ovre og især op mod starten på Den anden Verdenskrig i årene 1938 - 1939. Hitlers ord: Tyskland har ingen territoriale krav mod Danmark, gav os håb om, at Danmark kunne holdes ude fra krigsbegivenhederne. Men det holdt ikke længe. Efter krigsårene oplevede vi en revolution inden for medieverdenen, som vi langt fra ville tro kunne være rigtig, men vi var glade for Radiojens og vor tilslutning til ledningsnettet. Som kuriosum kan nævnes, at når ledningen var brudt, kunne abonnenterne tale sammen og det blev også brugt til aftaler. I begyndelsen blev der også udsendt radio fra BBC London: Her er London. Vi sender på bølgelængde det og det o.s.v. Da lyttede vi intenst.

 

 

 

Barndomshjemmet. Det gamle stråtækte hus med lade op stald.

 

    Husene og deres indretning

 

 

Det gamle hus, hvor alle vi børn blev født, eksisterer ikke mere. Som langt de fleste Fanøhuse var det stråtækt. Inde var der lavt til loftet. Stuerne var anbragt karakteristisk som huse på Fanø var bygget. Muligvis trængte det til udbedring hist og pist. Det var dyrt at vedligeholde. Det var dyrt at lægge strå på taget. Det blev foretaget nogle gange. Stråtag kunne ligge ca. 30 år på sydsyden og noget længere på nordsiden vel ca. 60 år, alt efter, hvor tykt et lag strå, der blev lagt på. De gamle bygmestre havde gennem generationer lært at bygge huse, så de passede ind i den natur, der omgav bebyggelsen. Der blev jo også anvendt mange naturprodukter, der fandtes på øen. Skov var der ikke meget af. Det var først efter midten af andet halvår i attenhundredtallet, at der blev plantet virkelig skov. Meget af det træ, der anvendtes til byggeriet blev sejlet til øen. Det var det samme med sten. Men det hændte, og måske oftere end vi tror, at et skib strandede eller var ude i en kraftig storm og efterlod eller tabte en skibsladning tømmer, som havnede på stranden og blev bragt op til Strandgården, for så der at blive købt ved strandingsauktionerne.

Hovedindgangsdøren førte ind til forstuen 'æ frankel'. Til højre herfor lå `æ nardånsk', nordstuen, der igen førte ind til et sovekammer. Om vinteren blev der normalt ikke fyret op i disse rum, så det var ofte en kold omgang at komme i seng i sovekammeret. Men vi lå jo flere i samme seng. Ofte med hovedet i hver sin ende af sen­gen.

 

 

 

 

Hovedindgangsdøren førte ind til forstuen 'æ frankel'. Til højre herfor lå `æ nardånsk', nordstuen, der igen førte ind til et sovekammer. Om vinteren blev der normalt ikke fyret op i disse rum, så det var ofte en kold omgang at komme i seng i sovekammeret. Men vi lå jo flere i samme seng. Ofte med hovedet i hver sin ende af sen­gen.

`Æ frankel' var en lang gang. Lige ud for gangen var døren ind til `æ sønderdånsk'. Herfra gik en dør ind til mor og fars sovekammer, hvor vi tilbragte de første af vore år, inden vi blev så gamle, at vi kunne sove andre steder i huset. Der var behov for mange kamre. Herinde i mor og fars soveværelse stod vuggen, der var på gæn­ger. Vi ældre børn blev sat til at passe de yngre søskende. Også jeg blev sat til denne opgave. Jeg erindrer i hvert fald at skulle vugge Ernst. Helt tilfreds med opgaven var jeg ikke. I min vrede vuggede jeg Ernst (født 24. december 1933) på en måde, så han røg ud af vug­gen og hylede op efter denne "bølgegang". Det var nu ikke så godt. Jeg fik en retfærdig revselse for mine ugerninger. Fra `æ sønderdånsk' kom vi ind i Bedstes stue. Her sov jeg sammen med Bedste i flere år. En oplevelse fra dengang vil jeg gerne bringe. Selvfølgelig blev jeg lagt i seng, længe før Bedste kom i seng. Det må have været hen på sommeren. Vinduet stod åbent. Pludselig fik jeg besøg. En mis, der havde fået killinger, sprang ind ad vinduet med en killing i munden og lagde den på dynen foran mig og hentede derefter flere unger. Derefter lagde den sig til rette på dynen og spandt. Det var meget hyggeligt. Jeg kælede med dyrene. Det stod på nogle aftener. Så holdt det op. Om det var, fordi vinduet blev lukket eller killingerne blev `druknet', aner jeg intet om.

 

 

 

 

Fra Bedstes stue kom vi ud i køkkenet. Her var der et stort komfur. Der blev fyret med lyng, træ "Kvas" fra plantagen og senere koks og briketter. Her var der plads til store gryder og pander. Og komfuret gav, især om vinteren, en dejlig varme fra sig. Fra køkkenet gik en trappe op til loftet. Her var der plads til en masse ting og sager, men ikke noget værelse. Ved skorstenen blev der ophængt skinker (røgede) og andre røgvarer, f.eks. Bakskuld ('Ba-skuld'). Og her i køkkenet lå så den store ovn, der kunne anes ved siden af kom­furet og op mod sydvæggen. Ja, ovnen kunne sådan set kun fornem­mes ved en stor sort låge. Inden bag lågen var der et sort rum, hvorfra der var direkte adgang op til skorstenen via et røghul. Og her bølgede røgen så op, nar der blev fyret op i ovnen. Ovnen strakte sig ind øst for Bedstes stue og dannede på den måde den ene væg. Når der blev bagt i ovnen, var væggen varm og dejlig at ligge op ad. Når der bagtes, blev der fyret op med lyng, men derom senere. I køkkenet stod der også et stort bord, hvor en del måltider blev indta­get, men da familien efterhånden blev til en anseelig størrelse, blev måltiderne oftest indtaget i `æ sønderdånsk'.

Langs nordsiden var der et bord. Her blev der vasket op. Afløb var der ikke noget af. Opvaskevandet blev hældt ud i bryggerset, der lå efter køkkenet ud til stalden. I bryggerset blev det grove husholdningsarbejde udført. Det var også her malkespandene blev gjort rene, når de kom fra mejeriet. Bagefter blev de anbragt på et stativ ude på gårdspladsen rengjorte med bunden vendt opad, så de var klare til næste gang, der skulle malkes. Tidligere var der en vandpumpe ude på gårdspladsen. Herfra hentedes al vand til madlavning og til vanding af kreaturerne.

 

 

 

 

Men senere blev en pumpe sat ind i bryggerset, så det var nemmere og rarere at hente vand. Og vand til kreaturerne blev også pumpet herfra og ud i stalden. Men så fik vi installeret en fantastisk pumpe. Pumpen betjentes af et håndtag, der skulle føres fra side til side og gav vand hver gang. Vandet til kreaturerne løb via en rende ud foran dyrene i stalden og betød en stor lettelse i vanding af krea­turerne. Og tog man tuden bort fra renden, kunne man pumpe vandet i en spand eller gryde. Men vi blev pålagt at skulle pumpe et vist antal slag hver dag ud til dyrene. det gik naturligvis på omgang, men kunne dog skabe nogen diskussion, som mor ofte måtte blande sig i, for at diskussionen ikke skulle udarte sig. Men af og til måtte hun træffe en afgørelse.

I stalden var der i indbindingstiden lunt, fugtigt og varmt. På sin side var der også rart og hyggeligt med de mange dyr, der hilste os med forskellige lyde. Der var heste (Fanny og Palle), der stod i hestestalden til højre for gangen ud i stalden. Køerne (8 - 12) (tallet husker jeg ikke nøje) stod på forhøjningen til venstre for gangen. Efter køerne kom kvierne og enkelte kalve. På østsiden lå grisestierne. Men et sted blev grisestirækken afbrudt af små stalde til kal­ve og især de nyfødte. For enden af griserækken blev der på et tidspunkt indrettet et DAS (lokum). Lige ud for hestene. Det var lidt `nymodens'. Man klarede sig tidligere ved at anbringe sig bag korøvene før i tiden og vi har aldrig følt os generet af at foretage denne handling. Mellem disse rækker lå en bred gang, med gødningsrenden til den ene side og murrækken ind til grisestierne på den anden. Her blev al transport af hø, halm, korn, roer etc. foretaget og her blev gødningen da også kørt ud på møddingen. Der blev `moget' også i grisestierne hver dag. Dog ikke bag kreaturerne, når de var ude på græs om sommeren. Men selvfølgelig, hvis de var hjemme til malk­ning og blev hjemme for natten. For enden af denne brede midtergang kom man ud i laden og op på høstænget. Herude lå kornnegene og på stænget var der anbragt hø, det kunne enten være hø fra mar­ken (agerhø) eller hø fra engen (enghø). Kornet blev tærsket ude i loen. Vi havde dog fået en tærskemaskine. Men det var bestemt ikke ukendt, at tærskningen foregik med plejl. Da pladsen i laden og loen ikke var særlig stor i den gamle ladelo blev meget af kornet eller høet sat i hes. Roer opbevaredes i roekuler.

 

 

 

 

Og herude i stald og lade blev meget af det daglige arbejde udført. Dyrene skulle have foder, vand og anden pasning. Det kunne undertiden knibe med at have foder nok til hele indvintringsperioden, så der ofte skulle indkøbes supplerende foderstofartikler. Og malkes skulle der også. Alle vi børn blev meget tidlig inddraget i denne proces, som skete med håndkraft. Der var ikke noget med malkemaskiner. Det var en vanskelig, anstrengende og kraftkrævende kunst at få mælken hevet fra yveret. Men vi fik det lært efterhånden.

Hestene skulle ofte strigles. De skulle have seletøj på, når de skulle på arbejde. Ved festlige lejligheder, hvor vi kørte i fjedervogn til by, en tur langs med engene eller en tur ud på stranden med gæ­ster, blev hestene pyntet ved bl. a., at halen blev opbundet i en knude og manken fik en ekstra omgang. Undertiden blev manken også flettet.

 

 

 

Nye tider. Der bygges.

 

 

En dag lå der en stor bjælke ude øst for laden. Det et - egentlig ikke rigtig at kalde den en bjælke. Det var en træstamme. Den var stor, lang og tyk. Den har sikkert været brugt i en havn, selvom den ikke bar præg af at være en bolværksbjælke. Der var ingen søm i den. Far har sikkert købt den på strandingsauktion.

Far har nok i nogen tid tænkt på at udvide lo og lade. Han har altid haft de store visioner. Han var foregangsmand og fremsynet på mange felter. Tiden er i slutningen af tyverne. Endnu har bør­skrakket i Wall Street (1929) ikke sat sine spor i Danmark. Krakket bredte sig som ringe i vandet og nåede Europa i trediverne og skabte katastrofale forhold og meget dårlige vilkår over hele verden og ikke mindst i Danmark. Krakket medførte arbejdsløshed og afsætnings­problemer ikke mindst for dansk landbrug. Priserne styrtdykkede og mange måtte i årene derefter gå fra gårde og ejendomme.

Hvornår byggeriet (udvidelsen) af stald og lade påbegyndtes, ved jeg ikke. Men ved at betragte billeder fra årene deromkring kan tiden stadfæstes nogenlunde sikkert. På et billede sidder jeg på en vogn forspændt med hestene. På vognen, der er påført 'skravlet' (brædder anbragt over kassevognen, så der kan hjemkøres korn, neg eller hø, sidder min bror, Morten (født 14. februar 1919) og min søster, Ginne (født den 20. juni 1921) samt den legendariske karl, Jørgen, kaldet 'Døve-Jørgen'. Vi er blevet fotograferet af Frederik med `Det kolde Ben'. Ved samme lejlighed fotograferede han min bror, Johannes (født den 19. januar 1927). Han sidder i en pragtfuld gammel barnevogn, der står i indgangsvejen op gennem haven til stuehuset. Han er ca. ¾ år. Det er i høsttiden august - september.

Jeg synes at være ca. 3 år. Året må da være 1927. Det er den gamle lade, der ses. (Østsiden).

 

 

 

 

Og på et billede, der er taget senere, ses vi fotograferet hele søskendeflokken på dette tidspunkt. Morten, Tilte (født 1. april 1920), Ginne, Petra (født den 27. november 1922), mig, Johannes og Nina Ellen (født den 4. november 1929). Hun er i buksedragt og kan være ca. 1 ½ år. Det vil sige i foråret 1931. Billedet er taget på vest­siden af stald og lade. Og her ses tilbygningen rejse sig op over den gamle del at stald og lade, der har sin oprindelige skikkelse fra til­slutningen af stuehuset og til staldgavlen mod syd. Derfor tror jeg, at byggeriet ligger indenfor tidsrummet 1928 - 1930.

Byggeriet var en udvidelse mod øst og skabte helt ideelle forhold for høstarbejdet, især det at køre hø og korn ind i laden, til tærskning af kornet, maling af korn og rigtig gode arbejdsbetingel­ser for alt, hvad der skulle udføres her. Vi kaldte udvidelsen for kø­reporten eller vognporten. Her kunne vognene køres ind. Læsset kunne frakobles. Der kunne læsses af, medens det næste læs blev hentet af andre. Og kom vi hjem en sen aften fra engene, blev vognen med høet eller kornet gemt til aflæsning den næste dag. Kornet eller høet skulle ikke stå ude om natten, hvor det måske regnede hele nat­ten. Udvidelsen var på mellem 10 - 12 m i bredden og 20 - 25 m i længden.

 

 

 

laden

    Den gamle lade set fra øst med porten. Billedet er taget inden bygge­riet af køreport og ny lade.
 På høstvognen fra venstre: Morten, Ginne, Døve Jørgen, mig.
 Fanny og Palle er spændt for vognen.
 Året 1927.

 

johannes

Johannes i den gamle barnevogn

 

 

 

frederik-med-det-kolde-ben

 

Fotografen, der har taget billederne af høstvognen
og af Johannes i barnevognen.

Frederik med det kolde ben.

 

 

 

Og i starten af byggeriet blev den store `bjælke' lagt op med den ene ende på en kassevogn med en forhøjning lagt ovenpå. Hvor lang bjælken var, kan jeg ikke vurdere, men den var efter mine for­hold meget lang. Den blev savet midt igennem af et par tømrersven­de. Den ene stod over bjælken og den anden under. Saven var en stor skovsav med kraftige og spidse tænder. Denne bjælke, der nu var savet i to halvdele, blev sat sammen i forlængelse af hinanden. Den ene ende af bjælken var ret spids. Den blev fraskåret. Og bjælken blev lagt op ovenpå nogle støtter af ½ - ¾  meters højde. Disse støtter var anbragt ovenpå den østligste mur af den gamle lade, der nu var ført ned til staldhøjde. Og den sidder der den dag i dag. (1997) .

En dag, jeg kom hjem fra skole, (jeg begyndte skolegang i første klasse i Rindby skole i 1930), blev vi forment adgang til østsi­den af laden. Porten, der ses på billedet, skulle væltes. Og også den gamle mur langs det meste af østsiden af stald og lade blev brækket ned. På vestsiden blev der bygget nye lag sten over den gamle mur. Og så blev taget lagt. Det blev til bølgeasbest og ikke tagrør. Det var for dyrt med strå. Forsikringspræmien var stor p.g.a. brandfaren.

En episode fra byggeriet har jeg i erindringen. En tømrer tog sig en øl ude i laden. Jeg har stået foran ham og kigget op på ham og ølflasken, han havde sat til munden. Han tog flasken fra munden og sagde: "Skål, Peter". Det fandt jeg mærkeligt og gik ind til mor og fortalte hende, at tømreren vidste, at jeg hed Peter. Så måtte hun forklare mig, at det var en talemåde. Men hun har sikkert moret sig over det.

 

 

 

 

I 1936 brændte det gamle stuehus. Det brændte dog ikke ned til grunden. Men vi fik udbetalt en forsikringssum, der gjorde, at far syntes, at det nu var på tide, at også stuehuset blev udskiftet. Årsagen til branden var en gnist fra skorstenen, der var faldet ned på det brandfarlige strå. Mor havde fyret op i ovnen, da der skulle bages. Vinden var lidt kraftig og der var ikke nogen gnistfanger over skorstenen. Louis (født 6. juni 1931) kom ind til mor, der var i færd med at gøre klar til bagningen, og sagde: "Det brænder vist oppe på taget". Mor kom ud og fik varskoet folk, så branden fik ikke det helt støre omfang. Om hun blev færdig med bagningen den dag, ved jeg ikke. Men resultatet blev et nyt hus - næsten mage til det gamle.

Men der var ikke stråtag. Huset indeholdt den samme grundinddeling af stuer i underetagen (med få undtagelser). Og så blev der bygget tre værelser ovenpå. Her i det nye hus flyttede fami­lien over i løbet af 1937. Det var dejligt med værelserne ovenpå. Det blev vore fremtidige soveværelser og læsesteder, medens vi var hjemme. Også Bedste fulgte med over og fik sit eget værelse som tidligere. Dette værelse - med direkte adgang fra køkkenregionen - hed altid Bedstes stue `Bedstes stou'. Hun oplevede dog ikke lang tid her. Hun fik `Rosen', en betændelse i benene, der `åd' kødet, så det blev sort. Hun døde i løbet af året 1937.

Dog var det ikke helt som i det gamle hus. Bryggerset var langt større end det gamle. Vi fik lavet en såkaldt boring efter vand. Og fik vi en elektrisk vandpumpe, så det nu var betydeligf nemmere at hente vand op og vande kreaturerne. Det ordnede en vandhane. Dog var vandet ret så jernholdig og det kunne ses på vasken, der var farvet af vandet. En anden forbedring var Das'et . Der blev lavet et rigtig WC i bryggerset ud mod nord med rigtig træk og slip og med septiktank og udløb til grøften over mod Bil's mark. Herude i bryg­gerset blev ovnen placeret, for der skulle stadig bages og det var sta­dig med lyng som brænde. Ovnen var lige så stor som den gamle. Men den var nemmere at komme til. Til ovnens røgkanal blev grue­kedlens røgkanal tilført. Men en ulempe var der dog. Der var ikke sørget for en tæt tilslutning til det bestående tag over laden. Når det regnede, strømmede vandet ned i bryggerset, så det sejlede. Det var svært at tætne. Der blev gjort adskillige forsøg, med ingen var særlig gode. I dag ville det ikke have været noget problem.

 

 

 

 

Adgangen til stalden gik nu gennem laden og ind i stalden fra nordsiden. Men vi var glade for den nye ordning.

Det gamle stuehus blev nu brækket ned. Strået blev anvendt som vejmateriale på de sandede veje indtil Halen og engene. Men murbrokkerne og murstenene blev lagt i en stor dynge øst for mød­dingen. I 1942, da Værnemagten havde store planer om udbygning af Vestvolden, blev der kort mange læs murbrokker ud til Vesterhavs­badet og anvendt i betonvejene, der førte ud til betonstillingerne nord for Badet. Men de mange hollandske kakler, der prydede væggene i Bedstes stue og `æ sønderdonsk', blev foræret væk. Men det var også først langt senere, vi erfarede kaklernes værdi.

Køreporten kunne nu gennemføres i sin fulde længde ud til gavlen af stalden og det blev da fuldført i samme år 1937. Og dermed havde vi et fantastisk stort areal under tag til mange formål. Det var vældig rart.

 

 

 

Arbejde på mark i stald og lade og i husets dagligdag.

 

sns-fanoe-kort 1 small

   Klik på kortet for fuld størrelse

 

 

Jorden, der hørte til gården ude i Rindby, kaldet Hesset, lå spredt adskillige steder på øens østside. Det største stykke jord var hjemtoften, der lå i den yderste ende af Rindbysletten - vel nok noget af den bedste markjord på Fanø. Til gården hørte omkring 40 tdr. land. Dette stykke, hjemtoften, grænsede op til en grøft mod vest, men var ellers ret så uregelmæssig med en tange, der gik bag vor nærmeste nabos jorder mod øst. Derudover havde vi et ret sandet stykke jord syd for Bil's, "Sønden Bil's, et andet stykke lå længere mod syd og blev benævnt Hans Clausens mark. Det var af stor be­tydning, at vi havde navne på alle vore jorder, så vi vidste, hvor arbejdet foregik den pågældende dag.

Over heden førte en lyngvej til `Saan'Flo', Sandflod, midt inde i et klit- og hedeområde, hvor der var et lavtliggende areal, der blev dyrket af ret så mange.

Fra Bils førte en snirklet sti og vej forbi `Per Nilen' og ned til Skideneng. Her havde vi et stykke eng, der var udmærket jord, nærmest gest. Den øverste del af dette jordstykke kunde pløjes og tilsås, men ellers blev det hovedsagelig brugt til græsning. Et vandløb (grøft) delte stykket i to dele.

Der løb mange grøfter ned til bugten mellem Halen og Od­den. Grøfter eller render har givet navnet: Rindby - "Rendeby".

Fra Skideneng forte en sandet og hjulsporet vej ind til Klingebjerg, hvor vi havde et stykke jord - kaldet Bedstefars mark. Det øverste stykke var hede og sandet klitjord, der ikke rigtig kunne dyrkes. Den vestligste del af dette stykke - vest for vejen, der går om til Fogdens eng, forærede far i krigens tid (1943) til spejderne. Vejen fortsatte forbi Klingebjerg om ad engvejen. Øst for Klingebjerg lå Sandflod. Sådan hed det, for at det ikke skulle forveksles med det tidligere omtalte stykke. Endelig var der et stort stykke eng ved Hansodde. Det var den yderste pynt mod ost, inden kysten bugter sig mod vest og bøjer af igen, så kystlinien danner en albue, deraf navnet Albuebugten. Dog havde vi også et stykke klitområde helt ude mod vest. Det lå nord for Pælebjerg. Udenfor plantagen og helt ud til de yderste klitter. Dette stykke blev ikke regnet for noget før i tiden. Det blev i slutningen af trediverne/begyndelsen af fyrrerne solgt til Es­bjerg kommune.

 

 

 

 

Forberedelsen til markarbejdet om foråret kom altid, når frosten havde forladt jorden. Det vil sige, at det i milde vintre kunne starte i februar måned. Der var ikke noget med, at jorden var pløjet fra efteråret. Dog kunne græsmarker, der havde ligget som græs­mark i lang tid, få en skrældpløjning i efteråret. Men alt blev dybde­pløjet i foråret. Det tog sin tid, jorden var let og nem at bearbejde i almindelighed, det var muldet sandjord eller ret sandet muldjord. Enkelte gange var det næsten kun sand, hvor det var omsonst at dyrke noget i, men forsøges skulle det da. Undertiden kunne det give udbytte, hvis året var regnfuldt. I marken kunne der være `brind­banker', d. v. s. strimler, hvor undergrunden var al, og hvor planterødderne havde svært ved at trænge ned i de dybereliggende vandlag. Vi havde ikke plove, der kunne gå så dybt ned, at allaget blev brudt. Grundvandspejlet lå normalt ret højt på øen. Vi vidste i reg­len, hvor allen var, men alligevel blev også disse brinker tilsåede. Udbyttet blev dog ikke så god som udbyttet på jorderne `inde på landet' - ovre på den anden side afvandet.

Men møddingen skulle køres ud. Det gik til på den måde, at man kørte med to vogne. På skift blev en vogn læsset med møg og forspændt hestene (Fanny og Palle) kørt ud på marken og møget blev læsset af i stakke, roger. Samtidig blev en anden vogn skubbet ind i møddingen og blev læsset af en mand, der stod hjemme i møddingen. Ude på marken blev rogerne spredt med en greb og pløjningen kunne komme i gang, når marken var tilført møget. Normalt blev det kun marker, der skulle tilsås med roer eller andre rodafgrøder, der fik tildelt møg, men var der rigelig med møget, blev også andre sorter tilført møget Det var meget hårdt at stå i en mødding og læsse en vogn.

 

 

 

 

Efter pløjningen blev jorden behandlet med harve. Ofte blev jorden krydsharvet, hvorved harvningen gik på tværs af pløjeretningen. Jorden fik en bedre findeling og derefter tilsået - enten det så var med gammeldags udstrøning med hånden, eller med en såma­skine, der lige var kommet på markedet, Kunstgødning blev også udstrøet. Hvis det var en kornsort, der blev sået, skulle marken tromles efter tilsåningen. Også andre marker blev tromlet. Bl. a. marker, der skulle tilsås med roer, gulerødder eller andre rodfrugter. Ajle blev også kørt ud på marken. Ajlen opbevaredes i ajlebeholdere. Ajlen blev pumpet op med håndkraft over i en ajletønde, der var lagt op på arbejdsvognen. Når beholderen var tom, skulde den renses. Det kunne være yderst farligt at gå ned i ajlebeholderen, da ammoniakken var meget stærk dernede, der var ringe mængder ilt i beholderen. Først blev der hejst et levende lys derned f. eks. en tændt petro­leumslampe. Gik lyset ud, måtte man ikke gå derned. Så ventede man, til der var kommet luft ned via dækslet, der blev lagt til side. Dækslet var normalt lagt over hullet til beholderen, da man nødig uforvarende skulle falde i.

Men det var en dejlig oplevelse at deltage i arbejdet ude på marken. Luften var ofte lun og forårsagtig. Vi kunne tit finde på at synge til arbejdet. Når afgrøderne var kommet op, blev de tildelt kunstgødning, men langtfra i de mængder, som nutidens landmænd tilfører markerne. Men udbyttet ville vel nok have været større, hvis der var brugt mere af den slags. Kornet var nu overladt til naturens luner, kulde, varme, regn og tørke. Deraf afhang årets ud­bytte. Der kunne ikke gribes ind. Vi havde ikke vandkanoner eller anden form for kunstvanding. Vi måtte være taknemmelig, når det regnede og var sommeren for varm og tør gav det ikke så stort et udbytte. Græsmarkerne, hvor kreaturerne blev udbundet i tøjr med stage eller i indhegning - senere elektrisk hegn, fik ajle. Det lugtede godt nok ikke så godt, men vi var ikke sarte. Gyllelugten af i dag er dog langt værre. De to lugte kan overhovedet ikke sammenlignes.

 

 

 

1931

    Byggeriet af stald og lade er tilendebragt.
 Petra, Ginne, mig, Johannes, Tilte, Morten.
 Ninna Ellen i buksedragt.
 Ca. 1931.

 

1935

    Morten, Tilte, Ginne, Petra, Johannes, mig.
 På tæppet: Louis, Ninna Ellen, Ernst.
 Ca. 1935.

 

familien

    Familien hos fotografen. Ca. 1935.
 Bagerste række: Johannes, Petra, Tilte, Morten, Ginne.
 Forreste række: Louis, mor, Ernst, far, Ninna Ellen, mig.

 

 

 

Nu var det tid til at så rodfrugterne. Der blev sået kålrabi, turnips, runkelroer, sukkerroer, gulerødder og ind i mellem blev der sået kål af forskellig art. Grønkål, rosenkål og alm. kål. Ofte blev kålfrøene sået i forbindelse med lugningen. Hvis der var et langt spring mellem planterne, kunne der måske såes kålfrø, der blev dog også sået frø af samme sort som de, der blev luget Og her var der heller ingen form for sprøjtning. Ukrudtet skulle fjernes - især når planterne var små og skulle klare en kamp mod andre planter om plads. Der blev hyppigst luget og vi fik nogle få ører for hver række, der blev luget, men dengang havde pengene en hel anden værdi end i dag. Det er vanskelig at sammenligne. Det var ofte lange rækker og det tog lang tid at få luget blot en række. Vi skulle selv holde kontrol med antal af lugede rækker. Senere blev hakken dog anvendt. Så gik det lidt hurtigere. Alt det skulle klares, inden høsten begyndte. Der var altid nok at lave på marken og i forårstide, ja hele året rundt bortset fra vintertiden.

Vi havde vores skole at passe. Men vi måtte deltage i alt arbejde hjemme. Og inden lektielæsningen blev vi sendt ud på marken for at få gjort dagens arbejde. Vi var ikke ret gamle, før vi var for­trolige med heste, køer, grise, får, kalve, katte, høns, ænder, kalkuner, gæs m.m. Vi kunne strigle hestene - det skulle de helst hver dag, inden de kom på arbejde. Seletøjet blev lagt på og hestene blev spændt for vognen med skagler og hvad der hører til, inden man kunde sætte sig op på vognen og få hestene til at gå. Det blev en leg for os med tiden. Og når vi kom hjem fra arbejdet, skulle staldarbejdet udføres. Køerne skulle malkes med hænder. Malkemaskine kend­tes ikke. Alle andre kreaturer - kalve, kvier, søer, grise, får og høns etc. skulle have deres foder, for at kunne give det udbytte, de var beregnet til at kunne levere. Vi var selvforsynet på mange felter. Dog gik turen ofte til brugsen for at indkøbe de daglige fornødenheder som sukker, kaffe, mel, margarine o. s. v. Men mælk, fløde, kød af enhver art, æg og køkkensager kunne vi klare selv og det var ret så vigtig. Det kunne godt blive lidt sent, inden vi trætte kunne gå til aftensmaden og til lektielæsning. Dog blev der i eksamenstiden taget hensyn til vores læsning, så da skulde vi først være færdig med det, inden vi tog ud på arbejdet. Men eksamen lå også på et tidspunkt, hvor markarbejdet ikke var så stort. Vi havde eksamen i marts måned.

 

 

 

 

Og høsten kom altid. På en måde glædede vi os til det. Det var en spændende tid, men også meget anstrengende, da der ikke var tale om otte timers arbejde. Ofte blev vi først færdige ved otte- nitiden om aftenen, inden vi kom ind til aftensmad. Men sommerferien stod for døren. Vi skulle ikke følge skolen i 7 uger. Men det blev ikke til feriedage. Der var først høhøsten hjemme. På de arealer, hvor kreaturerne ikke havde græsset, var græs og kløver vokset op. Det blev nu `slået' med maskine. Dagene efter blev høet vendt `værget'. Og hvis det var tørt vejr, blev høet revet sammen og stakket. der blev det så stående i stakke i nogen tid. Der kunne høet `bræmme', d.v.s. , det blev varm af fugten, der var i boet og stakkene blev meget våde. Det blev senere spredt ud på jorden ved siden af stakken og tørret. Og derefter var det klar til at blive kørt hjem på stænget. Det duftede dejligt af hø. Senere kom turen til enghøet. Det var langt besværligere at bjerge. Græsset var enggræsser, der var meget saft­spændte. Høet her skulle have en langt længere tørreperiode. Det skulle vendes mange gange med rive efter at være blevet slået. Og så blev det stakket. Stakkene her var ikke så støre som ved kløverhøet. Efter nogle dages forløb blev stakkene spredte, så høet kunne få en kraftig tørring. Og var det så tørt nok, blev det læsset på vognen med 'skravler' og det kunne blive til et ret stort læs. Da vi havde engene inde ved Hansodde, var hjemkørselen med høet lang. Der kunne kun hentes to læs hver dag. Det var en lang og besværlig hø­bjergning. Men når vi så sent på dagen havde fået det sidste læs på vognen, kom vi op på læsset og kunne puste ud. Kusken skulle passe morderligt på at holde hestene og vognen på rette spor, så læsset ikke væltede. Vejene var bestemt ikke for gode til hjemkørsel af så højt et læs. Ofte blev der læsset rigeligt på, så det var et tungt læs at trække den lange vej hjem for hestene. De havde det tungt i den tid. Og de var trætte, når de efter dagens gerning blev redet ned til Skideneng og fik fri. Det var ikke noget at sige til, at de ikke var særlig villige til at lade sig indfange den næste dag for igen at slide med kør­selen fra engene. Men høet kom omsider hjem. Ofte var det sidste læs ikke hjemkørt, før skolegangen i begyndelsen af august igen var i gang.

 

 

 

 

Men vi nød faktisk at være inde og arbejde i engene. Ofte var der god tid imellem arbejdet med at få høet vendt og til det skulle stakkes. Vi fik mad i pauserne. Vi satte os i læ af en stak. Det duftede af enghø - en karakteristisk duft, der var helt anderledes end duften af kløver- og græshø. Og vi var sultne og tørstige. Og hvor smagte øllet, som mor havde lavet, dejligt. Men vi havde da også andre drik­kevarer med. Der skulle bruges meget, når vi arbejdede. Vi var godt tørstige. Men tit fik vi tid til at gå ned til kystkanten og ud på vader­ne. Det var fedtet og meget blødt. Ofte sank vi i til langt op på benene i klæg og mudder. Og vi fulgte vandets skiften mellem høj- og lav­vande -flod og ebbe. Det hændte undertiden, at det blev til stormflod i høsttiden. Da måtte vi ofte flytte stakkene længere op på engene, for at de ikke skulle følge med vandet ud på vaderne og føres bort. Galt var det med den nyslåede hø, den kunne ikke bjerges, selvom vi na­turligvis forsøgte derpå. Og skypumper kunde vi følge, enten de kom ude over vandet eller viste sig inde på land, hvor hø og høstakke fik deres bekomst af skypumpen, der hvirvlede hø og sand rundt.

Vi fulgte fuglenes bygning af rede, æglægning og udklæknin­gen af vadefugleunger. Ofte tog vi æggene med hjem og kogte dem og spiste dem hårdkogte. Det smagte virkelig godt. Blot tog vi aldrig æg fra reder, hvori der var mere end et æg. For da kunne der godt være ruget på det andet æg og det ville vi helst undgå. Men af og til kom vi alligevel hjem med et æg, hvori der var påbegyndt nyt liv. Det dre­jede sig især om strandskadeæg og vibeæg. Men også havmågeæg tog vi med hjem. Men efter midten af maj var det slut med at fjerne æg fra rederne. Nu skulle fuglene have en chance for at få ruget unger ud, så de kunne være flyveklare i god tid, inden efteråret og fug­letrækket kom.

 

 

 

 

Der blev i reglen ingen pause mellem høhøst og kornhøst. Kornhøsten kom som regel i slutningen af august. Det var da også en begivenhed, der blev set hen til med stor interesse og forhåbning. Men udbyttet blev nu sjældent meget stort. Det første skår blev høstet med le hele vejen om marken. Derefter kom slåmaskinen, der var påmonteret nogle vinger, der kunne få kornet til at lægge sig rigtig ned over knivbjælken, der skar kornet af et stykke over roden. Bag knivene var der påmonteret en plade, hvorpå stråene kunne samles, indtil der var nok til et neg. Så måtte kusken, der sad på maskinen ved hjælp af en rive få lirket stråene af i en bunke bag maskinen. Rundt om marken var negbinderne placeret. Det gjaldt da om hur­tigst muligt at få negene bundet, så der kunne køres til næste om­gang. Det var en kunst at binde kornnegene. Bindematerialet var kornstrå, der blev sammenviklet, så båndene, de dannede, var lange nok og kunne holde neget samlet Det tog lidt tid med at blive dygtig til at binde kornnegene sammen. Og når maskinen havde passeret en påny, fortsatte turen i samme retning, så vi altid gik rundt om mar­ken og på den måde fik kontinuitet i arbejdet. Var vejret godt, nød vi arbejdet. Blot satte stråene mærker i benene, da vi var barbenede, så vi var overstrøet med små åbne sår, der sved meget, især kunne vi mærke sårene, når vi efter endt arbejde, red hestene ned til Skideneng. Og derefter var marken overstrøet med neg, der blev samlet i ,kokke. 6 par neg dannede en skok og 6 skokke dannede en traver. når negene havde stået i skok nogen tid, blev de kørt hjem og lagt på logulv og undertiden ude i en hes. Men det var nu sjældent efter byg­ningen af den nye lade. Der var altid plads nok til avlen. Men det kunne være ret så besværligt at få kornhøsten bjerget. Vejret kunne være lunefuldt og negene måtte mange gange rives lidt op for at kun­ne tørre godt til hjemkørslen. Ellers kunne man risikere at kornstak­ken hjemme i laden kom til at bræmme kraftig og det kunne blive så varmt, at der gik ild i den.

 

 

 

 

Turen kom derefter til rodfrugterne. Vi var nu kommet et stykke hen mod efteråret. Køerne kom ikke længere ud på marken om natten, men forblev derhjemme. Kartoflerne blev taget op, også turnips, som blev 'serveret' for kreaturerne i overgangsperioden. De havde ikke lang holdbarhed og rådnede nemt. Runkelroer og sukker­roer skulle nu bjerges hjem i roekuler til brug i vinteren. De blev dækket over med halm og jord. så de kunne klare vinterens kulde. Kålrabi var mere hårdføre. De kunne godt tåle lidt frost og blev derfor først bjerget senere. Men også de blev nedkulede. Dog blev en del fodret op, inden vejret krævede en tildækning.

Det kunne ske, at far skønnede, at høsten ikke havde været stor nok til vinterforbruget. Derfor kunne vi i nogle år finde på at hente 'veger' inde fra klitarealet ved Pælebjerg. Her groede nogle tørre planter, der ikke krævede den megen tørring. De blev 'slået' med maskine og ofte hjemkørt med det samme. Men det var en ret lang vej at få transporteret dette hjem. Det skete ind gennem planta­gen ad rigtig hullede og sandede veje, hvor der var stor fare for at læsset væltede. Det var et udmærket supplement til foderet. Og så kunne det også hænde, at vinteren trak ud, så køerne ikke kunne komme ud på græs tidlig om foråret. Da blev det ofte lyngen, der stod for skud. Vi måtte ud at ruske lyng til kreaturerne, så de havde noget foder. Det gik i høj grad ud over mælkemængden. Den svandt ret så tydelig hen på foråret. Det var derfor en stor oplevelse at få køerne ud til de første grønne spirer om foråret. Og snart kom mæl­kemængden tilbage.

 

 

 

 

Året var ved at gå mod hæld. Efterårspløjningen stod for døren. Der blev dog ikke pløjet med det formål at undgå forårspløj­ningen. I reglen blev der kun skrællepløjet og det gjaldt især græsmarker, der skulle tilsås næste år. Hestene og ungkreaturerne kom på stald og arbejdet på mark og i eng var ved at dø hen. Og vi glædede os til vinterens hygge, også selvom der stadig var arbejde nok med husdyr og anden pasning af gårdens daglige arbejde.

Det daglige arbejde i stald og lade koncentrerede sig om pasning af dyrene og alle de andre gøremål. Om morgenen måtte vi op og malke køerne. Vi var ikke særlig gamle, før vi kunne den svære kunst at malke. Der var kun en måde at gøre det på. Det var et `håndarbejde'. Det krævede muskler og kraft i fingrene at få mælken ud af patterne. Desuden afhang det også af patternes hårdhed - blød­hed. Det gjaldt om morgenen om at få malket alle køerne inden mæl­kevognen kom. Den skulle bringe mælken på mejeriet og det skete ret tidlig. Ofte måtte vi dog lade en del mælk vente til næste dag, for kusken kunne ikke vente. Han var måske også sent på den. Der blev malket tre gange daglig. Dog blev det kim til to gange senere. Nemlig morgen- og aftenmalkning. Det tog også ret lang tid at få hentet køerne hjem fra marken, når de skulle malkes om middagen. Det var jo da også et spørgsmål, om det i det hele taget gav mere mælk at malke tre gange. Det var derfor ganske naturligt, at det kun blev til to gange. Efter malkningen fik køerne vand og foder og også kraftfoder, så mælkeydelsen kunne sættes op. Om sommeren kom de ud på græs­marken hurtigst muligt og i en lang periode blev de også lukket ud for natten. Så blev de hentet hjem til morgenmalkningen. Køerne blev samlet i rad og række og blev sammenbundne, så hele flokken kunne følges ad. Det var nu også en kunst at få det hele til at lykkes, men køerne fandt sig tålmodig i det. Og på samme måde blev de hen­tet til aftenmalkningen. Det kunne være en træls omgang at bringe køerne ud til marken, hvor de skulle græsse. Den kunne ligge langt væk. Og så skulle de hentes senere hen. Kun til søndage og andre dage, hvor der var noget særligt at tage hensyn til, kom køerne i hjemmetoften. Der var det nemmere at bringe og hente dem.

 

 

 

 

Når mælkevognen kom fra mejeriet, havde den skummet­mælk, kærnemælk og syrnet mælk med hjem. Så var det grisenes tur at få foder. Kalvene fik også deres. En opgave, der altid skulle fore­tages hver dag, var at muge (moge) ud. Med en trillebør, en skovl og kost blev møget fjernet fra grebningen og fra de forskellige stier, hvor der gik grise, kalve eller får. Der var nok at lave i stalden. Tids­punkterne skulle passes, morgen, middag og aften. Høns, ænder, gæs, kalkuner og meget andet skulle også fodres.

Og så var der fødslerne. Vi var altid opmærksomme, når en ko - og især en kvie skulle kælve. Der stod altid meget på spil. Blev det en kviekalv, fik den lov til at leve et forholdsvis langt liv. Blev det en tyrekalv, blev den opfodret med slagtning for øje. Også grisene blev der holdt øje med. Når en so skulle fare, sad vi ofte ude i grise­stien og fulgte begivenhedernes gang. Der kunne jo nemt ske noget, som ikke var tiltænkt. Her var det af stor betydning, at soen avlede så mange grise som muligt og at den havde patter nok til alle og også mælk nok. Ofte skete disse fødsler om natten og det kunne være svært at sidde og holde øje med begivenheden. Soen skulle nødigt æde de nyfødte smågrise eller komme til at lægge sig på dem, hvilket af og til hændte. Fårene passede i reglen deres fødsler selv. Og mens vi er ved forøgelserne. Hønsene blev skrukke og lagde æg, som de gerne ville udruge. Det var ikke altid, det passede ind i mors plan. Derfor samlede hun da ofte æggene og lagde dem under en stor og trofast skrukhøne og lod hende påtage sig udrugningen. Og alligevel dukkede der da en hønemor op med en hale af små kyllinger efter sig. Hun havde da i dølgsmål udruget dem. Og naturligvis blev de da hilst velkommen som alle de andre. Senere gik vi over til at anskaffe os en kunstig form for kyllingeopdræt. Der blev indkøbt daggamle kyllin­ger ofte hundrede styk - og så blev de lagt under en 'kyllingemoder'. Det var en mindre ovn, hvorover der var anbragt en skærm som en paraply. Her fik kyllingerne varme og kunne overleve på den måde. Opdrættet skete inde i laden eller stalden. Og da kunne der lægges kyllinger til på et hvilket som helst tidspunkt af året. Det gav flere høns med tiden. Og samtidig gav det også en mulighed til at opfodre kyllinger til slagtning og salg, hvilket vi da også gjorde. Vi har sikkert alle prøvet at slagte, plukke og rense kyllinger, så de var klare til salg. Ofte skulle der i løbet af kort tid slagtes mange. Ænder, gæs og kalkuner blev også opdrættet, men dog i mindre mængder.

 

 

 

 

Fårene havde deres egen livscyklus. De passede sig som regel selv. Dog skulle de flyttes hver dag, når de stod tøjret. Hvis de gik i en indhegning, skulle der blot føres tilsyn med dem. Vi havde dog ikke mange får - vel op til 6 - 8 stykker. Om vinteren kom de som regel ind, men da de havde en kraftig pels, tålte de kulden bedre og havde da også bedre af at være ude end inde. I løbet af vinteren og tidlig forår fik fårene lam. De læmmede. Parringen klarede fårene selv. Der var altid en enkelt vædder, som regel ung, med i samlingen.

 

 

 

kornet-koeres-ind

    Kornet køres ind. Ernst og jeg sidder oppe på læsset.
 Ernst er kusk.
 Ca. 1939.

 

malkning

    Så er der tid at malke. Koen holdes af Ninna Ellen.
 Jeg malker.
 Ca. 1940.

 

skoleklasse

 

 

    Mine klassekammerater.
4. mellem på Realskolen i Nordby 1938.
Bagerste række: Grethe Boldrup, Grethe, Andreas
Esther, Gude, Sine
Forreste række: ? , Anna Frank, lærer Raahauge,
Else, Ruth.
Siddende: Harald, mig, William.

 

 

 

To gange om året blev fårene klippet. Først måtte de vaskes i kraftig sæbevand og derefter gennem en tørreperiode. Og så måtte mor i gang med fåresaksen og klippe fårene. Det mestrede mor også. Det foregik i liggende stilling for fårene og delvis knælende for mors ved­kommende. Når pelsen så var klippet af, lå det færdige resultat som et aftryk af fåret. Det blev i reglen solgt. Dog har jeg set Bedste karte og spinde ulden. Men det var en proces, der tog lang tid og ikke an­vendt senere. Og som sagt havde vi ikke de store pasningsproblemer med dem. Undertiden kunne vædderen optræde udfordrende, men den blev som oftest pacificeret og så kunne vi færdes sammen med fårene uden at blive overfaldet.

I sidste halvdel af trediverne måtte vi drenge - først Morten (kun kort tid) og især Johannes og jeg to til tre gange om ugen cykle ud til Badet og samle `skidt'. Vi var skraldemænd for en del som­merhuse i området syd for vejen ud til Badet. Hvert sommerhus skulle i sommertiden besøges og skraldespandens indhold tømmes over i en sæk, som vi havde med. Når sækken var fuld, måtte vi bære den ned til en vej, hvor far så senere kom og afhentede den. Far hentede også affald fra begge hoteller - Hotel Kongen af Danmark og Kurhotellet. `Skidtet" blev kørt ud i en klit og gravet ned. Ofte tog vi det med ud i klitterne nord for 'Saan'flo'. Det var dog ikke et job, vi var særlig begejstret for. Ofte var det et stykke beskidt arbejde og ofte var skraldespandens indhold vådt og ulækkert. Dette arbejde sluttede da også, da Danmark blev besat i 1940. Så sommeren 1940 var det sidste år, vi arbejde som skraldemænd. Dette arbejde blev næsten altid udført efter, at arbejdet hjemme var lavet, så stjernerne var tit kommet fremme på himlen, inden vi kørte hjem med affaldet. Vejen hjem gik gennem det sommerhusområde, der i dag hedder Nyby og hvor der i krigsårene blev bygget adskillige bunkers. Nu er vejen mere farbar end dengang.

 

 

 

 

Men det var også meget vigtigt, at alt fungerede hjemme. Der skulle laves mad, der skulle vaskes og meget mere. Selvfølgelig blev alt dette værdsat. Men alligevel blev arbejdet i køkken og stue ofte reduceret til det mindst nødvendige, når arbejdet ude på mark og i eng kaldte. Så måtte mor og pigerne ud at hjælpe med arbejdet der.

Det betød, at mor ofte måtte lave dobbelt arbejde, idet man forventede, at maden stod på bordet, når vi sultne kom hjem. Men selvfølgelig var det ikke så tit, det skete. Ofte blev vi drenge også sat til husarbejde hjemme, selvom det blev betragtet som pigearbejde. Vi gik da heller ikke af vejen for at vaske op og gøre rent og meget andet. Bl.a. slagtning og rengøring af kyllinger, så de kunde sælges.

 

 

 

Tid til leg, tid til ture i klitterne og på heden - tid til spejder m.m.

 

 

Fritid var noget, som der også blev tid til, men oftest var det om søndagen og i vinterhalvåret, hvor arbejdet hjemme ikke var så påkrævet. Der blev leget meget, når tiden var til det. Det var, når vi havde besøg af nabobørn eller venner til fødselsdag eller anden lejlig­hed. Legene var ofte sæsonbetonet. Det er vel nok de almindelig kendte lege, som man kender i dag. Vi spillede til pind og kunne få en aften til at gå med dette herlige spil, hvor en tilspidset pind blev anbragt på et par mursten, der stod på højkant. Med en længere pind blev pinden vippet af murstenene og kastet fremad og højt op i luften. Det gjaldt da om for modparten at gribe pinden og kaste den ind mod basis (murstenene), hvis disse blev ramt, skiftede holdene. Hvis den ikke blev grebet, måtte kasteren prøve med slag på den korte pinds spids at få den op i luften og evt. få den slået længere bort: fra basis. Så målte man afstanden fra nedslagsstedet og ind til basis. Der kunne laves mange varianter af denne leg. En anden leg hed Stanton. En bold blev kastet højt op i luften og et navn blev nævnt. Denne måtte nu hurtigst muligt forsøge at gribe bolden. Hvis det skete, blev bolden af denne igen kastet op i luften og et nyt navn blev råbt. Hvis bolden ikke blev grebet, skulle vedkommende prøve at kaste bolden mod en deltager og ramme denne. Legen krævede kun en bold som remedie. En anden boldleg hed Antonius. En bold blev kastet over et hustag til det andet hold, der stod på den anden side af huset, under råbet: "Antonius". Blev bolden grebet af holdet på den anden side, skyndte man sig om på den første side og forsøgte at ramme en af det andet hold. Ramte man, skiftede man side. Hvis man ikke greb bolden, kastede man den over taget til det andet hold, idet man råbte: "Antonius" på ny. En leg, jeg ikke har set spillet andre steder, er en leg, hvor vore hatte blev brugt. Hattene blev anbragt på jorden op ad en husmur. Rækkefølgen var ikke tilfældig, idet den yderste til højre havde størst status. Og derfor blev det altid de store og dominerende drenges hatte, der lå der. Når der så var kommet orden i rækkeføl­gen, markeredes en linje et stykke fra husmuren. Derfra kastedes (trillede man) en bold mod hattene med det mål for øje, at få bolden til at havne i en hat. Den, hvis hat bolden havnede i, måtte nu skyndsomst få fat på bolden og råbe stop. De øvrige var løbet bort fra fare­zonen, men stoppede på råbet. Nu gjaldt det da om at ramme en deltager. Blev en ramt, blev hatten flyttet til den nederste position. Blev ingen ramt, måtte den, der kastede bolden, finde sig i, at hans hat blev flyttet til nederste plads til venstre. Det kunde godt være en leg, der krævede, at man ikke var for blødsøden, for bolden kunne godt kastes på kort afstand og hvis det var en af de store drenge, der ka­stede bolden, kom den med stor kraft. Og naturligvis har vi også leget `Put'.

 

 

 

 

Om vinteren løb vi på skøjter på Per Nilen. Et stykke lavvan­det hede- sumpareal, der lå østpå. Her var der i `gamle' dage altid vand. I vandet lå der flere øer. Om vinteren bundfrøs vandet og vi kunne løbe på skøjter uden at frygte, at vi dumpede i. Det kunne dog godt hænde, at vi fik en våd buksebag eller våde strømper, men det betød ikke noget. Vi var hurtig hjemme, hvor vi kunne skifte tøj. Kælkning med slæde havde vi også. Selvom der var mange `bjerge' på Fanø, var der dog ikke mange steder, hvor man kunne kælke en lang strækning ned ad bakke. Vi tog derfor til Nordby og ud til Kikkebjerg. Her mødtes mange og kælkede. Vore skøjter var ikke så gode, som skøjterne er det i dag. Vi måtte ved hjælp af en nogle skrue skøjterne fast på vore støvler og det var nu langt fra, at de blev skru­et forsvarlig fast. I mange tilfælde blev de vrikket af og så måtte vi i gang med at skrue dem fast påny. Vi brugte af og til nogle skøjter, der kaldtes klitskøjter. Det var skøjter, der blev bundet fast på støvlerne. De havde ingen kant til at kunne skrues fast. Egentlig var det blot nogle tilformede træskobunde, der var påmonteret en skøjteklinge.

 

 

 

 

Men oftest gik vi ture ind på heden eller ud i klitterne. Tit var turen ind til `Hans'øj'. Det var dejligt i forårstiden og sommertiden at tage på disse ture. Måske var det kreaturerne, der skulle tilses, måske var det fårene, der skulle flyttes. Vi følte os i nærkontakt med naturen. Vi spiste af revlingerne, der var modne. Ligeså med blåbær, der egentlig hedder bøllebær, idet de rigtige blåbær er lidt kraftigere og hvor bærret er blåt helt ind til frøene. Også tranebærrene nød vi. Men de var egentlig først rigtig modne, når vi nærmede os september. Det med bærplukningen var et kapitel helt for sig. Revlinge og blåbær kunne vi plukke hvor som helst. Revlinge blev brugt til saft og til spi­se med mælk og sukker. Saften skulle efter sigende have en god indflydelse mod forkølelse og influenza, så hvis man havde saft nok, skulle man lave sig en god toddy af kogt vand og revlingesaft, så kunne man svede forkølelsen ud. Blåbær var mere `fad' i smagen. Men hvis der blev sat eddike til marmeladen, smagte det da ganske ud­mærket. I det mindste smagte nyplukkede blåhær godt i mælk og tilsat lidt sukker. Men helt anderledes var det med plukningen af tranebær. Her hægede ejerne af stykket om, hvor tranebærrene voksede. Hvis man vovede at plukke tranebær der, kunne man risikere at miste det plukkede, idet det måtte afleveres til ejeren, hvis han opda­gede det. Tranebær blev opbevaret i et glas eller en flaske, hvori der var kommet koldt kogt vand. Så kunne de opbevares til senere brug. Der blev lavet en meget fin marmelade af tranebær. Det viser sig og­så, at tranebærsaft har en gavnlig indvirkning på blærebetændelse, så da skal man blot drikke tranebærsaft, så kan lidelsen holdes lidt i ave. Tranebær gror på lavtliggende områder, hvor der er fugt. Man skal nok have en vis erfaring i at finde steder, hvor de gror i større mængder. I dag har alle lov til at plukke bærret overalt på øen, uden at skulle aflevere det plukkede til nogen.

 

 

 

 

Og af og til gik turen ud til klitterne og stranden. Der lå ikke så mange sommerhuse dengang. Vi kunne uhindret færdes overalt og vi nød det. Tit tog vi ud til Statsplantagen og klitterne der for at fange kaniner og især ungerne, som lå gemt i huler nede i jorden. Kaniner var en plage på øen. De gravede deres huler og lange gange, så de var til stor gene. Derfor var der sat en pris på dem - uanset om det var unger eller voksne. Far, der var formand for Hartkornskassen, betalte penge for et par ører, der blev klippet af kaniner, eller også kom man med hele dyret. Hvor meget vi fik, kan jeg ikke huske. Det har sikkert været 25 øre og er vel nok senere steget til 1 krone og mere. Mange jægere jagtede kaninerne og tit brugte jægerne fritter (i familie med mink, men tæmmet en del). Fritteren blev sat ned i et kaninhul og jog på den måde kaninerne op gennem et andet hul. Der var altid mange huller knyttet til et kaninbo.

De grønne spejdere startede i 1935. Stifteren var malermester Marius Sørensen, der efter kommunesammenlægningen i 1970 blev borgmester. Morten var med i patruljen, der startede. Jeg blev spejder i 1936. Det var en dejlig tid. Vi havde ofte patruljemøder og her kom man sammen med en række kammerater fra Nordby. Der var ikke mange fra Rindby. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg husker en række ture ud i områder, hvor vi legede røver og soldater. Vi var delt i to hold med hver sit farvede bånd på ærmet. Vi kæmpede mod hinanden og prøvede at få taget båndet fra modstanderen. Man `døde', når man ikke havde noget bånd. I sådan en øvelse indgik der en forudsat opgave, der forsøgtes løst. Oftest var disse 'lege' lagt om natten og da kunne det være svært at orientere sig.

Mange gange tog vi på lejr, hvor vi overnattede. Det var spændende. Mange af disse lejrture blev lagt på Fanø og her kunne familien komme på besøg og opleve samværet. Vi måtte selv lave ma­den og det var en god træning i at kunne klare sig selv, når man var sig selv som voksen. Af tropsture kan jeg nævne turen til Jels. Det var i begyndelsen af besættelsen.

 

 

 

 

Divisionslejre har jeg også været med til. Vi havde i divisionen nogle konkurrencer og dem gik Fanøtroppen meget op i. Det gjaldt jo om at holde navnet, 'Fenja' i hævd. Navnet 'Fenja' stammer tilbage fra myten om Fanøs oprindelse. Det drejer sig om to jættekvinder, der som tak for at have reddet et skib for undergang, fik overladt et par saltkværne. Jættekvindernes navne var Fenja og Menja. De blev sat af på et par sandrevler, der fik navnene Fanø og Manø. Den sidste tur, jeg var med på, var en tur i 1942. Det var en tur, hvor spejdere fra hele landet deltog. Den lå på Fyn ved byen Fåborg. Derefter sluttede min tid som spejder, men jeg har kun gode minder fra den tid. Vi kom meget ud i naturen og havde mange gode oplevelse.

Med kammeraterne i Rindby havde vi ikke så mange lege. Det var ligesom om, at vi, der havde valgt at gå i Nordby skoler, var sat udenfor. Det lå vel også nok i det, at de efter 7, skoleår oftest kom ud at tjene og dermed ophørte legetiden for dem.

På stranden kom vi ikke så ofte. Det kneb lidt med at få tid dertil. Vi vidste godt, at der drev rav ind, men når vi havde tid til strandtur, var der ikke `ravtid'. Det skulle altid være kort tid efter storm fra vestlig retning, der så senere løjede af og gik mod syd. Den erfaring fik vi først senere. Gik vinden om i nord eller en anden ret­ning, kom der ingen rav.

 

 

 

 

Onkel Søren (fars bror) og gift med tante Maren fiskede af og til fra stranden. Han havde sat en del ruser op på stranden og fan­gede på den måde skrubber og rødspætter og andre fiskearter. Men den fiskeart, han helst vilde have, vår ålen. Ofte cyklede jeg ud på stranden, når vi havde fået at vide, at onkel ville tømme ruserne. Jeg havde en sæk eller en kurv med og fik en del fladfisk med hjem. De smagte godt. De var nyfangede og ret pæne af størrelse. Onkel tog andre fisk med sig hjem og også ålene, der blev anbragt i et hyttefad, hvor der var rindende vand. Senere blev de solgte.

Vi havde ikke mange penge til vort eget forbrug. Jeg mindes ikke at have haft en pung med penge, der tilhørte mig selv i de første barne- og drengeår. Vi havde vel heller ikke brug for nogen og har heller ikke savnet dem. Vi fik, hvad vi havde brug for. Vi stillede heller ikke de store krav og familien havde heller ikke den store ind­komst. Der skulle spares på alle områder.

Men vi kunde også tjene en lille skærv. Ved roelugning og enkelte andre opgaver fik vi en mindre 'løn'. Først i de sidste af dren­geårene og de første år efter konfirmationen i 1938 kom behovet for at have en selvstændig pengemængde. Og her kom der så ind i bille­det, at vi kunde tjene penge ved ormegravning. Det var dog ikke lige sådan at gå ud og grave orm. Der skulle en god fysik til det og gode kræfter. Og denne metier havde vi ikke tid til i den allermest travle tid med arbejdet på gården. Det var mest i efterårs- og vintertiden, vi gravede orm.

 

 

 

 

Ormegravning krævede en god vandtæt trækasse og en god greb med lange tænder. Der var lang vej ud til stedet, hvor vi kunne grave ormene (børsteormene). Vi cyklede først til Nordby og derfra ad smalle stier til nordpynten ud til engkanten. Og nu til fods ud over vaderne over mod Esbjerg eller Skallingen. Vi kunde kun grave ved lavvande og derfor gjaldt det om at vide, hvornår lavvandet satte ind, for tiden var knap. Højvandet kom ca. 9 - 10 timer senere. Vi var jo et godt stykke fra land og derfor kom vandet tilbage der, inden det var virkelig højvande.

Så måtte vi finde et sted, hvor ormeekskrementerne med deres sandede toppe viste en god mængde. Nu gjaldt det om at grave en rende, så vi ved næste graverende kunne komme dybt nok ned til ormene. Ormene havde en god længde - normalt 30 - 40 cm., men de kunne også være kortere. De var tykke, grimme og fyldte med røde børster. Det gjaldt om at grave dem op uden at beskadige dem. De beskadigede var intet værd og blev smidt væk til stor glæde og delikatesse for mågerne.

Vi solgte dem til en opkøber og fik 25 øre pr. liter i starten. Det steg til op mod en krone. Men vi var glade for at have et reelt beløb, som vi ikke skulle aflægge regnskab for.

 

 

 

peder-emil

    Året er 1941. Juni måned.
 En kanonfotograf
 "fangede" mig i Brørup,
 da jeg var på vej hjem
 efter 5 -6 måneders
 ophold i København

 

 

 

Nu begynder alvoren. Skolegang. Oplysningstiden.

 

 

Så har jeg fået den alder, hvor livets alvor begynder. Året er 1930. Jeg fyldte 6 år 14. maj. Skolegangen startede 1. april. Det er ikke overmåde meget, jeg kan huske fra mine første skoleår i Rindby Skole hos lærerparret Møller.

Fru Møller underviste de første 4 årgange. Der blev under­vist to klasser sammen, da børnetallet ikke var stort. Undervisningstiden var for 1. og 2, klasse om eftermiddagen. D. v. s. fra Id 13 og så 2 timer frem. (Måske 3 enkelte dage). Vi gik i skole hver dag (også om lørdagen), sommer og vinter, kun afløst af de traditionelle ferier. Hr. og fru Møller nød stor respekt for deres undervisning. De udførte deres arbejde yderst tilfredsstillende. Vi fik en undervisning, der fuldt ud stod på højde med undervisningen i klasser med kun en årgang. Princippet i denne form for undervisning lå i, at de ældre elever hjalp og støttede de yngre elever. Så efter en fælles gennemgang af lektien gik eleverne på de to trin i gang med opgaver af div. art og fru Møller gik rundt for at hjælpe - eller hvad der var mere almindelig: Vi blev kaldt op til katederet og blev undervist individuelt i den først del af denne del af timen. Senere blev der fælles gennemgang af den nye lektie, der dog i begyndelsen blev lært klassevis. Det var en forudsætning, at der var ro i klassen og det var der. Der var altid stilhed og arbejdsomhed i klassen.

B1143 rindby skole

 

 

 

 

De næste to årgange blev undervist på samme måde. Der var to klasselokaler tilknyttet skolen. Lokalet for de små og lokalet for de store. I lokalet for de små blev 3. og 4. årgang undervist sammen, men nu om formiddagen. Efter 4. klasse gik jeg i 1934 (april) op i 5. klasse. Og nu var det sammen med 6. klasse om formiddagen og i det andet lokale for de store. Skolegangen sluttede efter 7. klasse akkurat som i mange andre skoler over hele landet og ikke bare i landsbyskole, men også i byskoler. Det, med at gå i mellemskolen og senere i realskolen for at ende med et eksamensbevis i hånden, hørte ikke med til det normale. Der var plads på arbejdsmarkedet til alle, der forlod skolen og for en mindre løn kunne udføre et godt stykke arbejde. I det andet lokale for de store var det hr. Møller, der underviste. Dog havde fru Møller enkelte timer også her bl.a. håndgerning. Efter afslutning af 5. klasse blev jeg optaget i 1. mellem ved Realskolen i Nordby. Og det var ikke almindeligt, at børn fra landbrugsområdet i Rindby tog en videre uddannelse. Vi kunne ikke undgå at blive `mobbet' (et moderne udtryk, som vi ikke kendte den­gang). Alle vi drenge (far ville gerne, at vi fik en boglig uddannelse) skulde gerne gå på Realskolen i Nordby, hvorimod pigerne ikke fik lov til det. Det vakte ikke udelt mishag hos nogle af pigerne, som ikke syntes, at de fik de samme chancer som drengene i valg af fremtidigt erhverv. Men det normale var da også, at pigerne skulle uddannes i husholdning og oplæring i husmoderhvervet. Og sådan blev det. Far og mor ønskede for os alle, at vi ville få den bedste start på livet og det var en mere sikker måde at få arbejde på i andre erhverv end ved landbruget. Far var landmand, men hans hu stod til andet, men han havde ikke noget valg.

 

 

 

 

Der var en egen stemning at komme i skole i Rindby. De fle­ste af os troppede op i træsko (eller støvler). Der var træsko- og skohylder ude i den brede gang. Og vi skiftede fra udefodtøj til indefodtøj. Vore hjemmesko stod i de samme reoler som træskoene. Om sommeren gik vi ofte barbenede. Der var en frisk lugt af rengjorte gange og skolestuer. Det lugtede rart af læder og skosværte. Inde i skolestuen stod elevbænke med pultene stillet op. Nogle bænke var lange, så der kunne sidde mange elever ved siden af hinanden. På pulten, der var skråtstillet var der plads til blækglas i et hul øverst og til blyanter og penneskafter påmonteret penne i en rende ved siden af. Der var en skuffe under pulten til vore bøger og skriveredskaber. Væggene var prydet med undervisningsbilleder. Men midt i lokalet ind mod væggen mod nord tronede den store kakkelovn. Om vinte­ren skulle der fyres op i den og ilden skulle holdes ved lige i undervisningstiden. Det var en opgave, duksen skulle påtage sig.

Men der var også festlige dage ved skoletiden i Rindby skole. Der var hvert år eksamen i slutningen af skoleåret. Vi tog det med stort alvor. For, hvis vi ikke klarede eksamen, kunne der være fare for, at vi ikke rykkede op i næste årgang. Tilstede ved eksamen var præsten, repræsentanter fra sogneråd og andre honoratiores.

Engang havde vi besøg af provsten Benjamin Nielsen. En mand, der næsten altid var med ved disse høringer, var direktøren for Fanø Vesterhavsbad, P. O. Lassen. Han kom altid med spørgsmålet, om vi kendte alle byer på Fanø. Og det mente vi, at vi da gjorde, nemlig Nordby, Sønderho og selvfølgelig Rindby. Men han ville gerne have os til at lære, at Fanø Vesterhavsbad også var en by på Fanø. Der blev aflagt en lektie, der var indøvet tidligere. Dog kunne der også falde spørgsmål udenfor det indøvede. Men vi bestod alle. Vi var mødt op i vores fineste puds til disse eksaminer.

B1727 15 Nordby-Realskole p

 

 

 

 

Og når eksamen var overstået fik vi slik af forskellig art. Måske smugspiste vi også inden. Hjemme havde vi i dagene op til eksamen lavet Fanøbolcher, hvor hovedingrediensen var lavet af sirup, der blev varmet op til mellem 60° og 80° og tilsat forskellige ingredienser bl. a. pebermynte. Når den varme masse var tyktflydende, blev den hældt ud på et bord, hvor der stod skåle med koldt vand. Nu var det op til hver enkelt af deltagerne at dyppe hænderne i vandet og få fat i en lille del af den skoldhede masse og bearbejde den ved at trække den hurtigt ud og ind og også ved at ælte massen. Og det skulle gå hurtigt og med dypning af hænderne ret hyppigt i vandet for til sidst at få det trukket ud i en lang tynd strimmel (blyantstynd eller lidt tykkere) og derefter at blive skåret i længder, der passede til en slikkepind. Undertiden blev stykket skåret i mindre bolchestørrelse. Når massen blev trukket ud tilstrækkelig længe, blev farven hvid (grålig) og så blev der lagt en strimmel til, der ikke var blevet trukket ud og som havde sirupsfarven gullig. Disse to strimler blev rullet ind i hinanden og gav en variant, som ikke gav en anden smag, men som så godt ud. I dag er kunsten at fremstille Fanøbolcher mere fabriks­betonet og har ikke helt den samme smag og oplevelse som den gang. Eller har den det? Vi nød at slikke ved den lejlighed. Vores post, Otto Albert, var ofte ved den lejlighed i spender humør. Han havde i brugsen købt nogle negerkys, der ikke lignede de nyere. Disse var aflange med en bund af karamel. Inde i negerkysset var der en sukkermasse (oppustet) og yderst et lag chokolade. Det var guf. Jeg ved ikke, om han gav negerkys hver gang, vi havde eksamen, men jeg erindrer det og det kan jo tyde på, at det ikke var en engangsbegivenhed.

 

 

 

 

Og så gjaldt det optagelsen på Realskolen i Nordby. Jeg hav­de besvaret nogle skriftlige opgaver. Og så var der den mundtlige besvarelse. Jeg følte mig på gyngende grund. Lærer Jensen sad ved katederet og jeg stod foran med ansigtet vendt op mod ham. Jeg følte mig total blank og har ingen anelse, om jeg svarede rigtig eller forkert. Selv følte jeg, at mine svar ikke passede helt i alle tilfælde. Det var ikke så nemt for mig at være mig selv i disse uvante omgivelser - bondedreng som jeg var og overfor autoriteten. Derfor blev jeg meget overrasket over at få at vide, at jeg var optaget og kunne begynde i 1. mellem fra 1. april 1935.

Og så måtte jeg igennem en ny form for mobning . Mit modersmål var Fanøsproget, som vi talte det derhjemme og det har sikkert lydt ret så bondsk i `storbysamfundet' Nordby. Jeg mærkede, at skulle jeg kunne overleve de næste skoleår, gjaldt det for mig om at tilegne mig sproget, som det taltes af mine kammerater i skolen og senere i spejdertroppen. Det at jeg mistede mit Fanømål, kan jeg i dag begræde, idet jeg overhovedet ikke kan nogen form for dialekt. Men jeg gik jo også anderledes klædt. Det tog jeg dog meget let. Det var ikke noget problem for mig. Jeg var klar over, at mor på allerbedste måde prøvede at iklæde os, så vi kunne være bekendte at færdes i dette skolemiljø. Det kunne i trediverne være svært for en land­husholdning at få pengene til at række. Der var krise af økonomisk art i disse år.

Men jeg fandt efterhånden ud af det og faldt til i klassen og på skolen. Vi var ikke så mange i klassen, men det gjorde ikke noget. Drenge var der nok færrest af. Jeg har svært ved at huske alle og vil derfor ikke nævne navne for ikke at glemme nogle.

 

 

 

 

Det var en anderledes skolegang. Dels var der mange flere elever og lærere. Dels var undervisningen helt anderledes. Lektier skulle læres og der var langt mere hjemmearbejde. Det kunne for mig være svært altid at få lavet hjemmearbejdet, da jeg ofte - især i for­årstiden - måtte ud at hjælpe med ved forårsarbejdet, og arbejdsdagen efter skolegang kunne være lang, så når jeg kom hjem fra arbejdet ude, var jeg ikke i stødet til at lave lektierne. Muligvis har jeg set lidt på lektien, inden jeg tog ud, hvor far arbejdede, men han ventede på mig for at kunne tilendebringe et planlagt stykke arbejde. Det kunne være, at jeg med den ene hest skulde krydsharve eller tromle et tilsået stykke.

Jeg klarede mig rimeligt gennem alle mellemskoleår. Vi havde faste faglærere. Lærer Jensen var vor klasselærer foruden dansklærer, lærer Høgdal var matematiklærer og sanglærer, lærer Raahauge var tysklærer og fysiklærer og lærer Birkelund var historie- og naturhistorielærer. Senere fik vi overlærer Schmidt (han stammede fra Sønderjylland, hvorfra han rejste i tiden efter 1864). Han var overlærer, hvilket i dag svarer til skoleinspektør. Han underviste os i tysk på de sidste klassetrin. Vi fik en ny lærer på et tidspunkt. Han hed lærer Skovbjerg. Han underviste i matematik fra 3. mellem. Vi fik også andre nye lærere, men jeg har ikke så tydelig erindring om dem, da de ikke blev mine lærere eller muligvis har de virket som vikarer i klassen en kort periode. Overlærer Schmidt døde i 1939 og lærer Birkelund blev udnævnt til overlærer (skoleinspektør).

Disciplinen var klar. Her var det bare at adlyde og følge reglerne, Men de var nu ikke så vanskelige og vi havde en god og fredelig tid på skolen. Der var ingen uroligheder eller kun få. Vi stillede op på begge sider af trappen til indgangen og gik ind klassevis til timerne. Dog startede vi altid første time med morgensang og morgenbøn i forhallen. Da var der ro og der blev sunget med på salmerne.

 

 

 

 

Og så var der eksamen. Det var altid spændende. Der var eksamen ved hvert års afslutning. Ved eksamen i 1. 2. og 3. mellem blev der indkaldt censorer fra lokalskolerne. Det var som regel fra Borgerskolen, Rindby Skole eller undertiden Navigationsskolen. Men eksamen blev klaret og adgangen til næste klassetrin var reddet. Efter 4. mellem var der eksamen med beskikkede censorer og det var altid noget, vi frygtede, idet de jo havde ord for at være mere kriti­ske. Men det var de nu ikke altid. Også denne eksamen blev klaret. Og så var det det sidste trin i skolegangen, nemlig realklassen. Den begyndte 1. april 1939. Og i slutningen af marts 1940 kunne jeg få overrakt mit eksamensbevis, der skulle kunne skaffe mig adgang til en sikker position i tilværelsen. Men truende skyer ude fra havde kastet sine skygger ind i vort samfund. 1. september 1939 startede Den anden Verdenskrig. Hitler var gået ind i Polen, og dermed blev England og Frankrig trukket med ind i krigen. Krigserklæringen til Tyskland kom 2. - 3. september. Og kun få dage efter at jeg var fær­dig med realeksamen blev Danmark besat af Tyskland - den 9. april 1940 og så var det en helt anden situation. Øen blev hurtig besat af tyske tropper og hvad så?

 

 

 

 

Hvert andet år havde vi udflugt med skolen. I reglen gik den over til fastlandet. Turen til den nye Lillebæltsbro i 1935 kan jeg huske ret godt. Måske skyldtes det, at jeg lige var begyndt i 1. mel­lem og derfor var vildt imponeret af togrejse og at det foregik med hele skolen og at det var gratis. Men det huskes måske også, fordi Broen blev indviet det år og der var folkevandring til stedet gennem lang tid. Vi havde madpakke med og naturligvis en lille skilling til køb af diverse. Men det var ret begrænset, hvad vi kunne købe for pengene. De slog ikke til til ret meget. En anden tur husker jeg gik til en storby, hvor togene passerede gaderne og der gik en jernbanemand foran og ringede med en klokke for at varsko andre trafikanter. Ved den lejlighed skulle (ville) vi aflægge en kaserne et besøg. Imidlertid havde skolen ikke indhentet tilladelse til at besøge den og derfor blev besøget ikke til noget. Og ud fra erindringen om gaderne med togene, der passerede og den store røde bygning, der lå oppe på en bakke, er jeg ganske overbevist om, at byen var Haderslev. Jeg tror, at denne tur var i 1939, idet lærer Skovbjerg var med. Han var ung og tog sig meget af os. Det imponerede mig, at han købte et kar­ton med ispinde og delte ud til os. Den erindring glemmes ikke. Hvor vi så var hende i 1937, har jeg ingen erindring om. Når vi var kom­met ombord på Fanøfærgen og nærmede os havnen i Nordby, istemte vi Fanøs nationalsang: "Fanø, oh, Fanø, oh, hvor du er skøn, hvid er din strandbred, din bølge så grøn. Hjemstavn, oh, hjemstavn, ja sikkert jeg tror: Du er den skønneste plet på vor jord". Og vi sang af fulde hals, så det kunne høres ind på land, hvor mange pårørende var troppet op. Vi sang alle tre vers. Og vi kunne dem udenad. Det var festligt.

 

 

 

 

Af andre begivenheder kan jeg huske 400 -års jubilæet for Reformationens indførelse. Året var 1936. Vi havde besøg af Ribeb­spen, Biskop Scharling og den store festlighed blev højtideligholdt i Nordby Kirke. I detaljer kan jeg ikke huske begivenheden, men den gjorde et stort indtryk på mig. Og også i skolen blev jubilæet markeret - ikke bare i religionstimen, men også i historietimen.

Mine yndlingsfag blev efterhånden matematik, fysik, geografi, naturhistorie og historie. I historie var det ikke blot Danmarkshistorie, som vi havde fået fortalt i Rindby skole - men endnu mere Verdenshistorie, hvor jeg læste Hansen og Heltoft: Verdenshistorie i flere bind. Jeg kunne ofte mange sider udenad og det voldte mig ikke besvær at genfortælle siderne - selvom det ofte blev til en afliring. Og matematik voldte mig ingen problemer. Her var jeg i mit es. Formler og regler og omsætningstabeller kunne jeg mestre til fulde. Og naturfagene var jeg glad for, ligesom fysik og geografi blev læst med stor interesse. Sprog derimod var ikke min stærke side. Dansk voldte mig besvær. Måske var vi ikke stimulerede hjemmefra. Vi læste ikke ret meget litteratur hjemme. Og at forme en tekst havde vi ikke den fornødne tid til at dvæle over længe. Det blev ikke min stærke side. I min seminarietid blev det til adskilligt mere. Det blev da også til, at jeg på Realskolen i Haderslev gennem flere år havde faget dansk. Sprog fik jeg heller ikke så megen tid til at dyrke. Jeg har nok haft den opfattelse, at komme ud og rejse til udlandet lå uden for min mulighed og at komme til at anvende det ved at eller andet erhverv, kom overhovedet ikke ind i min tankebane. Det var mine svage fag.

I vinteren 1939 - 40 indsamlede vi tøj til Finland. Finland var inddraget i den såkaldte vinterkrig mod Sovjetunionen. Men i denne vinter blev nationalfølelsen skærpet. Vi var med ved forskellige tableauer, hvor nationalfølelsen sattes i højsædet. Der blev sunget sange og opført situationsspil med Dannebrog, Moder Danmark og andre symboler i skolen og i gymnastiksalen og der samledes et stort publikum til disse aftener, for på den måde at tilkendegive vor angst for fremtiden og ønsket om at få lov til at være dansker.

 

 

 

 

Det var provst Benjamin Nielsen, der døbte mig. Han log sin afsked i 1936. Den nye præst Knud Voldum blev valgt og indsat som provst Nielsens efterfølger. Min konfirmation skete den 3. april 1938. Det var et forrygende vejr. Det blæste meget kraftig fra øst. Sandet føg over mark og grøfter. Grøften, der passerer vores hus blev fyldt med sand. Hvis der var marker, der var tilsåede, måtte de såes om. Og var der udstrøet kunstgødning, var den føget væk over til naboen eller til et goldt areal.

Men konfirmationen forløb godt. Det var pastor Voldum, der konfirmerede mig. Vi holdt fest og der blev også festet dage efter. Og som noget nyt for mig blev jeg inviteret til efterfest hos nogle af mine konfirmandkammerater i Nordby. Jeg ved ikke, om jeg havde mine kammerater til efterkonfirmation.

Og så er man lige pludselig blevet voksen. Fremtiden venter. Hvad skal du være? I skolen havde vi ikke erhvervslære, så jeg vidste ikke, hvilke muligheder, der var for mig og hvad var mine interesser? Jo, jeg havde ofte tænkt på at blive lærer fra min tidligste skolegang. Tante Maria var lærerinde. Min onkel Søren i Ringkøbing var lærer. Det kunne jeg godt tænke mig at blive. Men hvordan blev jeg det. Jeg gik stille med mine egne tanker og turde ikke indvi nogen i mine spekulationer. Det måtte komme senere. Og det gjorde det da også, mange år senere.

 

 

 

 

Efter realeksamen i 1940 kom krigen. Det næste 1/4 år blev jeg hjemme. Far ville imidlertid hjælpe mig med at finde en fremtid med et stykke arbejde. Min fætter Søren var tolder. Han var søn af min fars ældste og eneste bror Søren Andersen Sørensen. Og det fag syntes min far ville passe til mig. Og i slutningen af 1940 blev der skrevet en ansøgning til toldvæsenet. Svaret herfra kom i begyndel­sen af 1941. Så i februar måned dette år drog jeg til København for at søge foretræde hos det høje departement. Men der var slet ikke behov for en toldelev på dette tidspunkt, hvor alle grænser var luk­kede og handel med mange lande var ophørt. Jeg blev dog i København og fik et job hos et mindre firma på Benzonsvej på Frederiksberg. Lønnen var 50 kr. pr. måned. Det var ikke mange penge. I den første tid boede jeg hos Ejlart (min fætter). Han var også søn af min onkel Søren Andersen Sørensen. Efter en måneds forløb flyttede jeg til Måløv. Her havde Arne (bror til Gudrun, der blev gift med min bror, Morten) et gartneri. Jeg cyklede så hver dag den lange vej fra Måløv til Benzonsvej (frem og tilbage), men det var en dejlig tur.

 

 

 

 

Men i juni krævede besættelsesmagten, at vi alle, der boede øst for Storebælt skulle gå med et Ausweis. Det var et legitimationskort, vi altid skulle bære hos os. Så havde jeg nok af livet i denne storby og cyklede tilbage til Fanø. Her blev jeg tilmeldt folkeregistret og hjalp til derhjemme indtil november 1942. Men nu blev Ausweis krævet over hele landet. På det tidspunkt havde far nok mistet al tro på, at jeg nogensinde ville blive til noget. Og kunne jeg ikke blive andet, ja, så kunne jeg da blive landmand. Og derfor reflekterede han og jeg på en annonce, hvor Magnus Madsen fra Lourup ved Gørding søgte en forkarl. Her var jeg de næste tre år. Og her i Gørding traf jeg Inger, hvem jeg i 1952 blev gift med. I tre år indtil november 1945 var jeg så forkarl på Nordgården i Lourup. Men i efteråret 1945 havde jeg været på session i Holsted og var blevet udtaget til Randers som dragon. Det passede mig dog ikke at blive indkaldt som soldat og derfor sendte jeg en anmodning til udskrivningschefen om at blive betragtet som militærnægter. Jeg måtte ringe til Sønderborg for at få bekræftet, at det var i orden. Jeg havde ikke noget papir derpå. Derimod havde jeg indkaldelsesordren. Og så måtte far lide den tort at se sin søn blive hentet af øens politi, politibetjent Jensen. (Det var efter november og jeg var flyttet hjem). Men ankommet til betjentens bopæl bad jeg ham ringe til udskrivningschefen, der på det tidspunkt opholdt sig i Esbjerg, hvor der var session. Det gjorde han, og han fik at vide, at han blot skulle sende mig hjem. Jeg skulle nok få en indkaldelse senere. Det faldt bestemt ikke i god jord hos betjent Jensen, som i stærke vendinger gav udtryk for, at det gik ud over politiets renomme, når nu befolkningen, der havde set mig cykle sammen med betjenten til Nordby, kunne se mig på vej hjem efter besøget hos betjenten.

 

 

 

 

Og indkaldelsen kom så senere. I. juli 1946 skulle jeg møde op i Grib Skov og aftjene min `værnepligt' ved skovarbejde. Det blev nu mest som kok, jeg aftjente pligten. Og efter 20 måneders forløb kunne jeg så vende tilbage til det `civile' liv på ny. Men nu var der sket noget. Under denne lange tid i lejren ved Mårum fik vi lejlighed til at læse under vejledning af lærere. Der blev oprettet kurser under forsvarsministeriet, hvor alle former for fag kunne følges. Det benyttede jeg mig meget af Og på den måde fandt jeg ud af, hvordan man blev lærer. Og fra februar 1948 blev jeg optaget på Haderslev Statsseminarium i præparandklassen. Og fra juli - efter en lang række prøver, der blev foretaget i løbet af tre dage - hvilket var et hårdt ræs - blev jeg optaget i 1. klasse på Haderslev Statsseminarium. Efter 4 års studium blev jeg færdig juni 1952 og straks ansat på Haderslev Realskole. Dog gjaldt min ansættelse fra april 1952. Der var mangel på lærere og Gunnar Jørgensen, der var skolebestyrer, kom over på seminariet og spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at blive lærer på skolen, så skulle det gælde fra 1. april. Der blev ansat en vikar for mig. Men fra juni læste jeg selv timerne. Det kunne forenes med min læsning til eksamen i juni.

Men fra min side var det dog meningen, at jeg ville rejse til en landsbyskole, for der at have mit virke som lærer. Men det ene år gik efter det andet og så opgav jeg min `idealisme'. Og jeg blev på skolen som lærer indtil skoleårets slutning i 1988, altså i 36 år.

Inger og jeg blev gift den 5. juli 1952 og vi bosatte os i byen. Først på Ribevej. Senere på Hjort Lorenzensvej. Derefter flyttede vi til Fjordagervej den 5. marts 1953. Den 6. april blev Poul Erik født. Og så kom Henning 13. november 1955. Torben ankom den 31. ja nuar 1960. Og i 1960 begyndte vi at forberede byggeriet på Parkvej 38. Grunden blev udgravet i 1960 og i 1. juli 1961 flyttede vi for sidste gang.

 

 

 

    Børskrakket i Wall Street sender chokbølger over Europa og mærkes i landbruget.

Krisen når også Fanø.

 

De glade og sorgløse dage i tyverne var opfyldelsen af en drøm fra 1. verdenskrig om en fremtid i lykke og glæde - fri for bekymringer og angst for ufred. Derfor blev der også investeret i mangt og meget, fordi man troede på en stabil økonomisk fremtid. Børskrakket skulle hurtig vise sig at være en trussel for fremtiden. Man skulle ikke sætte for stor lid til stabiliteten af de økonomiske forhold. Og en af de truende reaktioner blev da også, at der i Tyskland var grobund for de nye tanker, som Hitler havde beskrevet i`Mein Kampf . Og snart blev truslerne øm ufred en realitet, da de nazistiske tanker fik stort medvind - netop også på grund af Versaillesfredens urimelige vilkår for Tyskland i 1918. Det ses nu efter den første verdenskrig. Det fik økonomiske konsekvenser for landene og her især for Tyskland, hvor arbejdsløsheden voksede mere end i de andre europæiske lande.

Snart mærkedes det hjemme. Eksporten af landbrugsprodukterne blev væsentligt mindre. Og snart blev priserne på mælk, kød, æg m. v. lave. Priserne styrtdykkede pa alt, hvad der havde med landbrug at gøre. Salget af svin til England stagnerede. Det fik den betydning, at et slagtesvin ikke kunne sælges for produktionsprisen. Jeg mindes, at prisen tor et svin var 5 kr. Om det var slagterisvin eller smågrise, der havde denne lave pris, kan jeg ikke huske. Men det var sløje tider. Det var ligegyldigt, hvad landbruget producerede, priserne var og forblev lave. Det gjaldt også æg. I den bedste æglægningstid kostede æggene kun 1 øre pr. stk. Hvis mor prøvede at få prisen op på 2 øre, ville køberen vente, indtil prisen på ny var nede i 1 øre. Disse priser var i høj grad købers priser. Sælgeren måtte ofte linde sig i, at salget ikke gav nogen fortjeneste. Og når der ikke var nogen indtægt og udgifterne de samme eller måske endda var steget meget, er det klart, at det var svært at få indtægterne til at række til udgifterne. Det at være gældstynget var ikke særlig rart. Mange måtte gå fra hus og hjem eller gård, fordi der ikke var penge til at dække kreditorernes krav.

 

 

 

 

Derfor prøvede far da også i trediverne at finde andre indtægtskilder. Mange landmænd havde fået delvis arbejde ved Badet, hvor rige turister ferierede om sommeren. Ofte var det tyske turister med mange penge på lommen, der besøgte badestederne. Derfor kom der meget arbejde i stand ved Badet. Foruden at afhente skrald fra nogle sommerhuse og hoteller, kunne far også afse tid til midt om sommeren at stille med hestene forspændt en stor 'skovl' en skraber - lig den, der i dag sidder foran en sneplov. Med denne ret store `skovl' blev sandet, der var føget ud pa veje og stier, fjernet. Men det var et hårdt arbejde. `Skovlen' kunne let få for stor en sandmængde og så kunne hestene ikke slæbe det bort. Hestene blev ofte amme i bringen og så måtte de skånes, for at de ikke skulle være arbejdsudygtige de næste dage. Jeg tror såmænd ikke, at lønnen var særlig stor. Men her gjaldt det om at overleve og da tager man sig på, hvad der foreligger og spørger først bagefter om lønnen. Far, lavede også en flisesti ind til sommerhusområdet. Fliserne blev lavet hjemme og fragtet ud til stien og lagt i en fin række. Far var meget omhyggelig med dette arbejde. Det gjaldt om kvalitetsarbejde. Der var mange andre, der gerne ville have et lignende arbejde. Og langt ind mod slutningen af trediverne kradsede krisen stadig.

Landbrugsorganisationerne henvendte sig til regeringen og sammen med andre eksportgrupper, der også var interesserede i at få mere gang i eksporten, fik man efter en række forhandlinger med England, der var vor vigtigste aftager af en række landbrugsprodukter, lavet forskellige aftaler, der fik lidt mere styr på det betrængte landbrugs økonomi. En af de vigtigste aftaler var indførelsen af svinekort. Derved fik de forskellige svineproducenter tildelt svinekort efter tidligere leverancer til svineslagteriet. Nu skulle der så følge et svinekort med et svin, der leveredes til slagteriet. Disse svinekort blev da også snart genstand for køb og salg. Og priserne på kortene afhang i høj grad af tilbud og efterspørgsel. Det besynderlige i denne ordning var vel nok, at englænderne gerne ville give mere for grisene pa den måde end de ville tidligere. Men der kom da lidt system i det.

 

 

 

 

Men den største ændring for hjælp til landbruget kom dog på en måske lidt uventet måde og man kan sige lidt kedelig måde. Tyskland var i de sidste ar af trediverne ved at komme pa fode økonomisk. Det skyldtes de mange foranstaltninger, der af naziregeringen blev iværksat. Hvilke foranstaltninger, det drejede sig om, skal jeg ikke komme ind på her. Ej heller på finansieringen af dem. Delt storpolitiske uro omkring Hitlers krav om ændringer af landegrænser i Europa og senere indlemmelser af en række lande skabte også et forøget efterspørgsel efter landbrugspro­dukter. Så da vi kom op mod starten af Den anden Verdenskrig, blev de økonomiske forhold ændret meget og under besættelsen steg priserne på disse produkter da også kraftigt.

Men der var andre faktorer, der vejede tungt på økonomien i trediverne. Kotuberkulose var kendt gennem flere år. Vores besætning blev da også ramt. Vi har nok haft denne smitsomme sygdom i nogle år.. Alle dyr blev tuberkulinprøvet flere gange. Og til sidst måtte kvægbesæt­ningen slås ned. Køer, kvier og kalve - alle måtte lide døden. Og så blev stalden desinficeret med midler, der nok i dag ville være forbudte. Det stank af karbol og meget andet. Staldene og båsene, hvor alle kreaturer havde stået, blev grundigt skyllet og vasket efter de udstukne regler. Det skulle gøres. Hvor lang tid, det stod på, har jeg ingen erindring om. Bag efter skulle stalden igen fyldes med køer og kvier. Kalvene ville følge efter, når køerne og kvierne kælvede. Det var en ret så bekostelig affære. Men det skulle gøres og det blev gjort. Økonomien blev ikke bedre af det. Dels fik vi ikke noget for kreaturerne, der måtte aflives, dels gav det ingen indkomst i nogen tid og de indkøbte dyr skulle betales. Og inden mælke­mængden igen kom på de tidligere højder, var der gået lang tid. Men der kom dog gang i mælkemængden, som var en vigtig indtægtskilde.

 

 

 

 

En detalje, som vi først senere erfarede omfanget af, fulgte med, at især køerne havde  tuberkulose. Det, havde været kampagner i aviser og radioen om at få tuberkulosen udryddet inden længe. Sundhedsmyndighederne havde gennem nogen tid registreret alle tuberkuloseramte mennesker i den udstrækning, det havde kunnet lade sig gøre. Sygdommen hav­de været ret almindelig i landet. Især hos familier, der boede i usunde huse og lejligheder. Huse, hvor lys og luft havde svært ved at komme ind og hvor vandet sivede ned ad væggene og hvor gulvene var kolde og bar spor af fugt. Mange blev opfordret til at lade sig tuberkulinprøve - lade sig undersøge med en indsprøjtning under huden, hvorved der ville komme en væskefyldt ansamling, hvis man havde tuberkulose og ingen reaktion, hvis man ikke havde sygdommen. Hvis man havde haft sygdommen, var man som regel immun overfor tuberkulose. Men det kunne også være et tegn på, at tuberkulosen var i udbrud. Og derfor skulle man røntgenun­dersøges efter denne prøve. Denne undersøgelse ville så afgøre, om sygdlommen var i udbrud eller ej. Hen imod slutningen af trediverne fik vi besøg af en cyklende læge, der meget gerne ville undersøge familien for tuberkulose. Han ville lave en afhandling om dette emne og havde erfaret om vores situation vedr. kotuberkulose og hans opgave og afhandlig gik ud på at finde ud af, om der var nogen forbindelse med kotuberkulose og den tuberkulose, menneskene fik. Og om der kunne være tale om en vis form for smitte af tuberkulose på sådan en måde, at menneskene måske blev immune ved at have været i nærkontakt med køerne - og da først og fremmest ved malkning. Lægen stammede fra Island. Vi viste positiv ud­slæt og derfor skulle vi på Spangsbjerg Sygehus til røntgengennemlysning. Gennemlysningen viste, at vi ikke havde tegn på tuberkulose. Vi var im­mune og det kunne jeg i hvert fald konstatere alle de mange gange, jeg blev testet for tuberkulose - ikke mindst de første mange år af min lærer­gerningstid. Og tuberkulosen blev stort set udryddet i den sidste halvdel af nittenhundredtallet.

 

 

 

 

Jo, vi fik rigtig at mærke, at der var krise i landet. Vi fik mad nok at spise, men der var ikke nogen overflod. Intet mad blev kasseret. Vi fik også at vide, at vi skulde spise op. Madpakken til skolen indeholdt ikke megen pålæg af den slags, som vi kender i dag. Tit og ofte fik vi en sam­menklappet mad, hvorpå der var strøet sukker. Hjemme fik vi også ofte en sirupsmad. I dag vilde vi nok mene, at vor madspise ikke var rigtig. Men det tænkte ingen på dengang. Det gjaldt om at få noget nærende og forholdsvis billig. Den eller de grise, der blev hjemmeslagtet og anvendt i husholdningen, skulde helst have et rigtig godt lag fedt, så var der noget til at mætte de sultne maver og da arbejdet ofte var hårdt og blev udført i kolde omgivelser om vinteren, blev der serveret rigtig god og nærende middage. Ofte var det gule ærter, hvor kødet var det rene spæk. Eller det kunde være stegt flæsk, hvor hovedparten var fedt. Det blev forbrændt ved arbejdet. Der blev da også lavet leverpostej og den var god. Vi var selvforsynende på mange områder og vi kunde indrette os efter forholde­ne. I de mest barske tider fik vi undertiden stukket en humpel rugbrød ud og vi spiste den med god appetit. Vi var ikke kræsne. Hvis brødet var gammelt, kunde det være muggent, der var grønne mugpletter i, men vi tik at vide, at det var sundt. Der var ingen, der var døde af det. Vi fik lært, at mad var en Guds gave, der skulle behandles med ærbødighed. Og det har fulgt os op i årene. Vi har vel nok det siddende i os, at vi har svært ved at smide rester ud.

Men alt i alt var det en god tid, når man ser tilbage i tiden. Vi var 9 børn og der skulle meget til de daglige fornødenheder. Ofte gik vi klædt i aflagt tøj, men det gjorde ikke noget. Vi var altid pænt påklædt, når vi var i byen. Matrosblusen var den almindelige påklædning for vi drenge ved skolegang og ved fester.

 

 

 

    Håbet brast. Opgøret i Europa blev til:

En Verden i Flammer”

 

    Fanø under besættelsen

 

 

"En flyvemaskine, en flyvemaskine" råbte vi, da vi var i færd med at læsse kornneg af en vogn, som far havde spændt hestene fra i køreporten. Far var kørt ud på marken for at hente det næste læs. Mor ventede derude. Vi børn skulle tømme læsset og sætte ne­gene på plads i laden.

Vi sprang ned af læsset og fra kornpladsen i laden og løb ud for at se fænomenet. Det hørte til sjældenhederne, at der kom flyve­maskiner over vor ø. Vi havde set flyvemaskiner tidligere, men ikke i store tal og langt fra hver dag. Jeg kan huske et flyvestævne i Esbjerg i trediverne med deltagelse af flyvemaskiner fra Tyskland. Vi erindrer også John Tranum og hans vovestykke: Faldskærmsudspring fra hidtil ukendte højder, hvilket som bekendt forårsagede hans død. Og Charles Lindbergs mesterflyvning over Atlanten havde vi også kendskab til. Vi ville kalde dette og John Tranums udspring for dumdristige, men imponerende.

Vi stod ude og glanede op mod den store flyver over vore hoveder. Aldrig havde vi set så stor en maskine. Den var propeldreven. Og vi lagde ikke mærke til, om der var kendingsmærker under vingerne. Den havde retning fra Esbjerg og sydpå. Kort tid efter, at vi havde genoptaget arbejdet inde i laden, kom far kørende hjem i stor hast og kørte det halvtomme læs ind i laden og bad mig spænde hestene fra. Han var tydeligt oprevet. Han skyndte sig ind til radioapparatet. Her sad han i lang tid og ventede på en nyhed. Hvad var der sket?

Ude på marken havde far og mor set maskinen over Esbjerg. Pludselig hørte de et drøn og så røg og ”andet” rejse sig op over byen. De var klar over, at der var faldet en eller flere bomber i Esbjerg. Men radioen var tavs i lang tid. Først ved den normale nyhedsudsendelse kom det, vi ventede på: En ukendt flyvemaskine havde nedkastet bomber over Esbjerg og ramt boligkvarteret på hjørnet af Stormgade og Frodesgade. En kvinde var blevet dræbt.

 

 

 

 

Dagen var den 4. september 1939. Vi havde hørt om Tysk­lands angreb på Polen den 1. september uden nogen form for krigs­erklæring. Og vi havde da også hørt Neville Chamberlains krigser­klæring til Nazi-Tyskland den 2/3. september og også at Frankrig havde erklæret krig. Og derfor var det ganske uforståeligt for os, at der nu blev kastet bomber over Esbjerg. Og så så kort tid efter krigserklæringerne. Det skabte frygt for, at Danmark ville blive inddraget i krigen. Vi var virkelig bange. Vi troede, det var en tysk bombemaskine, men det viste sig senere, at det var en engelsk flyver, hvor piloten sikkert havde taget fejl af grænsen mod syd. Der blev ikke kort mere korn ind den dag.

I realklassen blev vi enige om, at vi ville føre dagbog og på den måde følge med i begivenhederne i ud- og indland. Det blev ikke til det helt store og jeg ved ikke, hvor dagbogsoptegnelserne er henne eller om vi ret hurtig stoppede med at beskrive krigens gang.

Men vi havde fået et varsel om, hvad vi kunne vente. I slut­ningen af trediverne havde vi fulgt forberedelserne til krigen, idet vi mange aftener i den mørke tid kunne se lyskasterne sende deres lys­kegler op i luften så langt som fra Sild (Sylt). Og vi havde med undren fulgt begivenhederne i slutningen af trediverne med indlemmelse af Østrig og Tjekkoslovakiet i 1938 og 1939. Hver gang sagde Hitler, at han nu ikke havde flere territoriale krav i Europa. Og Vesten tro­ede på ham. Da Chamberlain steg ud af flyet efter forhandlinger med Hitler i Munchen, sagde han: "Peace in our time!"

 

 

 

 

Men Danmark blev dog ikke inddraget i krigen på det tidspunkt. Men på anden vis fik vi signaler om krigen. Den 9. oktober 1939 var min bror, Johannes, og jeg i gang med arbejdet i stald og lade. Igen hørte vi lyden af en flyvemaskine. Vi løb ud på østsiden af laden og så en flyvemaskine. Den kredsede over statsplantagen mod syd. Og den lagde an til landing. Vi besluttede os til at cykle hen til stedet, hvor maskinen åbenbart landede, men først skulle vi være færdige med syslerne, inden vi kunne tage af sted. Men far havde også i sinde at cykle hen for at se flyet efter landingen. Vi havde kun to cykler, så uden at der blev trukket lod, blev far og jeg enige om, at Johannes var for lille til at tage den tur. Vi fandt flyvemaskinen lig­gende inde i plantagen vest for vejen, der fører til Sønderho. Stedet var ca. 1 km fra plantørboligen, hvor plantagen øst for vejen syd fra begynder. Den havde kappet de øverste toppe af grantræerne. Propellen var bøjet og flyet kunne ikke komme op. Politiet fra Esbjerg holdt vagt ved det og besætningen blev interneret - det var jo tyske soldater og Danmark var neutral i krigshandlinger. Og derfor kunne de ikke sendes tilbage til Tyskland. Men Johannes tog revanche. Dagen efter tog han på cykel derhen. Han fandt en mappe, der var faldet ud af maskinen og afleverede den. Derved fik han set maskinen indvendig. Det fik vi ikke. Det var også aften, da far og jeg cyklede derhen på selve dagen.

Men hvad blev der af maskinen og besætningen. Maskinen blev transporteret til Esbjerg. Den var ikke meget værd. Men sikkert blev den udleveret til tyskerne, da Danmark den 9. april 1940 blev besat. Men hvor blev tyskerne af. Politiken har i en mindre artikel beskrevet deres videre færden siden tilfangetagelsen. Sammen med en besætning fra et fly, der landede ved Nymindegab samme dag, blev de alle otte efter et par dages ophold i Skjern og Esbjerg inter­neret på Jyske Divisions Kaserne i Viborg. Senere blev de overflyttet til  den daværende folkekuranstalt ved Hald Ege. Og efter den 9. april 1940 blev de løsladt og kom ud til andre fronter. (Politiken, tirsdag den 3. maj 1994). Men der knytter sig en kuriøs fortælling om gravning af en 30 meter lang tunnel under bygningen ud til friheden. De havde i interneringstiden lov til at tage i biografen og på værtshusbesøg.. Løftet (afgivet æresord) om at vende tilbage efter disse ture blev holdt, men den gjaldt ikke, når de var indespærret.

 

 

 

 

Det havde blæst i nogle dage. Men nu blev det til storm. Vi var vant til storm - også orkan, så det generede os ikke, at det ruskede i træer og det peb om hushjørner og tage. Men at føle sengen og gulvet synke under en havde vi aldrig været udsat for. Johannes og jeg lå og sov i kammeret mod syd oppe på loftet. Hen på morgenstunden blev vi vækket ved denne mærkelige oplevelse. Der har sikkert også lydt et brag, men det erindrer jeg ikke at have hørt. Vi var klar over, at forklaringen på fænomenet skulde findes ude på stranden. Vi skulle i skole og derfor startede vi noget før end sædvanligt hjemmefra. Og ude på stranden mødte vi et kaos. Stranden var oversået med props. Det var træstammer af næsten ens tykkelse og som brugtes i kulminer eller andre steder, hvor der kan være tale om afstivning. Vi cyklede først sydpå fra Rindby strand og snart mødte vi nogle tingester, vi havde set før, men i en fredeligere tilstand. Lænet op mod nogle props stod eller lå en rigtig hornmine. Rød var den, stor og frygtindgydende. Vi så hornene og vidste, at hvis de brække­de af eller led skade på en eller anden måde, så ville det hele springe i luften. Og pludselig vidste vi, hvad årsagen til morgenens episode var. Kort efter læste vi i avisen om et norsk skib, der var blevet mi­nesprængt i Nordsøen. Det var lastet med props, og var gået ned med ladningen nogle dage forinden. Ude i det oprørte vand svømme­de props og løsrevne miner i blandet forvirring og så skete det, at mine og props kom i nærkontakt og udløste braget, der fik os til at fornemme et fald nedad. Vi cyklede længere mod syd. Hele stranden var oversået med props og indimellem lå der miner. Vi talte fire i alt. Vi cyllede hurtigt til skolen i Nordby, men tænkte på miner og props, så da skoletiden var omme, tog vi ned til havnen og så der en militærbil med 4 -6 miner på ladet. De var alle demonteret og skulle nu være nok så fredelige. Et minørhold stod ved siden af bilen og holdt vagt. Minørholdet var stationeret i Oksbøl ved Varde. Vi var klar over, at krigen var rykket os en del nærmere. Der var udlagt miner i Nordsøen både af tyskerne og af englænderne. Det betød da også, at de neutrale skibe, der sejlede her, måtte sejle med stor agt­pågivenhed og forsigtighed. De havde i de fleste tilfælde fået stukket en bestemt rute ud af de lande, der havde udlagt minerne. Men mi­nerne, der var forankrede til havbunden med en jernkæde og et tungt lod, kunne meget nemt rive sig løs og stige op til overfladen og drive rundt på må og få efter bølge- og strømretning og derved befinde sig i områder, der ikke var blevet udlagt som mineområde eller drive i land, hvor de så blev uskadeliggjort.

 

 

 

 

I februar 1940 sejlede onkel Hans som kaptajn på "Vidar". "Vidar" skulle til en engelsk havn med passagerer, hvoraf der dog ikke var mange, der tog med p.g.a. minefaren. Gods i al almindelighed, især svinekroppe, opbevaredes i kølerum på skibet. Om `Vidar' blev mineramt og derefter sank, eller om det var bevidst angreb fra tyske flyvere, der bombede skibet, så det sank, ved jeg ikke. Men det var nok nærmest det første. Vidar sank og onkel Hans' sidste ord (iflg. en overlevende) inden han selv forsvandt i bølgerne var: "Farvel `Vidar'!"

1. april var jeg færdig med skolen efter endt realeksamen. Nu hjalp jeg til der hjemme. Vi skulle `ruske' lyng til tante Ane. Et helt stort læs. At ruske lyng vil sige: Med en le, hvor kniven var kort, skarp og kraftig, blev lyngen skåret over. Skaftet på `æ lyngle' var kortere end skaftet på en almindelig le. Der skulle da også en speciel teknik til at slå lyngen på. Den fik jeg dog lært. Og den 8. april blev vi færdige med at slå den sidste del, så vi nu havde nok til et læs. Mens vi var derude på heden, min far og jeg, hørte vi lyden af en flyver og højt oppe så vi da også flyet, der havde retning mod nord. Fra Sædding blev der affyret varselskud og flyet vendte om. Efter krigsudbruddet blev forsvaret af landet til dels udbedret, men aldrig rigtig til et forsvar, idet vi ikke anså det for sandsynligt, at vi ville blive inddraget i krigen. Vi fortsatte med arbejdet og tog derefter hjem.

 

 

 

 

Jeg blev vækket næste morgen ved flyverlarm og kunne fornemme flyene meget tæt på tagene. Det mærkedes som et sug, når de fløj over husene i lav (meget lav) højde. Johannes var stået op, da han hørte larmen. Klokken har været henad 5. "Peder, Peder! Kom hen og se! Du har aldrig set så store flyvemaskiner før!". Det vrissede jeg nu noget af. Jeg ville gerne sove noget mere, men stod alligevel op og så da alle de maskiner, der kom over os og rundt om os. Der var maskiner af mange forskellige slags. Meget snart kunne vi på motorlarmen afgøre, om det var et bombefly eller en jager (Messerschmidt) eller om det var en transportmaskine. Den tunge lyd og metalklangen (især fra jagerne) gav os de rette kendetegn.

Og så kom vi op, selvom klokken endnu ikke var så mange, at vi skulle på arbejde (mig) eller i skole (Johannes). Men køerne skulle malkes og de første fodertildelinger til grise, kalve, heste og køer skulle ordnes, inden vi kunne gå til morgenbordet. Men vi måtte mange gange ud for at se, hvad der skete rundt omkring. Der var i hvert fald tale om en anderledes dag. Radioen var tavs i starten, men snart lød speakeren, Niels Grunnets stemme og med alvor i stemmen oplæste han von Kaupisch: "Oprop! Til Danmarks Soldater og Dan­marks Folk'.". Han oplæste også en henstilling fra den danske konge, Kong Christian den Tiende om at bevare ro og orden, samt en proklamation fra Statsministeriet under ledelse af Thorvald Stauning. Stauning kom selv til mikrofonen senere på dagen. Det blev ikke til megen radiospredning den dag. Radioen var tavs det meste af dagen. Kun med mellemrum blev meddelelserne gentaget. Og nu blev der så tilføjet en skærpelse. Vi skulle under strafansvar mørklægge alle vin­duer. Desuden skulle al lys neddæmpes betydelig. Også cykellygter måtte ikke lyse så meget mere. Kun det lys, som kunne komme ud ad en smal sprække i en beklædning, der blev trukket over lygten, fik lov til at skinne, og det var ikke ret meget. Lyset var gået ud - bogstaveligt talt over hele landet. Danmark var besat. Fra nu af var det de tyske myndigheder, der var enerådende, selvom de lod skinne igennem, at de ønskede det allerbedste forhold til landets myndighed og befolkning. Danmark skulle være et ministerprotektorat.

 

 

 

 

Mange landmænd var i færd med forårsarbejdet. Flyene fløj meget lavt og hestene blev urolige, men de vænnede sig til situati­onen. Og det gjorde vi også efterhånden. Vi (min far og jeg) fik spændt hestene for vognen og fik læsset lyngen på og kørte så ned til tante Ane i Nordby. Folk langs vejen stoppede op og udtrykte angst og frygt for fremtiden. En ravsamler, der havde været tidlig ude den morgen, fortalte om tyske soldater, der var kommet i besiddelse af nøglen til kabelhuset, lukkede sig inde der og havde afbrudt telefon­forbindelsen, der herfra gik til England og andre europæiske lande, så det nu ikke var muligt at fortælle om hændelserne i Danmark. Vi var isolerede.

Hen på eftermiddagen cyklede jeg ned til havnen " æ ha'n". Fanømålet udtaler ikke v'et, når det kommer efter et a. Det hedder f.eks. "Ha'måg'æg", "Ha'si'bjerg", "Ha'måg" o.s.v. i stedet for havmågeæg, Havsidebjerge, havmåge. Der lå flere hurtigbåde, ka­nonbåde og andre maritime både ved kajen. Det vrimlede med tyske soldater, våben, ammunition og andet krigsudstyr. Jo, vi var besat. Det fornam vi. Jeg talte dog ikke med nogen af de tyske soldater. På en måde var jeg grebet af den velorganiserede tilstand, der prægede det hele. Det var ligesom om, alt var forberedt. Tyskerne vidste en hel del om øen. Senere fik vi også at vide, at en af officererne, der som en af de første steg i land gik hen til en af drengene, der nysgerrigt fulgte operationen ved kajen, og sagde: "Guten Tag!" og nævnte drengens navn. Denne dreng kunne nu se, at det var en person, der tidligere havde ferieret ved Badet og bl.a. dyrket golf. Drengen havde været `Caddy' for ham i sommeren 1939. Og så dæmrede det pludselig for os, hvorfor soldaterne færdedes så stedkendte på øen.

 

 

 

 

Snart blev der anlagt antiluftskytsstillinger rundt om på øen. Bl.a. på Grønningen, ude ved Badet, på Skrånbjerg på Halen og mange andre steder. Og snart var der rejst primitive granmaster med ledninger ud til disse stillinger. Senere blev stillingerne befæstet meget stærk ved bygning af store betonstillinger til kanonerne, til ammunitionsdepoter o.s.v. Der blev bygget træbarakker til mandskabet. Og snart var øen oversået af tysk militær. Øens fastboende befolkning i Sønderho, Rindby og Nordby var på ca. 3.000 indbygge­re. Men Værnemagten talte langt over dette tal. Det fortælles, at da dette tal var på det højeste, var der ca. 15.000 tyske soldater derov­re. Under de store betonbebyggelser i 1942 - 43 - 44 strømmede der folk til, da der var en masse arbejde ved disse anlæg. Der blev tjent gode penge og vel også mere end almindelig løn. Sortbørsfolk og pengehajer havde gode tider. Øen blev gennemkrydset af tipvogns­spor og der sket opgravning og ødelæggelse af klitarealer og marker over hele øen. Hvad det har kostet den danske stat at finansiere, tør jeg slet ikke gisne om, men det var anseelige beløb - efter 42 - 43 - 44 priser. Langs med Postvejen til Sønderho blev der anlagt to bunkers. De ses vest for vejen, inden vejen ved smeden drejer ad Kirkevejen til Rindby Strand. Disse bunkers var camouflerede som gårde med en tagrejsning og beklædt med et tyndt lag strå.

 

 

 

 

Jeg fik også tid til at grave orm (sandorm) i foråret udover at hjælpe til ved forårsarbejdet derhjemme. Ormegravningen foregik på flakkerne ud for nordspidsen over mod det faste fyr ved indsejlingen til Esbjerg havn. Når højvandet kom, måtte vi stoppe og nøjes med den mængde orm, vi havde fået. Vi solgte ormene til en opkøber og med penge på lommen startede vi denne dag på turen hjem. Vi var flere drenge i 16 - 20 års alderen, der fulgtes ad. Dengang var der kun lidt bebyggelse på østsiden af vejen mod Sønderho. Vi var næppe kommet langt efter kirken, da vi hørte motorlarm. Vi kiggede op og observerede en maskine over vore hoveder. Den var åbenbart ikke en tysk flyver, for antiluftskytset fra Skrånbjerg skød med antiluftskyts mod flyet. Det samme gjorde andre antiluftskytsstillinger. Disse gra­nater eksploderede over hovedet på os. Der var ikke andet for os at gøre end at smide cyklerne og krybe ned i grøften på vestsiden af vejen. Flyet kom nordfra og fløj mod syd. Det blev ikke ramt. Vi kunne se granateksplosionerne ved siden af flyet. Da det havde passe­ret os, steg vi på ny på cyklen og fortsatte mod syd. Men flyet var vendt om og kom nu flyvende mod nord. Atter fløj granaterne omkring flyet. Denne gang nøjedes vi med at stå i læ ved gavlen på Gregersens stuehus. Dengang førte vejen kun få meter forbi huset, der i dag er en ejendom, hvorfra der drives en rideskole. Mens vi stod der, kom en tysk officer cyklende. Han stod af cyklen lige ud for os, rakte hånden truende op mod flyet, men det fortsatte mod nord uden at nogen form for skyderi fik den til at lande. Vi fortsatte kort efter og overhalede den tyske officer. Men igen vendte flyet. Nu kom det nord fra. Vi var da nået op til Rindby Brugs og stillede os i læ der mellem Brugsen og Rindby Mølle, der dengang stadig malede korn for bønderne. Snart passerede den tyske officer stedet, medens granaternes eksplosioner sås omkring den engelske maskine uden at ramme. Da brølede vi en hånlig latter, der ikke var til at misforstå.

 

 

 

 

Den tyske officer smed cyklen og trak sin pistol, han havde ved bæltet og med den i hånden gik han truende hen mod os, idet han råbte ord, som vi i vores situation ikke opfattede. Vi trak os angste tilbage sammen med vore cykler, som vi dels stod ved siden af, dels skrævede over. Han gjorde imidlertid ikke alvor af sine trusler, stak pistolen i skeden på ny, rejste sin cykel op og fortsatte ud mod Halen til stillingen der. Vi var meget berørte over situationen og cyklede hjem. Flyvemaskinen vendte ikke tilbage. Det har nok været en rekognosceringsmaskine. Der hørtes ikke skud fra den.

Fars fødselsdag den 23. april blev fejret ret stille. Naboerne var inviterede over til en kop kaffe. Den aften hen mod ti-tiden blev selskabet afbrudt af skyderi. Vi rejste os fra kaffebordet og gik ud og oplevede vores første episode, hvor engelske flyvemaskiner for alvor blev beskudt af tysk artilleri. Himlen var opfyldt af sporprojektiler og granater. De kom både fra stillingerne på land og fra flyvemaskinerne i luften. Samtidig `vuggede' lyskeglen fra lyskasterne hen over himlen. Vi følte situationens alvor. Vi var blevet opfordret il at lave beskyttelsesrum, men havde ikke lavet nogen endnu. Mørklægningen var i orden. Men alt det her var så nyt for os, at naboerne skyndsomt tog hjem til børnene og vi vendte tilbage til stuen. Skyderiet ophørte og vi kunne gå i seng. Der var åbenbart ingen tyske jagerfly i luften den aften. Men beskyttelsesrum blev der ikke bygget. Vi talte om at lave et hul i høstakken ude i laden og så krybe derind, men jeg mindes ikke at være krøbet i beskyttelsesrum nogensinde. Vi havde ellers rigelig anledning til det. Men man bliver nok mere og mere ligegyldig overfor disse episoder. Ofte opholdt vi os ude under disse træfninger og fulgte med i slagets gang. men bag efter kunne vi nok se, at det var alvor. Vi samlede mange granatsplinter op, store såvel som små. Splinterne var forrevne og ville kunne såre en ret så alvorligt, hvis vi blev ramt af dem. De faldt ned på tage og da de jo var lidt varme, kunne de muligvis forårsage brand i huse med stråtag. Men det har jeg nu ikke oplevet.

 

 

 

 

Det havde stormet ret så voldsomt i nogle dage. Jeg blev af mor sendt i Brugsen på indkøb. Men sikke da noget, tænkte jeg, da jeg kørte på vejen til brugsen. På en lang strækning lå el-ledningerne rullet sammen i store ruller og stod oprejst, så man kunne cykle igen­nem dem. Der var dog ingen fare ved det, idet strømmen (jævnstrøm) var afbrudt en stor del af tiden og kom kun i visse perioder. Selvom vi var afhængig af elektricitet til lys og kraft og andre ting, var det ikke den store ulykke at undvære det. Vi kunne indordne os; så når strømmen kom, blev der tærsket, malet korn, pumpet vand op i tanke o.s.v. Og vi klarede os fint med petroleumslygter, stearinlys m.m.

Også Radiojens's ledning var overskåret, så også nyhederne måtte vi undvære.

 

 

 

 

Men, hvad var årsagen til, at ledningerne lå overskårne på vejen. Forklaringen kom senere, da jeg var kommet hjem. Det blæste stadig meget kraftig. Jeg var ude på østsiden af laden. Jeg kiggede op over laden og så en stor tingest nærme sig. Den passerede mellem os og vor nabo mod syd, Niels Iversen. Den stod oprejst og lignede en kæmpemæssig ballon med styrefinner og halefinner. Så blev jeg klar over, det var en spærreballon, der havde revet sig løs fra London, hvor den sammen med mange andre skulle forhindre tyske flyvere i kunne kaste bomber over London. Det var den såkaldte Londonblitz i eftersommeren 1940, efter at Hitlertyskland havde nedkæmpet de engelske og franske styrker. Men den var overmåde stor og frygtind­gydende. Den ville passere ca. 25 meter fra, hvor jeg stod. Jeg lagde mærke til, at der i græsset under den var bevægelse, som var det en slange, der kravlede hen over jorden. Da den passerede stedet, hvor jeg stod, fulgte jeg efter den og så, at bevægelsen på jorden skyldtes wiren, den var fastmonteret med ved dens position ved London. Der slæbte flere wirer efter. Jeg var klar over, at jeg ikke skulle gribe fat i wirerne og prøve at holde på spærreballonen. Den passerede øst for os mellem vores gård og naboen, Morten Mathiesen. Og her løb el­ledningerne langs vejen på el-masterne. Og så så jeg, hvordan wirer­ne skar ledningerne over. Dog var den så tæt på masten, at isoleringskoppen blev revet ud af masten og sammen med ledningen blev slynget mod Morten Mathiesens hus. Koppen ramte døren og lavede stor larm, så Morten kom frem og spurgte, hvad der dog gik for sig her. Han blev alvorlig stående og betragtede den sejlende tingest, der nu forsatte forbi Bil's hus. Og nu brød der så en torden løs. Da det sidste hus var passeret (Bil's) startede antiluftsskyts en kanonade for at nedskyde `fjenden'. For disse spærreballoner ødelagde jo også telefonledninger samt andre ledninger for værnemagten. Vi så hvert skud fra Skrånbjerg - tre granater eksploderede hver gang. Men de eksploderede i området omkring ballonen. Der gik lang tid, inden ballonen med en fuldtræffer blev ramt og brændende faldt til jorden. Vi kunne mærke varmen fra brintflammen. Det var bare forbavsende, at der ikke gik ild i lyngen på heden. Men den kan jo være faldet ned på en engmark eller være udbrændt, inden den faldt ned på jor­den. Vi hørte senere om andre spærreballoner, der passerede over landet på den tid, at for nogle lykkedes det at få bragt ballonen uskadt til landing. Stoffet var vand- og lufttæt og der kunne laves regntøj og måske også anden beklædningsgenstande af det. Vi kunne ikke få meget kvalitetstøj i krigsårene. Det blev også efterhånden rationeret.

 

 

 

 

Udbygningen af forsvarsanlæggene fortsatte og i 1943/44 blev der lagt miner af forskellig art. Og i sommeren blev der så lagt miner, `Fodfolksminer', i vores jord ved ”Skideneng – Skidning”.. Stykket blev indhegnet og der blev sat tavler op med advarselsorde­ne: "Vorsichtig - Minen" og nedenunder "Forsigtig - Miner". Det var i enghøbjergningstiden. Johannes og jeg kunne se, hvor minerne var blevet lagt. Man havde anvendt et pælebor til operationen og stedet, hvor minerne lå, var tydeligt markerede. De lå i rad og rækker. Vi kravlede over indhegningen og vandrede op og ned mellem rækkerne. Det var meget dumdristigt gjort af os, hvad efterfølgende beret­ning vidner om. Det er forståeligt, at en landmand, der kom kørende med et læs enghø fra Halen stoppede op og holdt stille, indtil vi for­lod indhegningen.

Og samtidig med at der blev bygget betonstillinger og andre anlæg til forsvar, blev vejnettet udbygget. Vejene til Halen og engene var kun sandveje med dybe hjulspor og svære at forcere og det passede ikke ind i den voksende trafik, som et øget forsvar krævede. Nu blev vejen udbedret med et fast underlag af ler eller klæg og oven­over et lag grus med større sten som pakmateriale.

Og herned færdedes vi så daglig, dog var jeg taget til Lourup i november 1942, men jeg kom til Fanø ret ofte. I de senere år kunne det være besværligt at komme over til øen, da tyskerne krævede legitimation, hver gang vi skulle derover. Der skulle sendes en ansøgning til `Standortkommandantur', Fanø for at få tilladelse til et besøg. Der blev så sendt et 'Ausweis', der som regel kun gjaldt i nogle få dage, undtagen i helligdage og ved ferier. Senere blev der også krævet 'Ausweis' for de fastboende. Så far og mor måtte i de sidste år søge om tilladelse til at tage ind og lave markarbejde på de arealer, hvor de havde kreaturer gående eller hvor der skulle tilsåes eller høstes. Det var også forbudt at færdes ude på stranden. Det var efterhånden en ø, der lå hen som en fæstning i disse år.

 

 

 

 

Og så skete det. Jeg lyttede til radioen på mit kammer over kostalden på 'Nordgaard' i Lourup. Da hørte jeg pludselig, at min bror, Ernst' navn blive nævnt og lyttede til en beretning, der ret så malende fortalte om drenge, der trodsede advarselskilte og deslige ved områder, de skulle holde sig fra. Ernst var sammen med nogle kammerater fra Rindby bl. a. Louis og Christian Bil. De havde strejfet om i området ved Skideneng. Her havde de i overstadighed kastet sten mod skiltet, som var placeret inde i indhegningen med minerne i vort jordstykke. Minerne var fodfolksminer. De havde en størrelse som en konservesdåse. Foroven stak en dims op og på den var der nogle tråde, der var forbundne. Hvis disse tråde blev ødelag­te, ville der gå signal til en mindre sprængning nede i dåsen og minen ville springe op i højde med et menneskes hofte og derefter ville selve minesprængningen udløses. Minen var fyldt med alskens metaldele, der var spidse og yders farlige. De kunne nemt have en rækkevidde på mange meter. Selvfølgelig skulle stenene fra vejen kun ramme skiltet. Men nogle fløj dog forbi og blandt dem en, der var så uheldig at ramme en mine og derved sprængtes minen og en ildsøjle fortalte drengene, at nu gjaldt det om hurtigst muligt at forlade stedet. Det var dog nemmere sagt end gjort. Ernst opdagede, at det blødte fra hans lægmuskel. Et stykke af kødet manglede og det blødte kraftigt. De andre drenge havde ud over chokket fået splinter i sig. Værst var det gået ud over Christian. Han havde fået flere splinter i kroppen. Ryggen var ramt, så han havde svært ved at gå. Men derudover var hans hæl læderet, så han faktisk ingen hæl havde. Men de kom dog hjem, hvor mor, der havde fået en uddannelse som samaritter under Dansk Røde Kors, tog sig af den fornødne førstehjælp. Hun havde tilmeldt sig organisationen den 26. april 1940, altså få dage efter besættelsen, Derefter blev de sendt på sygehuset i Esbjerg. Ernst blev hurtig udskrevet, men Christian fik et længere sygeleje og over­vandt aldrig følgerne af minesprængningen. Hvert år måtte han have pillet splinter ud af kroppen. Det blev til mange tusinde. De vandrede rundt og gav ham ulidelige smerter. Sigrid, hans halvsøster, bekræftede disse sørgelige kendsgerninger efter ulykken. Vi var sammen til guldkonfirmation i 1988.

 

 

 

 

I årene efter krigsafslutningen (for os 5, maj 1945) skulle minerne tages op. Det blev til en lang proces, som gav problemer, efter at stykket blev erklæret for renset. Det kom til at betyde for far, at han flere gange måtte have ingeniører/minører til at fjerne miner, der dukkede op ved `slåning' af græsset og ved den senere pløjning af stykket efter optagelsen af minerne. Minerne var fuldt intakte, men blot `våde'. Så da de havde tørret nogen tid, var sprængningskraften vendt tilbage.

En af de ødelæggelser, jeg er mest ked af, var den, der skete med havmågekolonien inde ved Pælebjerg. Her havde vi mange gange haft vore udflugter til - enten med søndagsskolen eller med gæster eller når vi på vore utallige vandringer på øen kom ind i området. Mågerne lagde æg i forårstiden april - maj. Vi måtte ikke indsamle æg derfra. Det var der andre, der måtte. Men efter rugesæsonen var det en oplevelse at gå derinde og se det mylder at måger og `trillende' fjerbundter, uldtotter - de små unger, der væltede af reden kort efter, at de var udrugede. Der var en frygtelig skærende skrigen af måger, der forsøgte at få os væk fra deres domæne. Og ofte fik vi en regulær mågeklat ned over os og vor beklædning. Men her anlagde tyskerne store befæstningsanlæg med store skibskanoner, der havde lang rækkevidde. Så forsvandt mågerne. De vendte aldrig tilbage. Nu er det over 50 år siden. Kun rester af muslingskaller vidner om koloni­en. Ungerne blev fodret med muslinger og andre skaldyr, som fuglene hentede på stranden med skal og indhold.

Det tog lang tid at få ryddet op efter besættelsen. Den ændrede mangt og meget på øen. Derom vidner i høj grad bunkerne, de synlige på stranden og de talrige usynlige såvel som de synlige inde på landjorden. Nogle bunkers er blevet anvendt af sommerhusejerne, der i tiden efter krigen og især i årene efter 60’erne, byggede som­merhuse. Nogle byggede ovenpå en bunker, andre ved siden af og brugte bunkeren som kælder til opbevaring af materiel og andet.

 

 

 

 

Men bunkerne forsvinder aldrig. Det er de for godt støbte til. Også selvom rygterne fortalte, at der blev blandet sukker i cementblandingen for at gøre betonen mere porøs. Men der er ikke meget, der ty­der på, at det lykkedes. Betonstillingerne forvitrer ikke så let. Senere betonbyggeri har ikke vist den samme standhaftighed overfor vind og vejr. Men det har måske også kun været en påstand dengang. Nu er øen så kommet tilbage til mere normale forhold. Og tyskerne kommer som turister og i hobetal. Og forhåbentlig bliver øen ikke besat en gang til.

Tipvognssporene er borte, men mange stier og veje ind i klitområdet fra stranden er sporene fra dengang. Ofte følger vi disse stier over det lavvandede område bag de yderste klitrækker ind til statsplantagen.

Og der er blevet bygget mange sommerhuse ved strandene, men heldigvis er der kommet en række bestemmelser, der har fredet visse klit- og hedearealer. Her må der ikke bygges. Her kan man færdes frit. Og mange bygninger er enten fjernet eller omdannet til andet. Den gamle Rindby skole er nu en restaurant eller anvendes til andet Rindby Mølle er borte og Rindby Brugs kaldes nu Chaplin og er en slags diskotek

.

 

 

 

1925 

    Tilte, Ginne, mig, 2 kusiner fra Sønderho, Petra, Morten.
 Ca. 1925.

 

Skik og brug. Fest og højtid.

 

Jenny (mors kusine) var nu fantastisk. Hun kunne skære franskbrød så ensartede og tynde, at de var fremragende til formålet: Fanø Smørrebrød. De store specielt fremstillede franskbrød, der både var bredere og længere end almindelige franskbrød, tog hun op i favnen og med en god bredbladet brødkniv skar hun disse fuldstændig ens skiver - den ene efter den anden og der kunne skives mange ud af et stort franskbrød.

Fanø Smørrebrød blev der altid lavet, når der var fest. Enten det så var dåb, konfirmation, bryllup, fødselsdag eller anden festlig lejlighed. Men jeg har ingen erindring om, om der blev lavet Fanø Smørrebrød til julen. Jeg tror det ikke, for der blev lavet så mange andre `godter', småkager, Fanøkringle o. m. a.

Fanø Smørrebrød blev altid lavet dagen far festen. Når den var lavet, blev tallerkenerne med den specielle opsætning sat ind i den koldeste stue - her hos os `æ Nardonsk' . Her stod den som regel godt. Det var sjældent, at der blev lavet Fanø Smørrebrød i den varme sommertid.

Når de fine brødskiver fra Jennys hånd blev lagt på et stort fad, tog andre hjælpere fat. Men det var kun folk, der havde forstand på den slags, der fik lov til det. Man skulle nok være i lære nogen tid, inden man fik lov til at udføre dette ærefulde hverv. Da Inger engang til tante Anes fødselsdag var med til denne handling, blev det hende nådigt tilladt, efter at tante havde sagt god for hende. Og hun klarede det fint.

Men hvordan blev retten så lavet. Brødskiven blev smurt med smør, der var blevet rørt, så det fremtrådte blødt og let at smøre. Franskbrødsskiven blev smurt helt ud til kanten. Derefter blev der lagt pålæg på på en ganske bestemt måde. Hvis det var kød, der skulle på, skulle retningen af kødstykkerne være den samme for hele skiven og der måtte ikke være mellemrum mellem kødstykkerne. Følgende slags pålæg blev benyttet: Saltkød, rullepølse, frikadelle, skinke, ost, kylleæg (sidstnævnte var hakket hårdkogte æg). Der blev lagt pålæg på 6 franskbrødsskiver, så man havde 6 skiver med forskelligt pålæg. Det var især farverne, der havde stor betydning. Farverne på pålægget skulle `stå' til hinanden.

arkiv

 

 

 

 

 

Men hvordan blev retten så lavet. Brødskiven blev smurt med smør, der var blevet rørt, så det fremtrådte blødt og let at smøre. Franskbrødsskiven blev smurt helt ud til kanten. Derefter blev der lagt pålæg på på en ganske bestemt måde. Hvis det var kød, der skulle på, skulle retningen af kødstykkerne være den samme for hele skiven og der måtte ikke være mellemrum mellem kødstykkerne. Følgende slags pålæg blev benyttet: Saltkød, rullepølse, frikadelle, skinke, ost, kylleæg (sidstnævnte var hakket hårdkogte æg). Der blev lagt pålæg på 6 franskbrødsskiver, så man havde 6 skiver med forskelligt pålæg. Det var især farverne, der havde stor betydning. Farverne på pålægget skulle `stå' til hinanden.

Derefter blev franskbrødet skåret i tre stykker på sådan en måde, at det midterste stykke blev en trekant og de yderste to styk­ker blev lige store og symmetriske. Når skiverne var skåret rigtig til, blev de to yderste stykker lagt oven på hinanden og det inderste stykke lagt øverst i en fin stabel. Så blev stablen lagt på en tallerken på sådan en måde, at f.eks. saltkød blev sat overfor rullepølse, frika­delle overfor skinke - ost overfor kylleæg. Men det kunne varieres på talrige måder, blot man huskede på, at beslægtede farver stod overfor hinanden. Det lignede en lagkage og blev ofte opfattet som sådan af folk, der smagte det for første gang. De tog fejl af det og troede, at de skulle tage en hel stabel, som det var sædvane ved de­ling af en lagkage. Men her skulle der kun tages et stykke ad gangen og man kunne vælge imellem udbudet, men man måtte kun tage `fra oven'. Denne ret smagte dejligt, men blot skulle der af og til tilsættes salt, Retten blev serveret ved kaffebordet. Med til den rigtige fest hørte der en kaffepunch.

Skikken er ikke gået af brug. Der findes nok ikke nogen `Jenny', der kan lave skiverne. Men fannikkerne hygger sig ved kaf­febordene ved festlige lejligheder stadig med Fanø Smørrebrød. Nogle laver den selv, men andre køber den hos slagteren, hvoraf nogle har specialiseret sig. Der er også muligt at få sendt nogle fade udenfor øen, men smørrebrødets tilstand er ikke den friske, som den bør være. Ofte må den laves dagen før og meget tidlig for at kunde blive sendt, så den kan modtages på selve dagen, og det kan nok være svært, især når festen er en lørdag eller en søndag. Mange turister, venner og bekendte sætter også pris på denne delikatesse.

 

 

 

 

Til kaffebordet hørte også Fanøkringlen. Den blev vel lavet som en almindelig kringle. Den blev bagt på en stor plade og havde kringlefacon d. v. s., den fulgte pladens kant for til sidst at få enderne slynget sammen som en rigtig kringle som bagersymbolerne viser. Om sammensætningen af selve dejen skal jeg ikke udtale mig.

Men på overfladen blev der smurt tyktflydende smør. Herover blev et godt lag af sukker drysset på. Sukkeret var tilsat en stang vanilje, der var finhakket. Det smagte pragtfuldt, især når kringlen var nybagt. Der var til mange skiver kringle og ofte tog det nogen tid, inden de sidste skiver var spist, men var de blevet lidt tørre, så smurte mor noget smør på og så smagte de igen ret så him­melsk, syntes vi. Også denne Fanøspecialitet blev videreført, selvom bagerne ikke har den rette føling med smagen, formen og bagningen.

Mange egnsspecialiteter ligner hinanden - måske med små forskelle, så de ikke kan skelnes fra hinanden. En af disse er Baks­kuld 'Ba'skuld'. Mange steder i Jylland kaldes de for `tørre jyder'. Denne specialitet blev tilberedt i efteråret, når fisken, Ising, er talrig i farvandet omkring Fanø - tidligere var der mange af dem i bugten mellem Nordby og Halen. Vi fik en eller to kasser ising. De blev rensede ved at hovedet blev skåret fra og indvoldene udtaget. Derefter blev de lagt i et saltbad. Her lå de nogle dage. Så blev de taget op og to og to samlet ved, at der i halen blev lavet et snit ind i hver side og en snor blev strammet om dem. Derefter blev alle isinger parvis hængt op på en tørresnor. Her hang de i flere dage. Det skulle gerne være tørvejr. Var det ikke det, blev de ofte anbragt mider tagudhænget. Vi havde ikke smagt 'ba'skuld' siden engang i vinter/forår, hvor den forrige beholdning var sluppet op. Derfor længtes vi efter denne herlige spise. Inden de var helt tørre, blev nogle taget ned af snoren; de blev pakket ind i en avisside og derpå lagt ind i gløderne i en kakkelovn. Her lå de kort tid og blev stegt på den ene side samtidig med, at de fik lidt røgsmag fra avisen, så blev de vendt og fik varme på den anden side. Disse friske, nyrøgede og ildstegte fisk smagte herligt.

 

 

 

 

 

 

6421 

 

Når fiskene på tørresnoren var blevet godt tørre, blev de sendt til et røgeri i Nordby. Her fik de en røgning, så de nu kunne opbevares i lang tid. Ofte blev de anbragt i en pose eller heftet sam­men i et bundt og hængt op til skorstene på loftet. Her forblev de tørre, men kunne i nogle tilfælde godt mugne lidt. Det tog vi os nu ikke så meget af. Det var en dejlig spise at få ved aftensmåltidet - hjemme hed det te-tid, uanset om vi fik te eller ikke. De smagte nu altid bedst i starten. Når vi kom længere hen på sæsonen blev de tørre og seje og vi var ikke så vilde med dem. Men nu gjorde mor det, at hun flåede dem og stegte dem på panden og denne smag af røgede, saltede og stegte ba'skuld fik os til med velbehag at spise dem til kartofler og sovs.

Men 'Sakkuk' er nok en egnsspecialitet, der kun findes på Fanø, selvom den i sin grundform kendes overalt i Jylland. Og hvad er så 'Sakkuk'. Jo, det er en brødbudding, som laves af byggryn, der koges i en speciel rillet kegleform. Formen havde nogle bøjler, der kunne holde den på plads i en gryde, som indeholdt vand. Sakkuk blev altså dampkogt i et vandbad. Den blev serveret varm med for­skellige ingredienser, der nok varierede fra familie til familie. Men ofte blev der til buddingen serveret saltkød, også saltet, kogt fårekød, ristede saltede flæsketerninger , kogt oksekød, medisterpølse, `jordævler' (kartofler), duelse (smeltet fedt eller smør), fedtegrever, sirup m.m. Og af drikkevarer kom der varm øl på bordet. Ofte blev denne drik krydret med `en pind i' dvs, en snaps i. Og sikkert har der også vanket en kaffepunch senere. Det var en ret solid kost, men det kunne også være kolde tider dengang, hvor kulden og fugten trængte ind overalt og varmen fra kakkelovnen ikke kunne bringe temperaturen nok op. Men den var også god, hvis man skulle ud på fiskeri, i marken i koldt vejr eller til andet hårdt arbejde. Men retten blev dog også anvendt ved festlige lejligheder, dog nok i mindre ud­strækning. I dag kan man stadig komme til at smage Sakkuk på Fanø. Der er nogle `ydmyge' steder, hvor der inviteres til denne ret pa bestemte dage i turisttiden. Vi fik ofte en variant af denne ret. Det var `wost'mjelks'sakkuk'. 'W'ost-mjelk' var råmælk fra en ko, der lige havde kælvet. Denne mælk måtte ikke sendes på mejeriet og derfor skulle den udnyttes på en anden måde. Denne Sakkuk føltes lidt mere fed og anderledes end den almindelige.

sakkuk-soenderho-027

 

 

 

 

 

Ret ofte blev der tændt op i den store ovn. Det var især, når der skulle bages rugbrød. Rugbrødsdejen blev lagt dagen før selve bagningen. Rugmel blev hældt op i et stort dejtrug (`dejn'trov') . De forskellige ingredienser bl. a. vand blev tilsat sammen med surdejen, der havde stået fra sidste bagning i en gammel sovseskål. Surdejen var som regel altid god, så den kunne starte hævningen af rugbrøds­dejen. Det var besværligt at røre rundt i dejen, for der skulle bages en anselig mængde brød ca. 10 - 12 hver gang. Vi var i trediverne en anselig flok på 9 børn af forskellig alder, men alle kunne vi tage fra, når det gjaldt et måltid. Og derudover var mor, far samt ofte en tje­nestepige og en karl som hjælp i hus, i stald og lade og ude på mar­ken.

Dagen efter var det bagedag. Det var en dag, der krævede stor arbejdsindsats og styrke. Rugbrødene blev lagt op, så de blev til rigtig store brød af en anselig længde og bredde. De rundede foroven og lå nu til videre hævning.

 

 

 

 

Men ret tidlig på dagen blev der tændt op i ovnen. Der blev fyret med lyng, der lang tid før var hjemkørt, så det var tørt. Det tog lang tid at få ovnen varmet op. Røgen væltede ud af ovnen og op gennem røgkanalen og op i skorstenen. Når røgudviklingen blev min­dre, var det tegn på, at ny lyng skulle lægges i ovnen. Helst skulle lyngen lægges længst inde i ovnen, så de inderste kroge også kunne blive varme. Over ovnen var der et tykt lag strandsand, som isolerede ovnen rigtig godt. Men hvornår var ovnen så varm, at der nu kunne bages i den. Ja, det var kunsten at kunne vurdere dette tidspunkt. Man vidste, hvor lang tid, der skulle fyres, men ikke altid om fyringen var effektiv nok. Nej, den kyndige skulle kunne afgøre det ved at iagttage farven på de brandfaste sten i rundingen, der giver ovnen sin hvælving. Den skulle være hvid (grå) helt ud i yderkanter­ne. Der var ikke noget, der hed stegetermometer eller andre former for varmemålere, der kunne bruges ved disse ovne. Mor kunne denne kunst og ofte måtte der fyres endnu en halv time, inden hun var tilfreds. Men så skulle der da også bages. Der blev ved hver bagning altid bagt franskbrød (store) og formkager, undertiden også lagkager og småkager og når den del af dejen, der sad fast på kanten af skåle eller truge fra alle disse forskellige bagværker blev skrabt sammen , blev der også bagt 'skrov'kåger'. De smagte nu heller ikke ilde. Alle disse former for bagværk blev som regel bagt først og til sidst blev det rugbrødets tur. Da ovnen var dyb, kunne man ikke nå helt ind i bunden af ovnen ved at række ind med armene - endda så langt fra og derfor måtte der anvendes en speciel indføringsplade, der havde spadefacon - påmonteret et langt træskaft - kaldet `skøssel'. Herpå blev brødene lagt og ført ind allerlængst inde. De fyldte helt godt derinde. Men pladsen foran kunne godt bruges til bagning af lagkage, småkager etc. Og efter flere timers forløb var rugbrødene færdigbagte og kunne tages ud for ikke at få for meget varme og blive brændte. Men sikke en herlig duft, der bredte sig derefter. Det havde da også duftet dejligt af de andre bagværk, men denne duft fra nybagt rug­brød var helt speciel. Og hvor smagte de første skiver nybagt rug­brød herligt og det gjorde de meste og de næste da også. Mor bagte nogle virkelig dejlige rugbrød, der kunne holde i meget lang tid. Men dog blev det sidste rugbrød tør og kunne da også være overdækket med mug. Men muggen blev skåret fra og vi spiste resten. Dog ikke altid. Det hændte, vi fik nogle humpler, der var mugne, men det gjorde ikke så meget. Hestene syntes også godt om mors rugbrød. Når de skulle hentes om morgenen i udbindingstiden og til de blev sat på stald for natten p. g. a. kulden, blev de lokket til med duften af en rugbrødshumpel. Og fårene korn strygende hen til os, når de enten stod tøjrede og skulle flyttes, eller når de gik i en indhegning og vi blot skulle tilse dem.

 

 

 

 

Og når rugbrødene var kommet ud af ovnen, var den stadig varm. Og så blev Bedstes nederdel lagt i de rigtige læg og fik en varmebehandling, der ligesom en strygning fik folderne til at holde form i meget lang tid. Tit kom tante Karen, (onkel Sørens kone, der også gik i Fanødragt) op og fik sin dragt behandlet på samme måde.

Men ved juleforberedelsen og ved de store fester, som barnedåb, konfirmation, store fødselsdagsfester og bryllupper, var det et større arbejde at bage. Da enedes naboerne om en bestemt ordning med lån af plader hos hinanden. Der var ingen, der lå inde med plader nok, når der skulle laves i massevis af småkager, lagkager osv. Derfor lånte `æ grandle' (naboerne) disse plader hos hinanden efter en forud aftalt plan. Ofte kunne en konfirmation falde sammen med naboens og forberedelserne skulle klares i god tid inden, - og julen kom samtidig for alle og alle steder skulle der bages op til den hellige fest. Derfor måtte vi børn rundt i nabolaget og hente plader, der var forsynet med navn, så de kunne bringes retur. Ofte skulle de alle, også vore egne efter endt brug bringes til den næste, der skulle bage.

Og så gik forberedelserne i gang. Og hvor skulle der dog købes ind af forskellige slags: krydderier, mel, margarine, smør osv. til denne festlige stund, hvor vi var med til at lave småkager. Og der skulle bages de samme hvert år, i hvert fald til julen. Jeg kan såmænd ikke huske dem alle og nævner derfor kun i flæng de vigtigste. Brun­kager, der var rhombeformede, jødekager, der nærmest var stjerne­formet, vaniljekranse, kokoskager, `rutebiler' (kakaostænger). Og mange flere. Alle blev lavet og lagt på en plade og stillet ind i `æ Nar'donsk', hvor det var køligst.

 

 

 

 

Slagtning var også en begivenhed, der var stor opmærk­somhed ved. Især ved juletid. Da skulle grisen gerne være vokset sig stor og fed med et rigtig godt lag spæk på ryggen. Jo tykkere fedtlaget var, des bedre var slagtningen og jo større vægt, grisen havde, des bedre var det og så fyldte den mere i saltkarret.

Dagen kom, hvor den udsete gris skulle slagtes. Mor havde i god tid varmet vand i den store gruekedel i bryggerset, så det var kogende. Alle remedier var gjort klare, der var aftalt tidspunkt for slagtningen. 'Mo'den', Morten Mathiesen (den ældre) forestod denne handling. Han kom og grisen blev under skrig og skrål hentet ud fra grisestien og ind i bryggerset, der som regel blev anvendt ved selve slagtningen. Men i dag ville vi nok mene, at denne form før slagtning var dyrplageri. Grisen blev bastet og bundet uden at blive bedøvet og så kom den op at ligge på sulekarret, der var vendt om med bunden i vejret. Den hylede og skreg og forsøgte at frigøre sig fra båndene. Derefter blev kniven sat i pulsåren, der løber forbi struben og blodet væltede ud. Der skulle røres i blodet, medens det forlod grisen - ellers størknede det (koagulerede). Det var ikke alle, der var modige til det. Hænder og tøjet blev over sprøjtet med blod. Omsider udåndede grisen og blodet ebbede ud. Blodet blev nu via en speciel proces sat til side et køligt sted til senere behandling.

Da grisen efterhånden ikke rørte sig og var rolig, blev bån­dene, der havde holdt benene i en skruestik, fjernet. Den blev nu lagt ned på gulvet, sulekarret blev vendt og fyldt med kogende vand.

 

 

 

 

Men den forestående skoldning måtte ikke ske med kogende vand. Derfor blev der pøst koldt vand ned i det kogende vand. Det måtte heller ikke være for koldt, for så virkede det ikke. Vi havde ikke no­gen termometer til at måle vandets temperatur med. 'Mo'den' følte med albuen om vandet var for varmt eller for koldt til den næste proces, der bestod i at grisens hår og fedt m.m. blev skrabet af. Og så kom den døde gris op i karret og nu gik det los med skrabeinstru­menter at få grisens hud gjort rent og alt hår og urenheder fjernet. Undertiden blev hår, der var genstridige, fjernet ved en brænding.

Hvis vejret var godt, blev en stige sat op til husmuren ude på gårdspladsen, ellers var det til en mur inde i bryggerset. Der blev lavet et snit i hver skank, hvor den store sene findes. Denne blev frigjort og gennem snittet blev et stærkt reb anbragt. Grisen blev nu hejst op på stigen med bagbenene øverst og fastbundet med rebet til hver af stigens vanger. Den kom så højt op, at hovedet var et stykke over jorden (gulvet), så der kunne anbringes et kar under. Kniven blev derefter ført med forsigtighed fra endetarmsåbning og ned mod brystbenet. Maven posede sig ud der og derfor måtte kniven føres stille forbi. En finger førtes bag kniven, så tarmene og maveindholdet ikke tog skade. Så fulgte - efter nogle knivbevægelser og greb - alle tarmene ned i karret. Der var både tyktarme og tyndtarme. Det var just ikke den herligste parfumeduft i bryggerset ved sådan en hand­ling. Men vi ænsede det ikke efter nogen tid. Nu blev tarmindholdet fjernet, tarmene blev vendt og skyllet i flere hold vand for til sidst at ende i en blanding af eddike og vand. Det gjaldt både tyktarme og tyndtarme. Det meste af grisen blev brugt. Blot smed vi lungerne og milten bort. Ellers blev lever, hjerte og nyrer, ja selv blæren anvendt. Vi fik blæren tømt for indhold og renset, som tarmene blev renset. Derefter pustede vi luft i, så den kunne bruges som bold. Jeg har dog ingen erindring om, om blæren holdt længe. Det var ellers en meget stærk del fra grisen.

 

 

 

 

Og så fik grisen lov til at hænge til den var kold og det kunne godt være, del ventede til næste dag. Og der blev lavet en masse mad af grisen. Den skulle gerne have et tykt lag spæk, jo tykkere. des bedre. Det gav godt saltet flæsk til sulekarret. Der blev lavet leverpostej, der var til stegt lever, hjertet blev også stegt og spist. Det var nu ikke alle, der kunne lide den spise. Kroppen blev delt op i mange stykker til forskellige formål, bl. a. steg, koteletter, mørbrad. Vi havde ikke frysebokse dengang, så det gjaldt om at sikre kødet, så det ikke gik til grunde uden at blive spist. Derfor blev meget saltet. Skinker blev både saltet og røget og var en rigtig god spise om vinteren, hvor der kunne skæres lunser af dem. De blev efter røgningen hængt op til skorstenen og kunne opbevares i lang tid. I trediverne kom noget nymodens frem. Nu kunne man henkoge kød og det blev også brugt i udstrakt grad. Men det krævede en masse tid i forberedel­sesfasen, hvor der var så meget andet, der også skulle laves. Meget kød blev skåret fra. Det blev hakket og så blev der lavet herlige medisterpølser af farsen. Eller der blev lavet frikadeller. Medisterpølserne var godt krydrede bl,a. med hele sennepskorn og lidt salt. Mange pølser blev nedsaltede. Medisterpølserne blev lavet på den måde, at farsen kom ned i en kødhakkemaskine, der var påført en konisk tud, hvor den yderste spids var fjernet. På denne tud blev tyndtarmene efterhånden rullet op og fyldt. Der var også meget fedt, der blev skåret fra. Af det og af `flommerne', der kunne være ret så store, blev der smeltet fedtegrever. Det blev meget brugt i stedet for margarine og det smagte herligt på rugbrød og også på franskbrød, også selvom der ikke var pålæg på. Alt blev anvendt.

 

 

 

 

Og en af de retter, vi glædede os meget til, var blodpølse. Vi lavede aldrig blodbudding. Det var bandlyst hjemme. Blodet, der havde stået køligt, blev nu behandlet. Det blev siet og gjort klar til at komme i tyktarmene. Jeg er ikke klar over, hvad der kom i blodpølserne udover byggryn og rosiner og salt, men der har sikkert været flere krydderier deri. Og så kom blodmassen i tyktarmene. Det skete på den måde, at der i tyktarmens åbning blev anbragt et kohorn, hvor spidsen var skåret fra, så det kunne bruges som tragt. Det var nogle pølser, der fulgte tyktarmens form. De var tykke og fyldt med foldere og bugtninger og bar mærker fra blodårerne. Blodpølserne blev derefter kogte i den store gruekedel. Ved siden af blev der kogt `hvide blodpølser'. Det var far, der ikke brød sig ret meget om blodpølser og derfor blev disse `hvide blodpølser' lavet speciel til ham.

Der kom byggryn, anis og andre krydderier i samt rosiner. De smag­te udmærket, men havde ikke blodpølsesmagen. Og sikke en herlig ret med nylavede blodpølser og med masser af sirup til. De blev ikke spist alle ved dette måltid. Næste gang blev pølserne skåret i skiver og stegt på panden. Og minsandten om de ikke også blev spist med velbehag og med sirup til.

 

 

 

 

I sommertiden bryggede mor øl. Øllet, der meget mindede om skibsøl, fik vi med i engene ved høhøsten inde ved `Hans'øj' - Hansodde, en pynt på østsiden af Fanø, hvor kysten drejer ind mod Albuebugten. Det blev også tillavet i gruekedlen i bryggerset. Mor kom vand, malt, gær, humle, sukker og alle ingredienser, der bruges til ølbrygning i det store kar. Det hele blev kogt. Næste dag var der en stor top af gærskum på. Efter nogle døgns tid blev skummet fjernet og øllet stod igen nogen tid, hvorpå det blev tappet på flasker. Der blev sat propper i og vi fik dem med ud i marken. De smagte herligt. Jeg tror dog ikke, de indeholdt ret meget alkohol, men de kunne klare tørsten. Nogle gange sprang proppen dog af flasken, da gæringen ikke var færdig. Der blev kun en lille smule tilbage efter dette uheld. Og de sidste flasker kunne godt gå hen og blive lidt mug­ne og `dovne'. Der var ikke mere `kulsyre' tilbage i flasken. Men vi syntes, det var dejligt med afvekslende drikkevarer i høtiden. Mors øl indeholdt naturligvis ikke spor alkohol - eller var der en anelse? Der blev ikke lavet øl på andre tider af året. Bajersk øl var bandlyst hjemme. Vi fik af og til øl, som Harald Kjær havde brygget. Han var gift med kusine Alma. Datter af fars søster, der boede i Sønderho.

 

 

 

Som jeg kender og kan huske far.

Og lidt om hans nærmeste slægtning.

 

Far var lidt af en drillepind. Han kunde godt lide at holde spas med os og grine af det. Han kom med det i den allerbedste me­ning. En morgen, da solen lige var ved at stå op, kom han ind i køk­kenet, hvor jeg var ved at gøre mig klar til at gå i skole i Rindby Skole. Jeg mener, at jeg gik i 2. klasse. Solen havde farvet morgen­skyerne røde, endda ret så kraftig røde som var der ild i dem. Grav­alvorlig sagde han, at nu brændte himlen op. Jeg løb til skole med en angst for fremtiden. Ofte vendte jeg mig om for at se, hvor slemt branden blev. Selv om jeg kunde se, at skyernes farve var aftagende, fortalte jeg mine kammerater i skolen, at himlen snart var brændt op. Mine kammeraters reaktion husker jeg ikke, men mindet om de rød­farvede skyer og fars tale om himmelbrand, glemmer jeg ikke.

En sen aften i slutningen af trediverne kom mor og far hjem fra et møde. Da de kom ind i stuen, hvor vi lidt større børn sad, de mindre var gået i seng, bad han os om at komme med ud, for himlen var ved at falde ned. Og hvad så vi så. Jo, alletiders stjerneskud. Jeg har aldrig senere set noget tilsvarende, men det skyldes måske, at vi den gang ikke havde så meget lys fra gader og byer, så himlen var mere mørk. Det flintrede over hele himlen med stjerneskud. Der kom mange i hvert sekund. De udsprang alle fra et punkt næsten lige over vore hoveder og det var et spændende og strålende syn, hvis bare det ikke var det, at himlen snart vilde falde ned. Også her var frygten stor, men far tog det med ro og vi fandt så ud af, at det ikke var så farlig som frygtet. 

Når møddingen næsten var tømt før møg, kunde han finde på at sende en af os af sted efter en møddingskraber hos en nabo. Troskyldig traskede man af sted over til naboen og vendte tilbage med en sæk mursten, der var meget tung at slæbe på. Grinet blev der bagefter og så vidste man, at man var gjort til grin. Senere var vi klar over, at vi med fars drillerier ikke altid skulde tage dem så al­vorligt.

 

 

 

 

Far havde mange gode dyder. En af dem var hans godsind. Han kunde godt forære ting væk eller være rundhåndet med penge. Men det kunde ikke gå i længden, da det kneb med økonomien. Det var da også mor, der klarede økonomien. Ellers var det nok ikke gået for familien i de ret kritiske dage i trediverne. Han så meget lyst på tilværelsen. Ofte, når vi var på arbejde i mark og eng i lade , stald eller lo, kunde han finde på at synge. Når vi om sommeren kørte hølæs hjem fra engen, var han ofte den, der istemte en sang.

Jeg mener, at han slet ikke vilde have været landmand, men noget andet. Det fremgik tydelig, når han begyndte at tale med os om vor fremtidige erhverv. Vi skulde ikke vælge landmandshvervet. Det var bedre at vælge et andet og især et bogligt job. Han havde ofte skelet til søskendebørnene, hvor mange havde gode stillinger indenfor f. eks. toldvæsenet, kontorvæsenet. Hvad han hellere vilde have været, ved jeg ikke, men han var dygtig til regning. I dag vilde vi nok sige matematik. Han fik ikke mulighed for at læse efter det 7. år. Der fandtes heller ikke skoler på Fanø, hvor man kunde tage eksamen. Der dukkede dog nogle mindre `skoler' op, hvor unge mennesker kunde læse til styrmand og kunde tage en styrmandseksamen. Disse `skoler' var startet på den måde, at en skipper underviste i de mest elementære begreber indenfor sømandsvæsenet. Først nogen tid senere kom ønsket op, om at få en vidtgående undervisning i faget: Sømandskundskab og så blev der bygget en navigationsskole og i kølvandet på denne skole, opstod behovet for at få en skole, der kunde give elever, der ønskede at komme ud at sejle, de nødvendige kundskaber i fagene fysik, matematik, sprog og geografi m. m. Realskolen blev resultatet at dette behov. Den blev bygget i 90-erne. Og snart gav den også mulighed for at andre elever, der havde andre fremtidsønsker end søfarten, kunde få deres kundskabsbehov dækket.

Men der var ingen mulighed for far, der fødtes den 23. april 1887 at blive andet end det, han blev.

 

 

 

 

Bedste, fars mor, blev enke engang i 9o-erne. Hun var gift med bedstefar Morten Jensen Sørensen, født 19. marts 1851. Han døde på havet under et fiskeri, som sandsynligvis foregik fra stranden. Dødsdagen og året kendes ikke. Bedste stod da helt alene og skulle få det til at fungere på gården. Jeg formoder, at gården blev drevet som landejendom, men at der tillige blev drevet lidt fiskeri ved siden af. Fars ældste broder, Søren Andersen Sørensen, født 31. maj 1878, har været over 14 år, da bedste blev enke. Mon ikke han efter sin skolegang hjalp til på gården, ligesom de øvrige børn gjorde det. Far var den næstyngste af familien. Efter onkel Søren kom tante Gre­the, Ane Margrethe Sørensen, født 12. november 1880. Hun var ugift. Tante Nielsine, Nielsine Marthea Sørensen, født 20. oktober 1882, var gift med onkel Hans Fischer, der var kaptajn på Vidar. Tante Ane, Ane Sørensen, født 20. oktober 1884, var gift med Niels Antonisen og boede i Sønderho. Han var fyrskibsmatros. Tante Han­sine, født 10. januar 1891, var den yngste af fars søskende og yngre end far. Hun var gift med Michael Hjort. Han stammede fra Manø. De første år var han smedemester i Rindby. Senere blev han rød postbud i Nordby.

Det var derfor en børneflok, der var ret ung hjemme på gården. Men om bedste har haft karl og pige til hjælp, kan jeg kun gætte om. I 1917 blev far gift med mor og overtog gården. Bedste blev boende og har vel taget del i den daglige drift både ude og inde. Jeg vil tro, at det ikke altid har været lige let for mor at være husfru­en i hjemmet. Men jeg har aldrig mærket til brydninger og uoverens­stemmelser mellem mor og bedste.

 

 

 

 

Far havde visioner og ville gerne gøre gården til en mønstergård. Men redskaberne var de almindelige fra tiden dengang. Kornet blev hostet med le. Det blev græsafgrøderne også. Kornet blev tærsket med plejl og. Engarealerne var ret sårbare. De grænse­de op til vadehavet. Og storme og kraftige bølgeslag eroderede eng­kanten ud mod øst. Ofte åd havet mange meter af engene år efter år. Far ønskede at stoppe denne reduktion af engene.

Far tog del i landgrugsorganisationerne. Hvornår han blev formand for Harkornskassør, ved jeg ikke. Fanøs landmænd havde nogle fællesarealer, som blev lejet ud til interesserede landmænd. Grønningen er et eksempel. Pengene, der kom ind ved udlejen blev fordelt mellem lodsejerne. Det var et større stykke arbejde at få pengene rigtig fordelt, men det kunde far. Her var han i sit es. Han be­regnede de forskellige lodsejeres andel og uddelte portionerne. Hartkornskassen havde mange gøremål for fællesskabet. Udlejning af jagten bl.a. Da bøndernes jorder lå ret spredt på øen, var det næsten umulig for en jæger at undgå at komme ind på naboens jorder. Derfor enedes man om at udleje jagten til jagtforeningen. Far var formand i mange år. I begyndelsen af krigen var han aktiv i forbindelse med et forslag om en bro og dæmning til Fanø. Der skulle sættes arbejde i gang for at undgå, at arbejderne lavede arbejde for tysker­ne. Det lykkedes som bekendt ikke. Fanø blev efterhånden i krigens første år spækket med betonstillinger og det krævede mange arbejdere. Der kom også mange fra `tandet', Jylland og øvrige Danmark. Det blev ikke til noget med tanken om en broforbindelse til Fanø.

Men på et andet område fik han sat arbejde i gang, selvom det mødte stor modstand hos fanøbønderne.

 

 

 

 

I begyndelsen af trediverne fik far kendskab til og kontakt med professor Jørgensen, Landbohøjskolen. han var biolog og havde læst om en plante, der hed Spartina Townsendi. Den voksede i England nær kysterne og i saltvand. Denne plante ønskede han at prøve, om den kunne finde anvendelse i Danmark. Far var straks med på tanken og i 1931 blev de første spartinaplanter sat på Fanø og flere andre steder i det sønderjyske vadehav nær kysten. Det var meget spændende, om det vilde lykkes at få planten til at vokse og brede sig. Man stillede store forhåbninger til planten, der blev plantet forskelli­ge steder på østsiden af Fanø og også i bugten ved Rindby. Efter nogle års forløb viste det sig, at planten virkelig var anvendelig. Der, hvor den havde fået fod- og rodfæste, tog den fat. Den bredte sig og den viste sig, efterhånden som årene gik, at være en glimrende plante til sikring af kysten. Slikaflejringerne, der kendtes overalt i vadeha­vet, viste sig også her. Planten tålte at blive dækket til med klæg og ler, som blev aflejret ved højvande, når bølgeslaget var ringe. Og så gik arbejdet i gang under krigen. Der blev plantet spartinagræs mange steder. I dag over 50 år senere kan man se resultatet. De store skrænter ud mod havet eksisterer ikke mange steder mere. Planten har sikret kysten på østsiden. Det har oven i købet vist sig, at planten går ud, når tilslikningen har nået den højde, hvor alm. enggræsser gror. Og planten blomstrer som græs blomstrer. Frøene driver med vandet rundt i vadehavet og når det finder et egnet sted, spirer det og danner nye vækst steder, så planten sørger for at spredes over områ­det. Men det vil nok ikke gå i opfyldelse, som professor Jørgensen sagde til far i trediverne, at det godt kunne tænkes, at Fanø blev landfast med Ribemarsken. Det vilde glæde far rigtig meget at se dette resultat, som hans vision dengang forudså. Kysten blev sikret og der blev oven i købet lagt land til.

Far opnåede ikke at opleve, hvilket resultat hans gave til spejderne i 1943 blev. Det vilde glæde ham at se den aktivitet, der udfoldes ved spejderhytten `Fenjagården'. Spejderne er glade for stedet og der er mange, der bruger stedet og hytten hvert år.

Desværre blev far ramt af en hjerneblødning i 1947, kun 60 år gammel. Der gik lang tid, hvor mor foruden at passe gården også måtte tage sig af ham. Det endte da også med, at gården måtte sæl­ges. De flyttede til Nordby. Far fik til dels sin førlighed tilbage, men kun i begrænset grad. Men han fik dog en del gode år inden han døde i 1959.

Og han fik megen tid til at gå ved diverse spil. Når vi kom hjem, spillede vi æsel, domino, børsspil og mange andre spil med ham. Da glædede han sig. De sidste år flyttede han op sammen med mor i mors fødehjem på Vestervejen. Her havde de det rart i en år­række.

 

 

 

Som jeg kender og kan huske mor.

Og lidt om hendes nærmeste slægtninge.

 

Mor var den faste ankerplads i vor tilværelse. Hun giftede sig med far og måtte forlade en tilværelse med nogenlunde trygge økonomiske vilkår til en tilværelse, der var mere usikker på grund af fagets vilkår. Hun var den mest realistiske af de to. Hun var sparsommelig, pligtopfyldende og varmhjertet og menneskevenlig. Hun holdt sammen på familien og dens virke.

Hun var mor til 9 børn. Oprindelig var der 11, idet to døde ret tidlig. Det ene af de to har jeg nævnt. Det andet barn fik navnet Ernst, født 4. september 1932. Han døde den 28. december samme år. Det har været hårdt for mor at føde 11 børn og være gravid det meste af tiden fra giftermålet i 1917 og til Ernsts fødsel i 1933. Men mor var trofast. Hun vidste, hvad det gjaldt og har ikke klaget sig over sin lod i tilværelsen. Hun var ofte meget glad og munter, selvom det kunne være drøjt at deltage aktivt i arbejdet både ude og inde og også passe børnene, der i en lang tid i tyverne var små og krævede hendes tilstedeværelse i stor udstrækning. Først senere, da de ældre børn kunde hjælpe til i hus, stald og mark og også kunde være med til at passe de mindreårige, fik hun lidt mere tid til at passe sine sysler. Hun havde et vågent øje for livet omkring sig.

Hun meldte sig ind i Blå Kors, der prøvede at bekæmpe det omsiggribende misbrug af alkohol. Hun havde tit set, hvordan drikkeri har forvoldt stor skade for familier, hvor faderen har haft et voldsom stort forbrug af alkohol, især forbrug af øl  Hun havde set folk komme lallende og døddrukken hjem. Hun havde også oplevet, at unge mennesker kom syge fra en bolig, hvor der blev fremstillet brændevin, der ikke var ordentlig brygget, det var nærmest gift. Hun har oplevet eller læst om, hvordan nogle endog døde af indtagelse af brændevin. Det betød da også, at enhver form for alkohol var bandlyst hjemme.

I slutningen af trediverne fik bønderne kørt mergel over til forbedring af jordene. Stort set fik alle bønder mergel bragt ud. Chaufførerne kørte lastbilerne ud til marken og læssede hele behold­ningen af i en stor stak der. Men nogle bønder fik chaufførerne til at køre mergelen ud i mindre stakke på selve marken ved at give dem øl. Men vi fik ikke kørt merglen ud på markerne. Her skulde der ikke gives øl. På det punkt gav mor sig ikke. Men øl til høarbejdet i engen om sommeren havde mor ikke noget imod at brygge. Det indeholdt nok heller ikke noget alkohol. Eller meget lidt.

 

 

 

 

Som årene skred, forlod børnene reden derhjemme for at komme ud at tjene (pigerne) eller for at læse videre (drengene). Jeg rejste til København i 1941 (jan.), men vendte tilbage i sommeren samme år. Her hjalp jeg med arbejdet. Og november 1942 tog jeg ud på landet og arbejdede ved landbruget i 3 år til krigen var afsluttet.

Mor fik nu tid til andre aktiviteter. Og de viste sig snart. Krigen, der begyndte 1. september 1939, inddrog Danmark ved besættelsen 9. april 1940. Den 26. april 1940 meldte mor sig ind i Dansk kvindelig Beredskab under Dansk Røde Kors. Hun gennemgik en række kurser gennem Nordby Fanøs Samaritterforening. Hun lærte mange ting ved disse kurser, førstehjælp, redning af mennesker i nød, hjælp ved brand, ved katastrofer og meget andet. Det fik hun brug for ikke blot i krigsårene, men også i årene derefter. Hun blev en i høj grad anvendt og en meget respekteret kvinde, som naboer og andre kunne hente hjælp fra ved ulykker eller ved menneskelige kriseforløb. Hun var altid rede og gav sin hjælp uden tanke for andet.

Men en ting ved dette arbejde betød, at hun nu måtte trække i mandstoj. Det havde hun aldrig tidligere tænkt sig, at det skulle overgå hende. Traditionen var, at kvinder gik klædt i kvindetøj og mænd i mandstøj og det kunne der ikke laves om på. Men mor log det i stiv arm. Hun fik udleveret kedeldragt og iførte sig den, uden at hun følte, at hun som kvinde havde gjort noget forkert. Vi har nok følt det mærkelig at se mor iklædt denne uniform, men den var praktisk. Der hørte en stor frakke og gasmaske samt hovedbeklædning (vel nok hjelm) med til udstyret. Men vi fandt det helt naturlig med denne dragt. Og vi har beundret hende for dette uselviske initiativ. Hun vilde hjælpe der, hvor der var hjælp behov og det blev der i udstrakt grad.

 

 

 

 

Situationen i Danmark ændredes med tiden. Forholdet mellem besættelsesmagten og myndighederne i Danmark forværredes. I løbet af 1941 skulle alle mennesker (civile) have et legitimationskort og mor fik også et som alle andre. På et legitimationskort - udstedt den 20/2 1945 står følgende: "Indehaveren af dette Legitimationskort har Ret til Ophold paa Fanø". En ganske besynderlig tilladelse, når man betragter ordene. Mon ikke far også fik en tilsvarende tilladelse. I et Luftbeskyttelsesbevis - Tjenestebevis udstedt den 30/11 1944 blev hun deltager i Lufibeskyttelsen som Samarit og blev tildelt Sanitet­stjenesten. Legitimationskortet til Dansk Røde Kors er udstedt den 26. 4. 1940. Det viser sig, at hun har tilmeldt sig Nordby Fanø Samaritterforening tidligere (sandsynligvis under vinterkrigen 1939 - 40 mellem Finland og Rusland). Hun bestod samaritterproven den 25 - 2. 1940 og meldte sig ind i Dansk Røde Kors den 1. - 4. 1940. Altså inden besættelsen. Luftbeskyttelses- Tjenestebevis blev udstedt at Sognerådet Nordby Fanø. De øvrige adgangsbevis og legitimations­kort (Ausweis) blev alle udstedt og underskrevet af Der Standortålteste, Esbjerg eller Fanø.

 

 

    Mor og far med fars familie.

 

fars-familie

 

Bagerste række: Onkel Niels Antonisen, gift med fars søster, tante Ane, tante Grethe, mor, far, tante Maren, tante Hansine, fars søster. Forreste række: Onkel Hans Fischer, gift med fars søster, tante Nielsine, bedste, fars bror, onkel Søren, gift med tante Maren, onkel Michael Hjorth, gift med tante Hansine.

Foto ca. 1917.

Bedstemor, bedstefar, mor og hendes halv- og helsøskende.

 

mors-familie

 

 

Bagerste række: Onkel Søren, senere gift med tante Kirstine, onkel Jørgen, senere gift med tante Cecilie, mor, tante Ane, onkel Niels Rødgaard, onkel Lars (Las) Hansen.

Forreste række: Mors halvbroder Mads Søren, gift med Jensine, - tante Maria, bedstemor, bedstefar, Peder, mors halvsøster Maren, gift med Niels Rødgaard, mors halvsøster Mette Kathrine, gift med Lars Hansen.

Foto ca. 1911.

 

 

 

Et Ausweis giver mor tilladelse til Citat: "Frau Ellen Sören­sen hat die Genehmigung die Strassen während der Sperzeit von 23" 05" bei Fliegeralarm zu benutzen".

Situationen skærpes på Fanø - vel nok på grund af de om­fattende minelægninger. Derfor fik både mor og far udstedt Ausweis for at udføre arbejdet ude i eng og på mark. F. eks. Citat: "Navn: hat die Erlaubnis die Sperrgebite Hansode, Sandflod, Klingerbjerg, Rindby, Skideneng, Statsplantagen zu betreten". Ausweis er udstedt 5, juni og 30. juni 1944. Det blev mere og mere besværligt at arbejde og leve på øen. Jerngrebet var effektiv. Også stranden var det for­budt at færdes på.

Men krigen sluttede i 1945. Mor meldte sig ud af samaritterkorpset. Men de færdigheder, hun havde lært, glemte hun ikke. Da far i julen 1947 fik hjerneblødning, var det hende, der passede og plejede ham og senere, da han kom hjem og ikke kunde lave noget arbejde, fortsatte hun med at passe ham. Og efter at gården var af­hændet, fortsatte hun plejen af ham indtil han døde i 1959.

Ved mindefesten om mor holdt i anledning af hendes 100 års fødsel, udtalte jeg en række mindeord, som jeg gerne vil gentage her:

"Mor var en højt agtet og respekteret kvinde for sine men­neskelige holdninger og værdier. Hun satte ikke markante spor i historien. Hun hørte til den talrige skare, der gjorde arbejdet og ikke ønskede at få tak.

Mor havde et stort hjerte. Hun var uselvisk og tro mod sine overbevisninger, hvoraf mange var indpodet hende med modermæl­ken og opdragelsen hjemme hos bedstemor og bedstefar i Nørby.

Hendes barndom kender vi kun fra de udpluk, hun af og til kom med. Det var lidt om skolegangen i pogeskolen og senere borgerskolen. Det var om leg med præstebørnene og med børn fra nabolaget. Hun fik også sine regelsæt og holdninger bestyrket ved højskoleophold på Haslev Højskole.

 

 

 

 

Hun fik en opdragelse, der var præget af Indre Mission, men hun fik også kærlig omsorg. Denne opdragelse og disse regelsæt prægede hende i sine senere år som hustru, mor, medhjælp i stald, lade og mark og ansvar for børn og familie samt naboer og bekendte.

Ved giftermålet med far begyndte hendes livsopgave. Det blev til 11 børn, hvoraf to døde få måneder efter fødslen. Vi fik en opdragelse, som kun kan siges at være båret af en kærlig, men be­stemt holdning. Det var hendes største ønske for os alle, at vi måtte få en god og værdifuld fremtid. Vi skulde altid vide, at vi ikke skulde stille krav til myndighederne, men have en ærbødig holdning til den­ne del af samfundet. De havde magten og myndigheden og dem skul­de vi adlyde og respektere.

Det var ganske naturligt for hende at skelne mellem drenge og piger. Det var kønsmønstre, hun havde lært og det medførte, af pigerne ikke skulde læse på realskolen, men kom ud at tjene efter skolegangen i Rindby skole.

Ved besættelsens begyndelse den 9. April 1940 var en del af børnene rejst fra 'reden'. De fleste kunde klare sig uden hendes om­sorg. Hun meldte sig ind i Dansk Røde Kors. Her fik hun sin naturli­ge opfattelse af det kristne budskab om hjælp til næsten, der var i nød og trængte til hjælp. At det så lår den konsekvens, at hun af  praktiske grunde må iklæde sig mandsdragt, tog hun i stiv arm. Her var målet vigtigere end midlet.

Hvor mange gange, hun har været ude for at hjælpe, ved jeg ikke, men hun fik udstedt særlige Ausweis - ved siden af de talri­ge, hun og far måtte gå med for at færdes i mark og eng. Disse Ausweis gav hende tilladelse til under krigen at færdes ude under spærretiden.

Krigen sluttede og dermed også behovet for hjælp i den størrelsesorden som en krig og besættelse skabte. Hun hjalp ofte naboer og andre i forbindelse med sygdom og småskavanker. Man gik aldrig forgæves, når man kaldte på Ellen.

 

 

 

 

Da far fik sin hjerneblødning i 1947 var det mor, der påtog sig den ret krævende opgave at give far pleje i de svære år, samt sørge for, at gården blev drevet med den hjælp, der nu var tilstede. Hun måtte erkende, at det oversteg hendes kræfter og derfor blev gården afhændet.

Mor og far fik en række rige år, hvor hun var den trofaste og kærlige hustru, der plejede far, også efter at far fik det bedre og kunde færdes ude. Efter fars død i 1959 fik mor en række år, hvor hun dyrkede sine interesser mere intens. Det drejede sig bl.a. om knipling. Men også slægtsforskning havde hendes interesse, selvom det ikke var hende, der fandt de forskellige data. Hun var velbevandret i slægtsnavne og havde kendskab til mange mennesker i samfun­det.

Mor havde ikke mange sygedage og det passede hende dår­ligt, at hun skulde indlægges i efteråret 1964. Hun var meget imod det og det var hende meget om at komme hjem igen. Men sådan gik det ikke. Hun måtte bøje sig for realiteterne. Hun døde den 22. okto­ber på sygehuset i Esbjerg.

Jeg vil gerne ved denne lejlighed hylde hende og takke for hendes store opofrelse, hendes sans for humor, hendes omsorg for os og vore børn og hendes indleven i andre menneskers sorg og nød.

Mor er død. Men hun lever videre i vor bevidsthed som en kærlig mor og et menneske med et stort hjerte.

 

 

 

 

Ære være mors og fars minde. "

Mor var den næstyngste i børneflokken hjemme hos bedstefar. Fra bedstefars første ægteskab har mor tre halvsøskende.

Den ældste er Mads Søren Iversen. Han blev gift med Jensine, der stammer fra Ikast. De bosatte sig i København på Amager. Han var murer og var taget derover i tiden omkring 1, verdenskrig. Han havde tre børn. Anne, Peter og Maria.

Den næste er Mette Kathrine, hun blev gift med Lars Han­sen og bosatte sig i Rindby, hvor de havde en mindre ejendom. De havde to børn. Hans og Elise.

Den yngste er Maren, der blev gift med Niels Rødgaard. Han var snedker og kirkegårdsgraver og sørgede for, at der var luft nok til det store orgel i kirken. Han var bælgetræder i kirken. Hvor mange børn, de fik, ved jeg ikke. Kun Karen, Magnus og Morten. Ingen af dem kender jeg fødselsdagene på.

Mors helsøskende er: Jørgen Anton Iversen, født 2. April 1890. Han var murer og blev gift med tante Cecilie. De blev gift og bosatte sig i København. Otte dage efter deres søn, Jørgens fødsel den 12. Maj 1919, døde Jørgen Anton af den spanske syge, der hær­gede København i de år. Tante Cecilie tog til Fanø og boede der til sin død.

Tante Ane var den næste af mors søskende. Hun blev født den 11. august 1891. Hun var ugift. Hun var en meget venlig og god tante. Her tog vi hen, når vi havde spisepause fra skolen i Nordby. Ofte var hun ikke hjemme, men dørene var ikke lukkede. Vi kunde bare gå ind og lave os en kop varm kakao og spise vor mad, inden vi igen tog i skole. Hun var et elskeligt menneske, som jeg altid vil huske.

Onkel Søren var mors næste søskende. Han blev født den 20. november 1892. Han blev gift med Kirstine. Han var lærer og de bosatte sig i Ringkøbing. Deres børn legede vi ofte med i vor barndom. Den ældste var Erik. Så kom Inge og derefter Margit, som er på min alder. Den yngste hed Frede.

Den yngste af mors søskende var tante Maria. Hun blev født den 1. januar 1896. Hun var ugift og blev småbørnslærerinde.

 

 

 

 

Men der var flere af mors søskende, der døde i en meget tidlig alder. I alt 5 børn døde. Flere af dem kort tid efter fødslen. De første to, som bedstemor fødte, var tvillinger. Det ene barn hed An­ton og det andet barn hed Jørgen. De fødtes 24. november 1887. Begge er døde kort efter fødslen. Måske er det derfor, det næste drengebarn fik navnet Jørgen Anton. Han havde en tvillingsøster, der fik navnet Ellen, født 2. april 1890. Hun døde også ret snart efter fødslen. Men inden tvillingefødslen i 1890, fødtes Ane Petrea den 6. januar 1889. Også hun døde kort efter fødslen. Men den yngste af børneflokken var Peter. Han blev født den 14. februar 1897. Ham havde bedstefar sat overmåde stor lid til. Men han døde i 1911.

Man kan sige, at det var tragisk med alle disse børnedødsfald. Men alle familier kendte til det Man havde ikke kendskab til de midler, man i dag råder over, der kan sikre fødslen. Ofte døde mode­ren i barselsseng. Livet skulde leves videre og familien skulle ret hurtigt overkomme den sorg, der knyttede sig til den slags dødsfald.

 

 

 

70aar 

Mor og far ved fars 70 års fødselsdag. 23, april 1957.

 

 

 

 Efterskrift.

 

 

Dette skrift er kommet i stand på opfordring af mine børn. Derfor tilegner jeg det til mine børn og børnebørn med det lønlige håb, at det også vil interessere andre.

Og stoppe skal man. Der er ellers mange historier, der kunne fortælles om endnu.

Vi gik i søndagsskole - praktisk taget hver søndag. Vi passerede et hus, der tilhørte en kaptajn. Og i vinduet legede en abekat. Det optog os meget. Og så var vi på udflugt med søndagsskolen. Og altid var `Kaffe An' med. Hun solgte slik af forskellig art. Der var ture til Sønderho og Nordby med hele familien. Det var en stor oplevelse. Og på sådan en tur blev Johannes glemt. Først da vi var kom­met et stykke på vej, fandt mor ud af, at vi savnede et medlem af familien. Johannes stod forknyt ude i stalden og var klædt på til turen. Hans bemærkning: "Je' kroede ikke, je' sku' med!" blev husket lang tid derefter.

Eller en tur ind til `Hans'øj'. Vi passerede et lavvandet område. Der var grøfter, vi skulle hoppe over. I grøfterne var der vand, der var overgroet med og grøn af andemad. Johannes havde fundet en spånkurv. Muligvis har han og Morten været uvenner, for Johan­nes tog spånkurven over hovedet, så han ikke kunde se fremad og nu råbte han af lungers fulde røst: "Morten! Morten! Du har skidt på skjorten!". Morten gik forrest, jeg fulgte derefter og Johannes ba­gerst. Pludselig hørte vi et brøl. Vi vendte os om og kunde ikke få øje på Johannes. Men vi fandt ham. Han var faldet i en grøft. Vi trak ham op, og nu var det Morten, der kunde sige: "Johannes! Johannes! Du har skidt på skjorten!" Han var grøn af andemad.

Det har været mig en stor oplevelse at skrive disse erindringer. Og jo mere jeg skriver, des flere dukker der op. Men alt har en ende.

Februar 1997.

Parkvej 38, Haderslev.

Peder Emil

 


Gå til top