Fanø Ugeblad bragte Poul Ulsdals erindringer: "Drengeår på Fanø" over fem numre i 1987, første gang den 20. august.

Af Poul Marius Ulsdal, f. 22. november 1913, sognepræst, d. 18. april 2008. Søn af styrmand  Peder Jensen Oldefar (Pedersen), f. 16. november 1876, d. 25. april 1955 og Mette Nielsine Nielsen, f. 18. august 1878, d. 29. januar 1960.

Hvorfor skrives der stadig erindringer - og hvorfor læses disse ofte med stor interesse! I de fleste tilfælde skyldes det ikke, at forfatteren har haft helt usædvanlige oplevelser i sit liv; men for enhver ny slægt fornemmes selv jævne, hverdagsagtige begivenheder i fortiden ofte ret usædvanlige. Erindringer skrives dog også, for at de kan udvirke genkendelse, måske fremkalde minder i andres sind. 

Kommet i den alder, hvor så mange skrivende folk for længst har affattet deres erindringer, er det rigtig gået op for mig, hvor meget vandet - eller livet ganske nær en lille havn fylder i mine barndomsminder. For nylig prøvede jeg at klargøre for mig selv, hvad der var det første, jeg kunne huske. Det resultat, jeg kom til, overraskede mig, hvad det egentlig ikke burde have gjort. 

Mit ældste erindringsbillede er, at min mor kørte mig i en brun såkaldt ,,promenadevogn:'. Jeg kan endnu se hende for mig, som hun dengang: lille, slank og smuk og med sit sædvanlige milde smil. Jeg kan også se, hvor det var, hun kørte med mig: et ganske bestemt sted på det nordlige røde murstensfortov ad vejen fra Nordby til stranden, kørt forbi Nordby plantage. I dette billede var der altså ikke tale om vand - bortset fra, at turen gik til stranden.

Mit næste erindringsbillede har i hvert fald ganske tydeligt med vandet at gøre: Jeg sidder på kanten af en af de fladbundede både, man havde så mange af på Fanø dengang. Jeg tror, man kaldte dem ,,en kaaen"; de var så let at slæbe op på tørt land.

Stedet, hvor båden lå, var på det lille stykke strandbred, der dengang var mellem den såkaldte ,,Sønderbro" og skibsværftet, ,,æ tømmerhvar" hed det vist. Båden var næsten fyldt med vand, og jeg legede med nogle små fliser træ, som skulle forestille skibe. Den unge lærling i det elektriker-værksted, der dengang lå over for mit barndomshjem i Lille Slippe, havde snittet dem til mig. - Da jeg senere, i skolen lærte den sang, der for os drenge mere end nogen anden var Fanøs ,.nationalsang", kordegn Schmidts ,,Jeg har hjemme, hvor bølgerne skummende gå", erkendte jeg som den bogstavelige sandhed det, som det første vers ender med: ,,...så længe tilbage, som mindet kan gå, / blev jeg draget af skibe og vand." Det er netop det, jeg har givet et eksempel pa med mit livs andet erindringsbillede.

   Thomas Schmidt på Fanø

    Sømandssang

 Jeg har endnu to af den slags billeder fra min aller tidligste barndom, som i hvert fald foregår nede på havnen. Det ene knyttet til et ganske bestemt sted lige syd for Store Slippe, hvor en flok større børn morede sig med at slå kreds om min jævnaldrende kusine og mig, medens vi kyssede hinanden; vi har sikkert været me­get små! - I det andet billede ser jeg mig selv med et par andre barn sidde på den lille græsplæne, som Skipperhuset har ned mod havnen; vi sidder i den varme sol og binder kranse af mælkebøtter.

 ,,Skibe og vand" - det var min verden i de år. Vandet var altid det første, jeg så fra vores dør, når jeg stod op om morgenen. Dertil var beliggenheden af mit barndomshjem også ideel, den østlige husende i en af Nordbys ,,slipper", den række korte gader ned til hav­nen, som man de senere ar er i gang med at ,,restaurere" smukt. Senere kunne jeg måske nok se, at huset i Lille Slippe var meget beskedent, ja vel fattigt i forhold til de fleste. Men jeg tænkte aldrig over det som barn; jeg syntes altid, at vores eneste stue var hyggeligere end alle andres. Det skyldtes ikke blot min mors evne til at gøre alt så pænt og net, men endnu mere den varme, der altid udstrålede fra hende. Først og fremmest var det dog husets beliggenhed, lige ved vandet, der opvejede alt andet for mig.

   Lille Slippe 2 som det ser ud i dag.

Dette vand med dets ebbe og flod, det altid foranderlige og skiftende vand var præget ikke blot af vinden, men også af himlens farve. Det er altid meget lettere at se, hvordan vejret vil blive, når man bor ved vandet - og selvfølgelig aller lettest, når man bor på vestkysten. Også i dag siger vi ofte, nar vi hører vejrudsigten, at det vidste vi godt i forvejen, ja på Fanø er dette vejr ofte allerede kommet! Fra min far, der havde sejlet på alle de 7 have, lærte jeg at forstå mig på vejret, så jeg aldrig har kunnet glemme det. Og jeg blev endda ikke selv sømand, selv om det engang var min største lyst! Blot en så simpel ting som at kunne sige en vinterdag med meget hård frost og klar himmel: ,,Det bliver 10"! Forklaringen var, at man derovre en dag pludselig kunne høre brændingen fra stranden, forårsaget af dønninger fra en kraftig vestenvind, der var på vej. Ja, også et særlig kraftigt højvande en dag, hvor havnen og vigen lå fast med is, var et tilstrækkeligt tegn, som jeg oplevede på en lille Fanøtur så sent som for et par år siden. Det slog aldrig fejl.

Eller man kommer op en morgen efter mange varme dage, står i døren og kigger ud over vandet og kan sige med fuldkommen sikkerhed: ,,Vi får regn inden aften"! En lille smule blæst fra sydøst, en vis bleghed over den blå himmel og dens spejling på vandet, det stemte altid. — Om efteråret kunne vinden ud på eftermiddagen stå så kraftigt ind mod Sønderbroen, at vandet sprøjtede ind over kajen; undertiden måtte man sætte et anker ud fra lægterne, så de ikke skulle beskadiges ved at hugge i bolværket. Senere på aftenen kunne vi rigtig høre, hvordan vinden larmede om det gamle stråtækte hus; men pludselig kunne vi mærke inde i stuen, at det var blevet stille. ,,Så, nu skifter vinden", sagde min far. En halv time efter larmede vinden igen, og regnen piskede mod ruderne, men nu fra sydvest. Vi havde blot været inde i centrum af en cyklon, hvor der ingen vind er. - Næste morgen kunne vi have en større eller mindre stormflod, hvor vandet stod kun få meter fra havehjørnet. Dog lå huset så højt som i den øvrige gamle bykerne, at selv den værste stormflod aldrig nåde helt ind. 

Men det var langt senere, at drengen blev så klog! Forinden havde jeg tilbragt en uendelighed af timer med at lytte til de voksnes snak om vind og vejr. Egentlig var det utroligt, hvad den tids børn næsten ubevidst sugede til sig, fordi de ,,ikke måtte snakke med"! Derfor behøvede vores kritik af de voksne slet ikke at være mindre, end børns kritik kan være i dag.

Men mangelen på årer og især på mast og sejl bevirkede, at vi aldrig nåede ret langt ud. Jeg mindes måske kun et par gange i hele min drengetid, at vi nåede tværs over vigen til Halen, den fremmede, ukendte verden, som vi altid så langt ude på den anden side.

For mig blev Halen dengang noget af et symbol på alle de fjerne lande, man engang skulle se, når man ,,kom ud at sejle", som det hed. - Da cykler heller ikke var særlig almindelige, og vejene var elendige, kom vi næsten aldrig derover på anden måde. Siden har det ofte undret mig, hvor ukendt store dele af øen egentlig var for os dengang. Men det var jo også på den tid, da adskillige folk i Nordby aldrig havde været i Sønderho ! 

Flere år efter sad jeg på loftet i det gamle hus og Iæste til studentereksamen, men fristedes stadig af den dejlige udsigt fra gavlvinduet mod øst - ud over vandet og atter mod Halen, billedet på den fjerne verden, man drømte om at måtte opleve. - I dag fryder jeg mig over den samme udsigt fra vores fritidshus udenfor Nordby. 

Til minderne fra Nordby havn hører ikke blot den tidligere barndoms leg i vandkanten, især nord og syd for byen med vore ,,modelskibe" og de senere års sejlen med havnens fladbundede både, men også at vi svømmede der, d.v.s. det var kun drengene, der gjorde det! 

- Det er mærkeligt, hvordan man i sin erindring kan bevare synsindtryk - samt medfølgende lyde - fra sin tidlige barndom.   Fra  Sønderbro  ser  jeg  en  flok  store, nøgne   drenge   tumle   omkring   på   Svenskerens   smalle, sorttjærede mole - ned i vandet og op igen, medens de laver en vældig larm. Endnu er jeg ikke stor nok til at være med der; men den tid kommer nok. Det gjorde den  dog kun i ret ringe grad, for udgangspunktet for drengenes  svømning  i havnen blev efterhånden flyttet direkte til Sønderbroen. 

Tidligere var der kun ganske enkelte, der badede der. Fuld af beundring strømmede vi til, når vi kunne se ,,Jens a Fannys" svømme i havnen. Vi så ham springe på hovedet fra fiskekutterens styrehuse og fra rigningen eller fra de høje fortøjningspæle på kajen. Kun­ne vi dog nå så vidt? - Det begyndte ganske pludselig; jeg husker tydeligt den store dag, hvor jeg selv sammen med et par andre drenge sprang i havnen for første gang - selvfølgelig uden badetøj - og svømmede over til ,,Sandøen" og tilbage igen. Hvor var vi stolte! Denne ,,bedrift", hvor jeg vel var 10-11 år, blev begyndelsen på en række års udfoldelse af vore evner som svømmere fra Sønderbro - indtil en arrig havnefoged satte en stopper for disse herlige løjer. 

Den geografiske lokalitet, Sandøen, blev en kort epoke i Fanøs historie, idet den vel næsten er forsvundet i dag. ,,De gamle", d.v.s. blot vore forældres generation talte kun om ,,Søjorden".

  Det var ved Pakhusbanken og nordpå i det stille vand indenfor revlen, de fleste fra Nordby badede dengang -selvfølgelig kun omkring højvande. De færreste havde jo cykler; jeg var selv næsten 15 år, inden jeg fik den første - selvfølgelig en brugt! Også min mor og andre ,,koner", som vi kaldte dem, badede deromme, og der brugte alle badetøj. Dengang lå der langs stranden altid store dynger af opskyllet tang, som vi byggede høje volde af, så de voksne kunne klæde sig om ugenert. 

-  Ja, hvor mon al denne tang er blevet af ? Det siges, at kernen i de gamle bukketjørnshække,  som Nordby aldrig har haft nær så mange af som Sønderho, består af tang. 

Det må have været der, vi først lærte at svømme. Jeg husker, vi lavede svømmebælter af ilanddrevne runde korkstykker fra fiskegrej, med hul i midten; vi var stol­te den dag, vi kunne smide dette bælte. Senere, da vi blev rigtige svømmere, var det herligt at bade direkte fra den nævnte sandrevle helt uafhængig af høj- og lavvande, for her var der kun få meter ud til den dybe sejlrende. Da jeg under det nye digebyggeri mod nord så, hvordan der blev hentet utallige Iæs sand helt ude fra Stranden, undrede det mig, at man dog ikke i stedet havde brugt en sandsuger og uddybet Fanø Lo, så de store færger ikke mere så ofte skulle aflyse sejladsen på grund af for lidt vand. Resterne af den gamle sandrevle er der stadig; blot for et par år siden var en del af den så høj, at man næsten ikke kunne træde for reder med æg. 

I dens ,,velmagtsdage" var Sandøen så høj, at den var delvis bevokset med marehalm og andre strandplanter, og der vrimlede med reder. Her svømmede vi over og tog solbad, dog ikke ret Iænge ad gangen; det var vi alt for energiske til! - Der går en historie fra en senere tid, da øen allerede var stærkt formindsket, om en fannik, der for sjov prøvede at sælge den kønne plet til en fremmed; da han så, hvor lille øen var blevet ved højvande, var han glad for, at han ikke havde slået til....

,,Frisvømmerprøven" var blot noget, vi havde hørt om; men vi ville sikkert let have kunnet klare den. Ofte tog jeg som vort store forbillede, Jens en svømmetur i hav­nen helt alene. Tilfældigvis husker jeg en sådan tur om til Færgebroen, hvor den gamle hjulfærge ,,Esbjerg" - også kaldet ,,Skildpadden" lå; jeg sad nok så stolt på dens ror. Inden man tog en sådan tur, skulle man altid lægge mærke til tidevandet for at være sikker på at kunne svømme tilbage igen. Midt mellem høj- og lav­vande var strømmen så stærk, at man simpelthen ikke kunne svømme imod den, selv om man brugte alle sine kræfter.

Når bakskuldfiskerne om efteråret skulle ro over un­der Esbjerg, hvor fiskeriet foregik, og tilbage igen, beregnede de altid, at de så vidt muligt havde strømmen med på hver vej; de passede i hvert fald altid på at undgå den hårde ,,midtstrøm", Vi drenge gjorde allerede dengang den iagttagelse, som ingen kunne give os en forklaring på, at ebbestrømmen altid var den stærkeste. Først for få år siden Iæste jeg forklaringen, der har noget at gøre med, at stedet, hvor strømmen fra Grådyb nord om Fanø og fra Knudedyb syd om Fanø mødes på østsiden af øen, det flytter sig, så vandmængden der skal ud af Grådyb er større end den, der skal ind, hvorfor strømmen må blive stærkere.

Al denne leg og tumlen i havnen og i badene kunne ikke undgå at medføre, at vi af og til ,,gik i vandet" helt ufrivilligt - selvfølgelig under kammeraternes jublen ! Jeg mener, at det var en almindelig anerkendt praksis i mange hjem dengang, at dumpede man i vandet med tøjet på, var den kontante straf, at man blev kommanderet i seng, indtil tøjet var tørt. I mit hjem var det i hvert fald altid konsekvensen. Det hører til mine mest triste barndomsminder at måtte ligge i sengen en dejlig sommereftermiddag, hvor de nedrullede gardiner ikke kun­ne hindre solens lys i at komme ind. Desuden bevirkede husets beliggenhed ganske nær havnen, at jeg tydeligt kunne høre kammeraternes larm dernede.. 

Minderne om denne straf må have ligget dybt i mit sind, idet de for kun et par år siden dukkede op under nogle dages ferieophold i Leningrad i den skønneste sommer. Efter en anstrengende dag besluttede vi en aften at gå ret tidligt i seng, selv om solen først ville være gået helt ned henimod kl. 23. Da jeg lå i sengen, og sollyset stadig skinnede gennem gardinerne, og der kunne høres snak og latter nede fra gaden, dukkede pludselig de gamle minder op om den straf, jeg dengang måtte lide for at dumpe i Nordby havn med tøjet på !

,,Hver en båd langs med havnen jeg kendte så vel, /

og jeg tænkte: gid blot jeg var stor......

" Sådan står der i et af versene i alle Fanø-drenges ,,slagsang" dengang, digtet af kordegn Thomas Schmidt. Ja, det gjorde vi selvfølgelig, selv om skibene var blevet noget mindre siden hans tid. En række ganske små kuttere - vist kaldet ,,hajer" - havde deres faste plads på reden; jeg husker, at et par af dem var sortmalede. Nogle få større kuttere lå gerne ved Sønderbroen. Her fortøjede også Nordbys to ,,lægtere", et noget misforståeligt navn, for det drejede sig om typiske vadehavs-everter med flad bund og nedsænket ,,sværd" ved siden, især til brug, når der førtes sejl. Den ene, ”Ane Cathrine", der ofte brugtes til at hente strandskaller med, virkede allerede dengang gammel og forsømt; men den står nu på sikker bund udenfor Fiskerimuseet i Esbjerg. Den fine 2-mastede ,,Rebekka" så vi selv blive bygget på Nordby skibsværft.

Selv om Fanøs .,storhedstid" var forbi, havde vi dog stadig et skibsværft, som optog os meget. Jeg har endnu et lydbillede af savenes og hamrenes klang - samt af den klokke udenfor kontoret, der ringedes med, når arbejdet skulle begynde og afsluttes. Den var med til at vejlede os, når vi skulle hjem. Een eneste gang oplevede jeg virkelig noget af herligheden fra den fortid, som man stadig talte så meget om. Jeg tænker på det sidste større skib, skonnerten ,,Helga", der blev bygget på værftet omkring 1920, efter at der ikke var blevet byg­get et lignende skib i snart 30 år. - Ikke længe, før det var færdigt, tog min far en smuk sommersøndag mig med op på dækket for at vise mig forskelligt; tænk at man kan huske en så lille ting !

Ved stabelaf!øbningen fik det så meget fart på, at det gik på grund ovre på Søjorden; det kan jeg også se for mig. Jeg mener, at skipperen faldt overbord ved den lejlighed - ikke gode varsler for fremtiden, der vist heller ikke blev særlig strålende. I Fanø Ugeblad den 5. december 1985 fortæller Kaptajn Jørgen Toft, at han så skibet så sent som i 1941/42, da det benyttedes som moderskib under det store torskefiskeri ved New Foundland, men hjemmehørende i Portugal. 

Vi syntes dog også, det var spændende i alle de år, hvor Christoffersen byggede mange ret store fiskekuttere på værftet; der var altid noget at se på. Under et ophold på Grønland for et par år siden blev jeg mindet om denne fjerne tid. Sammen med et lille selskab af præster sejlede jeg hele og halve dage med en af Hjemmestyrets ret store kuttere på de grønlandske fjorde, hvorfra man endnu kunne se marker og ruiner, hvor de gamle nordfarere havde levet i 3-400 år. På disse ture snakkede jeg en del med den grønlandske skipper og kom derved til at nævne, at jeg var af gammel sømands-slægt fra Fanø. Han fortalte da, at adskillige af skibsbygmester Christoffersens kuttere stadig fandtes på Grønland, og nævnede deres karakteristiske skrå hæk eller agterstavn, som jeg tydeligt kunne huske.

At fortælle erindringer om stormfloder i Nordby til en nutid, der har oplevet den helt store 24. november 1981, kan næsten synes overflødigt, men hele stemningen, atmosfæren under de mange små og store stormflo­der i min drengetid sidder stadig dybt i sindet og bliver vakt til live hver gang, der sker en smule oversvømmelse på havnen og på engene i disse år. At der var tale om noget farligt, skænkede vi ikke mange tanker, selv om vi jo godt vidste, at det kunne være farligt for dem, der var på søen. Til barndoms- og ungdomsminderne hører også de daglige meddelelser i avisen om, hvor man­ge Esbjerg-kuttere, der under en storm var på havet, og som man endnu ikke - før radioens tid - havde set noget til. Som dagene gik, mindskedes tallet, indtil der måske var 3-4-5, der måtte anses for tabt. 

Men hver stormflod var alligevel spændende; der skete jo ingen ulykker på land. Det var altid ganske bestemte huse, der fik vand ind; men det varede højst et par timer; man havde ikke gulvtæpper, så vandet løb vel bare igennem. Fra den store stormflod i 1909 - fortælles det, at min fars onkel, Mathias Oldefar, min ,,Mathes-bøj" lå på sofaen og målte vandets højde med sin stok! Det var måske byens østligste hus, liggende syd for det nuværende plejehjern.

Vi håbede altid, at vandet ville blive ved at stige, og blev ærgelige, når de gamle søfolk kiggede op i luften og sagde, at nu gik vinden lidt mere om i vest, og så ville vandet falde - og det passede altid. Fra stormfloden i 1981 er der jo en masse utrolige billeder. Fra den i nov. 1928, som blev en af min drengetids store oplevelser, eksisterer der vel kun billeder af redningsbåden fra Rindby, der blev sat i vandet på Tinghustorvet. Vi så den sejle ned ad Hovedgaden, styrtede nordpå for at følge den ved Batterivejens begyndelse på dens færd ud over engene til de gamle slagter Bønnings, som man var blevet ængstelige for. Men båden kom snart tilbage; de ville ikke med, for vandet var begyndt at falde. Det ene­ste problem for redningsbåden på den tur var, at årerne tog fat i de oversvømmede hegnstråde.

Da vi 35 år senere skulle sætte grunden af til vores fritidshus nord for byen, valgtes placeringen netop i forhold til den stormflod. - Det gik da også fint både i 1968 og 1974; men i 1981 kom der et par tommer vand på gulvene ...... Stormfloden i august 1923 virkede helt

anderledes, fordi den kom så tidligt på året. Dagen ef­ter var jeg med nogen i Esbjerg i det skønneste sommervejr; jeg husker, at store jernpramme lå kastet op på molen. Det blev den mest tragiske stormflod i mange slægtled, fordi den kostede en stor flok digearbejdere ved Rejsby livet. 

Fra huset i Lille Slippe fulgte jeg ikke blot stormfloderne, men det var lige så spændende, når havnen og vigen fyldtes med is. Når isen strakte sig, så langt øjet kunne nå, var alt forandret. For dem, der personligt oplevede de tre isvintre under den anden verdenskrig, hører mine drengeoplevelser også på dette område sikkert til småtingsafdelingen; men lad så også her mine minder fremkalde andre spændende minder hos læserne! De voksne kunne fortælle, at de var gået over isen til Esbjerg engang i 1890'erne; vi drømte ofte om at måtte opleve det samme. Det skete først i 1942, da tusindvis af mennesker tog turen; men da var jeg for længst rejst hjemmefra.

Egentlig var det ikke særligt mange gange, vi i min drengetid kunne gå på isen i havnen, og kun een gang mindes jeg, at der var så store sammenhængende isflader, at vi kunne løbe på skøjter dernede. Det afhang af, om isen på vaderne var lagt til meget hurtigt, eller om den var drevet frem og tilbage af tidevandet måske i flere uger, hvorved den blev helt ujævn. Een ting måtte vi altid passe på: at gå forsigtigt nogle få meter ude, hvor den ellers fastfrosne is løftedes og sænkedes af tidevandet. Engang stod jeg oppe på kajen og snakkede med min halvfætter Peter Mikkelsen, der stod nede på isen; pludselig sank han stille og roligt igennem. Han havde været placeret lige, hvor isen brækkede; men der var ingen problemer med at komme op igen, da kanten var helt fast

Når isen brød op, hørte det til drengenes sæsonprægede fornøjelser at ,,lege på skosser", d.v.s. springe fra isflage til isflage. At det kunne være farligt, tænkte vi aldrig på; vi var ikke bange af os; faldt nogen i, vakte det kun morskab. Som det altid ærgrede os, når vandet under en stormflod begyndte at synke, var det en skuffelse, når færgen efter mange forsøg endelig kom igennem en stor isflade. Vi drømte om store eventyr, hvis færgen gik fast, og vi måske skulle overnatte ombord, eller Esbjergs gamle slæbebåd ,,Vildanden" skulle ud og redde os; men det skete desværre aldrig. - Når færgen, d.v.s. den elegante skruedamper ,,Nordby", sled for at komme igennem Loens smalle rende, skete det, at vi sprang over rælingen ned på den faste is — og dermed sparede en billet! Med en vis gysen hørte vi de gamle fortælle om noget, der hed ,,istransport" i en åben båd, som kunne slæbes på isen af kraftige mandfolk, der hoppede ombord, når isen åbnedes; men det fik vi aldrig lejlighed til at opleve.

Isvinteren 1929 huskes stadig af mange som den koldeste inden isvintrene i 1940-41 og42. Min far kom i den vinter sejlende fra Hamborg til Esbjerg og fortalte, hvad han aldrig havde hørt om før, at der var tæt drivis næsten overalt. Det må have været vestenvinden ved vinterens afslutning, der havde gjort det. Jeg husker endnu, at dengang gjaldt virkelig Esbjergs motto: Danmarks eneste isfri havn. Dag og nat kunne vi høre dampskibsf!øjterne og støj fra toge og kraner ganske nær, båret herover af den kolde østenvind.

Aldrig havde vi set så megen sne på Fanø; man gik ad smalle stier mellem høje volde ind til husene. Men det allerhelligste var, at alle byens gader var så fasttrampede af sne, så vi i ugevis løb på skøjter overalt - også til skole. Min far har fortalt, at det gjorde de også i hans drengetid; men da tog de ikke engang skøjterne af, når de gik ind i skolestuen! Jo, det var en uforglemmelig vinter; men denne leg gentog sig aldrig, for næste vinter havde sognerådet fået den for os drenge så kedelige ide at strø sand på gaderne ! 

Når jeg sidst fortalte om drengetidens isvintre, kan det være rimeligt at fortsætte med at berette om vintertidens glæder. Vi løb først og fremmest på skøjter i Jørgen Hansens plantage og på de lave marker lige syd og nord derfor - ,,æ store slet" og ,,æ lille slet". Fra den sydlige ,,slette" kravlede vi blot over et dige, og så var vi inde på plantagens kanalsystem: dels en kanal om en lille ø og dels en lang, slynget kanal vestpå. Det kunne skifte de forskellige år, hvilken ,,slette", der var mest vand på; jeg ved, at generationen før vores skøjtede de samme steder. Indtrykket af det vældige mylder af børn står stadig for mig, samt erindringen om, at det var i kulsort mørke, vi omsider gik hjem ad de to dybe ,,hulveje" gennem klitrækken. Når skolen først sluttede kl. 15, var vinterdagene jo meget korte.

Jeg tror ikke, at mange fannikere blev særligt store mestre i den ædle skøjteløberkunst, for ikke blot var der vintre med meget lidt frost; men der var også hårde vintre, hvor et snelag næsten fra begyndelsen ødelagde mulighederne. Her nåede byens børn ofte langt videre, idet de oversvømmede idrætsbaner blev fejet rene og ofte var oplyst om aftenen. Mine egne udfoldelser var her i ret høj grad præget af hjemmets beskedne kår, så der ikke blev råd til ordentlige skøjter, og støvlerne var gået i arv, så hælene var møre, og skøjterne evindelig faldt af. Meget bedre gik det i øvrigt ikke med kælkningen, da jeg aldrig fik anden slæde end en tung og klodset hjemmelavet. Det var i øvrigt også de eneste områder, hvor jeg kunne føle mig en smule trykket af økonomiske årsager ! Hvordan tøjet var, spillede ingen rolle, da drenge dengang nærmest satte en ære i at være ligeglade med den slags; særlig pænt tøj var der ikke noget ved, for det måtte man ikke rive i stykker eller grise til. Jeg husker, at jeg havde inderligt ondt af de stakkels piger, der spekulerede på tøj og absolut ville ,,se på vinduer" i Esbjerg! I mine første drengeår brugte vi ,,Klassesbjerg", lige bag Navigationsskolen som kælkebakke; jeg husker endnu vor ærgrelse, da man plantede den til. I haverne til de mange pæne huse, der er blevet bygget ind i ,,bjerget". kan man endnu se de bjergfyr, der blev plantet for måske 65 år siden. Senere blev det især Kikkebjerget, vi brugte - vel som i dag. 

    Plantagerne - især Kirkegårdsplantagen og Melbjerg plantage, nord for Strandvejen spillede en stor rolle i vores leg. I den sidste var vi en lille gruppe, der ligefrem fældede træer og lavede en hule. Jeg tror, vi kaldte os ,,Den sorte Hånd"! - Vi ..kortlagde" hele plantagen med dens stier, dens dam og dens høj. I øvrigt opfattede vi det meste af øen som vores egen; næsten intet sted var der et hegn dengang; på grund af mangelen på cykler var området dog begrænset.        

Begrebet ,,spejder" var dengang noget, som vi kun havde læst om i drengebøgerne; men vi gjorde dog selv nogle primitive eksperimenter. Vort første telt bestod af svære brune sække sømmet på to teltstænger i hver ende samt en overligger. Sammen med en petroleumskoger vejede det så meget, at vi kørte det på en trillebør helt ud i ,,æ Narrebjærre". Vi fandt et romantisk sted på en lille ø i de oversvømmede områder, der var så mange af dengang; men vi tog hjem igen, da det blev aften, og turen blev aldrig gentaget. Senere fik vi dog lavet et ,,rigtigt" telt af hvide melsække, som vi overnattede i en enkelt gang. 

De fleste søndage var vi gerne en flok drenge der mødtes ved ,,halvto-færgen", hvorefter vi travede en tur ud i plantagerne eller til Stranden, undertiden helt ud til Rindby Strand, hvor der i de første år kun lå et eneste sommerhus, i yderste klitrække lige nord for vejen. Ganske få gange kunne det ske, at vi fandt på at fortsætte helt til Sønderho. Det var meget spændende, altid var der noget at lede efter; især var det den håbløse drøm om en ,,flaskepost", der drev os! 

Jeg mindes endnu det stærke indtryk af en helt fremmed verden, der med eet dukkede op, når vi kom forbi redningsstationen og så hele Sønderho ligge udbredt for os. I så mange timer havde vi ikke mødt et menneske og ikke set et hus; der var heller ingen huse ved Sønderho strandvej dengang. Indtrykket af den så tæt sammenbyggede by virkede stærkere dengang, da der næsten ikke fandtes et eneste træ. Vi nærmest stormede hen til bagerbutikken på hjørnet. 

    Jeg husker tydeligt, at det slet ikke var de mange gamle Fanø-huse, der gjorde indtryk; dem havde vi jo nok af i Nordby; nej, det var Sønderhos eneste vil­la, lige forbi kirken! Det passede vist godt sammen med sønderhoningernes egen vurdering, idet jeg siden har Iæst, at dens ejer fik navnet „Villa-Jens”, og det var sikkert ikke ment som et øgenavn. Men tænk, hvor var Sønderho dog tilbagestånde - der var kun een villa!

Dette indtryk får mig til at tænke på et postkort fra Nordby, måske fra århundredskiftet. Det er taget på Konsul Lauridsens plads, så man kun ser pladsens to høje bygninger. Det var budskabet - eller ,,reklamen", man ville sende ud i verden: Nordby er ved at blive en rigtig by nu ! Gamle huse, kun med stråtag var ikke værd at fotografere til postkort ! -

    Hjemturen til Nordby blev drøj; endelig var man for­bi Sønderhos sidste gård, så nåde vi Plantørboligen, der skulle betyde halvvejen, og så kunne man skimte Eskegården, Rindbys sydligste gård ...... Tavsheden var for længst faldet over drengene.

Da vi efterhånden fik cykler, blev det jo lettere at komme til Sønderho; men det skete dog uhyre sjældent; det var en meget fjern verden. Turen ned langs stranden gik det jo let nok; men hjemturen på de ofte dybe hjulspor var stadig ikke morsom; vi væltede flere gan­ge. - Men cyklerne betød, at Stranden kom os nærmere, så vi langt oftere begyndte at bade derude; men vi måtte jo altid helt ned til Rindby Strand. Mange har sikkert glemt det egentlig utrolige, at endnu i 30'erne fastholdt Fanø Vesterhavsbad sin eneret til stranden, så man ikke måtte bade nord for den rende, der også findes i dag, ganske nær Rindby Strand.

Da jeg blev en større knægt, elskede jeg at tage svømmeture fra den åbne strand, nar vejret var rigtig hårdt. Jeg har nogle gange pralet med en sådan svømmetur en dag, hvor man holdt øvelse med Rindby redningsbåd ganske nær ved. Flere gange blev båden slået på tværs af søen og drevet i land, medens jeg selv ved at dykke under de værste bråd for længst var nået ud over revlen. Men det var jo også kun ,,æ Rindby-bønder", der var ved årerne ! Ja, sådan så man gerne ned på redningsfolkene fra Rindby - sikkert med urette, for de gjorde, hvad de kunne. 

Men det siger noget om Nordbys forhold til Rindby dengang. Det var ikke blot Sønderho, der var et uendelig fjernt sted dengang, men også Rindby. Jeg mindes ikke nogen sinde at have været inde i en gård deroppe, kendte ikke en sjæl derfra; det var et helt fremmed folkefærd. Dette gav sig ligefrem helt korporligt udtryk, idet en flok ,,by-drenge" af og til aflagde besøg i Nordby for at slås med os, bevæbnet med store stokke; men det så vist mere drabeligt ud, end det var.

Vi drenge var sikkert ret ,,barske" dengang, vel ofte noget ,,vilde", alt sammen ret afhængig af, om ,,den gamle" var hjemme eller ej. Klø var vi vant til både i skolen og hjemme; men jeg har slet ingen erindringer om, at vi skulle have været ,,voldelige". Hærværk skete ikke ~ på een eneste undtagelse nær. Fanø Vesterhavsbad lå dengang det meste af året som. en total ubeboet by, ja nærmest som en spøgelsesby; men det fristede os aldrig til indbrud eller hærværk. Nord for det nu nedbrudte ,,Missions-Kursted" lå der dengang en stor villa ved navn ,,Bellevue" delvis begravet i sand, hverken vej eller fortov førte mere dertil. Dette ,,spøgelsesslot" talte til vores fantasi; gennem et åbent vindue kom vi ind i huset og gik omkring på de forskellige etager; alt var møbleret, men vi rørte ingenting. Dette besøg aflagde vi adskillige gange.

   Villa "Bellevue"

Kun eet eneste tilfælde af hærværk mindes jeg. Det var det ,,kinesiske" lysthus lige ved dammen i Jørgen Hansens Plantage, det gik ud over. Navnet har jeg fra Poul Ørums roman ,,Lyksalighedens ø", hvor dette lille hus er et slags symbolsk midtpunkt. - I årevis stod huset uberørt, medens vi løb på skøjter lige ved siden af. Men en dag - eller i løbet af ganske kort tid var det næsten helt nedrevet. Den slags smitter altid: er der først gået et par ruder, varer det ikke Iænge med resten. Eller der hænger en rådden dør, som et velrettet spark får slået ind, og så kan det gå hurtigt. Det endte ligefrem med en politianmeldelse; ved et helt ubegribeligt held havde jeg ikke været med, ja vidste ikke engang om det, 

At man dengang i ret høj grad så ned på folk i Rindby, ,,dem op i æ by", må vist betegnes som en kendsgerning. At en dreng lod sig uddanne som landmand, var noget ,,møj ringe" for søfolkene i Nordby. Kunne man ikke blive andet dengang, kom man ,,o æ land", d.v.s. ud at tjene hos bønderne på fastlandet. Disse minder er si­den dukket op i sindet gang på gang i de i alt 38 år, jeg var præst på landet, hvor jeg fik den dybeste respekt for danske landmænd. Mange dygtige, vågne og :,oplyste" bønder blev vores venner og vores omgangskreds, som var med til at berige vores tilværelse. 

Lad mig slutte disse erindringer med nogle glimt af dagliglivet i Nordby et år igennem, især i 1920'erne. Når jeg de senere år en sjælden gang er i Nordby om vinteren en ganske almindelig hverdag, forekommer byen mig temmelig øde og tom - især om aftenen. Dengang syntes jeg altid, at der var mennesker på gaden, også om aftenen, selv om sognerådet var så sparsommelig, at man slukkede gadebelysningen, når der var måneskin! Forklaringen er, at selv om Indbyggertallet er steget en del, så boede næsten alle dengang inde i den gamle bykerne med den sandede Vestervej omtrent som yderste grænse. Jeg mindes endnu, at da mine forældre købte et hus på Kastanjevej, syntes mange, at det da var så forfærdelig langt borte ...... Man var sjældent alene på gaden dengang, man stødte gerne på bekendte. De ganske få overfarter med færgen havde den fordel, at der kunne man altid gå om, hvis man ville træffe nogen. 

Året startede dengang med en gammel Fanø-skik, som jeg aldrig bar hørt om andre steder. Nytårsdag om eftermiddagen gik vi udstyret med en taske rundt til familien og sagde: ,,Glædelig nytår, nyårsskjær!" Der var ikke tale om tiggeri for at få en ,,nytårsskærv', for fætrene og kusinerne kom også hos os. Normalt var det kun onklernes og tanternes hjem samt enkelte naboer, vi besøgte, jo måske også vore forældres onkler og tanter, dem, der havde tilnavnet ,,bøj" eller ,,most". Det blev vel højst til en 25 øre hist og her, et æble, men først og fremmest nogle håndfulde af julens mange forskellige småkager. Der kunne godt være en ret stor forsyning i tasken, nar vi kom hjem - at gnaske i helt til eget brug.

De kommende måneder og i det hele taget vinterhalvåret bød ikke på særlig mange fornøjelser bortset fra det hidtil nævnte: stormfloder, ture på skøjter og på slæde. For mig var det især præget af den kedelige skoletid, seks uendelig lange dage helt til kl. 15, ja undertiden til kl. 16; det var ofte næsten mørkt, nar vi endelig kom hjem. Den halvanden times middagspause var vel indrettet på, at lærerne også kunne få tid til en middagssøvn. Selv brugte jeg tiden til at Iæse romaner, så jeg ofte hæsblæsende kom for sent !

Bortset fra juleferien var der ingen fridage i alle de måneder; med misundelse hørte vi, at i Esbjerg havde man noget, der hed ,,månedslov", en skolefridag i hver af de måneder, hvor der ingen ferie var. Efterårsferien var kun på tre dage, og sommerferien var mindst en uge kortere end i byerne. - De sidste uger af marts lysnede det, for da var der eksamen. Bortset fra alvoren de sid­ste to år står det for mig som en herlig tid med flere halve og hele fridage. Og så spiste vi Fanø-slikstænger i massevis, mærkeligt nok kun den ene gang om året. Der var dengang kun een bestemt kone, der lavede dem; jeg genkender det gamle hus på den sydlige del af Svenskervej og har endnu den dejlige duft i næsen fra hendes pæne blåmalede køkken. Undertiden gav en venlig censor slikstænger til hele klassen.

Hans Jørgen var også ,,klokmand" i det meste af min drengetid; Nordbys trommeslager bar jeg ingen erindring om. - Der går historier om, at når Hans Jørgen var blevet lejet til at bekendtgøre et eller andet salg med sin klokke, kunne han tilføje til de nærmeste: ,,De er et værd og aede." - Det siger noget om den fjerne tid,

når Hans Jørgen ud på eftersommeren ringede, at der var kommet en båd til havnen med æbler ! Hvilken herlighed for et barn at se alle de kasser med vidunderlige frugter ! Idag har enhver forretning det hele - og snart hele året. Pærer kunne vi dog købe en kasketfuld af fra Anders Bertelsens vældige træ, der endnu står i en have ved den vestlige side af Hovedgaden. Da mine forældre var børn, fik de pærer fra det samme træ.

Så var det også blevet tiden, at Nordbys mange køer skulle ud på Grønningen. Gamle folk eller store børn trak dem om morgenen ud til ,,se hjøverplads" bag ved Klasesbjerg, hvorfra hyrden så førte dem resten af den lange vej, der endnu kan skimtes i terrænet. Når køerne kom hjem om aftenen, blev de undertiden glemt, eller man kom forsent derud; men så fandt køerne selv vejen hjem til stalden ad de krogede gader. Det har altid moret mig at vise vore gæster, hvor man dengang holdt en ko eller to få skridt fra Nordbys hovedstrøg

Til gadebilledet dengang hørte to særlige fænomener i sommerhalvåret. Det ene var lirekassemændene, ofte invalider fra krigen i 1864, undertiden med et fotografi på kassen af deres store familie. Vi var vældig imponerede over, at de kunne spille blot ved at dreje på et håndtag; flot malet var kassen også. - Det andet var ,,kunstmalerne", som vi kaldte dem; vi kunne ofte stå længe - og stille - og se på deres arbejde. De fleste Fanøkoner ville ikke lade sig male eller blot fotografere, ,,atejes", som de sagde. Min bedstemor nægtede det al­tid og så med ringeagt på dem, der nedværdigede sig til at gå med til det! Det så man lidt anderledes på i Sønderho. –  

Mange har vist glemt idag, at næsten ingen ,,ægte" Fanøkone kunne lide det, da nogle begyndte at tage Fanøtøj på til Sønderho- og Fannikerdagene. Det var at ,,klæde sig ud", d.v.s. gøre nar af det, der var deres eneste form for påklædning. - Her er der en mærkelig modsætning til brugen af folkedragter alle an­dre steder i Norden, hvor de efter at være gået af brug som hverdagsdragt som noget helt selvfølgeligt bevares som festdragt. Ved en af mine døtres bryllup var således en norsk og en fransk dame iført hver deres nationaldragt. 

Og så begyndte ,,københavnerne" at komme til øen; det var en slags fællesbetegnelse for de fremmede børn, der kom på ferie hos familierne. De imponerede os slet ikke, var blot lidt mere rappe i munden. Turister og øvrige sommergæster havde vi kun en smule interesse for i begyndelsen af sommeren; vi var gerne lettede, når de var borte igen efter midten af august, for så havde vi igen øen for os selv. Skikken i Sønderho, hvor de faste gæster kom år efter år og lejede sig ind i de gamle huse, medens familien flyttede på loftet eller ud i loen, kendte vi næsten ikke til. For os var badegæster først og fremmest det mærkelige folkefærd, der bo­ede ude i sommerbyen ved Vesterhavsbadet. Derimod var vi mere interesserede, når færgen kom med de mange søndagsgæster. De få biler, der kørte folk til stranden, dannede dengang en ganske lille kø til højre ud for fortovet og det svære, grønne plankeværk ved Langelinie. På den modsatte side langs Hotel Nordby og Krogaarden og videre syd på holdt hestevognene i en meget lang række, gerne såkaldte charabanc'er. I begyndelsen af dagen kunne hestene rende en stor del af vejen til stran­den; men jeg ser endnu for mig de trætte heste komme luntende hen mod aftenen. Her tjente byens gårdmænd sikkert en god ekstraskilling. 

Men når man på skolen var så fedtede kun at arrangere udflugt hverandet år, var der andre sommerdage, vi så hen til. Hvert år skulle vi gerne på en eftermiddags-udflugt til Torp, ,æ boghandler plantage”. Vi måtte låne en nøgle, dels til den store låge mod syd og dels til det lille hvidmalede træhus, hvor vi kunne koge kaffe og spise den medbragte aftensmad. Fætre og kusiner var med, så vi var en hel flok, der morede os dejligt - ikke mindst når vi kom ind i Melbjerg Dal ved siden af og sejlede i en båd på kanalerne. - Hver sommer skulle vi også en dag ud ,,i æ eng", når vores onkel skulle køre hø hjem — igen sammen med fætre og kusiner. Vi kørte af sted tidlig om morgenen, lavede ildsted og kogte kaf­fe og kom først hjem på det høje læs i mørkningen. 

Til efterårets glæder hørte en eller flere ture i ,,tranbær-mark". Vi gik den lange vej langs engene om til Klingebjerg, hvor vi begyndte at lede. Som dagen gik, kom vi vesterpå over i ,æ by-mark", hvor vi kunne se den gamle fattiggård i det fjerne, og hvor vi krydsede landevejen. Vi var dødtrætte, når vi travede de sidste kilometer hjem i mørket. 

Så gik året mod sin slutning. En søndag eftermiddag i december stod vi børn i kø kl. 14 udenfor byens forretninger, for da åbnede juleudstillingen, og vi måtte gå ind og se på herlighederne - uden at købe noget! — Og så kom julebagningens tid; for længst havde de enkelte familier hos bageren bestilt deres bestemte dag. Man lånte de store bageplader hjem, og overalt i byen så man folk balancere med disse plader, efter at småkagerne var lavet derhjemme og lagt på. Om aftenen var vi så igen hos bageren med dåser for at hente de bagte kager. Mon ikke denne store aktivitet hang sam­men med den gamle skik, at det næsten kun var til jul, man bagte småkager ? Min bedstemor bagte i hvert fald kun denne ene gang om året.

Julen i kirken har jeg fortalt om ved en anden lej­lighed. Her vil jeg nævne de store forenings-juletræer, som vist næsten ikke findes mere; Industriforeningens juletræsfest måtte fordeles over to aftener. Hvor var de vidunderlige, og bagefter dansede vi ,,rigtigt" af hjertens lyst. Og så var det julegildernes tid, hvor vi gik på omgang hos onkler og tanter - den eneste gang om året, hvor børnene var med. Hvor vi nød disse fætter- og kusinesammenkomster! En af dem var altid nytårsaften, hvor vi lavede alverdens sjov; men hvor jeg ikke har den mindste erindring om vold eller hærværk. 

Med afslutningen på vinteren 1930 gik det mod enden med drengeårene på Fanø. For mig var det en virkelig drøj tid, for min eneste lyst var at komme ud at sejle, hvad flertallet af drengene jo skulle. Men jeg var nærsynet, så den vej var lukket. Mærkeligt nok faldt det mig aldrig ind, at jeg kunne gå maskinist- eller hovmestervejen, for det var ikke at være ,,rigtig" sømand ! Fremtiden så aldeles håbløs ud, for jeg havde ingen forventninger til den. - I marts kom tiden for realeksamen, hvor vi pludselig var blevet vilde med at spille billard på Hotel Nordby i hjørnestuen overfor Posthuset. Omkring 35 år tidligere, medens min far læste til skibsførereksamen, må han have været vild med den samme ,,sport", for han glemte ligefrem eksamen, så man måtte hente ham det samme sted ! 

En eftermiddag efter at den mundtlige eksamen var overstået, spillede vi igen billard. Pludselig fandt en på, at de skriftlige karakterer måske var kommet hvorefter vi gik op til overlæreren for at fa eksamensresultaterne at vide. Det var første gang vi var i hans stuer; jeg husker endnu, at bogreolerne nåde til loftet. Jeg fik til min store overraskelse at vide, at jeg var blevet nr. 1 - udelukkende fordi Eva Jensen havde været så uheldig at få en bundskraber i skriftlig matematik. Mine triste fremtidsudsigter bevirkede, at jeg slet ikke havde overskud til at være stolt over dette resultat. Jeg havde engang været mere stolt over, at jeg var den i klassen, der flest gange havde faet klø af spanskrøret, for det var en ren sport for en rask Fanø-dreng ! 

Af frygt for den tids næsten håbløse arbejdsløshed måtte jeg tage imod et tilbud om at blive kontorelev på Bøttgers Tørnmerhandel i Esbjerg — til 50 kr. om måneden med pligt til at bo i Esbjerg, for færgen kunne jo gå på grund, så jeg ville komme for sent! Efter knap fire alt andet end muntre måneder der skete miraklet: I et bestemt sekund på et bestemt sted på Langelinie, ved Store Slippe slog det ned i mig: ,,Du skal i gymnasiet" ! - en tanke, der aldrig nogensinde havde strejfet mig. Ingen derhjemme gjorde indvendinger, og det blev til tre herlige gymnasieår, seks lige så rige studieår i København - og en lige så rig præstegerning. Der blev alligevel en fremtid for mig !

Poul Ulsdal