Fanø Ugeblad Nr. 2468

Nordby Lørdag den 21. april 1945

Fanømanden, Stevedore H, Jørgensen, Vagtelvej 6, Aarhus, sender Fanø Ugeblad følgende baade fornøjelige og interessante Erindringer fra sin Barndomstid i Nordby:

Hans Jepsen Jørgensen, f. 24. november 1863, som søn af skipper Hans Jepsen Jørgensen, f. 17. september 1820, d. 15. oktober 1867, og Karen Jensdatter Svendsen, f. 16. november 1831, d. 19. december 1899.

Den første Skolemester, jeg havde, var Niels Mathiasen, den senere Klokkemand. Han kaldtes ogsaa mellem Børnene for „Niels Matten med æ stuer Ris", han havde nemlig et mægtigt Ris siddende bag Spejlet i Lokalet, men jeg mindes ikke det har været i Brug. Det var nok, naar han hentydede til det.

Vi var en halv Snes Barn, Piger og Drenge, i „Stuer Marens Nardonsk", hvor vi sad paa to Træbænke med et Bord imellem Bænkene. Foruden mig selv kan jeg huske „Søren af Sonnikes" og „Maren» æ Hjøvmands". Stuer Maren kom en Gang imellem med en Sæk Blaamuslinger, «om hun hentede Nord for Pakhusbanken, dem var der nok af i min Barndom. Hun kogte dem, og vi spiste dem med god Appetit til vor medbragte Mellemmad.

En Dag havde vi Besøg af Pastor Ibsen, og han hørte os i Luthers lille Katekismus og var godt tilfreds med vora Svar. Kontingentet var 4 Skilling ugentlig.

Saa kom jeg op til „æ lille Mand" (Lassen) Syd for Borgerskolen. Der var vi mange Børn, og her var Skolepengene 6 Skilling ugentlig. Lassen sad for Enden af Bordet med Briller paa og hørte os i „Hukommelse", som vi kaldte det, mens hans Kone, Stine, hjalp med Undervisningen.

Saa skulde jeg i den store Skole Den gamle Thammes var da blevet pensioneret, og min første, rigtige Lærer blev Langvad. Han blev senere Overlærer i Esbjerg. Det var en ganske ung Mand dengang, og jeg kan huske ham om Lørdag Eftermiddag stille med opsmøgede Bukser helt op til Skrævet omme ved Batteriet med en Glib for at fange „Porrer" (Rejer). Saa kom jeg til Lærer Christensen, han var en dygtig Lærer - men hvor havde vi Respekt for ham. Da jeg døjede at følge med i Regning, gav jeg min Sidemand, Jacob Brandt, min Mellemmad hver Dag for at faa Lov at se efter Ham i Regning. Men saa holdt Christensen Aftenskole, og der kom jeg ind, og saa skal jeg love for, at jeg fik lært at regne. Der var noget vi kaldte Reguladetri, og dengang havde vi jo Daler, Mark og Skilling i Penge og Skippund, Lispund, Pund. Lod, Kvint og Ort i Vægt, saa naar en Grosserer solgte et Parti Varer til en Købmand, var det mange Gange et indviklet Regnestykke at naa det rigtige Facit. Men jeg fik lært det, saa nu fik Jacob ikke flere Mellemmader af mig!

I 1874 blev der oprettet en 3. Klasse i Realskolen, og da den nye Pigeskole ikke var færdig, lod Skolekommissionen leje et Lokale hos Baadebygger Rikard, hvor Klassen saa begyndte. Min Bedstefader og 4 Onkler betalte Skolepengene for mig, saa jeg opnaaede den Lykke at komme med. Vor første Lærer hed Sørensen og var en Vendelbo. Han gik altid med en sort Klap for Munden paa Vejen til og fra Skolen. Jeg siger udtrykkeligt „Vendelbo" om ham, for en Dag han fortalte om Nordjydernes Oprør mod Kristoffer af Bayren, kan jeg huske, hvad han sagde, efter at Oprøret var slaaet ned, og de Ord husker jeg den Dag i Dag: .Først saa rendte de Morsingboer, og saa de Forræddere fra Thy, men efter da stod de Wendelboer, for de vilde ikke fly" - og saa slog han ud med Haanden og brugte dobbelt W.

Dette Aar og denne Vinter havde vi megen Nedbør, saa hele Vangled stod under Vand. Og da det blev Vinter, kunde vi skøjte helt fra Indgangen til Skolelokalet og langt ud paa Marken til „Klases Bjerg", Niels Endes Toft og Anton Johnsens Toft og til Smed Lorentsen Vi benyttede os rigtig deraf, sad med Skøjterne paa i Skoletimen, saa vi var klar til at tage en Tur i Frikvarteret. Nu var imidlertid Pigeskolen blevet bygget færdig og Klassen op til Skolen.

Der gik jeg saa, til jeg skulde gaa til Præst. Vi mødte til at begynde med paa Præstegaarden i Rindby, men saa indtraf der vist nok en Skarlagensfeber Epidemi, og for at Børnene fra de ramte Hjem kunde blive ved at gaa til Præsten, fik denne det ordnet saadan, at Afhøringen blev henlagt til Kirken, saa vedkommende Børn sad helt nede i Kirken under „æ Aareværk" (Orglet), saa de ikke havde Forbindelse med de andre. Derved indtraf en Begivenhed, som jeg ikke kan glemme. En Dag under Afhøringen fik jeg et Stød i Siden af min Sidemand, Laurids Svarrer: „Du. sie te æ Møddinggøiter." Oppe i det firkantede Vindue Vesten for Prædikestolen var der et Snoretræk, saa man nedefra kunde aabne og lukke et af Vinduerne, og paa disse Snore sad eller fløj et Dusin Graaspurve, som opførte en hel Ægteskabsscene med en Kvidren og en Skrigen, som kun Spurve kan opføre. Jeg glemte fuldstændig Tid og Sted og slog en skraldende Latter op, saa det rungede i den tomme Kirke. Præsten, kom „køjrede" (spadserede) i Hovedgangen, stoppede op og raabte: „Hvem var det?" Ingen svarede, og da han atter gentog sit spørgsmaal, vilde jeg ikke have, at nogen af mine Kammerater skulde „fesle" (sladre), og jeg rejste mig op. „Naa, saa det var dig," sagde Præsten, „vil du saa komme herop, din Køter!" Han var imidlertid gaaet op foran Alteret for bedre at kunne overskue Situationen - og der maatte jeg op. Paa hans Spørgsmaal: hvorfor jeg havde leet saa højt, havde jeg ikke et Ord at sige. Nu blev Præsten for Alvor vred og med de Ord; „Om der saa var 100 uartige Børn, skulde han ekspedere dem," gav han mig en knaldende Lussing. Jeg har aldrig faaet en saa blød Lussing. Men hvor jeg skammede mig.   Her i 63 Børns Paahør at blive kaldt en Køter og for lige saa mange Par Øjne at faa en Lussing i Kirken  oppe  foran   Alteret!     Og  hvad vilde min Moder sige, naar jeg kom hjem?
O, hvor var det  nedværdigende.     Særlig skammede jeg mig over, at den ældste af Pigerne, Adda Ravnkilde, hun var 16 Aar, men   blev   konfirmeret   sammen   med   os, havde set og hørt det hele.

Vi havde den Dag 2 Sypiger, Ane Simone og Karen a Niels a Hans Hansens, og da jeg aabnede Døren, kunde Moder straks se, at der var noget galt. Jeg kom saa i Forhør, og her kunde jeg finde Ord for Grunden til Latteren. Og da de 2 Sypiger hørte det, brast de ud i en saa voldsom Latter, at de slet ikke kunde holde op. De var lige ved at smitte Moder, saa jeg slap for yderligere Straf. Men hun talte om den store Skam, der var overgaaet baade mig selv og hende. Men Karen sagde, at hvis jeg havde fortalt Præsten, hvoraf jeg lo, saa havde Præsten let med, og så havde jeg ingen Lussing faat. 

Af Personer, der overværede Begiven­heden, kan jeg nævne Kapt. N. J. Pedersen, afdøde Jens Bergs Hustru og Ane Jensine Thomsen (nu Sønderho og nylig Enke - hun var en af de kriseramte) og Anna Glud, København. Ellers er de fleste jo gaaet al Kødets Gang.

Jeg kan oplyse, at Præsten ikke bar Nag til mig siden. Paa Konfirmationsdagen skrev han i min Salmebog: „Han som er meget givet, af ham skal der meget kræves”. Efter Konfirmationen kom jeg til Søs som næsten alle Drenge dengang.

Jeg husker den østlige Storm i 1872, da Lolland var ved at drukne i Højvande. Da var al Vandet i Havnen og Loen forsvundet. Der var kun en lille Dam oppe ved Svenskeren, ellers var alting tørlagt. Jeg mindes, at vi gik tværs over Loen ved Pakhusbankan over til Søjorden i almindeligt Fodtøj.

Dsn største Festdag, vi havde som Barn, var ubetinget Grundlovsdag. Da blev der festet dengang. Vi søgte altid at have nogle Smaamønter til at købe for, Slik ved Peter Holms, Sukkarcigarer ved Ingeroske og Smaakager hos Bager Olsens, og den Dag skulde alle ud, unge som gamle. Vi kaldte den Dag for „Torp". „Det er Torp i Dag." Festen blev afholdt forskellige Steder. Et Aar helt ude ved Klingerbjerg, ude ved „Klaegbisserne", saaledes kaldte vi Ingeniør Svendsens Arbejdsmænd, der paa Konsul Borks Vegne søgte at lave Eng derude. Resultatet blev, at Konsulen mistede sin Formue.

Den Dag var Niels a Hans Hansens og Ingeborg Vært.

En anden Gang blev den holdt, hvor senere Bolvigs Skibsværft blev til. Slagsmaal kunde ikke altid undgaaes. Her røg Johan Palmblad og Søren a Hedvigs sammen, Søren sagde bl. a.: „Du Laust Wolles Tiggersøn". Søren kunde ikke staa sig, Johan var en stor, stærk Mand. Til sidst fik Konerne dem skilt ad.

I 1876 havde vi Besøg af Kong Christian den Niende. Der var lagt en Flaade i Vandet ud for Slippen paa Sønderbro, og fra den og op i Land en Bro belagt med hvidt Sejldug og ovenpaa en rød Løber. Hertil blev Kongen mad sit Hof færget over paa Toldkrydseren fra Esbjerg. Kongen fik sig et Bad. Der var dengang om Sommeren lagt 2 Flaader med Badekamre i Vandet ud for Tøndehuset. Fra Badekamret kunde man fire en Sejldugsskærm ned til Vandet, saa man havde det ganske for sig selv. Til at komme ud og ind fra Flaaden var der en lille firkantet, vandtæt Kane med Gelænder, og her gik Jes a Lastes og satte Badegæster fra og til - ogsaa Kongen, og Jes fik en Guld-tyvekrone i Drikkepenge. Ja, saadan saa Fanø Bad ud dengang.

Vi havde i flere Dage øvet os i en Sang, vi skulde synge for Majestæten. Det var „Gud skjærm vor Konge god". Vi blev opstillet paa Skolepladsen under Uret, da Kongen kom for at bese Skolen. Da vi havde sunget, hørte jeg Kongen sige til Sanglærer Hansen, at den Sang var ypperligt sunget, om vi sang Salmer lige saa godt. Jeg hørte ikke Hansens Svar, men vi havde i alt fald ikke  øvet os i Salmer, saa vi slap.

Efter at have besøgt Skolen gik Kongen i Kirken for at bese den. Jeg kan ikke sige, at vi var begejstrede for at se Kongen, men derimod for hans Kusk og navnlig hans Tjener med deres straalende Uniformer - det var noget for os at se.

Saa kan jeg huske den Dag, da Færgedamperen ankom fra Gøteborg, hvor den var bygget. Det havde været ualmindelig Højvande, og om Natten løb Færgen paa Grund paa „Bjælken" ved Skallingen. Der kom Bud til Nordby om Hjælp og til Kaptajnens Brødre. Min Onkels Kone, som laa i Sengen, hørte, at Svarrer sad  fast paa Bjælken. Hun forstod det saadan, at Svarrer var bleven tosset og sad oppe paa „æ Han'bjælk"' - og saa besvimede hun, saa Onkel kom ikke af Sted ligestraks.

Damperen blev rullet over til dybt Vand, og om Eftermiddagen kom den sejlende ind i Havnen og fortøjede ved den primitive Bro paa 2 Hjul, der brugtes til Sejlfærgen. Da store Hans Svarrer derefter gik i Land, blev han hilst med rungende Hurraraab af den store Forsamling, der var mødt for at se den nye Færge.

Ja, det var en stor Dag for Fanø!