I 1943 fortalte nu afdøde fhv. formand Hans Jepsen Jørgensen, Århus følgende eventyrlige livsberetning til red. Balslev Jørgensen, og den blev da gengivet i Vestkysten, Vi har fra en ældre læser fået den tilsendt.

Jeg blev født i 1863 i Nordby på Fanø, fortæller han. Min far havde eget skib, men han døde, da jeg var 4 år. Da jeg blev konfirmeret, skulle jeg som alle fanødrenge den. gang på lang­fart, det var med min onkel på skonnertbriggen ”Grev Rantzau” -  en af Fanøs mange stolte sejlskibe.

    ”Grev August Rantzau”, skonnertbrig, reg.t 166, NPWC var bygget i Horsens i 1867, solgt til udlandet i 1886 efter havari. I Horsens Museum hænget et billede af skibet, klar til 1. rejse.

Det kan måske interessere at høre om den langfart, en 14 års dreng den gang måtte ud på, før han igen kom hjem. Vi sejlede først til Petersborg, det nuværende Leningrad, efter havre til London og derfra til Rio Grande i Brasilien med stykgods. Vi havde bl.a. 15 tons krudt til en af de mange krige dengang i Sydamerika. Det blev stuvet i agter lasten, og der var forbud mod at ryge på dækket, for at vi ikke skulle springe i luften. Vi rystede godt i bukserne, da det blev losset af nogle portugisere, som hele tiden arbejdede med en tændt cigaret hængende i mundvigen. Men det gik godt. Herfra sejlede vi til Falmouth i England med huder, der blev saltet ned i skibet. De blev dog losset i Hamburg, hvorfra vi sejlede til Tromsø i Nord-Norge efter stokfisk til Genua.

Der tales så ofte om styrtsøer, men der er ikke ret mange, der har oplevet en virkelig styrtsø. Jeg har kun oplevet een under mine mange år på havene, og det var ud for Genua. Jeg stod til rors. Det var orkan, og plud­selig mærkede jeg, at skibet ligesom sugedes nedad. Det var i sænkningen foran en høj bølge der nærmede sig os. Den rejste sig helt op over salingen, brød så i kronen og ludede et øjeblik højt over skibet, inden den begravede det i vand. Skibet blev bordfyldt, dækshuset slået helt i splinter, og jeg fandt mig selv liggende under rattet begravet i vand, fordi det ikke kunne kom­me bort fra dækket. Her fandt styrmanden mig. Han tog mig i benene, slæbte mig frem og så jeg ikke var kommet noget til. Vi var heldige at have stokfisk i lasten, der var stuvet så hårdt, at de ikke kunne forskyde sig i lasten. Når der var lagt et lag i lasten, slog man kiler ind mellem dem og pressede nye fisk ind i åbningen.. De lå så hårdt, at dækket hævede sig flere tommer under rejsen. Havde vi for eks. haft kul, havde ingen af os set dagens lys mere.

Fra Genua gik vi til Venedig og derfra til Galipoli i Taranto-bugten efter olie til Petersborg, hvor vi igen lastede havre til London. Her tog vi ris til Guadeloupe i Vestindien, men aftenen, før vi skulle sejle, kom vi til at ligge på siden af en anden dansk sejler. Den havde hejst flaget, og det ville vi også gøre, hvorfor jeg blev beordret til tops med en line og flaget mellem tænderne. Jeg kom godt op ad det nederste vant, men da jeg skulle over i det øverste, mistede jeg mit greb og styrtede ned. Jeg ramte først riggen på en stor hollænder ved siden af, inden jeg faldt i dæk­ket. Det tog af for styrtet, så jeg nøjedes med en beskadiget fod. Jeg kom på hospitalet og kom ikke med til Guadeloupe, men blev 6 uger senere sendt hjem til Fanø som rekonvalescent.

Jeg benyttede vinteren til at lære at sy sejl, og næste forår kom jeg igen på langfart. Det var med Fanøbriggen »Louise« med byerne Arica og Molendo på Sydamerikas vestkyst som mål. Jeg skulle altså for første gang rundt Kap Horn. Da vi nåede Hornet, indhentede vi en stor tysk jernbark, hvis skipper skrev på en stor tavle, at han havde været 90 dage undervejs fra Europa. Da min skipper så det, kunne han ikke lade være at prale og skrev på en tavle, at vi kun havde været 60 dage om turen. Vi var kede af dette pral, for det kunne hævne sig, når vi skulle rundt om Hornet, men det varede heldigvis kun 3 uger. Mine kinder var som isklumper, når jeg forlod vagterne. Hjemturen til Europa — til Rotterdam, -  gik lige så strygende, og det var vist uhørt, at jeg efter en rundtur rundt Kap Horn den gang kun havde hyre for 274 dage til gode, da vi havde udlosset.

I Rotterdam gik jeg i hollandsk tjeneste med stykgods til Macasser på Celebes, og på denne tur så jeg ved Cape Town i Sydafrika et syn, som det ikke bliver mange beskåret at se. Jeg oplevede den såkaldte Venus-Passage. Venus stod da så lavt på himmelbuen, at den passerede solskiven. Den sås som en lille cirkelrund sort plet i solens glødende lys. På samme tid så jeg den store komet - det var vist i 1882. Den var så stor og så stærk lysende, at den kunne ses på himmelhvælvet også ved dagslys. Vi så den i mange dage, og den var på størrelse med et stolesæde omtrent og med hale og det hele. Efter at vi havde været tilbage i Rotterdam med copra, sejlede jeg både på Nord-og Sydamerika, og jeg husker en tur hjem over Atlanten, der varede 117 dage. Vi havde kun ordentlig vejr een eneste dag. , Jeg var nu blevet så gammel, at jeg skulle til at tænke på min styrmandseksamen. Den tog jeg på Fanø, men fra skolen her blev jeg »stoppet til orlogs«, som det hed den gang. Jeg blev matros på det gamle kongeskib »Dannebrog« med en hyre på 10 kr. om måneden. Det varede en sommer, og det var i de store Fredensborg-dage, da prinsesse Alexandra af Wales og hertuginde Thyra af Cumberland besøgte deres fader, Chistian d. 9. De gav gode drikkepenge. Da de rejste, blev min part 64 kr. — et stort beløb den gang. Vi hentede den sommer i Kiel daværende kong Louis d. 2. af Portugal, tror jeg, han hed. Han blev senere myr­det. Først sejlede vi ham til Korsør og senere fra København til Malmø, hvor han skulle aflægge visit hos svenskekongen. Det var gode dage; men de fik en ende, og jeg mønstrede ud med en Vejleskipper som 2. styrmand til Buenos Aires og Rio; men han var en skør karl, og jeg tvang ham til at afmønstre mig i Rio.

Her gik jeg i land for at forsøge min lykke på landjorden, og så kom der nogle spændende år. Først fik jeg et job ved et jernbaneselskab. Jeg havde jo lært sejlmageriet og syede presenninger. Det var der ikke meget ved; men så kom der cirkus til byen, som manglede en mand til at passe teltet. Jeg turede rundt i hele Sydamerika, til cirkus gik fallit i Santos, og her i denne by gjorde jeg min lykke. Man må huske, at det var i de dage, da Sydamerika ikke var, hvad det nu er

De store byer, vi kender nu, var den gang små og uanseelige, og der herskede slendrian alle vegne. Værst var det i Brasilien, hvor kejseren var imod ethvert fremskridt. Bl.a. var der kun en kaj i Santos, hvor alle skibe til San Paolo skulle losse. Det betød, at skibe­ne måtte ligge og vente i dagevis for at få tørn.

Først fik jeg arbejde som almindelig arbejdsmand under en polsk formand; men han forstod overhovedet ikke at lede noget, og da en engelskmand blev tilstrækkelig rasende over sløseriet, sagde han til arbejdsgiveren, at han skulle gøre den lille dansker, altså mig, til formand for skibe og losning. Jeg blev formand, skønt jeg kun var 24 år. Jeg fik da den ide at påtage mig lossearbejde for egen regning om natten og etablere mig som stewedore. Jeg lossede kul til gasværkerne, og min ide var at udnytte mangelen på jernbanevogne. Da gasværkerne gik ind på at losse vognene om natten, når de ikke blev brugt til andet, kunne jeg altid få vogne til mine skibe. Mens jeg var her, kom revolutionen. Kejseren blev afsat, og så kom der gang i udvik­lingen. Havnen blev udvidet og moderniseret, og efter 6 års forløb var der kajer nok, og dermed var min forretning ødelagt; men det gjorde heller ikke noget. Jeg havde tjent så meget, at jeg ikke behøvede at bestille mere i mit liv. Jeg rejste da til Esbjerg, hvor jeg købte et bryggeri sammen med min bror.

I Esbjerg led jeg mit nederlag. Det var omkring århundredskiftet, efter at Esbjerg var ble­vet købstad. Alle troede, at byen ville vokse med feberagtig hast, og at det var en fin forretning at købe grunde. Jeg var en af dem. Alt, hvad jeg ejede, satte jeg i byggegrunde, der steg og steg, men en skønne dag kom krakket. Intet menneske ville købe en byggegrund, og min dans om guldkalven endte med, at jeg stod klædt af til skjorten. Den velhavende mand var mere fattig end nogensinde, og jeg måtte rejse til København, hvor jeg fik arbejde på Kvæsthus-broen. I 1918 kom jeg til Århus som formand i Stewedore kompagniet, og nu er jeg afdanket; gammel og grå; men jeg ved, at jeg har levet livet, prøvet lidt af hvert, både gode og onde dage, været højt oppe og langt nede.