Og Laurids Hansen fortæller:

Min Oldefader, Laurids Jensen Mandøe, opgives i Slægtregisteret som Fisker. Jeg ved meget lidt om ham. Min Svigerfader har fortalt mig, at han var Skipper og en anset Mand. Min Oldemoder, Maren Sørensdatter, var som Slægtsregistret ogsaa udviser levende, da jeg blev født. Begge mine Oldemødre var levende. Det, Niels Anthonisens Hustru, Karens Jensdatters Moder, har fortalt mig, at de var daarlig seende, og da de følte på mit skaldede Hoved, sagde de, »om de ikke kunde faa en Lue til Drengen«.

Bedstefader, Hans Lauridsen Mandø, boede i det østerste Hus nord for Krogaarden. Den Gang gik Stendæmningen lige op til Bedstefaders Have. Der var Trappetrin i den. Nedenfor laa hans Pram, naar Lægteren laa paa »Strømmen«, som vi kaldte det. Lægteren hed Karen. Han sejlede jo Fragtfart paa Ribe og Varde og mellemliggende Pladser! Der blev da sejlet mange Baadfulde Tørv hjem fra Varde og Roborghus, som da var Udskibningssted for Raunsøe Mose. Da mange i Nordby havde Eng, dels paa Mandø Hølade, dels i Krusgaards Enge sejlede de mange Skibslad­ninger Hø hjem derfra. Bedstemoder tog vistnok med en Gang imellem paa Turen, der var en besværlig Fart. Skulde de til Varde, var der jo Aaens mange Krumninger, hvor de meget sjælden kunde sejle hele Vejen op imod Strømmen. Saa maatte Klodden til Hjælp, og mange Gange maatte de i Land og trække den! Ved Janderup kunde der lejes Trække­re, som fulgte med til Varde, og hjemmefra havde det sine Besværligheder. De gik gjerne saa tidlig fra Havnen, at de havde Strømmen imod ud til Batteriet. Var det stille, saa maatte Klodden igjen i Gang. Enten surredes Roret fast, og 

Skipperen og Drengen, hver paa sin Side af Lægteren, stagede den imod Strømmen, eller Drengen stod ved Roret og Skipperen var ene om Arbejdet. - Til Ribe eller Mandø Hølade var der de mange Grunde (Kjellingsand m.f.). Tit rnaatte der krydses, saa hed det til Drengen »Klar til vende!«, »Læ«! Først skulde han pejle Vandstanden. Naar han saa kom til de Fod, som Skipperen vidste, Skuden stak, da lidt før kom Ordren til at vende.

Der sejledes ogsaa mange Mursten hjem fra Rørkjær Teglværk. Konsul Bork, Krogaarden, drev en Engroshandel med Bygningsartikler. Nordby var da Stabelplads for Var­de. Der kom norske Skippere med Trælast, Hamborgerfarerne kom med mange forskellige Slags Kolonialvarer m.m. Marmor og Sandsten, Teglsten m.m. saa der var nok at sejle rned for Lægterne i de Tider.

Bedstefader sejlede en Gang med en Ladning Træ for Konsul Bork til Varde, og korn med Tørv tilbage. Rejsen var denne Gang ualmindelig hurtig! Saa Konsulen undredes over, at det kunde lade sig gjøre i den Tid! »Og«, sagde han »Hvor har De gjordt af Lasten!«. »Losset den ved Varde Bro!«, svarede Bedstefader!

De har sikkert haft det smaat, som saa mange andre i de Tider. Fader blev jo indkaldt til Marinen, da han var 18 Aar., da han skulde i Kongens Klæder. Det var jo i Krigens Tid, og han havde lige faaet en ny Stortrøje, den gav han sin Fader.

Sømand har han været, den Gamle! Fader fortalte om, hvordan han tog ham med, navnlig om Vinteren, naar de var hjemme begge, tog ud og forklarede de forskellige Sky­er, om hvordan de kunde se Vejrtegnene o.m.a. Som Dreng vilde jeg gjerne være mere sammen med ham; men det kunde ikke saa godt lade sig gjøre. Jeg hørte jo paa en Maade hjemme hos Niels Anthonisens Slægt og opnævnt efter Laurids N. Lauridsen! Saa Mor og Dorrit Most saa ikke for godt til, jeg stadigvæk laa og rakkede i Baade ved Havnen. Dog var jeg med en Tur ved Mandø Hølade, hvor ogsaa Bedstemoder var med.

Bedstefader døde jo, om ikke ung, saa dog kun 67 Aar gammel. Bedstemoder overlevede ham jo i mange Aar. Hun blev 92 Aar. Jeg husker saa godt, naar vi var derom­me, som vi kaldte det. Hvordan de kunde fortælle, om baade det ene og andet! Sorn ikke kunde gaa naturlig til. Nu havde de, som saa mange Huse den Gang til Yderdør to Halvdøre ovenover hinanden. En Aften vi sad i »Sønder-donsk« (Sønderstuen), gik begge Halvdøre op, og vi hørte Trin, som gik ud i Køkkenet. Bedstefader gik igennem Nordrestuen ind i Køkkenet; der var ingen, og Yderdørene var lukkede! Han kom ind i Stuen til os, og berettede som nævnt. Fader fortalte mange Scener fra det gamle Hjem. Ligesaa Bedstemoder. Da de en Gang fik lagt nyt Gulv i Storstuen, blev Jorden rodet godt igennem for, om der muligvis skulde være en Skat gjemt! men der fandtes intet.

Inden Bedstefader lagde sig til, paa sit sidste Sygeleje, gik han rundt og sagde Farvel til Familien. Han laa længe, og Bedstemoder plejede ham godt. Hun var jo højere end harn og kunde hjælpe ham til rette.

Bedstemoder, Karen Lauridsdatter, var Plejedatter af Skibs­fører Anders Berthelsen og Hustru. Meningen var, hun skulde arve Alt efter dem. Degnen, Kirkeby, var om Formiddagen og fik det skreven op for at sætte Testamentet sammen. Han gik hjem til Middag. Skulde saa komme om Eftermiddagen og faa det underskreven. Da han kom, var hun pludselig død. Degnen sagde: »Det kunde man ikke ane! Konen var jo tilsyneladende rask og aandsfrisk. Det er jo værst for dig, lille Karen«. Det var det ogsaa, thi nu tog Arvingerne det! Til Bedstemoder blev der kun lidt.

Hun var en myndig Kone. Onkel Hans, som havde hende paa Aftægt, lod sig i mange Maader lede af hende. Da hans første Kone Ane Cathrine døde, tog hun sig godt af Børnene og havde vel nok sin Del i, at han fik sin anden Kone, Lene Marie. Hun var gammel Pige, havde i mange Aaar været Husbestyrerinde hos i sin Tid Øens rigeste Mand Capt. M. M. Andersen, og hun selv ret velhavende. Dog hendes Penge gik sikkert tabt i Onkels Skib, Barkskibet »Doris Brodersen«, som blev solgt i Hamburg med et Tab for Onkel paa ca. 55.000 Kr.

Mine Svigerforældre vil jeg gerne skrive lidt om, da jeg frygter for, at næste Slægtled ikke vil have saa let derved. Nu er det ikke saa let at skrive Slægthistorie. Der kan let indtræffe Unøjagtigheder; dog, jeg gør det saa godt, jeg efter Hukommelsen kan det. Navnlig da min Svigerfader tilbragte de sidste Aar her hos os i Bramminge, og naar vi ene sad sammen i Stuen, fortalte han jo op. Mor havde jo den Gang Lærlingene paa Kost, og da en gammel Mand jo ikke er saa rask til at spise, dækkede hun Bord for vi to i Stuen, og den Gamle var en god Fortæller, saa et og andet er der jo hængt ved, som jeg vil prøve at gjengive, nu jeg ogsaa er op i Alderen, og legemligt Arbejde kan jeg ikke holde til mere.

Min Svigerfader, Peder Mathiesen, Søn af P. M. Jensen, ogsaa kaldet Peder Skomager. Om han har været Skomager, ved jeg ikke. Mens min Svigerfader var Barn, var han Hyrde for Byens Kvæg paa Grønningen, og han maatte lidt tid­ligt op og med Hornet rundt i Byen for at kalde Køerne til deres Samlingsplads. Hans Tvillingebroder, Mathias, har sikkert ogsaa været med. Køerne blev den Gang samlet nord for Færgebroen under en Vandledning paa Pæle, hvor der pumpedes Vand op til Saltfabrikken, og de dreves paa Lavvande ud til Grønningen langs Strandkanten.

Efter konfirmationen kom han som Skik var den Gang til Søs. Han sendte jævnlig Penge hjem til sine Forældre, som havde det smaat, indtil hans. Svoger, Skipper Hans Svarrer, gift med hans Søster Ingeborg, skrev til ham, vil du tænke paa at spare Penge sammen til din Eksamen, saa nytter det ikke, du sender dem til dine Forældre, for de bruger dem. Send dem til mig, saa skal jeg opbevare dem. Det gjorde han saa, og sin Eksamen fik han. Ikke alene dansk Eksa­men, men ogsaa Hamborgers Eksamen, som det den Gang kaldtes, udstedt af Nordiske Loyds. Eksamensbeviset er min Svoger Jens Lassen Jensens Besiddelse. Han blev gift med Margrethe Lassen, Datter af Gd. Jens Lassen og Hustru i Byen Nordby, Fanø. Min Svigerfader sagde tidt, vi var saadant et pænt Par, lige høje, det vil sige smaa. Hvornaar han blev Skibsfører, ved jeg ikke. Han har sikkert afløst sin Kones Stedbroder, Niels Kallesen, paa gamle »Cito«, ogsaa ført af Tante Dortheas Mand, Laurids N. Lau­ridsen, hvem N. Kallesen sikkert har afløst, da han blev slaaet overbord og druknede i Køge Bugt. Den sejlede han med en Tid, og Huset i Byen blev udstykket fra Laurids Kallesens Gaard og bygget Aar 1869. Det var et pænt Hus med Jord til 3 Kreaturer. De gamle gjorde ikke Gjeld. Mor har fortalt, at Gulvet i Storstuen blev først lagt nogle Aar efter, til de fik Pengene tjent.

Han forliste med gamle »Cito« og kom hjem, da han hav­de sejlet ret godt og givet godt Udbytte til Aktionærerne. En Brig stod paa Stabelen paa Abrahamsens Værft i Nordby, og da den havde staaet et helt Aar, købte han den og fik samlet Aktiekapitalen sammen. Den første Rejse gik til Hamborg. Mor var vistnok med sammen med sin Mor og vist nok ogsaa Jens Lassen. Den fik Navnet »Cito« efter den gamle.

Han sejlede heldigt med den i en Del Aar. Det viste sig at være et godt Skib og en hurtig Sejler. Han gjorde flere Rejser rundt Cap Horn til Vestkysten med den. En af dem paa Rekordtid. Dog han pralede ikke, den Gamle. Han sagde, jeg havde Heldet med mig. Vinden føjede mig til Cap Horn og ligeledes op langs Vestkysten af Amerika og ligeledes paa Hjemturen, saa det var en god Skilling, Aktionærerne fik udbetalt.

Som Styrmand sejlede i mange Aar Peder Hansen Therkildsen med ham. Naar Bedstefader paa sine gamle Dage i Tanken var om bord i »Cito«, var det altid P. H. Therkildsen, han havde med. Han fortalte om, hvorledes de laa under Ækvator med stille. Pludselig gav Skibet sig til at rulle. Vejret var varmt og stille, og Vandet klart, saa de kun­de se langt ned. Da opdagede de en Hval helt begroet med Sødyr, Skaller og Alger paa Ryggen. Det var den, som benyttede Skibskølen som Kløpind.

Peder Hansen Therkildsen, f. 17.06.1845, d. 19.11.1931. gift med Anne Cathrine Nielsen, f. 28.03.1846, d. 11.01.1923.

En anden Gang paa Rejse til New York, slap Provianten op, saa Portionerne blev smaa. Saa kom et Passagerskib i Sigte for Sydgaaende. De signaliserede om Mangel paa Proviant. Der blev svaret, send en Baad herover, saa skal vi forsyne Jer. Bedstefader var ked af, han ikke kunde gaa med i Baaden, da han ikke kunde engelsk. Saa han maatte lade Styr­manden om det. Han talte engelsk. Han kom om bord og fik Baaden fyldt med det dejligste Proviant. Da Styrman­den vilde betale, blev der svaret, nej ikke tale om. Giv mig bare en Seddel paa, at vi har forsynet Jer med Proviant. Det er os en Glæde at kunne hjælpe en Kollega, der er i Nød. Vi er rigelig forsynet, og Bedstefader var glad og taknemmelig.

Han laa med sit Skib »Cito« i New York den Aften, Præsiden Abraham Lincoln blev myrdet i Theateret, og var Vidne til den Sorg og Harme, som dagen efter bredte sig over By og Land.

Han fortalte ogsaa om en Negerkonge, hvor han fik lasted sit Skib. Kongen var en intelligent Mand, der regerede som en Fader over sit Folk. Stedet var ensomt, men kun beboet af Negere. Han spurgte ham, om han ikke, da han jo var en begavet Mand, kunde tænke sig at bo et mere centralt og bekvemmeligt Sted, hvortil han svarede nej. Jeg er en sort Mand og lever her midt imellem mit Folk, som er glade ved, som jeg styrer dem, og de ser op til mig. Hvad vilde jeg blive regnet for imellem de Hvide, selv om jeg er nok saa velhavende. Nej, her bliver jeg boende.

Hans Tvillingbroder, Mathias, som var Skibstømrer og gift og havde 3 Børn, kom med ham, da det var sløjt med Arbejde paa Skibsværftet. Han kom med en Tur til Brasilien til Santos, hvor den gule Feber rasede, da de kom dertil, Mathias og flere af Besætningen kom paa Hospitalet, hvor der herskede rent elendige Forhold. Svigerfader besøgte ham der, hvor syge og døende laa imellem hverandre og de sanitære Forhold var meget dårlige. Han døde og blev begravet derude. Den gule Feber var jo en slem Pest, og mangen Fanøsømand blev derude. Skibene længtes efter at komme til Søs igjen ud i den friske Havluft. Det var næsten altid med Tab af Besætningen. Flere Skibe kom i min Drengetid til Europa med Tab af over Halvdelen og derunder af Besætningen, saa det var et Under, saa udmattede de var, at de naaede med Skib og Ladning i Havn. Nu er heldigvis Sygdommen bekæmpet. Mangen Sømandshustru paa min Hjemø modtog den Gang det tunge Budskab, at Mand og Fader blev derude og fandt sin Grav i fremmed Land.

Sølivet førte jo noget af hvert med sig. Konen var jo hjemme med Børnene og Bedriften. Den eneste Gang jeg kan huske min Svigermor var, da hun i sin fine Fanødragt var hos os for at invitere Dorrit Most til Skibsbryllup. Hun var jo Aktionær, og som saadan blev hun inviteret.

Svigerfader fortalte om, hvorledes han paa Hjemvejen ud for Brasiliens Kyst mødte en Sønderho Brig for udgaaende. Svigermoder ventede sig, saa han var jo spændt paa at høre, om hun var nedkommen. De to Skibe nærmer sig hinanden, og Sønderhoskipperen raabte og strakte samtidigt 2 Fingre i Vejret. Jow, Svigermor havde faaet Tvillinger. Naar Svigerfader kom til Hamborg, rejste Svigermoder gerne dertil, da det ikke var hver Rejse, han kom hjem. Paa en saadan Rejse kom hun syg hjem, og det viste sig snart at være en alvorlig Sygdom, Tyfus, som hun muligvis har faa­et i Elbvandet. Nu var der jo ikke Epidemihuse den Gang, som de kunde komme paa, ej heller Sygeplejesker. Lægen gjorde, hvad han kunde, og det lykkedes at faa en Kone til at pleje hende. Børnene kom ud af Hjemmet til Familien, og Huset afspærret. Sygdommen forværredes, og efter faa Dages Forløb døde hun kun 36 Aar, min Svigerfader 42 Aar. Efter hendes død blev Sengetøjet gravet ned, og ingen turde næsten komme ind i Huset. Kun Svoger Hans Pedersen og Byens Smed gik ind og bar hende ud. Min Hustru, som den ældste, var da 10 Aar. Jens Lassen 7 Aar og Tvil­lingerne, Margrethe og Peder l Aar og 4 Mdr. Der var 2 andre Sønner, Peder og Hans Peter, der døde henholdsvis 12 og 2 Aar gamle.

Hun efterlod sig 4 Børn i en Alder, de nok kunne trænge til en Moders hælpende Haand

Min Svigerfader, som laa med skibet i Hamborg, kom hjem Dagen før Begravelsen og rejste 2 Dage efter paa Opfor­dring af Rederen N. Kallesen, som lovede at have Opsyn med Hjemmet. Min Tante Ane Jensen tog sig af Hjemmet og Børnene. En Opgave hun løste paa en god Maade. 2 Aar før var hendes Far, Jens Lassen, som for det meste boede hos dem, død, skøndt han vel nok havde Aftægt og Lejlig­hed paa Gaarden hos Laurids Kallesen og Hustru Ane Ca­thrine. Der boede samtidig paa Gaarden den blinde Orga­nist, Niels Gundersen, hvem min Svigermoder saa godt som havde lovet, at han maatte flytte over til hende efter hendes Faders Død. Da hendes Fader blev begravet, hørte han efter Jordfæstelsen, at Klokkerne blev ved at ringe. Det fortalte han dem, saa de var enige om, at der snart vilde komme Dødsfald igjen, hvorfor Svigermoder sagde, da hun blev syg. Nu er det nok mig, der skal herfra.

Min Hustrus Barndomsdage var forbi nu i en Alder af kun 10 Aar. Selv om de havde en god og dygtig Husholderske, maatte hun tage sin Part med derhjemme i Omsorgen for sine Søskende. I Børn vil, nu I er voksne, kunde forstaa, hvor haardt det har været for Jeres Mor i saa tidlig en Alder at miste sin Moder og til dels have Omsorg for sine mindre Søskende. Husk Tvillingerne var kun 16 Maaneder, og Faderen paa Søen.

Den 20. Januar 1888 blev Good Templar Logen af I.O.G.T. »Fanøes Haab« stifted. De Mænd og Kvinder, som stiftede denne Loge, blev saa begejstrede for Ordenen og optaget af dens Principper, at de gik fra deres Hjem i Logen for at gøre et Arbejde for Ædrueligheden for at føre Ungdommen ind paa bedre og sundere Levemaade og for at redde de Mennesker, som led under Drikkeriet. Ikke mindst på det sidste Omraade blev der lagt et stort arbejde. I første Ræk­ke skal nævnes Forstander Sørensen, Navigationsskolen, med Familie. Peder Chr. Olsen og Hustru Olsen var allere­de, før Logen blev stifted, bleven Medlem af Ordenen i New York, USA. Disse med flere Hjem af stabile Borgere dannede en god Kerne i Logen. Navnlig Forstander Søren­ser, som med liv og Sjæl gik ind i Arbejdet for at føre de trængte til at blive løst fra Drikkeriets Baand, og vi Unge, der blev opdraget til at »sky som Gift« de stærke Drikke, og naar saa vi kom ind i Logen, da at værne om os, og slutte os sammen i Broderkæden, og at lære at underholde os med hinanden paa en god Maade uden stærke Drikke.

Forstander Sørensen gik tit paa sine Jagtture ind og talte med Svigerfader, hvad han var glad ved. Ogsaa en ung Kone fra Island, som boede i Rindby i Eskegaarden, som hendes Mand fra gode Kaar i Island, havde ført herhjem til sine gamle Forældre. Gaarden laa meget ensomt, og de Gamle fik vel daglig deres Kaffepuns, saa den unge Kone tog Ensomheden ogsaa overhaand for. Saa hun slog sig paa Flasken, og Hjemmet led derunder. Manden var jo paa Søen. Saa vidt jeg husker, fik vi ogsaa hende i Logen. Sørensen blev ved at besøge Svigerfader, og efterhaanden udviklede det sig til Venskab imellem dem. Nu var det ikke saa let en Sag. Det vilde koste Kampe at vinde over gammel Vane, og ogsaa det, aabent at erkende sin Fejl. Gaa ind i Logen var ikke saa let.

Jeg var kommen syg hjem fra Soldat og skulde stille igjen, men hjemsendt  1 Aar. Jeg havde faaet Arbejde igjen hos min Læremester, Niels Thing. Omkring 1. Maj tog jeg til Kolding og fik Arbejde der. Da det slap op, kom jeg til Vamdrup, og var der til Efteraaret. Efter at have været paa Session igjen og blevet kasseret, var jeg hjemme et Par Dage, men rejste saa til København og fik Arbejde der Resten af Vinteren. Mens jeg var hjemme i Julen, talte vi sammen, min Forlovede og jeg, om Fremtidsplanerne og havde Kortet fremme paa Køkkenbordet og stak Ruten af. Fra København til Berlin, saa videre gjennem Tyskland, Schweiz, Frankrig, Paris og hjem over London, Harwich, Esbjerg. Det vil blive en lang Tur at arbejde sig igjennem. Mor sagde, jeg skal nok vente og ikke alene det, hun blev derhjemme og tog sig af sin Fader og Søskende, men hvis jeg i Brevene nævnte, at jeg paa Grund af Forholdene kun­de blive nødt til at komme før hjem og afbryde Ruten, vilde hun syntes, det var en Skam, nu vi havde lovet hinanden at føre Turen igjennem. Saadan var nu hendes Opfattelse. Jeg som var derude saa, at ved egen Hjælp kunde jeg let kom­me til at give op. Vorherre var med mig. Hans Naade var med mig. Det lykkedes at gjennemføre Turen og naa Ruten igjennem, indtil jeg en taaget Vintermorgen midt i December 1894 igjen traadte ind i Køkkenet i hendes Hjem.

Vi havde en god Jul sammen. Da jeg havde mit Værktøj med fra Paris fik jeg fat i en gammel Høvlebænk. Da Lejligheden derhjemme ud mod Gaden var ledig, begyndte jeg saa smaat at arbejde. 16. Januar 1898 fejrede mine Forældre deres Sølvbryllup.

Midt i Februar var vi sammen til Distriktslogemøde i Ribe og blev der til Mandagen for at tage med Toget om Formiddagen til Esbjerg, hvor jeg skulde foretage nogle Indkøb. Toget, vi kom med, stoppede op i Bramminge, og vi benyttede Lejligheden til at se paa Byen. Anthon B. Niel­sen havde en Filial af Boghandelen i Esbjerg, som bestyre­des af Boghandlerens Søn derhjemmefra, Søren Clausen Hansen, og vi kom ind at se til Søren. Byen var jo i sin Vorden. Der var godt Opland til den og et Par gode Købmandsforretninger. Det nye Hotel Kikkenborg var under Bygning i første Sals Højde. Søren mente absolut, her var noget at gøre for et Par unge Folk og fik mig til at gaa ind til Tømrermester Hans Nielsen, som havde Ejen­dom og Møbelbutik. Han var ikke Snedker, men Tømrer. Jeg gik saa derind og talte med ham, om han havde Arbej­de, men i stedet fik han mig til at købe Forretningen, og jeg har nu været bosat her siden.

Denne forretning er nu blevet til ligkistemagasin og videreføres af Niels-Jørgen Hansen, som tredje generation.