Turist i barndommens by
Turist i barndommens by.
Bragt i Fanø Ugeblad den 24. august 1957.
Jeg træffer nede ved posthuset en af mine jævnaldrende, han sad lidt foran mig i klassen, og vi blev konfirmerede samme dag, men han fik sin boplads her i den gamle by ... Vi falder ganske naturligt i snak om „dengang" ... Ja, herhjemme er alting det samme, her sker ikke noget særligt, se dig bare omkring, og du må da indrømme, at der er ikke noget ændret fra dengang, vi gik i skole ... Og det er vel også rigtig. Der er ikke sket noget i byen, i hvert fald ikke for dem, der har boet her hele deres tid og kun været borte fra den i kortere tidsrum ...
Men for mig er meget ændret. Se blot hen ad Hovedgaden. Her ved posthuset er der da forandret en hel del, både i selve gaden og pladsen og i de huse, der ligger her omkring. Søren Svarrers butik har da helt skiftet ansigt, og hvor er bager Olesens. lille konditori blevet af. Henne på torvet - Konsul Lauritzens plads hedder det nu - er der kun bager Pedersens butik tilbage af dem, der var dengang. Alle de andre har fået nyt indhold.
„Cromes" store manufakturhandel er helt forsvundet, den prægede jo ellers før i tiden denne plads. Sådan er det hele gaden langs, selv om det måske nok kun er småtterier, nye og større vinduer i butikkerne, bredere trapper og mere plads i indgangsdøren, det er blevet finere, men da ikke ret meget kønnere. Hvor husker jeg den særegne hygge, der var i den gamle boghandel, hvor Søren Boghandler rask og venligt smilende vimsede omkring for at sælge af sin brogede varemængde, ingen steder, tror jeg, har jeg siden set et så interessant virvar af varer og ejendommelige - ting, som i denne særprægede forretning, med duft af kaffe og bøger og sære ting fra fjerne lande ... og inde ved siden af i banken sad Nautic-Nielsen og passede på nogle af byens penge, men der ser jo også helt anderledes ud i dag, der er blevet moderniseret, .......
Henne i de andre „pengebutikker" sad maler Thing i Sparekassen og Arctander i Landmandsbanken, og der er der tilsyneladende ikke sket større forandringer.
Jeg standser ved sadelmager Møllers butik, der stod jo altid nogle af Møllers egne billeder, som han malede rundt omkring i byen og i mark og klitter, nu hænger de rundt omkring i mange, mange hjem på Fanø og ude omkring i landet, hvor Nordbys folk har fået deres hjem og virke. Jeg husker ham denne lille rare mand, som han stod i gaden med sit staffeli og sine pensler og gav sine indtryk liv og farver på lærredet. Jeg ved ikke rigtig om han var håndværker og kunstner eller kunstner og håndværker ... jeg tror næsten det sidste er mest rigtig. Fotograf Kromans atelier er helt borte, man kan ikke gå hen til hans vindue mer' og se en .række fotografier af de, unge og gamle, som nu bor i byen, men man kan huske, hvordan der så ud inde i atelier'et, det var vel nok en stor ting, når, vi skulle „tages af".
Everten ”Ane Cathrine” malet af sadelmager J. Møller.
Pludselig, mens jeg står og kigger på Tinghustorvet, kommer der en række unge mænd i stærk fart på deres cykler tværs over pladsen og forsvinder hen over skibsværftet. Det er nutidens elever på navigationsskolen ... Og så siger du, at der ikke er forandret noget i byen, det må jeg nok sige. Husker du da ikke navigatørernes hvide huer, som de alle bar før i tiden, ja, hvide var de jo kun om sommeren; men de var navigatørernes kendetegn. Nu går også de barhovedet, som næsten alle andre unge mennesker.
Skibsværftet, ja, det er jo borte, tilbage er der kun svage spor af den før så livlige og spændende plads, grøn og stille ligger den hen. Denne plads hørte også til barndommens eventyr områder. Her byggedes de store fiskekuttere og her blev de gamle reparerede, og der lå ofte et gammelt skib på pladsen, som vi kunne lege i, og så gik det ud over de store have, bort til fremmede egne, til fjerne himmelstrøg, hvor folk var sorte eller brune, gule eller røde, vi styrede den „stolte sejler" gennem svære storme og klippefyldte farvande, og nåede altid frem til rejsens mål uden tab af skib eller besætning, dersom: da ikke Christoffersen forinden havde jaget os væk fra pladsen. Han buldrede kraftigt op, men nål vi ikke kom i vejen for arbejdet og ikke ødelagde noget, fik vi som regel lov at lege, uforstyrret i vor egen fantasiverden. Ja, hvad rummer skibsværftet ikke af minder for dem, der husker endnu længere tilbage end jeg. Den tid, hvor de rigtig store skibe blev bygget dernede, de stolte skibe, - som bar Dannebrog og Fanøs brave sømænd rundt på alverdens have« ..
Jeg går hen forbi smedeværkstedet, hen mod Langelinje, hvor alt næsten er uændret, de forandringer, der er sket her, er, synes jeg, i hvert fald kun til det bedre. Der sidder et par smådrenge og fisker krabber, og når de fanger en, slår de deri ihjel - eller også rykker de kløerne af dem, og det er jo ikke så godt, jeg siger til dem, at det er synd, det, de gør, men vender straks ryggen til og går beskæmmet min vej, thi det har jeg jo også selv gjort, da jeg var i deres alder, og jeg gjorde det sikkert også uden at tænke over, at det var et levende væsen, som jeg lemlæstede på den måde, som jeg nu så andre drenge gøre det. Videre går jeg, hen over havnepladsen, forbi arbejdspladsen ved det ny færgeleje men det er ligesom dette arbejde ikke kommer mig ved, det hører ikke med til min tid i barndommens by. Jeg går ud over engene, hen forbi Bønnings hus og kommer ud på Grønningen, hvor køerne stadig går og gumler, som de altid har gået.
Herude er der et stort udsyn. Jeg sætter mig i læ af en knold og lader øjet følge synskredsen rundt. Der er meget stille herude, enkelte fiskerbåde sejler i farvandet til eller fra Esbjerg, solen glitrer varmt hen over vandet og får det til at ligne et spejl, stille og dovent klukker de små bølger mod stranden, hist og her skylles en vandmand i land og går sin undergang i møde i solens bagende varme. Skyggerne bliver, efterhånden lange og solen begynder så småt at gå under i et luende rødt flammehav derude i vester. Jeg rejser mig og går langsomt ud mod vestestranden, som tager sin gyldne farve fra den nedgående sols stråler. Mange gange tidligere har jeg gået langs denne .strand og fundet små ting, som fortæller om det vrimlende liv, der leves i de store have. Muslingeskaller, små fint byggede konkylier og gyldne tangplanter .fortæller om dette liv. Mange andre ilanddrevne ting beretter om det hæsblæsende liv, der leves på havene, ombord i de store skibe, som haster af sted fra havn til havn, hurtigere og hurtigere ... Hist ligger en kasse, som fortæller, af den stammer fra Indien og er sendt til London, - der ligger en stump af en fiskekasse, der er mærket Billingsgate,- tomme flasker finder jeg, nogle har der været Salad Greame i, andre har indeholdt Genever eller Whisky. Ind imellem finder jeg en gammel hollandsk træsko, som dog er så slidt, at den end ikke kan bruges til en poleret beholder for en støveklud eller lignende ... Men alt sammen taler det et stille sprog om havet, der skyller omkring ved landenes kyster og napper en bid her og afleverer en stump der, om havet der kan ligge smilende og blidt vuggende, men som også kan rejse sig i vildt brølende raseri, - og så bliver FanøBoen stille, mens han tænker på sømænds og skibes kamp mod de vældige kræfter.
Efterhånden er jeg nået ned til det mondæne Fanø Vesterhavsbad... det er nu som om det ikke mere er helt så mondænt, som jeg synes, det var i min drengetid, da de mange strandkurve stod i række og geled mellem kunstfærdigt og fantasifuldt opbyggede sandborge, som var dekoreret med muslingeskaller og små flag. Tidens tand og den skarpe saltholdige havluft har tæret på det fornemme og på de kolossale kæmpevillaer. Men det fryder mig at se de mange smukke villaer, som er bygget i fanøstil med stråtag og alt hvad dertil hører. Det er som om sådanne huse passer meget bedre i billedet. Der er et vrimlende liv herude, —- både på stranden og i klitterne. Der er mange folk overalt, så langt øjet rækker... og nu bades der jo heldigvis frit fra stranden, lige netop der, hvor man ønsker at gå i vandet... jo, der holder endnu en lille række af de gamle badevogne, som jo også så stærkt hører med i mit billede af Fanøs strand. Hotellerne er de samme, de, har kun forandret sig. Ganske lidt – og ikke til det bedre, synes jeg
På tennisbanerne og på golfbanen er der endnu folk, selv om det er blevet aften, måske er der allerbedst netop nu lige efter solnedgangen. Ak, ja, det var på disse kanter vi drenge dengang tjente vor sommer løn.
Underligt som tankerne bliver letflyvende og minderne stærke her i den lyse sommeraften. Mennesker og tildragelser passerer revy for mit indre, mens jeg langsomt går ind mod byen. Og mens tusmørket sænker sig over de lave stråtækkede huse, når jeg hjem, netop tidlig nok til at være med ved aftenkaffen i haven i den lune sommeraften ...
Jeg er lykkelig, når jeg færdes her i barndommens lykkeland, mest når jeg alene får lov at gå omkring og opleve det hele på ny, da bliver det levende for mig og giver mig den skønneste oplevelse - at være turist i barndommens lykkeland.
årgang 08.
Gå til top
