Bark »Havila« af Nordby, Fanø skudt i sænk af tysk ubåd

 

 

 

En skibsdrengs første rejse

Af P. Duysen

 

Kilde: Fanø Ugeblad den 23. august 1990, 30. august 1990 og 6. september 1990.

 

 

Det var for længst afgjort, at jeg skulle ud at sejle, så da jeg i slutningen af marts 1916 havde fået min realeksamen, var jeg med det samme klar til at rejse med dags varsel, og det vil sige vi ventede besked fra far, der lå i dok i Birkenhead i England, for jeg skulle alt­så med ham om bord i „Havila" af Fanø, som far var fører på.

 

 

 

Bark »Havila« af Nordby, Fanø

 

 

Mor havde i forvejen sørget for et godt udstyr til mig, så både min køjesæk var fyldt med godt sengetøj, og min skibskiste med alt hvad jeg kunne få brug for inkl. et par nye lædersøstøvler, der blev håndsyet af skoma­ger Winther. Jeg havde naturligvis også i forvejen gen­nemgået et kursus i at vaske tøj, stoppe strømper og foretage mindre reparationer på tøjet.

 

Den 6. april 1916 kom så afrejsedagen. Jeg var i for­vejen rundt at sige farvel til familie og venner, og naturligvis til „Havila" s reder, kaptajn M. H. Mortensen (Mortenboy), som ønskede mig god rejse og gav mig det løfte, at hvis jeg opførte mig ordentligt, så skulle jeg få „Havila" at føre, når far holdt op.

Jeg rejste så til København, for al sejlads fra Esbjerg til England var indstillet på grund af krigen. I Køben­havn gik jeg så om bord i en af DFDS’s rutebåde, der gik til Hull. Jeg tror det var „Primula", den hed. Her traf jeg en matros, som også var hyret til at gå om bord i „Havila". Han hed Hans Jensen, og viste sig senere at være en dygtig sømand og en fin kammerat, som lærte mig en mængde. - Rejsen til England gik udmær­ket; vi fik noget dårligt vejr over Nordsøen, så jeg blev søsyg, men det gik over, og jeg har ikke været det si­den. Fra Hull tog vi så toget til Birkenhead, og ved hjælp af det engelsk, jeg havde lært i skolen, fandt vi også frem til „Havila", der endnu lå i tørdok. Vi fik vort tøj hen i lukafet, hvor vi hilste på alle vore frem­tidige skibskammerater, fandt os en tom køje, og fik pakket det nødvendige ud. Derefter meldte vi vor an­komst til 1. styrmand, der var fra Fanø, og som selv i mange år havde været sejlskibsfører. Kan hed Niels Ager Hansen, og var ca. 60 år. Far var ikke om bord, så ham fik jeg ikke hilst på før senere.

 

Næste dag, det var den 12. april, og på min 16 års fødselsdag, blev jeg, samt en dreng til, purret ud kl. 4 om morgenen for at gøre bakstørn og derefter gøre lukafet rent samt dække bord, så alt var klart til at drikke kaffe kl. halvseks, og alle derefter klar til at be­gynde arbejdet kl. 6. Anden styrmand fordelte arbej­det til de forskellige. Jeg var den dag nærmest stik i rend dreng, der skulle hente forskellige ting forskelli­ge steder. Blandt andet sendte han mig ned i forpeaken for at hente et eller andet. Nu var der bælgmørkt her­ned, og jeg var ikke kendt med indretningen, så jeg vidste ikke, at kædekasserne lå på agterkant af forpea­ken, så jeg styrtede på hovedet ned i en af dem, og der var langt ned til bunden, for kæderne var taget op i dokken for at blive efterset. På vejen ned må jeg alli­gevel have fået drejet så meget, at jeg ramte bunden med den ene skulder. Efter at have ligget lidt og sun­det mig og efterhånden opdaget, at der vist ikke var noget i stykker, fandt jeg en lejder til at kravle op ad, og kom op på dækket, hvor 2. styrmand modtog mig med en ordentlig skideballe, fordi det havde varet så længe. Jeg sagde ingenting.

 

Ellers var vi i gang med alle mulige reparations- og vedligeholdelsesarbejder. En dag var jeg sendt op i en bådsmandsstol for at male undermasterne. De var jo af jern og med så stort et omfang, så jeg måtte svinge rundt for at kunne nå det hele. Nu er der jo en mas­se fald og skøder, der går ned langs masten og er fastgjort til naglebænken rundt masten, så på en eller an­malerpotte, der hang nede under bådsmandsstolen, så den tippede over. Uheldigvis stod 1. styrmand neden under, så han fik sin del af malingen foruden hvad der ellers blev svinet til. Nu skal jeg ikke gengive det han sagde, dels fordi det ikke alt var lige pænt, og dels fordi det var på spansk. Senere fik jeg at vide, at når han skældte ud på spansk, så var han meget vred. Jeg kunne dog forstå så meget, at han ville have, at jeg skulle komme ned, hvad jeg dog ikke følte trang til på daværende tidspunkt, så jeg ventede til han var ude af syne. Så fik jeg travlt med at rense maling af, og dermed var den episode glemt. Niels Ager var en gam­mel flink mand, og en dygtig og erfaren styrmand.

 

 

 

Efter at være færdig i tørdokken blev vi slæbt ud på floden, hvor vi ankrede og begyndte at gøre sø-klar. Vi skulle gå i ballast til Gulfport U.S.A. i den mexicanske Golf.

En dag var det hele så klar. Lods og slæbebåd var bestilt, og vi havde hevet ankeret så meget ind, så det var klar til at løfte fra bunden. Vinden var god ud ad floden, og jeg så far travede frem og tilbage på halvdækket og kiggede på klokken, og da lods og slæbebåd ikke kom til den bestilte tid, kom der pludselig nogle kommandoråb, hvorefter der kom gang i sagerne. Mærssejiene var de første, der blev sat samtidig med ankeret blev løftet, og „Havila" begyndte at få fart ned ad floden. Der var sort af mennesker på begge sider af floden, både i Liverpool og Birkenhead, da der var ingen, der før havde set så stort et skib sætte sejl og selv sejle ned ad floden.

 

Nå, vi kom godt til søs, og efter at have fået alle sejlene sat og ryddet op, blev vagterne sat. Jeg kom på styrbords vagt, hvor det var 2. styrmand, der var den ordregivende.

Om natten blæste det godt op, men vinden var god, så sejlene blev stående, selvom skibet i bygerne lagde sig helt ned på siden. Vi havde hundevagt, og pludse­lig lød der et vældigt rabalder hen for, og vi for naturligvis derhen, og jeg for mit vedkommende havde så travlt, så da skibet tog en overhaling, så var jeg så urutineret, så benene smuttede, og jeg rutschede med fuld fart ned i læ, hvor lønningen tog imod, men hvor hovedet samtidig ramte en jernkofilnagl, så jeg så sol og måne m.v. i alle farver. Efter at have sundet mig lidt, fortsatte jeg forover, hvor det viste sig det var skø­det til underklyver, der var sprunget og lavede den spek­takel. Vi fik sejlet halet ned, og så var det i orden. Jeg opdagede så, at jeg havde fået en mægtig bule i hovedet, og gik derfor hen til far for at få lidt gjort ved den. Han spurgte selvfølgelig hvordan det var sket, men jeg ville ikke være bekendt at sige, at benene smut­tede for mig, så det gik jeg udenom, og det endte med, at jeg fik den besked, at nu havde jeg vel så lært at holde mig væk fra et skøde, der stod og hamrede med en jernkovs i enden.

 

Rejsen fortsatte så sydover ned gennem Biscayen, hvor vi havde en del dårlig vejr, men god vind, så „Ha­vila", der var en god sejler, blev presset med alle sejl i top, så vi i nogle dage indhentede og passerede fle­re dampere. Senere kom vi ind i varmere klima ved de vestindiske øer, hvor der var meget interessant at sej­le gennem Saragossahavet med al dens tang og dyre­liv. Der er skildpadder, flyvefisk, mange slags krebs­dyr, der lever i tangen, portugisiske man of wars, der er en gople i strålende farver, der ser ud som de sej­ler bidevind. Vi passerede tæt forbi Quadeloyre, en fransk ø, som i begyndelsen af århundredet blev øde­lagt ved et vulkanudbrud, og mange tusind mennesker omkom. Nu så det hele så smukt og fredeligt ud. Uden større begivenheder nåede vi så til Gulfport. Jo, jeg synes lige jeg vil nævne en lille tildragelse omkring de vestindiske øer. - Vi havde haft noget dårligt vejr om aftenen, så alle de mindre sejl, som bram og røjler, var gjort fast. Det flovede imidlertid hen ad morgen­stunden uden at 2. styrmand, der havde vagt, gav ord­re til at sætte sejl. Da det begyndte at lysne, så vi et barkskib med alle sejl i top, som var ved at indhente os, og matroserne på vagten lavede vrøvl over, at vi lå der og lod os indhente uden grund. Nu kunne de ikke tillade sig at sige noget til 2. styrmand, men så kom de op spurgte mig, om jeg turde gå ned at purre den gamle ud, for så vidste de, der kom gang i sager­ne. Jo, det turde jeg godt, og så varede det heller ik­ke mange minutter før alle var i gang med at sætte sejl. - Kun en lille tildragelse, men den viser sejlskibs-søfolkenes interesse for det arbejde, de havde med at gøre.

 

 

 

I Gulfport begyndte vi så at laste Pitzpine til Buenos Aires og samtidig lossede vi så ballasten, der bestod af en rød lermasse, der efterhånden var blevet som ben at arbejde i, så det var slid i over 30 graders varme, og med mange moskitoer. - Byen var en udpræget sydstatsby med alle de forskelle, der er mellem sorte og hvide, noget vi andre ikke kendte til, så i begyndelsen skete det tit, at man kom i en sporvogn, kun for farvede, eller på et toilet der også kun var for farvede. De stirrede noget på een, men sagde ingenting.

Efter at have fået fuld last og dækslast i højde med lønningen, afsejlede vi så fra Gulfport og nåede over i nærheden af Havanastrædet, da vi fik en frygtelig orkan, som drev os helt tilbage i bunden af bugten, selv­om vi ingen sejl førte. De fleste var bjerget og resten fløjet i stykker. „Havila" blev af vind og sø presset over

på styrbords side og ville ikke rejse sig igen, så der blev holdt skibsråd og besluttet at kaste dækslasten overbord. Vi kravlede så op på bagbordsside, fik kap­pet surringerne og begyndte at pirke dækslasten ud, hvorefter skibet langsomt rejste sig igen. Efter 3 dages forløb flovede det af, så vi kunne begynde at rydde op og få sat nogle nye sejl og begynde at arbejde os over mod Cuba igen. Det tog lang tid på grund af modvind og ofte stille, men langt om længe drev vi da for en svag brise op gennem Havanastrædet og kunne stå øst­over mod Afrika for at få fat i passaten. Det blev også en længere tur. Vestenvinden var svag og ustadig, og da vi nåede passaten var den både skral og svag, så da vi nåede „Linien" var der allerede sygdom ombord.

 

Det var først en matros fra Aalborg, der meldte sig syg og da vi nåede ”Linien" var han så svag, så han ikke kunne rejse sig, samtidig var der andre, der be­gyndte at klage over hævede ben, der bredte sig op­efter, og når hævelsen nåede knæene, var de færdige med at gå. - Sygdommen bredte sig, og da vi var på højde med Rio de Janeiro var vi kun 6 mand forude, der var arbejdsdygtige, og da matrosen fra Aalborg dø­de, besluttedes det at søge mod havn i Rio, og efter et par dages sejlads kunne vi sejle ind gennem verdens smukkeste indsejling, men med Dannebrog på halv stang, og „yellow-jack" på fortoppen. Da de på et fort, der ligger ved indsejlingen, så det, begyndte de at sky­de med kanoner og sende signaler, at de ikke ville have os ind i havnen. Vi fik så kastet anker og med stort besvær gjort sejlene fast, og snart var skibet omringet af forskellige myndigheder i både. Karantænelægen kom straks ombord, for de var jo bange for alle smitsomme sygdomme  om gul feber, tyfus og kolera, men det vi­ste sig at være Berri Berri, en sygdom man kendte, men ikke vidste noget om årsagen til. Senere opdagede man, at det var C-vitamin mangel. De syge kom på hospi­talet, og den døde ført i land og begravet på en kirke­gård i Rio et par dage efter. Alle, der kunne, fulgte ham til hans sidste hvilested. 


 

 

Efter at have fået frisk proviant om bord samt grønt­sager, varede det ikke længe, før Berri Berrien forsvandt, og vi kunne starte på den sidste etape inden Buenos Aires. Her lossede vi så vor trælast, og det tog lang tid, så vi holdt jul her i en nærmest tropisk som­mervarme. Den norske sømandspræst gjorde her et stort og uegennyttigt arbejde for alle skandinaviske søfolk. Det var pastor Nielsen, som var kendt af alle søfolk, og som jeg i de næste år lærte at kende særdeles godt.

 

 

Efter udlosningen blev vi slæbt et langt stykke op ad La Platafloden mod Rosario til et lille udskibnings­sted uden huse, hvor de fra et højt tårn kunne slidske kornsække ned i lasten. Her lastede vi så ca. 2400 tons majs, som vi skulle sejle til Svendborg med, og det var første gang „Havila" skulle anløbe en dansk havn i hele sin levetid.

Efter at være lastet slæbtes vi så tilbage til Buenos Aires, hvor vi ankrede, gjorde søklar og afventede vindforhold, så vi kunne stå ud af den lange flodmunding.

Dette skete den 15. januar og uden større begiven­heder nåede vi op til tværs af Hebriderne, idet vi ville gå nord om Færøerne for at undgå undervandsbådene. Her blev vi standset af en stor fransk hjælpekrydser, som satte prisemandskab om bord, og vi fik ordre til at søge ind til Stornoway. Det blæste ret hårdt, da vi blev standset, så vi havde kun mærssejlene og fokken på, men hen på aftenen flovede det af, og blev helt stille med sne og let frost. Det var bælgmørkt, da alle sejle­ne pludselig slog bak, og det begyndte at blæse som ud af en sæk, og i løbet af kort tid væltede søen ind over skibet, og der begyndte at danne sig is på alt det løbende gods.

Frivagten blev kaldt ud, og vi fik også giret fokken op men gaardinger og girtove var allerede så tykke af is, så vi kunne ikke hale dem gennem blokkene. Alle mand måtte derfor op på råen for at få sejlet gjort fast. Det blev en drøj tur, da sejlet var ligesom et brædt at rive i, og det fløj fra os flere gange, så der gik flere timer, inden vi kom ned igen, og da var der ikke me­get skind tilbage på fingerenderne.

Efterhånden fik vi også bjerget mærssejlene, så til sidst lå vi kun for svigtet storundermærssejl, og selv om det var et helt nyt sejl, så kunne det heller ikke holde og blæste i stumper og stykker. - Næste dag flovede det af, og hen på aftenen blev vi opdaget af en engelsk trawler, og de franske marinere fik ham til at tage os på slæb, hvorefter vi blev slæbt ind til Stornoway, hvor havnen lå fuldt af store sejlskibe og alle sammen dan­ske.

 

 

 

 

Her lå vi så i 3 uger, inden vi fik lov til at sejle, og den 24. april 1917 tidligt om morgenen satte vi sejl sammen med 4 mastet bark „Sokosta" af København og 3 mastet bark „Havothornbank" af Kalundborg. Vi sej­lede efter det engelsks admiralitets forskrifter. Havde god vind og fint vejr, så det gik rask fremad hele dagen og natten.

Om morgenen var „Havila" sejlet fra de to andre, så de var ude af syne. Kl. 14.00 den 25. april lige efter frivagten havde spist, lød der pludselig et skud, og vi var klar over, at nu skete der noget. Skibet blev løbet ind i vinden, og vi for ud på dækket, hvor der i det sam­me kom en granat, der borede sig ind i bakken og sprang, så stumperne fløj om ørerne på os. Vi løb straks hen til bådene, som var svinget ud og efterset i Stornoway, så det var kun at kappe surringerne og fire dem af, men vi fik kun den styrbords båd i vandet, da undervands­båden åbenbart havde travlt, for han lå på vor bagbords side og hamrede den ene granat efter den anden ind i skroget, og det opstående, bl.a. lukafet, som han skød i brand, så der kunne vi ikke være, og måtte alle 22 mand i den ene båd.

Vi kom også godt væk fra skibet, og så fik vi først øje på undervandsbåden, der var armeret med 2 kanoner, og som nu sejlede ind mellem os og „Havila" samtidig med at den sendte nogle granater ind i agter­skibet lige i vandlinien. Det varede derfor heller ikke længe, før den begyndte at krænge over, så den til sidst lå med alle sejlene i vandet. Det var et grimt syn at overvære. Pludselig begyndte agterskibet at synke, og i løbet af et øjeblik forsvandt det i Atlanterhavet med bovsprydet som det sidste over vandet. Undervands­båden bekymrede sig ikke om os, men sejlede blot vi­dere.

 

 

 

 

angrebhavila


 


 

Nu var det heldigvis fint vejr, da det skete, så efter at vi havde sundet os, blev kursen sat mod Orkneyøerne og sejlet sat, da der var god vind. Om natten fik vi øje på et fyr, men samtidig sprang vinden, og det blæste op med snebyger, så vi måtte bjerge sejlet og have fat i årerne (2 mand ved hver åre). - Det blev en drøj nat, for søerne vaskede jo ind i båden, der ikke havde ret meget fribord med så mange mennesker om bord, så 2 mand måtte hele tiden øse og alligevel sad vi med benene i vand.

 

Vi forsøgte med nødraketter, men ingen observerede os, heller ikke på fyrtårnet, som vi nåede op til, da det blev lyst ved 9 tiden og fyret var slukket. Det viste sig, at det var Sule Skerry, en lille klippeø ca. 50 sømil vest for Orkneyøerne, og der findes kun det fyrtårn og de tre mand, som passer fyret. Vi prøvede at sejle rundt om øen eller klipper, for andet er det ikke, for at kigge efter en landingsplads, men der var ingen, og søen vaskede op ad klippen hele vejen rundt. - Vi tur­de heller ikke fortsætte i det dårlige vejr, så vi sejle­de rundt en gang til, og så, at der var ligesom en dyb revne ind i klippen, og der besluttede vi at prøve på at gå ind.

Vi roede alt, hvad vi kunne, kom også ind i revnen, hvor stævnen knustes og båden sank, men flød på luftkasserne; dog var der også nogle stykker, dei var nået op på en afsats på klippen og efterhånden lykkedes det at få alle mand bjerget derop, og ved fælles hjælp lyk­kedes det så efterhånden at komme helt op på klippen og hen til fyrtårnet, hvor vi fik dem vækket.

Kun officererne måtte komme ind i fyrtårnet. Vi andre fik anvist et træskur, hvor vi kunne ligge på gulvet, og det var en kold omgang, og vi måtte op at løbe rundt om huset nogle gange om natten for at holde varmen. Det viste sig, at klippen var så bar, så ikke alene proviant, men også vand måtte tilføres, så vi blev naturligvis sat på streng ration med det samme.

 

Da vejret bedredes fik vi vor båd hævet ved hjælp af en kran, og tømmermanden og snedker gik i gang med at reparere den, og da vi havde været på klippen en halv snes dage, besluttede 8 mand frivilligt at gå i båden for at søge over til en større ø. De sejlede så af sted en tidlig morgen med god vind og godt vejr, og om aftenen blev de opdaget af en engelsk jager, som samlede dem op og rapporterede, hvor vi var. Næste dag kom der så en fyrdamper og en armeret trawler ud for at hente os. Her kunne man mærke, vi var blandt søfolk, de vidste ikke det gode de ville gøre os. Nå, vi kom ind til Main Island og blev i bil kørt til Kirkwall, hvor vi blev indlogeret og fik noget tøj, for vi havde ikke andet, end det vi stod og gik i.

 

Efter 8-10 dages forløb fik vi besked om at skulle overføres til Glasgow, så vi blev med militær eskorte sejlet over til byen Thurso i Nordskotland, hvor der holdt et tog. Her var 2 vogne reserveret, og da vi var kommet ind, blev vognene plomberet, og soldater stod vagt ved alle udgange. - Vi kom godt til Glasgow, hvor vi atter blev sluppet fri og kunne gøre, hvad vi ville. Her var vi i nogle dage, hvorefter vi blev sendt til New­castle, hvor alle torpederede søfolk samledes for at bli­ve sendt hjem, efterhånden som der var plads i de hjem­gående skibe. Vi kom hjem med D.F.D.S.'s „Holar", en mindre damper, der kunne tage nogle passagerer. Vi sejlede nordpå for at samles i en konvoj, der så under engelsk beskyttelse sejlede over til Norge. Vi sejlede i 2 lange rækker med et krigsskib som førerskib. Uden­for fragtskibene sejlede så en række armerede trawle­re på begge sider, og endvidere var der 3-4 torpedoja­gere, som for rundt om os alle for at holde undervands­bådene væk.

Vi kom imidlertid over til Bergen, uden at der skete noget, så vi var heldige. Det var ikke alle, der var det, bl.a. blev „Holar" sænket af en torpedo rejsen efter.

Fra Bergen fortsatte vi sydefter, indenskærs, og langs den norske kyst ned til Helsingborg, hvor en dansk tor­pedobåd fulgte os over til Helsingør, for at de tyske torpedobåde, som også lå der, ikke skulle kapre os, når vi var midtvejs, og føre os til Tyskland.

 


 

Endelig nåede vi så København, hvor vi skiltes, og kunne rejse hver til sit.

En skibsdrengs første rejse var slut, og den blev på grund af krigen lidt mere begivenhedsrig end normalt, men ellers afveg den ikke fra, hvad så mange andre skibsdrenge oplever. Ganske vist sagde mine kammera­ter, at hvis det var sådan at være skipperens søn, så ønskede de ikke at være skipperens søn, og det er rig­tigt, at det altid var Peder, der blev kaldt på, når der skulle laves noget særligt. - Jeg husker også engang, hvor der en bælgmørk stormnat var sket et eller andet med et fald, så vi kunne ikke få det halet gennem blok­ken. Pludselig var skipperen kommet til, og Peder skul­le straks derop, men det var der em matros der synes var for galt, for han hviskede til mig, at han nok skulle gå med mig op.

Jeg havde imidlertid det bedste forhold til min far. Vi kunne tale om alt, og jeg vidste at hans motiver var de bedste. Jeg skulle dels lære noget, og det skulle ikke hedde sig, at der blev taget hensyn til skipperens søn.

 

 

Nordby, Fanø 1974.

P. Duysen

 

 

 

 

 

Peder Duysens far: 

 

Harry Poul Due Duysen 

13. oktober 1873 – 2. november 1931 

Søn af styrmand Peder Duysen 

Gift med Anne Margrethe Nielsen, datter af skibsfører Niels Nielsen 

Søn: toldkontrollør P. Duysen 

 

Fanø Ugeblad den 19. april 1990: 

 

”DØDSFALD

Mandag den 9. april er pens. toldvagtmester Peder Duysen, Willemoesvej, Nordby, afgået ved døden i sit hjem.

Peder Duysen var søn af kapt. H. Duysen, og drog som ung mand til søs og tog senere sine eksaminer fra Fanø Navigationsskole. Det blev dog hans lod gennem mange år, at gøre tjeneste i toldvæsenet, hvor han sluttede som toldvagtmester, da han tog sin afsked fra embedet på Fanø.

Han fik betroet adskillige tillidsposter her i sin fødeby.

 

Han var gennem en årrække medlem af Nordby sogneråd og tilsynsrådet for Fanø Sparekasse, samt bestyrelsesposter i Assurancefonden og flere andre foreninger.

Peder Duysen var en afholdt mand, der var i besiddelse af et godt lune og et venligt sindelag. Han havde den sorg at miste sin hustru, fru Margit Duysen godt en månedstid før han selv døde, og savnet heraf var meget svær for ham, efter næsten 65 års ægteskab.

I ægteskabet var der tre børn, der alle er bosat udenfor Fanø.”

 

.

I N. M. Kromanns ”Fanø søfolk i storm og stille”, nind 2, side 205 finder vi også en beretning om sænkningen af ”Havila”:

 

 

Bark »Havila« af Nordby, Fanø.

Skudt i sænk i Atlanterhavet den 25. april 1917 på rejse fra Buenos Ayres

til Svendborg med 2367 tons majs. Ingen omkomne.

 

»Havila« afsejlede d. 15. januar 1917 fra Buenos Ayres Red efter at have indtaget en ladning majs, som ifølge konnossementet udgjorde 2.366.500 kg bestemt til Svendborg. Ved afgangen var skibet hægt og tæt og i fuld sødygtig stand for rejsen. Den 18. jan. kvitteredes lodsen. Der styredes efter Kirkwall ifølge rederiets Instruktioner. Under vekslende vejrforhold blev skibet den 29. marts stoppet af en fransk hjælpekrydser. Skibets position var da c. 59 ° 40 ' N. Br. 10 ° 14' V. Lgd. En officer og en underofficer med 4 Mand blev sendt om bord, og disse beordrede skibet til Stornoway.

 

8. april ankredes på Stornoway Red. Skibets papirer blev taget i land for undersøgelse uden nogen forklaring hvorfor.

13. april blev skibet frigivet af regeringsmyndighederne, men grundet på uheldige vejrforhold blev skibet liggende til 24. april Kl. 7, da skibet afsejlede fra Stornoway. Ved afgangen var vinden W. S.W. flov vind. Førend skibets afgang modtog kapt. instruktioner fra det engelske admiralitet om at styre 5 Kml. af Landet indtil 5 Kml. Nord for Hebriderne, derfra styredes en kurs ikke østen for 6° W. Lgd. til 60° N. Br., og derfra Øst til 3° W. Lgd.

24. april om eftermiddagen gik vinden nord og senere nordlig, og skibet stod da østover til kl. 21,00, vendte da, og skibet lagdes vester over til kl. 24,00. Nu var det stille med let dønning. Kl. 4,00 den 5. april var der flov luft fra syd, styredes da en nordligere kurs. Kl. 10,00 var skibet O. S. O. af øen North Rona, c. 14 Kml. Afstand.

 

Kl. 14,15 hørtes pludselig et skud. 1. styrmand, som havde vagten, kaldte straks kapt. paa dækket, og en undervandsbåd observeredes c. 1 ½ Kml. afstand. »Havila« førte de danske nationalitetsmærker og hejste straks det danske flag under gaflen, så snart det første skud var faldet, og inden noget skud havde ramt skibet. Ubåden førte intet flag og ingen mærker. »Havila« løb straks efter det første skud op i vinden og var løbet op i vinden, inden det andet skud faldt. Ubåden vedblev imidlertid at fyre på »Havila«, så de ikke kunne sætte bagbords båd i vandet. Mandskabet kom straks agterud. Flere af skuddene ramte både i boven og i lukafet. Hele besætningen gik derefter fra borde i styrbords båd, og først efter at de var kommet klar agten for skibet, holdt ubåden op at fyre og kom nærmere, og den skød da agter fra skibet i sænk med 2 skud. Ubåden forlangte ikke at se noget af skibets papirer og gav intet signal til båden, men vinkede blot til den, efter at skibet var sunket. Vinden var da V. S.V. styrke c. 4; de var c. 15 sømil nord for North Rona. Da de ikke kunne gå ind der, og da det var diset, satte de kursen sydligere til S. S. O. Kl. 2,00 den 26. april sås fyret på Sule Skerry, og der styredes for samme, hvortil man ankom kl. 6,00.

Kapt. havde senere udregnet stedet for skibets sænkning efter formiddagspejlingen og bestikket til 59 ° 30 ' N. Br. og 5 ° 27 ' V. Lgd.

Skibets fører H. Duysen, Nordby, Fanø.

1. styrm. N. A. Hansen, Nordby, Fanø.

Letmatros P. Duysen, Nordby, Fanø.

 

 

 

 

 

 

 


Gå til top