Fra Pontoppidans "Danske Atlas", bind 1, København 1763.

Erik Pontoppidan (1698-1764). Biskop og prokansler, teologisk og historisk forfatter. Hans hovedværk "Den Danske Atlas Eller Kongeriget Dannemark" - udgivet i årene 1763 til 1781 - er den første store samlede beskrivelse af Danmark. Værket indeholder mangfoldige - i adskillige tilfælde de tidligste - gengivelser af danske byer og steder samt 15 kort over danske områder. Pontoppidan nåede selv kun at få udgivet de to første bind, arbejdet videreførtes derefter på grundlag af Pontoppidans forarbejder af Hans de Hofman, Jacob Langebek og B.C.Sandvig. 

Danske Atlas er det første bogværk med en fuldstændig historisk-topografisk beskrivelse af det daværende danske rige - sted for sted - udarbejdet på grundlag af lokale meddelere og rigt illustreret. 

Købstæderne er gengivet med grundplaner og prospekter i kobberstik efter forskellige tegneres forlæg. 

Prospekterne af byerne præsenteres med landbrugslandskabet i forgrunden, som det så ud dengang. Charmerende scenerier af landmandslivet med husdyr, hyrder og høstfolk etc. - et kulturhistorisk spejl af tidens landbrug og landskab.

Pontoppidan: DANSKE ATLAS 1763

Fanøe

Fanøe er en temmelig stor Ø af et Par Miles længde og en halv Mils Brede, l Omkreds 62,821 AIne, hører til Riiberhuus Amt og Skads Herred, hvor uden for den i Havet er beliggende. 

Landet haver tvende Kirker og følgelig tvende Sogne, nemlig Nordby Sogn eller det egentlige Fanøe, og Synderhoved, hvilket fordum findes regnet for en aparte Øe, og endnu af nogle bliver anset som et Land for sig selv, endskønt det er den halve Deel af Fanøe og er dermed landfast.

Til det første Sogn hører Nordby og Nordbye Mølle, til det sidste Sønderhoe Bye og Mølle.

Indbyggerne i Nørbye Sogn vare i Aaret 1763, 1172 Sjæle, af hvilke 924 over 12 Aar betalte Exstra Skat, men i Sønderhoe Sogn 766 Sjæle, hvoraf 539 betalte Exstra Skat.

Nordbye ligger i en Række som en Halvmaane, og deles ligesom i fire Byer: 1. Renderne. 2. Byen.  3. Nordby.  4. Odden. l den sidste Del boer de fleste Indbyggere for Sejladsens Skyld, thi de har Havnen straks ved deres Huuse, hvortil ej alene er god Indfart, men der er og bequem Vinterlag for fremmede Skibe. De Seglende lande altid ved den østre Side af Landet, enten ved Sønderhoe eller Nordbye; de fra Sønderhoe have deres Ud- og Indfart af Riiber Dyb, de fra Nordbye af Graadyb. De Skibe, der gaae ind paa synder Side af Riiber-Dyb, visiteres af den kongelige Visiteur, som bor paa Sønderhoe, men de som gaaer norden ind ad Graadyb til Fanøe Havn, opagtes af samme Visiteur.

I Henseende til Eiendom tilhører dette Land, Beboerne selv, som for nogle Aar siden har kiøbt det af Kongen, tillige med Strand Rettigheden dér for Landet.

I det gejstlige staaer Øen under Skadsherreds Provstie, men l Henseende til det verslige Jurisdiction har den sit eget Birk, kaldet Fanøe Birk, samt egen Birkedommer og Birkeskriver, som holde Birke-Ting om Fredagen.

Præsterne faa, foruden Offer og en tredie Del af QvægTiende, sin visse Part og Tiende af hver Fiskebaad efter deres Størrelse, og desuden aarlig af hver Baad en Torsk.

Skipperne her paa Øen have ikkun smaa og hængmastede Fartøier til 60 á 200 Tdr. Rug. Med disse lade de sig fragte af Kiøbmændene i Varde og Riibe til Holsteen, Hamborg, Bremen og Holland .

Fanningerne have og megen Handel, med Tørv, som de med deres Baade og smaa Skibe hente fra det faste Land, og dels selv bruge, men for en stor Deel udføre til Marsklandene og de Steder og Øer, som mangle Brændsel.

Fra dette Land udskrives gode og befarne Matroser til den kongelige Flaade, naar behøves, og som af Søe Enroullerings Chefen ved de aarlige Sessioner regleres.

Mandfolkets Klædedragt er den almindelige Skipperdragt, men Qvindekiønnets lig Amagernes, med Forskel, at disse bruge alle grønt Rye, Qvinderne gaae om Sommeren med en sort Maske for Ansigtet, som de kalde en Strud.

Landet paa vestre Siden bestaaer mest af Sandbierge, bevoksede med Helm, undtagen at der hist og her imellem Bakkerne findes en liden grøn Plet.

At Sandet i ældre Tider har haft Overhaand og giort stor Skade der paa Landet, viste bl.a. et Brev af 1573, hvorved Kong Frederik II bevilger Sognepræsten paa Fanøe Hr. Søren Trugelsen at være frie for Sandtold at give af halvandet Skib, som han selv om Aaret udreder til Søes, efterdie hans Gaards Eiendom meste Parten af Sand var fordærvet  og en stor Deel af Bøndernes Eiendomme af Sand ødelagt, saa han ikke kunne have hverken Avl eller Tiende, som andre Præster før hannem. 1592 bevilgede Kong Christian IV daværende Sognepræst paa Sønderhoe, aarlig at oppebære Konge- og Korntienden af Tiæreborg Sogn, efterdie Sønderhoe er en Udøe, som meget Sand er paa, hvilket fordriver og fordærver Kornsæden dér paa Landet. Og 1637 har samme Konge givet Bønderne paa den øe Sønderhoe i Riiberhuus Len, som formedelst skadelig Stormflod og Sandknog ere geraadet i Armod, Lindring i deres aarlige Landgilde.

Men langs den østre Side af Landet ere gode Marsk-Enge og got Agerland, hvilket bærer overmaade skønt græs, og mest hvide Snærer, som Beboerne, saavidt det ej slaaes, betiene sig af med største Sparsommelighed til deres Chreaturers Tøjring.

Jorden bruger de gementlig i tre, og lade den hvile i tre Aar. Deres Sæd er alene Sommer-Rug, Byg og Havre. Aulingen besørges mest af qvindekønnet, som i Høe-Slelten leje Folk til Hjælp fra det faste Land, siden Mændene enten fare til Søes eller fiske.

Under denne Øe falder temmelig Mængde af Rav, især med stille Sydost Vind, fornemmelig, naar Dagen tilforn har blæst en Storm af Synden.

Fiskeriet er en god Del af Fanøernes Næring. De begynde at fiske i Marty eller April Maaned, ligesom Storm og Vejrliget tillader.  Fjorten Dage før Sct. Hans ophører Vaar-Fiskeriet, da de drage bort og sælge deres Fisk, undtagen nogle fattige, der blive ved at fiske, endskønt Fiskeriet da er af ingen Betydning, siden Fisken i Heden gaaer fra Landet. Høstfiskeriet begynder mellem Mikkels og Mortens Dag efter Torsk og Hvilling og vedvarer indtil Vinteren forbyder det. Flynder eller Skuller fanges med fine Nætter, hvert Garn 15-16 Favne langt. Hver Mand som fisker udreder 5 slige Garn til den Baad han fisker med. Torsk, Hvillinger og deslige fangen med Kroge, satte paa lange Liener, som om Efterhøsten bruges af Uld. Hver Bak Liner, det er et Trug som Linen med sine Kroge og Orme ligger i Orden udi, holder 400 Kroge. Hver som fisker, skaffer til sin Baad 2 saadanne Bakker. Pigerne grave Orme dertil paa den nørre Ende af Landet, hvor de findes i Mængde. Hver Pige graver til to Bakker, følgeslig 800 Orme hver Dag, der fiskes med Liener. Hummere og Krabber fanges om Sommeren i Garnet, og jo mere Heden tiltager, jo flere, men de rive Garnene Synder og giøre Fiskerne større Skade en Fordel.

Dybet, hvor de Fiske, er skabt som et Drifte-Trug, dybest i Midten og grundere mod Siderne. Fanøerne, saavel de fra Sønderhoe som Nørbye, fiske paa en Strækning af 8 á 10 Mile fra den Øe Sild - som det Syndereste de fiske, hvor de er fire Miile fra Landet og på 12 á 13 Favne Vand, indtil den syndre Side af Refshorn lige ud for Blaabjerg i Vesterherred, hvor de holde sig tre Miile fra Landet paa 9 - 11 Favne Vand.

Ludfisken behandles saaledes: Flynderne afskæres Hovederne, ridses paa den ene Side, Indvoldene udtages, lægges 24 Timer i rent Sand, derefter vel aftoes og hænges op paa Rækker, som i Ruder ere sammenbunden af Halmsime og festede ved adskillige Træer, som i Jorden ere Fastsatte. Dér blive de hængende tæt paa hverandre, indtil de bliver haarde og hvidblegede af Solen.  Hvillingerne skæres Hovederne af, men ej af Torsken, af begge tages Indvoldene, de flekkes og for Resten omgaaes som Flynderne.  Indvolde og Hoveder af Hvillinger holde Indbyggerne for den bedste Giøde.

Saltet og tør Fisk laves saaledes. Flynderne afskæres Hovederne, Indvolde aftages, de toes i mange Vande, hugges med en liden Øxe tvært over 3, 4 å 5 gange, ligesom de ere store til, tværs igennem, sættes Natten, over i Riiskurve, at Vandet kan løbe fra dem, derpå nedsaltes de med lidet Salt i et Kar eller en Ballie 2 á 3 Dage, derefter optages de og toes rene, hænges saa op i ovenmeldte Rækker, to og to sammenbundne ved Halerne, men de maae meget vel tages i Agt for Regn og Dug, thi deraf bliver de haarde. Dette Slags Flyndre er det, som andetsteds have Navn af Riiber-Skuller eller Riiber-Flynder, saa kaldte, fordi en stor Del deraf sælges aarlig i Ribe, især til Sct Hans Marked, og bleve i forrige Tider af Riiber-Kjøbmænd førte Udenlands til Forhandling. Og endskønt Fanningerne nu om stunder selv med deres smaa Fartøjer have fundet Vejen til Hamborg og andre Steder i Hertugdømmerne for at sælge deres Flynder, beholde de dog det gamle Navn af Riiber-Flynder.

De saakaldede Præste-Flynder ere af samme Slags, men have ventelig dette Navn af Præste-Tienden;  som altid er de største og bedste.

Hvillinger, Torsk og Tunger, som saltes og tørres, behandles paa samme Maade som Flyndrene, undtagen at Torsk og Tunger beholde Hovedet.  Alle Torsk og Hvillinger, som fanges i Efteraaret, nedlægges og saltes paa saadan Maade:  Torsken afskæres Hovedet, flekkes, skæres i fire Parter, lægges i Saltlage een Nat, optages og perses, nedsaltes derpaa i Fjerdinger eller Halvtønder. Hvillingerne afskæres Hovederne, rengiøres og lægges i Lage een Nat, siden nedsaltes l Fjerdinger eller Halvtønder.