2. Dens økonomiske forfatning.

Indbyggernes levemåde er i almindelighed, tarvelig. Fisk, torsk, hvillinger og flynder, som de selv fisker og tilbereder, er den almindelige mands meste spise. Til deres bryllupper og andre højtideligheder gives almindelig kun 2 retter, nemlig ærter og flæsk, vin eller brændevin, mjød og øl, som vilkåre­ne er. Deres klæder er simple, mest hjemmegjorte af egne fårs uld, mørke og noget korte, efter hollandsk smag og almindelig meget renlige i klæder og husvæsen. I brændsel, der falder meget dyr, er de almindeligen sparsomme, og sjælden ses ild på skorstenen uden ved madlavning. De har bilæggerovne i stuerne, og i disse ovne lægges straks de få levninger af ild fra madlavningen, for ikke at gaa til spilde. I øvrigt må Solen gøre det meste af deres stuevarme. 

3. Folkemængde.

Øens begge sogne består af 22 å 2300 mennesker, omtrent 450 beboere (husstande), og deraf ca. 56 avlsmænd, der fisker tillige; resten er skippere, fiskere, håndværkere og gamle ugifte fruentimmere. 

4. Jordbund.

Omtrent det halve af øens overflade er øde, dels med helme begroede sandbjerge. Af resten er vel 1/3 del ringe, løs og sandig små hede, der kun tjener til græsning for får og unghøveder, og noget lidet deraf bjerges til brændsel, men er ringe. Af det øvrige er vel 3/4 del agerland, dels sandig og dels muld og klægagtig, der bærer sommerrug, som kaldes valing. Vinterrug borttager kulde og vandskade. Byg og lidt ærter, samt havre på de lave steder.

I frugtbare år avles her 4 til 10 fold; men i tørre år, som oftest ikke udsæden igen. Men agerlandet har den særegne beskaffenhed: at det kræver og kan tåle gjøde hvert år, det besåes. Meget deraf er udsat for sandflugt, som uagtet flid med dæmpning og plantning idelig beskadiger og ofte ganske ødelægger samme. Hele øen er fri for sten, undtagen de som hidrører til stenbro og hegn, der er kommet fra fastlandet. Den øvrige 1/4 del af jordbunden anses for klæg og moseagtig mærsk og gjestenge, der efter årets frugtbarhed giver l. 2 å 3 læs hø på hver dags slet, eller tønde land geometrisk mål. 

5. Udskiftning.

Øens såkaldede hede og forrte er udskiftet; men ager og eng ikke, begge dele ligger i flæng omkring i færre og flere stykker for een ejer. Samme, især agermarken, anses for utjenligen at udskifte, dels formedelst den naturlige voldsomme anfald af sandflugt en del deraf er udsat for; dels den særdeles store forskel, der er på agerlandets indvortes værd og beliggenhed, og dels de mange lodsejere, der er i øens ubetydelige agermark.

6. Fornødenhed eller mangel på brændsel.

Når undtagen nogle ringe sadder og lyng, som nogle af avls­mændene kan bjerge på deres hede og forrte, må alt resten købes og hidføres fra det faste land, der sker ved de mindre af de i 7de og 8de poster nævnte fartøjer. Denne artikkel koster øen, al sparsomhed uagtet, nogle tusinde rigsdaler om året. Således trækker også fastlandet nogle tusinde rigsdaler årlig her fra øen for hø; efterdi de fleste beboere her har en ko eller flere, og det hø, som avles her på landet, er langt fra ikke tilstrækkelig til deres vinterfodring. 

7. Skibsfart.

Med rederier - mest Eilandets egne indbyggere - har ØEN et antal af ca. 180 fartøjer, gradvis store fra 1/2 til over 30 commerce-læster, foruden nogle åbne både til fart mellem øen og det faste land. Disse større og mindre fartøjer er alminde­lig bygget, og bygges her på landet af dansk eeg, som over Ribe hidføres. Hovedrederen er almindelig skipper på sligt fartøj. I antallet af mandskab til at føre disse skibe er og indbyggerne her udmærket sparsomme, thi de mindste føres af een mand, de større har forholdsvis 2, 3 eller 4 mand, og de største kun 5 mand.

Og med dette må øen, særdeles Sønderhoe sogn, dog årlig hyre mange matroser fra havsiden på det faste land, af mangel på dygtig mandskab nok af øens egne, hvoraf dog kun en saare enkelt person går herfra i anden fart. Derfor føles endog savnet af enhver mand, som herfra årlig til orlogs udskrives. Øen har 14 hængmastede åbne fiskerbåde, der bruger hver 8 å 12 mand, men for søfartens skyld må nøjes med avlsmænd, aftægtsmænd og andre, der er for gamle til at fare, eller uformuende til at rede med i skibe. 

8. Næring.

Samme består fornemmelig i fragtfart på Norge, Altona, England, Frankrig, Østersøen og Middelhavet, alt efter fartøiernes størrelse.

Dernæst avlsbrug, fiskeri, den mindre fragtfart mellem det faste land, samt ad åerne op til Ribe og Varde; så skibsbyggeri, væven, spinden, dagleje og deslige. 

9. Industri.

Skibsbyggeri er den vigtigste del. 6 å 8 skib bygmestre, alle oplærte af den nu affældige, men til sin tid udmærket duelig skibsbygmester Holst her på Fanø, er, med 4 - 5 mand hver under sig, næsten stedse i arbejde her på Øen, da her endog byg­ges skibe, som sælges til Ringkiøbing, Randers og andre kjøbstæder.

Således er og fiskeri, og de fangede fisk fortrinlige tilberedelse her betydelig. Foruden de mange, som bruges til øens for­nødenhed, sælges betydeligt til landboerne ved markederne i Ribe og Varde, samt ellers til Holsteen og andre steder, ja selv til hovedstaden.

Øen har adskillige væverstole, smede, snedkere, rebslagere, sejlmagere og bødker. Fruentimmerne spinder hør og uld til deres husfamiliers fornødenhed, og ældre ugifte fruentimmer spinder betydeligt for penge til det faste land, formeligt til Ribe. Nogle binder eller strikker uldne strømper og vanter. Dette sidste gøres meget af de søfarende mandfolk, i den tid de er hjemme om vinteren, for såvidt de ikke beskæftigede sig med at sy og arbejde på deres skibssejl og andre skibsredskaber. 

10. Sædvaner, derunder anføres.

Husene bygges gemenlig i øster og vester. Stueværelserne er stedse i søndre side med mange vinduer, for der igennem at lede vinter- og forårssolen til besparelse af brændsel.

Bygningerne er almindelig efter een smag, een etage, grundmur eller bindingsværk, rør eller stråtække, og køerne med deres foder altid i stuelængen, så at man, uden at gå ud, kan røgte og malke dem. Hegn om kålhaver er plankeværk, sadder eller tangdige.

De fleste, undtagen de anførte avlsmænd, der har heste og vogne, graver deres land til sæd. Dette må ske af fruentimmere, der i almindelighed må drive slige mindre steders avling, medens mandfolkene enten farer eller fisker. Fruentimmerne må og rengøre, salte, tørre, behandle og forhandle, samt forud grave orm, der tages ved strandkanten og sætte på kroge til de fisk, som mandfolkene fisker. Under alt sligt arbejde bærer de sorte klædesmasker for ansigtet, der meget konserverer dem imod de barske vinde, og kaldes en strude, samt et stribet ul dent bånd oven om skørtet, der kaldes kiltbånd, og udgør en slags pynt.

Indbyggerne anlægger sorg for slægtninge, såsnart disse formodes forliste eller døde til søs, skønt dødsfaldet ikke er bevist. De stifter og fuldfører deres ægteskaber om vinteren. De hjælper hinanden, uden betaling, at indpakke deres korn, hø, brændsel og deslige, så og at optage og nedføre deres fartøjer Om vinteraftener samler mandfolkene sig almindelig visse ste­der, som de kalder "råd". De gifte for sig, og de ugifte for sig, for nogle timer til kl. 7 å 8, at tale om adskilligt til tidsfordriv, særdeles deres den forløbne sommers bedrifter og hændelser, og da finder man mange af begge klasser med deres strikkehose i hænderne. Kortspil er sjældent og da almindelig om nødder, kringler etc., også dette hører til økonomien. Der­imod har det været en gammel skik, ikke at spise nyfødte kalve, men denne er nu næsten forsvunden

11. Vedtægter.

Foruden de almindelige og på lovene grundede vedtægter om hegn og fred, om vejes. og grøfters istandgørelse til bestemte tider, og helmeplantning ligeså, er også som vedtægter, at hver fiskebåd har sin bestemte plads ved havnen at ligge an på, som ingen anden må bruge, og at ingen må skyde ballast uden på be­stemte steder, eller grave huller ved havnen uden, inden 24 timer igen at fylde samme. 

FAN0E den 30. maj 1806

Nørup

Birkedommer