Fanø 1872

Ludvig Frederik Both

(L. Both)

f.: 09.11.1823 i Kbh.
d.: 02.01.1887

Topografisk forfatter, søn af politibetjent Carl Ferdinand Both. Han nød stor popularitet som formidler af bl.a. Københavns historie, som han beskrev i en række topografiske værker, og i bladartikler. Samtidens historikere betragtede ham dog som "uvidenskabelig".


Fanø er egentlig at betragte som et stort frarevet stykke af den karakteristiske    klitrække, der værner for en del af den jyske vestkyst, fra Limfjorden sønder på, og den har også påfaldende det samme udseende. Den østlige side af  Øen ligner ganske de store sletter, der breder sig bag klitterne mere nordpå,   og derfra imod vest højner klitte sig mod klitte, indtil man når havstokken. Det c. 1/2 mil brede Grådyb er egentlig kun at betragte som et stort »minde« og bugten mellem øen og fastlandet som en stor fjord. Selve den nuværende ø Fanø har endogså været gennembrudt der, hvor sogneskellet mellem Nordby  sogn og Sønderho sogn nu er, så at Fanø dengang var to øer, men ved sandflugt og bølgernes lune er dette gennembrud igen blevet udfyldt, ganske som mange af minderne nordpå. Efter den skikkelse, øen for øjeblikket har, har den en længde fra syd til nord af lidt over 2 ¼ mil, medens den største bredde er 2/3 mil, den har en omkreds af 5 3/4 mil og et fladeindhold af omtrent en kvadratmil (9724 tdr. tand) med en be­folkning af 3259 mennesker.

Omtrent halvdelen af øens areal består af Øde dæmpede flyvesandsklitter, og af resten er omtrent 1/3 hede, der dog kan tjene til græsning. I de gode år kan der avles 4-10 fold, men i tørre år må man være glad, når man får udsæden igen. Gårdmændene driver deres jorder tildels med hestekraft, men de, som kun. har mindre avl, bruger bestandig spaden. Da mændene for det meste er til søs på den tid, markarbejdet foregår, er det den kvindelige befolkning, der beskæftiger sig med at dyrke jorden. Om vinteren derimod hjælper mændene kvinderne med alle huslige sysler.

Hø og tørv har øen mangel på. Det meste hø bjerges i klitsletterne og bæres hjem på ryggen i store bundter, ligesom når rytteriet fouragerer.



Fannikerne er bekendte ikke alene som gode søfolk, men også som gode skibsbyggere, og der bygges på Fanø adskillige fartøjer, som sælges fjernt borte. Fannikerne beskæftiger sig også gerne med at reparere skibe, som er strandede på Jyllands vestkyst, og så sætte dem ud, og adskillige store skibe, som har nydt denne medfart, har fannikere til redere. Fannikerne er også gode fiskere, og der fiskes her ganske som ved den øvrige vestkyst syd for Limfjorden med bakker, kroge, medens fiskeri med garn, er ganske ukendt.

Mangen fannikerpige, der i hovedstadens teater har overværet opførelsen af »Slægtningene« er derfor ved at se fannikepigerne ved tæppets opgang sysle med at slå fiskenet falden i stor forundring.

Husene på Fanø er ganske som de almindelige huse på vestkysten, med beboelse i den ene ende af den grundmurede bygning, og udhusene i den anden ende. Allerede for adskillige år siden i Christian 8. regeringstid, er der indrettet en badeanstalt på Fanø, kaldet »Fanø Nordsøbade«, hvis sæson varer fra 20. juni til 20. sept.



Fanø har også en navigationsskole, der ligger i Nordby, og i sommeren 1870 fik den også en skibsbro, 144 fod lang, 50 fod bred og 9 fod høj, udført for havnekassens regning. Tidligere kunne skibene intet sted lægge til, men losning og ladning skete ved hjælp af vogn, der måtte køre ud til fartøjerne, hvilket endda kun kunne ske ved lavvande.

Konsul Borck på Fanø har i den senere tid begyndt at inddæmme de store vader, der ligger langs øens østkyst, lige fra Nordby til Sønderho. Inddigningen sker på den måde, at man uddyber i vaderne små grøfter med ringe indbyrdes afstand, hvilke i ebbetiden føres så langt ud, som det er tørt. Disse grøfter fyldes da i årets løb med slik. som så graves op deraf og ophobes mellem grøfterne, så at der opstår ligesom ophøjede agre derimellem, som på den måde bestandig forhøjes mere og mere, til det bliver enten agerland eller marsk.

Ved den søndre ende af øen, Hobodyb, ligger blankenesefiskerne i fisketiden for derfra at stikke ud på fangst.

Befolkningen på Fanø skal i følge sagnet stamme fra Holland. Kvinderne har ligesom amagerpigerne bibeholdt den gamle hollandske dragt, som er meget pyntelig, men mændene har, idet mindste i det sidste hundredår, klædt sig i sømandsdragt. Ligesom amagerinderne er kvinderne på Fanø i besiddelse af en meget smuk teint, der bevares derved, at man her, i stedet for som på Jyllands kyst at indvikle hovedet i tørklæder til beskyttelse mod vinden og sandet, bærer sorte klædes-masker.



Fanø udgør et birk for sig, birkedommeren bor i Nordby, og retten holdes een gang om ugen ved Odden i Nordby sogn. Forøvrigt er Fanø delt i 2 sogne - Nordby og Sønderho sogne, der har hver sin præst.

Fra gammel tid har Fanø tilhørt kongen, som her holdt en foged til at varetage kronens tarv. Året 1741 blev hele øen tilligemed forstrandsretten ved offentlig auktion solgt for 6000 rdl. og købt af øens beboere. Siden den tid bliver forstrandsretten hvert tredie år udbudt til forpagtning ved off. auktion.

NORDBY med byen Nordby, bygget i halvmåneform omkring Nordby red eller Nordby havn, der skærer sig ind i den nordøstlige side af øen, delt i Odden med skibsbro, navigationsskole, tingsted, færgested, hvorfra er overfart til Strandby, og 2 vindmøller, Nordby med kirke uden tårn og birkedommerbolig, Rindby med præstegård, vindmølle og redningsstation udenfor byen ved den vestlige kyst og Byen. En gård i Nordby kaldes for Rødegård og en anden Grøndal. Sognets areal udgør 6841 tdr. land med c. 72 tdr. hartkorn. Der går i gennemsnit c 95 trd. land på 1 tdr. btk.

Øens første kirke lå oprindelig omtrent en fjerdingvej sydligere end den nuværende kirke. der hvor kirkegården ses endnu i Rindby, således at den, da øen, som før bemærket, i sin tid var delt i 2 Øer ved et minde eller sund, lå midt på den egentlige ø Fanø. Da denne kirke, der var meget lille, omsider blev så brøstfældig, at den truede med at falde sammen, blev den nedbrudt, og den nuværende 42 ½ alen lange og 24 ½ alen brede kirke, hvis tag er prydet med et spir, opført i stedet i året 1786. Den gamle metal-døbefont, der er forsynet med en inskription i en slags munke skrift, blev anbragt i den nye kirke, og i året 1842 skænkede Chr. d. 8. den et orgel. Traditionen beretter, at der i ældre tid, foruden den ene sognekirke, har været nogle kapeller hist og her på øen, hvilket vistnok kun er blevet benyttet om vinteren.



I hvilket år sognet deltes i Nordby og Sønderho, vides ikke, thi i den gamle kirke i Nordby var årstallet for dens opførelse ikke angivet; men af årstallene, der var udskåret i stolestaderne, fandtes intet ældre end 1500. Den gamle kirkegård benyttes endnu af byerne Rindby og »Byen«, og en klokke er anbragt i et stillads på kirkegården tit dermed at ringe for lig af disse byer.

SØNDERHO med byen Sønderho (egentlig Sønderhøj, udtalt i den stedlige dialekt Sønderho) med en 40 alen lang og 25 alen bred kirke uden tårn, opført i 1782 på en ældre kirkes grund og dækket med et tag, der er delt i to ligeløbende dele med en rende i midten, indvendig prydet med 10 lysekroner, hvoraf 4 fra en ældre kirke, præstegård og vindmølle.

De Østligste boliger i byen kaldes havneboderne. Sognets areal udgør 2883 tdr. land med c. 28 tdr. hartkorn. Sognet havde kun 17 tdr. gammelt ager og engs htk. Man kan måske bedst gøre sig et begreb om ejendommenes tilliggende på øen, når man ved, at Nordby præstegård kun har et tilliggende på 4 trd. land agerland og 2 tdr. land eng med en skyldsætning på 4/5 td. htk., og at præstegården i Sønderho kun dyrker lidt opbrækket hedejord og har i tilliggende en eng, der giver omtrent 14 læs hø årlig, ansat i det hele til omtrent 1/8 td. htk.


Gå til top