Mitfanoe
Fanøs Fremtidsudsigter


Fanøs fremtidsudsigter kommer ofte frem i diskussioner og læserbreve. - Nuet er vel, at vi stort set følger med udviklingen - og forstår at forny os. - Vi følger nøje lovgivningen og på det miljømæssige kommer vi snart foran med bortskaffelse af spildevand, affald, genbrug og et moderne kloaksystem - i hvert fald i Nordby. Regningen for alt dette indgår i Fanøs fremtidsudsigter. (1992) 

Den 9. januar 1909 - for 83 år siden - kunne man i Fanø Ugeblad læse om 

Fanøs Fremtidsudsigter, 

..Ved nytårstid er det almindeligt at opgøre sin stilling, undersøge, hvorledes den forløbne tid er gået, og hvorledes udsigterne stiller sig for fremtiden. 

Foretager vi nu denne opgørelse for vort lille samfunds vedkommende, da bliver udfaldet ikke videre lykkeligt i nogen af de to retninger. Der har været tilbagegang med hensyn til skibsfart og fiskeri, det sidste er svundet betænkeligt ind, kun 4 fiskekuttere hører nu hjemme i Nordby, og fortjenesten har i det forløbne år været lille, og hvad skibsfarten angår, da er antallet af større skibe nu gået ned til en halv snes stykker, mens vi i halvfemserne havde en flåde på omkring 100 skibe, og for de få skibe, der er tilbage, har udbyttet kun været tarveligt. Efter de ny skattelove udredes der nu adskillige tusinde kroner mere i statsskat end tidligere, og vore kommuneafgifter er højere end i noget andet landsogn i Danmark; mulig de, efter at den ny skoleordning er trådt i kraft, går endnu højere op, i al fald vil det ske, dersom større skatteydere vedblivende udvandrer fra øen, således som det er begyndt; men en endnu højere skat kan blive bestemmende for de adskillige medborgeres fraflytning eller gøre opholdet mindre tiltrækkende for dem, der ellers mulig kunne få i sinde at flytte hertil.

Endvidere må nævnes den skinsyge og uenighed, der finder sted mellem Oddens og „Byen"s beboere, og som giver sig udslag på forskellig måde: i mistillid, i tilbøjelighed til at ville skyde byrderne fra sig og mene, at de andre kan bedre bære dem, i lyst til at være noget for sig selv og unddrage det fælles samfund forskellig fortjeneste, som nu uden udbytte for vedkommende går bort fra øen, og nu til sidst i den triste proces mellem Hartkornskassen og sognerådet, som det trods forligsforslag ikke lykkedes at forhindre.


    

Endelig må anføres en ret almindelig nedtrykthed og mistillid til fremtiden og som en væsentlig følge deraf en mangel på foretagsomhed. Ingen her hjemme har vovet at købe noget af de mange skibe, som i de sidste år har måttet sælges til billig pris, og ingen har formået at skaffe et dampskib til veje, endskønt det ene, som er hjemmehørende her på øen, har sejlet meget tilfreds­stillende. Der tales ikke om at sætte noget i gang, men om at stifte legater, understøttelser og forsikringer, som om det var livets mål at komme på aftægt, at sikre sig forsørgelse i stedet for at tage kraftigt fat og skabe ud­veje til ny fortjeneste. En lille undtagelse i så henseende er dog en bestemmelse i fundatsen til det sidst stif­tede legat, Assuranceforeningens på 40.000 kr., når det hedder, at dets midler også kan anvendes til almennyttige foretagender.

Som et udslag af mangel på handlekraft og fællesfølelse må dog særlig fremhæves, at der endnu ikke er sket forbedringer med hensyn til forbindelsen med fastlandet, denne så overmåde vigtige sag, hvormed næsten al økonomisk udvikling på Fanø står og falder. For 5-6 år siden rejstes denne sag påny fra privat side, og der blev gjort forsøg på at vække en almindelig bevægelse for den, men det mislykkedes. Sognerådet gjorde derefter nogle velmente forsøg på at bringe os ud af uføret, men forgæves; dermed faldt man atter i søvn igen, og gentagne tilskyndelser til at tage fat påny er blevet uden tilslutning. Som følge af den utilstrækkelige og usik­re forbindelse er der nu en udvandring fra øen i gang. Sidst er det lodserne, som er flyttet. Om man end må beklage denne begivenhed, der er fremkommet ved én af disse mænds vedholdende arbejde på at komme bort, trods de andres ulyst til at flytte, kan man desværre næppe undre sig derover; thi det er ikke tiltalende eller udholdeligt at have sin forretning på et sted og bo på et andet, hvorfra det til tider er forbundet med stor vanskelighed og usikkerhed at komme bort. Lodsernes bortrejse påfører imidlertid sognet et tab af omkring 1000 kr. i skat, foruden at deres betydelige indtægt, som før kom øen tilgode, nu flyder andre steder hen. Værre er det endnu, at deres bortrejse muligvis og rimeligvis efterfølges af andre, som heller ikke kan nøjes med den forbindelse, der finder sted.


    

„Spørgsmålet om færgeforholdene er blevet aktuelt nu" udtalte en mand forleden. Ak det har det været for længe siden; forunderligt, om det først nu går op for folk. På dette spørgsmåls heldige løsning beror det i så høj grad, hvorledes fremtidsudsigterne vil stille sig. Sønderho er gået tilbage på grund af sin afsondrede beliggenhed, oplysende i så henseende er det, at der i 1901 var 100 mennesker færre på Sønderho end i 1801; men det vil utvivlsomt gå Nordby på lignende måde, dersom forbindelsen ikke bliver bedre. Der siges, at enkelte handlende frygter for en forbedret forbindelse, fordi folk formentlig så i større grad vil handle i Esbjerg. Mon ikke netop en billigere og bedre forbindelse ville sætte købmændene i stand til bedre at konkurrere med Esbjerg, og hvordan mener man, det vil gå med handelen, når befolkningen aftager såvel i antal som velstand. Endnu er der vel ret betydelig velstand på øen, men efterhånden som børnene vokser til og bosætter sig andre steder, vil formuen følge med dem, og når der ikke fremtidig kommer så stor fortjeneste til øen som før, vil vel­standen aftage, så meget mere som den gamle sparsommelighed og nøjsomhed, der så stærkt har bidraget til de almindelige gode kår, er i afgjort tilbagegang, her som andre steder.

Men er forholdene end således ret betænkelige - og vi har ikke villet undlade at afmale dem, som de er, fordi man står sig bedst ved at se sagen under øjne i stedet for at stikke hovedet i busken -, så er der dog ingen grund til at fortvivle. En indflydelsesrig mand udtalte for en tid siden: „De kan jo nok forstå, at det vil gå tilbage for Fanø, og derved er intet at gøre". Jo, derved er der meget at gøre, og hvis vi selv vil, kan stillingen endnu reddes, og der kan blive fremgang i stedet for tilbagegang. Er der end mørke skyer, som truer, så er der også lysglimt.

Vor sømandsstand er fremdeles agtet og søgt, og kan den for tiden ikke, som tidligere, finde ansættelse i egne skibe, står ansættelse i fremmed dampskibsfart dem åben. Bringes der måske ikke så store udbytter hjem herfra som før, så er de vel til gengæld mere sikre og stadige,


Vort landbrug er i glædelig opkomst. Det er egentlig en hel omvæltning, der er foregået med det. Ved udstillingen i Esbjerg 1901 var der én mand, som dyrkede og udstillede roer; nu dyrker næsten hver mand roer; den gang var vintersæd en sjældenhed, nu ses den overalt. I det hele taget drives vort landbrug nu ikke læn­gere efter gammel skik og brug, men mere og mere indføres rationel drift såvel i landbrug som husdyrbrug. Interessen for havevæsen er i glædelig og stærk tiltagen, hundreder af frugttræer og frugtbuske er blevet plantet i de sidste år, og dyrkning såvel som anvendelse af alle slags have urter finder sted efter en tidligere ukendt målestok, Endelig er tilplantninger i glædelig fremgang, dels ved privat virksomhed, dels og navnlig ved statens hjælp. Nylig er 700 tdr. land indkøbt til beplantning, og formentlig vil der i disse dage derfor blive udbetalt 25.000 kr. til vedkommende lodsejere. Også den inderste klitrække nærmest Nordby vil forhåbentlig blive inddraget under tilplantningen, som med tiden vil blive af stor betydning for byen både som pryd og som læ.

På det offentlige område må det mindes, at vi har fået et fortrinligt gasværk, som har vundet almindelig tilslutning, og som forhåbentlig vil blive et middel til med tiden at bringe skatten ned.


Disse ting er vidnesbyrd om, at der kan blive økonomisk fremgang, og det står til os selv, at bestemme om det skal gå frem eller tilbage. Vi må derfor ikke lægge hænderne i skødet, ikke egenkærligt sige: lad enhver passe sig selv, og mindst af alt anvende det feje ord: „Hvad kan det nytte", som har fået så meget godt i vort land til at visne, men opflamme hinanden til at fremme det fælles bedste og til – over de økonomiske interesser ikke at glemme de åndelige, men lære at forstå, at det er disse sidste, som er det bærende, og som i virkeligheden betinger det økonomiske livs trivsel.

Som efterskrift til ovenstående skal endnu anføres: Løsgangen er for en væsentlig del afskaffet. Det skulle man have forsvoret for 30 år siden, thi da betragtedes denne middelalderagtige ordning, som en grundpille for vort agerbrug og en nødvendig betingelse for at kunne leve, og ve den, der da ville røre ved den. Nu erkendes det af de fleste, at et ordentligt landbrug, kan slet ikke drives, når løsgang af får og kreaturer opretholdes.

Endelig må badevæsenet som en ikke uvæsentlig faktor i erhvervslivet herovre ikke glemmes. Det er jo nu kommet på danske hænder og ledes på formålstjenlig måde af den i så mange år her boende direktør, til hvem det er forpagtet. Det er betydelige værdier, der tilflyder øen hver sommer ved de fremmede, som kommer hertil. Fanø er nu et kendt og søgt turiststed, og der kom­mer afveksling i tilværelsen, når „Sæsonen" begynder, samtidig bliver vor ø kendt i vide kredse, og der gives stadig lejlighed til at indlede nye bekendtskaber og forbindelser. De enkelte private pensionater i Nordby har altid fuldt hus, og det er rimeligt, at der kunne trives flere af dem; thi der er sikkert mange flere, som gerne ville tilbringe en tid af sommeren herovre, når det kan ske for den moderate betaling, som disse private pensionater kan byde på.


Fanøs fremtidsudsigter, af A, D. Thyssen, 17. april 1909. 

Der er i de sidste 15 - 20 år foregået en betydelig forandring i de økonomiske forhold på Fanø, begrundet på forandrede forhold i skibsfarten og på Esbjergs fremkomst. Og forandringen er en tilbagegang. Et sikkert kendetegn herpå er den aftagende folkemængde og den stærkt dalende pris på ejendomme. I Sønderho er befolkningen endog aftaget i den grad, at der i året 1901 fandtes 100 indbyggere færre end i 1801; i Nordby var indbyggerantallet ved sidste folketælling (2566) 100 færre end ved den nærmest foregående, og der er udsigt til, at affolkningen fremdeles vil fortsættes, dersom der ikke indtræder forandrede forhold.

Fanøs væsentligste indtægtskilde har i lange tider været søfart og fiskeri, men fra tresserne træder fiskeri helt i baggrunden, og søfart, væsentlig på langrejser, bliver bestemmende for erhvervslivet. Et betydeligt skibsbyggeri udfoldes, og Fanø fik med tider den største flåde næst efter København, og mere end noget andet sted i landet gik farten over til at blive oversøisk fart med befragtning væsentlig fra Hamborg. I halvfemserne nåede Fanøs flåde sit højdepunkt både med hensyn til skibenes antal og størrelse. Opmuntret ved den gode fortjeneste, der havde været med træskibene, var man for en væsentlig del gået over til at anskaffe jernskibe, og flåden talte i begyndelsen af halvfemserne over 100 store skibe, brigger, barkskibe og enkelte fregatter. Men dampskibene trængte sig frem, sejlskibsfarten blev mindre og mindre fordelagtig, og i slutningen af nævnte tiår byggedes det sidste skib på Fanø. Ved forlis og navnlig ved salg, fordi sejladsen ikke betalte sig, gik det ene skib bort efter det andet, og nu er der kun 10 større skibe tilbage i Nordby og et i Sønderho.


    

Formuer er tabt og en vis nedtrykthed over tilbagegangen og mistillid til fremtiden på grund af de fejlslagne forhåbninger bemægtigede sig sindene og hindrede befolkningen i at frigøre sig fra Hamborg og i rette tid gå over til dampskibe for egen regning. Kun et dampskib har rederi i Nordby.

Hovedparten af befolkningen er imidlertid fremdeles sømænd, men i stedet for som tidligere at sejle med egne skibe har de nu ansættelse i forskellige dampskibe, engelske og danske, som kaptajner, styrmænd eller matroser og sejler fra engelske havne, fra København og navnlig fra Esbjerg, hvis betydelige dampskibsflåde i stor udstrækning er bemandet med Fanøs søfolk.

Esbjerg kommer derved til at give nogen erstatning for de tab, den har tilføjet Fanø, men farerne for Fanø ophæves ikke derved. Som den store og fremblomstrende by, den er, trækker den al forretning til sig og med den også Fanøs befolkning. Når Sønderho i så høj grad er affolket, hidrører det fra udvandring til Esbjerg; men også fra Nordby har der været udvandring til Esbjerg, og forskellige virksomheder, som tidligere har været hjemmehørende her, er nu forlagt til Esbjerg, således tønde- og vagervæsenet og nu i afvigte efterår det på Fanø hjemmehørende lodseri, ved hvilken sidste forandring skatteindtægten i Nordby gik ned med omtrent 1000 kr., foruden at de betydelige indtægter, som oppebæres af lodserne, og om før kom Fanø til gode, nu går andet sted hen. Også må det nævnes, at færgen, skønt den ved monopol er knyttet til og hjemmehørende på Fanø, har taget station i Esbjerg, hvorved - foruden at, mandskabet må tage ophold der - en rimelig fartplan er umuliggjort. Men først og sidst må det fremhæves, at stillingen stadig giver anledning til det spørgsmål, hvor længe beholder vi den befolkning, som nu er hjemmehørende her? Hvornår vil affolkningen standse.


Det er nu imidlertid klart for alle her på øen at besvarelsen af dette spørgsmål afhænger af, om vor forbindelse med fastlandet kan blive bedre; thi hvis det ikke sker, da går det med Nordby som med Sønderho, af den går sin økonomiske undergang i møde.

Forbindelsen fra Nordby til Esbjerg er nu snart berygtet fra Skagen til Gedser den er usikker, den er utilstrækkelig, den er dyr, og den er - monopoliseret. Efter sigende er det ingen rentabel forretning for monopolets indehavere, som har købt den til en opskruet spekulationspris, men netop dette forhindrer, at der bliver anvendt det fornødne materiel til en ordentlig forbindelse, navnlig savnes der i høj grad en tidssvarende motorbåd; det gør overfarten dyr, og det volder, at der påføres passagerer og fragtgods forskellige drilagtige ekstra udgifter, foruden at rejser og befordring af gods til og fra Fanø fordyres og besværliggøres betydeligt ved en mangel på direkte indskrivning. Fragtgods koster f„ eks. halvanden gang mere fra København til Nordby end fra København til Esbjerg. Endelig er fartplanen, som nævnt, uheldig, og vil nogen besørge sig selv over, må han foruden den dermed forbundne udgift tillige betale fuld færgetakst.

Hertil kommer så imidlertid, hvad der er endnu værre, at på grund af den ved ebbe og flod stærkt foranderlige vandstand er der med østenvind stadig for lidt vand til den dybtgående damper; den går på grund, og passagererne må tilbringe flere timer i den eller må på egen bekostning færges iland i både, således som det bl. a. skete under det engelske flådebesøg til forundring og i øvrigt moro for admiral, lord Beresford med officerer, som ikke havde forsøgt den måde at gøre landgang på.


Men denne utilstrækkelighed og usikkerhed i overfarten er ikke alene en stadig kilde til ærgelse og ulejlighed, men volder betydelig forsinkelse og tab for rejsende og forhindrer folk, som har forretninger i Esbjerg, i at bo på Fanø, og den vanskeliggør, at sømænd, som er i dampskibsfart, kan blive boende herovre; thi for dem gælder det ofte at komme afsted med meget kort varsel, og de korte ferier, en dag eller to, de har til at besøge deres hjem, taler ikke at afkortes med de flere timers ophold de nu må gøre, inden overfart kan finde sted. Hvorledes forbindelsen er på grund af fartplanen, illustreres bedst ved at oplyse, at fyrskibsfolkene, som bor på Fanø, må dagen i forvejen tage tidligere fra Nordby end de­res kolleger, som bor i Sundby på Amager, for næste morgen at blive sejlet ud til fyrskibet fra Esbjerg,

Fanøs fremtid er derfor for tiden utryg og usikker. Der er sket en opgang med hensyn til landbrug og havevæsen ved oprettelsen af en landboforening for 8 år siden, og der er tilflydt øen en indtægtskilde ved Badevæsenet og det dermed følgende turistbesøg, men dettes opkomst hæmmes også i høj grad ved den mangelfulde færgeforbindelse, hvorfor der også for nylig er indsendt et andragende til regeringen fra den herværende afdeling af Turistforeningen om at hjælpe på de mangelfulde forbindelses-forhold. Og de nævnte lyspunkter i ernæringslivet vejer alligevel så lidt mod den overhængende fare der truer os, at vore søfolk ligesom lodserne tvinges til at udvandre, fordi de afspærres og indespærres herovre,


Der agtes nu i den nærmeste fremtid afholdt et borgermøde for at drøfte stillingen, og det er vort håb, at der fra regering og rigsdag må kunne rækkes os en hjælpende hånd til at komme ud over vanskelighederne. Der ydes med billighed hjælp ellers til forskellige egnes og foretagenders opkomst, vi tør da nok vente, at man også velvilligst vil tage vor stilling under overvejelse og hjælpe os mod den tilbagegang eller undergang, som truer; thi selv er vi ikke i stand til at bære de udgifter, der skal gøres, skønt de slet ikke er overvældende; vor lille kommune er nemlig i forvejen i betydelig gæld og er allerede nu den højst beskattede landkommune i landet.


Hvad det for os gælder om at opnå er, at få færgemonopolet afløst, få sejlløbet uddybet og få staten til at overtage færgeforbindelsen.


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles