Mitfanoe
FORTIDENS FANØ.


Vider og vedtægter på Fanø i 1722 

Forskellige vedtægter og bestemmelser om flere ting. 

Vi underskrevne indbyggere i Nørbye sogn på Fahnøe kender og herved kendbargør, at så som eftersom en stor del af forrige skikke og sædvaner udi disse tider ere gerådne udi forvirring og mistro af sin rette gænge og skellighed, hvilke iblandt os, ej alene med stor harme og fortræd ere igennem dragne, men endog virkelig skade derved er forekommet; så på det al heri, som på så mange måder sket er, og endnu sig kunne tildrage og indsnige og tvist og avind afsætte; og vi med hverandre her udi sognet, efter lige andel indbyggere til gavn og nytte, og der foruden bære lige vilkår, som udi i fælle forefalder; så og at landet udi sin stand nogenledes omsteed skal til vore efterkommere blive overladt; haver vi herved samtlige velvillig unødt og utvungent oprettet og indganget en fuldkommen vide og vedtægt, hvilket vi med hverandre holde og holdet haver, uryggelig og ubrydelig, hvilke poster er som følger: 

Er voris villie, at ingen tamfår enten af os eller nogen, her udi sognet, enten på engen eller fælles grund må holdes, men alle fårene at holde i fælles hjord, og en hyrde; hvo af os, som herimod handler, da at pantes for de første tvende dage, hver en dag for en mark danske; men siden dobbelt, indtil at samme bliver forskaffet og henjaget til landets menige hjord. 


     Om nogen af os, vil tyre sine får på sin egen grund, tillader vi og hverandre; dog at betale sin andel af fårevogteren, og der for uden at fuldkomme udi fælle ej til  aleneste hvad  i  denne  vidde er skrevet, men endog hvad vi her efter kunne vorde enige om, til voris nytte og gavn, lovmsessig at pålægge; dog om samme, som holder får eller lam, skulle beskadige nogens af voris korn eller græs, og der vorder påslaget; da haver de ej aleneste den erligte skade at erstatte, men endog forskaffe samme udi marken, inden den tid og under den straf, som udi næstforeståeiide 1ste post af os ere indgangen.

Når tid er, og der bliver advaret, at fårene skal henjages udi marken, da er voris samtykke og villie, at dertil ej  gives længere tid som 4 dage fra varselsdag af; hvo som ej henjager deres får, førend ovenmeldte tid er til ende, pantes for hver dag derefter, indtil samme bliver henjaget, l mark danske.

Dernæst, når fårene er således i marken henjaget,  så haver vi hermed med hverandre besluttet og indgået, årlige at holde en eller to vogtere,  og  det fra  den første dag af, som fårene bliver henjaget, og siden derhos at for blive, indtil samme igen bliver hjemjaget:; hvilke fårevogtere aleneste haver at holde fårene udi marken og fra voris tofter, som næst marken er beliggende; men og når engene ere avlet at have muligt tilsyn, og at fårene ,ej kommer udi engene, og der udi floden drukner; hvilke fårevogtere vi vil samtlige betale; først alle så mange, som haver får; dernæst vi, dermed voris tofter næst til marken ere beliggende, vil og give et liden tillæg dertil, og det i tvende terminer; den første og halvparten
mellem den 12te og 20de jully, og den  anden halve  deel,  førend  6 dage er til ende efter fårene er jaget; hvo som ej til anførte tider at betales  deres  anparte pantes, foruden  fårvogterens  løn, for 1 mark danske.


     Til hvilke får vogterens betaling vi Oddens tillige med vedkommende Nørbyes beboere, vil give årligen 4 rdl., for fårene at holde af Nørre Bjerge og fra voris korn, græs eller enge, og derforuden betal aparte hvad vi af voris får kan tilkomme.

Bemeldte 4 slet daler vil vi med hverandre selv ligne, og til samme tider levere, som udi forestående 4de post er skrevet, eller og hvo af os, som sligt ej efterkommer, lide den udpantning, som samme tilholder.

Og som ingen fold er, hvor fårene kan lægges, ville vi med hverandre  sætte  en  ny  fold,   at lægge fårene udi; og hvo, som efter advarsel til samme at forrette, ej møder, straks at pantes for 2 mark danske.

Når folden bliver således af ny  opsat;   vil  dog  behøves   årlig
reparation; så ville vi, til samme at holde ved magt, hver tage en
part deraf,  og det til en vis tid, nemlig til den 20, august, at være
forsvarlig i stand. Befindes nogen sin andel brøstfældig,  og til bemeldte  tid  er gjort  til  rette  og forfærdiget, da for hver dag, det
bliver ligget uforfærdiget, at udpantes for en Mark danske. Samme folds lukke og led haver jeg underskrevne Mathias Hansen antaget, og dertil vil forskaffe årlig, hvis behøves; hvilket og af os er indgangen og bevilget, og der med for alt det andet være forskånet.

Når marken bliver om sommerdage så tør, at intet vand for fårene ere at bekomme; da ville vi med hverandre møde  og ved opkastelse   forhjælpe  fårene, at de vand kan bekomme, og hvo af os, som ej møde straks, at pantes mark  danske.

Endelig vil vi holde og holdet have at Ingen må hjemjage sine får,  førend menige  mand  vorder til fårejagt advaret. Hvo som her imod handler, skal ej aleneste betale den skade, som derved kan forårsages, men og straks udpantes for 3 mark danske.


     10. Alle   eng vogternes   boliger, som her udi sognet plejer at være, ville vi årlig, hvor det tilkommer, sligt at forfærdige;  til den 16de april skaffe forsvarlig istand, og det efter samme  sætning  og på samme   måde,   som   hidindtil   er sket; eller og hvo, som efterdags, ved rigtig ligning kan vorde enten fratagen eller tillagt.    Og hvis  så  sker,   at  samme   boliger skulle for nogn voris forsømmeligheds  skyld  ligge over 2 dage uoprettet   efter ovenmeldte   tid, da den skyldige udpantes, for de første tvende dage, hver dag for 1 mark danske; men siden må de, som samme vil forfærdige, for sit umag, af de af os, som hertil er funden forsømmelige  og modvillige, for den hele bolig at oprette 2  rdl.;  og  ellers  af  hver  aparte, den dobbelte vogterløn, som han plejer at give.

11. Hvo af os, eller nogen voris undehavende, som enten rider eller kjører over nogen anden mand tilhørende  eng,  før det  er  avlet, da må engvogterne have i magt, at tage samme, hvo det forøver, heste eller vogne, og lade det stå til læsning, første gang 8 skilling, anden og tredie gang dobbelt; det samme ville vi og ligeledes her med skrevet have, hvo som enten tøjrer   eller   græsser   udi   nogens eng, og haver engvogterne straks at give det samme til  kende for den mand, som således forurettes, om han med lands lov og ret vil videre falle der på, eller og have sin vogterløn forbrudt af samme mand.

Ingen  tillader vi fri  køren med  hø over nogen mands eng, om det  endskønt er avlet, med mindre han er lodsejer udi samme eng, hvor der dog bør køres, hvor det mindst er til skade, skulle  nogen  af  os  herimod  handle, omgåes dermed i alle måder som i   næst   forestånde   11te   post er meldet.

Er voris villie, at Ingen for nogens eng må nyde enten tørveskjær   eller græsning,   nærmere end på 16de skar fra engdigen af, og hvo  af  os,  som understår  sig herimod at gøre, da ville vi være lige samme straf undergiven, som det udi engen var forbrudt.


     1742.

Deling af stranden mellem Nordby og Sønderho.

Morten Bølling, kongens allernådigste, anordnede birkedommer og skriver på Fanøe, gører vitterligt, at anno 1742 den 15de marts mødte i retten procurator Gynge fra Ribe på Sonnich Jensen Møller på Sønderho hans vegne udi en til i dag indstævnet sag imod Niels Sørensen i Nørbye på Fanøe. Men som der mellem parterne er sket en venlig og kærlig forlig, så bliver samme stævnemål ej herved retten hævet men sagen ophævet, og dette skete forlig skal her i retten, i dag otte dage, eller næste tingdag efter påske vorde produceret og fremlagt til rettens ratification og begge parter til efterrettelighed for nærværende og tilkommende tid.

Hvorefter de samme mødte i retten den 29de marts og fremlagde forliget in originale, som imellem beboerne i Sønderho og beboerne i Nørbye er bleven sluttet, hvilket forlig begjeres læst, påskreven og ført til protocollen, samt at alt hvad i denne sag er passeret, måtte udi tings vidne blive udstedt, og originalen bemeldte Sonnich Jensen Møller tilbage leveret. Til den ende bevarede han til tingsvidnet kgl. stempelpapir og skriverpen­gene med rettens gebyr.

Ligeledes mødte for retten Niels Sørensen på egne og samtlige beboere i Nørbyes vegne.


     

Som der imellem os underskrevne, mig Sonnich Jensen Møller på egne og Sønderho beboeres vegne, og mig Niels Sørensen på egne og Nørbye sogn på Fanøe beboeres vegne, haver været rejst en dispute, angående det rette skjel og grendse af strand- og landrettigheden, imellem de for­nævnte sogne, hvorfor var bleven udstedt på rettens vegne og siden er blevet mindelig forsonet og forligt, hvilket og for retten er declareret og ført ad protocollen, så, på det, at der stedse og til evig tid, for Sønderho og Nørbye sognes beboere, nu værende og efterkommendes, kan være og blive een faststående og uimodstridelig regel og rettesnor om berørte 2 sognes deling efter ældgammel tid, både udi strand og land; så og for at undgå al den viderværdighed og penges udgift, som strid og processer kunne føre med sig, ere vi således efter den fuldmagt, som fra begge sognes beboere er given, hvorom og nogle med os underskriver, blevet aftalt og forsonet og forligt, som følger.


     1. Skjellet imellem Sønderho og Nørbye sogne på Fanøe, ved stranden, som falder til Vester-Søen, og hvor begge landets sogne efter derpå erholdte kongelige skøder, have en udisputerlig strandrettighed, bliver nu herefter og stedsevarende, for Sønderho sogn, et halvhundrede skar, eller hundrede, tredive, sex og en halv alen sjællandske, på den søndre side fra det såkaldte »Genueser Bjerg« eller hvor for mange år siden det genuesiske skib strandede, hvoraf berørte bjerg haver fået sit navn, og fremdeles hen til Sønderho og der omkring til østerkanten, såvidt Sønderho land og strand strækker sig. Og et halvt hundrede skar, eller en hundrede, tredive, sex og en halv sjællandske alen fra sønden af be­meldte Genueserbjerg og norden til omkring stranden, forbi Nørbye sogn, såvidt deres grund mod østen strækker sig, indtil Sønderho grund vedtager, bliver nu bemeldte Nørbye sogns uimodstridelig strandrettighed.

Til den ende bliver ved birkedommeren og medtagne mænd af begge sogne nedsat ved Vesterhav-strandens deling en pæl og stene til en stedseværende efterretning og skue, hvilket begge sogne bekoster og vedligeholder.


     2. Hvad landskjellet angår, da forbliver samme som for nogle år siden uddelte, som det nu befinder sig og herefter  uforanderlig skal forblive;  såvel  som dalene, Fogdens Dal, pro officio, i den vestre kant. og i den østre kant Sct. Annes Dal og Elses Gab, som nu, og   da   kongen   solgte   landet,   til Sønderho ligger og haver ligget.

3. Hvad   engjorderne   angår, skal dette forblive som hidtil, og ejerne deraf betaler de kongelige og andre skatter til det sogn, hvor ejerne boer udi, ligesom forhen.

Det er aftalt, at Sønderho beboere skal besørge farten mellem kongelig   mayestæts   visiteur   her på landet hvert tredie år, så de Nørbyere besørger den tvende år efter hinanden og de Sønderhoer det tredie år.

Den birkedommeren og skriveren tillagte årlige løn bliver at betale som forhen af kongens casse, men bliver af begge sogne udi proportion  af deres hartkorn reguleret.

Hvad vraget, som måtte falde ved begge sognes strand, skal en hver lade sig nøje med, hvis som strander på fornævnte deres egen strand.

Skulle der komme noget vrag eller   skibsmaster,   bjælker   eller stor  tømmer  og  andet  ved  hvad navn haves kan, enten det er på landet   eller   udi   vandet,   og   det ligger eller sidder lige for afdelingen, eller den til skilsmisse og pæl satte  deling,  da skal  hvem, som kommer først dertil, ej måtte røre eller borttage det, enten de er fra Sønderho eller Nørbye sogne, men det straks give begges vedkommende til kende, som der om kan forenes, enten det skal deles på stedet, eller det skal hjemtages, for at sælges under et, at hver sogn kan få lige del af pengene.

Om det strandede vrag, formedelst højt vand, kom til at flyde bort af dens strand, hvorpå det først er anstrandet, og sættes det over  på  den  andens  strand,  da skal den strands ejere, hvor det sidst strandede, beholde det, uden nogen påtale.

Hvad   fælles   marker   angår, da forbliver det, som det haver været, at det løse kvæg udi marken driver  og  går iblandt hver andre.


     

10. Dalene og engene til hvert sogn bliver, som det forhen har været,   og   engskjellet   angående, da eftersom engene ligger iblandt hverandre, så må Ingen formene hinanden vej  og sti til sin tilhørende eller dal. Og når engene er avlet og bjerget, skal begge sognes kvæg ligesom forhen gå mellem hverandre, og Ingen tage det i hus, når det måtte ske, at den enes kommer på den andens jord.

At således som foreskrevet står, Uforanderlig og Ubrødelig skal for os og efterkommerne holdes, underskriver og forsegler vi 2 fornævnte mænd, tillige nogle af begge sogne.

Fanøe, den 15. marts 1742.


Skjøde for Nordbye sogn.

Vi Christian den Siette, af Guds Naade til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsteen, Stormarn og Dytmarsken, Greve udi Olden­borg og Delmenhorst.

Gjøre vitterligt! at som Vi aller naadigst have for godt befunden at lade Vores udi Riiberhuus Amt beliggende forbeholdne Gods, ved offentlig Auction opbyde og bortselge, saaleedes, som den derom under 10de May 1741 udgangne Placat, med derudi paaberaabte trykte Specification og vedføyede Conditioner viider formelder; Hvorefter Auctionen over be­meldte Gods af vores dertil allernaadigst Committerede, er foretaget udi Riibe d. 10de July nest efter, og dend af dem derover holdte Forretning, ved vores aller naadigste Resolution Dateret 26de samme Maanet bleven approberet. Da siden paa samme Auction Niels Sørensen på samtlige Ind­byggerne af Nørbye Sogn paa Ejlandet Fanøe, deres Vegne, som høystbydende er bleven tiislagen efterskrevne Jordegods, og af de derfor budne Penge å Tønde H-korn 97 Rdl., i alt Sex Tuusinde Fem Hundrede Tiive og Fiire Rdl. 25 Skilling courant, dend 1/3 deel er vorden betalt med 2174 Rdl. 73 Skil., efter derfor til Vores RenteCammer indleverede Quittering, Dateret 4de September 1741; men de øvrige 2/3 deele nemlig 4349 Rdl. 48 Sk, fornøyet med dend paa Samtlige Indbyggeres vegne under 13de Ditto til Os udgivne allerundedanigste Pante-Obligation, efter Auctions Conditionernes Indhold; Saa have Vi omrørte Gods ved dette Vort aabne Brev allernaadigst vildett bortskjøde, saasom Vi og samme herved fra Os og Vores Kongelige Arve Successorer i Regjeringen til fornevnte Niels Sørensen og Samtlige Nørbye Sogns Beboere eller Indbyggere og deres Arvinger allernaadigst skjøder og afhænder, nemlig udi Riiberhuus Amt, Fanøe Birc, Fanøe Eiland, Nørbye Sogn, har i sidste Aaringer svaret aarligen Landgilde 190 Rdl. 3 Mk. 5 Sk., og udi dend gamle Matricul Nr. 1664 anført for Tredsindstiive og Syv Tønder To Skiepper Hartkorn, hvoraf, efter den udi Landmålingens Matricul Nr. 1688 gjorde forklaring, samt Vores Cammer-Collegii Decision fremdeles skal contribueres;


Og som bemeldte Fanøe Ejland, saavel Jagt Rettigheden fra bemeldte 26de July 1741, som og Strand Rettigheden fra 1ste January 1742 er bleven auctioneret, at følge de Kjøbende efter Lov og Forordnin­ger, mod hvilke Conditioner da Nørbye Sogns Beboere, for deres Hartkorn, liigesom Sønderhoe Sogn for sit haver som før meldt budt å Td. 97 Rdl., i stæden for at hver af disse Sogne i fald samme Herligheder ei skulde fuldt dermed, da ikun vilde givet for hvert sit Hartkorn å Tdr. 81 Rdl.; Saa bliver bemeldte Nørby Sogns beboere de dem paa bemeldte maade efter Proportion af deres Hartkorn, der er 67 Tdr. 2 Skp. tilkommende Jagt og Strand Rettigheder hermed allernaadigst solgt og tilskjødet, men Bircerettigheden og Østers Fiskeriet have Vi Os selv fremdeles allernaadigst reserveret; Efter fornævnte paa Auctions Stædet bekiendtgjorde Conditioner tilforpligtes herved, saavel Nordbye som Sønderhoe Sognes Indvaanere til fremdeles uden nogen betaling at forsyne Told Visiteuren med liigesaadan Transport og Befordringsskab i sit Embeds Forretninger, som hånd derudi forhen af dennem nydt haver. Saa og at betale til Birce-Fogden aarlig, som hånd forhen af Vores Gasse har haft udi Løn, 9 Rdl., samt for fri Gaard som Dommer og Skriver 50 Rdl.;


Og endelig som 3die Kirkerne der paa Landet, efterdags liigesom forhen af Indbyggerne, som Kjøbende, for deres, nemlig Indbyggernes egen Regning Louligen at vedligeholde, alt proportionaliteter af et hvert af disse 2 Sognes Hartkorn paa bemeldte Fanøe Ejland. Hvilket foreskrevne Jordegods tilligemed alt dets Eindom, Bygninger og Huse, Herlighed, Landgilde, Stædsmål, Sigt og Sagefald, Ægt og Arbejde, visse og uvisse Indkomster, Rente og Retts tillæggelse, være sig af Ager og Eng, Skov, Mark, Krat, Heede, Kier og Moser, Fiske-Vand og Feeegang, Tørvegrøft og Lyngsiet, Vaat og Tørt, inden Markeskiel og uden foer, itm den paa foran anføre maade solte Ober og Under-Jagt samt Strand Rettigheder som begge deele, nemlig baade Strand og Jagt Rettighed proportioneres af de 67 Tdr. 2 Sk. Hartkorn, som Nordbye Sogn staar for, imod de 17 Tdr. 4 Sk l Alb. Hartkorn som Sønderhoe Sogn skylder, tilligemed de paa bemeldte Gods staaende Huse aldeeles intet undtagen i nogen Maade, som der nu tilligger og Alders Tiid tilligget haver og bør dertil at ligge med rette, fornævnte Niels Sørensen med samtlige Beboere og deres Arvinger efter Loven, maa og skal have nyde, bruge og beholde, samt sig så nyttig gjøre, som hånd eller de bedst veed, vil og kand, til Evindelig Arv og Eiendom, med liige Ret og Rettighed, som Vi samme Selv hatt haver; Thi kiendes Vi og Os og Vores Kongelige Arve Successorer udi Regieringen i begge Vores Konge-Riger Danmark og Norge aldeles ingen ydermeere Lod, Deel, Rett eller Rettighed at have til eller udi bemeldte Jordegods eller nogen med rette dertil henhørende Herlighed, men allesammen som foreskrevet staaer til Evindelig, uryggelig og uigienkaldelig Arv og Eindom i alle optænkelige Maader, at følge Niels Sørensen med samtlige beboere og deres Arvinger, foruden nogen Rentintions eller Indløsnings Rettighed Os dertil at have forbeholden.


     

Og saaledes ville Vi allernaadigst hermed frie, frelst, hjemle og fuldkommeligen tilstaae meerbemeldte Niels Sørensen med samtlige Beboere og deres Arvinger foreskrevne Jordegods for en hver Mands Tiltale, som derpaa med rette kunne have noget at siige; Dog Os og Vores Kongelige Arve Successorer i Regjeringen, alle Kongelige Regalier og Høyheder, samt Contributioner pro quota ordinaire og extra ordinaire som nu af Bøndergods allereede er eller herefter vorder paabuden uforkrenket og Os aldeles forbeholden. Forbydendes alle og eenhver herimod eftersom forskrevet staaer at hindre eller udi nogen anden Maade Forfang at gjøre under Vor Hyldest og Naade.

Givet paa Vort Slott Christiansborg udi Vor Kongelige Residentz Stad. Kjøbenhavn, d.16de January 1742.

Under Vor Kongelige Haand og

Seil.            Christian R.


Skjøde for Sønderhoe Sogn.

Wi Christian den Siette af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsteen, Stormarn, Dytmarsken, Greve udi Oldenborg og Delmelhorst.

Gjøre vitterligt! at som Vi allernaadigst have for godt befunden, at lade Vores udi Riiberhuus Amt beliggende forbeholdne Gods, ved offentlig Auction opbyde og bortselge, saaleedes, som den derom under 10de May 1741 udgangne Placat, med deri paaberaabte og trykte Specification og vedføyede Conditioner viider formelder; Hvorefter Auctionen over be­meldte Gods af Vores dertil allernaadigst Committerede er foretaget udi Riibe d. 10. July nest efter og dend af dem derover holdte Forretning, ved Vores allernaadigste Resolution approberet; Da siden paa samme Auction Sonnich Jensen Møller af Sønderhoe paa samtlige Indbyggere af Sønder­hoe Sogn deres Vegne, som høyest bydende er bleven tilslagen efterskrevne Jordegods, og de derfor budne Penge å Tønde Hkorn 97 Rdl., i alt 1698 Rdl. 49 Skilling Courant er betalt efter Vores Rente-Cammer indleverede Qvittering, Dateret 30. August 1741; saa haver Vi omrørte Gods ved dette Vort Kongl. osv.

Sønderhoe Sogn har i de sidste Aaringer svaret årligen landgilde 64 Rdl. 5 Mk 12 Sk. og udi den gi. Matricul Anno 1664 anført for 37 og Va Tdr. osv.

Resten af skødets indhold er af omtrent samme ordlyd som anført i skødet for Nordby, kun med nogle få nødvendige ændringer, hvorefter det slutter således:

Givet paa Vort Slott Christiansborg udi Vores Kgl. Residentzstad

Kiøbenhavn,  d.  19de December under Vor Kgl. Haand og Seil. Christian R.


     1778.

Oddens Grønnings overlevering til beboerne.

Den dispute, som har været mellem Oddens beboere på Fanø på den ene side og Byens og Nørbys beboere på den anden side angående et stykke ejendom vesten bjergene på Fanø, »Høngrønne« kaldet, med hvad som samme ejendom i de sildige tider er tilvokset, er endelig nu. i dag således her på Fanø afgjort.

Oddens beboere, såvel som Byens og Nørbys beboere, der ikke selv indbyrdes kunne blive enige om, på hvad sted eller hvor grænseskjellet egentlig skulle være imellem bemeldte grund, overlod omsider til hr. forstander Ussing, som på stiftamtmandens vegne er til stede, samt de nærværende landvæsens commissairer, at de, i alle dele, dennem imellem, så at det skjel, som de sætter, skulle og ville begge parter udi alle måder være fornøiede med.

Og efter at parterne således havde voldgivet sagen, blev af velbemeldte forstander Ussing på stiftbefalingsmandens vegne agtet for retten, at Havnens eller Oddens beboere fremdeles alene skal nyde og beholde den fornævnte og i sognets reglement benævnte grund og ejendom, »Høn-grønne« kaldet; nordvest her i sognet, som begynder fra den såkaldte Peder Jansens bank og vester og sønder på, til de opkastede Dovler, hvoraf den første Do vi er sat omtrent 30, skar norden Nørknøs vejen, og hvorfra linien går vestnordvest til den anden Dovl, hvilke tvende Dovler udgør den tredie i lige linie og så fremdeles, indtil havet eller søen, hvilken ejendom, fra Peter Jansens bank, og sønder eller vester på, alt således som meldt, uden mindste fællig med nogen ene og alene skal tilhøre Oddens beboere til samme nytte og brug som forhen, uden at nogen anden, være sig af Byen, Nørby eller Rindby beboere dertil i nogen måde til gravning, græsning eller deslige skal være berettiget.


     Og ligesom Byen, Nørby og Rindby beboere således som formeldt skal være udelukt fra den grund og jord, som ligger sønden og vesten meldte skjelstrækning; men skal samme ene og alene tilhøre Byen, Nørby og Rindby beboere med samme ret og på samme måde, som Oddens beboere tilhører den førnævnte del som dennem er tillagt.

løvrigt skal, så snart som muligt, sættes skjelstene med kul og flint underneden på de steder, hvor Dovlerne som meldt i dag er satte, samt skjelfuren i sig selv med greb eller deslige afgraves og gøres så tydelig som mulig, alt enten i rettens eller de tvende sognefogders overværelse, ligesom dette documente, der nu såvel med ovenståendes som nogle på hver side udnævnte mænds underskrift er forsynet, herefter til tinge må læses og protocolleres såsnart fornøden eragtes.

Fanøe, den 23de february 1778. J. Ussing.       H. S. Warthoe.

På egne og Oddens beboeres vegne:

Mads Jensen.        Peder Sørensen.

Peder Clausen.   Søren Callesen.

Hans Hansen Nielsen.

På egne, Byens, Nørbys og

Rindby beboeres vegne:

Hans Lauritsen.   Lars Mortensen.

     Peder Mortensen Rødgaard.

Jørgen Pedersen. Mathias   Mortensen.

 

Produceret og læst for retten på Fanøe birketing torsdagen d. 26de february 1778.



Liber Daticus Fanoensis en bog, hvori præsterne efter tid og lejlighed har indført, hvad der er foregået i deres embedstid, el­ler hvad de i det hele har kunnet meddele om sognets historie, begynder således:


Om Kirken

Nedenstående beskrivelse af kirken er skrevet af sognepræst Niels Hansen Friis. Kirken, han beskriver, er den nu nedrevne kirke i Rindby

Mand mener, at her i gamle Dage, har der været een Kirke, som har været tilfælles for samtlige Øens Beboere, samme kaldtes Sct Anna Kirke. Den har ligget midt i Landet paa et Sted, som kaldtes Anna Dal, hvor Rudera af Bygningen endnu kand findes; men hvornaar denne Kirke er bleven nedbrudt og Beboerne deelte i tvende Menigheder, som hver har faaet Een Sogne Kirke, er ubekendt, hvorfor mand ikke heller veed, at give nogen Efterretning om den nuværende Kirkes ælde.

Vi maa derfor nøyes med at beskrive Kirken i den Tilstand, hvorudi den paa nærværende Tid befindes, overladende til Efterkommere at anføre de Forandringer, som herefter kand ske med den.

Kirken er bygt af Tegl Steene, meget lavt med et Taarn i den Vestre Ende, hvorudi hænger en Klokke af maadelig Størrelse.

Ligesom Beboernes Tal er voxet, er og Kirken ved Udbygninger eller Qviste paa den Nørre Side bleven udvidet. 3 saadanne Qviste er i lige Vide og Høyde bygt i Kirken.

Den første eller østere Qvist, som kaldes gemenelig den. gamle Qvist er bygt 1651, da Hr. Hans Hansen Riber var Præst, hvis Navn med Jern-Ankere er sat paa Gaulen saaledes HH 1651

Den anden eller Midtqvisten 1703, da Magister Jens Brasen var Præst, hans Navn og Aarstallet staar paa dens Gaul saaledes JOB l703

Den tredie i den nuværende Præstes Tid, paa Gavlen staar ligeledes NF 1737


     

Endnu er Kirken i Aaret 1751 forøget med en liden Kam i den østre Ende, hvorudi SkrifteStolen er, er ellers til Præstens Commodite.

Inden udi Kirken af ganske ringe Anseelse og uden synderlige Ornamenter.

Altertavlen er afdeelt ved 4 smaa Pillarer i 3 Dele, paa den midterste og største er malet Christi sidste Nadvere med sine Dieiple, paa den venstre Side Christi Daab og paa den højre Side hans Korsfæstelse. I en Rand ovenover staar: Forkynder Herrens Død indtil han kommer l Cor.XI.26. Udi Kronen præsenteres Christi Opstandelse, derover disse Ord: Jeg er Opstandelsen og Livet, Joh. XIV. Paa det øverste Spidse 1622.

Udskrift paa Altertavlens Fod staar:

Nobilis Inspector templi dum Kragius hujus Ripensis Præsul dumq Hemeteus erat; Claudius et Petri partes Pastoris agebat; Hæc tabula erecta est usibus apta piis Hæc depicta oculos pascit, qvem cermis imago  Cor magis oblectet Christus imago Patris C. P. R.

Dengang den ædle herr Krag var beskikket som værge for denne kirke, og som borgmester  Hemeteus var sat over købstaden Ribe, mens Claus Pedersen virkede her i sit hellige embede, opsattes tavlen, som du ser, til at tjene de frommeste formål: med sine billeder at din sjæl og dit øje, Kristus som Faderens billede skal dog isæt glæde dit hjerte.C(laus) P(edersen) R(iber)


     

Paa Listen derover staar: Pict. renov. Anno 1723. Pastor M. J.Brasen

 

illedet renoveret året 1723. Pastor magister Jens Brasen

Prædikestolen har tilforn staaet oppe ved Koret, men blev 1737 flyttet ned midt i Kirken paa den søndre Side, hvor den nu staar paa en muret Fod, den er af maadelig Structur, zirret i Hjørnerne med fire smaa Pillarer og lidet Bildthugger Arbejde. Omkring Randen oven om staar udgraveret: Esto Fidelis ad mortem et dabo tibi coronam vitæ. Apoc 2. "Vær tro indtil døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans"

Himlen er fæstnet med Jernkramper ved Loftet. Staar Math. X Ao. 1620.

Fonten staar paa en muret Fod inden Koret, er støbt af en Slags Metal, der har den Egenskab, at det kand bevare Vandet fra Forraadnelse. Det Vand, som nu er deri, og herudi Børnene døbes, har vel været der over 100 Aar, dog er det saa frisk og klart som det var kommet derudi i Dag. Den siges at være foræret Kirken af Dronning Dagmar. Oven om i Randen er den Tegnet med nogle gamle Caracterer, hvoraf nogle (ligner runer) saa vidt man har kunnet faa dem at se for Murens Skyld.

Kirken er ikke ansat for nogen Hartkorn, den nyder ej heller nogen Korntiende af Sognet. Det eneste Tillæg den har, er en 3die Deel af Qvæg-Tienden og en liden Kiendelse for Gravsteder, saa og Minde af Stole Stader.

Kirken ejer ikke her Stole-Staderne, men de ere solgte fra Kirken til Beboerne, som ejer dem til evindelig Arv og Eie, Allene, naar den dør, som har ejet og brugt en Sæde, og samme da enten arves eller sælges, gives af den nye Ejere en Kiendelse til Kirken, i det højeste 1 Mark. for at fa sit Navn indskreven i Kirke Værgerens Bog.


     

Naar nogen betydelig Reparation skal giøres paa Kirken, udredes Bekostningen efter Stolestaderne, saaledes at enhver betaler af sine Stole Stader saa meget, som ham efter Repartion kan tilkomme.

Da Kirken i forrige Aaringer trængte til en almindelig Reparation, og især den sydvest Hjørne af Taarnet ganske maatte renoveres, blev efter aller underdanigst Ansøgning allernaadigst forundt Kongl. Bevilling, at Bækken maatte dertil udsættes for Kirkedørene udi alle 4re Stifter i Jylland.

Som Kirken har ingen Tiender, saa har den ej heller Udgifter. Den giver ingen Skatter eller Afgifter. Den har allene at betale Visitats Penge til Provsten og intet videre.

I Kirken er Træloft undtagen over Alteret, hvor der er en Træhvælving.

Angaaende Stolesæderne, da kan de i Henseende til Kirkens Skikkelse inddeles i 4 Rader. I den gamle Kirke er 2 Radder, Mand stole paa den søndre Side og Qvindestole paa den nørre Side. Mands Stolene er i Tallet 41, Qvinde Stolene 17, i Mandsstolene ere i de største 5 à 6 Sæder, i de mindste 1, 2, 3, i Qvindestolene ungefær 6 Sæder. I den gamle Qvist ere Mandsstolene 13, Qvindestolene 13, i de første 4 à 5 Sæder, i de sidste 8 ungefær.

I Midtqvisten er Mandsstolene 14, i hver omtr. 5 Sæder, Qvindestolene 12, i hver 10 à 11. I den nye Qvist, Mandsstole 14 med 3 à 4 Sæder, Qvindestole 13 med 8 à 9 Sæder. Summa Sumarum: paa alle Kirkens Stole er 137, foruden 5 Stole, hvoraf 2 tillægges Præsten, 1 Qvindestol forrest i den gamle Kirke med 4 Sæder i.


    

 En Mandsstol i den gamle Qvist, hvori Præsten har 3 sæder og en anden Mand den 4de. 2 Stole tillægges Birkedommeren, 1 Mandsstol i den gamle Kirke, den 5te fra oven af, en Qvindestol lige overfor, hvori Birkedommeren har 4 Sæder. Degnen har 1 qvindestol forrest i den gamle Kirke og en Mands Sæde forrest i Midtqvisten! disse Stole ligger til Embederne.

Til Kirken er en smuk Kalk og Disk inden i forgyldt og for en stor Del ogsaa uden paa, paa Disken staar disse 3 Bogstaver I H S lige over for et Kors; Neden paa Kalken ses Jesus paa Korset og paa den midterste Rand læses H: J E S U S. Dette er forarbejdet i Sognepræstens Mag. Jens Brasens Tid, hvilket ses neden paa Kalkens Rand, hvor der staar disse Ord:

Vasa hæc sacra a Sacrilego male habita reparata sunt ao. 1718 Past. Mag. J. Brasen. "Dette hellige kar er efter at være skændet på slet vis blevet repareret i året 1718. Pastor magister Jens Brasen"

Til denne Inscripstions Oplysning tiener til Efterretning, at en Tyv ved Navn Peder Jansen, skal i Aaret 1717 Kalk og Disk af Kirken, som bleve i Biergene grebet med sine Tyvekoster og efter udført Dom halshugget paa den Nørre Pønt af Landet som til denne Dag beholder Navnet Peder Jansens.

Af Alterklæder ere: 1 sort Fløyls Messehagel med Sølv Kniplinger omkring, og en rød Fløyls ditto, hvorom ere brede Guld Baand, bag paa samme, staar Chris to paa Korset af støbt Sølv og oven over Korset læses I N R I. Denne er bekostet af Kirken 1717 og den Sølv Crucifix bag paa foræret af Mag. J. Brasen. Foruden er en rød Fløyls Alterklæde givet til Kirken af nuværende Sognepræst, og en rød Klædes ditto, ogsaa givet af samme, hvorpaa staar Aarstallet 1750.


I Kirken er ikke uden een Ligsteen neden for Prædikestolen i den gamle Kirke, men Paaskriftet er med Tidens Ælde blevet ulæselig, og vides ej, hvem der er begravet.

Kirkegaarden er indhegnet med et Træ-Planke-Wærk, som formedelst sin Brøstfældighed med det første bør opsættes af nye.

Foruden, hvad som meldt er paa Kirkens Indtægter bør ogsaa nævnes, at den af hvert fremmed Skib, som har lagt Vinteren over i Havnen, nyder 4 Mark Danske.

For Vin og Brøds Holdelse, samt i messeklæders Vaskning, aarlig af Kirken 14 Rdl. 1 Mk., hvilken Udgift bliver lignet paa Comunicanterne. Formedelst Menighedens Tiltagelse er denne Afgift forøget til 16 Rdl.

I Aaret 1812 blev Sognepræsten H.C. Clausen leveret Ti Rigsdaler given til Kirken af den nu bortdøde Niels Iversen, samme Mand skænkede og Ti Rigsdaler til Oddens Skole, ligeledes i Forvaring hos Præsten her i Sognet. Ovenstaaende 10 Rdl. til Kirken modtog Iver Pedersen d.22 juni 1813.


Folketælling.  

1845. Ved den i dette Aar stedfundne Folketælling udgjorde Sognets Individer 1819, nemlig af Mandk. 856 Qvindek. 963. I Familier 380. Enkernes Antal 116

1850 var Folkemængden 1841, nemlig af Mandk. 868 Qvindek. 973. I Familier 398. Enker 122.

1855 var Folkemængden 1870 af mandlige 912 qvindelige 958. Familierne 419.Enker 108. 

1860 Folkemængden 1927 nemlig 923 mandlige 1004 qvindelige.Familier 430. Enker 118.


1 B1017 Nordby-Havn 1854

 


     FORTIDENS FANØ

1854

Jyllands vestkyst og navnlig øerne ved denne, har længe været et terra incognita for dem, der beboe den mere velsignede del af vort fædreland, skjønt i den senere tid adskillige omstændigheder har bidraget til, at den almindelige opmærksomhed mere er henvendt på disse egne.

Øerne i Vesterhavet have imidlertid ved deres isolerede belig­genhed bevaret så mange ejendommeligheder, der holdt sig uforandrede, imedens den øvrige verden udenom dem så ofte har skiftet form, og deres natur er så himmelvidt forskellig fra den, man ser i landets andre egne, at det vistnok lønner sig umagen at gøre sig nærmere bekendt med dem. I den almindelige mening går den en glædeløs fremtid i møde, der fordømmes til at tilbringe sit liv på en lille ø i Vesterhavet; men den almindelige mening fejler heri, som i så meget andet, og det er for at bidrage vort til at rette den, at vi her skulle meddele en kort skildring af den lille venlige ø, Fanø, der vistnok særdeles egner sig til prøvekort, når man som sine varer vil anbefale den vesterjydske natur og de vesterjydske øer.

Fanø strækker sig i en skrå retning langs Jyllands vestkyst fra færgestedet Strandbye til Ribe i en afstand af ca. en halv mil fra det førstnævnte og 3 mile til det sidstnævnte sted. Øen er to mile lang og en halv mil bred med en befolkning af omtrent 3000 mennesker. Når og hvorledes øen først er blevet befolket, vides ikke med sikkerhed; men efter al rimeligt hed have de første beboere været bosatte midt på øen, hvor kirken da lå og fra vis ruiner endnu skal kunne findes svage spor.

Senere, da folkemængden tiltog, og man begyndte at lægge sig mere efter søfart og fiskeri, flyttede øens beboere nærmere til havet, hvor dette danne passende havne, og således er det sket, at der efterhånden dannede sig tvende byer, idet nogle flyttede til øens sydlige spidse, hvor nu Sønderhoe ligger, andre til den nordlige, hvor de grundlagde Nordbye sogn, der indbefattede de to trediedele af hele øens befolkning, medens den ene trediedel kommer på Sønderhoe sogn.


     Landet tilhørte dengang kongen, der holdt en foged, der opkrævede skatter og forestod administrationen, men i året 1741 lod Kong Christian den 6te hele øen sælge ved offentlig auction, ved hvilken lejlighed den blev tilslagen beboerne selv som de højstbydende. Hele øen ejes endnu udelukkende af beboerne, og der er ikke en plet, ikke engang en sandklitte, som ikke har sin ejermand. Øen er nu omtrent delt lige imellem begge sogne, og da landet var solgt, blev der oprejst en pæl af 3 ½ alens højde som markskjel imellem Nordbye's og Sønderhoe's marker. Imidlertid ere ikkun begge yderkanterne af øen beboede og opdyrkede, men på en strækning af over een miil imellem begge sogne findes ingen menneskelig bolig, men kun udyrket hede, begrænset af sandklitter og kun op­livet af får, der her vandre om og afgnave det sparsomme græsstrå, indtil sneen også dækker disse smuler. Disse egne er vel vilde og øde, men meget maleriske og på deres viis smukke; de mægtige sandklitter, der slynge sig i bølgeformer omkring hele øen, begræn­se horisonten, og når de åbne udsigten, viiser sig det dejlige hav og den høje jydske kyst; klitterne selv have et majestætisk og pynteligt udseende, især om sommeren, når klittegræsset (den såkaldte marehalm) står frodigt grønt, så at man med en smule indbild­ningskraft godt kan tro sig forsat til en skovgroet bjergegn.


     

Fra klitternes toppe åbne sig de herligste udsigter; her ser man først det store mægtige Vesterhav, der stundom risler sagte mod det fine hvide sand, så sagte som en lille bæk, stundom hæver sig med skumklædte bølger og en bedøvende larm, der i nogen afstand lyder som svære batterier køre over en brolagt vej. En overraskelse venter den fremmede, der bestiger en af Fanøs vestlige klitter; han tror nu at skulle finde havet neden for sig, men i dets sted skuer han en slette af dejlige grønne enge og frugtbare marker, der atter begrænses af en ny klitrække, thi i de bebyggede dele af øen er enhver plet samvittighedsfuldt anvendt, og megen velsignelse af vindes den sandede jordbund af flittige hænder. Der er heller ingen tvivl om, at en stor del af den strækning, der nu henligger som ufrugtbar hede imellem begge sogne, med held vil kunne opdyrkes ved hjælp af udflyttergårde; men fannikerne ere næppe landmænd nok til at ville indlade sig på slige forsøg. De egentlige bønder, som gerne tillige er fiskere, have deres gårde i de opdyrkede strækninger udenfor byerne og drive deres avling med hestekraft. Men alle fanniker er mere eller mindre landmænd; således, at enhver selvstændig familie ejer een eller flere køer, nogle lam og et stykke jord, der drives enten ved hjælp af bøndernes heste eller blot ved håndkraft. Det er da fruentimmerne, der må lægge kræfter til; thi de allerfleste mandfolk ere til søs den største del af året og beskæftige sig heller ikke med slige forretninger, når de engang imellem ere hjemme. Til gengæld må mandfolkene forrette fruentimmerarbejde i de lange vinteraftener, når de intet andet have at bestille, og strikke strømper til hele familien. Konerne og pigerne kunne ikke engang strikke, men det er en fornøjelse at se med hvilken færdighed en stor stærk sømand kan »prægle«, som det her kaldes, en hel lang uldstrømpe på een dag.


     

Fiskeriet, der vistnok kunne og burde være en ikke ubetydelig indtægtskilde for øen, drives ikke med nogen synderlig kraft. Det er kun om foråret i 4 til 6 uger, at fiskebådene går ud i større antal og på længere ture; thi tæt ved landet findes næsten ingen fisk. Hvad der fanges i størst mængde, ere de såkaldte hvillinger, torsk og skuller, der enten saltes eller vindtørres. Enkelte, der gøre pro­fession deraf, opkøbe da de saltede og tørrede fisk og rejse med dem til markederne i Ribe, Haderslev og Åbenrå, hvor de er meget søgte og betales ret godt.

De såkaldte »Ribe-Skuller«, der i sin tid var meget efterspurgte både i Sjælland og Fyen, kom alle fra Fanø.

Fiskeriet har vistnok i ældre tider været langt betydeligere end det nu er, og hvis der intet gøres for at give det et opsving, er der grund til at frygte for, at det ganske vil gå i stå.

Den betydelige stedse tiltagende skibsfart afgiver den væsentligste indtægtskilde for øen, der af alle steder i Danmark, næstefter Kjøbenhavn, ejer det største antal comercelæster, nemlig 3000. Årlig bygges der et ikke ubetydeligt antal skibe på øen; i denne sommer (1854) står således 7 skibe på stabelen, og flere skulle snart påbegyndes.


I sommertiden ser havnen øde nok ud, skibene er uafladeligt i farten; men i vinterens løb kan den fremvise en ret anseelig masteskov, skjønt en stor del, navnlig de større skibe, sjældent kommer hjem, men overvintrer i forskellige havne på østkysten, for at kunne være nærmere ved hånden om foråret, når farten atter skal begynde. Sommeren er derfor en stille tid på Fanø; thi hele det unge mandskab er borte, og en stor del af pigerne tage gerne fast tje­neste på fastlandet fra Sct. Hansdag til Mikkelsdag, for som søgte og meget dygtige arbejdersker at tage del i markarbejderne og hø­sten. Som følge af at mændene er så meget fraværende, er konerne de egentlige bestyrere af affairerne og forståe sig i reglen også godt på at ordne dem og at holde sammen på mandens fortjente skillinger. Fruentimmerne på Fanø ere strenge økonomer, uden derfor at være gjerrige; thi hvad der skal betales, udredes uden modsigelse eller vrangvillighed. Kun hvor der skal holdes på honneuren, især hvad der angår stadsen og gilderne, sættes de økonomiske hensyn ganske tilside.

Fannikeboligerne ere alle næsten ens; en lang eenetages temmelig lav bygning, opført af røde sten og bedækket med stråtag. I den ene ende af bygningen er beboelseslejligheden, bestående af dagligstue, en art storstue, eet eller to kamre og kjøkken; i den anden ende er et bryggers eller vaskehus, kostalden og en liden lo. Til de fleste huse hører en lille have, der for det meste er beplantet med kål. Husene bliver godt vedligeholdte og have et ret pynteligt udseende, der kun vanzires ved de tæt udenfor på vejen anbragte Landmandens Guldgruber, der i forbindelse med kostaldene indenfor just ikke på nogen behagelig måde afficere lugtenerverne.


     

Sønderho er ikke så tæt bebygget som Nordby, hvorimod der imellem husene findes store åbne pladser, der benyttes som marker. Byen har et venligt udseende, og bygningerne er i det hele taget både udvendig og indvendig nettere og elegantere end de Nordbyeske, ligesom her også hersker forholdsvis større velstand.

Sønderhoe havde ikke det held, at der strandede et skib med tøm­mer, da dens kirke skulle opføres; for at kunne bruge tømmer af mindre dimensioner er den nemlig bygget under tvende tage, hvorved den snarere får udseende af et magasin end af et gudshus.

En farlig fjende har Sønderhoe i Vesterhavet, der ved en indtrædende stormflod let vil kunne oversvømme og opsluge hele byen. Den dæmning, der var sat for det rasende element, er for få år siden tilintetgjort ved en sådan stormflod og kun meget ufuld­stændig udbedret. Communen selv er ikke i stand til at afholde de betydelige omkostninger (efter et overslag ca. 80.000 rdl.), som op­førelsen af en pålidelig dæmning ville medføre, og staten har ikke hidtil vist sig villig til at lade et arbejde udføre, hvis undladelse let kan koste tusinde menneskeliv for ikke engang at tale om gods og ejendom.

Stranden omkring Fanø bliver hvert tredie år bortforpagtet ved offentlig auction, og den højstbydende medtager da adskillige in­teressenter, der med eed forpligter sig til at være hverandre troe. Ikkun interessenterne eller dem, de dertil bemyndige, have ret til at søge efter rav og strandet gods. Flere gange om året afholdes auctioner over de fundne sager, af hvis værdi finderen får den ene og interessentskabet den anden halvdel. Betydelige strandinger forefalde i den senere tid sjældent eller aldrig, og udbyttet af rav er heller ikke nu så betydeligt, som det tidligere skal have været. Un­dertiden kan dog en og anden være så heldig at træffe på et større stykke. Således fandt en kone fra Sønderhoe i året 1849 et stykke rav af størrelse og form som et almindeligt sigtebrød, der var af halvfemte punds vægt.


     

Fanø har i de senere år fået en badeanstalt, der benyttes temmelig stærkt og fortjener at blive mere almindelig bekendt også indenfor Jylland på grund af vandets fortræffelige beskaffenhed og lette tilgængelighed, da man ikke her, som ved de øvrige bekendte badesteder ved Vesterhavet behøver at køre en lang strækning for at komme til vandet. Den, der vil bruge søbadene for sit helbreds skyld alene, kan næppe finde noget mere egnet sted, end Fanø; men den, der ved et badested tillige søger adspredelse i musik, dans, spil eller sligt, han gør rettest i at holde sig derfra.

Fannikerne hænge med stor vedholdenhed ved gamle skikke og sædvaner, og det skal holde hårdt at få dem til at gøre nogen forandring i den levemåde, der er nedarvet fra forfædrene. Det sam­me gælder om klædedragten, der er aldeles ejendommelig, skønt den måske minder noget om amagernes dragt. Mændene have dog nu ganske emanciperet sig fra den gamle nationaldragt og går klædt som andre søfolk.

Hovedgenstandene af fruentimmernes toilette ere: Trøie, skjørter og en mængde tørklæder, der anvendes til forskelligt brug; men disse genstande må være tilstede i stor mængde og i mange varieteter, når en kone eller pige skal siges at have en nogenlunde fuldstændig garderobe; thi ved forskellige anledninger fordres forskelligt toilette, og det ceremonielle overholdes i alt, hvad der angår dette punkt, med en samvittighedsfuldhed og nøjagtighed der næppe overgås af noget hofceremoniel.

Under arbejdet i den frie luft bæres en af to stykker sort klæde sammensat maske, den såkaldte »strude«, der skjuler hele ansigtet.


Til daglig brug bæres trøjer af trykket cattun eller af bomuldsfløjl, der slutter snævert om livet og fortil ere besatte med to rækker knapper af hvilke en eller to stedse må være uknappede; skjørterne ere af rødt eller oftest grønt uldent tøj og temmelig korte. Om vinteren bæres mørke uldne hoser og klaptøfler; men om sommeren går de fleste piger med bare fødder, hvorimod benene er bedæk­kede helt med et par strømpeskafter uden fødder. Håret bæres altid opstrøget å la Chinoise. og bliver holdt indenfor tilbørlige grænser af en lille hue af lærred. Udenom denne bindes det blå- og rødstribede tørklæde, der fast omslutter hele hovedet, inclusive ørerne, med undtagelse af ansigtet og ender med en knude og to lange snipper på den øverste del af baghovedet. I måden at binde den knude kan udvises megen virtuositet, og der findes ikke få fruentimmere, som kunne kendes alene på deres »pjagger« (således kaldes disse snipper på fannikersproget). Om halsen bærer de et løst bundet tørklæde på samme måde som amagerkonerne bære lignende, og enderne af disse er sammenhæftede bagtil med en ravnål. Når nu fruentimmeret går ud, bindes desforuden endnu et andet tørklæde eller klud fra hagen omkring hovedet, så at mund og næse ganske skjules. med undtagelse af øjnene. Fannikerne kunne imidlertid ret let kende hverandre, uagtet de ere således formummede, thi de have en ganske overordentlig kendskab til hverandres klædningsstykker, figur, gang og måden at knytte pjaggerne på.


    

 Denne beskrevne dragt er ganske ens for den velhavende og den fattige; thi selv de rigeste skipperkoner, hvis mænd måske kunne hjembringe 4 å 500 rdl. som årets nettogevinst, forandre intet i den nationale dragt, og netop af denne uniformitet i costumet udgår en frihed og lighed imellem individerne, der næppe findes andet sted imellem personer, hvem lykkens gaver ere så forskelligt tilmålte. Men foruden denne daglige dragt må dragkisten være ret godt forsynet, når garderoben må være nogenlunde fuldstændig.

Først haves en stadsdragt, der kun er forskellig fra den ovenfor beskrevne ved stoffernes større fiinhed og kostbarhed, således at trøjen er af silke eller fiint klæde, knapperne af rav, kludene af silke, tøflerne lakerede o. s. v., og derved at et større antal skjørter af en enorm vidde bæres; disse kunne på en velpyntet fannikekone findes i et antal af 6 á 7, men ere ingenlunde skikkede til at flattere figuren, der naturligvis ved et så massivt påhæng bliver uformelig kolossal. Dernæst må nødvendigvis haves en sørgedragt, for hvilke der ofte er brug; thi den bæres ikke allene af dem, der virkelig have familiesorg, men af enhver, der er indbuden til begravelsen og af hele den afdødes grandlag (naboerne), idet mindste om søndagen i kirken.

På langfredag og almindelig bededag ere også alle iført sørge­dragten i kirken. Til sørgedragten hører sort klædestrøje og skjørt, kantede med brede sorte fløjelsbånd, og klude, der ere mørkeblå med lyseblå striber, forresten arrangerede på samme måde som ovenfor omtalt.


     

Ved bryllupper bærer bruden og brudepigerne sort dragt med hvide forklæder og på hovedet den såkaldte »bore«, d. v. s. et af glasperler og flitterstads sammensat diadem, der formelig bliver fastsyet til det stramt opsmøgede hår. Ved denne lejlighed kan man få at se, hvilken farve en fannikepiges hår har, og at hun er i be­siddelse af øren, hvilke sidste hun ellers gjorde rettest i ikke at vise frem, da de på grund af det idelige tryk af det sædvanlige hovedtøj ere ganske fladtrykte og misformede; thi hovedtøjet aflægges ellers aldrig, ikke engang om natten, og det generer et fanøfruentimmer meget, at lade sig se med blottet hoved.

Også ved konfirmationen have pigerne en særegen hovedbedæk­ning, et hvidt kniplingsliin og en sort hue, der er meget klædelig og ligeledes bæres af jomfrufadderne ved barnedåb; og straks efter fødslen bliver de nyfødte børn endogså iførte en ejendommelig meget elegant, men tillige meget uhensigtsmæssig i guld broderet hue. Så snart pigebørn bliver så store, at de kunne gå, bliver de imidlertid iklædte den almindelige fannikedragt, hvori de se ret nydelige og pudserlige ud; drengene får sløj kjole og faldhat, indtil de kunne anlægge trøje og burer.

Ved enhver nogenlunde passende og upassende lejlighed afholder fannikerne gerne et gilde; ved barnedåb, ved barselskonens første kirkegang, ved bryllupper og begravelser, når et skib løber af stabelen (de såkaldte skibsbryllupper), o. s. v., må der et gilde til. Naturligvis går det flottest til ved bryllupperne, og vi skulle derfor indbyde den venlige læser til at følge os til et fannikerbryllup, som det fandt sted.


     

Dagen i forvejen får man besøg af en »bydemand«, der i brude­parrets navn inviterer gæsterne i en på ethvert sted ordret genta­gen indbydelsestale, der giver vink om, hvilken beværtning, der kan ventes. På bryllupsdagen møder gæsterne kl. 12 formiddag i brudehuset, hvor der indtages en foreløbig forfriskning af snaps og smørrebrød og varmt øl med sukker og lidt brændevin i. Kl. 2 går man i procession til kirken, bruden og brudgommen med brude­pigerne i spidsen. Ved selve den kirkelige ceremoni er intet for­skelligt fra den ved sådanne lejligheder på landet sædvanlige skik, kun at bryllupsgæsterne - efter at have ofret til præst og degn - ofre den såkaldte brudeskænk i brudens skød, hvis dette ikke udtrykkeligen er frabedet i forvejen.

Efter vielsen begiver brudeskaren sig atter tilbage til brudehuset, hvor bydemændene fungerer som skaffere. Hele selskabet bliver nu placeret ved de lange borde og bænke, der ere opstillede langs med væggene. Brudeparret indtager først hæderspladsen, lige overfor dem sidder brudepigerne, på brudgommens venstre side den fornemste mandlige gæst og på brudens den fornemste qvindelige gæst og således de øvrige efter deres stilling i samfundet og i familieforhold til det nygifte par.


Der serveres nu med caffe, det vil da sige, efter at mandfolkene først har fåen »en punsch« (the med rom i), og fruentimmerne en »viinpunsch« (the med rødvin i). Derefter begynder caffedrikningen, hvori fannikerne have opnået en høj grad af færdighed; det hører ikke til sjældenhederne, at et individ kan sætte 6, 8 á 10 kopper tillivs af dette brune djævelskab, der efter Holbergs mening sætter mundlæderet så fortræffeligt i gang. De erfaringer, der i denne henseende kunne indsamles på Fanø, bidrage overordentlig meget til at bestyrke denne Holbergs mening, endskjønt man vel ikke med nogen apodiktisk vished kan påstå, at de fanøeske fruentimmeres vidunderlige tungefærdighed hidrører alene fra caffen. Til caffen nydes hvedebrød og smørrebrød, og når ingen formår at tvinge flere kopper ned, nydes atter en punsch for at sætte det hele.

Når gæsterne gøre mine til at rejse sig, averteres de af en af bydemændene om, at man håber at gense selskabet kl. 8, til hvilken tid enhver anmodes om at genindtage den plads, de har havt og at blive siddende på den, så længe han lyster.

Gæsterne forlade da brudehuset indtil videre, og da man nu en gang er i kisteklæderne, benyttes mellemtiden til at gøre visitter hos naboerne, hvor der absolut må nydes noget, hvor lidt man end trænger dertil efter en sådan caffesession.

Kl. 8 sidder man da igen på sin plads, som man må være belavet på at indtage i 3 á 4 timer; thi at komme ud igen, når man er bænket, hører til de allervanskeligste opgaver.


    

Bydemændene og deres medhjælpere fremsætte nu en uendelig mangfoldighed af forskeliige stege, fade med kartofler, sauce­skåle, såvelsom de til foræring af de indbudte gæster sendte kager. Når alt er arrangeret, slår den ene bydemand tre slag i loftet med sin hånd, et signal til at måltidet efter forrettet bordbøn kan begynde. Under måltidet udbringes skåler for brudeparret, forældrene, brudepigerne o. s. v., og der går en bøsse omkring for de fattige, en tallerken for spillemændene, der imod slutningen af måltidet gerne tilkendegiver deres ankomst ved at spille »Fryd dig ved livet«, og en tallerken med salt på for det i køkkenet tjenstgørende personale. Måltidets ende tilkendegives ligeledes med tre slag i loftet, hvorefter degnen fremsiger en Psalme, der takker Gud for maden; undertiden afsynges også denne Psalme af det hele selskab.

Nu blive bordene i en ,hast bortryddede, de gamle trækker sig til­bage til sideværelserne for at få et slag kort, og nu begynder dan­sen. Først danser bruden med begge bydemændene, tre toure med hver, og imellem hver tour presenterer brudgommen to glas, det ene fyldt med brændeviin, det andet med mjød, hvoraf de dansende hver gang nippe lidt. Derefter danser brudgommen ligeså tre toure med bruden, som derpå trækker sig tilbage tilligemed brudepigerne, for at iføre sig et lettere costume, og efter at brudgommen endnu har danset nogle hoveridanse med qvindelige honoratiores, begynder dansen at blive almindeligere.

Mest danses fannikerdansen, der er temmelig ensformig og mest består i en evindelig omsvingen. Forskellig fra denne er »Sønderhoeningen«, der er mere graciøs og har nogen lighed med den såkaldte tyrolervals. Foruden disse to danses dog også almindelig vals samt gallopade, polka, ja endogså mazurka.


    

Omtrent kl. 2 om morgenen serveres atter med caffe, hvorefter de ældre sædvanligen trækker sig tilbage, men lystigheden fortsættes forresten til langt op ad den næste dag.

Hvor der er ofret til bruden, gives et andendagsbryllup, hvortil kun de, der har givet brudeskjænk, indbydes. Ved dette trakteres sædvanlig med skinke og iøvrigt den sædvanlige beværtning med caffe og punsch; der finder ingen dans sted; men gæsterne morer sig ved at spille tre­kort og schervenzel; men kortene må man selv medbringe.

Således går det til ved de større bryllupper, når parterne ere vel­havende. Hos mindre velhavende folk beværtes der kl. 8 med risen­grød istedet for steg. De tidligere så almindelige »ærtebryllupper«, ved hvilke gæsterne trakteredes med gule ærter til middag, er nu ved at gå af brug.

Ved gilder i anledning af barnedåb drikkes caffe med tilbehør kl. 3; man går da bort i nogle timer og kommer igen til the med tilbehør, hvorefter disse gilder sædvanlig ender kl. 9 á 10 om aftenen.

Til begravelser sker indbydelsen af en sortklædt pige, der har en liden stok i hånden. De indbudne samles kl. 1 i sørgehuset, hvor der bydes dem forfriskninger, der efter skik og brug skulle indtages i den stue, hvori liget ligger med ubedækket ansigt .

Både mænd og qvinder følger efter kisten til kirkegården. Efter begravelsen begynder i sørgehuset et gilde aldeles af samme tilsnit som det ovenfor beskrevne barselgilde, og hverken gæsternes stemning eller noget som helst andet minder om, i hvilken anledning forsamlingen finder sted. Da begravelsesgildet betragtes som en skyldig hæder, der vises den afdøde, afholdes det i enhver familie, selv den allerfattigste, der mister et af sine medlemmer.


Såsnart én er død, er det den første tanke hos de efterlevende at få kornet, der skal bruges til begravelseskagerne, bragt til møllen; ja! man har endogså eksempler på, at dette er sket på den blotte formodning om, at døden ville indfinde sig, men at denne af lutter caprice er gået huset forbi.

Mange piger lade tilligemed deres brudedragt forfærdige en liig-dragt, som de opbevare, indtil tidens fylde kommer.

Foruden de omtalte gilder holdes i de fleste velhavende familier julegilder, der gerne vedvarer ind i februar måned: de, der have en stor familie eller en udbredt bekendtskab, kunne derfor komme til gilder nok i den tid.

Til dagligt brug leve fannikerne meget tarveligt. Den sædvanlige kost er mælkemad, tør fisk med kartofler, pandekager og fremfor alt den nationale ret »Sackkuch«, en art budding af bygmel, der bliver kogt i vand og nydes med sirupscauce i forbindelse med saltet kød eller flæsk. Til mellemmaden såvelsom til frokosten nydes naturligvis den uundværlige caffe, der af mange forbedres ved tilsætning af en snaps kornbrændeviin, hvorved den såkaldte caffepunsch fremkommer, en drik, der efter kenderes dom skal smage som malagaviin, men som for den dertil uvante er afskyelig.

I de fleste huse forefinder man en talrig børneflok, der sjeldent udmærker sig ved artighed, en naturlig følge af, at fædrene så sjældent ere hjemme, og mødrene have så meget at varetage, at de ikke kunne anvende synderlig tid på børneopdragelsen, der først kan siges ret at begynde med børnenes skolegang.

Skolen er overmåde god og bliver flittig besøgt. Odden har en stor ny skolebygning med tre classer, der hver har sin lærer, og landsbyen har sin egen skole med egen lærer; desforuden findes på Odden en lille privat pogeskole.

Med confirmationen ophører skolegangen, og pigerne kommer da gerne ud at tjene, mens drengene gå til søs.


    

Overtroen er til trods for den stigende oplysning ingenlunde så ganske forsvunden fra øen, men mange tror endnu stærkt på spø­gelser og hexeri, navnlig er det meget almindeligt at antage folk eller fæ for »forgjorte«, når noget uheld træffer dem, og man. udpeger da gerne en eller anden, for det meste en eller anden gammel kone, som hexen, der har forgjort dem. Det er endnu et meget almindeligt troet sagn, at der på en viis mark i landsbyen hver nat kl. 12 viser sig en hvid hest uden hoved, ja, flere påstår endog at have set den. På grund af denne tro på og frygt for spøgelser går fruentimmere ikke gerne ene ud, efter at det er blevet mørkt; men når et ærinde skal forrettes, må der stedse to af sted.

Nattevagten besørges også på skift af alle sognets piger og koner, bestandig to og to ad gangen. Disse have så at påse, at der iagt­tages forsigtighed med ild og lys, og for at vække vedkommendes opmærksomhed, skralde de udenfor ethvert hus, hvori lys lader sig se på en usædvanlig tid; tillige skulle de passe på vandets stigen, for i tilfælde af en stormflod i tide at kunne vække beboerne. Denne lange kjedsommelige nattevagt forkortedes ved nysgjerrige indblik i privatlivets helligdom, hvor om de qvindelige vægtere om morgenen undertiden var i stand til at levere interessante meddelelser, der heller ikke stikkes under stolen, men med lynets hastighed forplante sig over byen.


I det hele taget hersker der megen sædelighed på Fanø og en sjælden troskab i forholdet imellem mænd og qvinder. Tidlige for­lovelser ere hyppige; men om også kjæresten rejser bort og bliver borte i en halv snes år, hører det dog til de store sjældenheder, at begge parter ikke bliver hinanden tro. De mange enker, der på grund af mændenes exponerede livsstilling findes på øen, blive sjæl­dent gifte igen, medmindre de eje et skib, hvorimod enkemændene i reglen hurtig søge sig nye koner, der kunne passe hus og børn, medens de selv ere til søs.

Skjønt der kun er en afstand af 2 miile imellem Nordbye og Sønderhoe, så findes   dog imellem begge sogne adskillige nuancer i sædvaner,  klædedragt,  gildeceremoniel, som det imidlertid her vil blive for vidtløftigt at gåe nærmere ind på. At der tillige hersker en besyndelig jaloncie, man kunne næsten sige antipathi imellem disse to sogne, er vist, om det end er vanskeligt at forklare grunden
dertil.  Selskabelige sammenkomster imellem disse sognes beboere finder så godt som aldrig sted, og det hører ligeledes til de store sjældenheder, at nogen fra det ene sogn gifter sig ind i det andet.

For ikke at slutte denne beskrivelse af Fanø med et mindre smukt træk af beboernes charakter, skulle vi slutteligen tilføje, at fannikerne ere særdeles gæstfrie, og at vi derfor trøstigen kunne indbyde den venlige læser til at besøge denne interessante og ejendommelige lille ø. J.


Fanø folk i gammel tid.

16. juli 1904. 

I gamle dage var der ikke den lette samfærdsel med fastlandet, og ejlandsfolk holdt den gang mere sammen end nu om dage; det hændte sig derfor ofte, at beboerne i Nordby og Sønderho jævnlig aflagde hverandre besøg. Således skete det - fortælles der - at for ca. 100 år siden en gårdmand fra Rindby sammen med sin nabo, en gammel skipper, en dag aflagde en visit i Sønderho.

Det var netop i den tidligere efterhøst. Vinden blæste temmelig kølig; men solen skinnede ret varmt. Det prægtige vejrlig i forbindelse med bevidstheden om, at høsten med sit rige udbytte var kommet godt i hus, gjorde dem glade i sind, og blandt Sønderhoningerne gled dagen hen i »hovro«. Først sent om aftenen kom de to mænd fra Sønderho og satte kursen ad hjemmet til.

Da de nu sad på vognen og kørte i småtrav forbi »den første bro« over Sønderho landevej, kom de til at tale om, hvad de i dagens løb havde oplevet.

Om adskilligt havde de delte meninger, og sønderhoningernes gode, københavnske brændevin bidrog nok sit til, at de to mænd var blevet noget snakkesalige.

Kørslen gik under samtalen langsomt fremad; thi vejen var i de dage temmelig ringe. Imidlertid stod månen op og bredte et hemmeligsfuldt skær over de mange, nøgne klitter, der kastede lange skygger ud over heden. En flok vildænder fløj ind over øens midte. Netop nu var de agende ved »Mærkstenen«, skelmærket mellem øens to sogne, og netop her blandedes vildændernes skrig med havets skvulpen og vindens blide sus; vestenvinden har sin egen tunge, når det suser i helmbuskene. For de to mænd syntes den sære natlige stund hin tid vel skikket til at føre tanken hen på det overnaturlige. Manden, som kørte, spurgte nu sin medrejsende, om han aldrig havde set noget spøgelse.


»Ja, jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige eller tro om det«, tog denne til orde; »min oldemor fortalte mig så tit, at hun i sine unge dage havde set en hest uden hoved på stranden, og at hun en aften havde havde hørt nogle lyde ved »Pælen«, som om det var et kvindeskrig.

»Det var måske vinden, men alligevel var det da fælt«, sagde gårdmanden.

»Ja, howres har det ikke været, jeg har såmænd også engang set en stor hund ridende på en vist nok hovedløs hest. Herude på stranden så jeg den netop en nat, da vinden var vestlig«.

»Tys! Jeg hørte noget«, sagde gårdmanden, »lad os bare se at komme hjemad; det er så sært at tale om sådanne ting på den her tid af døgnet«.

Tavse kørte de videre. Den gode fortæring i Sønderho og naturen, som nu krævede søvn som sin ret, sporedes. De natlige agende nik­kede af og til dybt og røbede derved en halvt sovende tilstand. Ham der kørte, lod hænderne synke, pisken hang slapt ud over vognen, derved fik det ene hjul fat på piskesnoren og trak med voldsom kraft pisken ud af hånden på ham.

Sagte viskede han til sin sidemand: »Der tog spøgelset min pisk!!« Denne vågnede ved den sagte hvisken og opdager, at han var uden kasket. I den tanke, at kasketten var blæst af, sprang han af vognen for at tage den op. Vognen kørte dog videre, og efter knap en times kørsel nåedes skipperens hjem. Nu først savnede kusken sin ledsager; han vækkede dennes kone, fortalte først om sit tab af pisken og af skipperen, dernæst om spøgelser og andre særheder, folk på hine tider kunne ved nattetide.


Koner i de dage - og navnlig skipperkoner - forstod halvkvædet vise, men da hun alligevel frygtede, at en ulykke var sket, fik hun et par naboer vækket, for i forening med dem at søge efter manden.

Da de kom hen i nærheden af »Pælen«, begyndte det at dages, og her kom den eftersøgte dem i møde med blottet hoved. Nu kom det til en forklaring; skipperen var blevet derude i bjergene, da han ikke havde fundet sin kasket, skønt han i så lang tid havde gået og søgt efter den.

Af denne fortælling om tvende rejsendes eventyr, var der flere øboere, som siden drog den lære, at visse mennesker gerne selv er årsag til det, som tilskrives spøgelser. - I denne tid, hvor samkvem og afsluttethed og om kulturens stedbundethed drøftes så meget, faldt denne fortælling mig i tankerne, og det skal siges, at

vistnok var fanøfolk i gamle dage ikke som nu i vor tid. Tiden må jo følges dog med en vedhængen af det traditionelle. Fordærv ikke det gamle, men værn om fædrenes minder!       P. K. P.

 


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles