Fra gamle dage – ”a.” fortæller.  (Fortalt i året 1898)

Fra gamle dage – ”a.” fortæller.  (Fortalt i året 1898)  

Snedkermester Andreas Olsen.

80 år. Født i Nordby 1856, og kom til søs som 14-årig. Han sejlede i 4 år, hvorefter han den 13. april 1875 kom i lære hos snedkermester Svendsen, Nordby. Da han var udlært var der ikke noget arbejde at få inden for faget så han stak atter til søs og sejlede med Fanøskibe på de store have. I 1882 nedsatte han sig som mester i Nordby.

Omkring 1890 slog han sig sammen med broderen, Jonas Olsen, der også var snedkermester, og de to brødre arbejdede trofast sammen i mange år indtil Andreas Olsen på grund af tiltagende svaghed for ca. 4 år siden måtte trække sig tilbage. Firmaet blev kaldt ”Jonas og Andreas”. Arbejdet blev udført med dygtighed og den største akkuratesse. A. var en tid medlem af bestyrelsen for Nordby sogns Sygekasse. Han var stærkt interesseret i Fanøs historie, og her gjorde han en meget stor indsats. Under mærket ”A” skrev han mange artikler om forholdene på Fanø. Han var en skattet medarbejder på tidsskriftet ”Dansk Folkemaal”. I store hefter nedskrev han episoder fra sit liv, prøver af Fanødialekten og gamle udtryk fra Fanøsproget. En beskrivelse af et gammeldags bryllup, gamle skikke og ceremonier, bindebreve.i et af hæfterne findes der tegninger af et gammelt Fanøhus, af dets ydre, af stue og køkken, ned til de mindste detaljer.

Andreas Olsen d. februar 1940., 83 år gammel.  

Olsen var en tilbageholdende og meget beskeden mand. Han passede sammen med sin bror sit håndværk med stor æresfølelse. I sin fritid syslede han med Fanøs historie, med stor entusiasme, og hans kendskab til øens historie var ganske stort. Han var kendt og afholdt af alle.


Ole Andreas Olsen, f. 12. december 1856, d. 26. januar 1940. Søn af søfarer og skibstømrer Jonas Olesen, f. 1. juni 1828, d. 2. juli 1905 og Maren Mathiasdatter, f. 2. marts 1827, d. 13. april 1905.

Fra gamle dage – ”a.” fortæller

(Fortalt i året 1898) 


Den første befolkning

Om den ældste befolkning her på Fanø findes der kun få over­leveringer; jeg antager, at de første beboere hørte til den gamle friserstamme, måske blandet med hollændere; i alle tilfælde har der gennem årene været mange lighedspunkter; om end tiden har udvisket meget.

Hvorledes dette forholder sig, ved jeg ikke; men at vi i sind, tænkemåde, klædedragt, sprog, skikke o. s. v. adskiller os fra det øvrige danske folk, synes jeg er meget iøjnefaldende. 

Noget ejendommeligt, må der være ved fanøerne; thi det er en kendsgerning, at ingen af de fremmede, som bosætter sig her, nogensinde bliver ordentlig naturaliseret. Mange har forsøgt sig i så henseende, men endnu har jeg ingen set, for hvem det er lykkedes. De kan leve 20 - 30, ja, 40 år her på øen, men fanøere bliver de aldrig. Navnlig dialekten kan ingen fremmed tilegne sig fuldkommen; den kan kun deres børn lære, når den ene af forældrene er indfødt - og helst moderen.



Mange af de nedarvede skikke hidrører vel også fra, at vore unge sømænd tidligt søgte mod syd til den store hansestad, Hamborg, hvis skibe for på de store have. Mange af vore unge søfolk søgte også til Holland, og det er vel egentlig nok dem, der fra første færd har lært fanøerne sømandsskab. Noget pålideligt i så henseende har jeg ikke kunnet finde; thi alle de gamle søfolk, som jeg har talt med, har i deres ungdom sejlet på Hamborg, og deres fædre lige­ledes. Vel var der enkelte, der sejlede med hollændere også i deres tid, men det var kun undtagelser, og i min drengetid var der da flere som sejlede fra Holland gennem mange år; men den første tid, hvor man søgte dertil, må ligge længe tilbage i tiden, måske helt tilbage til den tid, hvor Holland var verdens største søfarende nation.

Fra Hamborg var traditionen mere levende. Alle vore gamle folk har næsten uden undtagelse sejlet fra Hamborg i deres ungdom, og de kloge, beregnende hamborgere har med glæde givet de raske uforfærdede, søvante øboere plads i deres skibe, og flere af vore fædre opnåede da også ved dygtighed og pålidelighed at blive førere af store skibe. Det langvarige og nære samarbejde med vor sydlige nabo har selvfølgelig haft stor indflydelse på vore skikke og sædvaner, navnlig i den ældre tid, hvor vor forbindelse med det øvrige Danmark over land var såre ringe.

Byen Nordby, eller Odden, som den officielt kaldtes i min barndom, er ikke så overmåde gammel, og hovedsognet var ret langt ind i forrige århundrede Rindby, der var kirken og præstegården og der boede de mest velhavende folk, og, så vidt jeg kan forstå, drev man også fiskeriet derfra, idet man gik ud fra vesterstranden i samme art både, som endnu bruges længere nord ved kysten.

Hvornår man begyndte at benytte farvandet nord om Fanø, har jeg ikke rigtig kunnet få at vide; men de gamle taler altid om, at der mellem øen og fastlandet kun var en smal rende, ja, nogle fortæller endog, at man endnu længere tilbage i tiden blot behøvede at lægge et brædt over for at komme til og fra Fanø.



Om den store stormflod, der, så vidt jeg ved, i 1825 gennembrød Aggertangen, tillige har gjort farvandet her ved øen mere sejlbar, eller om det er sket tidligere, kan man heller ikke få rigtig rede på. Gamle sagn fortæller jo også om en stor oversvømmelse i 1634 og i 1555 - og at der i længst forsvundne tider har været fare på færde for øen og dens befolkning, er helt sikkert. -

Der findes nemlig mellem Holsted og Lunderskov en hede­strækning, lang og smal, som kaldes Fanøhede, og som skal være købt af Fanøs befolkning som et tilflugtssted i tilfælde af, at øen skulle gå under, men om grunden er solgt eller endnu tilhører øen skal jeg ikke sige. 

Ældre folk erindrer endnu stormfloden i 1855, da havet brød ind mellem klitterne, hvor vejen går forbi redningshuset ud til stranden. I den nærmeste gård ved den nuværende strandoplagsplads, var der netop bryllupsgilde, og de mandlige gæster måtte alle sammen ud at dæmme op med fyldte sandsække. Her i byen stod vandet så højt, hvor apoteket tidligere lå (ved Tinghustorvet).

Et andet gammelt sagn, som sognefoged Vilhelm Bang skrev om i »Nationaltidende« i 1898, beretter om at der skal have været endnu et sogn på Fanø, som kaldtes Vesterho, men sognet og kirken blev bortskyllet ved en stormflod, så man nu sejler der, hvor tidligere både byen og kirken stod. 

Jeg har fremdraget dette, fordi jeg kan huske, at de gamle fiskere i min drengetid fortalte krøniker om, hvordan de om bord i deres fiskerbåde, når de lå her udenfor med stille, kunne se huse og andet murværk på havbunden, og noget lignende fortælles fra kysten udfor Oxby.



Skulle der være noget sandt i det gamle sagn om Vesterho, så må det have ligget omtrent ud for det nuværende Fanøbad, og i så tilfælde har vi jo fået et nyt Vesterho, men ganske vist i en form, som de gamle beboere af Vesterho end ikke har kunnet drømme om. Vilh. Bang fortæller endvidere om en kirke, som har været på Fanø før reformationen, omtrent lige midt på øen. Også denne kirke har jeg hørt gamle folk omtale, og den skal efter sigende have heddet Sct. Annes kirke eller Annes Dals kirke. Om der findes en dal i Søndermarken, der hedder Annes Dal, ved jeg ikke, dertil er jeg ikke stedbekendt nok, men i bekræftende fald må kirken have stået der. Efter det sagn må kirken have været indviet til den hellige Anne, som vel så må have været øens helgeninde i den katolske tid, og det er måske igen en følge deraf, at så mange af øens kvinder hedder Anne eller Ane.

Kirken, vi havde her på nordenden af øen efter reformationen, stod jo ved den gamle kirkegård i Rindby, men den blev til sidst så forfalden, at man stod så godt som under åben himmel under gudstjenesten. Så byggede vore forfædre den nuværende kirke i 1786, og allerede den gang må bebyggelsen være foregået nordefter, hovedsagelig i det egentlige Nordby.



Huse og bebyggelse

En stor del af Odden var den gang klitter og agermark, og de huse, man opførte, blev bygget med de ringe kår for øje. Fortjenesten var kun mådelig, da de langvarige krige havde lammet al foretagsomhed, hvad jeg senere kommer tilbage til. Stenene til husene fik man fra Gammelby, og som bindemateriale anvendte man ler eller klæg, klinede lervægge og stampede lergulve var almindelige i fattigfolks huse, ja, endog de mere bemidlede brugte også samme slags materiale til udhusene og lergulve etc.

Vinduesruderne var få og små og mest blyindfattede, og der var ikke flere end de allerhøjst nødvendige. De mere velstillede havde vel glasset indfattet i trærammer, men også disse var små, som man kan se det i de ældste huse. Stenene fra hin periode var tålelig gode, og ved reparation af ældre huse, har jeg ofte set indridset i enkelte af dem »Gammelby 1811« eller med endnu ældre årstal.

Grundmurede huse var i hin tid undtagelser, sædvanligt blev grunden lagt af kampesten, og meget ofte brugte man de såkaldte munkesten, hvoraf de fleste stammer fra den gamle kirke.



De allerfattigste byggede naturligvis, som de bedst kunne, for en billig penge købte man grunden, oftest en klit, og så hjalp man hinanden med opførelsen, der nærmest var beregnet på at få tag over hovedet. Om et af disse huse, fortæller min hjemmelsmand, at der kun var 3 små fag, gulvet i forstuen var kampesten og i stuen røde mursten. Kakkelovnen var en muret firkant, 18" i kvadrat, eller også brugte man som varmeapparat en jerngryde med gløder i. Et andet hus, ligeledes 3 fag langt, var endda adskilt i midten og afgav plads til 2 sæt beboere. Således omtrent var typen på fattigmands bolig i hin tid; de mere velstående havde sædvanligvis landbrug til huset og som følge deraf var husene længere, ofte indtil 12 fag. Ydermurene var afstivede med egestolper, da muren ofte kun var ½ sten, og der er måske endnu enkelte af disse gamle bygninger tilbage.

nordby-1820


Da man ingen byggeplan havde at gå efter, uden for så vidt, at hver mand gik efter sin egen plan, og da sognerådet ikke tog det så nøje med fremspringende hushjørner eller en bugtet gadelinie, så blev følgen den, at byens gader eller rettere sagt veje bugter sig ud og ind, og senere tiders sogneråd har haft meget bryderi med blot nogenlunde at rette de værste bugter; nogle huse står for langt fremme og andre står skævt for gadelinien. Kun en eneste regel synes man at have fulgt, den nemlig at bygge længderetningen i øst og vest. Byens gadenet ligner nærmest en labyrint, som en frem­med let kan forvilde sig i; men i ældre tider var det endnu værre, da var nemlig hveranden have eller kålgård omgærdet med et tangdige, og i dette dige voksede bukketornen meget frodigt. På de steder, hvor man passede den med flittig klipning, kunne den få et ret pynteligt udseende - men blev dette forsømt, og tornen fik lov at vokse, som den ville, blev den ofte til stor gene for færdselen. Desuden var det skik at anlægge gangstier tværs over sin egen eller naboens grund, og ikke alene dette, men store partier af byen blev begrænset af lange stier, kun en god alen brede. En sådan sti fandtes endnu i min tidligste barndom i den vestre del af byen så at sige i hele byens længde, kun gennemskåret af de veje, der førte ud i marken. Desuden havde de fleste huse deres egen gangsti, og for at være vis på, at stien ikke blev spærret af ondsindede naboer, købte man for sig og sine efterkommere ret til afbenyttelse af den og den sti, og, om huset lå således, som mange huse den gang gjorde, at ingen vogn kunne køre hen til den, købte man ret til vej over naboens grund.



Endnu er der jo mange af stierne tilbage og ligeledes private veje, og hvad de sidste angår, kan nævnes en del i byen, hvor forholdene endnu nødvendiggør opretholdelsen af disse rettigheder, andre steder kunne de vel godt stryges uden skade for nogen, navnlig sådanne steder, hvor den gamle ret er blevet en byrde for naboen, og anlægget af offentlig vej gør den gamle ret overflødig; men alligevel er det sjældent, at nogen vil give sin ret fra sig, man ved jo ikke, hvad der kan ske i den kommende tid, og så er det jo bedst at beholde det, man har. Man kan altid nå at give det bort.

løvrigt var vejene på visse tider af året ufremkommelige. I den tørre tid lavede blæsten dybe huller i det lette flyvesand, og disse huller fyldtes så under regnvejr og dannede dybe pøle, der på sine steder nåede halvvejs til knæene. Ville man ikke gå en lang omvej, nødsagedes man til at entre langs plankeværket for at komme forbi. De raske drenge kom let over; om sommeren vadede de over, da de jo næsten alle gik med bare ben, men havde man strømper og træsko på, gik det i løb tværs over pølen, og på den måde undgik man at få træskoene fyldte; men rask skulle det gå.

På mange steder i byen var høje klitter, således der, hvor købmand Ende boede (Navigationsvej 14 og 16), der lå en klit så høj, at man fra dens top kunne se ud over havet, om fiskerne kom tilbage.

stubmoelle

De to møller

Lige syd for M. M. Andersen, hvor nu et nyere hus står, lå i sin tid den gamle stubmølle (Grønnevej 2); vingerne nåede omtrent til jorden, og ved en uforsigtighed blev en ung pige engang ramt af dem og blev dræbt. Min hjemmelsmand har fortalt mig, at han som lille dreng kun ved et under undgik den samme onde skæbne. Hans forældre boede i et lille hus i nærheden, og under leg nærmede han sig mere og mere møllevingerne; tilfældigt så moderen ud af vinduet og blev drengen va’r helt oppe på banken. I sin nød bad hun til Gud om, at drengen måtte falde, hvad han også gjorde, næppe 3 skridt fra vingerne, og så nåede moderen at få fat i ham.

Så livsfarlig, ubeskyttet stod denne mølle midt i byen; den kaldtes rugmøllen til forskel for en anden, der stod, hvor senere Thyssens mølle kom, og kaldtes »e pelmøl«. Længere mod syd, omtrent ud for P. H. Mortensens ejendom, var der så en tredie mølle, men den brændte i min første drengetid; desuden fandtes der i mange gårde de såkaldte håndkværne.



B1143 fanoe-krogaard

Af gamle bygninger, som står endnu, er navnlig den gamle Krogård berømt, og denne bygning med tilliggende har været mange skæbnens omskiftelser underkastet. Hvornår og af hvem den er bygget, ved jeg ikke, men omkring 1830 og 40 ejedes den af en vis Jacobsen, først faderen og siden sønnen; men det var først under de senere ejermænd, al den havde sin første glansperiode.

Til Krogården hørte krambod og tillige et temmelig stort landbrug og desuden hørte salt­fabrikken, der siden omdannedes til brændevinsbrænderi, med til ejendommen. De forskellige bygninger med kro, butik og staldrum samt lagerbygninger indtog en stor firkant, og må i ældre tid have taget sig ret anseeligt ud.

At den gamle krogård med kramboden har spillet en stor rolle i befolkningens liv, har man mange beviser på. De gamle ved jo også meget at fortælle desangående, som jeg dog ikke vil komme nærmere ind på. 

Krambodhandelen ophævedes i min første ungdom, men endnu 30 år efter, er det almindeligt at høre folk sige: »Jeg går ned i kroen for at købe det eller det« eller »Den har jeg købt i kroen«. Dette udtryk er endnu ligeså almindeligt som at sige, at man har købt dit eller dat hos købmand Bøttger.

Slægt efter slægt har den gamle krogård set indenfor sine mure; kaffepunchene har flydt i strømme både i »skænkestuen« og i »kahytten«, og af og til er der leveret en lille batalje imellem gæsterne. Dagens spørgsmål er blevet debatteret der.

Den gamle færgegård, som hørte under færgemonopolet, hørte jo også til de kendte bygninger fra gammel tid; men den brændte jo, og på dens tomt blev der bygget et nyt hotel; men dette fik dog aldrig den samme betydning i befolkningens liv, som krogården.

B1128 hotel-faergegaarden Nor



Da det gamle saltværk blev omdannet til brændevinsbrænderi, blev et andet saltværk opført omkring 1850, og i mange år beherskede det omtrent hele egnens handel med salt. Til saltværket hørte også et kalkbrænderi, så det var et ret stort industrielt foretagende ef­ter datidens forhold, og det gav arbejde til mange mennesker. Den kendte »vandmølle«, hvorfra saltvandet pumpedes op i de mægtige trækar, gik ustandselig hver dag i mange, mange år, passet af »e Kukmand«, der ude på det luftige stillads sang så det skingrede. Stilladset er for længe siden fjernet på grund af ælde og skrøbelighed; Kukmanden synger ikke mere sine glade sange, men oppe i bygningen, hvor før de mægtige saltkander stod, synges nu sange af Frelserhæren, mens selve huset står som et talende vidnesbyrd om, at alt her i livet er forkrænkeligheden undergivet.

Et andet hus, »Tøndehuset«, lå lige nord for toldboden, det var et stort træskur, hvor farvands tønderne blev opbevaret, også dette gav arbejde til ikke så få personer. Det første apotek her i byen lå der, hvor man nu vest for boghandler Hansen (Hovedgaden 37)bygger et nyt hus, Og der, hvor nu kurvemager H. Svarrer bor, var der fattiggård, ellers er der ikke videre at bemærke med hensyn til offentlige eller til særskilt brug indrettede huse.

B1633-01 Nordby-Havn Saltvae

Brænderi


Omkring 1850, da der begyndte at komme velstand til Fanø, byggede man mere solidt, alt skulle være 1. kl.s materiale, både stenene og træet. Da flere af vore skibsførere den gang sejlede meget på Elben og op til Norge, tog de selv byggematerialer med på hjemrejsen, sten fra Elben og træ fra Norge, alt sammen varer, som man næppe finder mage til nu til dags; i adskillige huse fra den tid, har jeg fundet loftsbrædder på indtil 35 fods længde og 12-14" bredde, som må have voldt datidens håndværkere meget arbejde, inden de var bearbejdede. Kalk til formuring læskede man om ef­teråret, før man tænkte sig at bygge, følgelig blev det godt kalk, da alle skadelige syrer så fik tid til at trænge ud, og for så rigtig at gøre murene solide, fik arbejderne under byggeriet pålæg om ikke at mure med tørre sten men, at bløde eller fugte dem med vand. Flere af de således opførte huse står da også stadig fint og er stadig så solide, at det er vanskeligt at trænge igennem dem med hammer og mejsel, når der skal ændres noget. Det eneste man kan indvende mod disse huse, er den ringe loftshøjde, men det var jo åbenbart mode dengang, og desuden færdedes de jo meget ude i den friske luft, både vinter og sommer, så de ikke i samme grad som os, blev stuemennesker. 



Hjemmets indretning

Udsmykningen af stuerne og husene i ældre tid var i det hele taget meget tarvelig. En vis naivitet gjorde sig gældende for udsmykningen, navnlig for billeder og skilderiers vedkommende. Fotografier var jo ikke almindelige, og til kunstneriske billeder var der ikke råd, følgelig tog man sin tilflugt til godt-købsbilleder, om man da ikke helt lod være at hænge noget op, thi der var huse, hvor loft og panel kun fik en enkelt gang grundmaling, som det så måtte nøjes med i mange år, indtil fortjenesten blev bedre. Var manden i huset skipper, havde man gerne et billede af skibet i åben sø hængende over dragkisten, ligeledes en silhuet i glas og ramme, hvor man ser manden i færd med at tage solhøjden med sin sextant for øjet, og for at man ikke skal tage fejl af ligheden, var navnet indprentet under billedet. Fra Ribe marked hjembragte kvinderne gerne forskellige snurrepiberier og af omrejsende bissekræmmere købte man ligeledes forskellige ting, der alt efter folks egen smag tjente til pynt i stuen.



Der var religiøse billeder, hvor man så Gud Fader Øverst oppe, med hænderne udstrakte til hver sin side af billedet. Fra mundvigene udgik, til den ene side ligesom en solstråle og til den anden side et stort flammesværd; på solstrålesiden entrede de fromme op til himlen på en stige; men på den anden side gled de ugudelige ned mod et mørkt svælg, hvor smådjævle samt slanger og andre uhyrer tog imod dem. Midten af billedet var så udfyldt med skriftsprog, passende til hver af de modsatte situationer. På andre billeder kunne man læse indskrifter, som f. eks.: »I mit hus du ej bande må, men heller ud af døren gå; thi Gud det hør i himmerig og straffe kan både mig og dig«. Eller man læste tankesprog, som f. eksempel  følgende  brudstykke: »Fromhed har skjult sig! Retten kan ikke finde vejen! Den der ville hjælpe, er ikke hjemme og min ven er ganske syg«. Senere, da de forfærdelige tyske billeder begyndte at oversvømme markedet, kunne man flere steder se en slags skilderier med indskrifter på forkludret dansk, - for resten er der flere steder, hvor man har dem endnu. Et af dem lød således: Fader, når moderen spørger hvor ere hvort kjereste hen? Når hun klager og græder, sig: ”Jeg ere i himlen igen”. Eller, når faderen græder, tørre hans tårer ham af; planter, når solen skinner, tårene på min grav.


Og som sidestykke dertil følgende:

Grædende vi lå dig ned,

i dit stille  sovekammer.

Aldrig kommer du igen,

O, vi græder i stor jammer.

Thi, hvad tid slår skjemte stund

hvor vi os ses igen som før.

Os forenet i et bund,

for Guds trone står der


Nå, dertil er jo ikke meget at bemærke; det højeste man kan sige derom er, at vi i dette stykke har delt smag med almuen landet over.

I ældre huse har man al tid brædde skillerum, undtagen det, der gik midt igennem husets længderetning, som var muret. Ydervæggene var i almindelighed opklædt med hollandske fliser, som man jo endnu kan se det i ældre huse. De ældste af den slags fliser, er overmalede med bibelske motiver, navnlig forestillende personer eller begivenheder fra det gamle testamente, og disse billeder kun­ne være et helt studium, til opfriskelse af sine bibelske kund­skaber. Gardiner for vinduerne kendte man ikke i gammel tid, vinduerne var sat i huset, for at man kunne se i stuerne, og skulle selvfølgelig derfor ikke tildækkes. De var jo, som før sagt, små nok i forvejen.

Over døren i stuen var der gerne en tallerkenrække og kopperne havde de fleste steder sin plads på dragkisten, hvis man da ikke havde lavet sig et lille hængeskab over bilæggerovnen.

Desværre lod man sig for en del år siden lokke til at sælge næsten alt, hvad der fandtes her på øen af gammelt stentøj, til Folkemuseet i København. Man kunne dog godt have beholdt nogle af disse ting, da de ville have været en pryd for ethvert hjem nu for tiden.



bilaeggerovn 4

På bilæggerovnen stod der to lysestager og en messing morter. Morteren var i midten, og den til denne hørende stang hvilte på overkanten af lysestagerne; alt så blankt pudset, så det var en lyst. På begge sider a bjælken var der hylder, der normalt brugtes til mælkefade. Spisekammer i vor forstand kendtes ikke i ældre tid, da havde man noget man kaldte »en ølkammer«.

Sengene var overalt lukkede, og det sengetøj, som man ikke brugte til dagligt, hengemtes i store udskårne egetræskister, der normalt stod i storstuen. Det var dog ikke alle kister, som havde udskårne prydelser, mange var helt glatte, enten flade ovenpå, eller med buet låg. Men på de udskårne var der ofret meget arbejde; ikke alene med udskæring af figurer i træet, men også jernbeslaget, der var hele kunststykker af smedearbejde. De fleste af kisterne havde de første ejermænds navne, enten indgraveret eller også malet, samt årstallet, der på mange gik helt tilbage til det 16. århundrede.

Udskårne arbejder var i øvrigt ret almindelige i ældre tider, og de vidnede om beboernes snilde til at bruge tollekniven. Foruden, de nævnte kister, havde man udskårne skabsdøre, banketærskeler, mangletøj, små kasser til barberrekvisitter, sykasser osv., men meget af den slags er gået samme vej som stentøjet. Kunsten, at lave det, kan man også lære nu i tiden, men kun ganske få er i besiddelse af den nødvendige tålmodighed, som den slags arbejder kræver. Møbler havde man ikke flere af end højst nødvendig, sædvanligt kun en dragkiste, de nødvendige stole samt et par fyrretræsborde, og for kvindernes vedkommende, et kludeskrin til opbevaring af de nationale tørklæder m. m. Sofaer og chaiselonger kendte man kun af navn, og de betragtedes omtrent som unyttige ting. Derimod havde man bedre nytte af slagbænken, der om dagen gjorde tjeneste til at sidde eller ligge på, og om natten som sovested for børnene.

alkove 2



Klæder

I det hele taget anskaffede de gamle ikke meget husgeråd ud over det rent nødvendige. Klæder derimod, både søndags og ar­bejdstøj, var sædvanligt tilstede i rigelig mængde, og det var gode solide sager. De fleste ældre kvinder har endnu tøj fra deres pigetid, som endnu kan gå for højeste mode, fordi kvindemoden jo aldrig har skiftet her på øen; modellen er den samme nu som for hundrede år siden, kun varierende med hensyn til stoffet.

I ældre tider havde mandfolkene en slags trøjer som hollænderne brugte dem. De havde omtrent form som kvindernes trøjer og kaldtes »Bajkjær«. Endnu i min drengetid brugte vi drenge dem, kun med den moderne tilsætning, at der foran på brystet blev syet et slags bryst af flonel eller lignende.

De gamle syntes godt om disse »Bajkjær« og foretrak dem for almindelige skjorter.

Om søndagen og ved højtiderne brugte man hvide kraver, der var bundet både om livet og om halsen med bændel; og i stedet for slips, et sort silketørklæde. Høj, sort hat var almindelig til kirkebrug, og ældre folk gik også dagligt med den. Overfrakke kendte man ikke, men til gengæld var jakken så meget desto tykkere; normalt af dyssel, med tyk ulden foer. Den almindelige form, var som man ser det på billeder fra Frederik den sjettes tid. Som pæn højtidsdragt brugte man også i sin tid helt korte jakker, omtrent som søofficererne brugte dem i ældre tid. Hvide træsko med blik eller messing kramper var almindelige til daglig brug, og det skete kun undtagelsesvis, at børnene fik sko før konfirmationsalderen; ja i ældre tid var der mange der end ikke ejede et par sko. Endnu helt i tredserne var disse hvide træsko almindelige, men var da ved at blive fortrængt af Randers træsko. Jeg husker tydeligt de første sko jeg fik, det var den vinter hvor jeg gik til præst, at mine forældre købte et par til mig, der dog var mere end halvslidt i forvejen. Året før havde jeg godt nok fået et par foræret; men for det første var de meget for store, og for det andet skulle de bindes fast til fødderne med sejlgarn, og for at sikre dem, havde jeg altid et stykke sejlgarn i lommen.



Til kvindedragten hørte i ældre tid et særegent klædningsstykke, den såkaldte »Bol«, der var en slags yderbeklædning uden ærmer; men pyntet over skuldrene og på brystet med grønne eller kulørte bånd. Nu for tiden er det meget sjældent at se en kvinde med »e Bol«, men de enkelte man ser, tager sig nu helt godt ud. Pigerne havde jo ligeledes en særlig konfirmationsdragt, som dog ikke er helt gået af mode endnu. Drengenes konfirmations dragt er heldigvis ikke længere mode; og den tog sig unægtelig også noget komisk ud. Hvis man kan tænke sig en lille gut på 14 år med faderens sorte skødefrakke på, og ditto høje hat, har man et billede af en konfirmand fra omkring 1840 og før den tid. Skik og brug krævede det således dengang; men da kun de færreste havde råd til at lade sy en sådan dragt for denne ene gang skyld, så klarede man sig som man. bedst kunne, og man kan vel tænke sig, at de fleste raske drenge har taget sagen fra den gemytlige side.

Også for enker var der i ældre tid særlige skikke at iagttage. Dragten skulle først og fremmest være mørk, trøjen sort, skørt og tørklæde mørkeblåt. Men foruden dette, krævede skik og brug, at hun skulle sidde i kirken under gudstjenesten med skørtet over hovedet, og ikke gå ud af kirken, før alle andre var gået. Hovedtøjet skulle hales dybt ned over øjnene, og i det hele taget fordrede skikken at enken, både ude og hjemme, i alle måder skulle lægge sin sorg for dagen, og de fleste af livets glæder var hende omtrent forbudt.

Denne skik gjaldt jo først og fremmest de enker, hvis mænd omkom på søen, men da denne dødsmåde er meget almindelig her på øen, var der jo mange enker der kom ind under den, men senere er der jo heldigvis kommet en mere fornuftig tænkemåde.

I øvrigt var mændenes klædedragt heller ikke underkastet mange forskellige modeluner.

Det, der har skiftet mest, er navnlig hovedbeklædningen, ef­terhånden som moden skiftede i Hamborg, kom vore unge søfolk hjem med nye hatte på, en tid var det flade kasketter, en anden gang skotske »møtser«, eller bredpuldede hatte; i tredserne havde man »blanke hatte« en slags møtser, overklædt med blank voksdug og kun en ganske lille skygge, der helst skulle sidde glat med huden, og drejes sådan, at midten af skyggen kom lige over det venstre øje. Samtidig skulle håret være langt og tykt og klippes sådan, at det bag i nakken rundede indefter. Dertil kom så ternede flonelsskjorter, papirsflipper og langt, sort slips.



Skikke

Af andre nu forsvundne skikke kan nævnes den, at når en eller anden trængte til en håndsrækning, så foranstaltede man et lotteri. Gevinsten var gerne et par halvslidte tørklæder og hvert nummer kostede en mark. Enhver, der blot nogenlunde havde råd, tog et nummer, og det var ofte ikke så få skillinger der kom ind på den måde. Senere blev det imidlertid forbudt af øvrigheden, da man nok var stærkt på vej til at misbruge sagen, og benyttede sig af folks godmodighed i tilfælde hvor der i virkeligheden ingen trang var.

Byens ungdom var inddelt i »flokke«, det vil sige, alle de drenge og piger der gik til præst samtidig kaldtes »min flok« eller »vores flok«. Særlig i de lange vinteraftener kom flokken sammen i de forskellige hjem, hvor man morede sig på forskellig måde.

Havde en af flokken fødselsdag forsøgte de andre at binde vedkommende, men dertil krævedes ofte megen snilde, da fød­selsdagsbarnet var på sin post denne dag, og vogtede sig for at modtage noget som helst papir. Så brugte man kneb, og lagde bindebrevet et eller andet sted, hvor vedkommende absolut måtte få det i hænde; og aldrig så snart var det sket, før der lød et »bunden«, og bunden skal du være, indtil du løser det med ære!

Selve bindebrevet havde jo forskellig indhold; men følgende kan vist tjene som norm: I morges tidlig jeg stod op, og førte klæder på min krop; jeg tog da til min almanak og, så det var din fødselsdag. Det straks mig i tanker randt, at jeg dig ville binde grandt; men jeg binder dig hverken med bånd eller bast, som de philister bandt Samson fast, men med et lident spørgsmål om du mig det kan besvare; Hvor mange kys, du din ægtemage vil give her i live? Eller: Hvor mange fisk der i havet monne gå? Eller: Hvor mange stjerner, der på himlen mon stå? Om du mig det kan besvare, da er du fri af snaren; men hvis ikke det, da er du  bunden alle dine dage! - Derefter følger så de vedkommendes underskrifter.



Undertiden brugte man også en silketråd, bunden i en uendelighed af knuder, som naturligvis var umulig at få løst; men heldigvis kunne vedkommende løse sig fri, ved at holde et lille gilde, og ofte bragte gæsterne så selv fortæring med.

Var det en af pigerne, der havde fødselsdag, og da især, når hun var særlig yndet af flokken, lod man en lykønskning udføre. Denne havde form som et stort hjerte med forskellige kulørte tegninger i de øverste hjørner og indfattet i glas og ramme. Der var jo altid en, der var særlig fiks til at lave sådant, og da man var flere om betalingen, blev det jo en billig fødselsdagsgave. Mange af dem var meget fint udført, skrevet med snirklede bogstaver eller prentet, som man kaldte det. I Folkemindemuseet har jeg set flere, som ganske svarede til de her på øen benyttede.

Traktementet ved barsels- eller bryllupsgilder var i ældre tid meget tarveligt. Hvedemel var næsten ukendt, derimod brugte man rugmelskager og, om man særlig ville hædre præst og degn, blev der for disse sat en tallerken med tvebakker. Nogle dage før brylluppet indbød man til ”børstbryllup”, det vil sige en indbydelse til dem, om hvem man formodede, at de ville give spisevarer til gildet. For dem, der derefter mødte med noget, enten en flæskeside, skært kød til pålæg, smør etc., blev der holdt et lille kaffegilde, og desuden fik hver af giverne en lille rund kage med hjem.

I 1830 og deromkring serveredes der gule ærter til bryllupsgildet, og længere hen i tiden trådte risengrød i stedet med et smørhul i midten og sød øl at dyppe i. Ellers var bryllupsskikkene de samme som nu med undtagelse af brudesangen og brudedansen og så ”e Buer”, et hovedstykke, som brud og brudepiger bar. Brudesangen er nu næsten glemt, og for brudens vedkommende er æ buer afløst af myrtekrans og slør, kun brudepigerne bærer hovedsmykket endnu, men længe varer det vel ikke, før også de aflægger det.

Som før omtalt var det skik, at de forskellige hold konfirmander samledes i husene om aftenen til fælles adspredelse; men det var ikke alene de unge, også ældre folk gik »i råd«, som det kaldtes, og mens enhver sad med et håndarbejde, lod man munden løbe og fortalte løst og fast, som det bedst kunne træffe sig.



Overtro

Særegent for disse sammenkomster i ældre tid var de mange fortællinger om spøgeri, gengangere, ligskarer etc., som man kunne sidde i timevis og fortælle hinanden, og som har bidraget meget til, at overtroen har holdt sig så længe. - De helt gamle havde en egen måde at fortælle disse ting på; det kom så alvorligt fra dem, at man tydeligt mærkede, at de selv troede på dem, og derfor kunne det ikke være andet, end at fortællingerne måtte gøre et dybt indtryk på de ungdommelige tilhørere. De fleste af spøgelseshistorierne beroede for det meste på uforklarlige indtryk og kan vel bedst illustreres ved at gengive en af dem. Det er en midaldrende mand, der fortæller.

Jeg kom en sen aften ned til havnen for at se hvordan båden lå; det regnede lidt og blæste også, men da vandet stod højt, kunne jeg ikke komme forbi Værnet, men måtte gå sønden om ned gennem slippen. Nå, jeg gik, mørkt var det jo, men ikke mere end jeg kunne se at gå; men da jeg så drejede ned ad slippen, så syntes, jeg, at det kom mig så underligt for, det var akkurat, som der stod nogen og mødte mig. Nå, jeg vil ikke sige, at jeg var ræd, for når man går i sit lovlige ærinde, behøver man jo ikke at frygte; men jeg syntes dog ligefuldt, at dette her, det var ikke rigtigt. Jeg prøvede på at gå over til den anden side, men det var akkurat det samme. Og kort at fortælle, jeg kom ikke ned til havnen den nat; thi det var mig plat umuligt at komme forbi de torn. Så vendte jeg om og rendte gennem tykt og tyndt, indtil jeg kom op til Jens Bøj's, de havde endnu lys tændt, der kom jeg så ind, og de fortalte siden, at jeg var så bleg i ansigtet som et lig. Hvad siger I så til dette da? Jeg har aldrig troet på sådan noget før, men siden den aften, tror jeg på det; men jeg har heller ingen sinde gået den vej om aftenen siden.«

Det var så en spøgelseshistorie, og den kan også godt være sand, hvad jeg slet ikke tvivler noget på.

Forvarsler var igen noget helt andet og stod navnlig i forbindelse med dødsfald. Hvordan det forholder sig dermed, ved jeg ikke, men jeg har hørt fuldt ud pålidelige folk bekræfte rigtigheden af deres oplevelser i den retning.

Mange enker efter druknede eller forliste søfolk har fortalt mig, hvordan de ganske tydeligt har hørt deres mænd kalde på sig ved nattetide, sommetider ledsaget af en banken på vinduet. Dødsfald i familien har også ofte forud været varslet, hvorom jeg har hørt en masse fortællinger, der dog alle ligner hinanden i hovedtrækkene. Selv har jeg dog intet oplevet i den retning, men digteren siger jo, »at der findes noget mellem himmel og jord, som vi med vor skolevisdom ikke drømmer om«.



Mange, især af kvinderne, var »synsk«, en gave, som måtte være til stor plage for vedkommende, da hun kunne se alle ligskarer, og det endda ved højlys dag. Flere af disse kvinder har jeg selv kendt og hørt dem fortælle om deres syner, de kunne kende alle folk i ligskaren og beskrive deres gang, klædedragt m. m. At møde en sådan »ligskare« om aftenen på kirkevejen og ikke kunne komme hurtigt nok af vejen, var ensbetydende med, at man med eller mod sin vilje måtte følge med til kirkelågen, og først der blev man udløst.

Af gengangere var der ligeledes mange i ældre tider, og mange steder var, hvor »det ikke gik rigtigt til«; ja, en gammel sømand, nabo til mine forældre, har mødt mange underlige skikkelser ved nattetid, både gengangere og spøgelser, men det værste, der hændte ham, var den aften, da han mødte en hovedløs kalv med den gloende tunge ud af halsen; men den gang var han rigtig nok også bange.

Hvor nu alle disse gespenster er blevet af, er ikke godt at vide. Jeg tænker, de har trukket sig tilbage til andre mørke afkroge, fornærmet over den megen tvivl og vantro, som nutiden møder frem med, og måske har de heller ikke kunnet tåle osen fra de mange petroleumslamper, både store og små der nu kaster deres lys helt hen i krogene, hvor de helst holdt til. De gamle tællepråses tid med halvmørke inde i stuen og helmørke udenfor, er forbi, det afgav jo helt anderledes gode livsbetingelser for de sarte lyssky væsener, der pænt skulle være hjemme inden hanegal.



Englandskrigen

I begyndelsen af århundredet, da de langvarige krige lammede al virksomhed, så det slet ikke godt ud for vor lille ø.

Engelskmanden tog jo Danmarks stolte flåde i 1807, og under den derefter følgende kaperkrig lagdes der mange hindringer i vejen for søfarten. Skibene blev opsnappet af engelske krydsere og mandskabet ført til England som fanger. Her fra Fanø var der ikke så få, der sad i engelsk »Prison« i mange år. Min bedstefar havde i sin tid en lille jagt, men på en rejse til Norge blev han kapret af en engelsk orlogsmand, og han sad derefter 3 år i prison sammen men sin lille søn, som sejlede med ham, og denne sidste blev kon­firmeret ombord i fangeskibet. Da freden så endelig blev sluttet, og folkene blev sendt hjem, stod han på bar bund, hans kone var død under fangenskabet, og børnene var anbragt forskellige steder. Som det gik min bedstefar, gik det flere her fra Fanø; men leve skulle man jo, og så var der ingen anden udvej end fiskeriet.

Et lille træk fra hin urolige tid fortjener dog at mindes, da den vidner om, at man dog ikke var så helt forknyt. Mandens navn husker jeg ikke, men han havde en lille evert og kom fra Varde å og skulle hjemad; men ude ved Skallingen lå en engelsk krydser, og denne sendte en officer om bord i everten, formodentlig for at udspejde farvandet. Disse to, skipperen og officeren stod i nogen tid ved siden af hinanden henne ved roret; men da de så var kommet så langt hen i farvandet, at krydseren ikke længere kunne se dem, så har skipperen formodentlig tænkt, at nu kunne det være nok, thi lige med et langer han officeren en ordentlig lussing, så han faldt trekantet over bord. Men Jack svømmede som en fisk, og det lykkedes ham at få fat i jollen, der slæbte bag efter. Heldigvis var der ingen årer i den, og så tog skipperen ganske roligt drægget fra dækket og smed ned i jollen og overlod til engelskmanden at finde tilbage til krydseren igen.



Fattigdom og armod

Hen i tyverne, da statskassen var bankerot, blev det værre endnu, sølv var der kun lidt af i forvejen, og seddelpenge blev ganske værdiløse.

Fra min skoletid kan jeg huske, at gamle Tingberg fortalte en erindring fra sin egen drengetid i Ribe, om hvorledes han og mange andre af byens drenge var vidne til, at man opbrændte store bundter af sedler udenfor byen på offentlig foranstaltning.

Da blev der nød her på Fanø; var der lidt før, da blev der nu snart mindre end intet.

De gamle fortæller gerne om den tid, da den står uudslettelig i deres erindring. Jeg kunne fortælle mange træk fra hin tid, men det vil jeg dog undlade, da det ville føre for vidt, og mange ville sikkert ryste på hovedet og mene, at beretningerne var helt overdrevne; thi når man som den nuværende slægt er opvokset og lever under gode kår, vil man næppe tro, at tiderne den gang var så hårde, som de gamle fortæller.

Jeg har spurgt mange om den tid, men grundtonen er ens hos dem alle sammen. En kom ud at tjene, da han var 10 år, første år skulle han i løn have et par sko, næste år vadmel til et par bukser. En anden fortalte om, hvordan de som børn til måltiderne fik tørt brød, hvoraf de sad med et stykke i hver hånd for at mærke  sig det tungeste og tilegne sig dette.



Denne fattige tid strakte sig for Fanøs vedkommende indtil langt hen i trediverne. Kornavlen slog tilmed fejl i denne tid, flere år i træk. Navnlig først i trediverne, da heftige regnskyl satte kornet under vand, så man måtte vade ud for at skære toppen af. Nogle år slog det dernæst ind med tørke, så mange kunne bære deres hele avl hjem i lagener. Fiskeriet var i denne tid en udmærket støtte for de fleste hjem. Havet her ud for Fanø var dengang en af de rigeste fiskepladser i hele Nordsøen og lykkedes fangsten kunne man hjembringe uhyre store mængder af torsk og hvilling.

Men havet er lunefuld, og fordrer noget til gengæld for sine ydelser, og ofte kom man hjem med tab af alle sine redskaber, så ugers og måneders arbejde var spildt. Til andre tider tog havet mere end redskaberne, således forliste engang en af bådene med 11 mands besætning. Min hjemmelsmand, der nu er en mand på 80 var den dag ombord i en anden båd. Skipperen i denne blev betænkelig ved vejret og gjorde flere gange forsøg på at alarmere den anden; men den blev stadig ved at gå udefter. Vejret blev værre og værre, og det var kun med nød og næppe at den båd, han var med i, kom ind over barren og hjem. Næste dag fik man at vide, at den anden båd var kæntret i revlerne ud for Skallingen og alle 11 var druknede. Ulykken skete mellem de såkaldte Østre og vestre knolde på Skallingen. En anden gang forliste en båd i farvandet inden for Skallingen og tre af besætningen druknede.

Ved så store tab af menneskeliv blev der spredt sorg over hele øen, men der blev altid rakt de overlevende en hjælpende hånd, thi ingen kunne vide sig sikker for en lignende skæbne. Men heldigvis kan man sige, at i forhold til den store fiskerbefolkning og deres åbne både taget i betragtning var sådanne ulykker sjældne.



Kvindearbejde

Det kan jo ikke nægtes, at fiskerne døjede meget ondt dengang ved udøvelsen af deres erhverv; men efter at fisken var bragt i land forestod der endnu et stort arbejde, som navnlig kvinderne var beskæftiget med, kun for en del hjulpet af børnene og gamle folk. Først skulle fisken have hovedet skåret af og indvoldene tages ud, og derefter skrubbes og skylles i flere hold vand, thi ren måtte den være. Dernæst blev den saltet i store kar nogle dage, så fra karret op til tørring i stativer med udspændte halmbånd, som var opstillet til dette formål. Var der mange fisk, slog stativerne ikke til, og man tog brandstiger og plankeværker i brug i hele nabolaget, så øjet mødte fisk overalt. Men det var ikke nok bare at hænge fisken ud, den skulle også vendes og tages ind om natten, og op igen næste dag, indtil den var færdig til forsendelse.

Alene dette var jo et stort arbejde; men, ved siden af skulle huset og børnene passes, maden laves, linerne eses, dyrene fodres og sættes på græs og orm til madding graves til næste fisketur og meget meget mere. Man kan derfor vel forstå, at der var nok at gøre for kvinderne, og at deres arbejdsdag undertiden ofte blev usædvanlig lang.

Når fisken var tilpas tørret, blev de samlet i bundter på hver et lispund, og henlagt, indtil fiskeriet var forbi. Dagen før markedsdag sejlede man så til Ribe for at sælge den. En sådan markedstur var en stor begivenhed i den tid, der ellers var så fattig på nydelser. Ofte slog flere sig sammen, og lod en ældre erfaren kvinde forestå handelen. Andre solgte fisken til »fiskekvinderne«, som havde særlig rutine i at handle med bønderne.

Mange af de unge piger drog gerne med til Ribe marked, nogle for at få en lille adspredelse og foretage indkøb, andre for at leje sig bort til bønderne, da markedet samtidig med at det var krammarked, tillige var folkemarked.

Fanøpigerne var der altid rift om, da de var afholdt af bønderne. De fleste kom gerne på gårdene sønderpå, til Gram og Løgumkloster f. eks. Størsteparten af den ældre slægts kvinder har tjent derude, og hvad de der oplevede, hører med til deres kæreste erindringer.



De før omtalte »fiskekvinder« gjorde efter datidens forhold gode forretninger; de drog ikke alene til Ribe marked, men helt ned til Flensborg, Haderslev og Tønder, og var der ikke længere afsætning i byerne, drog de ud på landet til gårdene. Slog den hjemlige beholdning af fisk ikke til, drog de »vestenom« til Ho og Oxby og købte fisk til videre forhandling, og for de indtjente penge i det fremmede købte de andre varer, som de solgte igen herhjemme.

På den måde samlede flere af dem i tidens løb en lille formue, mens fiskerne selv levede fra hånden i munden. Prisen for et lispund tørrede fisk var 2 mark, eller 66 øre; men for disse penge skulle fiskerne klare mange udgifter, brændsel til vinteren, kød til saltning, redskaber til fiskeriet, vedligeholdelse og meget mere, så man kan nok forstå, at der ikke blev meget til overs. Kød fik fattigfolk kun meget sjældent, det skulle da være i markedstiden i oktober, hvor enhver, der blot kunne rejse til kreaturmarkedet i Varde, købte et kreatur til nedsaltning. Fra den tid og hele vinteren fik man ingen fersk kød, og salttønden var man også nænsom over, da indholdet helst skulle strække til næste marked, eller i det mindste til fiskeritiden. Derfor var tørret og saltet fisk næsten en daglig kost, enten med tørt brød til eller med kartofler, så længe man havde nogen.

Ved juletid gik fattige børn omkring og sang ved dørene og modtog de gaver, godtfolk ville give dem. En ældre velbegavet kvinde har ofte fortalt mig om disse ture, som hun som barn var med til, om hvor ydmygende disse børn ofte blev behandlet af mere velstående folk - navnlig af kådmundede drenge, der ofte stod og lo af de fattige børn, mens de sang deres julesalmer.

Andre steder fik man dog også at mærke, at viljen og hjertelaget til at give var tilstede, og da virkede gaven, dobbelt.

Man kunne som før sagt fortælle mange træk fra hine tider, der endnu er i frisk erindring hos den ældre slægt, der næsten alle sammen mere eller mindre har prøvet fattigdommen og lært den at kende på nært hold.

Den værste tid for drengene var naturligvis mens de var hjemme; var de først konfirmeret og kommet til søs, om end med en mådelig udrustning af klæder, var den værste nød ovre for deres vedkommende.


Fornyet velstand

Efter at de storpolitiske forhold i Europa var kommet i ro, og handelen og omsætningen mellem landene tiltog, kom der jo også bedre tider for vor lille ø, især ved det store opsving, søfarten tog, og lidt efter lidt kom der mere velstand til øen.


Søfart 

Hvad den lokale søfart angår, er der ikke meget at berette, da den omtrent førtes på samme måde som nu. De første fartøjer, man benyttede til sejlads på på fastlandet, var de såkaldte »Horngever«, spidse i begge ender og tildels fladbundede. De afløstes senere af større både med dæk, hvoraf der endnu i min drengetid var nogle få tilbage, f. eks. gamle Jens Winthers, N. Gregersens og Jens Pejsens og måske enkelte andre. Disse afløstes så af de nuværende everter, som næsten alle er indkøbte på Elben. Ved siden af disse fartøjer, der kun sejlede på Varde og Ribe, og højst en tur til Højer efter tækkerør, havde man flere jagter og galeaser i fart på Elben, Norge, England og København. De fleste af skipperne på disse småskibe drev en temmelig udstrakt handel med jydepotter, som de afhændede i Altona og flere andre steder, om efteråret tog de frugt med hjem, ligeledes til handel, det var især æbler, kartofler, løg og hvidkål m. m.



I årene omkring midten af århundredet foregik der en større udskibning over Hjerting, ligesom også handelen fra Ringkjøbing florerede, og fanøskipperne tog den største del af denne fart op og blev ved dermed, indtil anlægget af Esbjerg og jernbanen gjorde forandring i forholdene. Hjerting var jo dengang at betragte som Varde ladeplads med toldsted for ud- og indklarering af både, som gik til Varde, og mange krøniker fortælles om skippere, hvis last ikke var så ganske ren, og som søgte at afholde assistenten fra at komme om bord.

At komme om bord i et skib ved Hjerting, var under uroligt vejr var ofte meget vanskeligt især i en lille pram, og det benyttede en af skipperne sig af. På grund af tidevandet foregik sejladsen ofte om natten, og traf det sig så, at han ved nattetide ankrede udenfor og skulle ind med jollen for at få papirerne i orden, men helst ønskede det hele klaret i land, kunne det godt hænde sig, at han, når båden stødte mod land, sprang i vandet og blev ganske våd. Fik han så assistenten vækket, og denne så skipperen stå der drivende våd, foretrak han at give skipperen rene papirer, frem for at skulle gå om bord i et sådant herrens vejr. Denne og lignende krøniker kan jo godt stå som et vidnesbyrd om, at der også blandt vore skippere fandtes gavtyve, der søgte at smutte udenom. Om vinteren lagde alle skibe op, og alle de mindre søgte hjem til Fanø, både Hamborg- og englandsfarere; men ikke alene vore egne, også fartøjer hjemmehørende i Hjerting søgte vinterhavn her, så havnen i Nordby om vinteren kun vise en hel skov af master hel oppe fra »æ Svensker« forbi »æ Billebøj« og om til vandmøllen.

Når foråret nærmede sig, blev der et mægtigt liv ved havnen, der skulle tømres, kalfatres, males, tjæres, rigning ophænges, sejl underslåes etc., etc. Mange fartøjer lå således, at de kunne blive flot ved lidt mere end almindeligt højvande; men andre, navnlig dem, der skulle fortømres eller efterses i bunden, skulle »drejes« ned. Man hjalp hinanden ved at sætte skibene i vandet; de større fartøjer lagde man ruller under, de mindre løb ud på klodser, der var afpasset efter kølen og indsmurt med grøn sæbe.



Det var noget for drengene, når skibene skulle i vandet, da var der ofte mange pladser ledige i skolen. - De fleste af skipperne og dem, der hjalp til, havde hvide yderbenklæder på, de såkaldte »vibuxer«, samt en sæk eller et stykke sejldug over skuldrene, fordi skibene i reglen nylig var tjærede.

Når alle forberedelser var trufne, begyndte »drejningen«. - Nå, er vi så klar? JA! Nå, syng så Jørren! An-den-u-si-døj, jan-gång, jangång, An-den-u-si-døj, jangång, jangång -- no ger en, no ger en — hold en i gang, jan­gång, jangång, hov -kom no her o løft op i »e dovn sid«, så ska vi ha' æ brændvin, før vi begynder igen«. - Jo, det var evig løjer; men, ak, det er også snart en saga blot.

En gang i sin tid, hvornår det var, kan jeg ikke rigtig blive klog på, dog har det nok været i slutningen af forrige århundrede, forsøgte de gamle fanøere sig som hvalfangere, men udbyttet svarede nok ikke til forventningerne; senere omkring midten af århundredet forsøgte man sig i sælfangsten, idet man købte og udrustede en strandet fransk brig, men heller ikke dette ville rigtigt lykkes, hvorfor man da solgte skibet til Norge, og nordmændene har nok bedre forstået at gribe sagen an, thi de gamle fortæller, at skibet snart tjente sig fri. Som en erindring om den hvalfangst stod der i min drengetig to mægtige store hvalben eller barder, hvad man nu vil kalde dem, ved indgangen til hr. Limskovs have. Disse havde en anseelig højde; men de skal fra begyndelsen have været meget større, da man har gjort mig opmærksom på, at da jeg så dem, var de blevet oversavet og atter sat ned i jorden.

Pakhusbanken fik i sin tid sit navn, da man der havde opført et pakhus og et skur til trankogeri. Om Pakhusbanken går der det sagn, at en mand engang i længst forsvundne tider skal være blevet henrettet der. Manden kalder man Jean, og hans forbrydelse skal have bestået deri, at han stjal kalk og disk fra kirken; ikke den nuværende men den, der stod oppe ved den gamle kirkegård. Det synes hårdt at dømme en fra livet for dette; men i hine tider blev kirkeran betragtet som en stor forbrydelse og blev straffet overmåde hårdt.



Skole

Som man vel kan tænke, stod undervisningen i den første del af århundredet meget tilbage. Kampen for tilværelsen gav nok at spekulere på, og hverken amt eller kommune havde ret mange penge af ofre herpå. Den første skole her i byen, som vor for­fædre, oldeforældre og bedsteforældre, gik i, var inddelt i to klasser hver på to fag; den vestlige ende eller »stuen« var degnen ved, og i den østre var der ansat en lærer. Dette hus blev benyttet, til man omkring 1855 byggede første afsnit af den nuværende borgerskole. Ved siden heraf var der forskellige steder i byen oprettet forskellige poge­skoler, af hvilke navnlig »æ lille mandss og Maren Klasters var kendt af den nulevende slægt, da de fleste havde gået i en af disse skoler. Marens skolestue var et lille rum omkring 8 fod i i kvadrat, uden skoleborde eller sligt. Hun sad selv i en gammel armlænestol, og børnene stod på gulvet rundt om hende eller satte sig ned i krogene, når de blev trætte. Maren var ingen dårlig lærerinde, når børnene havde nogenlunde fatteevne. Jeg kunne omtrent læse flydende og var hele bibelhistorien igennem, da jeg i 6-års alderen kom fra hendes skole til borgerskolen, hvor jeg efter 2 dages forløb blev bihjælper, som vi kaldte det. Læreren var en gammel mand, gl. Hansen, som havde 60 børn i sin klasse at undervise, og i de øvrige klasser var der omtrent lige så mange i min skoletid, og betænker man så, at børnene var vant til at tumle sig frit i og ved havnen, navnlig drengene, og de var kort sagt nogle uvorne krabater, så kan man nok forstå, at de gav lærerne mange sure timer. Tampen blev heller ikke skånet, da var man ikke så bange for al slå til, og drengene kunne også uden skade tåle en dragt prygl.



Oplysning var noget, man før i tiden lagde så stor vægt på, når blot drengene lærte at regne og skrive godt, så de med tiden kunne få en ordentlig styrmandseksamen, så mente man nok at kunne undvære meget af det andet; hvad man derudover tiltrængte af den slags, skulle livet nok lære een. Skrivning lærte man som oftest til stor fuldkommenhed, således at man ikke blot selv kunne læse det, men sådan at andre også kunne læse det uden besvær.

En kendsgerning er da også, at de gamle skibsførere havde en fin og let læselig håndskrift. Skriften var med gotiske eller danske bogstaver; men ved siden heraf lærte man børnene at prente, noget, som nu er borte fra skolen, det var en mægtig spore for drengene at lægge al deres flid i skønskrivningen, og stor var glæden, når man nåede karakteren 5 -, thi det var betingelsen for at opnå en prente­skrift; men så gjaldt det også om at beholde denne karakter, idet mindste tilnærmelsesvis, at ikke forskriften blev holdt tilbage. Regning blev også grundig gennemført; thi ikke alene skulle drengene regne opgaverne i vedkommende regningsart, men når opgaverne i bogen sluttede, for een eller flere drenges vedkommende, fik man opgivet et prøvestykke, som man blev sendt hen i hver sin krog for at regne, men ikke nok hermed, bagefter måtte man op til pulten og give grundig forklaring på hele stykket. Da kneb det, og glad måtte man være, om man fik lov til at begynde på næste regning; de som faldt igennem ved prøveregningen, fik ubarmhjertigt lov til at begynde forfra, og mangen een kunne sidde månedstid ved en regningsart uden at kunne komme over prøvestykket.



Regnebogen var af Therluldsens, en efter tiden god bog, og den holdt sig her på øen, indtil møntforandringen. En gammel mand, der i sin lærte de unge søfolk navigation om vinteren, og som virkelig var en god regnemester, morede sig på sine gamle dage, når han mødte vi unge nede på skibsbroen, ved at give os regneopgaver.

En søndag morgen gav han os følgende opgave: »5 rdl., 5 mark og 15 skilling gange 5 rdl., 5 mk. 15 skilling« og gav os tillige facit, som var 35 rdl., 4 mk. og 10 skilling. Vi regnede flere dage i træk, og flere lærde folk, som manden gav samme opgave, har også regnet på den i lang tid, uden at kunne få den rigtig. Har du, min læser, lyst, så prøv at tage fat på stykket.

Skoletimerne om morgenen indlededes med bøn og salmesang, og religion blev betragtet som den vigtigste del af undervisningen. I min skoletid havde vi religion 2 timer hver eneste formiddag hele året rundt; men i ældre tider havde de endnu mere; thi da deltes hele undervisningen i 3 fag, religion, regning og skrivning, og man havde kun 3 bøger, en bibelhistorie, en lærebog og Luthers lille katekismus. Jeg har spurgt gamle folk, om læreren da aldrig fortalte noget om fremmede lande; men det havde de ikke hørt noget om, de havde heller ikke hørt noget om planter eller vilde dyr. Så vidt jeg kunne skønne, sad de gamle inde med større viden om det gamle testamente, end om det nye, måske var det en følge af, at det gamle testamente kom først i bogen, og at mange børn kun besøgte skolen om vinteren, og så var der flere, der ikke nåede bogen igennem.



Kirke

Selve åndslivet i Danmark var jo i den første halvdel af århun­dredet i stærk bevægelse. Det var dengang Grundtvig stod op i kampen mod nationalismen; men i så fjerne afkroge af landet som her på Fanø, mærkede man kun lidt til kampen. Gennem mine samtaler med gamle folk synes det at fremgå, at præstens prædikener nærmest var i rationalismens ånd, om skikkelighed og gode gerninger. Det var først hen imod århundredets midte, at vi kom i nærmere berøring med det friere syn på kristendommen, l øvrigt var de gamle åbenbart vel fornøjet med præsternes prædike­ner, når de blot var jævne, enfoldige og intet hovedbrud krævede - og så helst korte; men er det i grunden ikke det samme, man holder mest af endnu? Om en af tidens præster (Bjerring) fortæller de gamle, at da han som ung kapellan kom til Fanø, prædikede han ofte i Sønderho kirke, når så sønderhoningerne blev spurgt, hvordan de syntes om ham, svarede de: »Ja, han prædiker godt nok; men han prædiker os vort brænde ned fra loftet«. Det ville jo sige, at gudstjenesten varede for længe, og at de, der var hjemme, ikke kunne holde maden varm, da man som oftest spiste kl. 12, men når han prædikede, gik det langt over den tid. At gudstje­nesten ofte blev lang, kom jo for en stor del deraf, at flere af de gamle salmer i Kingos salmebog var meget lange, indtil over 20 vers, og mange gik tilmed på slæbende melodier. Sangen lededes af degnen under orgelledsagelse, og dette blev først skænket til kirken af Christian d, 8de under dennes besøg her på Fanø i 1848. Var melodierne først indøvede, gik salmesangen ret tåleligt, da mange af fanøerne havde gode sangstemmer. Det var derimod vanskeligt at lære nye melodier i kirken.

Orgelet blev altså skænket af Chr. d. 8de under et besøg her på øen. Efter den gudstjeneste, som holdtes i kirken i anledning af kongebesøget, gik kongen lige hen til degnen (gamle Kirkeby) og spurgte ham, om kirken ikke var meget svær at synge i, og da degnen bekræftede dette, sagde kongen ligefrem, at så ville han give kirken et nyt orgel. 



Læreren spillede på orgelet en kort tid, men. han blev afløst af blinde Niels, som spillede på orgelet i 48 år. Denne Niels, der havde været blind fra barndommen, døde i 1898 i Billum i en meget høj alder. Om hans liv her på øen kunde der fortælles meget, da han i mange stykker var en original. Han var udlært urmager, og han har sat mange ure i en tilfredsstillende orden, alt sammen ved hjælp af følelsen. Engang kom en af orgelpiberne i uorden, hvorfor man fik en mand sendt herover fra København for at rette fejlen. Imens sad Niels hele tiden og hørte til, omsider blev det ham dog for langvarigt, hvorpå han rejste sig og gik hen til orglet og sagde: »Lad mig se, lad mig se!«. Han følte sig frem og greb om en af piberne og sagde: »Der er den«. Og det var just der, fejlen lå. Niels spillede også violin til dans og festlige lejligheder, og på den måde tjente han selv til sit underhold. Han boede i en gård i Rindby, og han gik selv hele vejen til kirken, følende sig for langs grøftekanten med stokken - ja, ofte gik han helt ind til byen, hvor han havde mange bekendte. Munter og glad var han alletider, og han havde gerne et træffende svar på rede hånd, i øvrigt vidnede hele hans færden på, at han var i besiddelse af en skarp og klar forstand.

Niels blev gammel, og tiden fordrede nye salmemelodier, og dem kunne han ikke rigtig finde sig tilrette med; så fik han sin afsked med en slags pension og blev efter eget ønske sendt til Billum, hvor han døde et års tid efter. En anden kom i hans sted i kirken og mange nye melodier har afløst de gamle; men man bevarede længe mindet om gamle, blinde Niels. Hans jævne simple orgelspil havde man lært at elske, og han havde gjort sin gerning bedre end mange med to øjne kunne have gjort det.



Hvad ellers de kirkelige og religiøse forhold angår, bar de for en stor del beroet på de skiftende præster, hvis personligheder og åndelige standpunkt har givet menighedslivet sit præg. De store kirkelige rystelser mærkedes ikke meget på Fanø, og få eller måske slet ingen havde interesse eller sans for, hvad der på dette område foregik ude i den store verden.

Fra gammel tid har fanøerne været flittige kirkegængere, ja, der findes vel næppe et sted i Danmark, hvor befolkningen er så flittige til at gå i kirke. I det hele taget må det siges, at vore forfædres gudstjenester havde en vis alvor over sig, men om noget udpræget åndeligt liv var der ikke tale; de gamle holdt sig - som de selv sagde - til deres børnelærdom, og så manglede de ikke mere. Senere kom vi også til at mærke noget af det stærke religiøse liv i slutningen af århundredet, især da partierne begyndte at danne sig. Det første sammentræf var angående en mormonpræst, som havde indvarslet til et møde herovre; men en del hjemmeværende unge sømænd gav manden noget andet at tænke på, end gøre fanøerne til mormoner, og kun ved øvrighedens bestemte forbud undgik han at få en dukkert i havnen, som nok var ham tiltænkt, før han hovedkuls forlod øen. Nogle udsendinge fra baptisterne gik det noget bedre, de fik et par familier omvendte, andre gjorde de omtrent rundtossede, så de i lang tid, hverken vidste ud eller ind. Den ene af disse baptister hed Mathison og den anden hed Sommer, to her i landet velkendte mænd. Jeg husker det kun ganske utydeligt fra min drengetid, men deres prædikener vakte et voldsomt røre i befolkningen, man talte, sammenlignede og diskuterede om dem, og man strømmede til møderne i store skarer, men der blev kun vundet de to familier. Den »Indre mission« blev vi først kendt med hen i tresserne, og her - som overalt - har denne sat sit spor i befolkningens åndelige liv; men dette ligger for nær ved nutiden og kommer ikke rigtig de ældre tider ved.



Før jeg slutter denne skildring, har jeg lyst til at nedskrive et par af vore forældres gamle viser fra tiden omkring 1830. Disse sanges poetiske værdi kan der vel nok være flere meninger om, men et er sikkert, vore forfædre elskede disse sange, og i sin tid bidrog de meget til at holde de unge til hjemmene. Thi siden skikken med, at gå »i råd« de lange vinteraftener og synge viser og lignende er blevet de unge forment, er værtshuslivet tiltaget. De gamle kunne sidde i timevis og synge, aften efter aften, men nu hører man kun undtagelsesvis de unge synge, hverken i hjemmene eller på arbejdet, og det man hører er stumper og stykker af varietéviser, noget pjankeri, der næppe nok er bogtryksværten værd, hvormed de er trykt. Derimod fortjener flere af vore for­fædres viser at blive optaget i »Århundredets viser«. Men jeg vil ikke dermed endelig sige, at just de to efterfølgende viser kan gøre fordring på denne ære, jeg fremsætter dem bare for originalietens skyld.

I den første af disse viser mangler jeg et par forbindelsesvers, som efter min mening burde være der, men min hjemmelsmand forsikrede mig, at der var ikke mere, og desuden gjorde det heller ikke noget, da »enhver nok kunne forstå meningen«.


Den første lyder da således:

 

En vise vil jeg skrive,

alt om min ungdomstid,

da jeg udi atten år var blevet,

da fik jeg først at vide,

hvad der var kærlighed,

og siden har jeg alt opskrevet.

Du fik jeg mig en ven,

han elsked mig igen;

den kærlighed var svær at føre,

hvad I herefter skal få at høre.

 

Min ven kom til at tjene,

udi min faders gård,

der lærte vi hinanden at kende,

og dette stod så hen,

udi ugerne tre,

før han sin kærlighed,

til mig udsendte,

han åbenbared da,

hvad på hans hjerte lå,

han sagde:

 

«Du mig hånden må give,

ellers døden min lod må blive«.

Jeg stod og tænkte,

med et forundret sind,

jeg vidste ej,

hvad jeg ham skulle svare.

Så gav jeg ham mit hjerte,

dertil min højre hånd,

jeg tænkte ej på sådan en fare.

Jeg tænkte ej derpå,

at det så skulle gå,

vi haver nu hinanden så kære,

og det blev vor skæbne desværre.

Og dette stod så hen,

udi et halvt årstid,

vi sammen delte sorg og glæde.

Vi delte med hinanden,

både sorg og fryd,

den kærlighed var ej at beskrive,

Men så kom kongens bud,

at han skal drage ud.

nu er der ej andet tilbage,

end sorrig og vemodige dage.

Så måtte de marchere,

til Fyn afsted,

der var de næppe udi fire dage,

så måtte de marschere,

til Holsten afsted,

der er jeg jo født og opdraget

de skulle nu gå,

mod fjenden at slå,

at tage mod de gloende kugler,

de træffer så mange hjertekuler.

 

Han syntes da så tydelig,

at døden for ham stod,

hvorfor han et brev mig tilskrive

der stod udi brevet:

 

»Min yndige Noer,

fra mig du ej flere breve nyder.

Vi skulle nu gå, fjenden at slå,

vi komme vist aldrig mer tilbage

fjenden vil forkorte vore dage.

Hvorfor at jeg dig sender,

en lok af mit hår,

tillige og det løfte du har svoret.

Den er jo sammenknyttet

med vores venskabsbånd.

hæftet med de tvende guldringe,

læg dem på dit bryst,

de være skal en trøst,

når du ud af verden skal gange,

vi engang i Guds rige samles.«

Nu traf der ham en kugle,

ind for hans højre bryst,

den trænget sig

så nær til hans hjerte.

Han lå i fire timer,

foruden hjælp og trøst,

da lindrede Gud Fader

al hans smerte.

Nu lider han ej nød,

men nyder søvnen sød,

Gud glæde hans sjæl i sit rige,

det ønsker hans efterladte pige!


Den anden vise til hvilken melodien er ganske køn og som jeg hørte en vinter, da den blev sunget af tre gamle mennesker omkring 80 år, lyder således:

 

Når jeg tænker på svundne dage,

som jeg leved glad og lykkelig;

o, de kommer aldrig mer tilbage,

thi min ven han er frarøvet mig.

 

Han er borte aldrig mer kommer

som var min trøst i nødens tid,

nej, slet ej nogen yndig sommer,

viser sig imod mig skøn og blid.

 

I midnat skumringen jeg hviler

tavs min tåre flyder udi løn.

Op til Gud min sidste tanke iler,

jeg mistet har min ungdomsven.

Min fryd den er nu forsvunden,

sørgelig min tid den løber hen,

som kildevæld henrunden, kommer aldrig, aldrig mer igen.

Om jeg dage, nætter vil græde,

ej tilbagekalder jeg min ven;

borte fra mig er al livets glæde,

ensom er jeg, ihvor jeg ser hen.

 

Tung, skæbnen stedse har været,

alt fra ungdoms allerførste tid,

sorg og nød har jeg ofte tæret,

fordi lykken var mig så ublid.

 

Sletter mig ej ud af eders tanker

når jeg snarlig til et bedre går;

og ej mer fra Gud skal vanke,

og ej heller fælde modig tår.

 

Mit farvel jeg nu til eder sender,

Gud skal råde for ihvor det går;

fjernt fra venner og fra frænder,

vanker jeg og fælder modgangs tår.

 

Foranstående viser hører til de ældste som vore forfædre har sunget i dette århundrede, men der kunne jo nævnes mange flere, som de skiftende slægter har sunget til forskellige tider. Mange af viserne spillede man til dans og de dansende sang med af hjertens lyst. Valsene gik udmærket til disse gamle melodier til elskovssangene. I min grønne ungdom var særlig »Hjalmar og Hulda« moderne, og mens vi dansede sang vi så det klingrede. »På grønklædte bakke sad Hjalmar så tavs, thi afskedens time var nær«; jo, det var storartet!



Dette er så i korte rids et prøvebillede på vore forfædres liv herhjemme på øen. Jeg ved godt at mine skildringer lader meget tilbage at ønske; men det er jo heller ikke meningen, at give en historisk fremstilling af øens udvikling. Selve vor skibsfarts historie er jeg også gået helt udenom, da det forekommer mig at den fortjener at blive skildret af en langt bedre pen end min.

Thi, ikke sandt, det er dog søfarten, der til alle tider er øens fornemste hovednæringsvej, og det er ligeledes søfarten som vi nu, både store og små, ser hen til, efter de senere års bedrøvelige forhold. - Vi holder jo alle meget af vor lille ø og af alt hvad der angår den ; fra dens strand søger vore søfolk ud på de vante veje, ofte skilt i årevis fra hjemmet, og om denne færden rundt om på jorden må der være meget at fortælle for en mand der interesserer sig for det.

Med ønsket om held og lykke for vor lille Ø i de kommende tider, vil jeg så slutte disse skildringer fra en svunden tid, og håbe at vi aldrig må komme til at leve under så slette kår, som de vore forfædre kæmpede imod i begyndelsen af dette århundrede. I den henseende har jeg tro til vor driftige sømandsstand thi de senere års fejlslagne forhåbninger har vist os, at trods modgang og skuffelser har vi endnu meget tilbage af forfædrenes kraft og udholdenhed.

Og hvor elsker vore søfolk ikke vor lille kære ø, om dette hjem drejer alle hans tanker sig derude i det fjerne, og når han efter årevis fraværelse, vejrbidt og solbrændt atter betræder hjemmets kyst, da er alle farer glemte, glæde og tilfredshed lyser ud af hvert et træk, og det jubler og synger indeni ham: »Hjem, hjem mit kære hjem! nej, ingen plet er så skøn som du dit kære hjem!«


Gå til top