Familien med ombord

 

 

Familien med om bord i sejlskibstiden

 

Kapt. Thomas Nielsen havde i flere omgange sin familie med om bord da han bl.a. førte hhv. ”Halnaker” og ”NorWester” på disses rejser rundt omkring i verden. Hans hustru Anna Nielsen førte dagbog og fra dem gengives her hendes indtryk fra flere rejser.

 

 

 

”I dag stærk blæst, så vi alle må opholde os nede i kahytten. Skibet slingrer og arbejder meget. Marie og Chatrine er lidt søsyge, de andre børn leger og synger og er nok så glade. De mærker ikke søsygen.”

Således skrev Anna Nielsen i sin dagbog den 19. april 1891. Hun var sammen med sine 6 børn om bord på barken ”Halnaker” af Fanø, på rejse fra London til Brisbane i Australien. Hendes mand, Thomas Nielsen, var kaptajn om bord.

Det var ikke første gang, hun og børnene var med ægte­manden og faderen ude at sejle på langfart. I årene 1882 til 1890 var kaptajn Thomas Nielsen fører af forskellige skibe i farten på Vestindien, og på flere af disse rejser var hustruen Anna Nielsen og børnene med.

Set med nutidens øjne virker det uforståeligt, at sådanne lange rejser med hele familien har kunnet lade sig gøre. En rejse fra Europa til Australien og tilbage kunne ofte vare et år eller mere. Hvordan har børnene klaret sig uden jævnald­rende kammerater at lege med? Og hvordan med deres sko­legang? Det må ofte have været barske vilkår for hele fami­lien.

 

På sine mange rejser med sin mand fødte Anna Nielsen 3 børn om bord, og 2 børn døde og blev begravet ude i ver­den. På hele rejsen til Australien med barken ”Halnake”r førte Anna Nielsen dagbog, og det er disse optegnelser, der danner grundlaget for denne beretning.

”Lørdag eftermiddag den 11. april 1891 afgik vi fra London. Lodsen gik fra borde søndag morgen, og slæbebå­den forlod os samme eftermiddag ved Dungeness, så nu havde vi påbegyndt vores lange rejse. Vejret var godt, vin­den god, men noget flov. Ingen af os mærkede noget til søsygen. Med på denne rejse var børnene: Marie, Chatrine, Anna, Thomas, Kirstine og Niels.

Hele den første uge af rejsen var vejret fint, afvekslende mellem modvind og stille. Hver dag var der land i sigte. Det var den engelske sydkyst, men den 16. april forsvandt det sidste glimt af land.”

Den 20. april skriver Anna Nielsen i sin dagbog: ”God vind med høj sø og slingerage. Nu er søsygen ovre, og vi har været på dækket og set flere medgående sejlere. Jo, det er dejligt at komme på dækket igen og få frisk luft.”

Nogle dage senere står der følgende notat: ”24. april. I dag er det min fødselsdag. Stewarden har lavet en julekage. Chokoladen kogte jeg selv på petroleumsapparatet, så vi har haft en gemytlig dag.” Sejladsen mod syd fortsatte, og den 26. april skriver Anna Nielsen i sin dagbog: ”I dag så vi øen Madeiras høje, stejle klipper, som rejser sig stolt af det store ocean. Ja, det er underligt nok at tænke sig, at der kan findes sådanne omkring på havet. Her er et dejligt klima, ikke for varmt, men meget behageligt. Her er flere medgå­ende sejlere, men vi sejler fra dem alle. Signalerede med en norsk bark. Stadig godt vejr, og børnene alle raske. Varmen tiltager stærkt.”

 

 

 

Rejsen går videre ned i Syd Atlanten, og den 15. maj var ”Halnaker” fremme ved ækvator. Den samme morgen mødte man et engelsk sejlskib, der signalerede, at man manglede brød. Om dette møde skriver Anna Nielsen: ”Det engelske skib satte en båd i vandet og roede over til os. 2. styrmanden var med i båden, og han var københavner. Ja, underligt nok, at vi også kan få besøg af en landsmand her ude midt på Atlanterhavet. Han havde ikke været hjemme i 9 år. Han glædede sig meget ved børnene, og lille Niels havde han på armen næsten hele tiden. Skibet hed MAINI BAHN. Det havde 27 mand om bord og var på vej til London.”

I århundreder har det været en skik til søs, at den første gang man krydser ækvator, skal man døbes. Denne skik blev også fulgt om bord på ”Halnaker”. Anna Nielsen beskriver det således: ”Samme aften passerede vi ækvator, og da havde vi stor morskab om bord. De, der ikke tidlige­re havde været på sydlig bredde - altså ikke havde passeret ækvator - skulle give noget ud eller ”hønse”, som det hed, og det drejede sig jo om alle børnene og mig, samt flere af mandskabet. De, der havde passeret ækvator, var klædt ud. Een skulle forestille kong Neptun og de andre hans tjenere. En, der forestillede hans kone, kom med et stort barn på armen.

Alle kom ned i kahytten. Børnene var alle oppe, og vi morede os alle godt, da de spillede god komedie. Jeg fik hurtigt lavet en bolle punch til dem, så vi slap for at blive døbt, men de af mandskabet, der ikke havde passeret før, blev indsmurt i sod og fedt og barberet og klippet. Derefter badet i en stor balje vand, så der var en farlig støj, men alt gik dejligt og ordentligt til.”

 

Det gode vejr holdt sig de følgende dage, mens skibet fortsatte mod Kap Horn på Sydafrikas kyst. Den 23. maj mødte man en damper, der var på vej nordover, og den 30. maj så man en medgående sejler. Ved hjælp af signalflag fik man på ”Halnaker” at vide, at den anden sejler var norsk, kom fra Newcastle og skulle til Java. Den havde været 51 døgn i søen. Samme aften begyndte det at blæse op, og dagen efter var det norske skib ude af syne.

Det satte nu ind med storm og høj sø, og Anna Nielsen beskriver det således: ”Der er megen slingerage, men der er dog ingen af os, der er søsyge, men kedeligt er det dog med dårligt vejr, hvor vi må blive nede i kahytten. Børnene er dog alle glade og raske. De mærker ikke til, at der er storm. Lille Niels vokser godt og er rask. Han har nu 4 tænder og kravler rundt i hele kahytten.”

Den følgende tid afløste den ene storm den anden, så ski­bet måtte for en stor del ligge underdrejet for små sejl. Gang på gang bordfyldte den, og havvandet skyllede også ned i kahytten, hvor Anne Nielsen og børnene måtte opholde sig. Vejret var blevet koldere, så det var nødvendigt at fyre i kak­kelovnen i kahytten for at holde varmen.

Den 20. juni passerede man under en kraftig storm øen Marion og den 24. juni Croset øerne. Anna Nielsen skriver: ”Min mand siger, at der er lang vej endnu. Det skal nok gå, hvis vi skal klare resten af rejsen på 40 dage. Tænk, at skul­le sejle her så mange dage endnu i så dårligt vejr, men hvem Gud vil bevare er uden fare. Skibet slingrer meget, og min mand siger, at der er udsigt til storm. Barometeret står meget lavt, så det er jo slet ikke rart at tænke på.”

Stormen kom og rasede i flere døgn. Først den 6. juli løje­de den af. Den 7. juli skriver Anna Nielsen: ”I dag er det vor 11 års bryllupsdag og min faders fødselsdag. Vi har også rigtig behageligt vejr, eftersom vi har været vant til dårligt vejr i lang tid. Det var en hel højtid, at vi alle kunne sidde nogenlunde roligt ved bordet og spise. De andre dage sling­rede maden ud både af terrinen og tallerkener, så det næsten ikke var til at sidde ved bordet og spise.”

 

 

 

Endelig den 19. juli fik man sydkysten af Tasmanien i sigte, og de følgende dage skiftede vejret mellem godt vejr og storm med lyn og torden. Og så - efter 110 døgns sejlads fra London - kom lodsen om bord, og Halnaker kunne fortøje i Brisbane den 29. juli 1891.

Den følgende måned lå barken i Brisbane, og familien Nielsen tilbragte nogle gode dage på stedet. De fik mange venner - også blandt de danske, der boede der. Børnene fik køreture rundt i byen og var ude for at besøge bekendte udenfor Brisbane. Deres mange nye venner var også om bord på HALNAKER for at besøge dem.

Familien Nielsen blev dog under opholdet i Brisbane ramt af en stor sorg. Deres yngste dreng, Niels, blev syg og døde den 19. august og blev begravet dagen efter.

Den 28. august var skibet udlosset og afsejlede fra Brisbane til Raine Island i Torres strædet, hvortil det ankom den 10. september. Her skulle der lastes guano, men det stø­vede så meget, at familien ikke kunne opholde sig i kahyt­ten. Den lokale købmand havde imidlertid et ubenyttet hus i land, og her flyttede familien ind, mens skibet blev lastet.

”Vi havde det godt her. Børnene var ude at samle fugleæg hver dag, så vi fik alle sammen så mange, vi kunne spise. Børnene morede sig godt her, var hver dag ved stranden for at samle koral, snegle og konkylier samt for at fiske. Den 3. oktober kom vi igen om bord, og den 4. oktober 1891 afsej­lede vi.” Kursen blev igen sat syd om Afrika, og den 14. januar 1892 - da Halnaker befandt sig i Syd Atlanten – fødte Anna Nielsen en datter om bord, og fødslen forløb godt. Den 22. januar anløb skibet St. Helena for at provian­tere. Den 27. marts - efter 173 døgns sejlads fra Raine Island -ankom skibet til Falmouth. Her fik man ordre om at fortsæt­te til Hamborg for losning. I Hamborg blev den lille nyfød­te pige døbt af den norske sømandspræst, og hun fik navnet Laura Atlantis. Fra Hamborg rejste Anna Nielsen og børne­ne tilbage til Fanø.

”Halnaker” afgik igen fra Hamborg den 13. juni 1892. Denne gang gik rejsen til Rio de Janeiro med stykgods, men familien var ikke med. Efter udlosningen i Rio blev kursen sat mod Philadelphia og New York, hvortil skibet ankom den 19. februar 1893. Og så skulle familien med igen. Anna Nielsen og børnene Marie, Chatrine, Anna, Thomas, Kirstine og lille Atlantis rej­ste fra Fanø til New York, og her stod Thomas Nielsen på kajen og tog imod sin familie. ”Halnaker” skulle igen til Brisbane i Australien, denne gang med en last petroleum i tønder. Afsejlingen fandt sted den 7. april, og efter en rejse på 105 døgn, ankom barken til Brisbane den 21. juli. Anna Nielsen førte også på denne rejse en dagbog, men den er desværre forsvundet, så vi kender intet til, hvad hun og børnene oplevede på den tur. Efter udlosningen i Brisbane fortsatte man til Sidney, hvor der blev lastet stykgods til Carolineøerne i Stillehavet. Efter udlosningen her, blev der lastet copra til Europa. Under opholdet på Carolineøerne fødte Anna Nielsen en lille pige, der desværre døde og blev begravet 10 dage efter fødslen. Juleaften 1893 var den sidste sæk copra om bord, og så blev kursen igen sat mod Europa. Den 16. marts anløb ski­bet St. Helena for proviantering og ankom til Hamborg den 20. maj 1894 efter en hjemrejse på 147 dage. Fra Hamborg rejste Anna Nielsen og børnene hjem til Fanø.

På den efterfølgende rejse - hvor familien ikke var med - forliste ”Halnaker” på et koralrev i Stillehavet. Hele besætningen med undtagelse af en enkelt mand blev reddet. Fra 1895 til 1900 var Thomas Nielsen kaptajn på barken ”Nor'Wester” af Fanø. Den første rejse gik fra Glasgow til Australien og derfra videre rundt i Østen. På denne tur var Anna Nielsen og 6 af børnene også med, og igen skrev Anna Nielsen en dagbog, som dog ikke findes i en udførlig udga­ve i dag. Også på denne rejse fødte Anna Nielsen et barn, en pige. Fødslen fandt sted 2 dage før skibet var i Dunedin på New Zeeland, og pigen blev døbt Maori Zelanti. Anna Nielsen og børnene rejste tilbage til Fanø i juni 1898, da skibet var vendt tilbage til Europa. Da havde de været om bord på NOR’WESTER i mere end 2 ½ år. Anna Nielsen døde i Esbjerg i 1909.

 

 

 

Norwester 3m-bark FOS-4730-6 Cathrine-Nielsen-13061884

Anna Cathrine-Nielsen. 13. juni 1884

FOS-4730-6, Fiskeri- og Søfartsmuseet.

 

Anna Nielsen i Fanødragt. Hun var født i Nordby på Fanø i 1857 og døde i Esbjerg i 1909

 

 

FFamilie-med-om-bord--kapt-Nielsen-Halnaker-og-NorWester

 

I flere af de store Fanøskibe sejlede kaptajnens hustru i perioder med. Anna Nielsen, hvis mand i 1890'erne førte barkskibene ”Halnaker” og ”Nor'Wester”, var en af disse medsejlende hustruer. Hun medførte på disse rejser ikke blot nogle af familiens børn, men fødte også fire piger om bord på de to skibe. Pigerne fik navn efter skibets position på fødselstidspunktet: Laura Atlanti (f. 1892 på Atlanterhavet), Daisy Theran (f.1893 ved kopraø i Karolinerne), India Kirstine (f. 1896 nær Indien) og Maori Zelant (f. 1897 nær New Zealand).

 

 

Jernbarken HALNAKER ex ARAUCO var bygget i Dundee 1862 og målte 603 tons br. Den blev indkøbt 26. januar 1891 fra Liver­pool af aktieselskabet „Halnaker", hvis bestyrende reder var N. H. Svarrer, Nordby. Det havde en besætning på 14 mand og kunne laste ca. 1000 tons. fører var kaptajn Thomas Nielsen.

 

Foruden kaptajn Thomas Nielsen kendes navnet på følgende besætningsmedlemmer:

1. styrmand Hans Paoe, København

2. styrmand Harry Duysen, Fanø

Steward Niels Rødgaard, Fanø

Sømand Jacob Fack, Fanø

Sømand Axel Hartzen, Herning

Sømand Poul Wölcken, Hamburg

 

Kilde: F. Holm-Petersen, Fanø Sejlskibe, 1956

 

 

Hermed en fortsættelse af beretningen om Anna Nielsen, gift med kaptajn Thomas Nielsen på barkskibet ”Halnaker”.

Endvidere en beretning om skibets forlis og besætningens genvordigheder ved samme.

 

 

Oplysningerne stammer fra den kendte fynske søfartshistoriker, F. Holm-Petersen, der var med til at stifte søfartssamlingen i Troense i 1950’erne.

I april 1892 rejse Anna Nielsen hjem til Fanø med sine børn efter at have været om bord på ”Halnaker” i et år på skibets første rejse.

På ”Halnaker” s 2. rejse havde kaptajn Thomas Nielsen ikke familien med. Skibet afsejlede fra Hamburg d. 13. juni 1892 med ladning stykgods til Rio de Janeiro. Derfra gik rejsen til Pernambuco for lastning til Philadelphia og New York, man ankom til New York d. 19. februar 1893.

Nu havde kaptajn Nielsen bestemt sig til igen at have familien om bord, hvorfor Anna Nielsen begav sig af sted på den besværlige rejse fra Fanø til New York med børnene Marie, Cathrine, Anna, Thomas, Kirstine og Laura Atlanti på kun 1 år (født på ”Halnaker” 14.2 1892).

 

Mellem Fanø og Esbjerg var der istransport i vinteren 1893. Overfarten til Esbjerg foregik fra ”Batteriet”, en pynt ca. 1 km nord for Nordby. Man blev i båd bragt fra stranden ud om bord i færgen og så sejlet til Esbjerg. Overfarten fra Esbjerg til Harwich foregik med én af DFDS’s passagerskibe og rejsen fra Harwich til Glasgow med toget. I Glasgow kom familien efter et ophold på hotel i 3 dage med et dampskib til New York. Det var et ældre passagerskib og da det var midt om vinteren, var rejsen meget stormfuld og besværlig, især for Anna Nielsen, der jo havde 6 børn at tage vare på. Men alle besværligheder var som blæst bort da man lykkelig og vel ankom til New York og kaptajn Nielsen stod på kajen og tog imod.

”Halnaker” s 3. rejse gik fra New York til Brisbane, Australien med petroleum i tønder. Skibet afsejlede fra New York d. 7. april og ankom til Brisbane d. 21. juli 1893 efter en rejse på 105 dage.

Anna Nielsens dagbog for denne rejse er desværre bortkommet.

 

Efter udlosning i Brisbane sejlede ”Halnaker” til Sydney og ankom 8 dage senere med havari efter en rejse med dårligt vejr.

I Sydney lastedes stykgods til Carolinerne, øen Yap, hvorfra man fik en ladning kopra til europæisk havn til en fragt af 50 mark pr. ton. Afskiberen af ladningen var en købmand, der gik under navnet d’Kew eller De Kew.

”Halnaker” sejlede fra Yap d. 24. december 1893, kort efter at familiens kun 10 dage gamle datter var død og begravet. Hun var blevet opkaldt efter én af øerne i området og navngivet Daisie Theran.

Anjer i Sundastrædet passeredes 17. januar 1894. 3 måneder senere anløb man St. Helena for frisk proviant og d. 30. april ankom skibet efter 127 dages rejse til Lissabon for ordre. Man blev som ventet dirigeret til Hamburg for losning og dertil ankom skibet d. 20. maj 1894. Derfra rejste Anna Nielsen hjem til Fanø med børnene.

 

 

 

”Halnaker” s 4. og sidste rejse gik til Madagascar og videre til Stillehavet. Kaptajn Nielsens familie blev hjemme på Fanø. Skibet afsejlede fra Hamburg d. 13.8 1894 med stykgods til Tamatave, Madagascar. Hertil ankom skibet d. 28. november 1894. Den efterfølgende ballastrejse til Sydney tog 47 dage med ankomst d. 8. marts 1895. Her lastedes stykgods til Ponape og Yap.

Det meste stykgods blev losset i Ponape, hvor der blev lastet ca. 500 ton kopra før rejsen d. 14. juni 1895 fortsattes til Yap.

Den 21. juni indtraf dårligt vejr med storm, der varede 36 timer. På grund af tåge og regn havde man i 5 dage ikke kunnet foretage observationer. Efter bestikket skulle skibet d. 21. juni have udsejlet distancen til Yap, hvorfor man styrede østover for små sejl.

Den 27. juni kl. 0100, medens skibet lå for små sejl og i høj sø, hørtes brænding forude. Alle mand kom hurtigt på dækket og man forsøgte at halse rundt. Skibet faldt også 4 streger af, men stødte på et koralrev. Et par minutter senere stod skibet fast midt i brændingen. Høje søer væltede ind over skibet og sønderslog alt opstående. Kahytten og agterlasten fyldtes straks med vand.

Med stort besvær fik man redningsbåden ud og hele besætningen kom i den med undtagelse af stewarden, Niels Rødgård fra Fanø, der blev skyllet overbord og omkom. Redningsbåden blev af søen kastet gennem brændingen ind i smult vand og nu var kaptajnen, begge styrmænd og besætningen samt 1 passager, i alt 14 mand foreløbig i god behold.

 

Så snart det blev lyst om morgenen kom en hel del indfødte roende i deres kanoer ud til redningsbåden og skibet. Disse indfødte var halvvilde og fjendtlige over for de skibbrudne og da den enlige passager, en tysk skolelærer, yderligere fortalte, at de indfødte her var kannibaler, hjalp det ikke på humøret. Folkene havde ingen særlig lyst til at komme i land. Kaptajn Nielsen har sikkert været glad for at familien ikke var med på denne rejse.

De indfødte stjal alt fra de skibbrudne, selv noget af deres sparsomme påklædning og kaptajn Nielsen måtte aflevere sin vielsesring. Skibet blev selvfølgelig plyndret for alt muligt, deriblandt en del spiritus, så situationen begyndte at blive ret farlig. I 3 dage stod plyndringen på og i den tid levede de skibbrudne af kokosnødder, som de i nattens mulm og mørke samlede i skoven.

Man besluttede nu at slippe bort fra øen, der hed Federsta, til øen Yap. Man samlede kokosnødder og skjulte dem i båden, hvor man også havde gemt lidt brød, for at de vilde ikke skulle få fat i det. De indfødte blev stadig mere fjendtlige, de revtøjet af kroppen på de skibbrudne og truede åbenlyst med deres lyst til at æde dem. Man bestemte sig til snarest muligt at forsøge flugt.

Imidlertid havde kaptajn Nielsen fundet på at true de indfødte med at købmand De Kew fra Yap, (han besøgte af og til øen for at købe kopra) ville straffe dem hårdt, såfremt de skibbrudne led overlast og denne trussel lod til at virke.

En mørk nat nåede søfolkene bort fra øen. Provianten bestod af kokosnødder, en sæk brød og lidt vand. Efter 44 timers roning ankom man til Yap i meget udmattet tilstand og næsten uden klæder på kroppen. Det var d. 1. juli 1895.

Efter ankomsten til Yap fik alle en god pleje og 6 dage senere gik rejsen videre til Manila og hjemad.

Værdien af ”Halnaker” var ved forliset opgjort til 80 000 kr. medens assurancen udgjorde 70 000 kr. Vraget solgtes senere for 477 dollars.

Forliset skete ved Pugelup, en ø i Mackenzie øgruppen, der ligger NØ for Yap på ca. 10.00 N. bredde og 140.00 Ø. længde.

 

 

 

 ”Halnaker”, med kendingsbogstaverne NCFT var bygget i Dundee i 1862 og blev indkøbt i Liverpool til rederiet A/S N.H. Svarrer i Nordby d. 21.1 1891 for en pris af 4000£. Der var en besætning på 14 mand, deraf 4 fra Fanø: kaptajn Thomas Nielsen, 2. styrmand Harry Duysen, steward Niels Rødgaard og matros Jacob Fack.

Efter forliset indkøbte rederiet i 1895 skibet ”Nor Wester”. Kaptajn Thomas Nielsen blev fører af skibet og Harry Duysen fulgte med, nu som 1. styrmand. Han blev senere selv kaptajn på fuldriggeren ”Gladstone” i 1901, kun 28 år gammel.

Kaptajn Thomas Nielsen var ikke en mand, der skiftede skib ofte, det kan bemærkes, at han var om bord i ”Halnaker” fra januar 1891 til forliset i juni/juli 1895. Antages det, at han har brugt en måned på at komme hjem, har han holdt ferie på Fanø fra august til oktober 1895, hvor han mønstrer på ”Nor Wester”. Han blev så om bord i ”Nor Wester” hele tiden til forliset i juli 1900.

Den 4. oktober 1895 rejste Anna Nielsen fra Fanø til Glasgow for at tage med på en ny rejse og et nyt skib, også denne gang havde hun 6 børn med. Hun kom hjem til Fanø i juni 1898.

I 1899 rejste hun til London med 2 af døtrene, Cathrine, der nu var 15 år gammel og Laura Atlanti, der nu var 7 år. Begge døtre tog med faderen på skibets sidste rejse, der endte med forlis, heldigvis uden tab af menneskeliv.

Fanø Skibsfarts- & Dragtsamlings arkiv har en udskrift af hendes dagbog for denne tid.

 

 

Anna Nielsen – beretning om hendes rejse med ”Nor Wester”

 

 

Tidligere har vi hørt beretninger om Anna Nielsens rejser med barken ”Halnaker”. Da skibet forliste i juni 1895, købte rederiet barken ”Nor Wester” i efteråret 1895. Anna Nielsens mand, Thomas Nielsen, blev kaptajn på skibet og Anna Nielsen tog med på skibets 1. rejse.

 

 

jernbark-norwester

 

”Nor Wester” var bygget i Glasgow i 1864 og blev købt for kr. 33 000 til rederiet A/S N.H. Svarrer i Nordby. Det var et jernskib på 567 reg. ton og en lastevne på ca. 1000 ton.

 

 

Det efterfølgende er en afskrift af Anna Nielsens næsten 3 år lange medrejse som hustru. Børnene Marie, Cathrine, Anna, Thomas, Kirstine og Laura Atlanti var også med.

-

Rejste fra Fanø d. 4.10 1895 til Glasgow - fra Esbjerg til Glasgow med dampskibet ”Esbjerg”, havde svær storm og alle var selvfølgelig søsyge.

Den 7.10 om aften kom vi om bord i ”Nor Wester”

Den 11.10 blev Laura Atlanti syg, havde doktor næste dag og han erklærede, at det var lungebetændelse; hun blev værre dag for dag med høj feber.

Den 14.10 afsejlede vi fra Glasgow og samme dag ankredes ved Greenock – Atlanti stadig lige syg.

Den 15.10 syntes vi, at hun blev endnu mere syg. Min mand gik da i land for at få en doktor om bord; han kom også og erklærede at det var gas triksfeber (en form for tyfus) og at det var bedst at holde det hemmeligt, da hun ellers ville blive taget i land fra os. Næste dag sejlede vi, feberen var ikke så høj ved Atlanti, ankrede igen pga. modvind ved en plads, som kaldes Lamish, fik der nogle breve hjemmefra, ligeså skrev jeg flere breve hjem.

Den 16.10 blev Lanti bedre.

Den 21.10 blev vinden god, afsejlede fra Lamish og vor lille pige var i god bedring. Fik storm og en del slingring, så vi alle holdt køjerne, men vi var dog ikke videre søsyge. Lodsen fra Greenock havde vi om bord og kunne ikke få ham landsat.

Den 1.11 var vi ved Kanarieøerne og min mand mente der at kunne landsætte lodsen på øen Palmas. Vi kom tæt ind til øen og 1.styrmand gik i båden med lodsen i land, men de ville ikke have ham, så han måtte tage videre med os. Det så smukt ud her, men det var nu også et behageligt klima og vi gik nu allerede med let tøj på.

Den 16.11 fik vi lodsen om bord i en italiensk damper, som skulle til Lissabon.

Den 17.11 passerede vi linien (ækvator)

Den 25.11 opdagedes en fejl ved roret, så rejsen kunne ikke fortsættes og kursen blev derfor sat for Bahia i Brasilien for at få roret istandgjort igen.

Den 27.11 1895 kom vi til ankers i Bahia og her gjorde vi en del bekendtskab imellem skibsførerne, hvoraf nogle også havde deres familie om bord. Vi var ofte i land der og havde det for resten godt, men det var meget varmt. Juleaften og nytårsaften havde vi det helt gemytligt og skibet var pyntet med grønt, så det så helt kønt ud.

 

 

 

Den 18.1 1896 afsejlede vi igen til Mauritius, havde god vind for en tid og af og til en sejler, som var en hel glæde for alle.

Den 1.3 fik vi en orkan og så er det alt andet end hyggeligt at være til søs, men dagen efter var orkanen forbi og vi havde da en forfærdelig slingring, så vi næsten ikke kunne holde os fast.

Fredag d. 13.4 1896 kom vi ind til Mauritius og her traf vi sammen med barken ”Dora” af Fanø, kaptajn Sonnichsen, samt 3 mastet skonnert ”Anna” af Kolding, kaptajn Kaas, som havde sin kone med. I Mauritius var vi ikke meget i land på grund af sygdom, men fik alt at se, som var værd at se. Byen ligger meget kønt, men det var meget varmt og megen regn, så opholdet der var ikke så behageligt.

Vi afsejlede derfra d. 8.5 til Melbourne med en ladning sukker og fik straks meget dårligt vejr.

Den 23.5 havde vi en orkanagtig storm og fik en del vand i kahytten og der blev kastet mange sække sukker over bord for at lette skibet, da der stadig var fuldt med vand på dækket, ja, det så skrækkeligt ud.

Den 28.5 fik vi atter svær storm og forfærdelig slingren og af og til vand i kahytten.

Den 29.5 1896 blev en lille pige født, altså på 39 grader syd og 83 grader øst. Havde stadig svær storm og svær slingring og efter den tid megen modvind, men dog nogenlunde godt vejr.

Den 27.6 ankom vi til Melbourne og der blev den lille pige døbt af en svensk præst og fik i dåben navnet India Kirstine Daisy. Her havde vi det helt godt.

Den 21.9 gik vi fra Melbourne til Vestaustralien med en ladning træ til byen Geraldton. Rejsen dertil var med meget uroligt vejr, men vi var jo nu godt vant dertil, så vi mærkede det snart slet ikke.

 

 

 

Den 1.11 ankom vi til Geraldton og ligger fortøjet langs en bro, men der er svær dønning, så det er sommetider farligt at komme i land. Gjorde der bekendtskab med en dansk familie, som hed Larsen og hos dem blev Marie, da vi blev befragtet til Bombay og retur. Vi afgik fra Geraldton d. 15.12 1896 og havde også godt vejr og holdt også en behagelig jul og nytår, men vi fik en lang rejse med megen modvind, krydsede tæt under land i 30 dage med smult vande og her så vi nogle underlige skibe, som lignede de gamle vikingeskibe; vi troede snart, at det var sørøvere, da vi først så dem

Den 23.2 1897 ankom vi til Bombay. Der var megen sygdom, som de kaldte byldepest og der døde flere hundrede mennesker hver dag. Bombay var ellers en køn by og navnlig uden for byen var der nydeligt at køre omkring, men ved den tid vi var der, var den halve by uddød.

Vi afsejlede fra Bombay d. 1.4 med en ladning stykgods, bl.a. bomuldsfrø og jute. Halvdelen af mandskabet var syge og børnene havde feberen også begyndt med og kort efter, at vi var kommet ud, blev jeg også syg af feber og alle børnene, ja alle om bord havde feberen på rejsen, så vi spiste en masse kinin og det var vist også dette som hjalp os, vi kom i hvert fald godt over det alle sammen.

Den 2.6 1897 kom vi til Melbourne og mødte vores gamle bekendte igen og d. 11.6 kom Marie om bord igen.

Den 25.6 afsejlede vi fra Melbourne til Malden Island for at laste guano, havde godt vejr dertil og ankom d. 3. august. Det var blot en lille ø med 4 hvide mennesker på, resten var sorte, som arbejdede på guanoen og her var ingen ting at få af nogen slags, ikke engang vand fandtes der på øen. Vi kom i land at bo og kogte selv vores mad.

D. 4.9 strandede et stort amerikansk fuldskib, ”Commodore” og blev totalt vrag. Det kom fra Honolulu med en fuld ladning sukker bestemt for New York. Ladningen var forsikret for $ 217 000 og skibets værdi var $ 50 000. Kaptajn James Davidson på ”Commodore” havde sin kone med og hun kom til at bo i samme hus som os.

 

 

 

Den 25.9 1897 afsejlede vi fra Malden Island til Dunedin på New Zealand og vi fik kaptajn Davidson samt hans kone og 15 mand af ”Commodore”s besætning med som passagegerer til Dunedin, så det blev indskrænket med plads med så mange mennesker om bord, især da vi selv var mange i forvejen. Vi havde en del dårligt vejr ag ankom til Dunedin d. 4.11.

I Dunedin havde vi en køn tid, især børnene gjorde stort bekendtskab og de lærte alle at tale mægtig godt engelsk.

Den 20.11 1897 blev en lille pige født, hun blev døbt af en norsk præst og fik navnet Maori Zelanti Nielsen.

I Dunedin holdt vi jul og gik derfra d. 16.2 1898 til London med uld. Passerede Cap Horn d. 18. marts, havde flere sejlere og traf også sammen med 2 danske, barken ”Prinsesse Marie” af Fanø, kaptajn P.L. Winther, bestemt for Rotterdam og barken ”Hertha” af Kolding, bestemt for Azorerne. Vi passerede ækvator d. 24. april, fik nu megen modvind og stille, havde en mængde sejlere, traf atter sammen med ”Prinsesse Marie” og signalerede med mange flere og alle havde de lange rejser. Vi fik lidt brød og mel fra en norsk bark, da vi var bange for at vi skulle blive kort, idet der ikke var udsigt til andet end modvind. Vind og vejr forblev omskiftende og vi ankom til London d. 14. juni 1898 efter 119 dages rejse fra New Zealand.

Herfra rejste jeg hjem med alle børnene.

 

 

 

Norwester 3m-bark FOS-4730-5 kaptajn-Nielsen-m-familie-i-Melbourne

Nor’wester, 3m-bark, FOS-4730-5, Fiskeri- og Søfartsmuseet. Kaptajn Nielsen med familie i Melbourne

 

 

Norwester 3m-bark FOS-4730-2 besaetningen-1897

 

Nor’wester, 3m-bark, FOS-4730-2, Fiskeri- og Søfartsmuseet. Besætningen 1897. På billedet ses kapt. Thomas Nielsen, 1. styrmand H. Duysen og yderst til højre, Thomas Nielsens 10-årige søn, Thomas.

-

 

Herefter en beretning om ”NOR Wester” s 2. og 3. rundrejse, kilde F. Holm-Petersen.

”Nor Wester” s 2. rundrejse gik fra London til Dunedin, New Zealand med stykgods. Man afsejlede fra London d. 31.8 1898 og på denne rejse havde kaptajn Thomas Nielsen ingen af familien med. På udrejsen til New Zealand skete en sørgelig ulykke, idet en ung New Zealænder, Jack, faldt ned fra mærseråen og slog sig ihjel. Han blev begravet i havet. Man ankom til Dunedin sidst på året 1898 og efter at have udlosset stykgodsladningen indtog skibet en ladning uld bestemt til London. Skibet afgik fra Dunedin omkring d. 1. marts og ankom til London d. 4. juli 1899.

Anna Nielsen besøgte sin mand i London under opholdet og Cathrine, der nu var 15 år gammel samt Laura Atlanti, der var blevet 7 år, forblev hos faderen og tog med på skibets 3. rundrejse, der endte med forlis på Australiens vestkyst i Hamelin Bay d. 22. juli 1890.

Skibet afgik fra London d. 24.8 1899 bestemt for Dunedin med en ladning stykgods. Rejsen forløb under de sædvanlige skiftende vejrforhold og man ankom lykkelig og vel til Dunedin d. 23. 12 1899.

Efter udlosningen af stykgodsladningen i Dunedin indtoges en ladning havre, bestemt for Port Natal, Sydafrika, hvortil man afsejlede først i februar måned 0g ankom til Port Natal d. 3. maj 1900.

 

 

Norwester 3m-bark FOS-4730-3 under-bugsering-Dunedin-NZ

 

Nor’wester, 3m-bark, FOS-4730-3, Fiskeri- og Søfartsmuseet. Under-bugsering-Dunedin-NZ.

 

 

På denne tid var der krig mellem England og Boerne, og havren, som skibet medbragte, var bestemt for engelske heste.

Den 18. maj afsejlede man fra Port Natal bestemt for Port Hamelin på sydvestkysten af Australien, hvortil man ankom først i juli 1900. Hamelin Bay er ofte hjemsøgt af voldsomme storme, hvorfor skibene må fortøjes ekstra godt med stærke fortøjninger fra land. Efter at ”Nor Wester” med meget besvær var kommet indenfor skærene og ind til broen, der gik vinkelret ud fra land mod det åbne hav, blev skibet fortøjet med 100 favne kæde ude på hvert anker og med tampen af ankerkæden manet rundt om fokkemasten. Desuden blev der fortøjet med 4 tykke græskabler med kætting i tampen til broen samt 2 varp af tykt græskabel til den modsatte side af broen. Her lå skibet nu og sled i fortøjningerne og arbejdede som om det var til søs. Det stormede næsten altid og der lå flere vrag på stranden.

Den 22.juli 1900 blæste det op til en enestående orkan, så det var umuligt at bevæge sig oprejst, man måtte krybe på alle fire. Skibet drev for begge ankre, sprængte græskablerne og strandede på klippeskærene i nærheden af land. Lastrummene blev hurtigt fulde af vand og skibet blev stående på grunden med dækket over vand.

 

Da der var fare for at rigningen skulle falde ned, opholdt hele besætningen samt kaptajnens datter, Cathrine, sig hele natten under bakken, men heldigvis blev rigningen stående, den anden datter, Laura Atlanti, opholdt sig denne nat i land. Næste dag havde vejret bedret sig og man så da, at en tysk bark, ”Katinka”, der dagen før havde ligget fortøjet til en bøje udenfor havnen, klar til at sejle, var drevet i land på klipperne og brækket midt over. Mandskabet havde hele natten været surret fast i rigningen og 3 mand var druknet, resten blev reddet.

På den anden side af den bro, hvortil ”Nor Wester” havde ligget fortøjet, lå en norsk bark, ”Løvspring” og også dette skib blev vrag, men hele besætningen reddedes. Besætningen fra de 3 forliste skibe blev alle indkvarteret på et halmloft og fik kosten hos forskellige folk i land. Hvor stærk orkanen har været, kan man forstå, når man hører at albatrosserne blæste langt ind i landet og at 375 store træer var blæst omkuld og lå hen over jernbaneskinnerne på en strækning af 10 miles. Derfor varede det adskillige dage, før de skibbrudne kunne komme i forbindelse med omverdenen.

Besætningen blev over Freemantle gennem konsulatet sendt hjem eller fik anden hyre. Ved auktion over de 3 skibe blev ”Nor Wester” solgt for 50£ (ca. 900 kr.), den norske bark for 10£ og det tyske skib ”Katinka” for 10£ og 10 shilling.

”Nor Wester” blev senere taget af grunden og endte sine dage som kullægter i Melbourne.

 

 

 

I N. M. Kromanns bog: ”Fanø i Storm og Stille”, bind 1, side 114 finder vi en lille tillægsberetning:

 

” Mens ”Killeena" lå i Freemantle, kom næsten hele besætningen fra barkskibet „Nor’wester" af Nordby om bord. „Nor’wester" var forlist sammen med flere andre sejlskibe i Haemling Bay i Australien under en tyfon, der havde kastet skibene ud fra havnepladsen, hvor de lå fortøjet med svære trosser og jernkæder.

Besætningen på ”Nor’wester" bjergede livet efter, at skibet var strandet på en klippe, hvor det blev vrag. Men af besætningerne fra et tysk og et norsk sejlskib, som også forliste, druknede de fleste, fordi skibene sloges i stykker og sank på undervandsskær.

Kaptajn på ”Norwester" var nu afdøde Thomas Nielsen fra Nordby, senere kaptajn i Konsul Lauritzens selskab, og bedstefader til den nu forulykkede faldskærmsudspringer John Tranum. kaptajn Th. Nielsen havde 2 døtre med om bord, Katrine og Atlanta, sidstnævnte var født på Atlanterhavet. De logerede alle om bord på ”Killeena", indtil de som passagerer kunne komme hjem med et tysk dampskib. Dog beholdt vi 4 mand af besætningen, der blev påmønstret „Killeena" i stedet for dem, der rømte i Afrika for at gå med i krigen; det var de glade for fremfor at sendes hjem. De var alle danske og særdeles rare og flinke folk samt dygtige søfolk.”

 

 

 

Kaptajn Thomas Nielsen var født i Horne, Varde i 1843 og døde i Esbjerg d. 1. februar 1913.

Anna Nielsen var født på Fanø i 1857 og døde i Esbjerg d. 11.1 1909. Ægteparret fik i alt 11 børn, 4 var født til søs. Sønnen Thomas blev senere direktør i Halifax, han døde i 1945.

 

 

 

 


Gå til top