SOM TURIST PÅ FANØ.

SOM  TURIST  PÅ  FANØ.


Når de varme, lyse sommerdage kommer, får livet ved Fanøbad et helt andet præg, da forsvinder det ørkenagtige og triste på Fanø forstrand og fra klitterne. Da kommer der badegæster, feriefolk og mange andre for i kortere eller længere tid at nyde livet i friske drag ved havet. Lyse sommerhatte og brogede sommerdragter tit­ter frem. alle vegne imellem marehalmen, klitterne og ved havet. Folk, ikke blot fra vort fædrelands forskellige egne, strømmer hid; men vi møder måske lige så mange udlændinge. 

For cyklister er hele Fanøs Vesterstrand et Non plus ultra. For­nemmelig under ebben har man et bredt blødt, aldeles jævnt gulv at køre på – de ejendommelige klitformationer på den ene side og det vilde Vesterhav på den anden side. 

Vandets regelmæssige skiften med flod og ebbe, som her er størst på hele den danske kyst, spiller en betydelig rolle, ikke mindst i badegæsternes interesse.


B1041 9 Kurhotellet-og-Hote     B1041 25 Stranden-Fanoe post       B1041 2 Klitlandskab-med-vi



B1041 17 Stranden-med-Kurho



Idyllen og det ret ejendommelige liv er ingenlunde gået tabt på Fanø, således som visse skribenter mener; men særlig Sønderho har sin idyl - det vil sige, når man forstår at finde den.

I disse smukke sommeraftener har jeg fundet min; det var ved solnedgang, jeg stod på en af de høje klitter, nede i dalen lå byen, svajende vifter marehalmen i vinden over de lune småfuglereder, hvis beboere lystigt kvidrende og støjende flyver frem og tilbage. Jeg ser over klittens rand hen imod et lille venligt hus langt nede i dalen ved klittens fod. Det er et af de fredeligste huse, jeg nogen sinde har set.

B00028-04 Huse-i-Soenderho


Lavt og gråt af farve har det kun en eneste skorsten. Midt på siden ser jeg indgangsdøren med de grønne vinduer på hver side.

Indenfor i vindueskarmene står Gyldenlak og Reseda, udenfor ud­sender det gamle hyldetræ sin søde duft, den, som vi alle kender fra den gode gamle tid, da det hjemlige og hyggelige hørte til livets største goder.

Jeg har aldrig set døren eller et eneste af vinduerne i dette lille hus åbnede eller et eneste menneske gå i haven. Der kunne for den sags skyld lige så gerne bo en Tornerose, der kun ventede på sin prins for at blive befriet; men jeg har nu befolket huset på min egen vis.

Jeg synes, at disse små hyggelige stuer måtte passe for to kære gamle mennesker, mand og hustru, som har fulgt hinanden gennem de mange år; undertiden var det svært - til andre tider let og lyst at gå ved hinandens side og tage kampen og arbejdet op, men det, at de var to om det, hjalp så umådelig meget i de tunge tider og gjorde livet så uendelig rigt og godt i de lyse timer. Nu er deres livs aften kommen, og de har fået lov til også at dele den. Livet går for dem uden store bekymringer, og de dvæler helst ved deres mange gode minder, der bliver mere levende for dem for hver dag, der går.

Undertiden kommer vel de gamles kæreste barnebarn og besøger dem, hun holder at af høre mormor fortælle om gamle tider - helst om den tid for mange mange år siden, da mormor var ung. Ja, hvor kunne hun blive ved med at fortælle, og barnebarnet blev aldrig træt af at høre.


Mens jeg således sidder på klittens top i den fredelige aften, er det som om det lille stille hus er blevet beboet med et mønster som i mine betragtninger; thi jeg ser ligesom for mange år tilbage de to gamle komme ud af døren - hånd i hånd går de gennem haven, standser ved hyldetræet, og går så atter tilbage til huset, og alt er atter lukket og stille ....

Jeg rejser mig og går - helt optaget af det, jeg har oplevet i den sene aftentime, jeg har svært ved at slippe det, og derfor må det i »Ugebladet«, at der er en idyllisk plet på øen.

Relaterede artikler

Gå til top