Da " Halnaker forliste, købte rederiet barken "Nor Wester" i efteråret 1895. Anna Nielsens mand, Thomas Nielsen, blev kaptajn på skibet og Anna Nielsen tog med på skibets 1. rejse og havde igen alle børnene med.

”Nor Wester” var bygget i Glasgow i 1864 og blev købt for kr. 33 000 til rederiet A/S N.H. Svarrer i Nordby. Det var et jernskib på 567 bruttoreg. ton og en lastevne på ca. 1000 ton.

---

Vi rejste fra Fanø d. 4.10 1895 til Glasgow - fra Esbjerg til Glasgow med dampskibet ”Esbjerg”, havde svær storm og alle var selvfølgelig søsyge.

Den 7.10 om aften kom vi om bord i ”Nor Wester”

Den 11.10 blev Laura Atlanti syg, havde doktor næste dag og han erklærede, at det var lungebetændelse; hun blev værre dag for dag med høj feber.

Den 14.10 afsejlede vi fra Glasgow og samme dag ankredes ved Greenock – Atlanti stadig lige syg.

Den 15.10 syntes vi, at hun blev endnu mere syg. Min mand gik da i land for at få en doktor om bord; han kom også og erklærede at det var gastriksfeber (en form for tyfus) og at det var bedst at holde det hemmeligt, da hun ellers ville blive taget i land fra os. Næste dag sejlede vi, feberen var ikke så høj ved Atlanti, ankrede igen pga. modvind ved en plads, som kaldes Lamish, fik der nogle breve hjemmefra, ligeså skrev jeg flere breve hjem.

Den 16.10 blev Lanti bedre.

Den 21.10 blev vinden god, afsejlede fra Lamish og vor lille pige var i god bedring. Fik storm og en del slingring, så vi alle holdt køjerne, men vi var dog ikke videre søsyge. Lodsen fra Greenock havde vi om bord og kunne ikke få ham landsat.

Den 1.11 var vi ved Kanarieøerne og min mand mente der at kunne landsætte lodsen på øen Gran Canaria. Vi kom tæt ind til øen og 1.styrmand gik i båden med lodsen i land, men de ville ikke have ham, så han måtte tage videre med os. Det så smukt ud her, men det var nu også et behageligt klima og vi gik nu allerede med let tøj på.

Den 16.11 fik vi lodsen om bord i en italiensk damper, som skulle til Lissabon.

Den 17.11 passerede vi linien (ækvator)

Den 25.11 opdagedes en fejl ved roret, så rejsen kunne ikke fortsættes og kursen blev derfor sat for Bahia i Brasilien for at få roret istandgjort igen.

Den 27.11 1895 kom vi til ankers i Bahia og her gjorde vi en del bekendtskab imellem skibsførerne, hvoraf nogle også havde deres familie om bord. Vi var ofte i land der og havde det for resten godt, men det var meget varmt. Juleaften og nytårsaften havde vi det helt gemytligt og skibet var pyntet med grønt, så det så helt kønt ud.

Den 18.1 1896 afsejlede vi igen til Mauritius, havde god vind for en tid og af og til en sejler, som var en hel glæde for alle.

Den 1.3 fik vi en orkan og så er det alt andet end hyggeligt at være til søs, men dagen efter var orkanen forbi og vi havde da en forfærdelig slingring, så vi næsten ikke kunne holde os fast.

Fredag d. 13.4 1896 kom vi ind til Mauritius og her traf vi sammen med barken ”Dora” af Fanø, kaptajn Sonnichsen, samt 3 mastet skonnert ”Anna” af Kolding, kaptajn Kaas, som havde sin kone med. I Mauritius var vi ikke meget i land på grund af sygdom, men fik alt at se, som var værd at se. Byen ligger meget kønt, men det var meget varmt og megen regn, så opholdet der var ikke så behageligt.

Vi afsejlede derfra d. 8.5 til Melbourne med en ladning sukker og fik straks meget dårligt vejr.

Den 23.5 havde vi en orkanagtig storm og fik en del vand i kahytten og der blev kastet mange sække sukker over bord for at lette skibet, da der stadig var fuldt med vand på dækket, ja, det så skrækkeligt ud.

Den 28.5 fik vi atter svær storm og forfærdelig slingren og af og til vand i kahytten.

Den 29.5 1896 blev en lille pige født, altså på 39 grader syd og 83 grader øst. Havde stadig svær storm og svær slingring og efter den tid megen modvind, men dog nogenlunde godt vejr.

Den 27.6 ankom vi til Melbourne og der blev den lille pige døbt af en svensk præst og fik i dåben navnet India Kirstine Daisy. Her havde vi det helt godt.

Den 21.9 gik vi fra Melbourne til Vestaustralien med en ladning træ til byen Geraldton. Rejsen dertil var med meget uroligt vejr, men vi var jo nu godt vant dertil, så vi mærkede det snart slet ikke.

Den 1.11 ankom vi til Geraldton og ligger fortøjet langs en bro, men der er svær dønning, så det er sommetider farligt at komme i land. Gjorde der bekendtskab med en dansk familie, som hed Larsen og hos dem blev Marie, da vi blev befragtet til Bombay og retur. Vi afgik fra Geraldton d. 15.12 1896 og havde også godt vejr og holdt også en behagelig jul og nytår, men vi fik en lang rejse med megen modvind, krydsede tæt under land i 30 dage med smult vande og her så vi nogle underlige skibe, som lignede de gamle vikingeskibe; vi troede snart, at det var sørøvere, da vi først så dem

Den 23.2 1897 ankom vi til Bombay. Der var megen sygdom, som de kaldte byldepest og der døde flere hundrede mennesker hver dag. Bombay var ellers en køn by og navnlig uden for byen var der nydeligt at køre omkring, men ved den tid vi var der, var den halve by uddød.

Vi afsejlede fra Bombay d. 1.4 med en ladning stykgods, bl.a. bomuldsfrø og jute. Halvdelen af mandskabet var syge og børnene havde feberen også begyndt med og kort efter, at vi var kommet ud, blev jeg også syg af feber og alle børnene, ja alle om bord havde feberen på rejsen, så vi spiste en masse kinin og det var vist også dette som hjalp os, vi kom i hvert fald godt over det alle sammen.

Den 2.6 1897 kom vi til Melbourne og mødte vores gamle bekendte igen og d. 11.6 kom Marie om bord igen.

Den 25.6 afsejlede vi fra Melbourne til Malden Island for at laste guano, havde godt vejr dertil og ankom d. 3. august. Det var blot en lille ø med 4 hvide mennesker på, resten var sorte, som arbejdede på guanoen og her var ingen ting at få af nogen slags, ikke engang vand fandtes der på øen. Vi kom i land at bo og kogte selv vores mad.

d. 4.9 strandede et stort amerikansk fuldskib, ”Commodore” og blev totalt vrag. Det kom fra Honolulu med en fuld ladning sukker bestemt for New York. Ladningen var forsikret for $ 217 000 og skibets værdi var $ 50 000. Kaptajn James Davidson på ”Commodore” havde sin kone med og hun kom til at bo i samme hus som os.

Den 25.9 1897 afsejlede vi fra Malden Island til Dunedin på New Zealand og vi fik kaptajn Davidson samt hans kone og 15 mand af ”Commodore”s besætning med som passagegerer til Dunedin, så det blev indskrænket med plads med så mange mennesker om bord, især da vi selv var mange i forvejen. Vi havde en del dårligt vejr og ankom til Dunedin d. 4.11.

I Dunedin havde vi en køn tid, især børnene gjorde stort bekendtskab og de lærte alle at tale mægtig godt engelsk.

Den 20.11 1897 blev en lille pige født, hun blev døbt af en norsk præst og fik navnet Maori Zelanti Nielsen.

I Dunedin holdt vi jul og gik derfra d. 16.2 1898 til London med uld. Passerede Cap Horn d. 18. marts, havde flere sejlere og traf også sammen med 2 danske, barken ”Prinsesse Marie” af Fanø, kaptajn P.L. Winther, bestemt for Rotterdam og barken ”Hertha” af Kolding, bestemt for Azorerne. Vi passerede ækvator d. 24. april, fik nu megen modvind og stille, havde en mængde sejlere, traf atter sammen med ”Prinsesse Marie” og signalerede med mange flere og alle havde de lange rejser. Vi fik lidt brød og mel fra en norsk bark, da vi var bange for at vi skulle blive kort, idet der ikke var udsigt til andet end modvind. Vind og vejr forblev omskiftende og vi ankom til London d. 14. juni 1898 efter 119 dages rejse fra New Zealand.

Herfra rejste jeg hjem med alle børnene.

-

Herefter en beretning om ”NOR Wester” s 2. og 3. rundrejse, kilde F. Holm-Petersen.

”Nor Wester” s 2. rundrejse gik fra London til Dunedin, New Zealand med stykgods. Man afsejlede fra London d. 31.8 1898 og på denne rejse havde kaptajn Thomas Nielsen ingen af familien med. På udrejsen til New Zealand skete en sørgelig ulykke, idet en ung New Zealænder, Jack, faldt ned fra mærseråen og slog sig ihjel. Han blev begravet i havet. Man ankom til Dunedin sidst på året 1898 og efter at have udlosset stykgodsladningen indtog skibet en ladning uld bestemt til London. Skibet afgik fra Dunedin omkring d. 1. marts og ankom til London d. 4. juli 1899.

Anna Nielsen besøgte sin mand i London under opholdet og Cathrine, der nu var 15 år gammel samt Laura Atlanti, der var blevet 7 år, forblev hos faderen og tog med på skibets 3. rundrejse, der endte med forlis på Australiens vestkyst i Hamelin Bay d. 22. juli 1890.

Skibet afgik fra London d. 24.8 1899 bestemt for Dunedin med en ladning stykgods. Rejsen forløb under de sædvanlige skiftende vejrforhold og man ankom lykkelig og vel til Dunedin d. 23. 12 1899.

Efter udlosningen af stykgodsladningen i Dunedin indtoges en ladning havre, bestemt for Port Natal, Sydafrika, hvortil man afsejlede først i februar måned 0g ankom til Port Natal d. 3. maj 1900.

På denne tid var der krig mellem England og Boerne, og havren, som skibet medbragte, var bestemt for engelske heste.

Den 18. maj afsejlede man fra Port Natal bestemt for Port Hamelin på sydvestkysten af Australien, hvortil man ankom først i juli 1900. Hamelin Bay er ofte hjemsøgt af voldsomme storme, hvorfor skibene må fortøjes ekstra godt med stærke fortøjninger fra land. Efter at ”Nor Wester” med meget besvær var kommet indenfor skærene og ind til broen, der gik vinkelret ud fra land mod det åbne hav, blev skibet fortøjet med 100 favne kæde ude på hvert anker og med tampen af ankerkæden manet rundt om fokkemasten. Desuden blev der fortøjet med 4 tykke græskabler med kætting i tampen til broen samt 2 varp af tykt græskabel til den modsatte side af broen. Her lå skibet nu og sled i fortøjningerne og arbejdede som om det var til søs. Det stormede næsten altid og der lå flere vrag på stranden.

Den 22.juli 1900 blæste det op til en enestående orkan, så det var umuligt at bevæge sig oprejst, man måtte krybe på alle fire. Skibet drev for begge ankre, sprængte græskablerne og strandede på klippeskærene i nærheden af land. Lastrummene blev hurtigt fulde af vand og skibet blev stående på grunden med dækket over vand.

Da der var fare for at rigningen skulle falde ned, opholdt hele besætningen samt kaptajnens datter, Cathrine, sig hele natten under bakken, men heldigvis blev rigningen stående, den anden datter, Laura Atlanti, opholdt sig denne nat i land. Næste dag havde vejret bedret sig og man så da, at en tysk bark, ”Katinka”, der dagen før havde ligget fortøjet til en bøje udenfor havnen, klar til at sejle, var drevet i land på klipperne og brækket midt over. Mandskabet havde hele natten været surret fast i rigningen og 3 mand var druknet, resten blev reddet.

På den anden side af den bro, hvortil ”Nor Wester” havde ligget fortøjet, lå en norsk bark, ”Løvspring” og også dette skib blev vrag, men hele besætningen reddedes. Besætningen fra de 3 forliste skibe blev alle indkvarteret på et halmloft og fik kosten hos forskellige folk i land. Hvor stærk orkanen har været, kan man forstå, når man hører at albatrosserne blæste langt ind i landet og at 375 store træer var blæst omkuld og lå hen over jernbaneskinnerne på en strækning af 10 miles. Derfor varede det adskillige dage, før de skibbrudne kunne komme i forbindelse med omverdenen.

Besætningen blev over Freemantle gennem konsulatet sendt hjem eller fik anden hyre. Ved auktion over de 3 skibe blev ”Nor Wester” solgt for 50£ (ca. 900 kr.), den norske bark for 10£ og det tyske skib ”Katinka” for 10£ og 10 shilling.

”Nor Wester” blev senere taget af grunden og endte sine dage som kullægter i Melbourne.

Kaptajn Thomas Nielsen var født i Horne, Varde i 1843 og døde i Esbjerg d. 1. februar 1913.

Anna Nielsen var født på Fanø i 1857 og døde i Esbjerg d. 11.1 1909. Ægteparret fik i alt 11 børn, 4 var født til søs. Sønnen Thomas blev senere direktør i Halifax, han døde i 1945.

Kilde: Nordby sognearkiv