Hermed en beretning om fru Anna Nielsens rejser med barken ”Halnaker”, der blev købt i Liverpool d. 21.1 1891. Barken var på 603 ton bruttoregisterton og var 176 fod lang, havde en bredde på 28 fod og dybgangen fuldtlastet var ca. 18 fod.

Anna Nielsen var gift med skibets kaptajn Thomas Nielsen. Skibets 1. rejse gik fra London til Brisbane i Australien med en ladning stykgods, derefter sejlede man til Raine Island, en lille ø udfor nordøstkysten af Australien, vor man indtog en ladning guano bestemt for Hamborg.....

Lørdag d. 11. april 1891 afgik skibet fra London om eftermiddagen. Lodsen gik fra borde søndag morgen og slæbebåden blev givet los samme eftermiddag udfor Dungeness, så nu er vi på vores lange rejse, vejret er godt og vi har god vind, men meget flov og ingen af os mærkede til nogen sørejse. Af børnene var denne rejse ombord: Marie, Cathrine, Anna, Thomas, Kirstine og Niels – Hele denne uge stadig godt vejr, afvekslende med modvind og stille, land i sigte hver dag, som var Englands sydkyst – Start Point var det sidste var det sidste land vi så af England og det var d. 16. april 1891.

Søndag d. 17. april – I dag stærk blæst, så vi måtte alle holde os nede i kahytten, skibet slingrer og arbejder hårdt i søen. Marie og Cathrine er lidt søsyge, men de andre børn leger og synger og er nok så glade og de mærker intet til søsygen.

Den 20. april – God vind med høj sø og slingring, men nu er søsygen ovre. Den 21. april har vi alle været på dækket og set efter medgående sejlere; ja det var dejligt at komme på dækket igen og få frisk luft.

Den 24. april var det min 34 års fødselsdag – stewarden havde lavet en julekage, chokolade kogte jeg selv på et petroleumsapparat, så vi havde det ret gemytligt den dag.

Den 26. april så vi øen Madeiras høje, stejle klipper, som rejste sig stolt af det store ocean, ja, det var underligt at tænke sig, at der fandtes sådan på havet. Her er det et dejligt klima, ikke for varmt, men meget behageligt. Her havde vi flere medgående sejlere, men vi sejlede fra dem alle sammen – signalerede med en norsk bark, stadig godt vejr og børnene alle raske. Varmen tiltager dagligt..

Fredag d. 15. maj om morgenen kom der et stort engelsk skib sejlende imod os og signalerede, at han manglede proviant (brød). Hans båd kom langs siden af os, deres 2. styrmand var med i båden, han hørte hjemme i København – ja underligt, at vi kan få besøg af en landsmand ude midt i Atlanterhavet – han havde ikke været hjemme i 9 år og han glædede sig ved børnene og lille Niels havde han på armen – skibet hed ”Maini Bahn” og havde en besætning på 27 mand, skibet var bestemt for London.

Samme aften passerede vi ækvator og da vi havde stort mandskab ombord; de, der ikke havde været på sydlig bredde før, altså ikke havde passeret ækvator, skulle give noget ud eller ”hønse” som det hed og det var jo alle børnene og mig samt flere af mandskabet. De, som havde været over ækvator før var da udklædt – én, som skulle forestille Neptun og de andre hans tjenere og én, som var hans kone, kom med et stort barn på armen. Alle kom ned i kahytten, børnene var oppe alle sammen og vi morede os alle godt, da de spillede god komedie, jeg fik hurtigt en punch lavet til os alle sammen, så vi slap for at blive døbt, men de af mandskabet, som ikke havde passeret før, blev indsmurt i sod og fedt, barberet og klippet, derefter badet i en stor balje vand, så der var en farlig støj, men alt gik ordentligt til. Herefter hver dag godt vejr, dog megen slingring, men det var vi nu vante til. Den 23. maj så vi en damper, som sejlede hjemefter, det var en hel uforventet storhed at se dampere her og alle mand var også på dækket for at se efter den; måske nogle også i deres stille tanker sendte en hilsen med hjem.

Den 30.maj om aftenen så vi en medgående sejler, signalerede med ham, det var en norsk bark, som kom fra Newcastle og skulle til Java – han var 51 dage ude og vi var 49 dage. Vi fik stormfuldt vejr om aftenen og d. 2. juni kunne vi ikke se ham mere – vi havde nu storm og megen sø, så der var megen slingring, men der var dog ingen af os der var søsyge, men kedeligt er det dog med dårligt vejr at være inde i kahytten børnene er alle glade og raske, de mærker ikke til at der er storm – lille Niels vokser godt og er rask, han har nu 4 tænder og kravler rundt i hele kahytten.

Den 13. juni var der meget høj sø og slingring, men vi befandt os alle godt. Dagen efter blæste det en hård storm og der var modvind, så skibet lå for små sejl og tumlede forfærdeligt omkring og tog meget vand over og vi også en hel del vand ned i kahytten.

Den 15. juni har vi lidt bedre vejr, så vi atter kom lidt fremad, det er meget koldt med sne og hagl, så vi måtte fyre op i kakkelovnen, så det blev lidt behageligt i kahytten.

Den 20. juni fik vi atter en svær storm, men dog ikke så slemt med slingring som sidste gang, vi passerede nogle øer, som hed Marion, næste dag var det bedre vejr og god vind, så skibet løber god fart, det glæder vi alle os ved.

Den 24. juni passerede vi nogle øer, som hed Croset øerne, men der er lang vej endnu – min mand siger, at det skal gå godt, når vi kan gøre det i 40 dage til – at tænke sig at sejle her så mange endnu i sådan dårligt vejr, men hvem gud vil bevare er uden fare…

Den 4. juli meget slingring og efter min mands sigende udsigt til megen storm, barometeret står meget lavt, så det er jo ikke så rart at tænke på. Den 5. juli megen storm og slingring, men vi var dog alle oppe og børnene var glade og raske, de kan alle nu godt tåle søen. Den 6. juli gik det lidt bedre.

Den 7. juli 1891 var det vores 11 års bryllupsdag og min fars fødselsdag, så det var en hel højtid, at vi alle kunne sidde nogenlunde roligt ved bordet og spise, de andre dage slingrede maden ud både af terrinen og tallerkener, så det var næsten ikke til at sidde ved bordet og spise. Den 8. juli var det pænt vejr og skibet sejler rask, så det vil da korte på vejen.

Søndag d. 19. juli fik vi sydkysten af Tasmanien i sigte, den var meget høj og klippefuld, men vi har stadigvæk godt vejr og alle er raske. Den 21. juli fik vi stille med byger, lyn og torden, som var meget uhyggeligt på søen. Den 26. juli fik vi en svær storm med megen slingring og meget vand over, men vi havde det jo godt nede i kahytten.

Den 28. juli 1891 fik vi lods ombord og den 29. juli ankom vi til Brisbane efter 110 dages rejse – alt vel. Brisbane er en køn by og vi fik mange venner bland danske, som boede der, der var ofte besøg på landet og vi morede os alle godt; børnene var alle glade ved den dejlige køretur, ligeledes havde vi besøg af dem ombord, så tiden gik hurtigt for os.

Den 18. august blev vor lille Niels syg og døde d. 19. af krampe – vi havde doktor til ham, men tiden havde jo været omme; det var hårdt at miste ham. – Han blev begravet d. 20. august 1891.

Den 28. august afsejlede vi fra Brisbane til Raine Island, havde god vind og ”alt vel”, kun savnede vi vores lille Niels.

Den 10. september ankom vi til Raine Island, hvor vi gjorde fast til en bøje. Det er blot en lille ø, som ligger i Torres strædet, kun ½ mil stor og der var ikke andre folk end de, som udskibede guano, som vi også skulle lastes med.

Den 15. september begyndte vi at laste, men der var en sådan støv med den last, at det ikke var til at være i kahytten. Købmanden havde et hus, som ikke blev afbenyttet i denne tid, så han bød os til at komme i land og bo der, indtil skibet var færdig med at laste. – Vi havde det godt der og børnene var ude at samle fugleæg hver dag, så vi fik alle sammen så mange, som vi kunne spise. Børnene morede sig godt, var hver dag nede ved stranden for at samle koral, snegle og konkylier samt for at fiske.

Den 3. oktober kom vi igen ombord og den 4. oktober afsejlede vi. – Torres strædet passeredes den 28. oktober og vi anløb St. Helena for proviant den 22. januar 1892.

Den 14. februar 1892 fødte jeg en datter, skibet befandt sig da i Nordatlanten på 40.19 nordlig bredde og 28.30 vestlig længde.

Den 27. marts ankom vi til Falmouth efter 173 dages rejse fra Raine Island – i Falmouth fik vi ordre om at sejle til Hamborg – Dover passeredes d. 8. april og vi ankom til Hamburg den 14. april 1892.

Her slutter fru kaptajn Nielsens dagbog. I Hamborg blev den lille pige døbt Laura Atlanti Nielsen af en norsk præst og kort efter rejste fru Nielsen med alle børnene hjem til Fanø.

I april 1892 rejse Anna Nielsen hjem til Fanø med sine børn efter at have været om bord på ”Halnaker” i et år på skibets første rejse.

På ”Halnaker” s 2. rejse havde kaptajn Thomas Nielsen ikke familien med. Skibet afsejlede fra Hamburg d. 13. juni 1892 med ladning stykgods til Rio de Janeiro. Derfra gik rejsen til Pernambuco for lastning til Philadelphia og New York, man ankom til New York d. 19. februar 1893.

Nu havde kaptajn Nielsen bestemt sig til igen at have familien om bord, hvorfor Anna Nielsen begav sig af sted på den besværlige rejse fra Fanø til New York med børnene Marie, Cathrine, Anna, Thomas, Kirstine og Laura Atlanti på kun 1 år (født på ”Halnaker” 14.2 1892).

Mellem Fanø og Esbjerg var der istransport i vinteren 1893. Overfarten til Esbjerg foregik fra ”Batteriet”, en pynt ca. 1 km nord for Nordby. Man blev i båd bragt fra stranden ud om bord i færgen og så sejlet til Esbjerg. Overfarten fra Esbjerg til Harwich foregik med én af DFDS’s passagerskibe og rejsen fra Harwich til Glasgow med toget. I Glasgow kom familien efter et ophold på hotel i 3 dage med et dampskib til New York. Det var et ældre passagerskib og da det var midt om vinteren, var rejsen meget stormfuld og besværlig, især for Anna Nielsen, der jo havde 6 børn at tage vare på. Men alle besværligheder var som blæst bort da man lykkelig og vel ankom til New York og kaptajn Nielsen stod på kajen og tog imod.

”Halnaker” s 3. rejse gik fra New York til Brisbane, Australien med petroleum i tønder. Skibet afsejlede fra New York d. 7. april og ankom til Brisbane d. 21. juli 1893 efter en rejse på 105 dage.

Anna Nielsens dagbog for denne rejse er desværre bortkommet.

Efter udlosning i Brisbane sejlede ”Halnaker” til Sydney og ankom 8 dage senere med havari efter en rejse med dårligt vejr.

I Sydney lastedes stykgods til Carolinerne, øen Yap, hvorfra man fik en ladning kopra til europæisk havn til en fragt af 50 mark pr. ton. Afskiberen af ladningen var en købmand, der gik under navnet d’Kew eller De Kew.

”Halnaker” sejlede fra Yap d. 24. december 1893, kort efter at familiens kun 10 dage gamle datter var død og begravet. Hun var blevet opkaldt efter én af øerne i området og navngivet Daisie Theran.

Anjer i Sundastrædet passeredes 17. januar 1894. 3 måneder senere anløb man St. Helena for frisk proviant og d. 30. april ankom skibet efter 127 dages rejse til Lissabon for ordre. Man blev som ventet dirigeret til Hamburg for losning og dertil ankom skibet d. 20. maj 1894. Derfra rejste Anna Nielsen hjem til Fanø med børnene.

”Halnaker” s 4. og sidste rejse gik til Madagascar og videre til Stillehavet. Kaptajn Nielsens familie blev hjemme på Fanø. Skibet afsejlede fra Hamburg d. 13.8 1894 med stykgods til Tamatave, Madagascar. Hertil ankom skibet d. 28. november 1894. Den efterfølgende ballastrejse til Sydney tog 47 dage med ankomst d. 8. marts 1895. Her lastedes stykgods til Ponape og Yap.

Det meste stykgods blev losset i Ponape, hvor der blev lastet ca. 500 ton kopra før rejsen d. 14. juni 1895 fortsattes til Yap.

Den 21. juni indtraf dårligt vejr med storm, der varede 36 timer. På grund af tåge og regn havde man i 5 dage ikke kunnet foretage observationer. Efter bestikket skulle skibet d. 21. juni have udsejlet distancen til Yap, hvorfor man styrede østover for små sejl.

Den 27. juni kl. 0100, medens skibet lå for små sejl og i høj sø, hørtes brænding forude. Alle mand kom hurtigt på dækket og man forsøgte at halse rundt. Skibet faldt også 4 streger af, men stødte på et koralrev. Et par minutter senere stod skibet fast midt i brændingen. Høje søer væltede ind over skibet og sønderslog alt opstående. Kahytten og agterlasten fyldtes straks med vand.

Med stort besvær fik man redningsbåden ud og hele besætningen kom i den med undtagelse af stewarden, Niels Rødgård fra Fanø, der blev skyllet overbord og omkom. Redningsbåden blev af søen kastet gennem brændingen ind i smult vand og nu var kaptajnen, begge styrmænd og besætningen samt 1 passager, i alt 14 mand foreløbig i god behold.

Så snart det blev lyst om morgenen kom en hel del indfødte roende i deres kanoer ud til redningsbåden og skibet. Disse indfødte var halvvilde og fjendtlige over for de skibbrudne og da den enlige passager, en tysk skolelærer, yderligere fortalte, at de indfødte her var kannibaler, hjalp det ikke på humøret. Folkene havde ingen særlig lyst til at komme i land. Kaptajn Nielsen har sikkert været glad for at familien ikke var med på denne rejse.

De indfødte stjal alt fra de skibbrudne, selv noget af deres sparsomme påklædning og kaptajn Nielsen måtte aflevere sin vielsesring. Skibet blev selvfølgelig plyndret for alt muligt, deriblandt en del spiritus, så situationen begyndte at blive ret farlig. I 3 dage stod plyndringen på og i den tid levede de skibbrudne af kokosnødder, som de i nattens mulm og mørke samlede i skoven.

Man besluttede nu at slippe bort fra øen, der hed Federsta, til øen Yap. Man samlede kokosnødder og skjulte dem i båden, hvor man også havde gemt lidt brød, for at de vilde ikke skulle få fat i det. De indfødte blev stadig mere fjendtlige, de revtøjet af kroppen på de skibbrudne og truede åbenlyst med deres lyst til at æde dem. Man bestemte sig til snarest muligt at forsøge flugt.

Imidlertid havde kaptajn Nielsen fundet på at true de indfødte med at købmand De Kew fra Yap, (han besøgte af og til øen for at købe kopra) ville straffe dem hårdt, såfremt de skibbrudne led overlast og denne trussel lod til at virke.

En mørk nat nåede søfolkene bort fra øen. Provianten bestod af kokosnødder, en sæk brød og lidt vand. Efter 44 timers roning ankom man til Yap i meget udmattet tilstand og næsten uden klæder på kroppen. Det var d. 1. juli 1895.

Efter ankomsten til Yap fik alle en god pleje og 6 dage senere gik rejsen videre til Manila og hjemad.

Værdien af ”Halnaker” var ved forliset opgjort til 80 000 kr. medens assurancen udgjorde 70 000 kr. Vraget solgtes senere for 477 dollars.

Forliset skete ved Pugelup, en ø i Mackenzie øgruppen, der ligger NØ for Yap på ca. 10.00 N. bredde og 140.00 Ø. længde.

”Halnaker”, med kendingsbogstaverne NCFT var bygget i Dundee i 1862 og blev indkøbt i Liverpool til rederiet A/S N.H. Svarrer i Nordby d. 21.1 1891 for en pris af 4000£. Der var en besætning på 14 mand, deraf 4 fra Fanø: kaptajn Thomas Nielsen, 2. styrmand Harry Duysen, steward Niels Rødgaard og matros Jacob Fack.

Efter forliset indkøbte rederiet i 1895 skibet ”Nor Wester”. Kaptajn Thomas Nielsen blev fører af skibet og Harry Duysen fulgte med, nu som 1. styrmand. Han blev senere selv kaptajn på fuldriggeren ”Gladstone” i 1901, kun 28 år gammel.

Kaptajn Thomas Nielsen var ikke en mand, der skiftede skib ofte, det kan bemærkes, at han var om bord i ”Halnaker” fra januar 1891 til forliset i juni/juli 1895. Antages det, at han har brugt en måned på at komme hjem (og det er nok for lidt), har han holdt ferie på Fanø fra august til oktober 1895, hvor han mønstrer på ”Nor Wester”. Han blev så om bord i ”Nor Wester” hele tiden til forliset i juli 1900.

Den 4. oktober 1895 rejste Anna Nielsen fra Fanø til Glasgow for at tage med på en ny rejse og et nyt skib, også denne gang havde hun 6 børn med. Hun kom hjem til Fanø i juni 1898, hendes oplevelser kan læses her under "Anna Nielsen, NorWester"

I 1899 rejste hun til London med 2 af døtrene, Cathrine, der nu var 15 år gammel og Laura Atlanti, der nu var 7 år. Begge døtre tog med faderen på skibets sidste rejse, der endte med forlis, heldigvis uden tab af menneskeliv.

Kilde: Nordby sognearkiv