Møller Anton i Sønderho

Julius Bomholdt har blandt flere skildringer fra Sønderho også skrevet om Anton Sørensen, bedre kendt som Møller Anton. Artiklen har været vist i Fanø Lokalhistoriske Forenings blad, nr. 61 og 62. med familiens tilladelse.

Møller Anton
Alle savner vi Møller Anton.
Den første gang jeg så ham, sad han i digegræsset ud for mit gamle hus og plukkede blomster. Han var fordybet i sin egen verden og lagde ikke mærke til mig. Det brede filosofiske hoved var helt i ro.
De rødblå skabioser vakte hans forundring. De fandtes utvivlsomt også i nærheden af hans eget hus, men det lod til, at han først nu opdagede dem. Han lagde dem én for én vadsæk, som han havde ved siden af sig.

Én af Petra's får gik mæh'ende hen til ham og søgte at forstå, hvad der her gik for sig. Han kaldte det til sig, gnubbede det lidt og skubbede det til side som om , han ville sige:
"Træd ikke på mine skabioser, de skal ikke ædes med gemmes"

Jeg hørte senere, at hans far – den gamle i Møllegården – havde været hård imod ham. De tørre prygl var hverdagskost. Når Anton ikke kunne klare sig på linje med de andre børn, måtte det efter faderens opfattelse skyldes opsætsighed, stædighed eller dovenskab, og et sådant minus skulle piskes ud af kroppen på et menneske. Og nu var der ingen, der vidste om sindsforstyrrelsen var medfødt eller en virkning af vanskelig fødsel eller om Anton havde fået sin skæbne og måtte bære den.

Det hændte, at børnene slog kreds om den sære mand og søgte at drille ham. Så voksede bedrøvelsen i hans blik. Hvorfor skal et menneske peges ud og forhånes? – Han stirrede hen over hovederne på sværmen – som en lammet krage, der er omgivet af spurve. Hvorfor skal et menneske forfølges, når det ønsker at leve i fred?
Efterhånden hørte drilleriet op, og Anton kunne færdes frit i sin by. De eneste, som gjorde ham livet besværligt, var sommerturisterne. De søgte motiver, og hvad kunne bedre anskueliggøre den gamle landsby end et billede af Anton, det profetiske skæg og de stor træsko.

Han arbejdede i Sonnichsens forhave og fotografiapparaterne rettede deres sorte linser imod ham. Ethvert menneske har sin pris, sagde Anton og så alvorligt på dem. – "I kan ikke uden videre stjæle en mand og løbe med ham". "Mod betaling", sagde en ung pige – "Hvor meget"?
Anton tænkte: Det er bedst at få prisen op i nærheden af skorstene. – "! krone", sagde han.
Han fik sin krone og arbejdede videre og nye turister kom til og "arbejdede med motivet".
"Det her går ikke", sagde Anton – "I sinker mig i mit arbejde, og jeg skulle gerne have en dagløn ud af det".
Og en lang skabilken med lorgnetter, som der før var spurgt – "hvor meget"? – "2 kr." sagde Anton.

Han var ligeglad med billeder og pral og ville helst passe sit arbejde, men selvfølgelig; en daler var det samme som brød på bordet.
Vi fik en passiar når vi mødtes. "Du Julius", begyndte han – og en finere tillidserklæring kunne man ikke få – "Du Julius, det er en farlig masse love, I får pirket sammen. Her i Sønderho har vi faktisk ikke brug for nogen af dem, her strander de".

Jeg forklarede ham, at der var mennesker, der sikkert nødigt ville undvære deres pension. "Rigtigt, sagde han. Rigtigt, hvis vi har gjort et ordentligt arbejde, har vi fortjent vores pension. Det er arbejdet, det kommer an på"!

Han selv var struttende stærk og en flittig arbejder. I de lange sommerdage sled han i haverne. Hans le fældede også mit græs.... Og midt i sliddet rettede han sig og snakkede om liv og død... i sætninger, der gyngede afsted i sommerfugleflugt. "Hvad jager de efter"? spurgte han, da en motorcykel for knaldende forbi os – her er jo det hele samlet.

Han holdt af sin ø.

Den er meget forandret i de senere år, mente jeg. "Den bliver nok sig selv igen", mente Anton. Der er langt ud til strømløbet, og det slammer til. "Pyt", sagde Anton. "En skønne dag vil havet slå igennem "Hønen", og så får de en ordentlig dryp vand i kroen. De får vand nok til kaffe i de første år – og æ hav kommer igen til at skumme langs diget".
En sommer, da vejret var meget tørt, var han meget optaget af tanker om, hvordan øen kunne få mere vand. Det måtte være muligt at forvandle heden til agerjord – "Vi kan plante graner i klitten", sagde han og stillede en trillebør fra sig – "så tvinges skyerne til vejrs og aflevere deres vand". Han kiggede usikkert på mig og jeg nøjedes med et eftertænksomt nik – for at holde hans fantasi i sving. "Jeg har læst en bog om Færøerne", sagde han, " de høje klipper giver vand".
Det var sandt nok, ja. Han havde forstået, det han læste og det eneste, der var kludder med, var kun konklusionen. Han tog igen fat i sin trillebør – "Det er bare sørgeligt, at man skal gå her alene mellem et par nøgne lårstænger".

Hans hukommelse var – på visse områder – fabelagtig. Han huskede kongerækken fra Gorm den Gamle til Frederik den niende – hvert eneste årstal. Det hørte jo nok sammen med øens og sønderjydernes særlige forhold til kongen, den alt forenende midtermand i riget. Kongen havde sin plads i selve verdensbilledet.

I den øverste himmel var det gud, der rådede. Den gode gud, der sørgede for at holde kålen grøn og at forsyne aprilsolen med fornyet lys. Den skræmte hare skulle have lov til at føde sine påskekillinger i fred.
Og så var der kongen. I et slot, der nederst nede var forbundet med jorden, var det en Christian eller Frederik, der stod for æren, riget og magten. Æ kong, der sørgede for at retfærdigheden ikke helt slap op. Og en ting lå i hvert fald fast som fundament under øens historie: Fanøfolket havde i fællesskab købt deres ø af kronen. Fra tidernes morgen var det kongens ø – og nu var det deres – med guds hjælp.
"Du har jo været i selskab med æ kong", sagde han og blinkede medvidende til mig, - "Du havde dit pæneste tøj på. Når det ikke er så pænt mere, kan du lade mig få det... Hvis et menneske skal begraves, er det rart at have ordentlige klude på kroppen".

Han var stærkt interesseret i astronomi og fik biblioteket til at skaffe sig en stabel bøget hjem om emnet. Ligesom kongen først og fremmest hørte hjemme i tiden, var det stjernerne mission at give rummet en dybere mening.
Det var mærkeligt, syntes han, at de stjerner, der nu hang som lygter i himmelloftet, også havde hængt der, da Salomon og Gorm den Gamle levede.

Vi stod en augustaften og kiggede stjerner, han kendte dem alle ved navn. – Der mod syd, ser du Skytten. Det er en bue, han skyder med og ikke en bøsse. Østen for ham kan du se Vandmanden. Er den ikke kravlet lidt for højt til vejrs i aften?
En kile af tungt flyvende fugle jog som skygger hen under stjernemylderet. "Det er svaner", sagde han. Det øverste stjernebillede deroppe hedder Svanen. Når det er tændt, kan svanerne bedre finde vej. Det var utvivlsomt en myte, han formede i dette øjeblik – i rolig forvisning om, at en sådan tanke, som den gode gud lod ham få, også var sand.
Mod nord var det Karlsvognen, der dannede det klareste billede – og der er Nordstjernen – han pegede op imod den – "Den er stjernen for alle de andre deroppe". – Han så længe på den og sukkede: "Ja, der er stjerner, som vi ikke kan se, og sådan har vorherre ordnet det, for at vi skal forstå, hvad evighed er."

Han var "bibelstærk", og selv om han blandede salmevers og evangelietekster sammen på en særegen måde, havde man trods alt en fornemmelse af, at der var oplevelse bag ordene. Han kunne citere lange stumper af Abrahams historie. Abraham havde et lige så langt skæg som den gode gud, og Anton kunne med tilfredshed konstatere, at hans eget skæg var af samme vismandsstørrelse. Han vågede over det.
Til tider var der ikke blot æg i hans skæg. Der var rester af mange måltiders mad. Forrådnelse og sved stod ud fra det, og det fik i sommervarmen en gul og svampet farve.... Det kunne være en kamp med kvalme at komme for nær ind på livet af ham.
"Du ved nok, hvad der står på altertavlen i Sønderho", spurgte han. Næh, jeg erindrede det ikke. "Der står: Ske ikke min, men din vilje. Og hvor står det i biblen? – Getsemane – Ja hvor står det?
Lukas, kapitel 22, vers 42".
Jeg kiggede efter. Det var rigtigt.

Han arbejdede en del for Carl og Petra og fik om aftenen lov til at sidde i deres stue og lytte til radiomusik. Han elskede musik og fik sin egen lille harmonika, som han – med fint gehør – kunne spille de kendte Sønderhomelodier på. Noderne kendte han ikke. De var som et levende væsen og når de rigtige harmonier meldte sig, sang han med. Hans mørke og højtidelige røst blev let.
Jaja. Han lagde "instrumentet" til side.
"Vi kan jo ikke klare os over for det kunstige. De her københavnere"....
Han mente, at de var en slags livsvarige turister, der aldrig nåede hjem, men det var for svært at udtrykke. Han lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene og lod tonerne regere, - hænderne, der helst skulle have noget at foretage sig, trak i det sammenklæbede skæg. En tave løsnede sig og han rensede den tålmodigt for de rester, der sad fast i det fedtede overtræk.

Petra syntes, at han skulle få skægget vasket. Den harske stank var ikke god for hendes næse. Men Anton afviste en sådan tanke.

"Da Abraham rejste i ørkenen – tror du, han vaskede sit skæg hver aften"?
"Han fik det nok vasket i Mamrelund", mente Petra. Det skulle Sara sikkert nok sørge for.
"Mamrelund" – han spilede øjnene op og så sig om.
"Er vi nået til Mamrelund, tror du?

Når Fonden Sønderho havde bal på kroen, var Anton der også med en glorie af godt humør om sit hvidhårede hoved. Han inviterede hvem som helst af damerne til at danse de gamle skippervalse. Hans krop og fødder var som skabt til en Sønderhoning svingom, men noget i hans væsen forbød ham at slynge sin arm for tæt om en dames liv. Det var barnealderens sæd og skik, der her bevaredes.
Når spillemændene havde en pause, kunne han liste op på forhøjningen og selv traktere en violin. En dans begyndte og han galede sit humør i benene på de dansende. Hejdadum – hejdadum.
Det var noget nær højdepunktet i hans liv, at Sønderhofolket dansede til hans spil.

Og så når vi frem til det baggrundsbillede, som er det daglige livs realisme.
Han levede fattigt – brød og mælk var hans væsentligste kost – men han vidste ikke, hvad fattigdom er. Det ensomme, vindslidte hus med den halvvejs sammensunkne gavl var hans hjem. Her levede han sit eget liv – med udsyn til engene og havet- og himlen.
Huset var som et Portiuncula omgivet af fuglestemmer. Hvis den lille Frans fra Assisi var kommet på besøg, ville de to have fået en hyggelig passiar sammen, og Anton ville have fulgt den fattige, grå mand tilbage til sognegrænsen, men ikke længere.

Indenfor i huset var der halvmørke som i en kælder. Vinduerne var overgroet med spindelvæv og gulvet var ikke i årevis rengjort. Han smed alt det fra sig, som han ikke kunne bruge; kartoffelskræl og pibeudkrads, sure mælkesjatter og fiskeaffald. Det hele filtredes sammen. Lampeos blev hængende i væggene, og luften fik en mætning af legemsudluftninger og museskidt.
Der dannede sig efterhånden et ujævnt terræn på mindst en halv meters tykkelse.

Når han syntes, at det gyngede lidt for rigeligt under træskoene, tog han et knippe gammelt hø fra den tomme fåresti og spredte det ud over gulvet, der jo gerne – i en verden, der tilhører Vorherre – skulle minde om marken udenfor. Men inden længe var høet trampet ned i den sure bund.
Køkkenet var sort som en skorsten med kager af sod. Til gengæld var "den fine stue" bevaret i samme hellige tilstand som ved indflytningen. Ikke et møbel var rørt...... Hvis Vorherre eller én af hans nærmeste skulle komme på besøg, måtte der være et sted, der var urørt af tiderne.

Han havde engang haft en kat, som slagter Sonnichsen forærede ham. Men en dag var katten gået sin vej og var ikke til at finde igen. Det betød, at musene ynglede sig ind i huset og betragtede det som deres uindskrænkede tumleplads. De spiste, hvad de kunne få fat på.
"Så er det bedst, art vi spiser i fællesskab", brummede Anton, og fodrede musene med mælk og brød. Han lærte hver enkelt at kende og gav dem navne:
Du, Peter grå og du, Søren fortand....

De mere værdifulde ting, som han med mellemrum købte ind, blev hængt op i snore under loftet. Brødet derimod blev liggende på bordet, og hvis en sulten mus havde trang til at gnave lidt i sig uden for de mere regelmæssige måltider, havde han ikke noget imod det.

Sovelejet var en gammel sofa. Han havde selv fjernet spiralerne for at få en mere plan flade. Da affaldet nåede op til bunden af sofaen, lagde han en grønmalet dør oven i den. Hans dyne var ganske tynd og uden lagner. Hvad der fandtes af lagner, havde han for længst slidt i laser, og hvorfor så ikke sove på det nøgne træ? Mon ikke Abraham ville have handlet på samme måde.
Han levede tilsyneladende af de små penge, han tjente og folkesnakken listede fra hus til hus: hvorfor får Anton ikke sine penge fra invalide- eller åndssvageforsorgen udbetalt?
Det skete, at en familie tog sig af ham og sørgede for, at han fik varm mad en gang om dagen. Smed Petersens hjem stod åbent for ham. Og det kom så vidt, at han fandt sig i, at skægget blev vasket. Det betød et næsten helt forandret udseende.

Men ingen fik lov til at foretage sig noget i den kolde og klamme bolig, selv ikke om vinteren. Den bomstærke mand blev ramt af sygdom og til sidst var der ikke nogen vej udenom – han måtte indlægges på sygehuset. Her kom hans særegenhed for dagen, han var taknemmelig for hver hjælpsom handling- Den tre-skridt-på-afstand-holdning, som adskillige mennesker indtager, eksisterede ikke mere og han åbnede sig og var sig selv.
Det afgørende var ikke den sygdom, der rasede i hans indvolde. Han havde råd til et smil. Til sidst bad han om at komme hjem til Sønderho og Brinch hjemmet tog imod ham.
Jeg vil helst dø i Sønderho, sagde han – her kan Vorherre lettest finde mig.

Forud for begravelsen kom 2 søstre og en kusine fra København for at ordne det nødvendige. De så til deres forfærdelse, hvorledes han havde levet – som den fattigste blandt de fattige – og den tanke måtte uvilkårligt melde sig: der må være penge et eller andet sted i huset. Carl kom til stede med skovle og spader og man gravede sig ned til gulvbrædderne – en slags guldgraverjagt eller skattejagt, der dog ikke førte til fund af skatten.
Derimod viste det sig, at de mange sæt tøj, som han i tidens løb havde modtaget, omhyggeligt var lagt til side. De fyldte et vognlæs. Der var både hverdagstøj og helligdagstøj, om det så var smoking og kjolesæt, manglede det ikke. En ængstelse havde siddet i bunden af hans sind og gjort ham til samler. Han nænnede ikke at gå i det fine tøj.
Det eneste, der savnedes, var undertøj. Han smed det bort, når det var slidt itu.

De bekymrede damer henvendte sig til præsten.
Hvordan skal det gå med begravelse? Mon der kommer andre end vi tre og præsten?
Mon ikke det går? sagde præsten.

Det blev den største begravelse i mands minde. Det gik pludselig op for folk, at Antons død havde gjort byen fattigere. Han havde været dens poetiske skikkelse, en Sønderhoning for Vorherre. En godhed, der var uden prestigekrav og uden beregning, havde givet varme til menneskers sind.
En åndssvag mand var blevet byens samlingssymbol og med rette. Bag de pudsige og vemodige træk var det mennesket, der havde vist sit ansigt.

Julius Bomholdt.

Kilde: Nordby sognearkiv.