Kromann’s onkel Niels kaldte altid ”Familiens Haab” for hans tvilling­broder, for de var jo kommet til verden på samme dag, sagde han altid.

En søsætning var på den tid en festlig begivenhed, der trak byens borgere af huse. De var alle på den ene eller den anden måde involveret i arbejdet med søsætningen, også kaldet ”skibsbryllup”. De blev godt beværtet med varmt øl og Fanøsmørrebrød. 

Midt under arbejdet kom der besked fra købmandsgården, at en søn havde set dagens lys. Arbejdet blev standset et øjeblik, og forsamlingen udbragte et leve for ”kronprinsen”. Der lød kanonskud fra havnen, hvor farfaderen, krydstoldbetjent Mads Kromann, var skipper på toldkrydseren, og lod affyre kanonsalut.

Niels Møller Kromann’s hjem var centralt placeret i Sønderho. det var egentlig to bygninger som faderen havde ladet opføre i 1868. Husene var ret ens i byggestil, men størrelsen adskilte dem. Det største af husenene opførtes med 17 fag., ”5 fag butik, 3 fag dagligstue og værelser, 1 fag forstue og sovekammer, 8 fag storstue, sovekammer, køkken, spisekammer og dagligstue. Der var kælder på 8 fag”.

Faderen havde som alle Fanødrenge prøvet, at stå til søs, som nu ikke lige var hans drømmejob. Skibet han kom ud, at sejle med var galeasen ”Concordia”, ført af N. Th. Nielsen.. Han havde, når skibet var i havn, nysgerrigt studeret handelslivet og købmændene i havnebyerne, og det blev det, hans hjerte brændte for. Han kom i lære i en af Ribes største købmandsgårde, hos H. J. Hansen. Læretiden var 6 år, men på grund af hans store dygtighed afkortedes læretiden med et år. 

Han startede købmandsvirksomhed i Sønderho den 1. december 1866. på det tidspunkt havde Sønderho 1000 indbyggere, men kun en lille butik i kroen med de mest nødvendige varer. Han mente derfor nok, at der var plads til en ordentlig og velforsynet købmandsbutik. Han var kun 20 år, da han grundlagde sit forretningsimperium, og altså ikke fuldmyndig (25 år), så det var faderen der måtte indløse næringsbevis. Det var også i faderens hus butikken startede under meget små forhold, to tønder med et bræt over som disk. Den første dag var omsætningen på 11 rigsdaler. 

Det gik godt for Sonnich Madsen Kromann, han blev partsreder for mange skibe i Sønderho. Han havde sin egen galease, der tre gange om året fragtede varer fra Hamborg og Altona. hans planer gik endnu videre og ønskede at anlægge en kiksefabrik, og opførte derfor i 1868 de to omtalte huse,

Det første år havde butikken ikke spiritusbevilling, men snart måtte farfaderen ansøge om dette. Årsagen var, at når der skulle være gilde i byen, skulle der serveres vine og snaps, som folk måtte købe i kroen og samtidig følte sig forpligtiget til også, at købe kolonialvarer, og den handel ønskede faderen, at få fat på.

 Forretningen voksede sig hurtigt stor, og der handledes med alt lige fra tvebakker til pommerske bjælker. Sonnich købte landbrugsprodukter på fastlandet; han stod for det meste af skibsprovianteringen i Sønderho og forsynede også skibe der lå i havn andre steder i Danmark.

Der blev anlagt et ølbryggeri og et osteri samt et bageri til produktion af skonrogger (skibsbrød). Fra 1879 fremstillede han en ”Fanø Bitter”, der blev kendt landet over som et mavestyrkende middel.

Markedsføring af Kromanns farver til hjemmefarvning blev indarbejdet ved, at der blev lejet en mand til at gå fra dør til dør på de egne i landet, hvor man brugte hjemmefarvning og enhver der ønskede det fik gratis sendt prøver. Dette arbejde tog 8 år, men så kom gevinsten også og da varen var førsteklasses, solgte varen sig selv siden.

Særlig på Færøerne og Island fandt farven et stort marked og blev også eksporteret til Sverige og Finland.

   I 1893 begyndtes en sæbefabrikation og her kommer Niels Møller Kromann ind i billedet, idet han ledede produktionen og overtog den del af virksomheden i 1895 og flyttede fabrikationen til Esbjerg. 

Niels havde altså valgt søen fra, ligesom sin far, og det var naturligt, at han fulgte i faderens fodspor og dertil kom hans store litterære interesser. 

Sin uddannelse fik han i en material- og farvehandel i Ribe, hvorefter han i 7 år arbejdede på faderens kemiske fabrikker. Senere lærte han hos firmaet Marseille i København sæbefabrikation. 

Under læretiden lærte han sig tysk og engelsk, tog privatundervisning og tilegnede sig faglige kundskaber gennem flittige studier af litteraturen. 

Produktionen af pakfarver til hjemmefarvning krævede en del tryksager og poser. I 1888 anlagde N. M. Kromann et akcidenttrykkeri for at dække fabrikkens behov for tryksager. Der var fire personer ansat i trykkeriet, der kun lovligt kunne trykke poser, konvolutter, regnskabsblanketter o.a. småting.

Særlig storstilet var begyndelsen ikke – den unge fabrikant lagde ud i lejede lokaler og med kun 2 mand ansat, men allerede året efter byggede han sin egen fabrik i Fyensgade og tre gange senere – i 1898, 1901 og i 1904 – skete der udvidelser og blev bygget til. Efter den første udvidelse i 1898 indlagdes petroleumsmotor, senere indførtes elektrisk drift. Fabrikken blev senere udstyret med de nyeste maskiner og i 1916 beskæftigedes der 25 mand. Til virksomheden hørte også en guldprægeanstalt, idet fabrikken selv fremstillede alle sine guldprægede etiketter samt alt blik- og papemballage.

Fabrikken var en af de få fabrikker der overlevede det som nogle kaldte ”syndfloden” i Esbjerg, og med Kromann’s forretningssans blev fabrikkerne drevet med stadigt overskud.

En kemisk-teknisk fabrik er en mangeartet virksomhed, der giver sig af med fremstilling af en mængde artikler. Fabrikationen omfattede således toilette- og en husholdningssæbe (hovedforretningen i sæbe var en salmiak-husholdningssæbe efter egen recept), farmaceutiske artikler, sværter, bittere og krydderier. Og i 1915 begyndte man med fremstillingen af frugtsafter, og man anlagde en frugtplantage på 7 tdr. land til dyrkning fortrinsvis af jordbær og solbær. En specialitet var fremstillingen af alkoholfrie likører af frugtsafter, en opgave Kromann havde syslet med i en del år, og var da også den eneste i Danmark med et absolut alkoholfrit og holdbart produkt.

Kromann fremstillede også petroleum i fast form – en metode, som var fabrikantens egen opfindelse. Denne vare blev anvendt til fabrikation af lightere, men produktionen ophørte med udbruddet af 1. verdenskrig.

Kromann rejste selv ud og solgte sine varer, skabte sig forbindelse i hver by og hver landsby både her og der. I de første år, mens det endnu var småt med transportmuligheder i Danmark, måtte han spadsere eller køre med hestevogn fra by til by. Men han tabte aldrig hverken modet eller lysten og de kunder, han kaprede, blev mangeårige kunder Fabrikken havde kunder i hele Danmark, og havde også en del eksport, særlig til Island og Færøerne.

Den oprindelige fabrik på Østerbro solgtes i 1923 til Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger. Den nye fabrik, hvori Kromanns etablerede sig, rådede derimod over lejede lokaler i Østergade 18. Kromann havde her samlet et nyt og moderne fabriksanlæg, og de kendte sæber, Kromanns Salmiak- og terpentinsæbe fremstilles nu her. Kromann havde mange kunder indenfor sygehusvæsenet, badeanstalter og vaskerier.

Fabrikant N. M. Kromann, hvis specialer nu var vaskepulver, sæbespåner, håndsæbe og stangsæbe. 

Sæberne og de kemiske artikler har vundet anerkendelse og er blevet tildelt en række prisbelønninger: Guldmedalje i Paris 1902, Budapest 1903, Bruxelles 1904 og i London 1909. 

Ved sin 80 års dag var han den eneste i Esbjerg, der kunne prale af at have drevet virksomhed i samfulde 50 år.