Niels Møller Kromann var samler. Måske startede det engang med frimærker. Han var nemlig som 20 årig udgiver og redaktør af Skandinavisk Philatelist Tidende. Siden blev frimærkerne erstattet af oplysninger: historiske data om alle forhold i Ribe Amt, nedskrevet på folioark og småsedler. Det blev til en gevaldig samling udklipsbøger og arkivalier, der i dag kan bruges på I Byhistorisk Arkiv i Esbjerg. 

Det kan også nævnes, at den alsidigt interesserede Esbjergborger var ejer af en righoldig privatsamlng af gamle redskaber, husholdningsgenstande og dragter fra Fanø. Det var hans håb engang, at kunne få lov til at være med til at oprette et lokalhistorisk museum i Sønderho, hans fødeby. 

Til Folkemindesamlingen skrev Kromann en række erindringer, der havde det til fælles, at de handlede om barndomshjemmet. Det er hermed en fornøjelse at fremlægge et uddrag af disse.

Kromann kunne fortælle, og gjorde det gerne. Det er med drengens indlevelse og kærlighed til sin hjemby, denne beretning er skrevet.

På Sønderhodagen i juli 1938 bliver N. M. Kromann udnævnt til æresborger i Sønderho. 

Det var fhv. købmand P. Brinch der holdt festtalen og han sagde bl.a.: 

”Niels Møller Kromann! Sønderho står i dag i festligste skrud, Dannnebrog er hejst overalt! Og har du lagt mærke til, at alle kvinderne stadser i dag. De fleste har iført sig vor smukke nationaldragt, den smukkeste dragt, jeg har set – og jeg har set mange rundt om i verden. Jeg synes dagen i dag minder mig noget om gamle dage, den gang da vi var drenge her hjemme.

Det er Sønderhodag i dag, men vi sønderhoninger vil specielt fejre dig i dag. Vi vil takke dig for dit store arbejde ved udforskningen og udgivelsen af Fanøs Historie., som alle Fanøere står i taknemmelighedsgæld til dig for. Vi beundrer dig for din forskertrang, som har sat os i stand til at kende vor fødeø fra de ældste tider. Du har i dit værk så mesterligt fremtryllet vore gamle slægter, så de næsten står lyslevende for os i dag.

Og som et ydre tegn på vor taknemmelighed har Sønderho sogneråd enstemmigt vedtaget at udnævne dig til æresborger i Sønderho.”

Kromann fik herefter overrakt det smukke borgerbrev, der kunstnerisk var udført af kunstmaler Nøbbe.

Brevet slutter således: ” Niels Møller Kromann! Vi ønsker dig alle hjertelig til lykke, vi glæder os over, at du har genvundet dit helbred og ønsker, at du endnu i mange år må leve og nyde et godt helbred!

Kromann længe leve!”

Der er overmåde meget interessant ved Svendsbjerg, særlig for mig personlig; thi på og omkring dette med tre ligesindede kammerater, tilbragte vi den allerstørste del af vor sommerferie og ligeledes mange søndage den øvrige del af året; her var nemlig den ting, der også bragte sit til vort ophold på denne plads: vi skulle ikke passe på tøjet; mor havde syet helle habitten af engelske melsække (og de derpå værende indskrifter kunne træffe at komme på alt andet end heldige pladser). I sådant tøj kunne man tumle sig så meget man ville, og endda være pletfri. 

Nå! Tidlig på året var det viberne der vel nok var de første æglæggere; disse kunne vi iagttage når vi holdt os stille nede i Helmene, og derefter var det strandskaderne, som lagde æggene nede i den vilde malurt tæt ved vandet. Til gråænderne skulle man tidlig på året have gravet huller; og hvilken glæde at se, at de virkelig gik i hullerne, den var uden ende. Siden kom revlinger, blåbær og lidt senere tranebær, og de havde naturligvis også den dragende magt over os. Mågerne og ternerne havde dengang deres rugeplads omkring Svendsbjerg; senere da plantagen kom, udvalgte de sig en rugekoloni i den vestre del mod Pælebjerg. 

Sidst i august måtte kaninerne holde for. En aften var udbyttet så stort, at én af os måtte trække skjorten af for at medbringe fangsten. 

Noget af det allerførste jeg kan erindre fra min tidligste Barn­dom var, da jeg fik lange Bukser og Trøje paa. 

Børnene paa Fanø af begge Køn gik indtil deres 5te Aar ens klædte, nemlig som Smaapiger var klædt paa Fastlandet, men paa 5 Aars Fødselsdagen fik Pigerne deres første Fanødragt paa, dog ikke med paabundet Hovedtøj, som de først fik paa, naar de kom i Skole, men med »)Lue«.

Drengene fik lange Bukser med Lommer og en lille jakke­formet Trøje paa.

J eg husker tydeligt, at jeg paa min 5 Aars Fødselsdag blev »omrigget«, som det hed, og derefter skulde omkring og præsen­tere mig i den nye Dragt for hele Familien. Først til begge Bedstemødre, der hver gav mig 1 Daler, som jeg med stor Værdighed selv puttede i Lommerne, hos andre af Familien gav det fra 4 Skilling til 1 Mark. Af Far fik jeg 10 Daler. Alle Penge skulde ligge løse i Lommerne i nogle Dage, men derefter sættes i Spare­kassen. Lommerne var hver lille Drengs Stolthed, og man var i den første Lomme-Buksers Tid tilbøjelige til oftest muligt at gaa med Hænderne i Lommerne.                 

Jeg kom tidligt i Skole, kun godt 5 Aar, og Mor har fortalt mig, at jeg kunde læse Aviser, da jeg var 6 Aar.                 

Vi havde i Sønderho 3 dygtige Lærere, der hver for sig tog sig grundigt af Børnenes Undervisning paa alle Maader. 

Hos næsten alle Drengebørn laa det i Blodet, at de skulde til Søs, men vi var dog 7 Drenge, omtrent jævnaldrende, der havde andre Tanker, vi vilde uddannes til en Gerning paa Land­jorden, naar vi engang blev konfirmeret, andre Drenge kaldte os derfor »Landkrabber«. Vore Forældre vilde derfor, at vi skulde have en lidt videregaaende Undervisning i flere Skolefag, nemlig Regning, Dansk, Tysk og Engelsk, lidt Fysik og Aritmetik. En saadan Undervisning gav de to af Lærerne os 4 Aftener om Ugen med 1 ½  Time hver Aften i et Par Aar før Konfirmationen. Vi var alle begejstrede for at lære noget mere, end hvad Skolen ydede os velvidende, at det var af største Betydning for vort fremtidige Vel. 

Af de 7 Drenge blev de 6 »Landkrabber«. 

Den 7.  - Mathias Knudsen, valgte alligevel Søen, tog efter­ haanden fine nautiske Eksamen og blev i en tidlig Alder Dampskibsfører i J. Lauritzens Rederi, men forliste totalt med hele Besætningen i 1906, kun 36 Aar gammel. 

Af dette Hold Drenge var vi fire, der særligt holdt sammen, da vore samtlige Interesser gik i samme Retning. Det var Mads N. Kromann, der senere blev Direktør i Forsikringsselskabet »Skjold«, Niels Th. Jerne, der blev Redaktør, og min Broder, Mads H. Kromann, der udvandrede til Amerika. Han har nu boet over 40 Aar i Hollywood. En Datter var den i sin Tid saa berømte Films-Skuespillerinde Ann Forrest. Den 4. er min Ringhed. 

Vi fire var i høj Grad videbegærlige, vi abonnerede derfor paa et da udkommende Ugeblad »Søndagsposten« til 65 Øre Kvartalet og »Flyveposten« til 50 Øre Kvartalet samt det frie Ugeblad »Illustreret Tidende«, vistnok til 4 Kr. Kvartalet. Saa hjemforskrev vi fra Jul. Strandbergs Forlag i København Indi­anerhistorier a 25 Øre Stykket. Efter at have læst dem solgte vi dem til andre Drenge for 10 Øre Stk. 

Efterhaanden fik vi købt alle Carit Etlars Bøger og forskel­lige Rejsebeskrivelser, og naar Far havde læst de Aviser, han holdt, »Ribe Amtstidende« og »Morgenbladet« fra Aarhus, fik vi dem udleveret til Gennemlæsning. 

Man vil maaske spørge, hvorfra fik vi Penge til Køb af oven­nævnte Lekture, hertil kan jeg svare, at det var med største Let­hed, vi skaffede os de nødvendige Penge, det var nemlig af Stranden, vi fik dem, og hovedsageligt ved Ravsamling. I mine Drengeaar fandtes der meget mere Rav paa Stranden end nu. Naar det var »Ravvejr«, kunde vi let samle for flere Kroner en Lørdag Eftermiddag, der var Fridag fra Skolen. 

En Gang imellem kunde vi tjene nogle 10 Ører ved at hjælpe med at opgrave Sandorm til Fiskemadding. 

Der var i mine Drengeaar flere Fiskefartøjer, hvorfra der fiskedes paa Havet, og en Mængde Smaabaade, hvorfra der fiske­des indenskærs, alle havde Brug for Masser af Sandorm, som blev opgrave t paa Sandbankerne og i Strandkanten, naar det var Lavvande.

Ved Opgravningen af Ormene vilde Graverne gerne have Hjælp af nogle kvikke Drenge til at snuppe Ormene, naar Gravegreben vendte Sandet, da Ormene meget hurtigt kunde trække sig tilbage i Sandet og gøre sig usynlige. 

Men forinden man blev antaget til Medhjælper, skulde man bevise, at man ikke var bange for at gribe den slibrige Orm, Dette skete paa den Maade, at man skulde tage en rentvasket Orm i Munden og holde den der til Graveren sagde: Bid saa Ormen over og spyt den ud. Først naar man kunde præstere sligt, blev man antaget som Hjælper. Det kunde give en 10 Øre og efter Hjemkomsten fra Fisketuren nogle Fisk. 

Vi Drenge, der ikke agtede at gaa til Søs, opholdt os ikke meget ved Havnen, hvor der den Gang altid laa en Mængde Joller og Pramme tilhørende ældre Søfolk, der ikke helt kunde glemme deres Liv paa Søen, og derfor fandt en lille Tilfredsstil­lelse af deres Fart paa Søen i yngre Dage ved at sejle eller ro lidt omkring i Havnen. Disse JolIer havde de interesserede Drenge som Regel Tilladelse til at benytte til Roture i Havnen. Vi andre, Landkrabberne, satte større Pris paa at strejfe omkring i Mark og Eng og blandt Klitterne foruden vore mange Ture paa Stranden.

Der var en Mængde Fugle, der rugede omkring paa Heden og mellem Klitterne. De første, der ankom tidlig Foraar, var Viberne, hvis Æg vi indsamlede, hvad vi nøje forstod at passe skete, inden Rugningen begyndte. Saa var der Strandskader, der mest rugede langs Strandkanten, og Ternerne, der lagde deres Æg i smaa Fordybninger uden Redemateriale paa Sandklitterne. Disse to Fugles Æg var de lækreste, og derfor indsamledes de i Massevis.                 

Maagerne slog sig først ned paa Fanø i 1882 og fordrev Ternerne. Maagekolonien paa Fanø er nu en Attraktion.                 

Saa var der Vildænder af forskellige Slags samt enkelte Edderfugle, der rugede paa Fanø, deres Æg var ogsaa lækre, men det var en Æressag for enhver Fanødreng ikke at indsamle deres Æg af Hensyn til de paa Fanø værende saakaldte Fuglekøjer, i hvilke der om Efteraaret fangedes flere Tusinder Vild­ænder. Desværre blev Fangsten i Køjerne for nogle Aar siden forbudt efter at have været drevet i ca. 80 Aar i Lighed med Køjerne paa Sild, Føhr og Amrum og flere frisiske øer.

Hjejler og Ryler rugede ogsaa paa Fanø, men deres Æg rørte vi ikke, af hvad Grund ved jeg ikke. Enkelte Ugler rugede ogsaa og selvfølgelig mange Smaafugle som Irisker, Digesvaler, Vipstjærter og Lærker. lriskernes Reder var bygget af Hestehaar i Toppen af Granris. Om Efteraaret, naar Rugningen var endt og Ungerne fløjet af Reden, indsamlede vi disse og benyttede Hestehaarene til Fuglesnarer om Vinteren.

Gravænder rugede ogsaa paa Fanø, men mest i de fra Byen længst værende Gaardes Diger.

Jeg maa ikke glemme Humlebierne, der slog Bo paa Heden og i mosagtige Gæstenge. Deres Bo plyndrede vi uden Samvit­tighedsnag for at faa den dejlige Honning.                 

Alt i alt var dette omstrejfende Liv i Klitterne om Sommeren for vi Landkrabber Drenge vældigt interessant. 

Vore Fornødenheder i Retning af Slik bestod i Lakrids, Lakridsrod og Johannesbrød samt hjemmelavede Pebermyntebolcher, der lavedes af en ældre Kone. 

Hedens Grøde kunde ogsaa give os noget i Retning af Slik­keri. Midt om Sommeren var Revlingerne modne. De voksede i stor Mængde overalt paa Heden og ved Foden af Klitterne og smagte fortrinlige i fuldmoden Tilstand. Efter Skoletid (Kl. 16) var næsten alle Børn paa Heden for at delikatere sig med disse velsmagende Bær, der forøvrigt gav sorte Læber, hvad vi ogsaa eftertragtede at faa som Bevis paa, at vi havde slugt i Mas­sevis af disse Bær. 

Naar Revlingetiden var forbi, kom Blaabærhøsten, der var ikke mindre interessant. Paa Opsamlingsstedet spiste vi os en rigelig Portion af disse lækre Bær, og i en medbragt Spand

hjembragte vi saa mange, at der kunde blive nok til alle Familiens Medlemmer. De blev spist til Middag med Mælk eller Fløde og Sukker til (Rabarber eller Rabarbergrød kendtes ikke dengang). Indsamlingen skete daglig, saalænge der var nogle at samle. 

Henad Efteraaret kom Tranebærhøsten, hvoraf der ogsaa blev indsamlet store Partier. Heraf spiste vi kun faa paa Indsamlingsstedet, da de var noget syrlige, men hjembragte dem til Mor, der syltede dem, hvilket dog ikke skete straks. Tranebærrene skulde ligesom have en Eftermodning, ofte ved at hensætte dem i bræmmende Hø i Laden, hvilket befordrede en Eftermodning, der gav dem mere Sødme, hvorved der kunde spares paa Suk­keret. Tranebærsyltetøj kunde holde sig i aarevis uden Tilsætning af Konserveringsmidler.                 

En speciel Tranebærart skulde helst have lidt Frost forinden Plukningen.

Mor saa gerne, at vi hele Sommeren og Efteraaret igennem spiste rigeligt af ovennævnte Bær. »Det er sundt og til stor Gavn for opvoksende Børn at spise rigeligt af Bærrene,« sagde Mor. Vi kendte ikke til Vitaminer dengang, men nu forstaar vi - i Vitaminernes Tid - Mors Erfaring, der gik igennem hendes Paa­læg om at spise Bær. 

Endnu noget maa jeg nævne, som drev vi Drenge ud i Klit­terne i Eftersommeren. Det var Indfangningen af Kaninunger. 

Min Onkel, Kaptajn Jens Svendsen (1822-1907), havde paa sine mange Rejser bI. a. set, hvordan Kaninavlen i Belgien blev dreven med stor Fordel, anlagde, da han holdt op med at sejle, en Kaninfarm, som han dog ikke rigtig fik noget ud af, maaske paa Grund af manglende nødvendig Indsigt i Driften.

Saa lod han en Dag alle Kaniner løbe, idet han førte dem ud i Klitterne og lod dem passe sig selv i den Tanke, at de vilde yngle og i Tiden blive et godt Jagtobjekt. Det skete ogsaa, men desværre i en alt for høj Grad, saa de efter faa Aars Forløb for­merede sig saa stærkt, at de blev til en Plage for Beboerne og er det endnu efter ca. 70 Aars Forløb.                 

Men for vi Drenge var det uhyre interessant at indfange Un­gerne, naar de var saa store, at de kunde klare sig selv.                 

Det var uhyre nemt at indfange Ungerne; det skete ved Sol­ nedgang, da de livskraftige Unger paa det Tidspunkt kom frem af Hullerne i Klitterne, hvor de boede.

De fleste Drenge holdt saa 5 a 10 Unger til om Efteraaret, da de var fuldvoksne og slagtefærdige.                 

Vi var da stolte af at kunne levere Kaninsteg til Hjemmets Husholdning.

Skindene tørrede vi, og nogle lod vi allunere hos en deri kyn­dig Skipper ved Navn Hans Olsen (død 1919, 88 Aar) , og de blev solgt til forskelligt Øjemed.                 

Nogle gigtlidende Mennesker købte dem gerne og anbragte de allunerede Skind paa de syge Steder.

Det, der i min Barndom gjorde stærkest Indtryk paa mig, var en Begivenhed, som satte Sindene i Sønderho i stærk Bevægelse, da den skete engang i 1876. 

Skipper Niels Anthonisen Jr. kom i en forrygende Storm med sit Skib »Patrioten« sejlende ind efter Ribe; men grundstødte paa Peder Mejers Sand, og hele Mandskabet forulykkede. Fra Klitterne ved Sønderho iagttoges denne ulykkelige Begivenhed. 

Redningsvæsen fandtes da ikke, og Vejret var af den Beskaf­fenhed, at det vilde være den visse Død at vove sig gennem Brændingen for at bringe Hjælp til de ulykkelige, der saas at klamre sig til Masterne, og dog fandtes der behjertede, prøvede Søfolk, der gjorde store Anstrengelser for at faa gjort et Forsøg; men Kvinderne bad og tryglede dem under Taarer at afstaa fra det umulige, og da Stormen tiltog, og Skibet hurtigt sloges i Stykker for de mange Menneskers øjne, deriblandt mine Barneøjne, blev Forsøget ikke gjort, og en mulig Ulykke mere var af­værget; men det skal siges, at alle Muligheder for en Redning blev overvejet, og havde man haft Redningsmidler, der egnede sig til Situationen, var heller ingen vegen tilbage for Forsøg. 

Vel havde jeg ikke den Gang tænkt over Valget af Livsstil­ling; men denne triste Begivenhed, der paa saa haard en Maade bragte Sorg til Byen, og i mange Aar var Genstand for Samtale Folk imellem, bidrog til, at jeg senere forstod en Sømands haarde Liv og Lod, og at den ikke var saa attraaværdig, som de Unge blandt Sømændene gav det Udseende af, naar de var hjemme paa Landjorden. Jeg var da 6 Aar; men Begivenheden staar lyslevende for mig endnu.