I september 1993 opstilledes en skulptur af en Fanøpige i dragt ved færgelejet i Esbjerg, skænket af Fanøforeningen i Esbjerg. Skulpturen er udført i bronze af Marianne Juul Andersen. Statuen står og skuer over mod Fanø, og skal holde mindet om Fanødragten i hævd. Klæder skaber folk og giver et gruppetilhørsforhold. Fanø får en helt særlig dragt som kendes fra beskrivelser og billeder fra midten af 1800-tallet, hvor dragten blev etableret som en norm. Dragtens indhold er stærkt influeret af søfartens opblomstring, hvor søfolkene bragte nye stoffer med sig hjem. Men allerede omkring 1800-tallet ses i skifterne et brud med den almindelige klædedragt, som indtil da lignede det som fandtes over hele Danmark. Nu kommer der en større variation i stoffer og farver. Bomuld og fløjl findes stadig oftere, - de stoffer som senere blev karakteristiske for Fanødragten.

Fanødragten består af en grunddragt fra 1700-tallet, som moderniseres omkring 1800, og som tilføres nye elementer i perioden 1800 – 1850, men som samtidig langsomt forfines og institutionaliseres som egnsdragt – særlig stærkt i perioden 1850 – 90.

”Øen rundt” ved lystbådehavnen

I 1864 havde chefen for Krydstold- og Vagervæsenet, kaptajnløjtnant Otto Chr. Hammer (et gadenavn er opkaldt efter ham i Nordby), kommandoen over forsvaret af vestkysten. Han sendt 8 kanonjoller til Fanø og gav ordre til at bygge batterier på Fanø’s nordspids udstyret med kanoner, der skulle sikre indsejlingen til Nordby.

Fjenden var på fastlandet,, bl.a. nogle østrigere i Strandby. En søndag eftermiddag rettede soldaterne i batteriet kanonerne mod Strandbygård, og skud blev affyret. Østrigerne gik i bådene og forsøgte landgang på Fanø, men et skud mod bådene forpurrede forsøget. Og det er netop en kanon magen til den fra dette batteri, der er opstillet ved lystbådehavnen. Kanonen, på 24 pund støbt i 1824 med 10 kanonkugler, er hjemtaget af Fanø Marineforening i 1992 fra Holmen.

Den 1. december 1897 lidt over kl. otte om morgenen, genlød Nordby’s gader af det alarmerende budskab, at et skib var strandet ud for Kirkevejen. Det var briggen ”Claus” af Fanø, og alle otte besætningsmedlemmer var omkommet, de fandtes som lig på stranden. Den eneste overlevende var skibskatten. Ulykken ramte beboerne ekstra hårdt, idet flere af de omkomne sømænd var fra Fanø,   kaptajn Hans L. Hansen og styrmand Niels P. Madsen bådsmand.

Skibet havde været på vej fra Kragerø til Port Talbot i Bristolkanalen med en trælast af pitchprops. Skibet var kommet ud i en hård storm ud for Hanstholm, og mandskabet kappede storstagen for at få skibet til at rejse sig, da det var kastet helt om på siden, og skibet kunne ikke manøvreres. Skibet var ikke sødygtigt til at kunne fortsætte rejsen, og kaptajnen besluttede sammen med besætningen at søge nødhavn i Esbjerg. Skibet er sidst set fra Vyl fyrskib med kurs mod Grådyb, men om eftermiddagen blæste det op til orkanstorm, og skibet fik roret og agterstævn knust og kom ud af kurs og ind over bankerne ved Fanø og satte sig fast. 

Ingen ved med sikkerhed, hvad der nu er foregået, men en teori er, at et besætningsmedlem er faldet over bord, og skibets jolle sat i vandet for at redde ham, men jollen er blevet knust og mandskabet faldet over bord og druknet. Resten af mandskabet har nu kastet prammen i vandet for at redde sig, men også disse druknede. 

Så da folk om morgenen mødte på stranden fandt de alle 8 besætningsmedlemmer døde, drevet ind på stranden. Kaptajn, styrmand, bådsmand, kok og skibsdrengen begravedes på Nordby kirkegåd, de andre blev afhentet så de kunne blive begravet nær deres hjem.

I september 1955 afsløredes en mindesten for ”Claus” på Nordby kirkegård. Stenen består af en obelisk, hvor navnene på de omkomne er indhugget på de to sider. Forsiden omtaler skibets forlis den 1. december 1897, og bagsiden viser briggen som den står på stranden. På den øverste del af obelisken er anbragt et anker.