Det er kendt, at Orientens Handelsfolk allerede 800 Aar før Kristi fødsel har besøgt Fanø for at opsamle det dér paa Stranden opskyllede Rav, hvilket de er blevet gjort opmærksomme paa paa en af deres Handelsrejser til Skotland, hvor man fortalte dem, at Ravet kom ovre fra Cimbrias Kyster. Det var til en begyndelse Fønicierne, der kom til Fanø siden Grækerne og Romerne, hvad jeg har omtalt i min ”Fanøs Historie”. Disse Handelsfolk opdagede snart Ravets elektriske Egenskaber, hvad indtil vore Dage er velkendt.

Paa Fanø tillagde man, vel nok paa Grund af Ravets elektriske Egenskaber heldbringende Egenskaber overfor Gigtlidelser, derfor kunne man se, nærmest ældre Kvinder, gaaende med svære Ravperler om Halsen, hængende ned paa Brystet, dog skjult af de svære Halstørklæder. Man ikke alene ansaa Ravets elektriske Egenskaber som helbredende mod Gigt, men ogsaa at være forebyggende. Nu betragtes Perlekæderne af Rav kun at være en Smykkeartikel og bæres derfor synlige. Mændene gik med store Ravstykker i Lommerne ogsaa mod Gigt. Men ellers har Ravet spillet sin største Rolle som Smykker. I Fanøkvindernes Trøjer anvendes Ravknapper, saavel ind- som uindfattede, endvidere som Nåle til at fastholde Tørklæderne med.

Ogsaa som Ørenringe hos Mænd og Kvinder som forebyggende mod Øjensvagheder. Var en Mand saa heldig paa Stranden at finde et Stykke klart Rav med en Insekt i, blev det smukt poleret og hængt ved hans Urkæde, ligesom han ogsaa i Slipsen bar Naale af Rav, helst formet som Konkylier. – Det kendes Endvidere, at Ravperler om Halsen ogsaa havde heldbringende Egenskaber hos kirtelsvage Børn. Til Tider har Rav og Ravsmykker kunnet glæde sig ved stor Efterspørgsel i Amerika. Man havde i sin Tid ikke saa faa Mennesker, der betegnedes som ”ravgale”. D.v.s. at visse Mennesker ligesom havde det paa Fornemmelsen, at nu var det Ravvejr. De kunne pludselig faa i Sinde at løbe paa Stranden for at samle Rav og at Heldet virkeligt fulgte dem, har jeg mange Beviser paa. Foruden større Stykker Rav til Forarbejdning til Smykker afgav Stranden paa Fanø ogsaa en mængde ærtestore Smaastykker,som ogsaa indsamledes af Børn, der ved Salg til Stedets Købmænd opnaaede en Pris derfor paa ca. 2 Kr. pr. Kilo. Disse Smaastykker Rav solgte Købmændene videre til Lakfabriker i Hamborg. Disse Fabriker fremstillede deraf en Møbellak, der kaldes Bernstenslak. En anden Anvendelse af smaa Stykker Rav var til Fremstilling af Kongerøgelse. Ravet blev knust i en Morter og blandet  med fintskaaret Violrod, Lavendler og tørrede  rosenblade. En saadan Blanding kunde i forrige Tider købes i enhver Kolonialhandel pakket i smaa Papirsposer til 10 Øre, men fremstilledes ogsaa i Hjemmene, der var beliggende nær Strandsiderne. Man anvendte Kongerøgelse som luftgivende Præparat, idet man anbragte nogle Tørvegløder i et saakaldt Fyrfad, ca. 10 cm. i Diameter og af Kobber med Træhaandtag, herpaa strøede man noget af Kongerøgelsen, der saa ved en halv Forbrænding udbredte sin duftende Damp. – Bruges ikke mere.

I Sømændenes Shagpiber brugtes at anvende Rav til Spidsen, ligesaa til Cigarrør).

 Skipperne paa Fanø har i sin Tid baaret en særskilt Dragt: Høj Silkehat, gul Silkevest med Sølvknapper i, mørke brune Fløjelsbenklæder, der gik lidt ned for Knæene og knappedes med Søvknapper. Hvide uldne Strømper til daglig, Silkestrømper om Søndagen ofte omviklet ved Knæerne med vævede Baand i brogede Farver. Til daglig med brun ”Kjortel” og med Sølvknapper, om Søndagen med sort Kjortel og Sølvknapper. Den høje Silkehat, som Skipperne gik med Hellig og Søgn, den gule Vest og en stor sølvbeslagen Merskumspibe var forbeholdt Skipperne at bruge. Senere hen i Tiden, da Farten gik til silkeproducerende Lande, et flerfarvet Halsbind af Silke. Købtes dog ogsaa ofte andre Steder i Udlandet. Efter omkring ca. 1820 har jeg i Fortegnelser over Dødsboer fundet omtalt ”lange Benklæder” og efter 1825 aldrig korte Benklæder. Dragten undergaar efter Haanden en Slags Modernisering, men den høje Silkehat og den gule, senere bronzefarvede Vest kunde endnu ses bærende af Skippere i 1870’erne. Billedet af Peder Thomsen viser ham med meget lang Kjortel (ikke Overfrakke, saadan bæres ikke af Fortids Søfolk), hvilket var noget enestaaende, men han var ogsaa en ualmindelig rig Mand, hans Formue før Statsbankerotten i 1813 vides at have været over 100.000 Daler Kurant (ca. 320.000 Kroner).

Hans P. Jensen var min Oldefar. En Søn af ham, Skipper Hans H. Pedersen, død 1893, 87 Aar gl. havde Rester af Faderens Skipperdragt, hvorefter jeg lod sy den Dragt, jeg bærer ved Sønderho Dagens Festligheder. I H.K. Munchs Billede ses, at Silkevesten er forsynet med Kalvekrøs, der betragtedes som noget særligt fint.

Træskoene som Mænd,  Kvinder og Børn gik med havde en lidt afvigende Form fra de paa Fastlandet brugte. Blev lavet i Egnen omkring Ry og skal i sin Tid være lavet efter Henstilling  af Fanø Søfolk, der havde hjembragt denne Form for Træsko fra Holland, hvilken Form jeg ved et Folkedanserstævne i Hamborg 1936 saa de optrædende hollandske Folkedansere bar. De er lavet af Elletræ og betydelig lettere end forrige Tiders Sko. Saadanne Elletræs Træsko købtes paa Markederne i Ribe, hvortil Træskohandlerne fra Ry kom med dem.

Hollænderne brugte dog ogsaa en hel anden Form for Træsko, navnlig af hollandske Fiskere, der brugte dem om Bord ved Fiskeriet, de var klodsede, og der var ingen Forskel paa højre- og venstrefods. En mængde af disse Træsko driver jævnligt i Land paa Fanø Strand og bliver af Fanøboere lakerede eller polerede og derefter ophængte i Hjemmene og benyttet bl.a. til Børsteholdere, Pudseklude o.l. Smaating og ser ret pyntelig ud. Jeg har endog set saadanne Træsko anvendte som Blomstervaser, der virker meget dekorativ paa en Væg, hvor ellers sjælden findes levende Blomster anbragt. Når Fanøbørnene var saa  vidt fremme, at de kunne staa sikkert på Benene, fik de Træsko paa. Nu og da kan man finde saadanne smaa Træsko opbevaret, men de anvendes nu som Askebægere.                          

Samtlige her nævnte Træskoarter var alle af Træ uden Læderbeslag. En gammel Sejelse: ”A gjør aalting i mi Træsko” hentyder til, at man ikke alene gik i træsko under al Slags Arbejde, men at man ogsaa gik Træsko til Festligheder og til Kirke. De havde Baand om, Børnenes med Jernbaand, ældre Folk med Messing- eller Kobberbaand. Skipperne ofte med Sølvbaand og Undertiden med et Sølvanker paa Overfladen. De opslidte Træsko kunde Drengene gøre Brug for, de satte Køl under dem og forsynede dem med Mast og Sejl og sejlede dem omkring i Havnen.

Min Moder og hele min kvindelige Familie samt mine to Søstre (til deres 18. Aar) bl. alle de andre ægte Fanøkvinder bar Dragten korrekt i alle dens Enkeltheder, saa jeg tør udtale mig om Dragtens Korrekthed, ogsaa fordi jeg i flere Aar var Kommis i Fars Forretning, hvor vi forhandlede alt til Fanø Kvindernes Paaklædning. Fru Ellen Andersen (fra Nationalmuseet) har for nyligt paabegyndt en Beskrivelse af de forskellige danske Nationaldragter. Heri ogsaa Fanødragten, kun een eneste. Fruen betegner Dragten: En Kvinde paa Fanø. Efter Knappernes Stilling i Trøjen er hun ugift, derfor burde Signaturen have været: En Pige fra Fanø. Vedkommende har Spændesko paa, hvilke Sko aldrig nogen Sinde paa Fanø har været brugte, hverken af Mænd eller Kvinder, sidstnævntes indendørs Fodbeklædning var

lakerede Tøfler, udendørs uden for Arbejdstiden lakerede Klodser, ved udendørs grovere Arbejde Træsko. Paa nævnte Billede er Pigens Forklæde skubbet noget til Side, saa man ser det grønne Silkebaand paa Skjørtet forneden, sligt maatte aldrig finde Sted hos en ”knøv” Pige. At ”viske” med Skjørterne (ikke som Fru Andersen skriver ”wipse”) (vepse) maatte ikke finde Sted, førend den unge Pige var omkring ved 18 Aars Alderen, naar hun havde en Følelse af, at de unge Mænd begyndte at kaste Øjnene paa hende og hendes Gangart, altsaa ikke, som Fru A. skriver ved den lille Piges begyndende Skolegang. Den 18 aarige Pige tragtede efter at kunne blive kaldt en ”knøv” Pige, d.v.s. hele hendes Dragt og Paaklædning skulle i enhver Henseende kaldes upaaklagelig og være i fuld overensstemmelse med Skik og Brug. Det hvide Tørklæde (Inder Halsklud) under Halstørklædet skulde lige ses. ”Pjaggerne” (Det sammenknyttede Tørklæde øverst paa Hovedet), maatte ikke se forblæst ud.

Fanøkvinderne var ikke Pasgængere, som Fru E. Andersen vil give det Udseende af. For at Kvinderne, altsaa særlig de Unge, kunde komme til at ”viske” med den bageste Nederdel af Skørtet, hvad i for sig saa ret tiltalende ud, særlig i de Unge Mænds Øjne, skulde hun ved Begyndelsen af Gangen tage ulige lange Skridt, herved kom Skjørtet i viskende Bevægelse, som hun forstod at vedligeholde ved paafølgende lige  store Skridt.

Aldrig lod hun højre Arm følge højre Ben eller venstre Arm venstre Ben, som Fru A. angiver. Kroppen maatte ikke bidrage til virkningen. Der skulde nogen Øvelse i at bevæge sig som anført, hvad de unge Piger øvede sig i i Smug.

Fru A. nævner, at Fanø Kvinderne tidligere brugte 11 Skjørter som nødvendig Klædning paa én Gang, tidligere hed det dog kun 7 Skjørter, og nogle Forfattere har skrevet, at der skulde 7 Alen Stof til et Skjørt. Ingen af Delene er rigtige. En Fanø Kvinde, ung som gammel, brugte aldrig at bære flere end 3 á 4 Skjørter. Det inderste kaldtes ”Lan” (at Lanne var et gammelt Udtryk for at slutte tæt til noget) deraf Navnet, det næste Skjørt hed ”Inderskjørt” og det sidste synlige ”Uderskjørt”. Det kunde selvfølgelig ske, at en Kvinde paa en meget kold Dag kunde iføre sig et ekstra Skjørt for Dagen alene.

Fejltagelsen er maaske kommen fra, at en Fanø Kvinde skulde have 7 Dragter, hvad dog ikke skulde tages bogstaveligt, idet det var afhængig af Vedkommendes økonomiske Forhold. 

Den allerfineste Dragt var en Helsilke,Cranæefarvet  Dragt (Trøje, Forklæde), et saadant  Forklæde maatte ikke lægges i Lag, men kun rynkes foroven

Søndags Eftermiddagsdragt

Enkerne gik hele deres Liv klædt i mørke Stoffer endog helt sort. Enhver gift Kvinde havde i Dragkisten liggende en hel mørk Klædning, som hun bar i den første Tid en nær Slægtning var død, for derved at vise din Deltagelse i Sorgen. Efter en vis Tids Forløb bar hun en ”halvmørk” Klædning, hvorved hun viste, at hun ”sørgede af”.

I forrige Tider da, Kirkene om Vinteren ikke var opvarmet, og brugen af Sjaler ikke var begyndt, trak Kvinderne ved Kirkegang en ”Kortliv” uden paa Trøjen, var af brunt Klæde og uden Ærmer, sluttende tæt til Trøjen, ikke foran, hvor Kortlivet skulde aabne lidt og et broderet Stykke kom til Syne. 

Altergangen skulde ske tidligt paa Formiddagen og paa fastende Hjerte i forrige Tider og bestilles hos Præsten Dagen i Forvejen og ved Erlæggelse af 1 Mark (33 Øre). Kvindernes Dragt den Dag var sort Klæde, baade Trøje og Skjørt. Halstørklædet var af mørke brogede Farver og med Fryndser. Strømperne  sorte og paa Hænderne sorte Læderhandsker.¹⁾

Mændene, naar de var Skibsførere, var iklædt Diplomatdragt, sort Silkehalsbånd og hvid Kravebryst samt høj Silkehat.

Paa Altergangsdagen maatte Altergængerne ikke Arbejde. Efter at have nydt Middagsmaden i  Hjemmet, blev de indbudt hos nære Slægtninge til Eftermiddagskaffe og Aftensmad. Indbyderne maatte ikke selv være Altergæster den dag

¹⁾ Om Midien, mellem Trøje og Forklæde havde Kvinderne et sort Fløjlsbaand, bundet i Sløjfe foran med Sølvtipper i Spidserne. Forklædet var af sort Silke. Mindre Variationer efter de økonomiske Forhold. Baand  med Sølvtipper, se  den midterste Kvinde i første Række.

Naar en Kvinde blev Enke, maatte hun ved Kirkegang ikke sætte sig yderst i Stolen, men altid inderst og skulde slaa Skjørtet op over Hovedet. Hun skulde da have et pænere ”Inderstskjørt” paa end sædvanligt. Hun maatte heller ikke rejse sig, naar Præsten læste Evangeliet eller lyse Velsignelsen over Menigheden. 

Indgik en enke i et nyt Ægteskab, skulde hun en bestemt Tid lang efter Forlovelsen klæde sig i ”halvmørk” Dragt, idet hun skulde begynde at ”sørge af” efter sin første Mands Død og derefter i et vist Tidsrum klæde sig som en gift Kvinde, førend hun indgik i det nye Ægteskab. 

Det var sjældent, at der blev danset ved en Kvindes andet Bryllup. 

Endnu lidt om Kvindernes Dragt. Hun bar ikke, som foran anført, hverken elleve eller syv Skjørter. Den unge Pige især, satte lige som Nutidens unge Piger Pris paa den slanke Form, men hun forstod at klæde sig varmt i det meget udendørs Arbejde. Hun bar saaledes i Vintertiden svære, hvide hjemmevævede uldne Benklæder, der gik ned under Knæene og med Strømper, almindeligvis blaa, op over Knæene og bandtes om benene neden for Knæene med smalle hjemmevævede farvede Baand, fremstillet paa et lille Vævebrædt. 

Manden bar mørkeblaa hjemmevævede Underbenklæder, der gik ned over Strømperne og bandtes neden for Knæene uden over Strømperne med almindelige hvide Bændler paasyet Benklæderne. 

Danske Atlas (1769) skriver, at Mandfolkenes Dragt paa Fanø er den almindelige Skipperdragt, dette beviser at Skipperne langt tilbage i Tiden har baaret en særskilt Dragt, derimod er det fejlagtigt, naar D. A.  skriver, at Kvindernes Dragt er lig Amagernes, heller ikke passer det, naar der flere andre Steder skrives, at Fanø Kvindernes Dragt er som Hollændernes. Jeg har gjort grundige Undersøgelser i saa Henseende, og Resultatet viser, at Dragterne i 1700 årene efterhaanden har antaget den brugte Form, navnlig udviser  Dødsboernes Indhold dette gennem Aarene. 

Lærer Jørgen Horsbøl fra Ribe, hvis Moder var fra Sønderho, skriver 1884 i Højskolebladet, at Mansdragten er afskaffet for ca. 40 Aar siden. Dragten  bestod da af Knæbukser med tilhørende hvide Strømper og Sko med Spænder eller længere tilbage i Tiden særligt malede Træsko. Horsbøl døde i en meget ung Alder. 

I den svenske ”Nordiska Husets Bog” 1949 om Folkedragter hedder det, at de lange Bukser kom først i Mode  efter den franske Revolution 1785, men omkring aaret 1800 var de endnu en Sjældenhed. Blandt Almuen kom de endnu ikke i Brug inden aarene 1830 – 50