Mitfanoe
Gammelmandssnak - om Fanø og Fanøboere  - del 8

 

PICT0012 new

 

 

   

Min Far nedsatte sig som Købmand i Sønderho i 1864 i lejede Lokaler, men i 1869 byggede han en stor Købmandsgaard tillige med et Bageri, hvortil han maatte have Kgl. Bevilling, og som han ogsaa fik. Endvidere havde han flere Halvtagspakhuse, som dog nu er nedrevne. 

Nogen smuk Bygning var hans Ejendom ikke og stod ogsaa i et kedeligt Forhold til de omkringliggende smukke Fanø Huse. Far var den første Købmand i den idylliske lille By Sønderho. Hidtil havde Beboerne gjort deres meste Indkøb i Ribe, hvortil der næsten daglig var Forbindelse ad Søvejen.  

Nu kom der altsaa en rigtig Købmand til Byen, der bl.a. handlede med saa brandfarlige Ting som Krudt, Petroleum, Tjære og mange andre brandfarlige Ting. Brandvæsenet og Forsikringsselskabet forlangte derfor, at Bygningen skulde have brandfrit Tag og Vinduer. Dertil kom Bageriet, der ogsaa ansaaes for brandfarligt. Ogsaa at Far bryggede Øl, mente man, kunde forøge brandfarligheden.  

For nu at kunde forstaa, hvor stort et Folkehold, der krævedes til at drive Fars mange Virksomheder, skal Husets indretning her omtales. 

 

 

 

Købmandsgaardens Bygninger

 

 

Først var der en meget stor Butik med bagvedværende stort Pakrum og Kjælder, Kontor. Værelse til Kommis og Lærling, Pigekammer til to Individer, Forstue, stort Køkken og stort Spisekammer, Soveværelse, Dagligstue, Storstue og Gæsteværelse ovenpaa. I Udhuset Bryggers og Vaskerum samt Værelse til Bageren, dertil en stor Have med alle Slags Frugttræer og Frugtbuske, Grøntsager og Blomster.

 Gulvene i alle Stuerne var hvidskurede og blev hver Dag bestrøet med fineste hvide Strandsand med undtagelsen af Storstuen, der var tæppebelagt over det meste af Gulvet. At bestrø alle disse Gulve med det halvtørre Sand, saa at det var ligeligt bestrøet var ingen lille Kunst og krævede derfor stor Øvelse, der for de helt unge Piger i Begyndelsen maatte ske under Mors Vejledning. Mor satte en Ære i, at Gulvene var Tip Top i Bestrøningen, og hendes Gulve havde ogsaa Ord for at være Nr. et i byen i saa Henseende.  

Til det daglige Arbejde for Pigerne hørte ogsaa hver Morgen at gøre de mange Petroleumslamper i Stand, dels Hængelamper, dels Staalamper. De skulde pudses og fyldes med petroleum særligt i Vintertiden, da man sad længe oppe om Aftenen. I Beholderne var anbragt sammen med Vægen grønt Silkebaand for at bortlede det skarpe Lysskær, som var ukendt i Tranlampernes og Tællelysenes Tid. Siden hen kom der grønne Kupler paa Lamperne (omkring 1880), de gjorde stor Tjeneste som skærmende for øjnene.  

I mange andre Hjem brugtes Tranlamper, hvis Væge kun var tørrede Marv af en bestemt Siv, der voksede i store Grøfter i marskengene.

 

 

 

Farveri og Husdyrhold 

 

 

Alle de mange forskellige hjemmegjorte Klædevarer og Uldvarer skulde farves. Disse Ting blev i mange Aar sendt til Ribe for der at blive farvet. Saa fandt Far paa i Samarbejde med en ham bekendt Farvermester i København at fremstille Pakfarver til Hjemmefarvning, hvilket lykkedes for ham i høj Grad. Salget deraf skete efterhaanden ogsaa udenfor Hjemøen. Han opnaaede at faa Kunder i denne Artikel i ethvert Sogn og i hver By i Danmark, Island og Færøerne.

 

 

 

PICT0013 new         PICT0014 new

 

Her er en Prøve af Pakningen af Kromann’s Hjemmefarver.      De saakaldte Islandske trøjer var i en Række Aar farvet i Kromann’s Farver.

De havdes i omtrent 60 Nuance

 

 

 

  

 I min Barndomstid (Konfirmeret 1884) fandtes der ikke i Sønderho Mejeri eller Slagtere. Mælk og Kødvarer maatte enhver forskaffe sig ved at holde Malkekøer, Faar og Slagtekvæg. I mit Barndomshjem holdt vi to Malkekøer og en Ged, opfedede to Svin og havde ti Moderfaar, der aarligt fødte 20 Lam samt en Mængde Fjerkræ af alle Slags.  

Hvad disse mange Slags Dyr producerede brugtes i vor store Husholdning. Jeg maa ogsaa nævne, at der i næsten hvert Hjem holdtes Malkefaar fra Det Tidspunkt Lammene toges fra Moderen og dreves ud i Klitterne, hvor de gik, til de om Efteraaret skulde slagtes. I mit Barndomshjem holdt vi to Malkefaar. Mælken var tyk og velsmagende og anvendtes som Kaffefløde.

 

 

Ekstra-Foder

 

  På Billedet faar Mælkefaaret, der efterhaanden blev noget kælent, et stykke Rugbrød.

 

 

Brygning og Bagning 

 

 

Naar jeg nu saa omfattende har beskrevet mit Barndomshjem og Fars Virksomheder, er det for at man kan forstaa det store Antal Mennesker, der var beskæftiget i Hjemmet og Virksomhederne, og som alle fik Kost og Logi foruden Lønnen. Vi var 4 Børn og 1 Plejesøster, 2 Mand fra Butikken, 2 fra Bageriet, 2 Tjenestepiger og i 40 Aar en fast Daglejerske, der næsten dagligt havde Arbejde, saaledes stod hun for Bryggeriet. Vort Øl havde et godt Ry paa sig idet Gæringen foregik paa aftømte Siruptønder. Salget af Sirup var ret betydeligt dengang, da Sirup i mange Henseender erstattede Sukker. En Sirups Mellemmad var en stor Delikatesse for ethvert Barn. Far tog altid 5 Tdr. Sirup ad Gangen hjem fra Hamborg. Naar ØIgæringen foregik i de tomme Sirupstønder, hvori der altid var nogen Sirup tilbage, blev Øllet betydelig stærkere, mere alkoholholdigt, langt over det nuværende Bayerske Øl og var derfor meget eftertragtet.  

Nævnte Daglejerske, Anne Berg hed hun, var en stor og kragtigt bygget Kvinde, der ikke gik af vejen for selv det groveste arbejde. Hun besørgede den ugentlige smørkærning, slagtede lammene om Efteraaret og ristede det store Forbrug af Kaffe, fejede den store Gaardsplads, holdt Haven i orden og gik ikke af Vejen for at bruge Leen eller reparere Hegnet omkring Haven og lignende Mandsarbejde. Hendes Dagløn var 66 Øre (2 Mark i gamle Penge) og Kosten, saa fik hun Mad med hjem til sin gamle Mor, naar hun om Aftenen var færdig med Dagens Gerning. 

Tærske vi to Drenge kunde hun ogsaa, naar vi var uartige, men trods sligt, holdt vi af hende. Hun kunde nemlig fortælle mange interessante Smaahistorier, især fra hendes unge Aar, da hun tjente paa Sild og Føhr, og saa kunde hun tale frisisk, hvad morede vi Børn at høre. Hun var i det hele taget et uundværligt Væsen i den store Husholdning i det Kromannske Hjem, agtet og respekteret af alle i Sønderho. Ogsaa de unge Piger i Byen tog hun sig af. Sammen med et par andre noget ældre Kvinder samlede hun dem en eller to Gange om Maaneden til Underholdning i en Pige forening (senere kaldet KFUK).  

Til Opfyring i Bageovnen anvendtes Lyng, som Anne Berg huggede af paa Heden med en særegen Huggekniv. Hun var en ”Altmuligkvinde”, som Mor satte stor Pris paa ved Arbejdet i den daglige Husgerning. 

Saa havde vi en fastantaget Vognmand, der pløjede, harvede vort lille Landbrug, kørte Gødningen ud og om Eftersommeren hjemkørte Hø og Kom samt holdt os forsynet med Gulvsand. Ogsaa han spiste hos os, de næsten hver Dage, han arbejdede for os.

 

 

 

 

Stuernes Flisevægge 

 

 

Selvom det store Bygningskompleks ikke var gammelt, trængte det til Reparationer og Oppudsning. Vi havde derfor ret ofte Haandværksfolk i Huset af alle Grene, og som Skik og Brug var dengang, fik de Kosten paa Arbejdsstedet. Vi havde til Tider baade Murere, Tømrere og Malere paa een Gang, sidstnævnte besørgede ogsaa Tapetseringen.  

Der var ingen Tapeter i de originale Fanø Huse. Ydervæggene var beklædt med de smukke Hollandske Fliser tillige med Væggene mod begge Bordender. Bordet stod altid langs med Vinduerne, og saa langt Bordet naaede ud i Stuen, var Skærvæggene af Mursten og altsaa beklædt med Fliser (fejlagtigt ofte kaldt Kakler), men her gik Fliseklædningen helt ned til Gulvet, hvad Fliserne ikke gjorde i Muren ved Bordenderne. De gik kun til Bordets overkant, nedenfor var der hvidmalede Paneler, der adskilte sig fra Fliserne ved en Guldliste. Nogen Undtagelse med Hensyn til Flisernes Anbringelse som anført, fandt dog Sted i ombyggede Huse. Resten af Skærvæggene var af Træ, og i de to af Væggene var der alkovesenge med Døre for, disse var hvidmalede med malede Dekorationer. Bag ved Bilæggerovnen var Muren ogsaa beklædt med Fliser. (Se Omtalen deraf i Sigurd Schoubye, Hollandske Fliser fra Tønderegnen, 1949).

 

 

 

Eksempel fra Hverdagslivet 

 

 

   

Blandt de Folk, der dagligt havde en Gerning i mit Hjem, skal nævnes Farfar, pensioneret Toldkrydsskipper Mads N. Kromann. Han kom henad Formiddagen og en Tur om Eftermiddagen. Han spiste til Middag hjemme, men fik hos os Kaffe med almindeligt Smørrebrød til baade Formiddag og Eftermiddag. Han gik hver Dag en Runde i Stald, Pakhuse og Have og saa efter, om der var noget at kritisere. Var dette Tilfældet, fik Vedkommende, der var Skyld i Manglerne en lille Overhaling, men dette skete altid paa en egen og morsom Maade, saa hans Kritik eller Irettesættelse nærmest var en morsom Oplevelse. 

Alle der fik Kost og Logi i mit Hjem fik ogsaa fri Vask af Undertøjet, saa vi havde en mægtig Storvask, der sorterede under Anne Berg med Hjælp af en af Pigerne, altid den yngste, der skulde have Undervisning i dette Arbejde.

Vaskedagen blev bestemt af Farfar, der som erfaren Sømand havde Kendskab til, hvordan Vind og Vejr vilde blive i kommende Dage. Tøjet skulde ikke alene tørres ude baade Dag og Nat, men helst i Maaneskin, ”saa bliver det bedst bleget”, sagde Bedstefar, og det troede alle paa, især da hans Vejrspaadomme vist aldrig slog Fejl. 

Paa Vaskedagen trakteredes Vaskepigerne med ekstra Forplejning, hvad altid skete i Vaskehuset. Det var en utrolig Mængde Kaffe der gik til denne Dag. Anne Berg skulde mindst have 7 Kopper Kaffe ad Gangen, hed det sig. 

En Gren af Fars Forretning sorterede under Bedstefars Bevaagenhed. Far opkøbte Huder og Skind af Faar og Lam. Huderne blev saltet med grovt, spansk Salt og skulde efter nogle Dages Henliggende omsaltes for ikke at blive sure, dette paasaa Bedstefar. Det var som oftest Lærlingen fra Butikken, dette Arbejde paahvilede, men Anne Berg gik til Tider ikke af Vejen for at udføre dette Arbejde ogsaa. 

Faare- og Lammeskind skulde lufttørres, de opkøbtes om Efteraaret i et stort Antal - jeg antager mindst 1000 Stk, maaske derover -. De blev oplsaaet paa Trærammer (enkeltvis), saa de paa Regnvejrsdage let kunde transporteres ind under et Skur, hvilket var Kommis'ens og Lærlingens Gerning, men ogsaa ved dette Arbejde gik Anne Berg ikke af Vejen for at bringe en hjælpende Haand. Men da Bedstefar altid kunde forudse Vejrliget, skete Indsamlingen i god Tid. 

 

 

 

Bedstefars stille Liv 

 

Bedstefar var en paalidelig Meterolog (paa Fanø kaldte vi Bedstefar for ”Oldefar”, det var jo noget forkert). Han var kommet ud at sejle allerede i 12-Aars Alderen - dog kun i de tre Sommermaaneder - med de smaa Jagter, der kun gjorde Rejser til Norge og Holland, altid uden Kompas, kun sejlende efter Landkending (Kirker, store Klitter og lignende eller andre Punkter paa Kysten).

Stormeligt Vejr og heldig Vindretning havde de gamle Søulke erhvervet sig Kendskab til forud før saadant indtraf paa mange forskellige Maader. Det var Bedstefar altsaa ogsaa Mester i. 

Det første han foretog sig, naar han tørnede ud af den smukke dekorerede Alkoveseng, som han delte med ”den Gamle” (saaledes kaldte han Bedstemor og betød, at han havde ald Agtelse for hende og hendes Gerning i deres lille Hjem, som hun holdt i den smukke gamle Fanøstil paa bedste Maade) var at undersøge Vejrglassets (Barometerets) Stilling, derefter kaste et Blik gennem Vinduerne til den i Ha­ven staaende Flagstang, hvor­paa var anbragt en Vejrhane, der imidlertid var en fisk (Torsk) for at orientere sig med Hensyn til Vindens Retning. Senere betragtede han skyernes Form og Fart. Imidlertid var ”den Gamle” kommet paa Benene og faaet Kaffen serveret. Oldefar (Bed­stefar altsaa) fik ligesom ethvert Mandfolk og stundom ogsaa et Kvindemenneske, om Morge­nen før Kaffen en Kaffepunsch og hertil en røget Bakskuld. Det var en let saltet og let røget Issing, som fiskedes i Massevis paa forskellige Maader i Hav­nen. Brændevinen til Kaffepun schen opbevaredes paa en Klukflaske, der var købt i Hol­land, og blev hældt direkte i den sødede Kaffe til der lød et ”kluk” fra Flasken, saa var der lige kommet et Snapseglas Brændevin i Kaffen.

Saa var han i godt Humør til sin daglige Gerning hos Sønnen i hans Købmandsgaard.

 

 

 

 

PICT0015 new

 

Udsnit af Kartografen Johannes Meyers Vadekort 1650

 

 

   

Helt at give afkald paa Sejlads var ikke godt og ikke nemt for den gamle Søulk. Landbrug havde han ikke spor af Forstand paa, og Driften deraf interesserede ham ikke, det besørgede ”den Gamle”, selv efter han var blevet pensioneret.

 Han havde liggende i Havnen en smuk Jolle. Med den gjorde han i adskillige Aar flere Farter til Mandø. Her var der ingen Købmand i Bedstefars Levetid, men Far havde alle derværende Familier som Kunder. En Gang om Maaneden eller oftere, sejlede Bedstefar til Mandø sammen med Fars Kommis med bestilte Varer. Jollen var næsten hans Kæledægge, den var altid smukt malet, grønt udenbords med Rælingen sort og derunder en lille Streg hvidt, maaske som Symbol. Men af Drengene, der agtede at blive Sømænd, der med eller uden Forlov tog sig en Sejltur med andre i Havnen liggende Joller eller Pramme, turde ingen røre Bedstefars Jolle. Han var endog saa Ømfindtlig for dens Velvære, at han i uroligt Vejrlig godt kunde staa op om Natten, gaa ned til Havnen for at overbevise sig om, at den ”havde det godt”. Han kunde med denne Jolle uden Vanskeligheder gøre Farten til Mandø selv i Taage og uroligt Vejr og undgaa de lave Vandstandstider og knudrede Sejlrender med Lethed. Han kendte alle de vanskelige Sejlrenders Beliggenhed lige til Elben, fra den Tid han havde været ansat i Toldkrydsvæsenets Tjeneste. Men der kom en Dag for ham, da han maatte holde op med Sejladsen. Alderen gjorde sine Krav gældende, han maatte skille sig af med den kære Jolle og ”lægge op”, men Vejrglasset, ”Vejrtorsken” og Vindens Retning maatte han have Rede paa indtil de sidste Timer i hans lange Liv. Fars Handel paa Mandø standsede dog ikke med Bedstefars høje Alder og senere Bortgang. 

 

 

 

Mennesker omkring Købmandsgaarden 

 

Knudedybs Toldkrydser var mestendels bemandet med Folk fra Mandø. De indgaaende skibe skulde af Toldkrydseren have sit Lastrum forseglet med Toldvæsenets segl for at forebygge Toldsvig inden ankomsten til Ribe. Denne Institution er for længst ophævet. Den laa ofte i Sønderho Havn uden om Krydstogterne i Knudedyb, ligesom den ofte ogsaa laa ved Mandø, alt for at kontrollere sejladserne til og fra Ribe, der dengang ikke var ubetydelig. De paa Toldkrydseren ansatte Mandøfolk besørgede Indkøbet i Fars Forretning, og transporterede Varerne med hjem til Mandø. 

Det var ikke almindeligt, at de hjemlige Kunder blev trakteret med andet, end at faa Piben stoppet i Butikken eller ved ekstra Lejlighed at faa en god Cigar (5 Øre Stk.) og undertiden en Snaps af en eller anden Slags, men naar Mandøfolkene gjorde deres Indkøb som Regel en Gang ugentlig, blev de trakteret med en Kaffepunsch, Kaffe og Smørrebrød. Selvfølgelig fik de ogsaa Piber stoppet, de brugte mest Kridtpiber og Tobakken til dem var derfor mest Shagtobak.

 

 

 

 

 

Far havde ogsaa andre udenbys Kunder. Paa visse Banker nær Havnen fandtes store tykke Lag af Strandskaller, sikkert Aarhundreder gamle. De egnede sig fortrinligt til Fremstilling af Kalk (det vides, at Riberhus er bleven opmuret med Skallekalk, skjælkalk kaldet). Der fandtes en Mængde smaa Kalkværker langs Kysten fra Tønderegnen til op i Hobugten. De forsvandt efter haanden, da Jernbanen kom til Vestkysten, og da særligt Faksekalkværker og Kalkværkerne andet-stedsfra kunde forsende færdig Kalk pr. Bane. 

Strandskallerne fra Sønderho afhentedes i stor Grad med Lægtere og Dæksbaade fra Byerne i Hobugten. Gravningen af Strandskaller kunde kun foregaa paa Lavvande, naar Bankerne laa tørre. Paa Højvande kom saa Mandskaberne i Land og alle gjorde Indkøb hos Far. De blev ligesom Mandøfolkene trakterede med de samme Genstande, saa det hed i Sønderho at ”Madam Kromanns Kaffekande var aldrig kold”. Jeg erindrer baade folkene fra Hobugten og fra Mandø, naar de kom i mit Hjem. En lille Drikkeskilling til vi to Drenge kunde der da fra de Fremmedes Side undertiden falde. Den blev straks omsat i Johannesbrød, Lakrids eller Lakridsrod. Der var dengang ikke mange Slikkerier at vælge imellem, de nævnte var mest eftertragtet af alle Børn. 

Saa kom der ogsaa næsten daglig i mit Hjem flere gamle Onkler, forhenværende Skibsførere. De røg altid paa lange Merskumspiber med Sølvlaag. Ogsaa de blev af og til trakteret med, hvad lige var for Haanden, de kom mest for at fortælle Nyheder om, hvad de havde hørt om fraværende Sønderho Skibes Sejlads, hvilke Nyheder de havde erfaret i de to Blade, Shipping Gazette og Hamburger Merkur, der indeholdt Skibslister og meget andet Skibsfarten vedkommende.

 

 

 

 

 

nielsjsonnichsen 169

 

    Niels J. Sonnichsen. Galeasen Anne 

 

     Onkel Niels (eller som vi kaldte Onkel paa Fanø for ”Bøj”, altsaa Niels Bøj) var omtrent en daglig Gæst. Han var Mors Morbroder og født 1795 og død 1888 og var en i høj Grad agtet og anset Mand. Han var i mange Aar de store engelske Selskaber Lloyds og Veritas' Repræsentant paa Jyllands Vestkyst og i Tiden før 1864 ogsaa for Kysten fra Føhr til Rømø. Han kaldtes altid ”Agenten”. Han var i mange Aar Enkemand, og hans eneste Barn, en Datter, døde i en ung Alder. (Se om ham i Fanøs Historie III, S390f og S 400). 

Han var paa en lidt egen Maade godgørende og elskede Børn, af hvilke der inden for Familien var en stor Kreds. Det var ham en stor Glæde, naar Slægtens Børn mødte op paa hans Fødselsdag for at lykønske ham. Vi blev da trakteret med et Glas Mjød og Brunkager med en Mandel paa. Paa

Nytaarsdag mødte vi ligeledes op for at ønske ham Glædeligt Nytaar, det gaven 25 Øre til hvert Barn.

 

jenssvendsen 171

  En anden Onkel, Mors Bror, fhv. Skibsfører Jens Svendsen, altsaa Jens Bøj, hørte til vore daglige Gæster. Han var født 1822 og døde 1907. Han var gift med en Kusine og kunde holde Diamantbryllup.

 

 

 

 

   

Begge disse Onkler havde oplevet mangt og meget paa Hav og i Land og var interessante Fortællere om deres Oplevelser, noget der har bidraget til, at jeg saa meget har beskæftiget mig med Lokal- og Personalhistorie. De hviler nu paa Sønderho gamle Kirkegaard, æret og agtet den Dag i Dag. 

Sagde man om Madam Kromanns Kaffekande, at den var aldrig kold, kunde man med lige Ret sige, at Madam Kromanns Døre stod altid Aabne. Ikke alene kom der Folk, navnlig Kvinder, og fik Raad og Hjælp hos Mor, men som meddelt foran: en Kop Kaffe blev der ikke set saa nøje med. 

Jeg erindrer saaledes, at der i mange Aar hver Søndag kom en lidt aandssvag Kvinde fra Fattiggaarden og fik Kaffe - mange Kopper - og alt det Wienerbrød, hun kunde spise, ganske vist et par Dage gammelt. Far drev jo ogsaa Bageri, og Wienerbrødet blev ikke altid udsolgt, saadant gik i ”Calles Anne”. Det var utroligt, hvilken Mængde, hun kunde spise deraf, til stor Glæde for Mor. En anden, ogsaa lidt aandssvag, spandt Garn for Mor. Naar hun kom og afleverede Garnet, fik hun samme Traktement. Saa var det ejendommelige ved hende, at hun havde en usædvanlig smuk Sangstemme og kunde synge en Mængde gamle Viser, alle hjemdigtede og med komisk Indhold. 

Endelig kom Mormor og spandt, medbringende sin egen Spinderok, hun kunde baade spinde og vugge paa een Gang. Det kan jeg nu ikke huske, men Mor har fortalt det. Hun blev forresten hos os hele Dagen og kunde fortælle vi Børn mange Smaafortællinger, hvad vi satte stor Pris paa. Hun var født 1798 og havde oplevet Krigsårene 1807-14. Hun kunde fortælle mangt og meget fra disse Aar, da Fanø jo var overladt til at forsvare sig selv. 

De Dage Mormor var til Huse, fik vi ret ofte til Eftermiddagskaffen Æbleskiver, Vafler eller Goderaad. Sidstnævnte var en Slags meget tynde Vafler og skulde være sprøde, de serveres den Dag i Dag paa Fanø som en særlig lækker og delikat Kage. Af og til serveres de ogsaa i mit eget Hjem, men der skal stor Øvelse til at bage dem.

 

 

Tjenestepigens Opgaver i Købmandsgårdens Husholdning 

 

   

De mange Smaating jeg fremfører fra Dagliglivet i mit Barndomshjem er for at give en Skildring af, hvad en Pige gik ind til af Arbejde ved at tage Tjeneste hos Mor. Vi var til daglig 14 á 16 Mennesker til Bords, ofte mange flere. Det var store Madgryder, der hver Dag skulde fyldes med Maden til saa mange, men vi havde allerede dengang meget praktiske Kogeindretninger, der lettede Arbejdet betydeligt. Slagtere var som før anført ikke i Byen. Ferske Kødvarer fik vi kun i Slagtetiden, dog da denne strakte sig over længere Tid, og hvad Skik var, man byttede med Naboer, Slægt og Venner, der slagtede til forskellige tider, blev Manglen paa ferske Varer derved ikke saa lidt afhjulpen. Men for den største Del af Aaret, gik det dog ud paa Saltmad,- der blev tilberedt i Slagtetiden. Der var saltede og røgede Skinker, ligesaa saltede og tørrede (spegede) samt røgede Lammelaar til Smørrebrødspaalæg, Rullepølser, Spegepølser, Medisterpølser og andre Slags Pølser samt Surkød til Sursteg. Saltbaljens Indhold skulde helst slaa til til næste Aars Slagtetid. En noget Afhjælpning heri gav de to Kalve og et Gedekid, der fødtes udenfor Slagtetiden, der altid skulde være tilendebragt inden Jul.  

Bestod de fleste Middagsmaaltider af Kødvarer, afløst en Gang imellem af Pandekager, Æbleskiver eller Vafler, fik vi dog ugentlig een a to Gange Fisk, saltet eller ferske. Der fiskedes med Smaabaade fra Sønderho, Hvidling (Kuller), Torsk og Rødspætter og indenskærs Aalekvabber, Issinger (Bakskuld) og smaa Rødspætter. 

 

 

   

Ret ofte paa en bestemt Tid af Aaret fik vi Aal, idet Far holdt en Del Aaleruser i Bugterne paa Fanøs Østkyst. De passedes som oftest af tilfældige ledige unge Sømænd, som fik Halvdelen af Fangsten derfor, samt naar de kom med den en Kop Kaffe med Tilbehør. Nogle af Aalene blev saltet og en Del røgede. De røgede spistes som Aftensmad, ligesaa røgede Issinger, og betragtedes af alle som en stor Lækkerbidsken. Ellers bestod Aftensmaden for det meste af Smørrebrød, Rugbrød med Paalæg af egen Tilvirkning, ikke tynde Skiver Paalæg, men mindst lige saa tykt et lag som selv Brødet. Endvidere Franskbrød med Ost, ikke Mejeriost, men om Sommeren belagt med ”blød Ost”, en noget lignende som Fynsk ”Rygeost”, men ikke røget og uden Kommen. Derimod den øvrige Tid af Aaret fik vi ”Buttewust” med Spidskommen (Malteserkommen) og ”ret Kommen” (Sernen Carvi). Denne Ost (kaldes i Nordby for ”Kyllewust”) fremstilledes af Kærnemælk og Skummetmælk, der opvarmedes let saa Massen skiltes. Denne tørredes, efter at være formet i passende Stykker i fri Luft og beholdt da sin hvide Farve. Blev denne Ost henlagt i længere Tid, antog den sin mørkegraa Farve og skulde for at opnaa denne, af og til afvaskes i let saltet Vand og paany henlægges. Denne Ost kaldtes ”Bedderwust”. 

Saa havde vi en Ost, der kaldtes ”bagt Ost”. Den bestod af ”blød Ost”, der blev fyldt paa Lerfade og bagt, derefter henlagt i Hø, der bræmmede  (afgav Varme) og antog da efterhaanden en meget mørk Farve. Den skulde indeholde rigeligt af begge Slags Kommen. Denne Ost var umaadelig velsmagende og serveredes baade paa Rug­brød, Sigtebrød og Franskbrød. Men for at den skulde opnaa at blive særligt velsmagende, skul­de den have jævnligt Tilsyn i den lange Tid, der gik, inden den var tilstrækkelig lagret. Ostefremstillingen besørgedes' altid af Mor selv, dog fik Pigerne tilstrækkelig Vejledning i Fremstillingen ved den Hjælp, de ydede Mor. 

 

 

 

Til Aftensmaden serveredes. The, aldrig Øl. Bayersk Øl kendtes slet ikke dengang paa Fanø, heller ikke Kakao eller Chokolade. Ikke alene vi Børn, men ogsaa Pigerne og Personalet havde Lov at bestemme Middagsmaden paa ens Fødselsdag. Til Eftermiddagskaffen og Aftenkaffen havde Mor saa ladet bage ekstra fine Kager af forskellige Slags samt den berømte Fanø Kringle, der altid i hel Tilstand blev sat paa Bordet, og saa skulde Fødselsdagsbarnet skære Kringlen i Skiver, hvis han eller hun da havde Alderen dertil ellers den ældste Person blandt de tilstedeværende. Hertil brugtes et Sæt særskilt Forskæretøj - Gaffel og Kniv -, almindeligvis hjemført af Sømændene fra Udlandet. Fødselsdagene var smaa Festdage, og vi havde mange af dem, da Folkeholdet var betydeligt i forbindelse med selve Familien. Paa Bagerens Fødselsdag fremstillede han gerne, Mor uafvidende, ekstra Kager som Kransekage, Lagkage, Tærter og mange andre Slags, som Pigerne stjal sig til at lære Fremstillingen af og var noget af et Plus i Læretiden hos Mor.

 

 

 

PICT0016 new

 

 

     

Af de foran givne Oplysninger fremgaar det, at der i mit Barndomshjem ikke alene var umaadeligt meget for vore Piger at beskæftige sig med og af højst forskellig Art, og netop derfor var der meget at lære hos Mor, mere end mange andre Steder. Mor havde også som ung i højere Grad end de fleste jævnaldrende Piger i Byen faaet en grundig Uddannelse og nu i forbindelse med det store Hjem, hun styrede, i endnu højere Grad faaet sine Kund­skaber udvidet i Driften af Husholdninger, hvorfor hun også var eftertragtet af de unge Piger som havende et godt Lærested.

Mor var aldrig helt tilfreds med dette Billede, der var taget i Friluft, hvorfor ”Pjaggerne” (de øverste sløjfer på Hovedkluden) og heller ikke ved Halstørklæderne sad helt korrekt.

 

 

PICT0017 new

 

 

  

 I Mathias Knudsens ori­ginale skipperhjem fik Mor sin første Uddannelse i Hus­holdningen under den kyn­dige men strænge Madam Knudsen. Her i Huset var der 6 Børn, et ikke ubetydeligt Landbrug til egen Hushold­ning, kort sagt alt at lære under en kyndig Madmoders Vejledning.

 

Det næste Sted Mor tjente, var hos Krydstoldassistent Thomas Thækker. (Billede af Madam Thækker og en omtale af hendes virksomhed findes i min Fanøs Historie, 2. B. Side 248f.). Saa har Mor tjent hos toldkontrollør Gronemann i Sønderho. Her var ikke noget Avlsbrug og Gronemann og Hustru var ikke indfødte sønderhoninger. Gronemanns Hustru kaldtes Frue, hun vilde gerne føre en Husholdning lidt over Skipperstandens, hvad de vist ogsaa havde Raad til. Dette kom Mor tilgode, idet hele den daglige Husholdning var anderledes end sønderhoningernes. Ofte havde de Fremmede på Besøg og ligesaa Gronemanns Overordnede, der gerne blev flere Dage. Der var jo dengang meget stor Sejlads til Ribe og i kontrarig Vind og Vejr kom Skipperne i Land, naar Toldvæsenet havde forseglet Lastrummene, der ikke maatte aabnes inden Ribe Toldvæsen havde været om Bord. Nævnte Skippere havde da Omgang med Gronemann og blev ofte trakteret i hans Hjem, ligesom Skipperne tit havde Delikatesser med fra Udlandet, som blev nydt i Hjemmet. Mor brugte da baade øje og Øre og oplevede da adskilligt Anderledes end i Skipperhjemmene.

 

 

 

PICT0018 new

 

 

   

Sønderho Kro hørte til de saakaldte Engelstoft Kroer (de var Gredstedbro, Strandby, Hjerting, Nordby og Sønderho Kroer – som Amtsforvalter Engelstoft, Ribe havde Bevilling paa at drive, ganske vist i Børnenes Navn). Kroen er opført 1722 og nu fredet. Her i denne smukke idylliske Kro med stor Blomster- og Frugthave og tilhørende betydelige Landbrug tog min videbegærlige og lærelystne Mor Tjeneste. Indehaveren Lauritz Christensen og hans dygtige Hustru var fra Ribe. Husholdningens Førelse var derfor noget større end i de største Sønderho Skipperhuse og i de Huse, Mor tidligere havde haft Pladser i. 

Her var foruden Værtshushold og Gæstgiveri Høkerhandel, hvorfor Personale- og Tyendehold var ret betydelig. Endvidere var der Postekspedition og Fragtkørsel til Nordby. 

Det var i de Tider, da Sejlskibsfarten florerede i betydelig Grad og desværre ofte ogsaa foraarsagede Strandinger paa Fanøs Kyster og omliggende Udsande. De strandede Skibe var ofte fuldlastede med kostbare Varer, hvorover der efter indbjergningen afholdtes Auktioner ofte i flere Dage. Til disse Auktioner kom der købere fra næsten hele Landet og disse levede da i Kroen, saa mange som den kunde rumme, og det var ikke saa faa. Andre boede da paa de Steder, hvor Mor tidligere havde tjent, saa den lille vævre Fanø-pige var ikke ukendt af de mange Handelsmænd, der kom Gang paa Gang i anledning af Strandinger. Handelsmændene tjente som Regel gode Penge og brugte mange i de Dage paa Kroen. Mange vilde gerne have de specielle Fanø Retter, i hvis Tilberedning Mor var en kyndig Ekspert, foruden hun ogsaa var kyndig i Tilberedningen af de saakaldte fremmede Retter. 

De forliste Mandskaber levede i længere Tid i Kroen, da der i Anledning af Strandinger skulde holdes mange Forhør over disse. 

Alle disse Fremmede blev beværtet i Kroens Storstue og satte Pris paa at blive opvartet af en Fanøklædt Pige. Denne Gerning blev da overladt Mor, der dog ikke altid kunde konversere dem, hvis de var Udlændinge. 

Slige Sammenkomster finder ikke længere Sted i Kroen af den  simple, og for resten heldige aarsag, at der aldrig finder Strandinger Sted paa Fanø.

 

 

 

En skønne Dag fandt Mor sig en Hjertenskjær 22 Aar gammel, blev hun gift med Skibsfører Niels Møller Jørgensen i 1855.

 

nielsmoellerjoergensen 153 we

 

 

   Han havde ved Venners Hjælp faaet købt af en Slægtning en lille Galease ”Karen Marie”, 26 Kommercelæster stor. Han fik ogsaa købt et lille Hus, beliggende lige over for Kroen. Her maatte Mor leve under meget (stramme) økonomiske Forhold, da der skulde betales Afdrag paa det købte Skib, og efter at Mor i sin Tjenestetid havde levet i Herlighed og Glans, som hun tit sagde, maatte hun, særligt de første Aar af Ægteskabet, sætte Tæring efter Næring. Begge disse Egenskaber kom hende til stor Nytte senere i Fremtiden, navnlig i hendes andet Ægteskab.

 

 

Da Digteren J. P. Jacobsen kyssede Mor og Jacobsens Mor kyssede mig

 

 

Mors Mand kom i mange Aar til at sejle for Grosserer Chr. Jacobsen i Thisted, han Eksporterede Korn og forskellige Landbrugsprodukter til England og hjemførte Kul derfra. Til Norge ligeledes Korn og hjem førtes Trælast. Den gang kunde det tage 14 dage med losse og lade selv saadan lille Skude som ”Karen Marie”. 

Da der i deres Ægteskab ikke var Børn kunde Mor godt være hjemmefra, mens hendes Mand lossede og ladede i Thisted, og det benyttede hun sig ofte af om end rejsen var ret besværlig til Thisted. Den  skete med almindelig Bondevogn, som hun lejede i Strandby og hvorpaa var Sæder (Agestoel) der hang i Læderstropper for dog i nogen Grad at virke fjedrende. 

I Ringkøbing skiftede hun Køretøj af samme Beskaffenhed, dette førte hende til Pinen Kro, hvorfra hun blev færget over til Mors, hvor et nyt Køretøj af samme Beskaffenhed. Fjedervognen kendtes ikke. Til hele turen, der vist varede 2 á 3 Døgn havde hun medbragt mad hjemmefra, medens hun i Kroerne købte fornødne Drikkevarer (Deraf Navnet Drikkepenge).

 

jacobsen6

 

 

   Saa har hun fortalt mig, at hun den første gang hun var i Thisted og selvfølgelig var iklædt Fanødragten, var Digteren J. P. Jacobsen ca. 7 á 8 Aar og ved Besøget i hans Barndomshjem, blev han saa begejstret ved at se Mor i denne for ham ukendte Dragt, at han fløj op paa Skødet af Mor og kyssede Hende. Mor var et Par Gange mere i Thisted paa Besøg hos hendes Mand og var da altid Gæst hos Grosserer Chr. Jacobsen, saa der udviklede sig et specielt Venskabsforhold mellem de to Familier og den senere vordende Digter. Da han blev voksen, mødtes de ikke oftere, men Mor der var en alvorlig Kristen, fulgte Digteren og hans religiøse Anskuelser og Kampe i Tankerne til han i 1885 døde.  

Ogsaa jeg kom noget ind i nævnte Forhold. Digterens Moder, Bente Marie Hundahl, var Kusine til min Svigerindes Moder der boede paa  Hanstholm og gennem min Svigerinde havde jeg ofte hørt Tale om Digterens Forældre, og det endte med,

 

 

At Digterens Moder ved en given Lejlighed Kyssede mig paa Kinden.

 

 

Herom følgende: I Efteraaret 1894 kom jeg til Thisted og videre ind til Hanstholm, hvor min Kæreste og hendes Moder var paa Besøg hos omtale Svigerinde, her skulle min Forlovelse deklareres.  

Min Mor havde daa paalagt mig at opsøge Digterens Grav og derpaa lægge  Blomster fra Mor, og hvis Forældrene endnu levede gaa hen til disse og bringe dem en Hilsen fra Mor. 

Graven fandt jeg paa Thisted gamle Kirkegaard og lagde efter Mors Ønske en Blomsterbuket derpaa med Mors Navn, det Navn hun bar i sit første Ægsteskab: Anne Jørgensen. Digterens Forældre levede endnu, fik jeg at vide og opsøgte dem derpaa og præsenterede mig som Søn af Anne Jørgensen, der nu var gift anden Gang efter hendes første Mand var omkommen paa en tilfældig foretagen Fisketur. Da Fru J. hørte det, slog hun sine Arme om mig, og kyssede mig paa Kinden, idet hun sagde: ”det var dog morsomt at se en Søn af Anne Jørgensen. Hvor var dog lille Jens Peder glad for at se Deres Mor i den smukke Fanødragt”. Jeg fortalte saa, at jeg havde været  paa Kirkegaarden og lagt Blomster paa ”lille Jens Peders Grav” fra Mor, da trillede Taarerne ned ad Fru J.’s Kinder. Jeg blev derefter godt beværtet og skulde bringe Mor de venligste Hilsener fra Digterens Forældre og takke for Fortidens Samarbeje og de nu lagte Blomster paa Graven. 

Jeg har saaledes to originale Kys at se tilbage paa.

 

 

Mor som "klog" Kone 

 

 

   

Mon Emnet der er forud betegnet for dette lange Afsnit var: naar Mor fæstede Piger, dette, er jeg endnu ikke kommet til. Jeg synes nemlig, at alt hvad der har gjort Mor til den dygtige og økonomiske Kvinde hun staar for mig, at være, findes  meddelelser for, at man deraf kan skønne, hvorfor Pladserne hos Mor som tjenestepige var saa efterspurgte, men jeg maa endnu have en Artikel med, nemlig at Mor ikke alene 

Var en klog Kone, men ogsaa noget af at være en ”Klogkone”, 

I mine Barndomsaar (til ca. 1882) havde vi ingen Læge i Sønderho, den nærmeste Læge var Distriktslægen i Nordby, men ham undgik man helst at bruge, af hvad Grunde ved jeg ikke. Mange ved jeg søgte Læge i Ribe, hvortil der fra Sønderho dengang var noget livlig Trafik med Lægtere og andre Smaafartøjer. 

Men indenfor Familiekredsen gav Mor gode raad for Smaasygdomme, og forstod at forsyne vi Børn med, hvad vi nu kalder Vitaminer, et Ord man ikke kendte dengang. Vi fik saaledes Ordre til, saa snart Revlingerne paa Heden var modne, at spise flest mulig deraf. Efter Revlingerne modnedes Blaabær og senere Tranebær. Der var rigeligt af disse Bær paa Heden, og Mor sagde, at de vilde Bær havde en langt gavnligere Indflydelse paa Børn under deres Opvækst end havens Bær, og det troede vi selvfølgelig paa. Naar saa Bær og Frugt modnedes i vor egen og Farmors store have, havde vi Adgang til at spise frit, hvad vi ønskede deraf. 

Slap havens produkter op fik vi Ordre af Mor til dagligt at spise mindst en stor Gulerod dagligt. Af Gulerødder forsynede vi af hvert Efteraar i rigeligt Maal fra Fastlandet, da der ikke syntes at kunne drives med Held i Sønderhos sandholdige Jord. Hen ad Foraaret slap de gerne op og vi Børn maatte da dagligt myde en Spiseskefuld Tran hvad vi ikke følte som det værste, derimod var vi ikke glade ved at blive kommanderet i Seng for at undgå en større Forkølelse, samtidig maatte vi sluge en stor Kop varm Kamillethe. 

Et andet Middel mod en lettere Forkølelse, som Hoste var en mere kærkommen, dette Middel bryggede Mor af Rugmelsvælling tilsat betydelig Mængde sort Kandis anbragt i en Kande og hensat i en af Etagerne i de da brugte Etagekakkelovne og holdtes da altid varm. Af dette Middel, der var i høj Grad velsmagende, maatte vi nyde saa meget, vi havde Lyst til, derved løsnedes Slimen i Halsen, og det var ikke ualmindeligt, at vi foretrak Brugen af dette lækre Middel.

 

 

 

 

 Denne Vare fremstillede Farmor, der havde Part i én af de stedlige Fiskerbaade om Sommeren, da Torskefiskeriet var i fuldt  Flor. Hun tog da de største Torske lever og forsynede dem med Snit paa langs og hængte dem derefter ud i den varme Sol, saa Tranen dryppede ned i en nedenunder staaende Skaal, hvorefter hun kogte Tranen med noget Vand og fik derved en smuk lys og ren Vare, der næsten var smagfri, hvilket ikke var uden Betydning for vi Børn. 

Det kunde ikke undgaaes, at vi Børn om Vinteren, naar vi vilde prøve Isens Bærevne, at vi kom hjem med vaade Fødder, dette gav selvfølgelig en reprimande af Mor. 

Mod Forkølelse brugte Mor ogsaa Hyldebærsaft, den syntes vi ogsaa godt om. Vi havde to store Hyldebærtræer i Haven, der afgav de fornødne Bær til dette Øjemed. 

Ogsaa Lakrids – den ægte Barocco var en Lækkerbisken vi satte Pris paa, tit under Paaskud af, at vi mærkede en begyndende Forkølelse. 

Et forebyggende Middel over for flere forskellige Sygdomme  raadede Mor over . det var Kalmelsrod, den voksede ikke paa Fanø, men blev hentet i Ribe aa, hvor der var rigelig af den. Mor tørrede den og opbevarede den i en Blikdaase, et stykke af denne Rod blev vi beordret til at gaa med i Munden, naar der herskede en eller anden smitsom Sygdom i Byen, og da vi fire Børn virkeligt inden en herskende ondartet halssygdom helt undgik den, steg Mors Ry som Klogkone i høj Grad. 

Endnu om et Par Tilfælde, hvor hendes Kendskab kom særligt Børn til gode. 

I Byens Skole, hvor der dengang var ca. 200 Skolebørn, kunde det ikke undgaaes at nogle fik Utøj, der hurtigt smittede andre. Pigerne med deres tætsiddnde Hovedtøj fik sjælden Hovedlus, hvilket tit skete for Drengene. Forældrene kom da til Mor og fik et Pulver (pulveriseret Sabadillefrø), der skulde koges i Vand, og hermed skulde Hovedbunden indgnides. Midlet virkede probat. 

Et andet Tilfælde, hvor Mor kunde hjælpe, var overfor Byens Drenge, der altid selv fremstillede deres Legetøj som Drager, Flitsbuer, Smaaskibe, Piske o.m.a. Hertil fordredes skarpe Knive, men under Forfærdigelsen af nævnte Ting skete det ikke sjældent, at man fik et Snitsaar paa Hænderne, der let kunde gaa Betændelse i. Herimod havde Mor et konserverende Middel (vistnok Jod). Alle for hvem det hændte at skære sig i Hænderne kom til Mor og fik dryppet Midlet i Saaret og dette forbundet, og Betændelsen udeblev da. 

Alt sligt gjorde Mor gratis.

 

 

 

  

 Saa maa jeg slutte med Mors ejendommeligheder, der alle var til den gode Side og af hjælpende Art med at anføre, at hun ogsaa gav Anvisning paa at lindre Gigt. Midlet hun anviste i saa Henseende var Brugen af allunerede Katteskind der skulde anbringes paa de af Gigt angrebne steder. 

Alt det foregaaende om Mor var som anført af hjælpende Art for hvilket hun blev agtet og rost af hele Byens Befolkning, og dog maa jeg anføre, at hun var

 

En stor Tyvekvinde

 

Det er frygtelige Ord udtalt af hendes Søn, og dog er det fuld Sandhed. Mor var en stor Elsker af Potteplanter og taalte ikke, at nogen i Byen havde Planter, som hun ikke ogsaa havde. Efter at Mor var bleven gift anden Gang – med en købmand – kom hun ikke meget udenbys, kun af og til, til et par Kvinder fra Ungdomsdagene, som hun havde i Nordby. Mange andre Kvinder i Byen kom ikke alene af og til til Ribe og Varde, men naar de var gift med en Sømand, kom de nu og da paa Besøg hos disse paa deres rejser i Ind- og Udland. Herfra hjembragte de forskellige Potteålanter. Fik Mor Øje paa disse Planter, som hun manglede i sin egen Samling, helmede hun ikke, inden hun fik en Aflægger deraf. Saadanne Aflæggere maatte man ikke tigge sig til, saa trivedes de ikke, men gik ud. For at faa Held med Omplantningen skulde Aflæggerne efter gammel Overtro stjæles. Det kendte Mor godt og hvilende i denne Overtro, gav hun sig paa Tyvekost en skønne Dag. Det skulde foregaa en Hverdag, men man skulde være klædt i en saakaldt Søndags Eftermiddgsdragt og have nogle Lækkerier med bl.a. nybagte Smaakager af forskellig Slags. Kom Mor saaledes klædt ind til Vedkommende, der ejede den attraaede Blomst, var denne straks paa det rene med, hvad Mors Ærinde var.    Mor begyndte sit Besøg omtrent saaledes: ”Vi har lige bagt nogle dejlige kager, vil du give Kaffe, saa giver jeg Kager”, hvad der blev sagt Ja til, og Vedkommende begav sig straks ud i Køkkenet for at tilberede Kaffen, som der blev givet god Tid til. Imens havde Mor faaet en Aflægger af den ønskede Plante praktiseret ned i den medhavende Taske. Derefter bliver Kaffen og Kagerne serveret under gemytlig Samtale og uden Hentydning til hvad der var sket. Saadanne Begivenheder var der mange af og var bagefter Genstand for munter Samtale og Smaadrillerier.  

Det var let for Mor at faa arbejdsvillige og lærevillige Tjenestepiger, netop af den Grund, at Arbejdet hos hende var af saa højst forskellig Art, selv om Mor til Tider var streng og forlangte Punktlighed udpræget Ordenssans, men blev hendes Ordrer fulgt, var hun Venligheden selv.

 

 

Når Madam Kromann fæstede Piger

 

 

   

Længe før Mikkelsdag, der dengang var almindelig Skiftedag, havde Pigerne følt sig for, om der var Haab om Pladserne, og ganske stiltiende blev det fra begge Sider afgjort, at alt var i Orden. Saa en Aftenstund møder den Pige, der har søgt Pladsen, op i sin smukkeste dagligdags Dragt, ligesom Mor ogsaa var noget festligt klædt, thi Sammenkomsten var noget af en Højtidelighed. Efter at der i nogen Tid var snakket frem og tilbage om ligegyldige Ting, siger Pigen, at hun var kommet for at faa Sagen helt afgjort og faa Vished for, at hun kunne regne med at blive i Pladsen mindst et helt Aar for at hun kunne lære alt, hvad der foregik og foretoges i Aarets Løb. 

Om Lønnens Størrelse blev der mange Gange slet ikke talt, den var nemlig altid og overalt 100 Kr, for et helt Aar. 

Naar begge Parter følte, at de var enige, kunde Mor f. eks. sige: ”Saa faar du et Pund Uld og faar lært at karte”. 

Pigen svarede saa: ”Men jeg faar vel saa ogsaa Lov at opvarte”. 

Mor siger saa: ”Men vil du en Kærest vente at finde, skal først du lære at spinde og tvinde”. 

Pigen: ”Finder jeg saa En, jeg tør kalde min Kære, skal han nok faa at mærke, at jeg hos dig har været i Lære”.

 

 

 

Mor siger derefter: ”Et Par Træsko du ogsaa skal faa, med hvilke du let og lydløst kan gaa”. 

Man lægge Mærke til, at Replikkerne sker paa Rim, af hvilke der var mange flere, men jeg husker dem ikke alle. 

Tilsidst lægger Mor en helt ny 2 Krone paa Bordet, paa hvilken Pigen lægger sin Haand og Mor sin Haand ovenpaa Pigens. Nu er alt uigenkaldeligt afgjort. Pigen har faaet ”Fæstegave” i Overværelse af nogle af Slægten. 

Det skete ikke saa sjældent, at Pigen blev 2 á 3 Aar i Tjenesten, og alle var da paa En nær bleven gift. 

For nylig (Marts 1952) døde den sidste af Pigerne, Fru Lene Madsine Hansen, nær 90 Aar. 1) 

1) Et Billede af Lene Madsine findes i Tidsskriftet ”Vore Kirkegaarde” Nr- 5 1947, kommende fra Kirke. 

Hun havde været min Barnepige, og der bestod stedse et hjærteligt Venskabsforhold mellem os. 

Der skal ogsaa anføres, at Far og Mor altid var med til deres Pigers Bryllup. 

Fæstesgaven1) maatte der ikke straks købes noget for, helst skulde den gemmes til Pigens Bryllup og da købes et eller andet Smykke af Rav eller Sølv derfor. Det kunde jo ske, at en Pige forinden hun blev gift, havde flere Pladser, og da der paa hvert Sted hun fæstede sig til gaves ”Fæstensgave”, kunde det ske, at en Pige havde samlet sig flere nyslagne 2 Kroner, som altsaa skulle anvendes ved Køb af et eller andet specielt til Minde om hendes Tid som Tjenestepige. 

1)              Kaldtes ogsaa ”Gudspenge”.

 

 

Mors Mølpulver

 

 

Fanøkvindernes dragter blev behandlet og opbevaret med største Omhu i store Dragkister, der var saa lange, at en Kvindes Skørter uden Sammenlæg kunde ligge lige ud. Naar Skørterne skulde henlægges i Dragkisten efter Brug, blev Læggene i den bageste Del af disse omhyggeligt syet sammen og derefter  rulle sammen som en Pølse og bundet foroven  med det hvide Underbensklæde. Forklædet ligeledes lagt i Lag, men naar dette var sket, blev hele det Læggede Forklæde knækket sammen paa Midten og ligeledes bundet med det hvide Halsunderklæde, forinden det blev lagt i Dragkisten. Trøjen (Nattrøje kaldet, maaske rette Nachttrøje, Ydertrøje (?)), blev ligeledes omhyggeligt sammenlagt i Dragkistens Skuffer, hver Dragt helst i sin særskilte Skuffe. 

Tørklæderne blev lagt sammen i en Trekant og lagt under de løse Hynder paa halmflettede Stolesæder. Ved at folk satte sig paa Stolen, blev Tørklæderne pressede paa en nem og praktisk Maade. Tørklæderne fik da skarpe Læg eller Kanter, hvilket bidrog til at de sluttede smukt ved Bindingen paa Hovedet. 

Hovedtørklædernes Form opnaaedes ved, at de blev bundet over en ”Lue” (i Nordby kaldet Hat), dvs. en flad trekantet og i Spidsen udstoppet Lue eller Hat. (Jeg skal søge at faa frem Fotografier for at deres Behandling lettere vil kunne forstaas). For at Skjørterne kunde holde sig i de sammensyede Lag, blev de bragt til Bageren og, efter at være dækket med et lagen, blev paalagt Rugbrød og store Franskbrød naar de var færdigbagt og taget ud af Ovnen. Brøddene blev liggende paa Skjørterne, saa længe de var varme.

 

 

 

Som Regel havde en gift Kvinde mindst 7 Dragter, hver Dragt noget forskellige (Jeg gentager, at ingen gik med 11 eller syv Skjørter). Der var en daglig Dragt af mindre fint Stof, en Søndagseftermiddagsdragt af flere varierende Stoffer (mest af trykt Kattun (bomuldsstof med påtrykt monster), der blev talt om engelsk, hollandsk og Petersborgkattun)) en Merino Dragt (lette kiprede (som er vævet således at overfladen får små knopper) af Kamgarn), flere Silkedragter i flere Farver og Mønstre, en Helsørgedragt og en Halvsørgedragt (Brude- og Brudepigedragten holdtes til Leje af ældre Koner, der ogsaa paatog sig Pyntningen af vedkommendes Boer og tog mange Timer). Markdragten eller rettere Dragten man havde paa ved Høsletten i Engen bestod af højrødt Vadmels Skjørt og smukt hvidt Hørgarns Forklæde, disse to Farver paa den grønne Eng kunde tage sig meget malerisk ud i Forbindelse med hinanden, naar der kunde være 30 á 40 unge Piger beskæftiget der. 

Kirkedragten kunde være af noget blandet Art, eftersom Hustruens Mand (Sømand) eller den unge Piges Kæreste (ogsaa Sømand) var hjemme eller ude i Sejladsen. 

Naar den unge Pige, hvis Kæreste var paa langfart, pyntede sig vel meget (efter ældre Kvinders Anskuelse) kaldtes hun at være ”snøg”, dvs. upassende pyntesyg, var det modsatte tilfældet, var hun ”knøw”, (tiltalende). 

Skjørterne brugtes i flere Farver, altid nogle forskellige, dog kun lyse-, mellem- og mørkegrønne, samt mørkeblaa og sorte, endvidere højrøde, alt efter dagens Arbejde, Kirkebrug og Festligheder.

 

 

 

Stofferne var for de mere tarvelige eller dagligsags Dragter af Vadmel, der var særligt fine og omhyggeligt vævet. De mørkeblaa og sarte Skjørter kunde være af Klæde, ligesaa de sorte Trøjer (Nattrøjer, de brugtes dog ikke om Natten), men som jeg mener er Navnet forgrænget hollandsk. De højrøde Skjørter til mere daglig Brug, ogsaa af Vadmel, hvorimod til Fester og Kirkegang være af Baj eller Bay, en slags Flonel, som efter Vævningen var opruet (nobret kaldte man det). Inderskjørtet (altsaa Skjørt Nr. 2 eller den midterste af tre), var hvid med Ca. 1 Tomme brede røde Striber (2 á 3) rundt om det hvide Skjørt for neden. De røde Striber var indvævet i Tøjet. 

Af Yderskjørterne var de daglig brugte røde Vadmelskjørter paasyet ca. 3 Cm grønne Baand (Bomuldsbaand, kaldet Skrubaand), der gik hele Skjørtet rundt forneden og selve Kanterne paasyet røde Kniplingebaand. 

Bagskjørterne var paasyet ca. 5 Cm grønne Silkebaand og der under de røde Kniplingebaand (runde Baand, som enhver Kvinde selv fremstillede ved Hjælp af Knippelstokke). De grønne- og mørkegrønne havde ogsaa grønne Baand, men i en mørkere Farve end paa de røde Skjørter. 

De mørkeblaa og sorte Skjørter havde henholdsvis mørkeblaa og sorte Silkebaand og ingen Kniplede Snore i Kanten ag Skjørtet. 

De nu i forrige Tider en stor del af Fanø Kvindernes Garderobe var Arvegods, endog gennem flere Generationer, og det til Tider kunde være ret vanskeligt at erhverve nyt Tøj af det gamle originale smukke Stof, blev, hvad man ejede af sligt, opbevaret med største Omhu og Paapasselighed i den dertil bestemte Dragkiste, især da det jo ikke var Hverdagsdragter, der kom ud ved Brugen ret ofte. For at beskytte Tøjet mod Orme- og Mølangreb, maatte det meget ofte i Sommertiden ud og friskes op i den frie Luft. 

Desforuden maatte Tøjet konserveres, naar det henlaa i de gamle smukke Dragkister Vinteren igennem.

 

 

 

Dette skete i særlig Grad ved at man anbragte Moskushaler i Skufferne. Om det var Moskusoksehaler, er jeg ikke sikker paa, men et meget stærkt moskusduftende Substans var det. De indkøbtes af Søfolkene i Rusland og hjembragtes derpaa til ovennævnte Øjemed. Duften der gik over i Tøjet og sikkert nok virkede møldræbende, var imidlertid alt for stærk, naar Tøjet tages paa, især naar der var mange, der paa en gang, bar moskuskonserverede Tøj f. Eks. I Kirken og til Gilder. 

Mor brugte aldrig Moskus, hun kunde ikke lide Duften, hun blandede derfor et Pulver bestaaende af Lavendler og Malurt samt nogle Krusemynteblade og lagde Pulveret i smaa Gaceposer, der da henlagdes i Skufferne. 

Saa var hendes kære Tøj skaanet af Udyrene. 

De aftømte Skuffer kom ogsaa adskillige Gange ud i Solen om Sommeren efter ganske svagt at være bleven overstænket med Terpentinolie iblandet noget Sprit, hvilket sikkert saa omtrent forduftede inden Solnedgang og ikke gik over i Tøjet ved deres Tilbagelægning i Skufferne, men har dog medvirket til at desinficere paa gavnlig og let Maade. 

Ja, det var forbundet med et ikke ubetydeligt Arbejde paa den Maade at vedligeholde og konservere det kære Tøj. 

Mors ”Lugteposer”, som Poserne med de omskrevne Ingredienser i kaldtes, var stærkt efterspurgte. Lavendler og Krusemynteblade havde vi i Haven og Malurt var der nok af i Engene. 

Den uknappede Knap i Trøjen 

Som vil ses bl.a. af Billederne  er der en enkelt Knap i Trøjen, som ikke er knappet og maa heller ikke for gifte Kvinders vedkommen være det.

 

 

 

Dette har en bestemt aarsag. I Sejlskibenes stor Tid paa Fanø, kunde man regne med, at alle de voksne Søfolk var gift og stod i livlig Brevveksling med deres resp. Hustruer hjemme paa Øen. Ægtemændenes Breve var i højeste Grad omfangsrige og heri fortælles omhyggeligt om alle Enkeltheder, der oplevedes paa Havet og i Havn, og da der skulde spares paa Portoudgifterne især fra Udlandet, blev saadant et Brev, der ofte var paa 16 Oktavsider, endvidere skrevet paa tværs over de først skrevne linier, saa Læsningen skulde foregaa i rolige Timer, af hvilke der i et Sømandshjem paa Fanø, hvor Hustruen ikke alene maatte passe Børnene, men ogsaa læse Lektier med dem o.m.a., kun var faa.

Hun skulde ogsaa passe det lille Landbrug, der nødvendigvis hørte til Hjemmet. Under disse Omstændigheder skulde hun benytte enhver given ledig Time til at faa læst de 32 tætskrevne Sider med det righoldsrige og for Hustruen interessante Stof, det var derfor saa praktisk for hende at stikke Brevet hurtigt ind og ud gennem det opknappede Sted og ellers gemme det paa denne Maade for uvedkommende nysgerrige Øjne, og selvfølgelig blev Brevet gennemlæst mere end én Gang, det var jo et livligt Pust ude fra den store Verden til det lille Hjem paa Fanø.

 

 

 

Mærkeligt var det, at Kvinderne i Nordby knappede Trøjen til en anden Side end i Sønderho og begge Steder holdt de hvert for, at deres Maade var den rigtige. I mange Tider op mod Nutiden slettedes dette Skæl, der tit var til Morskab eller Smaadrillerier. 

Var en Sømands Hustru bleven Enke faldt dette Knapningssystem bort (se Enken i Halvdøre Side 7). Vel kunde hun maaske faa Brev fra en Søn eller Broder paa Havet, det kom dog ikke indenfor Trøjen, men laa tværtimod altid fremme, saa Slægt og Venner kunde gøre sig bekendt med Indholdet. 

En Mor var jo altid stolt af at modtage Breve fra en Søn, der trofast holdt ved Hjemmet og fra hvem hun altid fik lignende Smaagaver som hendes Mand tidligere kom med. 

De unge Fanøpigers System over omstaaende Spørgsmaal angaaende var noget andet 

Som Regel skrev hun sammen med nogle af sine ”Drengevenner” fra Skoletiden (og som nu var paa Havet) indtil nogle Aars Forløb, da det kunde ske, at Skriveriet indskrænkede sig til kun at angaa en enkel, der nu var bleven en rask og pæn Mand – i hendes Øjne. 

Det varede ikke længe inden Stedets Postbud opdagede, hvad der laa bag ved Skriveriet, da det kun var fra én bestemt Person, hendes Breve kom, selv om der ikke fandtes Afsendernavn paa Brevet, hvad selvfølgelig altid var undladt, men af Poststemplet kunde han følge den unge Mands Færden, Budet vidste altid et fanøskibs Position, og hvem af Byens Sømænd, der sejlede med det eller det Skib eller dette Skib.

Det varede derfor ikke længe, inden Budet var klar over, at den unge Pige gerne saa, han stak Brevet ude fra den store Verden lidt diskret til hende, og her var han noget af en Mester, hvad Øvelse havde gjort ham til. Hun fulgte da, saadan ligesom tilfældig, Budet ud af Døren, og herved fik han Lejlighed til at aflevere hende Brevet, uden nogen saa det. Det kostede selvfølgeligt Pigen en lille Opmærksomhed mod Postbudet, hvad hun ved en given Lejlighed fik gjort. 

Men Brevet? Det forsvandt hurtigt inden for Halstørklædet og ned paa Brystet, saa var det ikke saa let udsat for nysgerrige Blikke. 

Ved først givne Lejlighed blev Brevet læst og attter læst, naar der ingen saa, hun havde et Brev skjult paa Brystet, og dog, dette kunne ikke undgaaes, en skønne Dag opdagede én eller anden, at nu var der sket ”noget” med Mette, hun holdt sig, noget tilbage fra Ungdommens smaa gensidige Sammenkomster, for der skulde ikke alene Tid til at læase og atter læse det lange indholdsrige Brev fra hendes  Hans, der maatte endog stilles i Udsigt, at naar han kom f. Ekp. Til Holland, og han ellers kunde faa Forskud paa noget af Hyren vilde forsøge at faa et Par smukke Klude (Tørklæder til Hals og Hoved) af den Slags, han vidste hun satte Pris paa at pynte sig med – og saa skulde der ogsaa ligesom stjæles Tid til at besvare det kære Brev og ikke kortere end Vennernes.

 

 

 

 

 


Gå til top

End Of Slide Box