Det var i Fanø’s store sejlskibsperiode, da den havde en Flaade paa 169 større og mindre Sejlskibe (Det var i Træskibenes Tid, de store Jernbarker gik først ind i Flaaden omkring 1885), at Fanø Sømanden om Efteraaret, naar, som det hed: Vandet var blevet for tyk at sejle i (Frosten havde holdt sit Indtog paa Havet) satte Kursen hjem til Hjemmets Havn forventende et lykkeligt Samliv med Familien i Højst 3 Maaneder. 

Da Fanøskibsførerne fortrinsvis forhyrede Mandskabet ”af vor egn Folk” var det et anseligt Antal der, som oftest arriverede i Løbet af én eller to Uger, naar en haard Frost indtraadte. 

Indtil omkring Aaret 1885 skete Sejladsen mestendels i de nordlige Farvande syd paa indtil Kanalen (den engelske) og vestfranske Havne. Der blev henad Efteraaret saa vidt muligt tragtet efter at faa en Portugal- og Middelhavsfragt, mest med tørrede Fisk fra Norge dog saaledes, at man kunde komme hjem en Tid før Jul og være med til at slagte den af Hustruen i Sommerens Løb opfedede Svin. 

En Slagtedag var en stor Festdag i Hjemmet. 

Den første Søndag efter Hjemkomsten, og for resten hver Søndag og Helligdag i Vinterens Løb, gik Mand og Hustru med hinanden iført stiveste Stads til Kirke. Manden havde den traditionelle høje Silkehat paa, og Hustruen havde i god Tid faaet hendes fineste Dragt frem af Dragkistens Skuffer og efterset for alle Tilfældes Skyld. Dragten har ikke været fremme under Mandens Fravær, det passede sig ikke for en Sømands Hustru at ”stadse”, mens Manden maaske kæmpede mod Havets Voldsomheder.

Men nu har hun ham hjemme, lykkelig og vel, og saa gaar de i god Tid til Kirken, ja, næsten i Flok og Rad rundt omkring fra. 

Ved Ankomsten til Kirken gaar Hustruerne ind, men bliver staaende i Vaabenhuset, tager Sjalet af og folder det smukt sammen og lægger det over venstre Arm, de deler sig i to Grupper med aaben Gang i Midten for at øvrige Kirkegængere kan komme frem og ind i Kirken, de pynter lidt paa hinandens Hovedtøj, saa at ”Pjaggerne” kommer til at sidde korrekt saa og det øvrige af Dragterne. 

Det bemærkes, at paa Vejen til og fra Kirke maatte der ikke af nogen Kvinder viskes med Skjørterne. 

Uden for Vaabenhuset staar Mændene og samtaler. Det drejer sig udelukkende om, hvordan Farten er gaaet i den svundne Sommer, om Held og Uheld o.m.a 

Nu ringer Kirkeklokkerne 3. G., og Præsten kan snart ventes at komme. Alle gaar sindigt ind i Vaabenhuset, hvor Hustruen der nu er i fuldkommen Stil slaar Følge med Manden ved hans venstre Side ind ad Døren til Kirken 

Lige inden for hænger en Bøsse med Paaskrift: Til Husarme, heri lægger Manden foruden 1 á 2 Kroner alle de fremmede Mønt, han ikke er kommen af med i Udlandet. Om Foraaret naar han rejser til sit Skib igen, tilbagekøber han de fremmede Mønt der som Bøssens Paaskrift udviser tilfalder Sognets Fattige. 

Kommen op ad Hovedgangen gaar Hustruen til Sæderne paa den venstre Side og Manden til højre Sides Sæder. 

Forinden Degnen læser Indgangsbønnen, holder Sømanden en stille Bøn, i det han fordyber Ansigtet i den høje Silkehat, naar det er en Skibsfører. 

I Kvindernes Stolesæder er der ingen Rygstød. Det ansaas for givet, at en Husmoder, der havde saa meget om Haanden i Hjemmet fra meget tidlig Morgen, at hun let falder i Søvn, naar hendes Siddestilling ikke tvang hende til at holde sig Vaagen. 

Det maa bemærkes, at det ikke var sjælden, at en Prædiken i forrige Tider (indtil 1870erne) kunde vare et Par Timer. 

Ingen forlod Kirken inden Gudstjenesten var endt, dog kunde det ske at diegivende Mødre gik noget før.

Efter Gudstjenesten begav de hjemkomne Sømænd, der havde nære Slægtninge hvilende den sidste Søvn paa Kirkegaarden til disses Gravsteder og dvælede en kort Stund der. 

Graven var almindeligvis smykket med store Konkylier, hvis indvendige i Siden saa ud som Perlemor. De hjembragtes fra Vestindien, men kunde dog ogsaa købes i Hamborg og andre Steder, der besejledes. 

Fyldt med Vand og deri bragte Blomster saa de ret dekorative ud. Bruges ikke mere. 

I Dagene lige efter Hjemkomsten besøgtes Slægt og Venner ganske kort. Smaakaarsfolk betænktes med en lille kontant Gave i Forhold til Fartens Udbytte. 

Naar Folk gik i Kirke, blev de af dem, der stod i Dørene undervejs tiltalt med Ordene

                                    God Andagt!

Der var ikke saa faa Kirkegængere, der havde en god Evne til at referere Prædiken, hvilket ogsaa ofte skete Søndag Eftermiddag hos ældre eller syge Mennesker. 

Ved indtræffende Dødsfald i Hjembyen blev der straks ringet med Kirkeklokken, dog ikke efter Solnedgang. 

Folk der da befandt sig paa Gaden stod stille under Ringningen, ligesaa Køretøjer, Mændene blottede Hovedet og Kvinderne foldede Hænderne, alt i Tavshed. Først naar Ringningen var ophørt søgte man Oplysning om, hvem der var død. – Bruges ikke mere.