Gammelmandssnak - om Fanø og Fanøboere  - del 10

 

PICT0027 new

 

Her en Forstørrelse af Skipperdragten 

 

PICT0028 new

 

   

Her ses paa Skipper Jessens Billede, at han bærer den nær op til ca. 1900 af Skipperne brugte Silkevest i gule og broncegule Farver og det gulbrune Silkehalsbånd.

Avisteksten: Billedet her, der mindst er 100 år gammelt, vil sikkert påkalde mange læseres interesse. Det viset et Fanø-ægtepar, sejlskibsfører Jens H. Jessen og hustru, Ane Kathrine, begge fra Nordby. På billedet som jeg har lånt af toldkasserer E. Thomsen, er skibsfører Jessen og hustru iklædt deres allerfineste dragter, og foruden fru Jessens smukke Fanø-dragt lægger man især mærke til Jessens sløjfe over halsen, bundet som den er på en ejendommelig måde. Skibsfører Jessen, der døde 13. december 1863 og ligger begravet i Mexico, var fører af briggen ”Dorthea Anne” af Fanø.

 

Den buede Arm

 

PICT0030 new

 

 

   

Jeg har først for nylig faaet en Forklaring paa, hvorfor Fanø Kvinderne saa ofte indtog Stillingen med den buede Arm. 

Det skal hidrøre fra Krigsaarene 1807 – 1814, da ethvert nok saa lille Stykke Jord ude mellem Klitterne maatte anvendes til Dyrkning af Korn paa Grund af dets høje Pris i Markedet. 

Arbejdet hermed udførtes alene af Kvinderne, Mændene var jo i Fart paa Norge med Levnedsmidler, og mange af dem sad i engelsk Fangenskab. 

Kvinderne maatte da bære Kornet paa Skuldrene i smaa Poser, naar Armens Stilling var som Billedet udviser, ud til Saastedet, og ligeledes om Efteraaret, naar Kornet var modent, bære det hjem paa samme Maade, efter at de havde skaaret Kornet med Seglet. 

Paa samme Maade bar de kornet til Møllen og hjem efter Malingen. Her er selvfølgelig kun Tale om Smaakaarsfolk, der ikke ejede større Markarealer. 

Der var endvidere noget helt andet, der tvang Kvinderne til samme Bæremaade. 

Belysningsmidlerne i Hjemmene var for en stor Del Tran, som man fra Arilds Tid paa Fanø forskaffede sig ved Fangsten af Sælhunde og afsmelte Spækket.

 

Sælhundene opholdt sig i forrige Tider i hundredvis paa Udsandene omkring Fanø. Her laa de og solede sig paa Lavvande og var ikke noget vanskeligt Bytte for Beboerne, der helst vilde fange dem uden Anvendelse af Skydevåben, naar Sælerne laa paa Sandene, da et enkelt Skud drev dem alle hurtigt i Vandet, og fangsten var da ødelagt for den Dag. 

Man benyttede sig derfor paa en desværre bestialsk Maade, i det der paa store Planker blev anbragt skarpe Hager paasat Fisk, som Sælerne med Begærlighed søgte at faa fat i, men blev saa fanget. 

Det var Kvinderne mestendels, der tog sig af denne Fangstmaade og Byttet, den dræbte Sæl bæres da hjem af dem paa anførte Bæremaade. 

Kødet af de yngre Sæler blev tillavet i Bøffer og Frikadeller og smagte fortrinlig, hvad jeg, flere Gange har erfaret ved Traktement deraf. 

Bæremaaden holdt sig gennem mange Aar og blev til en saadan Vane, at Armen helt uvilkårligt under Samtale kom til at indtage denne originale Stilling

.

 

PICT0031 new

 

 

   

Badegæsterne, der altid gerne vilde efterligne Fanø Kvinderne i Deres Væremaade, har ogsaa forsøgt sig, med nævnte Armstilling, man her som paa saa mange andre

Maader har de ikke altid kunnet træffe det rigtigt – til stor Moro paa begge Sider. 

Her ser man saaledes en nydelig Sommergæst, der har iklædt sig Dragten og sætter begge Arme i Stilling, hvad mange af Sommergæsterne gør, men de bliver mødt med et ”Goddag toøret  Krikke”, og saa maa man vejlede dem, jvad de kun er glade ved, og fremtidig er de ”énarmet” og er stolte over, at de nu er i Stand til at kunne vise sig som ægte Fanø Piger. 

Her skal anføres, at Fanøboerne er meget kede af, at Omtalen af deres Sæder, Syssel og skik ikke er i Overensstemmende med Virkeligheden og med en fejlagtig Beskrivelse af deres Dragter o.m.a. 

Det er ogsaa en Kendsgerning, at saa mange Kunstnere, Digtere og Journalister synder meget i saa Henseende. 

Et Værk som har vakt stor Forargelse paa Fanø er en beskrivelse af Fanø og Fanødragterne indrammen paa Engelsk i New York 1945 Skrevet af Hedvig Collin. ”Det er Sludder og Vrøvl og rene Karikaturer af vore Dragter” siger man derovre paa min Fødeø, og jeg stiller mig helt og fuldt til disse anskuelser.

 

Fanø Kvinderne var ikke bange for at tage fat i al Slags Arbejde. 

 

 

   I Krigsaarene 1807 – 1814, da de engelske Krigsskibe krydsede uden for Fanø for at forsøge Landgang paa Øen, maatte Kvinderne ogsaa deltage i Strandvagter baade ved Dag og Nat. De patrollerede som Regel to og to. De maatte ikke have Lygter med eller bruge noget andet Lys under nattevagten, der kun udskiftedes én Gang om Natten. De fleste Mænd var ”sat i rekvisation”, som det kaldtes. De var baade Vinter og Sommer i Fart paa Norge med Levnedsmidler og mange sad i engelsk Fangenskab. 

De faa hjemmeværende ældre Sømænd og Haandværkere var stationerede ved ”Batterierne”. 

Saa var der ”Bavnevagten”. Paa én af de højeste Klitter ved hver af Byerne Nordby og Sønderho var anbragt store Bunker af Lyng, der i paakommende Tilfælde skulde antændes og dækkes med vaad Halm for at fremkalde en intensiv Røg, der kunde ses til Bavnehøjene paa Fastlandet og derved alarmere en mulig Fare fra Søen. 

Bavneberne røgtedes af Kvinderne paa omgang baade Dag og Nat.

 

Brandvagten

 

Efter en opstaaet Ildebrand i Sønderho 1804 vedtog Beboerne en Vedtægt, der paabød at der skulde holdes Brandvagt om natten i Tiden fra 11. Nov. Til 1. Marts fra Kl. 10 aften til Kl. 6 Morgen. Vagten udførtes væsentligst ved Kvinder paa Omgang mellem alle Husejere. 

Vagten skulde ogaa have Opmærksomheden henledet paa en mulig opstaaende Stormflod, der kunde virke ødelæggende paa de i havnen værende Skibe og fartøjer. 

Nærmere Oplysninger om disse vagter findes i min ”Fanøs Historie” 1. S 169ff. 

Kvindehjælpen ved Hustækning.

 

Snekastning 

Efter stærkt Snefald skulde Snefogeden straks indkalde Folk for at rydde Veje og Stier for Sneen. Først Landevejen mellem Øens to Byer, derpaa Vejene til stranden og Kirkevejene, sidst Vejene i Byen. Ogsaa til dette Arbejde var Kvinderne pligtige at møde, alt paa Omgang i sognet. 

Nærmere derom se min Fanøs Historie 1,, S 159. 

Fromme stærke Kvinder

Har altid været Fanøs Maal. 

I Tordenvejr

 

Der jo skete paa den Tid af aaret, da Øens mandskab var borte i Sejlfarten, var det først og fremmest Kvinderne, der maatte møde ved Sprøjterne og gøre Tjeneste ved dem i Tilfælde af Lynnedslag med brand til Følge. 

I Ildebrandstilfælde, der dog hørte til Sjældenhederne, fungerede Kvinderne som Vandbærere, hvad de ogsaa gjorde ved Sprøjteøvelser flere Gange aarligt. 

Alle de nævnte Forpligtelser samt Arbejde i Marken, Beplantning af Klitterne mod Sandflugt, Arbejdet ved Fiskeriet og meget andet grovere arbejde skete med ”Howre”, d.v.s. de betragtede Arbejdet nærmest som en Fornøjelse. 

Ved Arbejdet med Spade, Rive o.l. havde de paa Hænderne hvide strikkede Handsker med kun 3 Fingre i. idet der var 2 Fingre i hver af handskernes Fingre, der var skaaren af paa Midten saa Fingerspidserne ragede udenfor. 

Derved kunde Hænderne altid holdes fri for vabler og haard Hud og vedvarende være smukke og bløde. Disse Handsker kaldtes Snubber. Man kan se dem paa Pigen med Kittelbaandet.

 

Gamle Smaafestligheder

 

Ved Afslutningen af ét eller andet Arbejde afholdtes en lille Festlighed, hvor kun deltog dem der havde deltaget i det forud gaaet Arbejde. 

Ved Skibsbyggeriet blev der, naar Spanterne var rejst paa det under Bygning værende Skib, holde Spante Hølte (Spantegildet, og naar masterne var rejste Maste Hølte. Slut Hølte. 

Naar Tærskningen, der altid udførtes af Kvinderne og med Plejle lidt mindre end den Mænd paa fastlandet brugte, var tilendebragt holdtes Muse Hølte. Et lille Kaffegilde, Skohølte skulde Brud og Brudgom give 8 Dage efter Brylluppet, hvis det paa Bryllupsdagen var lykkedes Bydesvendene at skjule Brudens nye Sko. Jeri deltog kun Bydemændene og Kogekonerne med deres Medhjælpere. Brud og Brudgom skulde da besørge Opvartningen. 

Ja Gilde holdtes kun for Forloverne og deres Ægtefæller og Brud og Brudgoms Forældre den Dag Tillysningen til Bryllupet blev bestilt hos Præsten. 

Bøst-Gilde (Bøst er Skinke). Det var Skik, at Brudeparrets nærmeste Slægtninge gav hver en Bøst til Brylluppet. Bøsten var saltet,naa den nogle Dage før Brylluppet afleveredes og skulde derfor udferskes i god Tid. Bøsten afleveredes ved Aftenstid i Brudens Hjem, hvor Giverne blev beværtet med Kaffe og i Dagens Anledning hjembagte Kager af forskellig Slags.

 Paa Bryllupsdagen blev der bl.a. serveret kogt Bøst (Skinke), Flæskesteg og Kalvesteg som en Slags Middag ved 19-tiden. 

Naar et Skib var fuldfærdig bygget og gjort klar til Søsætning (Nedrulning kaldet) gav Skibsejeren en lille Festlighed Aftenen før Søsætningen skulde tage sin Begyndelse til samtlige Personer og deres Ægtefæller der havde arbejdet ved Skibets Bygning. Festligheden kaldtes for Slut-Hølte og bestod kun i et Traktement bestaaende af Kaffe med Fanø Kringle og Smaakager til, i Skibsejerens Hjem.

 

Naar de unge ugifte Sømænd om Foraaret rejste bort til Skibet, de var forhyret med, gav de til en snæver Kreds af jævnaldendre Venner og Veninder en Afsejler – et lille Kaffegilde. 

Saa kunde det ske, at en ung Sømand maatte give en Føje (lang Udtale paa ø), en Slags Bod for Tilsidesættelse af paahvilende Smaaopmærksomhed eller sket Fornærmelse over for det smukke Køn. 

En Føje var et lille Kaffegilde hos den fornærmede eller tilsidesatte i dennes Hjem, men betaltes helt af Bodspersonen og endte altid i Fryd og gammen og under stor Moro fra alle Sider. Deltagerne i en Føje var kun nogle faa Personer, der skulde attestere den paagældende Givers Bodfærdighed 

Endvidere havde man Binde-Hølte 

Naar en ung Pige havde Fødselsdag, fik hun fra flere af hendes mandlige Venner overgivet et Bindebrev  omk. 50 X 30 Cm, smukt dekoreret og med hjerteligste Lykønskninger. 

Til Fødselsdagsbarnet i Poesi og Prosa og underskrevet med alle Giveres Navne i lidt kunstfærdige Former og vedlagt et lille Brev, hvori der bl.a. stod: 

Bunden er du, og bunden skal du være,

Indtil du løser dig med Øre. 

Pigen løser sig saa ved at give Gratulanterne et lille Kaffegilde, hvor der bl.a. gode Ting ogsaa blev trakteret med Mjød og ekstra lækre smaa Æbleskiver. 

Bindebrevet blev oftest indrammet og med Glas for og ophængt i stuen. Der findes  endnu flere af Bindebrevene hængende i nogle stuer paa Fanø, og der bliver værnet om dem af Efterslægten med største Pietet. 

For øvrigt har Brugen af Bindebreve været kendt overalt i Landet og beskrevet i en stor del Litteratur.

 

 

Hvorledes er Fanø blevet til  

 

scan0003

 

scan0004

 

scan0005

 

scan0006

 

 

Slut Hølte 

 

 

 

Sluthølte

 

Det var en Februar d. A., at jeg lagde Kølen til Skibet ”Gammelmands Snak om Fanø og Fanøboere”. Kølen var i Skibsbyggeriets Tid paa min Hjemø Fanø, den Del af Skibet, der var af allerstørste Betydning for Skibets Bæreevne, Struktur og Balance. Træet dertil skulde vælges med største Omhu og hentes fra fjerne Lande og derefter tilhugges og bearbejdes af kyndige Hænder, saa at Arbejdet kunde staa for erfarne Folks Kritik. 

Er det nu lykkesdes for mig, at faa Kølen til dette Værk lagt saaledes, at den kan staa for Fagfolks Kritik nu og i Fremtiden? Ja, saadan spørger jeg mig selv. 

Jeg har ogsaa maattet hente meget af stoffet fra ”fremmede Lande” og ”tilhugget” det med ”Erindringens Værktøj”. 

Jeg vovede saa at bygge videre og fik efterhaanden ”Spanterne rejst”, én efter én af Tømmeret hentet fra ”Hukommelsens Skove” indtil jeg kunde holde ”Spantegilde” med mine egne Tanker og Syn over Arbejdet – saavidt som jeg nu var kommen. 

Saa blev ”Dækket lagt” for om muligt dels at afstive arbejdet og dels at dække over det formløse, der kunde have sneget hist og her i bange anelser om min Ufuldkommenhed til det paatagne Opbygning. 

Jeg gik dog videre og vovede at ”rejse Masterne” som skulde bære Sejlene og drive Skibet ud til fremmede mig ukendte som Kladde til mere gennemgaaende Bearbejdelse, men det har været mig en Glæde i de mange Timer at kunne sysselsætte mig med Arbejdet, og jeg siger Folkeminde Samlingen Tak for at have drevet mig til Arbejdet og i Haab om at man vil være overbærende med mig for værende Mangler og Fejl i Ordningen af Stoffet ihukommende min høje Alder, som jeg trods alt bærer med godt helbred. Naar et Skib var fuldt tillastet saa Skibsførerne gerne, at der kunde blive Tale om Dækslast, en Forøgelse af Lasten. 

Ogsaa jeg vil forsøge, at skaffe ”Dækslast” – Tilføjelser til de fyldte Sider. 

Bliver sejladsen anerkendt af ”Nutids  Beundrere” og ”Fremtidens Taknemlige”, som var mit udtalte Haab ved Arbejdets Begyndelse? 

Kan jeg med god Ro Overbevisning holde ”mastegilde” og lægge Pennen saa jeg kan vente ”Sluthølte” med Fryd og Gammen?

 

 

_ _ _

 

 

Det er Tankerne, som gennemkrydser min Hjerne, naar jeg nu overleverer foranstaaende Blades Indhold til 

Dansk Folkemindesamling 

Alt er nedskrevet i Ny og Næ eftersom erindringerne formede sig i min Hukommelse. Jeg vil derfor nærmest betragte det Hele. Findes Et og Andet frem i min Hukommelse og som da skal blive fremsendt. 

Dermed letter jeg saa Anker og Haaber, at Skudens Indhold maa finde Aftagere. 

Esbjerg d. 6. Juni 1953. 

Niels Møller Kromann

 

    


Gå til top