Enhver, der har boet på Fanø, selv i kortere tid., kender også en eller flere af de ret specielle betonveje, der blev bygget under 2.verdenskrig til lokaliteter, hvor der i mange tilfælde ikke fandtes nogen vej overhovedet eller i bedste fald kun en liden sandvej; i særdeleshed på den nordlige halvdel af øen. De fleste af disse "krigsmonumenter" findes og bruges jo endnu. 

De blev alle projekteret af den tyske værnemagt. Som med bunkersbyggeriet var vejene bestilt hos tyske og danske entreprenørfirmaer af værnemagten. Disse firmaer hyrede så den arbejdskraft, der skulle bruges eller kunne fremskaffes; der var bl.a. en del svenske arbejdere på Fanø i disse år. Bygningen af betonvejene var faktisk og ret logisk en forudsætning for materialetransport til det efterfølgende voldsomme bunkersbyggeri og derfor noget af det første værnemagten fik sat i gang her på Fanø.     

Hvis man kan tale om nogen gavn eller udbytte for vores ø som en følgevirkning af krigen, kommer man vel næppe uden om at nævne netop betonvejene. 

Mange af dem ligger endnu, som de dengang blev støbt, nemlig uden smålig hensyn til berørte jord­ejere/lodsejere og derfor durk gennem landskabet. Der var jo heller ingen besværlige fredningsmyndig­heder, miljøhensyn eller byggetilladelser at slås med.

Man kan gøre sig nogle tanker om, hvorvidt der ville være nogen vej overhovedet på nogle af de strækninger, hvor vi i dag ganske selvfølgeligt bruger dem; uden at tænke nærmere over grunden til deres anlæggelse; f.eks. vejen ud forbi Mågekolonien til Skovlegepladsen. 

Da betonvejene har holdt i over 50 år vel at mærke uden nogen nævneværdig vedligeholdelse eller reparation, må de være bygget solidt og af gode materialer. Formentlig er vejene lavet af samme type beton som også bunkersanlæggene er bygget af. 

Betonvejenes bredde var normalt 3,00 m, men vejbredden for den enkelte vej varierede alt efter, hvilke køretøjer den skulle bære. Derimod var jernbetonlaget på samme tykkelse i samtlige veje, nemlig gennemsnitlig 0,15 m. På lige vejstrækninger var de enkelte betonplader i gennemsnit ca. 10,30 m; på buede strækninger kunne længden variere helt ned til et par meter. Den samlede længde af alle betonvejene på Fanø er målt til 8.350 meter, og til støbningen medgik godt 4.000 kubikmeter beton. 

De nuværende veje Sønderklit og Nybyvej dannede i sin tid sammen med Strandvejen og Kirkevejen en slags ringvej, så der var kørselsmuligheder hele vejen rundt fra Nordby til Fanø Bad, derfra til Nyby og videre til Rindby. Vejen blev i ca. 10 år flittigt brugt; måske for flittigt, for i midten af halvtredserne blev vejen flere gange "saboteret". 

Først blevet vejstykke på ca. 10 meter brækket op, der hvor den nord-sydgående afvandingsgrøft løber under vejen, ( mellem udkigshøjen og de yderste klitter). Det var de sommerhusejere i Nyby, som boede vest for denne grøft der,( sammen med landmanden, der ejede engstykket med grøften,) ikke ville have denne åbenbart generende gennemkørselstrafik. Nyby-folkene havde jo selv mulighed for kørsel til butikker m.m. ved Fanø Bad ad Sønderklitvejen. 

Der blev dog meget hurtigt slået bro over nævnte grøft ved brug af sveller og strandingsgods af forskellig art. Dette blev fjernet igen, og bygget op igen, og således bølgede denne brokrig frem og tilbage i lange tider, før endelig brotilhængerne vandt "slaget", og den nuværende overgang blev lavet permanent. 

Men nu havde en privat grundejer ved Sønderklitvejen set sig gal på betonvejen, som skar tværs over hans grund og afskar de vestligste sølle ca.20 meter fra den øvrige grund, hvor sommerhuset var blevet bygget.(for øvrigt på toppen af en klit). Han brækkede vejen op i hele grundens bredde, åbenbart til stor irritation for Nybyfolket, som nu selv blev afskåret fra Fanø Bad. Af de forskellige vejbrugere blev der dog hurtigt etableret gang- og cykelsti, hvor vejen havde været, - og der blev i det hele taget en del ballade. 

Til slut endte det med, at nævnte grundejer fik lavet en 2 meter høj sandvold langs begge sider af sin grund og på toppen af volden blev der etableret en kraftig 3-dobbelt pigtrådsspærring. Så var vejen effektivt lukket. Spærringerne er der skam endnu, og de pynter bestemt ikke. 

Ovennævnte betonvej adskiller sig fra de øvrige betonveje ved at være hele 3,75 m bred. Den blev nemlig bygget til primært at kunne fungere som solidt underlag for en større gravko. 

Denne vej havde på strækningen fra Nyby til Rindby Strandvej flere stikveje. Alle tre stikveje endte ved et større bunkersanlæg. Disse tre bunkere var led i en kæde på seks bunkere der alle blev bygget ved dette betonvejnet. De var såkaldte optiske pejlestationer, hvor der blev pejlet gennem et periskop (som i en ubåd). Periskopet var anbragt under en svær panserkuppel der var foret med tykke asbestplader indvendig. Herunder var der så et sindrigt system af prismer og måleinstrumenter, og de opnåede måldata blev så telefonisk sendt til videre bearbejdning i en ildlederbunker hvorfra disse data sendtes videre til de forskellige antiluftskytsstillinger. Nogle af de mange bunkere i området indeholdt automatiske morterer eller andet skyts og det hele indgik i det såkaldte inteferistøttepunkt 

Der var to sydgående veje, som begge slyngede sig et par hundrede meter gennem klitlandskabet. Disse stikveje er nu delvis brækket op eller overdækket med sand og marehalm på flere mindre strækninger. Den vestligste af dem hedder i dag Nyby Klitvej. Den længste af disse stikveje (ca.500m) løber mod nord og nordvest, og den hedder i dag Bjerges Toft. 

Hele vejanlægget blev bygget af hensyn til denne infanteristøttekæde, som strakte sig i et bælte tværs over øen fra Nyby til den sydlige del af Nordby samt yderligere den halve snes bunkere (luftværnskanoner m.m.), der er placeret i en ring rundt om Boghandler Hansens Plantage ( Meldbjergdal Plantage) og Torp. (Torp er kun den del af plantagen, der ligger øst for vejen "Ved Skoven"). 

I mange år reparerede man vejen ved at hælde lidt cement eller beton i de værste revner og huller, men nu er store stykker af den blevet rigtigt professionelt asfalteret. Det er vel også nok i dag den mest trafikerede af alle de gamle betonveje. 

Nogle af de gamle betonveje findes ikke mere. Enten har de været i vejen for nyere anlæg eller de har faet ny belægning, eller dele af dem er brækket op og genbrugt som fyld eller skærver andetsteds. Således er den tidligere Sdr. Engvej forsvundet; den gik fra Hovedgaden mod øst til det store grusdepot, hvor nu den nordlige del af Fanø Plejehjem ligger. Derfra løb vejen mod nord til den østlige ende af Svenskervej, faktisk under det nuværende dige. 

Der findes også en betonvej, som måske i nutiden kan virke overflødig. Det er vejen fra den nordlige ende af golfbanen mod nord forbi "Knøsene" til det store bunkers anlæg batteri "Grådyb". Vejen deler sig længst mod nord med en stikvej til hver af de to store kanonbunkere (15-cm kanoner i tvillingetårne stammende fra den tyske slagkrydser "Gneisenau"). Denne vej er i en meget dårlig stand på den sydligste og laveste del. Den er af en eller anden grund 3,25 m bred i gennemsnit og ca. 2400 meter lang inklusive stikveje. Et par hundrede meter af den nordvestligste del er brækket op og bortskaffet. 

I Sønderho-området blev der ikke anlagt betonveje, bortset fra et lille stykke ved nedkørslen til stranden. Man har vel her kunnet klare sig med lastbiler og formentlig også bæltekøretøjer til bygning af de forholdsvis små og ro bunkere.

M.v.h.

G.S.E.