Mitfanoe
Legene

 

 

Af  Gunnar Sonnichsen Engsted. 

 

I tiden lige ved og lige efter krigsafslutningen i begyndelsen af maj 1945, havde drengenes lege naturligt nok næsten altid en relation til noget med krig, krigsmateriel, bunkere osv. at gøre. Der var jo heller ikke så meget andet at lege med; der var jo ingen legepladser, sportsanlæg, ungdomsklub eller for den sags skyld børnehaver. Det var ikke altid ufarligt og nogle kom da også til skade på forskellig vis. 

De fleste af forældrene blandede sig generelt ikke i hvad vi legede med, hvor vi legede, eller med hvem vi legede. Når vi kom fra skole, satte man sin skoletaske og listede af igen, - blot man var hjemme, når det blev mørkt. Det var faktisk kun børn af nytilflyttede forældre, der blev overvågede og havde formaninger hjemmefra med hensyn til vore lege. 

Desværre er de fleste af mine legekammerater fra den tid allerede under mulde, - nogle for længst; det er brødrene Anker og Carl Otto Thomsen, Erik (Smed), J.P. Skelmose og Henrik Haubro Andersen, og et par stykker er flyttet fra øen; det er Per Funch og Ib Benzin (sidstnævnte boede i Pæretræet). 

 

 

 

Mange af legene foregik ude i æ mark, - det var stort set alt terræn vest for Vestervejen. Dog var plantagerne ofte foretrukne. Det kunne være Kikkebjergrækken, Jørgen Hansens Plantage, Kirkegårdsplantagen og meget ofte Meldbjergdal og Torp. Men også engene øst for byen kunne bruges til f.eks. leg i høstakkene (forbudt), leg med drager, eller sejlads med modelskibe i småsøer og grøfter. 

Alle bunkere var i lang tid efter krigen frit tilgængelige, det krævede blot et par lommelygter eller anden form for lys, hvis der skulle leges røvere og soldater og der skulle tages fanger. 

Engang var der kommet en ny udenøs dreng med i legen. Han blev fanget og behørigt lukket ind i en fin bunker med panserdør. Desværre blev han glemt i kampens hede, og da det blev mørkt, trak vi jo hjemad. - Næste dag i skolen var politiet der for at høre, hvem der sidst havde set den nye dreng. Naturligvis fik øvrigheden anvist bunkeren og den arme dreng blev lukket ud. Han havde siddet der i ca. 14 timer, men han havde da heldigvis ikke lidt overlast. 

Kort tid efter dette blev alle bunkere på øvrighedens foranledning forseglede med skalmur for alle indgange og sand udenpå. De er dog igen blevet åbnede af gravrøvere eller effektsamlere, men er nu alle mere eller mindre fyldte med sand og regnvand. 

Der kunne findes mange sjove ting på stranden, især efter storm. Således fandt vi en dag en tilloddet zinkkasse, så stor som en skotøjsæske. Den måtte nok indeholde noget spændende, så vi fik den åbnet med en gammeldags dåseåbner. Det dryssede ud med tørt savsmuld, men kassen indeholdt også 12 stk. fine faldskærmssignalblus. Signalerne var i patroner ca. 12 cm. lange og ca. en tomme i diameter, og de var af aluminium og mærkede med farvede ringe. Nu var problemet, at vi ikke havde en signalpistol, så vi kunne ikke affyre blussene, og de blev gemt væk. 

Nogen tid senere så jeg en anden dreng, der gik og sigtede med lige netop sådan en signalpistol. Det holdt hårdt at fa den "købt", og jeg måtte af med min bedste tyske bajonet i bytte. Desværre blev dette opdaget, og min far "foreslog", at gemme skytset til den nært forestående nytårsaften, hvor han så ville stå for affyringen, og det måtte jeg så uheldigvis gå med til. 

 

 

 

Da nytårsaftenen oprandt, og vi spændt ventede på fyrværkeriet (alt var forbudt i årene lige efter krigen), stod min far klar på nabogrunden, og lige da han sigtede op mod himlen, dukkede der en politibetjent fra Esbjerg op, han havde stået skjult bag det store gamle piletræ, der dengang stod ud til hovedgaden. Han konfiskerede omgående både pistol og kassen med signalpatroner. Fatter slap vist uden bøde, han havde jo heller ikke nået at skyde første skud. 

Skuffelsen hos os drenge var naturligvis enorm, men af skade bliver man klog, så da vi nogle uger

senere igen fandt en lignende kasse på stranden, snakkede vi ikke om det. Da vi fik denne kasse åbnet, viste det sig dog, at den ikke indeholdt faldskærmsblus, men derimod 6 stk. håndgranatlignende (tyske) cylindre med træskaft. Vi var ret betænkelige med hensyn til brug eller rettere affyring af tingesterne, men omvendt kunne de vel ikke være så farlige, fordi savsmuldet i zinkkassen var lidt fugtigt og den påtrykte brugsanvisning var blevet ulæselig. Ingen af kunne alligevel læse engelsk eller tysk.

Man enedes så om, at binde en enkelt fast til en hegnspæl nede på engen. Håndtaget opad, og den anden ende dyppet ned i en dåse med krudt og tilhørende lunte. Arrangementet fungerede faktisk fint, og da der for alvor kom fut i skidtet, viste det sig, at det var harmløse røde nødblus. Vi havde dog ikke tænkt på, at det meget kraftige røde lys og lysskær sammen med en usandsynlig stor røgsky kunne hidkalde nidkære voksne, så vi fik os forføjet væk i en fart. Nu var vi til gengæld ikke nervøse ved affyringen af blussene mere. 

Den store røgsky affødte en anden ide. Det gik i sin enkelthed ud på at teste en rigtig tysk gasmaske. Sådan en havde de fleste drenge. Min legekammerats lillebror blev "overtalt" til at være forsøgskanin, ellers ville vi ikke lege med ham. Han blev påmonteret en gasmaske og derpå vist ind i en beskyttel­sesbunker med tremmedør. Her skulle han så blive til vi hentede ham, ellers skulle han gå hen til tremmedøren og vinke til os. 

Nu smed vi så et tændt nødblus ind til ham, og det gav også den forventede vældige røgudvikling. Da der var gået et, - syntes vi, passende tidsrum og røgen var i aftagende, gik vi ind for at hente ham. Vi fik ham også slæbt ud og taget masken af ham, men han havde det mildest talt ikke ret godt, og han var nærmest grøn i ansigtet og småklynkede. Vi kendte ikke så meget til kunstigt åndedræt, men fik da pustet lidt luft i ham. Derefter blev han sat på en varecykel og så kørt ud i æ mark, hvor han heldigvis fik det bedre. Resten af eftermiddagen skulle han så dels trues, dels overtales til aldrig at sladre derhjemme eller nævne episoden til nogen. Det løfte har han nu også holdt i mere end 50 år.

 

 

 

 

En dag kom et par større drenge op gennem hovedgaden på cykel og med en trækvogn på slæb. Dette var et ret almindeligt syn, men det var trods alt ualmindeligt, at der på trækvognen var monteret et let maskingevær på trefod og med ammunitionsbånd (dog tomt) - samt "skytten" fuldt feltmæssigt udstyret. Nogen må have haft ondt af dette, for de blev indfanget og det fine våben og udstyr konfiskeret. 

En ny dreng var kommet til byen, men han måtte og eller turde ikke lege med de ting, som vi fandt interessante, men ellers var han såmænd flink nok. Uheldigvis var det netop ham, der kom til skade en dag, da han cyklede ned gennem hovedgaden. En anden dreng havde kastet en, for os at se harmløs sprængkapsel, som havde ramt stangen på cyklen med det forventede brag. Desværre havde et stykke aluminium fra kapslen ramt drengens lår og havde lavet en mindre rift i ham samt et hul i hans bukser. Han cyklede vrælende hjem, og så regnede man ikke med at høre mere til det. 

Næste dag var der imidlertid razzia på skolen. Alle drengene måtte vende bukselommerne, og det var mange rare ting, der kom frem. De ældste drenge havde skarpe skud i forskellige kalibrer, ja en enkelt havde en sprængblyant, men ellers var der tændsnor, krudt eller karbid i små æsker og mange andre sjove ting foruden drenges almindelige lommeindhold som lommekniv, sejlgarn, kridt osv. Der fandtes dog ikke nogen sprængkapsler; heldigvis, for disse små aluminiumshylstre var farlige at gå med i en lomme, men de gav et fint brag, hvis man kastede dem mod noget hårdt, næsten som nutidens knaldperler. 

Vi blev så i skolen belærte om, at det ville få alvorlige konsekvenser, hvis nogen formastede sig til igen at besidde sådanne krigsefterladenskaber og da slet ikke at tage det med i skolen. Alle de fremkomne sager blev naturligvis konfiskeret, så vi måtte nu til at være endnu mere forsigtige. 

 

 

 

I nogle år var det på mode at skyde med bue og pile, og de fleste drenge havde dette udstyr, dog i mere simple udgaver. Man kunne ikke lige købe den slags, og compoundbuen var ikke opfundet endnu. En dag havde vi i skolen aftalt at holde en slags skydestævne på et sted i Kikkebjergplantagen. Der indfandt sig vel en halv snes drenge, og en af dem, (Per Andersen) havde nys fået en fin armbrøst. På et tidspunkt skulle det så afprøves, hvem der kunne skyde sin pil højest lodret op i luften. Armbrøsten var ret kraftig, og de tilhørende pile var kun i halv længde, så da den blev affyret, forsvandt pilen bare ud af syne mod himlen. Den skulle jo helst komme ned igen, så alle drengene indtog stram retstilling, for at udgøre mindst mulig risiko for at blive ramt. Pludselig lød der et smæld, og pilen havde ramt lige oven i skallen på den mindste af drengene. Til alt held bar han, som den eneste en (ganske vist for stor) tysk stålhjelm, og det havde nok reddet ham den dag. Hvem der vandt konkurrencen husker jeg ikke.

Vores fysik- og tegnelærer (Andersen) ville en dag fornøje vores klasse med lidt bueskydning, og han havde en fin, tilsyneladende fabriksfremstillet asketræsbue. Klassen cyklede så ud til sanitetsbunkeren, og der blev opstillet en skydeskive. Da det blev min tur, spurgte jeg om, om buen skulle spændes helt ud, og det skulle den, hvis jeg kunne. Men det kunne buen ikke, så pludselig stod jeg med en halv bue og en pil i hænderne. Så blev han sur, og vi kørte tilbage til skolen. Ca. halvandet år senere, da en del af klassen ville hilse på nogle af vore lærere nytårsaften, kom vi også til lærer Andersen på Suensonsvej. Her opdagede jeg, at den knækkede bue stadig stod bag en stol i stuen; jeg syntes nok, at det var lidt mærkeligt, men kommenterede det ikke. Vi blev aldrig gode venner, selvom han vist var en populær lærer. 

 

 

 

En dag var vi til fødselsdag hos J.P. Skelmose, som boede ude i "lejren". Det var derfor nærliggende at lege tagfat i den store radarscanner, som stadig stod oppe på Bavnebjerg, Selve scanneren var vel omkring 10 meter høj, 6 meter bred og ca. ½ meter tyk. Hele staværet var skruet sammen af, hvad der lignede 3/4" galvaniserede vandrør. Det var jo selvsagt et ideelt lege og gymnastikredskab. Hele molevitten kunne tilmed drejes hele horisonten rundt ved hjælp af en tandkrans og et sæde med håndsving og udveksling. Næsten alle drengene var til vejrs og en sad i sadlen og kørte på håndsvinget. Fordi han uheldigvis på et tidspunkt kørte baglæns, så han ikke, at en af drengene sad med benene ud over den store tandkrans mens han kikkede på de kravlende oppe i scanneren. Pludselig skete så ulykken, idet den arme dreng fik låret alvorligt i klemme mellem den store tandkrans og drejemekanismen. Vi fik drengen fri og fik ham under lægebehandling, og han kom så vidt jeg husker også på hospitalet. Fødselsdagen sluttede desværre med dette, og ganske kort tid efter denne ulykke blev radarscanneren demonteret. 

 

 

 

Ofte legede jeg med Brødrene Thomsen og Erik Smed, og en dag var vi i gang med at lege ubåd, og da var det mig der blev noget ulykkelig. Vi havde organiseret en gammel ajlebeholder af træ (som den der nu ligger ved Fanø Museum, men en del større). Den lå på den tomme mark mellem Jens Nicolajs gård og Kate Thomsens nybyggede hus. Vi skiftedes til at være ubådskaptajn, kun Carl Otto kunne ikke klemme sig ned gennem "lugen", så han slap. Da det var min tur i ubåden, lugen lukket og alt klart til angreb, lød pludselig byens brandsirene. Dengang var det almindeligt, at alle drenge skyndte sig på cyklerne om til sprøjtehuset for at følge med brandbilen og være med til en eventuel brand. Således også denne gang; - da jeg jo var "neddykket" havde jeg ikke hørt brandsirenen, men fornemmede efter en rum tid, at der ikke var nogen af kammeraterne i nærheden. I forsøget på at komme ud, var tønden trillet rundt, så lugen nu var nedad. Jeg var ikke spor glad ved situationen, og ilten var vel også ved at slippe op. Heldigvis kom Erik tilbage, fik ubåden vendt og mig lukket ud, - jeg var meget glad for ham resten af den dag. 

 

 

 

Samme konsortium var nogen tid senere kommet ud i Nyby-området. Her var der en ret spændende udseende bunker, som vi gerne ville ind og kikke i. Bunkeren var nogen tid tidligere blevet forseglet; ­indgangene muret til og dækket med sand, men vi havde lagt mærke til, at en skrothandler havde fjernet en stålluge i siden af bunkerens panserkuppel, mens selve kuplen var intakt. Denne lugeåbning var kun ca. 30 X 30 cm., og den mente vi nok, vi kunne klemme os igennem alle 4, selv Carl Otto kom ind. 

Vi havde et par lommelygter med, det var fast udstyr, når vi legede i bunkere. Da vi var kommet ned i den underste del af komplekset, var der et godt stort rum. Der var lidt tørt sand på gulvet, og det var så planen, at vi skulle sidde og snakke og se nogle billeder af halv eller helnøgne damer. Piger og damer og især deres anatomiske indretning optog os en hel del, og det var jo længe før pornoalderen indtraf. 

Den ene lommelygte brændte ud, og ved et uheld tabtes den anden, så den gik kaput og med eet slag blev det bælgravende mørkt. Det var der dog råd for, da Anker nemlig havde en æske tændstikker og dele af en avis, hvori de forbudte billeder havde været indpakket. Der kom så hurtigt ild i et lille bål midt i rummet. Desværre var der også kommet et par ikke helt tørre pinde på, så lige pludselig var der en vældig masse røg overalt. Nu gjaldt det bare om at komme ud hurtigst muligt, men det var ikke så nemt, dels på grund af røgen og mørket, dels fordi vi alle ville ud samtidig. 

Da vi nåede op til panserkuplen, var Erik den første, der fik sig møvret ud, herefter kom Anker ud, men da Carl Otto var kommet halvt igennem, sad han fast. Han var jo den største og tungeste af os. De to der var kommet ud, hev i hans arme, og jeg skubbede på de spjættende ben indefra, men måtte opgive fordi jeg måtte hive mig hen til et ganske lille hul i kuplens loft og sætte munden til for på den måde at suge lidt frisk luft ind. Det var nu ikke så ligetil, for man kunne ikke nå hverken lugen eller "lufthullet" fra gulvet, så jeg måtte delvis hænge i armene og bruge en indmuret jernlejder, der med et par trin førte op til vores indgangsluge.

Heldigvis kom han pludselig ud med et vræl og mange skrammer, og så fik jeg mig også vredet ud med hjælp fra de andre. Aldrig har jeg været så glad for frisk luft.. Da vort tøj jo lugtede langt væk af bål og brand blev der efterfølgende nogle forklaringsvanskeligheder ved hjemkomsten. Men vi legede ikke mere i lukkede bunkere i hvert fald ikke med ild. 

 

 

 

Det var naturligvis ikke alle vore lege, der havde noget med krigen at gøre. For eksempel var vi ofte ude i Meldbjergdal Plantage for at bygge huler eller for at lege Tarzan der svang sig over søerne i en stump gammel trosse. Eller vi kunne få en eftermiddag til at gå med at lave en hængebro eller tovbane over vandene. Engang havde vi endda bygget et par primitive men brugbare tømmerflåder, hvormed der så udkæmpedes drabelige sørøversøslag. Det gav jo selvsagt tit våde bukser og sokker, som så blev tørret igen ved mindre lejrbål. - Om vinteren løb vi ofte på skøjter derude, men det krævede, at vi inden sæsonen tog derud og rensede kanalsystemet med bådshager for nedfaldne grene, inden de frøs fast i isen og dermed lavede for mange forhindringer.

En eller to gange årligt blev der afholdt ringridning af den lokale ringriderforening. Det foregik på en mark, hvor Tempo Supermarked nu ligger. Det var altid festligt at overvære. Der var så at sige ingen rigtige rideheste på Fanø dengang, så det var en noget broget hesteskare, og der deltog derfor næsten kun arbejdsheste som nordbakker, mælkevognshestene og de fine, der trak rustvognen ved byens begravelser. 

Der var også en ret jævn græsmark, som blev kaldt fodboldbane. Den lå, hvor nu Ungdomsbo er beliggende syd for Kallesbjergvej. Det var dog ret sjældent, der blev spillet egentlige kampe, og det var endnu mere sjældent, at der var tilskuere derude. Der blev så senere lavet en rigtig boldbane i kommunalt regi, der hvor nu Fanøhallen og det gamle vandværk ligger. Dette anlæg blev også benyttet til skolernes boldspil i somrenes gymnastiktimer. Udover dette var der en håndboldbane på marken vest for realskolen; den blev også brugt af skolerne til langbold og rundboldspil. 

I Industriforeningens sal var der gymnastiksal med ribber osv., og denne sal blev også brugt til at spille badminton i. Det var i sandhed dengang et rigtigt "multihus", og bygningen havde endda af nød været brugt til skole, medens Borgerskolen (nu Rådhuset) var okkuperet af værnemagten. 

 

 

 

Nordby havn var efter krigsafslutningen under renovering. Den af værnemagten benyttede Sønderbro af træ skulle laves om til en rigtig stenkaj. Under bygningen af dette var et par arbejdsflåder fortøjet langs broen. Fra disse flåder har mange drenge lært at svømme. Det foregik ved, at vi i skolens middagspause k1.1200 til 1300 kunne nå at tage en dukkert i havnen. Man blev simpelt hen puffet i vandet, og så kunne man enten drukne eller svømme. Der var ingen drenge, der dengang havde fået nogen svømme­undervisning, så man lærte lynhurtigt at klare sig hen til flåden ved hjælp af simpel hundesvømning. Der gik nu ikke lang tid før man fik lært sig brystsvømning, og derefter gik det bedre med at klare tidevandsstrømmen. Senere lærte vi af de større drenge og af Tarzanfilmene at crawle. 

Det var en yndet fornøjelse at svømme over til Æ Søjord og tilbage igen, eller at dykke ned (ved højvande) og hente sære ting op fra bunden. 

Anker mødte en dag op iført underdelen af en gammel dykkerdragt, som var snøret sammen over brystet med en livrem. Det skulle så afprøves, om han kunne nøjes med at blive våd på overkroppen. Det varede nu ikke længe, før vi så et par spjættende ben stikke op af vandet og drive af med strømmen. Det så ret sjovt ud, men vi blev dog klar over, at han ikke kunne få sig vendt med hovedet opad, så et par drenge svømmede ud og fik ham vendt og bugseret ind til flåden, men da var han også næsten blå i hovedet. 

Der var til tider ret moget og ulækkert vand i havnen. De fleste af byens kloakafløb mundede jo ud her, så selv for os kunne det blive for groft, selvom man endnu ikke havde hørt om colibakterier eller andet godt. Der blev dog på et tidspunkt opsat skilte med "Badning Forbudt", hvilket jo nok også var en rigtig foranstaltning. 

Det var en festdag, når en ny kutter skulle af stabelen på skibsværftet. Engang skulle der være stabelafløbning lige efter skoletid (det skulle jo passe med højvande). Pludselig bad en af skibstømrerne mig om at spæne af sted efter wienerbrød. Han stak mig en tikroneseddel, og jeg drønede op til Bager Pedersen, som jeg mente var den nærmeste bager. Fru Pedersen fik med et slag udsolgt. 

Når så kutteren var i vandet, var der fint traktement med kaffe og wienerbrød og sodavand til alle børnene. Resten af den eftermiddag gik så med forskellige lege på skibsværftet; noget der ellers var strengt forbudt. Der kunne nemlig kun leges, når det var tusmørke efter fyraften, så ingen kunne se os. 

Hvis legen blev opdaget, vankede der øretæver, og det hjalp ikke, at Eriks far var ansat som smed ved værftet. 

 

 

 

Flere af drengene, også jeg, havde selv eller havde lånemuligheder til en robåd eller kaan. Der gik megen fornøjelig tid med sejlads i de nære farvande. Det kunne være ture til Skallingen, Søren Jessens Sand, Halespidsen eller en spændende flodsejlads op ad æ Warrerend' i Vigen. Alt var jo afhængig af tidevandet, men når sommeren begyndte, vidste man altid, hvornår det var højvande langt ud i fremtiden, uden brug af tidevandstabeller, som heller ikke just var hver mands eje dengang. 

De ældste af drengene havde mulighed for at låne en rigtig sejlbåd (jolle) med gaffelsejl. Der var især to både som brugtes. Den ene var Aksel Skrædders (Brodersen) og den anden var "Luffe" Møllers "TeIje". Af og til sejlede Aksel selv med, mens det var sjældent, at Luffe havde fri eller tid til en sejltur. Men vi fik lært at sejle af de to gamle gutter. Jeg havde i to somre faet tjansen med at passe TeIje. Dette indebar fri rådighed over båden, blot skulle den til enhver tid være i orden og sejlklar hvis Luffe pludselig skulle komme hjem og ville sejle en tur. Da alle bådene jo lå på strømmen for morringer ud for den gamle Svenskerbro, måtte der jo en pram til for at komme om bord. Jeg havde jo selv en båd, så det var ikke noget problem. 

Efterhånden som drengene blev store og gik rigtigt til søs eller kom i lære "arvede" en yngre dreng tjansen, og sådan havde systemet fungeret i mange år. Drengenes egne både blev som regel solgt til de mindre drenge, som så havde fornøjelsen i nogle år indtil de selv skulle ud i verden. Min egen kaan købte jeg af Henrik, da han tog ud af sejle, og den blev så efter ca. 3 år solgt til Anders (Burgdorft), da jeg selv skulle af sted. Prisen på sådanne kaan'er lå dengang på ca. 300.- kr. og det stemte ret godt med, hvad man fik ind ved konfirmationen. 

Et supplement ti! legene var de herlige timer, hvor jeg kunne komme med på jagt i marken eller på aftentræk. Dengang var der ikke så mange jægere, men til gengæld langt større jagtarealer og meget mere vildt. Der var endnu ingen rådyr, så vildtudbyttet bestod mest af harer, fasaner, agerhøns og ænder. Jagtterrænet begyndte ca. 100 meter vest for Vestervejen, og da der kun var ca. en tyvendedel af den nuværende sommerhusmængde, var hele dette store område også brugbart.

 

Men alt dette hører til i en anden sammenhæng og fortælling.

Venlig hilsen G.S.E. 

 


Gå til top

End Of Slide Box