Mitfanoe
KLÆDEDRAGTENS ORDBOG

 

 

ANTON DAMS FANØSAMLING  

Blandt de mange emner, som Anton Dam har beskæftiget sig med, er også klædedragten, specielt for Fanø, men også set i forbindelse med resten af landet. For Fanøs vedkommende er det ikke mindst i forbindelse med skifterne fra ca. 1750, at han finder ting frem. Men for at få forståelse for disse ting, er det nødvendigt, at man ved, hvad udtrykkene dækker, og her har Anton Dam, ligefrem udarbejdet en lille KLÆDEDRAGTENS ORDBOG De mennesker, der finder frem til deres forfædres skifter, kan her finde en forklaring på, hvad ordene betyder. Ved nogle af ordene er der henvist til 2 store værker: Danske Bønders Klædedragt, forkortet til: D.B.K. Dagligliv i  Danmark, forkortet til: D.I.D.

 

B 

BAJ:  Tykt, groft, løsvævet stof, valket og opkradset.  

BAIKJE: Ved midten af 1700-årene nævnes "busseronne", "furemong" og "baikje".

I senere tid brugtes baikje kun af drenge og gamle mænd. Den kunne være af hvergarn, kattun, engelsk læder eller sirts. Den nåede til hofterne, var enradet og kraveløs med stramme ærmer og 2 knapper ved hvert håndled. Baikjen sad over skjorten, men under vesten, så kun ærmerne sås. D.B.K. side 433.  

BINDSTYK: Livstykke. Betegnelserne i skifterne er "lifstyk", "liv,", "bindstyk, bindskjorte". Stofferne er klæde, linned, læder, kirsey, hvergarn og vadmel. Kun 2 gange omtales "brystdug".  

BLOMMET: Blomstret.  

BLÅRLÆRRED:  Fremstilledes af finere affald fra hørtilberedningen. D.I.D I side 674.  

BREMERJAK: eller jækkert af blå vadmel, kort, enradet, derover stortrøje, også af vadmel, men videre og altid toradet. B.B.K. side 432.  

BRYSTDYG:    Mænd. Brystdug er et ærmeløst klædningsstykke af form som en vest. I 1600-årenes skifter er den som oftest af lærred, i det flg. årh. derimod af meget varierende stof og pragtfulde stoffer, ofte med sølv- eller metalknapper. Farverne er røde, grønne, blå, stribede eller blommede. Efter dette at dømme synes brystdugen i 1700-årene at have været et endda meget fornemt klædningsstykke, men fra århundredets slutning synker det ned til at blive dagligdragt.  

BUKSER: er i skifterne af vadmel, klæde, kiersey, hvergarn, lærred eller sejldug. Det er typisk for sømandsdragten, at skindbukser ikke forekommer. Farverne er sorte, grå, blå eller hvide. I sen tid brugtes "stormbukser", "udebukser eller 'videbukser" af sejldug eller vadmel. D.B.K. side 432.  

BUL: Mandsdragt. Brystdugen benævnes undertiden "bolle", hvilket viser, at den ikke har haft ærmer.  

Kvindedragt. Det almindeligste i skifterne er "bul' af grønt klæde, rye eller vadmel. Kun en enkelt gang nævnes en blå bul og et grønt og gult livstykke, meget ofte omtales ærmer af en anden farve, mest røde og brogede. I nutidens Fanødragt bruges en bolle af mørkebrunt klæde, når det er koldt. Den anbringes oven på trøjen og forklæde. Den består af 2 forstykker og 2 rygstykker, sammen- syet til livet, adskilt i skjødet, kant af bånd ned fortil på hver side. D.B.K. side 425.  

BUSSERONNE: Busseronne eller forremak havde form som en skjorte, men var kortere. Om vinteren var busseronnen af mørk, ternet vadmel, "uldentavl", om sommeren af stribet bomuld.

 

CAMISOL: Kamisol. Dette klædningsstykke, som i overklassemoden regnes for vestens forgænger, forekommer kun i Ribe Amt, og er også her ret sjældent. Kamisol nævnes fra 1740'erne og er af vadmel, klæde eller droguet med messingknapper. Om udseendet vides intet. D.B.K. side 116. Skifte 1754 efter Monsieur Jacob Nielsen, Fanø Kro: I blå klædes kjortel med rød skarlagen caifiisoel og blå buks.  

 

D 

DAMASK: Egentlig stof fra Damaskus. Oprindelig kun af silke, senere også af uld, hør eller bomuld. Mønstervirkningen fremkommer ved veksling mellem klæde- og skudeeffekt. D.B.K. side 518.  

DREJL: Oprindelig tretrådet vævning af hør, senere også bomuld i kipper eller atlask med mønster dannet af skiftende trend og islætvirkning. D.B.K. side 518.  

DYFFEL: tykt kipret klæde, valket og overskåret, oprindelig fremstillet i Dyffel i Brabant. D.B.K. side 518. Skifte af 1856, Sidsel Nielsdatter: I blå skørt af hollandsk tøj, I blå skørt af dyffel.  

 

FIFSKAFT: Femskaftet stof.  

FLONEL: Blødt uldent stof, let valket, som oftest lidt opkradset, men ikke overskåret, forekommer også i bomuld. D.B.K. side 518.  

FODTØJ: Hoser, strømper. i skifterne er hoserne grå, sorte, brune, sjældent hvide. 1740'ernes skifter nævner stumphoser, de hed senere stumplinger og havde trekant og strop. D.B.K. side 433.  

FORKLÆDE: I 1750'ernes skifter var næsten alle forklæder af lærred, overvejende blå, sjældent hvide, sort rask eller sars forekommer dog undertiden. Kattuns forklæde brugtes til daglig, brune uldne til søndag, til fest silke. Høstforklædet var hvidt af hjemmevævet lærred med kiltebånd. Dette nævnes flere gange i 1750'erne. Stadsforklæderne var lagt i "PEVER", dvs. læg. Hertil brugtes sort fløjlsbånd med sølvspænde eller sort silkebånd med "tipper" i enderne. Bånd og tipper nævnes i 1740'erne. D.B.K. side 427.  

 

H 

HALSKLÆDEKVINDER. Hoved- og halsklæde er ens på Fanø og kaldes "klude". I     skifterne nævnes f.eks. rød-hvide ostindiske eller hollandske klude, brune hollandske kattuns, brunstribede eller sort-hvidstribede. Se under "hovedtøj". D.B.K. side 428.  

HALSKRAVER: Skifte af 1751, Frands Terkildsen: 3 halsklæder.  

HANDKLÆDER:- nævnes ofte i skifterne fra 1750'erne. Nutidens handkler er strikkede handsker af sort eller gråt garn, uld. De bruges  mest  af mænd. D.B.K. side 430.  

HAT-HUE: KVINDER.  

Se                  sk.  208,  1798,  I sort damasches hat med bånd.      

Sk.  150,  1800:  I sort damasches med bånd.

Sk.  472,  1803:  2 sorte huer.

Sk.  400,  1856:  2 sorte batte og en silkehue.

Sk.  663,  1859:  Maren Mathiasdatter, 25 år, ugift, 2 fruentimmerhatte.  

 

HAT og LIN:  Til konfirmationen hørte "hat og lin". Vesterbodragten har bevaret den ældste hueform, tostykshuen, lige til nutiden. I skifterne tales i 1750 om "trinde huer", og det erindres endnu, at huen tidligere har været rund, gamle koner lå f.eks. om natten med trind lue. De senere huer har spids, udstoppet top. Som yderste hovedtøj uden klud over bevaredes huen i traditionsbunden dragt til konfirmation, altergang, for jomfrufaddere og til enkebrud, den er sort med sorte kniplings- eller fløjlsbånd, svarende til 1750'ernes skifter. Huen kaldes på Fanø "hat" eller "lue". 

HOSER.  se fodtøj.  

HOVEDTØJ:   KVINDER: Fanø. Om morgenen sattes hovedkluden i "pandstik", om eftermiddagen og til fest i "pjagger". Til "pjagger' lagges hovedklædet i trekant over hattens spids. Den dobbelte snip fastes i nakken med et lag på hver side. Derpå lægges et lag på tørklædets forside, så det får samme bredde som huen. Kludens snipper krydses i nakken og knyttes på issen, hvor enderne bredes ud. Nu løses nakkelæggene op og arrangeres som wienerlæg. Til pandsti ligger læggene ind til hovedet, og kluden vikles en á to gange om. Der udvistes stor virtuositet i at binde klude, og ikke så få kvinder kendtes på lang afstand alene på hovedkluden.     D.B.K. s. 422 - 23.  

HOVEDTØJ:   MÆND: Fanø. I hvert eneste skifte findes en "Myts", engelsk eller hollandsk, undertiden betegnet "Mytshat". Hvordan den har set ud, ved man ikke. Hat er knap så almindelig som "myts", Desuden omtales nathue, lodden hue og hatslag eller "hatte" af klæde eller vadmel. I 1800-årené brugtes hvid ulden tophue til daglig, mest indendørs. Ude brugtes høj hat eller filthat. Til søs havde man ofte kabuds. D.B.K. s. 432 - 33.  

HVERGARN:   eller hverken, wærken. Første led mulig werk, d.v.s. lavet af blår, men senere stof med trend af hør med skud (islæt) af uld.  

HØLLIK: under spædbarnsdragt. Korsklædet blev lagt stramt om hovedet for at holde fontanellen (det bløde på issen hos spædbørn) på plads. Over korsklædet lagdes hølliken, et rektangulært hvidt tøjstykke, ofte kantet med kniplinger, og det hang ned over nakke og skuldre.  

 

INDSPRÆNGT:Garn tvunden med 2 farver.  

 

J 

JÆKKERT: Se Bremerjak.  

 

K 

KALLAMANKES: også kalamank, kalemank.   Sædvanligvis en stiv, grov blomstret damask i uld, ofte i 2  farver. Retsiden er gjort glinsende,  

KAMMERDUG.  Oprindelig kameryksdug, fint hørlærred. Ældre betegnelse for batist eller cambric. Navnet stammer fra byen Kamerie eller Cambreay.                                     D.B.K. s. 520.  

KANIFAS: eller cannefas. 1) Hampelærred sejldug. 2) Hvidt tæt bomuldsstof med broget, trykt mønster. 3) Bomuldsstof med broget, trykt mønster                                 D.B.K. s. 520.  

KARMOSIN: Af arabisk Kermes, en art skjoldlus, som tørret og kogt giver en karminrød farve. D.B.K. s. 421.  

KASHMIR: Cashmir, oprindelig navnet på kipret uldstof fra Kashmir. Senere på fine uldstoffer fremstillet i Europa. D.B.K. s. 521.  

KASTBOL: I skifterne fra ca. 1800 og frem nævnes ofte kastbol med sølv- hægter.  

KATTUN: Cartun af cotton, bomuld. Groft, glat bomuldsstof med mønster påtrykt med trykforme. D.B.K. s. 521. .Bomuldstøj, ikke nødvendigvis trykt.           D.I.D. s. 671.  

KILTEBÅND:  Under arbejdet fæstede kvinderne ofte skørtet op ved hjælp af et kiltebånd.  

KIRSEI:     Kiersey, af byen Kersey i Suffolk. Klædeagtigt stof, løst vævet, stærkt opkradset. D.B.K. s. 521.  

KJORTEL:    Kjol, mand. Af skifterne ses det, at kjortlen i 1600-tallet så godt som altid var af gråt vadmel. Hvidt, sort eller brunt altså fåreuldens naturlige farve forekom dog også. De ældre kjol'er er alle kraveløse, enradede med horn-, ben-, kamelhårs- eller sølvknapper. Senere fik den krave og blev toradet. Både i 16- og 1700 årene har de fleste mænd ejet en grå eller sort vadmels eller klædes kjortel.  

KLÆDER:    Mandsdragt. I hvert eneste skifte finder man e t p a r  k l æ d e r af vadmel eller klæde, sorte, brune, grå. "Et par klæder" må utvivlsomt betyde ens trøje og bukser. Trøjer fremkommer nemlig kun 2 gange i de gennemgåede skifter, og bukser er der heller ikke mange af. Kjol og bukser nævnes ofte sammen, selv om de er af forskellig farve og stof. D.B.K. Vesterbodragt s. 432.  

KORTELIV: Ærmetrøje. I meget gammel tid siges det, at kortelivet blev snøret med bånd og sølvtipper. Brunt korteliv er mest almindeligt i 1750'ernes skifter. Dog forekommer også andre farver som grønne, sorte og indsprængte. Stofferne vadmel, sars og fifskaft. D.B.K. s. 425 med billede s. 278.  

KRISTENTØJ: Kristenpose. Et barn, der skulle døbes, blev fremstillet i en pose, der ofte var smukt dekoreret med broderier. Et smukt eksemplar findes i Fanø Skibsfart- og Dragtsamling i Nordby. Kristenposen afløstes senere af dåbskjolen.  

 

LIVSTYKKE:  Mænd. Betegnelserne i skifterne er: lifstyk, liv, bindstyk, bindskjort. De nævnes i skifterne fra 1677. Stofferne er klæde, linned, kirsey, hvergarn og vadmel. Livstykket sad oven over uldskjorten, formen er nærmest som en vest, der knappes kun med fire knapper i livet. Foroven står det åbent, så skjorten ses. D.B.K. Vesterbodragt s. 197 og 432.  

LOVEKER: Vanter og handsker af hvidt uldgarn eller læder er ret almindelige i skifterne, desuden nævnes loveker, luffer og snopper (se disse).                                    D.B.K. s. 451.  

ÆØYERT: Til spædbarn, en slags svøb bundet med flere bånd fortil. D.I.D. 1720-90 s. 672.

 

M  

MUSSELIN: Meget fintvævet stof af uld, kan også forekomme i silke og bomuld. Ordet betyder egentlig stof fra byen Mosul ved Tigrisfloden.                                    D.B.K. s. 522.  

MYTSHAT: Se HOVEDTØJ, MÆND.  

 

NATTRØJE: Nattrøjen har intet med nattøj at gøre. Det er den trøje, jakke, kvinderne bruger. Den er af kattun til daglig, til søndag af brunt uldent stof, til fest af silke eller fløjl. Den er dobbeltradet, knappet i højre side med 1+1,1+1,1+1 og 1+1,1+1,1+1 regnet fra oven, idet man ikke knapper over brystets sværeste parti. Knaphullerne kunne have en kant af brogede fløjlsbånd. Stoffet til nattrøjer blev af sømændene bragt hjem i ruller fra England, Holland og St. Pedersborg (nuv. Leningrad), ligeledes også kantbåndene "sort og rød", "roser". Enker brugte kun sorte bånd. Nu anvendes mest "stjerner".(omkring 1930-50). D.B.K. s. 425-26.

 

O 

OLMERDUG: Oprindelig stof fra Ulm (Sydtyskland). Dynevår med linned trend og ulden islæt.  

OPLOD eller SÆRKEØVRE, som kvinderne, der ammede, brugte, og som let kunne smøges op. Sønderjylland Gyldendals egnsbeskrivelse VI, s. 230. OPLOD, OPLA, OPPEL, OPLING: Overdel til særk. Nævnes første gang 1625. Den er meget alm. i skifterne, men i mindre antal end særkene. Der er adskillige bevarede fra 1700-årene, efter 1820 omtales den ikke meget. Navnet, af oldn. upphlutr tyder på høj ælde. Den er som regel af hørlærred, i modsætning til særken, der for det meste var af blårlærred. D.B.K. s. 73.  

 

P 

PLYSSES: Stof, hvis luv er uld, modsat uld og silke i fløjl, hvis luv er kortere. D.I.D. 1720-90, 9. 672.  

 

R 

Rock: Lang vid frakke, fx Als.  

RYE: Groft, loddent, opkradset uldent stof. Skørt: i 1750'ernes skifter er grønne rye skørter det mest almindelige. Pontoppidan siger, at Fanø-Kvinderne ligner Amagerne, dog med den forskel, at på Fanø bruger alle grønt rye nu, 1769. DBK side 524 & 26.  

 

S 

SARS: Groft uldstof, hovedsagelig brugt af fattigfolk. D.B.K. s. 524.  

SIRTS: Fint bomuldsstof indført fra Trankebar, dansk koloni i Indien. oprindelig med påmalede mønstre, senere med maskintryk. D.B.K. side 524.  

SKRUEBÅND: Linnede bånd af en speciel treskaftet kippervævning. FANØ: Skørtebåndene var af silke til stads, til daglig uldne skruebånd.  

SKJORTER: Skjorter af hør eller blår er ret talrige i Fanø-skifterne. Desuden underbukser af vadmel, kirsey eller lærred, blå, brune eller sorte. Uldne skjorter kendes fra senere tid. D.B.K. side 433.  

SKJØT,  Uldenskjøt (uldenskjorte), mænd. i modsætning til de fleste andre egne findes uldskjøt i så godt som alle skifter. Den kunne være af klæde, kirsey, vadmel, lærred, sars eller rye. Farverne er brune, blå, røde, grå-hvide, gule, blommede og stribede (især de lærreds). Tinknapper forekommer enkelte gange. D.B.K. side 432.  

SKØRT, Der er langt flere skørter end andre klædningsstykker i 1700- årenes skifter, og farverne er meget forskelligartede: rød, brun, gul, grøn, blå, stribet, blommet og trykt. Stofferne er vadmel, sars, kattun, damask, hjemmegjort, flonel, rye. Rød og grøn rye forekommer endnu ved årh. midte, og endnu i 1845 har kvinderne gået med røde vadmels skørter. D.B.K. s. 448-49.  

SLÅBROK: Denne varme hjemmedragt hørte altid med til nogenlunde velstående folks garderobe. Se fx. skifte efter 15 F, Peiter Andersen, skibscaptain:

1 blå ulden damaskes slåbrok, vurderet til 2 rigsdal.

1 hjemmegjort ditto 1 rd.  

SNOBBER: Snober, snupper, snopper, som nævnes fra 1750'erne, er halv- handsker (uden fingre), strikket af sort uldgarn. De brugtes af kvinder ved ormegravning. Mænd brugte foruden loveker, luffer, også snopper. D.B.K. side 451 og 525.  

STRUDE: Endnu helt op til de første årtier af vort århundrede har kvinderne på Fanø dækket ansigtet med "et par strude" under arbejdet i marken. Struden består af en over- og underdel med udskæring til øjnene og opslag af kulørt bomuldsstof på undersiden. De er af mørkt stof og form som en slags maske, bindes og hægtes hver for sig i nakken. D.B.K. s.36, ill. s.21,  

STUMPLINGER: Stumphoser brugtes fra 1700-årenes midte og havde trekant og strop.  

TRØJE OG SKØRT: Kjortel forekommer ikke i skifterne (dog på Fanø), derimod skørt og trøje, også kaldet "et par klæder". Klæderne er i skifterne oftest sorte, men undertiden af brunt, grønt eller rødt vadmel. Stofferne er fifskaft (en slags klæde), sars eller rask (arrask: tarvelig let uldstof, opr. fra byen Arras). Fanødragten har altså opr. bestået af ens trøje og skørt. I nutiden består festdragten af ens trøje og forklæde - til skørt i afvigende farve. D.B.K. Vesterbodragt side 424.  

 

TVIST: Simpelt løstvævet bomuldsstof.  

 

V 

VADMEL:     Groft uldent tøj, valket og opkradset. i de bedre kvaliteter blev luven overskåret og presset.  

 

 

Nedenstående bringes nogle eksempler på skifter, hvor man kan se mange af de ovenstående udtryk brugt.

 

PEDER GREGERSEN VED MØLLEN. Skifte efter ham den 29. maj 1775.

 

1 sort klædes kjortel og 1 par do. bukser

1 ringere do. kjortel og 1 par do. bukser

1 brun klædes kjortel og 1 par do. bukser

1 ringere do. kjortel, 1 endnu ringere kjortel

1 par brune bukser, 1 par do.

1 grå vadmels kjortel og 1 par do. bukser

1 ringere do.

1 do. kjortel og 1 par bukser

1 vadmels kjortel og 1 par sejldugs bukser samt 1 par do.

1 blå klædes uldent skjørt

1 brun sarses skjørt,

1 blå kiersey baykiæ

1 gammel sarses skjørt og 1 brun do.

2 gamle blå trøjer

3 stribede uldne skjørter, 2 skindtrøjer

2 blå klædes livstykker,

1 par blå bukser og 1 hætslag

1 gammel vadmels kappe, 9 adskillige grove uldne hoeser

2 par blå håndklæder

1 par støvler, 1 par nye sko, 1 par gl. sko, 1 par tøfler

1 myts hat med fløjl under og 3 gamle do. 1 bredere hat med foderal

1 dusin lærrets skjorter og 6 par lærrets bukser

35 stk. sølv trøjeknapper

1 par sølv skospænder,

1 par sølv halsknapper

Desuden en gegekiste med lås og nøgel og 1 fyrre kiste.  

 

 

SKIFTE EFTER VOLBORG HANSDATTER 5. februar 1763, enke efter fisker Hans Andersen Jensen, død 1752.  

1 par sorte klæder af fifskaftes

1 sort sarses kortliv, 2 gamle brune kortliv

1 blå rye skørt, nok 1 ditto, og 1 ditto, men ringere

1 blå forklæde, 1 gammel hat og 2 liine

2 blå kattuns klude og 1 sort silkeklud

1 kiltbånd, 2 obleder og 2 særke 

I søsteren, JOHANNE HANSDATTERs skifte 1765 omtales endvidere:  

1 sort damasches hue,

1  silkehue

4 hørlærreds særke, 4 blår lærreds særke

2 par uldne hoeser, 1 par handsker, 1 par sko 


Gå til top

End Of Slide Box