Fanø gennem hundrede år, 1868 - 1968

 

 

 

Fanø gennem hundrede år

 

 

Korte træk fra folkelivet og erhvervslivet i og af udviklingen på Fanø gennem de sidste hundrede år. 

Ved Marias Sørensen. Skrevet februar 1969. 

Af tidligere sognerådsformand og borgmester Marius Sørensen, født den 29. december 1904 i Nordby. Marius Sørensen var meget levende optaget af lokalhistorien og gav selv mange bidrag til forståelse af fortidens historie. 

Et hovedsigte ved udarbejdelsen af denne artikel har været at påvise, hvorledes Fanø som et lille øsamfund gennem de sidste hundrede år har været udsat for omskiftelser og vanskeligheder, som. har påvirket øens næringsliv, herunder ikke mindst opblom­stringen af en driftig og stor havneby i dens umiddelbare nærhed, alligevel har kunnet hævde sig gennem vanskelighederne ved at bevare øen som hjemsted for en dygtig sømandsstand og ved tillige at udnytte de gennem tiderne forekommende nærings- øg erhvervsmuligheder. Nabobyen Esbjerg, der ved århundredskiftet af mange på Fanø blev betragtet som en trussel mod øens ud­vikling, er blevet til gavn for Fanø og har modvirket, at den afsondrethed, som i de sidste årtier ør blevet mange øsamfunds lod, også har ramt Fanø.

 

 

 

Lynghede på Fanø

Uberørt natur

 

 

 

 

Fanø ved år 1870 var på næsten alle områder et helt andet Fanø end det, vi i dag kender. Den lange hvide vesterstrand med de bagved liggende klitrækker henlå som uberørt natur. 

Mellem Rindby og Sønderho fandtes kun klitter og hede. Heden kunne give lyng til brændsel og til strøning på de sandede veje. I de tilgroede klitdale var der en rig vegetation med bl. a. tranebær, blåbær og revlinger, og de frodigste klitstrækninger frembød rige muligheder for fåreavlen. Gennem det ellers øde og ubeboede område snoede sig den sandede vej, der udgjorde den eneste forbindelse mellem de to sogne Nordby og Sønderho.

 

 

 

vejen-til-soenderho

 

 Vejen mellem Nordby og Sønderho 

 

Engdragene på øens østkyst var frodige som i marsken og gav god græsning og høavl til landbruget.

 

 

Handel med fastlandet 

 

Ribe og Varde var Fanøs nærmeste købstæder. Med dem havde man søværts forbindelse og handelssamkvem. Gennem sejlskibsfarten var der også knyttet forretningsforbindelser med Hamborg og Altona. 

Øens to byer lignede hinanden mere end tilfældet er i dag. De havde hver sit særpræg, men var hinanden lig i byggemåde og erhverv med søfart, fiskeri og landbrug. 

Nationaldragterne, der blev båret fra vugge til graven af alle øens kvinder satte et farverigt særpræg på folkelivet både i hverdag og højtid.

 

 

 

Nymodens byggeri i Nordby 

 

Medens Sønderho gennem, tiderne i det væsentligste har beva­ret sit særpræg i bebyggelsen, har Nordby gennem de sidste hun­drede år forandret udseende og er blevet en blanding af gammelt og nyt, en. forandring, som i arkitektonisk henseende ikke har forskønnet byen. Den byggestil, som for 100 år siden var næsten enerådende både i Sønderho og Nordby, var de stråtækte huse med glatfugede facader i røde mursten eller - særligt i Sønderho - en glatpudset gråfarvet facade med aftrukne fuger i hvidt Husene kunne være fritliggende eller sammenbyggede, altid med gavlene i øst og vest. Indvendige vægge var som regel på ydermurene beklædt med hollandske fliser.

 

Byudvikling  readmore

 

Færgedrift 

 

Der var færgefart mellem Nordby havn og Strandby kro. Fær­gefarten var privilegeret til den gamle færgegård. Der anvendtes efter behov både sejlbåde og robåde, og der var ikke faste færge tider. Man sejlede efter kontraktens ordlyd, hvori det hed; "ef­tersom strøm og vejrforholdene tillader......-”.

 

Befolkningen i begge sogne var overvejende indfødte med slægtsrod langt tilbage i tiden. Tilflytning udefra var ret sjældent og blev begrænset af forskellige love og anordninger. Tilflytterne var som regel håndværkere, såsom skibsbyggere, smede, skoma­gere og bygningshåndværkere.

 

Færgevæsen   readmore

 

Næringslivet og søfarten 

 

Også over næringslivet var der en vis uforanderlighed og sta­bilitet. Landbrugets sønner overtog ejendommene efter fædrene, og ligeså naturligt var det, at skippersønnerne og i det hele taget sønner af sømandsslægterne fulgte fædrenes spor på den gyngen­de vej. 

Denne tradition udelukkede dog ikke, at sønner fra gårdene tog på langfart, eller at søfolks sønner fandt sig bedre til rette på den faste jord, Ret almindeligt var det også, at skipperne i ret tidlig alder lagde op fra søen og slog sig på handel eller landbrug.

 

 

 

Befolkningstal 

 

Befolkningstallet for hele øen var for hundrede år siden ca. 3.500, deraf i Sønderho ca. 1.000. Tilbagegangen i indbyggertallet har særlig berørt Sønderho, fordi de erhvervsmuligheder, den senere opvoksende naboby Esbjerg afgav, næsten udelukkende kom Nordby til gode på grund af beliggenhed og forbindelse, Sønderho by og sogn har vist altid udgjort et hele, hvorimod Nordby sogn har været og til dels stadig er opdelt i distrikter, skel, der endnu er opretholdt, i sognets deling i de to ejerlav, Odden og Rindby-Nørby.

 

 

 

Distriktsopdeling 

 

I ældre tid var Nordby sogn delt i 6 distrikter, der benævntes som Byen, Rindby, Nørby, Odden, Nørom og Vorled. Byen var oprindelig sognets centrale bebyggelse fra den tid, øbefolkningen delte sig i to sogne. Her lå den bedste landbrugsjord, her fandtes også den største velstand, her lå kirke og præstegård. Denne landbrugsbebyggelse bredte sig mod øst til Rindby og mod nord til Nørby.

 


Byerne i den nordlige del af Fanø

 

Anlæggelse af Odden

 

 

 

Fiskeriet og dragningen mod havet førte til bebyggelsen ved Odden, først som fiskerleje, senere som et bysamfund med fiskeri, sønæring og havn, og hvorom også et betydeligt land­brug samlede sig. Distriktet Odden begyndte i syd ved den nuværende Sdr. Engvej og Kastanievej og gik til Krogården. Be­byggelsen nord for Krogården benævntes Nørom, og den nord­vestlige bebyggelse benævntes Vorled. Betegnelsen Nørom må have været betydelig, da den endnu i midten af forrige århun­drede anvendtes i kirkebøgerne. 

De nævnte stedbetegnelser har alle deres naturlige oprindelse på nær Vorled, som ingen hidtil har kunnet give en naturlig forklaring på. Skellet mellem Odden og Byen var op til. 1870 så stærkt, at det var en vedtagelse, at hvert af de to distrikter skulle repræsenteres af fire medlemmer i sognerådet. Skiftede et medlem bopæl fra Byen til Odden eller omvendt, kunne man ikke længere repræsentere sine vælgere. 

Gader og veje i de to byer henlå for godt hundrede år siden som sandvej e bestrøet med lyng eller halm, i bedste fald med lidt grus og sten. l Nordby kaldtes vejen fra kirken til kroen for Landevejsgaden. Den blev i 1866 belagt med natursten (toppede sten), og dette må have været en både påkrævet og behagelig forbedring, idet den både med vogne og kvæg stærkt trafikerede vej, der var uden afløb, ofte var ufremkommelig på grund af ælte og søle.

 

 

 

Gaden Labyrinten i Nordby på Fanø

 

Labyrinten i Nordby. Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

 

Gadebelysning fik Nordby først i 1887, 16 petroleumslamper opsat på træpæle langs gaden fra den gamle Færgegård til skel­let ved Nørby. En lygtetænder blev ansat til at passe lygterne med pudsning og påfyldning samt tænde og slukke. Lygterne brændte kun i vintermånederne, og der tændtes kl. 18 og slukke­des kl. 22. Var det fuldmåne tændtes lygterne ikke.

 

 

 

Kroslippen i Nordby på Fanø

Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

Brandvagt og vægtere 

 

For at forebygge ildebrande gik der om natten fra kl. 23 til. kl. 4-5 brandvagter i Nordbys gader og veje. Brandvagten var en af beboerne frivillig påtaget foranstaltning. Pligten til på skift at stille til brandvagt påhvilede hver husstand ved Odden. Da de fleste husstande havde manden på søen, blev det for det meste kvinderne, der tog tørnen, de gik to og to sammen. Der foreligger adskillige beklagelser og protester, især. fra tilflyttere, over denne brandvagtspligt, men den kunne ikke afvises uden bøde. Ordningen blev opretholdt indtil 1896, hvor den afløstes af en vægterordning, hvorefter kommunen ansatte to natvægtere til. at overvåge byens sikkerhed. Vægterordningen bortfaldt i 1918.

 

 

 

Tinghuset

 

 

Det gamle Tinghus i Nordby på Fanø

 

Tinghuset ca. 1890. Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

 

Sognets centrum var for Nordby det nuværende Tinghustorv. Her lå tinghuset (C. J. Clausens ejendom), hvor birkedommeren satte retten og dømte øens folk imellem i deres tvistligheder og trætte, og dem var der en del af. 

l tinghuset holdtes sognerådets møder, og fremlagdes de of­fentlige sager, som sognets folk skulle gøre sig bekendt med. Fra tinghuset udgik kommunens budfoged og trommeslager, når han skulle udråbe de kommunale bekendtgørelser. Sådanne blev kun meddelt ved trommeslag og på kirkestævne.

 

 

 

Erhvervslivets fordeling 

 

Om erhvervslivet på Fanø omkring 1870 får man ret god op­lysning gennem de gamle folketingsvalglister fra disse år. Det var ganske vist kun mandkøn fra 30 års alderen, der blev optaget på listerne, men da kvindeligt erhverv jo i de tider, og især på Fanø, var en sjældenhed bortset fra det arbejde, der hørte huset til, og da erhvervet for mænd i alderen fra 20 til 30 år næppe har adskilt sig fra de ældres, så giver stillingsbetegnelserne i valglisterne et reelt grundlag for erhvervsfordelingen i sognet.

 

 

 

Hovedganden ca. 1910 i Nordby på Fanø

 

Hovedgaden ca. 1910. Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

 

I valglisten, fra 1870 findes følgende stillingsbetegnelser:

 

2 skibsredere, 128 skibsførere, 6 skippere og bådførere, 28 styrmænd, 24 søfarende, 2 kokke, 6 fiskere, 3 færgekarle, 8 skibstømrere, 4 smede, 2 blokdrejere, 1 rebslager, 19 tømrere, 2 .mu­rermestre, 9 snedkere, 26 gårdmænd, 2 møllere, 5 vognmænd, 6 husmænd, 9 aftægtsmænd, 9 daglejere, 4 købmænd, 1 slagter, 16 5 skomagere, 2 skræddere, l tøffelmager, 1 væver, birkedommer, sognepræst, apoteker, toldkontrollør, postekspeditør, 2 lodser, 3 navigationslærere, 6 lærere, 2 toldassistenter, 1 krydsskipper.

 

Af dette fremgår, at 190 personer var direkte tilknyttet søfar­ten og fiskeriet, ca. 80 personer havde indirekte erhvervsforbindelse med søfarten, og ca. 40 personer havde erhverv ved eller i forbindelse med landbruget. Denne erhvervsfordeling fortæller klart, at søfart og dermed forbundne erhverv var øens hoved­erhverv.

 

 

 

Havnen

 

 

Nordby havn på Fanø

 

Nordby Havn. Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

 

Skibsværftet, og havnen, var byens største arbejdsplads, værftet havde fuld af beskæftigelse med nybygninger til øens sejlskibs-flåde, og på havnen må der have rørt sig et broget liv med los­ning og lastning af skibe, udrustning af skibe til længere farter, reparationer og eftersyn af udlossede skibe og fartøjer af for­skellig art og størrelse. 

Alt gods til øen kom jo søværts: mursten, tømmer, bygnings­materialer, foderstoffer, brændsel og alt til købmandshandel. Det gav kørsel til vognmænd og arbejde til mange. Dertil kom fiske­riet. 

Gods- og varetransporten til og fra fastlandet blev besørget af en lille flåde af everter, der var særlig egnet til farten, i vadehavet og til sejlads op ad åerne til Varde og Ribe. Det var øens ”Hjemmeflåde”. På den hvilede de daglige forsyninger til øen og afsæt­ninger til fastlandet. 

 

 

 

Hoetur evert web

Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

 

Adskillige af de her nævnte virksomheder prægede også livet i Sønderho og var med til at give udtryk for, at samfundet på Fanø for hundrede år siden, var et samfund i erhvervsmæssig og økonomisk udvikling.

 

 

 

Nordby havn på Fanø

Billede Nordby Sognearkiv.

 

Virksomheder ved havnen  readmore

 

Badevæsen

 

Ved år 1870 var der på Fanø kun svage spor i retning af badeliv og turisme, men begyndelsen var dog gjort.

 

Det første badehotel på Fanø

Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

Øverste billede viser Duysens Badehotel, forløberen for hotel Nordby. Ved siden af hotellet fandtes en varmbadeanstalt. Bygning nummer 2 fra højre er Færgegaarden. 

På det nederste billede ses de badepontoner som gæsterne kunne bade fra. Der var en for damer og en for herrer. På billedet ses Frederik den 7.’s Navigationsskole og Tøndehuset. 

Det nuværende hotel Nordby blev på den tid opført som Fanøs første egentlige badehotel, dog med et ganske anderledes udse­ende end i dag. 

Badningen foregik i havnen ud for det nuværende færgeleje og under meget primitive forhold, l ”Fanøs Historie” findes et bil­lede af disse første badefaciliteter.

 

 

Grønningen

 

 

Ved Fanøs nordkyst ud mod sejlløbet til Esbjerg ligger et særegent marskland på ca. 410 ha. Det var Grønningerne, Oddens Grønning og Byens Grønning, som helt fra 1741 har været fælleseje for lodsejerne i Nordby sogn. Det var ikke alene landbrugsejendomme,  der havde græsningsret på Grønningen  for deres kvæg, denne ret var sikret så at sige enhver ejendom ved Odden, hvoraf mange jo havde 1-2 køer. Desuden havde lodsejerne ret til på Grønningen at skære tørv til de stråtækte huses mønning, 

Til at drive og vogte kvæget var ansat en hyrde »æ hjøwermand«, som havde en knægt »æ hjøwerdreng« til hjælp. 

Fra tidlig forsommer, så snart der var græsning nok, og til sent på eftersommeren blev køerne fra Odden hver dag drevet på Grønningen.

 

 

B1520-31 Koeer-paa-vej-til-G

Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

Samlingsstedet var stranden ved færgelejet. Hertil korn folk : med køerne, og her overtog hyrden og hans dreng den samlede hjord og drev den langs med. stranden om til Grønningen. Hjor­den, kunne tælle op til 206 stk. Ved driften langs -stranden måtte der derfor tages hensyn til ebbe og flod, og der måtte derfor dri­ves til varierende tider mellem kl. 5 morgen og kl. 6 aften. En time før »hjøwermanden« bestemte afgang for kodriften sendtes »hjøwerdrengen« rundt i gader og veje med et tudehorn –  hjøwerhornet -  hvorved han for beboerne varslede, at køerne skulle samles ved stranden. Det faldt naturligt, at koholclene fra de for­skellige ejendomme på vejen til stranden efterhånden: alle kom ud på landevej sgaden, hvorfra de ad den smalle slippe nord for hotel »Nordby« kom ned til stranden. På gaden efterlod køerne, hvad der naturligt måtte falde, men som ikke gjorde bygaden særlig tillokkende for fodgængerne, 

Når vandstanden ved aftenstid - en time før hjemdriften skulle foregå - var passende, sendtes hjøwerdrengen ind til byen for igen at lade hornet varsle, at køerne skulle hentes ved stranden. 

Disse afleveringer og afhentninger af koholdene ved stranden har frembudt et broget skue af kvinder og børn i nationaldragt, som nok kunne tiltrække gæsters og turisters opmærksomhed, ligesom hjøwerhornets tuden i gaderne også påkaldte forundring. Til lønning af hyrden og til vedligeholdelse af hegn m. v. ydede man for hver ko en afgift til »Oddens Kasse«. Kødriften ad byens gade kunne jo nok efterhånden blive til stor gene for beboerne, og da landevej sgaden i 1866 blev brolagt måtte Oddens Kasse bidrage til omkostningerne.

 

 

koeer nordby

 

 

Da bebyggelsen ved Odden blev mere bypræget, ønskede man kodriften bort fra gaden og i 1904 blev samlingsstedet for Hjø­weren flyttet fra stranden til vest for Klauses Bjerg, og herfra blev der anlagt en direkte, hegnet vej gennem klitterne ud til Grønningen. I 1952 ophørte den gamle form for Hjøweren. Kø­erne drives ikke mere ud og hjem hver dag, men bliver malket på Grønningen.

 

 

Hjøwerpladsen på Grønningen udenfor Nordby på Fanø

 

N. P. Mols. Hjøwerpladsen 1917.

 

 

Kun svage spor i klitterne viser endnu vejen, hvor hjøwer-manden drev sin hjord og samlingsstedet - æ hjøwerplads - hvor en egen stemning skabtes omkring det brogede folkelivs­billede, der udfoldede sig, når hjøweren kom, og køerne skulle hentes. Og hvem husker mere hjøwerhornets tuden ved gry og kvæld ? -.....- Den lyd, som for år tilbage satte et særpræget sceneri i gang i vor lille by.

 

 

Navigationsskole

 

 

Det har altid været og er stadig af afgørende betydning for bevarelsen af sø erhvervet og sømandstraditionerne på Fanø, at een i mere end 100 år har haft en anerkendt og eksamensberettiget navigationsskole

.

 

 

Fanø Navigationsskole

Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

Skolen blev i 1860 oprettet som et aktieselskab. Den begyndte med lokaler i den bygning ved havnen, hvor nu toldkontrollen har kontor. 

Her kunne skolens elever foruden at modtage den teoretiske undervisning tillige have rig lejlighed til at følge den på den tid så livlige skibstrafik på Nordby havn og red og muligvis deraf drage erfaringer af praktisk art. 

I 1870 var Drewsen skolens forstander. Han havde efterhånden tilkøbt sig.de fleste af skolens aktier og var dermed blevet skolens ejer. Da marineministeriet, hvorunder navigationsvæsenet den­gang sorterede, i 1890 stillede krav om nye lokaler til skolen, ønskede Drewsen at afhænde denne, og skolen solgtes til L. N. Sørensen, der var lærer ved skolen. I november 1893 kunne forstander Sørensen flytte sin skole ind i en nyopført bygning ved Klauses Bjerg, hvor skolen stadig har til huse. Ved opførelsen af den nye skolebygning viste forstander Sørensen stor forudse­enhed for skolens fremtid, og for dette som for hans betydnings­fulde gerning som skolems forstander i over tyve år er eftertiden ham stor tak skyldig.

 

 

Fanø Navigationsskole

Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

I 1920 solgte forstander Gustav Sørensen Fanø navigations­skole til Nordby kommune, der fortsat er skolens ejer, medens den siden 1920 er blevet drevet af staten. 

I 1936 oprettedes en radioafdeling ved skolen, og i 1956 fore­toges en omfattende ombygning og modernisering af lokalerne. 

Nu forestår der atter en betydelig udvidelse af skolen, men på Fanø er man ikke i tvivl om, at hvad der kræves for at bevare denne skole for Fanø, det må ydes.

 

Navigationsvæsen på Fanø  readmore

 

 

Badevæsen

 

Der blev fra flere sider udfoldet store anstrengelser for at gøre Fanø bekendt som et feriested med gode betingelser for badeliv.

 

Den første badepavillon på Fanø Vesterstrand

 

 

Hidtil havde badelivet udelukkende været knyttet til Nordby og hotellerne der. Men i 1870'erne begyndte interessen også at omfatte stranden mod vest, som jo uden sammenligning ville afgive de bedste betingelser for badeliv både for voksne og børn. 

Opførelsen af en musikpavillion ved stranden og anlægget af en smal sandvej fra Nordby derud blev begyndelsen til bade­stedet »Fanø Bad«. 

Tanken om at gøre Fanø til et internationalt badested havde fortalere både på Fanø og indenfor Danmarks Turistforening, Da det imidlertid ikke lykkedes at vinde fornøden tilslutning for planerne indenfor danske kapitalkredse, blev det finans-kredse i Hamborg, der blev hovedaktionær ved stiftelsen af A/S Fanø Nordsøbad, Aktieselskabet blev stiftet i Hamborg med en aktiekapital på 600.000 kr.

 

 

Kurhotellet ved Fanø Nordsøbad

Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

Det følgende tiår blev der både fra. A/S Fanø Nordsøbad som fra danske interessekredse præsteret et anlægsarbejde og et ho­tel- og villabyggeri, der savner sidestykke i Fanøs historie. Anlæg af veje med fortove, sportsbaner, udstykning og bebyggelse, fremskaffelse af et stort antal badevogne og ikke mindst opførel­sen af de tre støre hoteller var en præstation, der vakte opmærk­somhed ikke blot her i landet, men også i udlandet, og det be­virkede, at navnet Fanø blev anerkendt som et internationalt badested. Med indvielsen af ”Kurhotellet” i 1892 var badestedet etableret. Ved den fornemme fest blev det bekendtgjort: ”at Bad­ning finde sted fra Vogne, der køres ud i Havet, og at Damer og Herrer kan, om de ønske det og er anstændigt paaklædte bade sammen, men kan ogsaa, bade hver for sig paa bestemte Steder af Stranden”.

 

 

Badevogne på Fanø strand

Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

Med oprettelsen af badestedet »Fanø Nordsøbad« dannedes grundlaget for den turisme, der nu er blevet et uundværligt led i Fanøs erhvervsliv. 

Som før nævnt havde hele dette store og kapitalkrævende ar­rangement også enkelte fortalere på Fanø, deriblandt kapt. H. Rødgaard, som var stærkt medvirkende ved Fanø Bads tilblivelse og gennem dets første vanskelige år var med i badets ledelse og direktion. 

Også på det mere kommunale plan var kapt. Rødgaard virk­som for at give badestedet: en bedre vejforbindelse til Nordby og færgeriet. At forbindelsen fra udlandet og i det hele taget fra fastlandet til det for den tid noget afsides liggende badested var af største betydning for turistlivets fremme, indså man tidligt. 

Da Esbjerg banegård sidst i firserne skulle flyttes, fremkom der fra sognerådet i Esbjerg, Nordby og Sønderho andragende til ministeriet om, at banegården måtte blive anlagt ved Esbjerg havn.

 

Badevæsen på Fanø   readmore

 

Sporvejsplaner

 

 

Efter badestedets tilblivelse og dets mulighed for at tiltrække gæster fra udlandet var erkendt, søgte kapt. Rødgaard at få etableret en tidssvarende forbindelse til badestedet. 

Han indsendte til Nordby sogneråd forslag om anlæg af en ny vej fra færgen og vest om byen med tilslutning til den eksi­sterende badevej., og at der samtidigt blev anlagt en sporvej (elek­trisk eller damp) fra færgen til badet. 

Kapt. Rødgaards planer om en sporvej var sikkert mere realitetsbetonet, end man i dag vil mene. Der førtes mange og lange forhandlinger om sagen, der endte med at Vestervejen blev an­lagt: det må Rødgaard erindres for, men sporvejen endte i sandet. 

Disse moderne vejplaner vakte også interesse i Sønderho, hvor man stadig døjede med den elendige lyngbestrøede sandvej som sognets eneste land-forbindelse med omverdenen. Sønderho sog­neråd rettede henvendelse til Nordby om at medvirke til anlæg af en jernbaneforbindelse mellem de to byer. Sagen vakte inter­esse, og Nordby sogneråd bevilligede 300 kr. til en ingeniørs, fore­løbige undersøgelse og beregning ved et jernbaneanlæg på Fanø. Der måtte jo heri også regnes med færger, der kunne overføre jernbanevogne. Da Nordby sogneråd efter et par års forhandlinger om sagen vedtog ikke at ville medvirke ved anlægget eller garantere økonomisk for et sådant anlægs drift, løb også Fanøs jernbane ud i sandet - og det var vist trods alt godt nok.

 

 

Statsplantage

 

DSCN1989

 

 

Også Fanøs indre område skiftede i denne periode karakter. Efter at der fra Fanøboernes side siden 1850 havde været en stærk modstand mod enhver form for beplantning af hede- og klitarealerne mellem Nordby og Sønderho, lykkedes det i 1890 ved et initiativ fra statens side at få træplantningen sat i gang. Et stort areal blev erhvervet, og dér opførtes boliger for plantør og assistent. 

I dag omfatter denne statsplantage et areal på 1027 ha. Og bidrager til forskønnelse af øens natur. Plantagen har gennem årene både givet beskæftigelse og ydet et nyttigt bidrag til brænd­selsforsyningen, særligt i krigsperioderne. Den giver muligheder for et efter øforhold rigt dyre- og fugleliv. 

Da det viste sig, at træplantning på Fanø kunne lykkes, tog flere private kredse og familier fat på plantningsopgaver af min­dre art.

 

Fanø Klitplantage  readmore

 

Fuglekøjer

 

 

Mere erhyervsbetonet, men dog også til øens forskønnelse var anlægget af fuglekøjerne efter frisisk og hollandsk mønster, l alt blev 5 køjer anlagt, hvoraf den største »Albue Euglekøje« endnu er bevaret som turistattraktion. I Sønderho sogn er en mindre køje bevaret i sin oprindelige driftsform, men anvendes kun til indfangning mærkning; af fuglevildt. 

Jagtloven af 1931 satte en stopper for køjernes fangstform. 

l årene fra 1884 til 1890 indfangedes i Albue Fuglekøje over 30.000 stk. vildænder af forskellige arter. 

De gode tider for søerhvervet og den dermed følgende velstand på øen kom også til udtryk indenfor øens øvrige erhverv.

 

Fuglekøjer  readmore

 

 

Udvikling af erhvervslivet

 

Handel og håndværk  readmore

  

 

Indenfor landbruget oprettedes mejerier i begge sogne, i Nordby i 1889 og i Sønderho i 1893. En landboforening for Fanø blev stiftet i 1904. 

I engene på øens østkyst blev der foretaget .omfattende forsøg på landvinding med kapitalstøtte udefra. Forsøgene førte dog ikke til noget positivt resultat. Senere landvindingsforsøg med spartinagræs har derimod vist gode resultater. 

Fra ældre tid havde en del lodsejere på Fanø haft engarealer på fastlandet. Det var tilfældet både i Sønderho, Rindby og Odden. Endnu så sent som ved ejendomsvurderingen i 1909 ses der i matrikelfortegnelsen for flere ejendomme tilført oplysning om besiddelse af engarealer ved ”Ribe Holme” – ”Ho” — ”Nørre Fårup” og ”Krogsgaard Enge” o. fl. Fra disse engarealer på fastlandet, fik øen tilført hø, der fragtedes hertil med everter. Denne høtransport er en historie for sig, hvortil der er knyttet mange både interessante og festlige tildragelser. 

Det landbrugsrnæssige bierhverv, der har haft den største be­tydning for Fanøboerne er fåreavlen. De store u dyrkede klitare­aler gav gode muligheder for fåreavlen, og til de fleste ejendom­me hørte en »fåresti«. Nu er fårene så at sige borte fra Fanø, og flere forskellige årsager har været medvirkende hertil. 

Opgangsperioden fra 1800 til 1900 blev også mærkbar indenfor håndværk, handel og industri. 

Industrielle virksomheder af større format har aldrig haft hjemsted på Fanø. Nordby har haft 3 saltværker eller raffinaderier, hvoraf det sidste standsede sin virksomhed i 1888. Værket kunne ugentlig raffinere ca. 100 tdr. salt, og afsætningen til fastlandet betegnedes som god. 

Fra endnu ældre tid meddeles om kalkbrænderi og sæbesydning som forsøg på at etablere industri på øen. 

Af større betydning blev oprettelsen af N. M. Kromanns farve­fabrik i Sønderho, der blev oprettet i 1884 og virkede indtil 1958.

 

 

Kromanns fabrikker i Sønderho på Fanø

Billede Sønderho Sognearkiv

 

 

Det var farver til hjemmefarvning, fabrikken fremstillede, og fabrikatet fandt kunder overalt i landet. Farverne blev tillige en eksportartikel til de skandinaviske lande. 

l Nordby oprettede apoteker C. F. Møller en mindre fabriks-virksomhed i en sidebygning til Krogaarden, hvor der fremstil­ledes skosværte, pudsecreme og lign. Denne virksomhed flyttedes senere til Odense, hvor den fortsatte under større former.

 

 

B1612 Pudsefabrik

Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

Allerede i 1872 stiftedes Fanø Industriforening og i 1886 Fanø Haandværkerforening, De to foreninger sammensluttedes i 1890 og opførte i fælleskab den nuværende foreningsbygning på Lin­devej i Nordby, et byggeforetagende, der vidner om tidens fore­tagsomhed. Til foreningsbygningen knyttedes med selvstændige lokaler Nordby tekniske skole, der tillige blev handelsskole. Skoleundervisning for lærlinge indenfor håndværk og handel påbegyndtes i 1870. Nordby tek. Skole og Handelsskole har øvet en betydningsfuld indsats for ungdommens uddannelse, og først senere tiders ændrede krav til tekniske skoler bevirkede dens ophør i 1955.

 

 

Fanø Håndværker- og Industriforening

 

 

Industri, håndværk, og handel har hver på sit område medvir­ket i erhvervslivet på Fanø, og ved den beskæftigelse, de har skabt, bidraget til at fastholde indbyggertallet i Nordby. 

Den dominerende faktor indenfor håndværk og industri på Fanø har op til 2. verdenskrig været skibsbyggeriet. 

Efter at 'Skibsbygmester S. Abrahamsen havde forladt Fanø lå værftet ubenyttet hen. For at modvirke den stagnation, der truede øens erhvervsliv, købte Nordby kommune i 1906 værftet for 6000 kr. Hensigten var at genoplive værftet på grundlag af det tiltagende fiskeri og ved at anlægge en ophalerbedding for­søge at trække flere kuttere til øen. 

I 1916 solgtes værft og bedding til købmand S. B. Hansen for 6.000 kr. Nu dannedes A/S Fanø Skibsværft med en kapital på 80.000 kr. Krigsårene havde givet sejlskibene en renæssance, og der var mangel på tonnage. 

A/S Fanø Skibsværft entrerede med et rederi i Marstal om bygningen af en firmastet skonnert på 360 r, t. Værftet blev atter bemandet med 25 skibstømrere og blev moderniseret og udbygget. Det lykkedes at genskabe tidligere tiders aktivitet og gøre værftet til en faktor af betydning i erhvervslivet. 

En sommerdag i 1920 oplevede Nordby endnu engang, at et stort sejlskib løb af stabelen, og det skete under stor opmærk­somhed.

 

 

B5069 Skonnert-Helga 68 13

 

Skonnert ”Helga”. Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

Forskellige ugunstige forhold bevirkede imidlertid, at A/S måtte gå i likvidation. Værftet blev derefter solgt til skibsbygmester J. Christoffersen, Stege, Den nye ejer gik i lag med bygning af fiskekuttere og skabte hurtigt ved solidt og smukt arbejde et godt ry om sit værft. 

Foruden nybygningerne lykkedes det også for J. Christoffersen ved at udnytte ophalerbeddingen hvert år at få et stort antal kuttere på værftet til eftersyn og reparation. 

Efter anden verdenskrig stod værftet foran en omfattende for­nyelse for at virksomheden kunne fortsætte. Da der ikke under de bestående vilkår var mulighed for at afhænde værftet, blev det nedlagt, og alt på værftets plads, der kunne fortælle om for­tidens virksomhed og om det travle liv, der gennem mere end et århundrede har udfoldet sig der til gavn for Fanø, er for længst forsvundet. Intet minder eftertiden om, hvor Fanøs sidste skibs­værft har ligget, og hvad det gennem tiderne har betydet for øens søfart og erhvervsliv. 

Med anlægget af Esbjerg havn efter 1870 opstod på Fanø stær­ke krav om en bedre og mere sikker færgeforbindelse og en for­lægning af anløbsstedet på fastlandet fra Strandby til den nye havn. Under de bestående forhold kunne overfartstiden vare mere end 3 timer og medførte mange, ulemper for de rejsende.

 

 

Dampfærge indsættes

 

Færgebroen i Nord havn på Fanø

Færgebroen i Nordby havn. Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

Der blev gjort forsøg på anskaffelse af en dampfærge til af­løsning af sejlbådene, men først i 1878; blev dette ønske en reali­tet ved indsættelse af et ældre dampskib »Esbjerg« i færgefarten; men helt op til århundredskiftet vedblev man at benytte sejl­både i farten. I 1875 blev Strandby kvittet som anløbsplads, og Esbjerg var herefter færgehavn. 

t 1890 blev færgeriet solgt til et konsortium, som fik monopol på passagerfarten. Privilegiet var dermed afløst fra Færgegaarden og dermed fra Fanø. I de følgende år, indtil postvæsenets overtagelse i 1919, solgtes færgeriet flere gange og hver gang til stedse større priser. Det blev således et regulært handelsobjekt til stor forbitrelse for fanøboerne.

 

 


Hotel Færgegården på Fanø

Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

Monopolet var årsag til en standende strid mellem dets inde­havere og fanøboerne. Utallige klager blev forelagt amtsrådet, og undertiden gik sådanne helt til ministeriet. Det var særligt-materiellet, fartplanen og taksterne, der var stridens årsag, men også færgeriets - efter fanøboernes mening - alt for hurtige standsning af overfarten under vanskelige vejr- og isforhold gav anledning til mange klager, l 1897 rettede de to Fanø-kommuner henvendelse til ministeriet om statsbanernes over­tagelse af færgeriet. En ansøgning, der som bekendt ikke blev imødekommet.

 

Færgevæsen   readmore 

 

Fanøs ”Jernalder”

 

 

Årene 1880 til 1900 blev en periode med rig udvikling og frem­gang for Fanø. Sejlskibs.flåden voksede støt for hvert år både i Sønderho og Nordby. Skibene blev større. Fragtområdet udspændtes efterhånden til de fjerneste havne på kloden. 

Kapital til flådens udvidelse blev for en væsentlig del frem­skaffet ved aktietegning på øen. Alle, der havde økonomisk mulighed derfor, ville være med i skibsfartens spændingsfyldte, men også udbytterige virksomhed. 

Skibsværfterne var i fuld drift og gav arbejde til mange.

 

 

Skibsværft på Fanø

 

 

Tiden fra 1890 til 1900 har man kaldt Fanøs »Jernalder«, fordi man i denne periode gik over til at udskifte de større træskibe med jernskibe indkøbt i udlandet eller bygget på danske værfter udenfor Fanø. 

På privat initiativ blev der oprettet en søfartsskole med et øvelsesskib, hvor den søfartssøgende. ungdom kunne få en første oplæring i sømandsskab. 

I 1891 stiftedes Fanø Skibsrederforening og samme år opførtes den foreningsbygning, hvor nu de kommunale kontorer breder sig; men hvor endnu Nordbys ”oplagte” skippere sammen med andre ”oplæggere” samles for at erindre fortiden, drøfte dagens nyheder og bygge sig med ét spil kort. 

Søfartens storhedstid og dens indflydelse på øens øvrige næringsliv gav en vis velstand på øen, en velstand, som .kom til udtryk på forskellig måde. Der skete udvidelser både af færge-broen og af havnekajen, ved Sønderbro. Hidtil havde der ikke været kørselsvej mellem de to havnebroer, men i 1896 flyttedes »værnet« eller glaciet 12 alen ud i stranden, og der blev anlagt en gade med brolægning og fortov – ”Langelinie” - der bestod indtil Østvejen ændrede dette forhold. 

I 1892 opførtes en-ny realskolebygning, og i samme periode begyndte man at opføre toetagers ejendomme ved Hovedgaden i Nordby.

 

 

Fanø Realskole

Billede Nordby Sognearkiv.

 

B5583 Hovedgaden-22 Crome

Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

At halvfemserne var øens hidtil rigeste periode viste sig både ved skibsflådens forøgelse, Skibsrederforeningen, Håndværker­foreningen, Navigationsskole, Realskole, det private og forretningsprægede byggeri, gade- og havneanlæg og badestedets op­rettelse. En periode med en byggeaktivitet på Fanø, som kun har sidestykke i det parcelhusbyggeri, der i årene fra 1950 - -68 er blevet gennemført i Nordby. 

Gennem, en periode på 150 år havde Fanø skaffet sig en sejlskibsflåde, der var den tredje største i landet, og som havde båret øens navn ud over verden. Nu gik denne epoke af øens historie mod afslutningen. 

På baggrund af halvfemsernes storhedstid synes det nye år­hundrede ikke at indebære lyse udsigter for Fanø i erhvervs­mæssig ag økonomisk henseende på grund af den krise, der truede øens hovederhverv.

 

 

Fremdrift for øen

 

 

Perioden 1900 - 1920, som af mange her på Fanø blev imøde­set med pessimisme og frygt for stagnation, viste sig at blive en periode med udvikling og fremgang i erhvervslivet og en ret betydelig kapitaltilgang til øen. 

Denne udvikling i gunstig retning for erhvervslivet må tilskri­ves flere årsager. Først, at det under den for søerhvervet nød­vendige omstillingsproces fra sejl til damp-og fra beskæftigelse i egne rederier til ansættelse i dampskibsselskaber, lykkedes at bevare sømandsstanden som en væsentlig del af øens befolk­ning, og herfor havde navigationsskolen sin store betydning. Men også den store tilgang til øen af fiskekuttere, der kunne udnytte de betydelige fangstmuligheder og de gode fiskepriser, der var tilstede i disse år, bidrog stærkt til indkomstforøgelserne. 

Landbruget, havde overalt i landet økonomisk gode år i de nævnte årtier. 

At den første verdenskrig med dens tragiske følger i tab af menneskeliv, der jo også ramle Fanø hårdt, var stærkt medvir­kende årsag til den nævnte fremgang i erhvervslivet er jo en sag for sig.

 

 

Badevæsen

 

 

Fanøs badeliv og turisme havde fra århundredskiftet en solid og støt fremgang, hvorunder Fanø Bad placerede sig som ét anerkendt badested på et internationalt plan. Og selv om krigs­årene 14-18 næsten standsede for besøg af udenlandske gæster, så virkede pengerigeligheden her i landet stimulerende på livet ved badestedet og vel på Fanøs turisme i det hele taget. 

De ved krigens afslutning arrangerede ridestævner og motorløb bragte overvældende turistbesøg til Fanø, og motorløbene skabte fornyet interesse for Fanø i internationale motorkredse.

 

 

Bilvæddeløb på Fanø Strand

Billede Nordby Sognearkiv.

 

At et og andet af det, som var med til at skabe særpræg og stemning på øen, forsvandt i samme periode var vel uundgå­eligt.

 

Møller

 

Thyssens mølle i Nordby på Fanø

 

Thyssens mølle. Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

I 1917 nedbrændte A. D. Thyssens mølle, og den blev ikke genopført. Senere forsvandt også Mortensens mølle, der blev solgt til Ringe, Dermed var de hollandske vindmøller forsvundet fra Nordby. Lyden af de store møllevingers susen over byen forstummede for stedse efter at have lydt gennem mere end 250 år. Tilbage på Fanø står nu kun den gamle vindmølle i Sønderho som et minde om svundne tider.

 

 

Mortensens mølle i Nordby på Fanø

 

Mortensens mølle nedrives i marts 1923. Billede Nordby Sognearkiv.

 

Sønderho mølle på Fanø

 

Sønderho Mølle. Billede Sønderho Sognearkiv.

 

 

Fiskeri både som erhverv og som bierhverv har gennem århun­dreder haft sin store betydning for fanøboerne i syd og nord. I 1894 fiskede fra Nordby 6 søgående både med 15 mands besæt­ning. Disse bådes samlede årsfangst beløb sig til 1,4.000 kr. 

År 1900 var 18 søgående kuttere hjemskrevet i Nordby (ind­registreret ved Fanø Toldkammer).

 

 

Tilgang til fiskeriet 

 

Da der indtrådte krise i sejlskibsfarten søgte adskillige søfolk med nautisk uddannelse over i fiskeriet. Gennem en statslåne­ordning var Nordby kommune i stand til at formidleret betyde­lige lån til bygning af nye kuttere eller til indkøb af kuttere. En søgående kutter på 35-40 ton kostede på den tid oa. 16.000 kr. hvoraf halvdelen kunne opnås som statslån med rimelige afdrag. Så længe lånet var løbende, forpligtede fiskerne sig til ikke at flytte fra øen, i modsat fald skulle lånet indfries.

 

 

Havnen i Nordby på Fanø

Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

Det er et typisk træk for den tid, at der i flere ansøgninger om statslån anføres ansøgerens tidligere tjeneste i sejlskibe og der­næst tilføjes: ”da det på Grund af Tilbagegangen i Sejlskibsflåden ikke er mig muligt at faa min Næring der, agter jeg at begyn­de som Fisker” 

Den i Nordby hjemmehørende fiskerflåde voksede støt, og ved krigens afslutning og de nærmeste år derefter var der kne­bent kajplads ved Sønderbro for kutterne, når de under dårligt vejr alle var i bavn, selv om de lå fortøjede i dobbelt række. 

Men der kom andre tider. Da krigens påvirkning af fiskepri­serne ophørte, og fangstrigeligheden aftog, skrumpede det atter ind i Fanøs fiskerflåde. Og i det kommunale regnskab er opført en post, der hedder: Understøttelse til arbejdsløse fiskere. 

I de følgende to årtier op til den anden verdenskrig forekom der flere ændringer i forholdene på Fanø, som fik følger for den fremtidige udvikling.

 

 

Færgedrift 

 

Ved postvæsenets overtagelse af færgeriet blev hotel »Færgegaarden«, der var genopført efter branden i 1893, ombygget til postkontor med jernbaneekspedition og med en betydelig for­bedring for gods- og varetransporter. Overførelsen af biler under motorløbene havde vist, at færgemateriellet ikke var i stand til at klare den biltrafik til og fra Fanø, som nu måtte forventes at komme

.

 

 

B1360 Faergegaarden postkor

Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

I 1926 blev der anlagt nye færgelejer, og den første motorfærge indrettet til biltransport blev indsat i færgefarten. Herefter kunne alt gods, brændsel, byggematerialer m. v. overføres direk­te til øen uden omladning i skibe. Dette var så afgjort en fordel for øens erhvervsliv og for turismen, men det var tillige et døds­stød mod den bådfart, som. gennem to hundrede år havde vare­taget øens gods- og varetransporter til og fra fastlandet.

 

 

M/F ”Fanø” 1926

 

M/F ”Fanø” 1926. Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

Everter­ne forsvandt nu fra havnene i Sønderho og Nordby. Den omfat­tende vognmandskørsel, som godstransporterne med skibe hidtil havde givet grundlag for ophørte, og det brogede liv som bådfar­terne havde fremkaldt ophørte.

 

 

Opblomstring ved Badet

 

 

Ved Fanø Bad havde nybyggeriet siden århundredskiftet kun været af ringe omfang. Men i midten af 30’erne fik badestedet en opblomstring ved opførelsen af en række mindre sommerhuse i badets østlige terræn, og samtidig udviklede der sig en bebyg­gelse i badets centrum med en hustype i Fanø-stil. Det sidste var med til at give badestedet et nyt og mere dansk præg. Flere af de store villaer fra badestedets oprindelse forsvandt. 

Krigen med besættelsen og det  tyske militærs beslaglæggelse af hoteller og sommerhuse bragte badestedet i forfald, og de sidste krigsår var stranden totalt af spærret. 

Genopbygningen var de første år efter krigen begrænset af materialerestriktioner.; men i de sidst forløbne 10-15 år har byg­geriet ved Fanø Bad været meget omfattende og har tilført det et stort antal smukke og meget komfortable sommerbeboelser. 

Også Sønderho har gennem de sidste årtier fået en betydelig tilvækst af sommerhuse, hvoraf mange er opført i Fanø-stil og derved medvirkende til at bevare den smukke gamle særprægede bebyggelse.

 

 

Sommerhuskoloni i Rindby

 

B1628-307 Rindby-strand

Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

Sommerhuskolonien ved Rindby voksede hvert år. Der opførtes et mindre hotel ”Rindby Strand”, og tilstrømningen af hotelgæ­ster, sommerhusbeboere og passanter og biler til hele øen udviste hvert år stigende tal. I 1932 blev der indsat endnu en bilfærge; men selv med denne kapacitetsforøgelse ved færgeriet opstod der på de store sommersøndage ventetid for bilerne.

 

 

Broforbindelse 

 

Dette forårsage­de, at spørgsmålet om en, broforbindelse mellem Fanø og fast­landet blev rejst i 1936. Flere broforslag blev udarbejdet og fore­lagt de interesserede kommuner og amter, og samtidig blev andre forslag om forbedring af færgeoverfarten taget op til overvejelse. Det gjaldt således en udgravning af det gamle sejlløb ”Slunden” og en flytning af færgelejerne til loens indmunding.

 

Brobeliggenhed

 

Krigen lagde en dæmper på broplanerne; men efter 1946 blev hele trafikproblemet på ny aktuelt, ikke mindst fordi færge materiellet hurtigt viste sig at være forældet og utilstrækkeligt. 

I 1963 fik færgeriet den tiltrængte modernisering og kapacitets­forøgelse. Dette og nye vejanlæg ved Nordby havn har medført, at planen om en anden forbindelse indtil videre er uaktuelle. 

Begyndelsen og oprindelsen til badelivet, og turismen på Fanø ligger mere end 100 år tilbage i tiden. Langsomt har denne fore­teelse som erhverv vundet indpas på øen. Udviklingen har fra begyndelsen været stilfærdig og næsten ubemærket, til andre tider, som ved anlægget af ”Fanø Bad”, under opsigtsvækkende former, men stadigt af stigende betydning for erhvervslivet på Fanø. 

Årene fra 1930, da ferieformerne ændrede sig, gav ferie til alle, fra hotelferie til ferie i eget hus, og hvor Fanø frembød økonomiske muligheder før dette for så at sige næsten ethvert økonomisk niveau, har turismen - afbrudt af krigsperioden - ændret sig fra at være et hovederhverv for få og et bierhverv tor mange til at blive en afgørende faktor i Fanøs samlede er­hvervsliv. 

 

Ved slutningen af 30’erne tydede alt på en rig udviklings­periode tor Fanø, Ganske vist var befolkningstallet i Nordby for første gang i over hundrede år gået ned under 2.000 indbyggere. Det var depressionsperioden først i 30’erne i forbindelse med meget: lave fødselstal, der var årsagen, og befolkningstallet viste igen stigende tendens. Men i stedet for den ønskede fremgang og udvikling kom verdenskrigen, der for anden gang i dette århundred bragte den. danske sømandsstand i farezonen. Den 9. april kl. ca. 9 formiddag lagde 3 tyske patruljebåde til ved Søn­derbro og satte mandskab i land. Fra dette tidspunkt og til kri­gens afslutning havde vi tysk militær på Fanø. 

Krigens begivenheder og dens indvirkning på livet og for­holdene på Fanø hører af flere grunde udenfor denne artikels beretningsområde. 

Krigen forandrede udviklingen og livet på Fanø i de 5 år, den varede, og dens virkninger sporedes endnu en årrække derefter. 

Men årene efter 1950 har bragt befolkningstilvækst; et omfat­tende byggeri, overalt på øen både af parcelhuse og sommerhuse, god beskæftigelse for håndværket og god omsætning i forretnin­gerne. Landbrugets vilkår frister ikke øens ungdom, og land­bruget er det erhverv på øen, som tiden ikke har givet gode udviklingsmuligheder, 

En omfattende bosættelse af yngre sømandsfamilier har styrket søerhvervets fortsatte tilknytning til øen. 

 

Nye tider kommer med nye problemer, også for et øsamfund som vort. Ud over landet dannes storkommuner for at få øko­nomisk styrke til tidens krav, Fanø kan ikke blive en storkom­mune, men alt tyder på, at Fanøboerne ved sammenhold og intens udnyttelse af alle øens erhvervsmuligheder vil gå ind i det næste tiår som en selvstændig økommune. 

Et hovedsigte ved udarbejdelsen af denne artikel har været at påvise, hvorledes Fanø som et lille øsamfund gennem de sidste hundrede år har været udsat for omskiftelser og vanskeligheder, som. har påvirket øens næringsliv, herunder ikke mindst opblom­stringen af en driftig og stor havneby i dens umiddelbare nærhed, alligevel har kunnet hævde sig gennem vanskelighederne ved at bevare øen som hjemsted for en dygtig sømandsstand og ved tillige at udnytte de gennem tiderne forekommende nærings- øg erhvervsmuligheder. Nabobyen Esbjerg, der ved århundredskiftet af mange på Fanø blev betragtet som en trussel mod øens ud­vikling, er blevet til gavn for Fanø og har modvirket, at den afsondrethed, som i de sidste årtier ør blevet mange øsamfunds lod, også har ramt Fanø. 

Esbjergs nærhed, med en efter forholdene god og sikker for­bindelse til Fanø, har tilført øsamfundet erhvervsmuligheder, uddannelsesmuligheder og givet Fanø den trafikale tilknytning til det øvrige Danmark og til udlandet uden hvilken oprethol­delsen af vort nuværende erhvervsliv ville blive problematisk.

 

 

Nordby Fanø i februar 1969, Marius Sørensen.

 

Kildematerialet til denne artikel er delvis hentet fra:

 

Nordby kommunes arkiv.

 

N. M. Kromann ”Fanøs Historie”.

 

O. Lassen »Badestedet ”Fanø Bad« gennem 50 år”.

 

Ældre årgange af Fanø Ugeblad.

 

 

 

 

 


Gå til top