Mens Stormen vildt mod Ruden Slaar,
og søvnløs Nattens stille Time gaar,
jeg spørger, bange ved den Dom, der lød:
vil Dagen bringe Liv mig eller Død?
Mit Liv gaar frem - Der er saa mangt et Blad
med plettet Skrift, med Fald og Fejl i Rad,
saa lidt, der følge kan fil Dødens Port,
ak Gud! saa lidt, saa lidt, hvad jeg fik gjort.
Jeg synger ej den usle Vise med,
at Livet, det er ondt, og ej man ved,
om det er Møjen værd at prøve paa
at finde Mening i dets triste Graa.
Mit Liv var Lykke mest, og Faa kun saa,
hvad Byrde der paa mine Skuldre laa.
Pris være Gud, for hvad der skænktes mig
af Lys og Lykke paa min Vandrings Vej!
Min Gud du ser, hvor det er svært at staa
for Dødens mørke Port med aaben Slaa,
mens Dagens blanke Sol i Bjerge gik,
og ingen Stjerne tændtes for mit Blik.
Hvor det er svært at tænke det Farvel
det sidste, som skal klinge mod min Sjæl
fra alle dem, der stod mit Hjærte nær
og spredte Lykke om min Vandring her!
Og dog - om det er din Vej, kære Gud,
saa vil jeg se fra Nattemulmet ud
mod andre Stjerner og en anden Sol
i Glansen om din høje Himmelstol.
Du Soles Sol, du stærke Herre Christ,
der ser jeg dig med Bod for alle Brist,
Du rejser Modet i det bange Bryst,
og alle Rædsler flyr, hvor du gør lyst.
Liv eller Død - jeg spørger saa paany,
mens Nattens lange Timer stille fly;
i Guds den milde Faderhaand det staar,
men frem mod Liv det gaar, hvordan det gaar.
Der er en Verden i min Barm,
hvor tusind Kræfter spille;
der er saa megen Støj og Larm,
saa lidt af Fred og Stille;
men gennem Larmen i mit Bryst,
de vilde Kræfters Brusen,
et Suk, et dæmpet, stiger tyst
opad med sagte Susen.
Gudsbarnet græder i min Barm,
og dets er Hjertesukket,
Gudsbarnet, Herren tog paa Arm,
og Daabens Bølger vugged.
Det græder for den verden vild,
der larmer i mit Indre,
og hvor det ser saa mangen Ild
med vilde Luer tindre.
Den Verden i min Barm saa haardt
med Aanden staar i Fjendskab,
Gudsbarnet aldrig paa Akkord
kan gaa med den om Venskab.
Nej - evig fast er Kampen sat,
og Liv og Død det gælder; -
ak! - ofte dog Gudsbarnet mat
og træt sit Hoved hælder!
Da stiger Sukket dybest frem,
da græder det i Barmen,
Gudsfreden er som uden Hjem
i al den vilde Larmen.
Men græd du kun! - den græder ej
for Guld, som Guld. ej gemte;
- lad Sukket gaa! - det finder Vej
til ham, dig aldrig glemte.
0, du, som tog mig paa din Arm
og korsed mig til Sejer,
og aanded Freden i min Barm,
den Fred, som du kun ejer!
0, hold mig fast og gør mig stærk,
og øg min Tro, den lille,
gaa med den til sit Kæmpeværk
og tru de Bølger vilde!
Du sidder trofast ved min Side,
Dit øje søger kærlig mit,
Din Haand jeg mærker varligt glide
hen over Kind og Pande blidt.
Min Hustru! Tak, Din Færd har svaret
til Løftet fra Din Ungdoms Vaar,
hav Tak, fordi Du tro bevared
Din Kærlighed de mange Aar.
Guds Engle har saa travlt i jul,
de gaa blandt os i Løn og Skjul
og bringe Bod for Kvide.
De synge end den gamle Sang,
om Fred paa jord, som første Gang
paa Mark ved Midnatstide.
Guds Engle kom til julefest,
og sang for Dig dog allerbedst
om Fryd i Englehave.
Og juletræ og Julebord
var ikkun fattigt her paa jord,
mod hvad Du fik i Gave.
Nu har dit rene Barnesind
al Juleglæden lukket ind,
nu er Du Engles Broder.
Men I, Guds gode Engle smaa,
kom I, og tal, som I forstaa,
til Fader og til Moder!