Ved folketællingen i 1930 var der 2217 mennesker i Nordby, i 1935 var der 2090.

I 1930 var der i Sønderho 534 indbyggere og i 1935 526 mennesker.

Rindby Strand

Bebyggelsen af Rindby Strand begyndte sidst i 20’erne, men begyndte at tage rigtig fart i 30érne, man havde fået øje på det der dengang kaldtes ”de fattiges Paradis”, i modsætning til Vesterhavsbadet der ansås for at være de riges domæne. I 1933 var der ca. 50 huse og i 1939 ca. 250 huse, 3 købmænd, 1 grønthandel, 1 mælkehandel, 1 bageriudsalg , en rutebilstation og et badehotel. Rindby Strand grundejerforening havde en campingplads ved Strandgården. Inden stedet fik navnet Rindby Strand var der en del navne i omløb: ”Rindby Bad”, ”Badet ved Kirkevejen”, ”Alaska”, , ”Klittorp”, ”Klit-klat” og det lange ”Den ny by ved Kirkevejen”. I 1933 var der solgt over 70 byggegrunde, med en pris af 5 øre pr. kvadratmeter.

Nyt dige i Sønderho

I Sønderho påbegyndte arbejdet i maj 1930 med det nye havdige, der blev opført nord for Sønderho, der skal værne byen ved stormflod. Der arbejder en ca. 10 mand på diget og 5 hestekøretøjer bringer sand fra klitterne ved strandvejen, hvor terrænet samtidig planeres og udnyttes til udvidelse af strandoplagspladsen.

Landvinding

I 1930 fik Hartkornskassen bestyrelse nys om en ny eventyrplante, Spartina Townsendii, der kunne anvendes i landvindingens tjeneste, og i 1931 anskaffedes 800 planter, i 1932 1400 planter, og det viste sig, at denne plante i løbet af få år kunne omdanne vaderne til gode enge, så det nu var muligt at sikre engene på østsiden af Fanø.

FHI

I 1931 diskuterer man i F. H. I. manglen på en scene, og man køber af kommunen et stykke jord hertil for 1000 kr., men først i 1933 indhenter man tilbud og sætter byggeriet i gang, 5799 kr. Samme år fejrer man 40 års jubilæet for bygningens indvielse med en "kotelet og 1 ostepind" til 1,50 kr. Ved samme lejlighed blev fotograf J. N. Kromann udnævnt til æresmedlem.

Fuglekøjerne nedlægges

Fuglekøjerne blev iflg. jagtloven af 28. april 1931 forbudt, og dermed nedlagt. Tre fuglekøjer fra Fanø søgte ministeriet om erstatning, men fik alle afslag.

I 1931 blev alle køjer ved lovforbud nedlagt og den gamle 80-årige fangemester N.J. Anthonisen, søn af medanlæggeren af Køjen af 1866, kunne ikke fatte dette og hans dybe vemod gav sig udtryk i et lille vers, han skrev i den anledning:

Bedriften ude i Køjen,

Den gik fra slægt til slægt.

Derfor som Mindehøjen

Vi paa den lægger Vægt.

Med et bedrøvet hjerte

Vi den maa lukke til.

Ja, det os volder Smerte,

Man os ej høre vil.

Sommeren 1931

Fanø Ugeblad spurgte i september 1931, hvilket indtryk der var af sommeren 1931.

Postmesteren skriver: I anledning af Deres forespørgsel angående færgetrafikken i den forløbne sommer skal jeg oplyse følgende:

I juni, juli og august måneder 1931 har færgeriet befordret i alt ca. 126.700 personer (i 1930: 126.800). for juni og juli udviser statistikken en nedgang i antallet af befordrede personer på ca. 19.000.

Som følge af takstnedsættelsen er antallet af befordrede automobiler steget fra ca. 3.500 i sommeren 1930 til ca. 5.100 (i august var stigningen næsten 100%).

Og sluttelig kan anføres, at der er befordret ca. 5.000 cykler.

Direktør Lassen, Fanø Vesterhavsbad:

Ja, hvorledes er det gået. Sæson 6 uger, i juli regn i 26 dage, i første halvdel af august det største antal regnskyl, den mindste sol og den laveste barometerstand i 30 år, de dårlige tider og det fuldstændig svigtende besøg fra Tyskland.

Men dog – når sæsonen skal gøres op, så vil det sikkert vise sig, at denne ikke har været slet så dårlig, som så mange andre steder, og, tør jeg måske nok sige, næppe har været katastrofal for nogen af virksomhederne ved Badet.

Når dette har været tilfældet, så skyldes det efter min mening, at der ved Badet er en indre værd og her – trods al kritik og mistænkeliggørelse – er skabt forhold, der gør det muligt for gæsterne at have en god tid – selv under ugunstige forhold.

Hr. direktør Bang, hotel ”Kongen af Danmark”:

Sæsonen har, når man tager det usædvanlige dårlige vejr i betragtning, været over al forventning.

Og der er ingen tvivl om, at Fanø har store chancer, når de blev udnyttet på rette måder.

Direktør O. A. Olesen, Missionskurstedet ”Fanø Strand”:

Sæsonens forløb?

Juni – lidt sløj

Juli – jævn god

August – dårlig

Hvad er grunden? – er Fanø på retur?

Nej! Hovedgrunden er og bliver vejret – mangel på tørvejr og varme.

Nordby Turistforening udtaler følgende:

Turistsæsonen 1931 har for Nordbys vedkommende været jævn god, navnlig når man tager den fugtige sommer i betragtning.

Med hensyn til forespørgsler på turistkontoret kan vi spore en fremgang fra tidligere år. Der har været mange forespørgsler om pension og endnu flere om lejligheder til egen husførelse. Der har været særdeles mange forespørgsler til Rindby – om dette skyldes den for fodgængere mere bekvemme adgang til havet, skal vi ikke komme nærmere ind på; men det ville være af stor betydning for Nordby – ja, vi tror som en livsbetingelse for byen som badeby, om vejen til badet, der er så simpel, at hverken Nordby eller Fanø Vesterhavsbad kan være den bekendt, blev gjort i stand, så fodgængere og cyklister kunne befare den uden gene fra den store biltrafik.

Radiotårn

For enden af Dagmarsvej på det grønne trekantområde, hvor der nu bl. a. afholdes loppemarked, stod et stort, gammelt tårn af træ. Det var et tidligere pejletårn eller sømærke. Det blev af malermester Jens Jensen (kaldet Radiojens) anvendt som antenne for en radiosender, som han styrede. Radiojens havde talenter, der ikke er enhver beskåren. Han udsendte radionyheder og underholdning til abonnenter. Hans kendskab til radioers funktioner var selvlært, men han styrede denne hobby med stor ekspertise, ligesom han også diktatorisk afgjorde, hvad abonnenterne skulle høre og hvornår de skulle høre det. Hans gøremål var mange, og i hans hus, der lå på hjørnet af Veservej og Dagmarsvej, havde han et værksted. Dette værksted var kombineret radio- og malerværksted, og tilsyneladende var der et herligt rod, radiodele og malerrekvisitter i skøn blan­ding, men han evnede at finde det søgte i første forsøg, og det var en mand, der kunne sit kram.

Radiocentralen i Nordby har i 1932 96 abonnenter.

Ny radioafdeling

Ny radioafdeling på Fanø Navigationsskole i 1934. 1934 oprettedes en radioafdeling ved Fanø Navigationsskole. Afdelingen blev oprettet efter at skibsreder, konsul D. Lauritzen og en række lokale mænd havde givet tilsagn om tilskud til afdelingens oprettelse. Det lykkedes også at få Søfartsministeriet til at yde tilskud og at overtage den fremtidige drift af afdelingen.

Nordby mejeri

I 1933 vedtager man, at elektriciteten fremover modtages fra det kommunale værk - da mejeriets egne installationer var slidt ned.

Mejeriet skal udvides 8 m mod syd og der indkøbes en ny dampkedel og dampmaskine.

I maj 1935 investeredes 15.000 kr i et nyt is-anlæg og maskinen kan nedbringe frysningen til minus 55⁰ C., så det er noget der batter noget. anlægget anvendes til både at fremstille ispinde og dessertis, ispindene fik navnet ”Raketis”, til forskel fra ”Lynisen”, der ikke blev fremstillet på Fanø.

Spejdergruppen ”Fenja”

Spejdergruppen ”Fenja” oprettes i 1935. En førerpatrulje blev dannet og de første seks medlemmer var Henry Horn Nielsen, Niels Henrik Olesen, Jørgen Iversen, Clemen Windeballe, Morten Sørensen og Marius Sørensen. Førerpatruljen havde nogle måneder med praktiske øvelser ved indretning af teltlejre og dagligt spejderliv i en lejr. 8 september 1935 afholdt førerpatruljen en forevisning på Stadion og samme aften en agitationsfest på KFUM. Indmeldelserne begyndte. I løbet af efteråret blev førerpatruljen til tre nye patruljer med hver 7 – 8 spejdere.

Ormeeksporten

I 1934 er ormeeksporten gået betydelig ned, udtaler fiskehandler Boye, der er den største eksportør. Tyskland har ikke i år aftaget en eneste kasse og eksporten udgør nu kun ca. 1/3 af det, den tidligere har været.

En af grundene til nedgangen er, at fiskerne i særlig grad er gået over til at bruge små ålekvabber som madding på krogene. Disse ålekvabber fanges i store mængder i Mariager Fjord og forsendes i biler til hele vestkysten i levende stand.

Det er beklageligt, at det har taget den vending med ormeeksporten fra Fanø. Der var dog ikke så få, der tjente en god skilling ved at gå ud og grave orm i en tid, hvor fortjenesten på andre områder var ringe.

Men i 1935 er der atter fuld gang i ormeeksporten fra Fanø. Hver aften kunne man ved postkontoret se store stabler af kasser med orm, der er indleveret til forsendelse. Det kunne dog godt knibe med at følge med efterspørgslen, så en ormeeksportør indgik overenskomst med et antal sønderhoninger, om at levere orm.

Det økumeniske kirkemøde 1934

I august 1934 fandt der et vigtigt kirkemøde sted på Fanø, hvor Økumenisk Råd for Praktisk Kristendom (Life and Work) og Kirkeligt Verdensforbund (World Alliance for promoting International Friendship through the Churches) mødtes for at diskutere forholdet mellem stat og kirke på grund af Hitlers overgreb mod og nazistiske ensretning af den tyske kirke. Repræsentanter for den kirkelige opposition i Tyskland, bekendelseskirken var inviteret, men alle var blevet forhindret af det Tredje Rige med undtagelse af tyskeren Dietrich Bonhoeffer, der var tysk præst i England.

Den tyske kirke havde givet sin støtte til Hitler og accepteret en statsstyring med de enkelte landskirker samlet i en rigskirke. Jødespørgsmålet og et forsøg på at indføre en arierparagraf i rigskirken fik nogle tyske præster til at danne Præsternes Nødforbund.

Den kirkelige opposition var samlet til et møde i Barmen i maj 1934, og fik lavet en erklæring, den såkaldte Barmenerklæring, der fordømmer Hitlers overgreb mo den tyske kirke og dens medlemmer. Oppositionen skulle efter mødet, i oktober 1934, blive til den såkaldte Bekendelseskirke.

Bekendeleskirken samlede sig om indrekirkelige anliggender, da der selv her var en udbredt støtte til Hitlerregimet som sådan.

Fanømødet er vigtigt fordi bekendelsesfløjen for første gang fik international støtte og fordi rigskirken for første gang for alvor blev kritiseret på internationalt niveau.

Der var tre hovedpersoner i støtten til bekendelseskirken på mødet: den omtalte tysker Dietrich Bonhoeffer, den engelske biskop Bell og den danske biskop Ammundsen. Den engelske biskop George Bell førte bekendelesekirkens sag, og man fik lavet en resolution om den kirkelige situation i Tyskland. Dietrich Bonhoeffer blev udnævnt til kommitteret i Det Økumeniske Råd sammen med en Karl Koch, der var forhindret af det tyske styre i at møde frem.

Fra officiel tysk side havde man ikke helt tillid til de officielle tyske delegerede, og en udsending, Walter Birnbaum, landede noget dramatisk med vandflyver i Nordby Havn og kom til mødet og fik bevilget 15 minutters taletid.

Der blev i 1994 rejst en sten ved Fanø Bad til minde om begivenheden, skænket af det internationale Bonhoeffer Selskab.

Sommerhotel ved Kirkevejen i 1935

 Mælkehandler Krabbenhøft, Esbjerg, omdannede i 1935 sin sommerrestaurant til hotel. Det var derfor nødvendigt med en større udvidelse, bl.a., at forhøje med en etage, og her skal der indrettes værelser med palds til 22 liggende gæster. Samtidig skal restaurationslokalernes udvides med indrettelse af spisesal m.m. Bygningen opføres i træ, og er tegnet af arkitekt H. Peters.

Nordby Folkebibliotek

Industriforeningens Bogsamling ændrer i 1935 status til folkebibliotek. På F. H. & I.s generalforsamling den 30. april 1935 gav foreningens formand, skibsbygmester J. Christoffersen, en oversigt over de vanskeligheder foreningens bibliotek havde at kæmpe med. Dette bibliotek, var det eneste der fandtes i Nordby på den tid, og det eneste offentlige tilskud, denne bogsamling fik, var 100 kr. årligt fra Nordby kommune. Det var klart, at under sådanne vilkår var det vanskeligt for F. H. & I. at opretholde bogsamlingen. Formanden foreslog derfor, at foreningen skulle overdrage bogsamlingen til en helt ny institution, en selvejende bogsamling med egen bestyrelse og egne medlemmer. Og som sagt så gjort.

I oktober 1935 var der indkaldt til stiftende generalforsamling, hvor mellem 30 - 40 medlemmer var mødt op, og udvalgets formand skibsbygmester J. Christoffersen fortalte, at der nu var over 230 medlemmer, en flot start for Biblioteksforeningen. I bestyrelsen kom lærer Birkelund, fru kapt. Mikkelsen, lærer Sneum, overtoldbetjent Banke, og skibsbygmester Christoffersen. Den første bibliotekar var fru Marie Hansen, der var ”Vestkysten”s repræsentant på Fanø. Biblioteket åbnede i december 1935 og havde som start 500 bøger til udlån. Biblioteket havde lejet lokaler i ”Strien”.

Biografen i Nordby nedbrænder

Natten til den 8. juli 1935 nedbrændte den gamle biograf i Nordby. Det varede dog ikke længe, inden der blev rejst en ny biograf på samme sted. Denne gang blev den dog en muret bygning, som fik nye maskiner og nyt inventar. Stole kom fra Dagmarteatret i København og der var polstrede stole, nogle endda nærmest lænestole, og dertil kunne reserveres pladser. I oktober var der premiere i det nye teater, et godt lokale med 150 pladser.

Sønderho vandværk

Sønderho vandværk blev taget i brug i januar 1935 med 132 forbrugere, der var tilsluttet ledningsnettet.

Vandværkets første bestyrelse bestod af: kapt. Jørgen Thomsen, kapt. Jens S. Thomsen, installatør Sigfred Thøgersen, bagermester N. Engsted og fabrikant Thøgersen.

Broen

»Spørgsmålet om undersøgelse af muligheden for en fast forbindelse til Fanø rejstes af direktør Broegård«. Sådan står der i referatet af generalforsamlin­gen i Sydvestjydsk Samfund i 1935. Bestyrelsen tog sagen op og stillede 1.000 kr. til rådighed »ved for­undersøgelser vedr. bro eller lignende«.

Med denne sag blev bolden givet op til en diskus­sion der med kortere og længere pauser kom til at strække sig over næsten tredive år.

Den 5. oktober 1936 fremlagde K. Skadhede sam­men med ingeniørerne N. Sund Nielsen og S. A. Ørum et broprojekt for bestyrelsen. Den planlagte brofor­bindelse udgik fra Estrupvej med en dæmning på 306 m, derefter selve broen på 1548 m og en dæm­ning til Halen på Fanø på 1022 m. Endelig foresloges en ny vej på Fanø på 4 km ind til Rindbyvejen. Bå­de dæmning og bro havde en kørebredde på 8,50 m, kørebanen var 5,50 m og 2 cykelstier hver 1,50 m brede. Selve broen hvilede på 85 piller med 18 m afstand og en brohøjde over daglig vande på 2 m. Den sam­lede anlægssum var beregnet til 2,4 mio. kr. Dette forslag blev herefter fremlagt ved et offentligt møde sidst i samme måned, hvortil der var sendt indbydelser til amtsrådet. Sønderho og Nordby kommu­ner. Esbjerg byråd og en række erhvervsorganisati­oner,

Mødet var imødeset med spænding og der var stor interesse for sagen, for det var første gang, der var udarbejdet en plan for en broforbindelse. Det var ikke overraskende, at Esbjerg erhvervsliv var positivt stemt, heller ikke at Esbjerg-Fanø Turistforening varmt anbefalede broplanen. Det er mere interessant at se, hvem der ikke var med til mødet. — Samtlige rigsdagsmænd valgt i Ribe amt havde sendt afbud undtagen Julius Bomholt. Om Bomholt har deltaget kan ikke ses af mødereferaterne, men han er i hvert fald ikke nævnt som deltager i diskussionen. Hele Nordby sogneråd udeblev fra mødet, angivelig på grund af stærk storm. Der var et kraftigt stormvejr den pågældende aften, men færgetra­fikken var ikke indstillet og sognerådet fra Sønder­ho deltog.

Stillingen var klar fra starten: Sønderho gik ind for broforbindelsen, medens Nordby sogneråd var imod en bro, »da den ikke vil være til gavn for Nord­by«.

Til gengæld diskuteres broplanen livligt de følgende år. Turistforeningens formand, direktør Chr. H. Olesen, går helhjertet ind for broen der vil gøre »Fanø til Esbjergs turistbagland«. Direktør O. Lassen, Fanø Vesterhavsbad, er lige så ivrig, og Esbjerg Erhvervs­råd og Handelsforening i byen betragter broen som en stor chance. Men byrådet tøver, dels af usikker­hed over projektets størrelse, dels på grund af mod­standen i Nordby. »Det er en kendt sag, at borgme­ster Mortensen ikke er nogen glødende tilhænger af denne bro«, skrev en af byens aviser utålmodigt.

Foreløbig havde der ikke været nogen reaktion fra statens side, men der var i nogle erhvervskredse en fornemmelse af, at postvæsenet ikke var glad for pla­nerne. I et privatbrev hævder en grosserer at han er »stødt på modstand fra postvæsenets side« da han søg­te oplysninger om færgeriets rentabilitet. Skønsmæs­sigt anslog han »at postvæsenets indtægter ville fal­de med 300.000 - 500.000 kr., hvis der kom en bro«.

I løbet af 1939 havde Esbjerg kommune bedt civilingeniør Chr. Ostenfeld, København, om at lave et nyt projekt der dels var mere omfattende i den tek­niske beskrivelse, dels indeholdt en række konstruktionsmæssige ændringer i forhold til Skadhedes projekt. Dr. Ostenfeld havde projekteret Tarphagebroen for kommunen og var derfor velkendt på egnen og i Vandbygningsdirektoratet.

Den store anstødssten i det første projekt var at broen gik til Halen og derfra ad en ny vej til Nord­by-Sønderhovejen lidt syd for Rindby brugsforening. 

»Det er den almindelige mening blandt sognerådets medlemmer, at beboerne i Nordby ingen fordel vil ha­ve af at færgeforbindelsen erstattes med en bro«, skri­ver sognerådsformand Kallesen til Esbjergs kommu­naldirektør, men man »vil dog ikke modsætte sig broens gennemførelse«. Men helt utvetydigt siger sog­nerådet: »Det er en absolut forudsætning, at brolin­jen . . rammer landevejen . . ret ud for badevejen som fører til Fanø Vesterhavsbad«.

Fhv. kaptajn, rutebilejer Søren Svendsen, Vestervejen, kom efter konfirmationen ud at sejle, og tog senere styrmands- og skibsførereksamen på Fanø Navigationsskole.

Svendsen etablerede ruten færgen – Rindby Strand og byggede i maj 1936 rutebilstation og butik ved Rindby Strand. Bygningen indeholdt venteværelse, et rum til sortering af post, kiosk og telefon. Desuden indrettedes der i bygningen 3 længe tiltrængte toiletter, endda med træk og slip. Senere solgte han butikken til en datter og søn og rutebilerne til A/S Fanø Rutebiler.

I begyndelsen af rutens tid var Kirkevejen meget vanskelig farbar, bestod kun af sand, men fik så en udbedring, idet man lagde et tykt lag ler og grus på vejen.

Nordby Vandrehjem

1935: frk. Madsen starter Nordby Vandrehjem.

I januar 1936 købte frk. Madsen ejendommen "Dahls hytte" for 500 kr. ejendommen, der har fået navn efter den tidligere ejer - frk. Fanny Dahl - ligger ved krydset Mellemgaden/Kikkebjergvej. Frk. Madsen købte samtidig ejendommen der er sammenbygget med "Dahls Hytte" af skrædder H. M. Lauridsen. Da frk. Madsen startede Nordby Vandrehjem var det under beskedne forhold, og det er meningen at de to nykøbte bygninger også skal indrettes til vandrehjem.

I sommeren 1937 er Nordby Vandrehjem, under ledelse af frk. Madsen, vældig godt belagt. Nordby Vandrehjem havde i sæsonen 1937 et vældig godt besøg, i slutningen af juli havde frk. Madsen åbnet dørene for 416 vandrefugle.

Efter udvidelsen forrige år, kan vandrehjemmet nu huse 35 gæster, men så er alt også belagt.

Indførelse af Spartina græs

Østkysten af Fanø har altid været mest udsat for ødelæggelse, således bortskylledes ved stormen 1909 på strækningen fra Hans Od' og syd på til Albo bugt så meget af engen, at staten måtte træde hjælpende til under ledelse af klitinspektør Bang. Der blev da plantet faskiner og skrænterne blev planeret, det var et stort arbejde og for øvrigt heller ikke billigt, eftersom faskinerne måtte tilføres fra fastlandet. Plantagen var ikke kommet så vidt dengang, at den var leveringsdygtig. Med denne form for kystsikring arbejdede man så siden på udsatte steder, men det hjalp meget lidt eller næsten intet. Sidst i tyverne var det, ligesom bortslikningen tog til, og der snakkedes mand og mand imellem om problemets løsning, ligesom også årsagerne diskuteredes, nogle fandt ud af, at de mange diger, der blev bygget andre steder, var skyld i det.

Hartkornskassen fik i 1929 en forespørgsel fra plantør Broeng gennem professor C. A. Jørgensen om tilladelse til at gøre et forsøg med en hér i landet ny plante, nemlig spartina, i vadehavet, men samtidig havde hartkornskassen bevilget tilskud til et mindre forsøg med 200 planter. Det blev de sidste, der slog bedst an, idet de blev plantet nær land. Planterne kom fra England, men også i Holland arbejdedes med dem i landvindingen. Planten har den gode egenskab at være stærkt sliksamlende. Det viste sig, at spartinaplanten var villig til at gro, og på de fem steder, hvor der blev forsøgt, groede den i løbet af ti år så stærkt til, at den kunne give planter nok til den fulde beplantning af anlægget, der i samlet strækning udgør 11 km.

Det var i begyndelsen af krigen, hvor der så ud til at blive stor arbejdsløshed, og der blev opfordret til igangsættelse af arbejde, at ideen med at få hele østkysten tilplantet med spartina opstod. Daværende, nu afdøde, formand for hartkornskassen, gdr. N. M. Sørensen, fik udvirket, at tanken blev realitet. Det var ikke så lige en sag at få gennemført, det kostede penge, og før man kunne gå i gang skulle alle være med. I foråret 1941 blev beplantningen så gennemført. Nogen let opgave var det ikke for det udvalg, der var valgt til at føre tilsyn med arbejdet. Udvalget bestod af Hagen Nielsen, N. M. Sørensen og J. M. Jensen, sammen med udvalget var udpeget klitdirektør Thorup. Det hele var nærmest forsøg, men resultater kom der da ud af det. Da anlægsarbejdet var gennemført, blev der forlangt oprettet et landvindingslaug, der skulle videreføre det oprettede anlæg, og dette skete i 1943. På et indvarslet møde blev love forberedt, og en tremands styrelse valgt samt to amtsrådsmedlemmer, en følge af, at anlægsarbejdet var udført med tilskud for langvarigt arbejdsløse. Arbejdet er så fortsat siden.

Fanøs Epidemihus forsvinder

I året 1937, arbejdedes der støt på en ombygning af Fanøs Epidemihus til et hjem for Nordby sogns gamle. Mure brydes ned her, og mure rejses der. Vinduer og døre flyttes, og efterhånden tager det nye, der skal komme, form, så resultatet kan skimtes.

Det færdige hus var således indrettet:

Indgangen er direkte fra Vestervejen. En lang korridor løber midt gennem bygningen i dennes længderetning, og fra denne korridor fører så døre ind til forskellige rum. Der findes otte enkeltværelser og fire dobbeltværelser. Så er der spisestue og dagligstue og værelser til økonomaen. Der er både WC og badeværelse samt centralvarme. Overalt er der parketgulve.

Hjemmet er overordentlig smukt og tiltalende indrettet med 8 enkelt- og 4 dobbeltvæ­relser, holdt i lyse, livlige farver, midt i bygningen en stor fælles spisestue og en dagligstue, enkelt og smukt møbleret.

Feriekolonien ”Glædens Bo”

I august 1933 havde feriekolonien ”Glædens Bo” i Sønderho 25 års jubilæum. Det var lærerinde frk. Julie Rudolph, der købte et hus i Sønderho og indrettede det til feriekoloni for trængte københavnerbørn. Hun fik støtte til det gode formål fra mange sider og i sin tid afholdtes der hvert eneste år en fest i Sønderho Forsamlingshus, en fest der kaldtes ”Frk. Rudolphs fest”. Frk. Rudolph var en dygtig og energisk leder af kolonien, og børnene tog tilbage til København struttende af sundhed. Kolonien blev udvidet med endnu en ejendom, der fik navnet ”Rudolphs Minde”. Ved frk. Rudolphs død, overtog Københavns kommune kolonien.

Nordby telefoncentral

I maj 1936 fik Nordby telefoncentral nyt omstillingsbord, så der nu kunne være to til at ekspedere telefonsamtalerne. Centralen fik samtidig forhøjet forbindelsen til Esbjerg med to, så der nu var i alt seks, hvilket skulle kunne dække efterspørgslen for samtaler til Esbjerg.

Pilot død

Flyverkaptajn Johannes Kjelstrup styrtede den 6. juli ned med sin jagermaskine på Korresand. Han døde senere af sine kvæstelser på hospitalet. 

Piloten var på en øvelsestur med en af hærens Gloster-Gauntlet maskiner, da han styrtede ved 3.30 tiden. Ulykken blev observeret fra Mandø, og en ambulance blev rekvireret, men på grund af højvande kunne denne ikke nå frem. Tøndelægger Hans Pedersen, der lå med sin båd nær Mandø, fik da piloten ombord og kursen blev sat mod Sønderho, hvor ambulancen fra Esbjerg ventede. Ambulancen ankom til Sct. Josephs hospital i Esbjerg, men piloten døde kort efter.

På Sønderhodagen i juli 1938 bliver N. M. Kromann udnævnt til æresborger i Sønderho. 

Det var fhv. købmand P. Brinch der holdt festtalen og han sagde bl.a.: 

”Niels Møller Kromann! Sønderho står i dag i festligste skrud, Dannnebrog er hejst overalt! Og har du lagt mærke til, at alle kvinderne stadser i dag. De fleste har iført sig vor smukke nationaldragt, den smukkeste dragt, jeg har set – og jeg har set mange rundt om i verden. Jeg synes dagen i dag minder mig noget om gamle dage, den gang da vi var drenge her hjemme.

Det er Sønderhodag i dag, men vi sønderhoninger vil specielt fejre dig i dag. Vi vil takke dig for dit store arbejde ved udforskningen og udgivelsen af Fanøs Historie., som alle Fanøere står i taknemmelighedsgæld til dig for. Vi beundrer dig for din forskertrang, som har sat os i stand til at kende vor fødeø fra de ældste tider. Du har i dit værk så mesterligt fremtryllet vore gamle slægter, så de næsten står lyslevende for os i dag.

Og som et ydre tegn på vor taknemmelighed har Sønderho sogneråd enstemmigt vedtaget at udnævne dig til æresborger i Sønderho.”

Kromann fik herefter overrakt det smukke borgerbrev, der kunstnerisk var udført af kunstmaler Nøbbe.

Brevet slutter således: ” Niels Møller Kromann! Vi ønsker dig alle hjertelig til lykke, vi glæder os over, at du har genvundet dit helbred og ønsker, at du endnu i mange år må leve og nyde et godt helbred!

Kromann længe leve!”

Tysk flyver nødlandet

I oktober 1939 nødlandede et tysk fly lige syd for plantørboligen. Maskinen havde 4-mands besætning, hvoraf kun én var skadet, en forstuvet ankel. Den venstre propel var revet af, og den højre propel var gået langt ned i jorden. Man fandt maskinens maskingeværer i terrænet noget senere. Mange mennesker, både fra Sønderho, Rindby og Nordby var kommet til nedstyrtningsstedet. Flyverne blev indkvarteret i Esbjerg, og danske soldater holdt vagt ved flyet.

FU beretter den 29. marts 1940 følgende:

Bomber over Fanø.

Natten til onsdag blev urolig for mange her på Fanø. Allerede om aftenen ved 9-tiden kom en tilsyneladende desorienteret flyver ind over Nordby og Esbjerg; men da luftværnet omgående lod høre fra sig, drejede han hurtigt mod vest og derfra sydover.

Det var dog først en times tid efter midnat, det for alvor blev til noget med forstyrrelserne. Flvverne kom og gik og med mellemrum hørtes drøn som af minesprængninger. Folk stod op af deres senge, rullede gardinerne op og så ud i den månelyse nat for om muligt at komme til klarhed over, hvad der skete. Luftværnskanonerne og maskingeværerne på ”Beskytteren" var i aktivitet, og man fik ligesom en lille forsmag på, hvad det vil sige at være med i det store opgør.

Hvad der i øvrigt er sket er i korthed følgende:

Landmand Alfred Iversen så sent om aftenen et brændende luftfartøj, der kom fra sydvest med kurs mod nordøst. Han opholdt sig på dette tidspunkt i Rindby. Efter at redningsformand Svendsen og politibetjent Jensen vat alarmeret, gik en del mandskab ud for at søge efter den brændende maskine, som skulle være styrtet ned på øens øst­side eller muligvis i Vadehavet. Mens denne eftersøgning stod på kom en anden flyver drønende lavt ind over klitterne - rimeligvis for at se efter den forulykkede maskine. Onsdag formiddag fortsattes eftersøgningen, men stadig uden resultat. Ved assistentboligen i statsplantagens sydligste del blev der først funden dele af bomber og senere fandt man 4 bombekratere i et par hundrede meters afstand fra boligen. Den ensomt beliggende assistent bolig havde fået ruder sprængt ligesom også skifertaget havde fået huller slået ind. Ingen mennesker var kommet til skade.

Onsdag middag meldte radioen om heftige engelske flyverangreb på øen Sild den foregående nat, og så kan man jo bedre forstå de natlige forstyrrelser her på Fanø.