Men ellers lå jorden meget spredt. Lad os ta' med hestevogn med Hans og Frits, eller skal vi hellere trække med et kobbel køer. Vejen snor sig gennem nabogården - Jens Nikolaj Jensens - ud til »Banebjerg« (Bavnebjerg) - i vor første barndom et eldorado. Her legede vi gemmeleg, og da var der virkelig en dejlig plantage. Om vinteren susede vi nedad på kælken. Hvis ikke søndagsturen gik til stranden, kunne den gå dertil. 

Så kom 1940, og enhver kan i dag se minder derfra på toppen, men også i dag er stedet tumleplads for en rask leg eller kælketur. Dengang blev der anbragt lyskastere, og på grund af det var militært område, måtte vi foruden legitimationskort have et grønt adgangsbevis for at passere.

Lige bag »æ Banebjerg« strækker sig »æ Nytovts« gode agre og lige derfor en smal strimmel kaldet »æ Slotdal«. Men følger vi vejen vestpå, kommer vi på den anden side den inderste klitrække til »æ Grøndal«. Der havde vi dog overhovedet ingen marker, så vi fort­sætter ad markvejen længere ud mod vest, ja et godt stykke endda til »æ Knøs«, et område beliggende inden for klitrækken lige før golfbanerne. I dag er alt groet til med lyng eller »wegger« (nærmest gråris), selv om jeg godt kan udpege de forskellige markstykker. Her så jeg en dag for et par år siden 3 rådyr stå som silhuetter Vinden bar fra, så de mærkede mig slet ikke, men pludselig satte de i elegante spring af sted i nordlig retning.

Derude har jeg også været med faster at flytte får. Vi havde rugbrødshumpler med. I et af krigens år var der ringe høavl, da måtte vi slå »wegger« længere nordpå derude. Det var nok også det år, vi slog lyng inde på vor hede, vest for engen - omkring hvor »Fenja-gården« ligger - for at ha' nok til vinter.

Et andet område var markerne lige op ad Jørgen Hansens Plantage vest for Kikkebjerg kaldet »æ Bjerre«. Det var en god avl, vi fik derfra. Men det var en drøj omgang at »stappe« høet ind under bliktaget en brændende varm sommerdag. Hvor var der forskel på agerhø og enghø, det ene tungt og stridt, det andet let og fint. Det var en kunst at læsse en vogn ret. Det var mors job. Hjørnerne måtte lægges først, og derudfra kunne læsset lægges lag for lag.

I høsttiden var vi to familier, der hjalp hinanden. Der skulle bruges mange hænder til at »binde op«. Far kørte slåmaskinen (med et stykke ekstra sat på for at samle kornet), og med »a kratter« rev han så et passende lag af, som vi så skulle binde i neg. Vi stod med passende afstand marken rundt, så vi kunne følge med og nå at blive færdige til en ny omgang. Senere skulle vi jo »skokke«, dvs. sætte negene to og to mod hinanden, vist 5 par til en skok.

Når man skal forklare børnene, hvad det betyder »i tøndemål og traver«, må man gå tilbage til sin barndoms høstarbejde, hvor 6 skokke blev en traver = 60 neg. - Så skulle kornet hjem. Kom der megen regn inden, kunne det jo ske, vi skulle skokke om. Om vin­teren foregik så tærskningen hjemme i laden. – Det var en stor dag, da vi fik tærskeværk og kraft til at drive det - i stedet for hestegangen udenfor. Det var et støvet arbejde, men helt utroligt. Far lagde i, dvs. løste negene op og »fodrede« den gradvis, så kom kornet ned i sækken, der var bundet om omtrent midtfor på siden; avnerne støvede ud bagtil nedenunder, og ovenover hoppede halmen af sted, og den skulle man forke væk. Senere blev kornet renset i en maskine, og så målte man det i skæpper, vist 8 til en tønde. Her, hvor jeg bor, er den i brug hvert år ved høst­gudstjenesten. Fyldt med korn står den midt i koret med to dejlige neg ved siderne.

Et minde fra krigens år skal med. Det var en søndag. Lillebror var hjemme ved jeg, om der var andre, ved jeg ikke, de øvrige var i kirke. Da kom en tysk rytterafdeling og ville ind i laden. Den var stængt, de sprængte porten, og da vi kom hjem stod hele ”kørebanen” i laden fyldt med heste. Det skråner nedad i laden, hvor vi havde al vor høst. ~ Man kan tænke sig et »svineri*, når ajlen »sejlede« ind under negene. Jeg husker ikke, hvor længe de var, men far har ganske givet protesteret. Vi havde soldater indkvarteret. Jeg kan huske navnene store og lille Ernst. De var fra Polen. Jeg kan huske, hvor de græd, da de skulle af sted til fronten. Efter krigen havde vi så flygtningelejrene på øen.

P. L.

Petra Thedora Lauridsen. Far: Andreas Marius Lauridsen, f. 2. august 1897, d. 8. november 1961. Mor: Anna Cecilie Jensen, f. 27. juni 1903, d. 29. marts 1960.

Forældrene overtager gården i 1928.