Ålens livscyklus er stadig
omgivet med megen mystik. Det er endnu ikke lykkedes at fange en af de
voksne ål på deres lange færd over Atlanten til gydepladserne i
Sargassohavet.
Der er stor forskel på gulål og blankåls udseende.
Tidligere troede man, at der var tale om to forskellige arter, men i dag
ved man, at der kun findes én art i Europa.

Kendetegn
Ålelarver er glasklare og pilebladsformede. Fra
Sargassohavet føres de af Golfstrømmen til Europa på deres 2-årige færd. I
kystfarvandene ud for Europa forvandles de til glasål, hvorefter de søger
ind i fjorde, vandløb og søer.
Under opvæksten kaldes ålen gulål på grund af den
gullige bugside. Når ålen er mellem 6 og 16 år gammel, sker der en stor
ændring af dens udseende. Hovedet bliver smallere, øjnene større, og
farven ændres fra at være gul til at være sølvskinnende. Nu kaldes den for
blankål. Om efteråret vandrer blankålen tilbage til ynglepladserne i
Sargassohavet. Ålen er en udmærket spisefisk med hvidt, fast kød. De store
eksemplarer har ret fedt kød. I Danmark er røget og stegt ål nogle af vore
nationalretter.
Størrelse
Mindste fangstmål for ål er 35 cm. Hanblankål bliver op
til 50 cm lange og hunnerne op til 100 cm. Den maximale vægt er 3,5 kg.
Levested

Ål, der lever i brakvand, er overvejende hanål, mens ål
i søer oftest er hunål. Fangsten af både gulål og blankål i Østersøen og
Nordsøen er reduceret med 75 % gennem de sidste 20 år. I Danmark er
fangsterne dog "kun" halveret. Den farligste -periode for ålen er i
glasålstadiet, hvor den er sårbar, mens den vandrer op i floderne. I
Frankrig, Spanien og Marokko er glasål en delikatesse, der spises som
snack efter en tur i frituregryden. Men heldigvis har man også fået øjnene
op for at benytte glasålene til opdræt. Opdrættere i Danmark har succes
med ålen.
Føde
Ålen jager kun om natten. Den lever af småfisk, rejer,
frøer, krebsdyr og snegle.
Kønsmodning
Når ålen har nået blankålstadiet, svømmer den ud i havet
for at gentage færden til Sargassohavet. Den kønsmodnes undervejs. Så vidt
man ved, gyder ålen ingen andre steder end i Sargassohavet.