Skipper, skibsreder og havnefoged Peder Hansen Clausen

Fanøbogens forfatter. 

Med Clausen, som man altid var vant til at se færdes rundt omkring, er en af skibsførerne fra den tid sejlskibsfarten var i opgang og kulminerede her fra Fanø, gået bort. I sin tid ivrigt deltagende og interesseret i øens anliggender, med oprettelse af Skibsrederforeningen og Assurancefondet, indsamling til forskellig godgørenhed, ved festlige lejligheder, som grundlovsfester o. Lign., altid hjælpsom. Clausen skrev flere artikler om Fanøs historie og hans egen sejltid i Fanø Ugeblad. Til bygningen af logen ”Fanøs Haab” skænkede han en byggegrund. 

Han kom til søs i 14-års alderen og blev efter at have sejlet med forskellige skibe og fået sin styrmandseksamen i en ung alder fører af sin svigerfaders brig ”Johanne”. I 1875 byggede han tremastskonnert ”Sørine” og senere barkskibet ”Laura”, som han tilligemed andre skibe blev reder for da han forlod søen. Ind imellem førte han dog derefter nogle af skibene på mindre rejser, mens skipperen holdt en lille ferie. 

Han startede sammen med P. Chr Olesen og Morten Warrer ”Fanø Sømandsskole” i 1895 og drev den til 1908.

Kaptajn P. H. Clausen nedskrev i 1911 sine erindringer om Fanø’s historie, men den udkom først som bog i 1980, da Clausen’s søn, Max, finasierede udgivelsen. I denne artikel kan vi læse om skibsbyggeriet, sådan som Clausen husker det.

Kapt. P.H. Clausen blev født i Nordby d. 27. november 1847. I 14 års alderen fulgte han i sine forfædres spor og valgte søerhvervet til sin livsgerning.

Sin første sømandsuddannelse fik P.H. Clausen om bord i Fanøskibe på farter i Østersøen og Nordsøen og derefter på langfarter til Kinakysten, Ostindien og til vestkysten af Sydamerika.

Kapt. Peder Hansen Clausen var en af sin samtids mest initiativrige mænd på Fanø. Hans interesser spændte vidt. Skibsfartens og sømandsstandens anliggender stod ham naturligt nærmest; men næsten alt, hvad der i øvrigt kunne gavne Fanø og medvirke til trivsel og fremgang for hjem stavnen, kunne påregne hans støtte og medvirken. Han var medstifter af Fanø Skibsrederforening og af Fanø Søassurancefond. Fanøs fortid og udviklingen på øen gennem de sidste århundreder optog ham stærkt, derom vidner adskillige artikler fra ham i FANØ UGEBLAD, og han var sikkert den første, der i samme blad fremførte tanken om at få skrevet Fanø Historie.

I året 1911 nedskrev P.H. Clausen de optegnelser om Fanøs fortid, som han havde kendskab til, og føjede dertil oplysninger om liv og virke på Fanø, som ældre folk på hans tid kunne berette om. Men det er særligt forhold og begivenheder udviklingen på øen i hans egen tid, han fortæller om og indfletter deri sine betragtninger om tiden og fremtiden.

Det nedskrevne blev manuskriptet til en bog om Fanø, som Clausen derefter søgte at få udgivet. Han fandt dog, af flere årsager ikke den fornødne støtte til udgivelsen og deponerede før sin død i 1924 manuskriptet i Søfartsmuseet på Kronborg, uden at dets tilstedeværelse var kendt eller blevet omtalt på Fanø.

Mange år senere fik Fanøboen, diakon Anton Dam, Viborg, kendskab til P.H. Clausens manuskript i Kronborg museet. Anton Dam, der er en både initiativrig og dygtig forsker af fortidige forhold vedrørende Fanø, fik museets tilladelse til at foretage en afskrivning af P.H. Clausens Fanøbog og overgav mig venligst et eksemplar af afskriften.

Da kapt. P.H. Clausens søn, Max E. Clausen, der er bosat i Portland, Oregon, U.S.A., under et hjemmeophold på Fanø i sommeren 1973 fik oplysning om og kendskab til faderens manuskript, følte han sig forpligtet til at gennemføre, hvad der ikke lykkedes for P.H. Clausen selv, at få manuskriptet udgivet i bogform.

Kapt. P.H. Clausens bog er ikke en “Fanøs Historie” og udgives ikke for at være det; men det er en bog om Fanø, og den vil være et værdifuldt og nyttigt supplement til “Fanøs Historie”, og den være herved anbefalet til alle, der interesserer sig for fortidens Fanø.

Fortalt af afdøde borgmester Marius S. J. Sørensen

Næste år kom jeg med den paa Fanø nybyggede Brig »Conrad« for en hyre af 3 Rdl. pr. måned, og farten gik da fra Kiel, hvor jeg blev påmønstret, til Memel og derfra til Port Natal. Vi havde i Kattegat og Nordsøen svære storme, saa rejsen tog 112 dage. I Natal saa jeg Negre for første gang, store, svære karle med glinsende hud, og alle gik de splitternøgne. Et lille blikfutteral, hvori de havde snustobak, hang i ørerne. Saa snart vi lagde til ved broen, myldrede de om bord for at hjælpe os. De skulle saa have »en dram«, som jeg skulde traktere dem med. Jeg syntes, at de lignede hinanden og var ens, saa jeg kunne ikke kende forskel paa dem. De måtte kun få eet glas, men af ovennævnte grund, at jeg ikke kunde kende forskel paa dem, var der mange, der snød sig til at få to glas. Jeg fandt da på at slå en kridtstreg paa deres nøgne krop, når de havde fået, hvad de skulle. For øvrigt fik de een shilling om dagen.

Fra Natal gik vi til Singapore og Hongkong. Her fik vi Kinesere og Malajer at se. Vi skulle have kobberforhudningen repareret, og Malajerne dykkede uden videre ned for at undersøge skibsbunden og reparere kobberet. Vi fik paa den måde 2 plader fornyet af en Malaj med sine 2 sønner. Først dykkede manden ned og fandt, hvor de dårlige sad, derefter blev kobberpladerne gjort færdige med de nødvendige huller for sømmene, over hvert hul kom en klat hvid maling for at kunne skinne i vandet. Sønnerne gik saa ned ved hver Ende af pladen med sømmene mellem læberne. 10 søm kunne de slå i, hver gang, de var nede. Til sidst gik faderen ned og efterså arbejdet. Da vi efter 2½ Aars forløb kom i dok i Hamborg, viste det sig, at pladerne sad ganske godt endnu.

Medens vi laa i Hongkong, blev briggen »Glaridse« af Altona bragt ind, den var bleven overfalden af sørøvere. Kaptajnen, styrmanden og et par af mandskabet var slået ihjel, de andre reddede sig ved at skjule sig i kabelrummet, til plyndringen var forbi.

Om bord i »Conrad« havde vi til vort forsvar 3 kanoner, 6 rifler, 2 jagtgeværer og 2 revolvere, hvormed vi hver lørdag holdt øvelse. For øvrigt betjente kineserne sig meget ved overfald af Stinkpofter, som de kastede omkring paa dækket. Paa Manila, hvortil vi var komne fra Hongkong, fik vi en dag brug for vore våben, idet byen blev overfaldet af folk fra det indre af landet. Præsten i byen sendte bud om hjælp fra skibet, hvad vi ogsaa ydede. Røverne var kun bevæbnede med køller og spyd.

Der var fuldt med hajer i denne bugt, hvad vi ikke vidste, hvorfor vi ogsaa uden frygt badede i vandet langs skibssiden. Men en dag, da vi havde slagtet et kreatur, blev huden, der hang udenbords i et tov, pludselig snappet bort af en haj; siden vogtede vi os for at bade. Papegøjer og aber var der mange af, og med dem havde vi 'egen morskab.

Til denne beretning føjede Clausen stederne, hvor han i de første 10 År efter sin konfirmation fejrede julen: Jeg blev konfirmeret i februar 1862, samme år holdt jeg jul i Aarhus, i 1863 om bord på rejsen Memel - Port Natal, Øst-Afrika, i 1864 i Chefoo, Kina, i 1865 i Singapore, i 1866 hjemme paa Fanø, i 1867 i søen ved Kap Horn, i 1868 omtrent ved samme sted, i 1869 ligeledes, i 1870 i søen i Atlanterhavet, i 1871 hjemme, og i 1872 i Guayquil.«

Videre fortæller Kaptajn Clausen: »Da jeg var om bord i briggen »Amalie« (1882), fandt vi på en nytårsaften at skyde nytåret ind. »Amalie« var 238 R. Tons og førtes af Anders B. Clausen af Nordby (han omkom med dette skib i 1885). Vi havde en kanon om bord, og nu blev den halet frem og ladt. Styrmanden om bord, Hans Jessen,) også fra Nordby, havde været i amerikansk tjeneste under borgerkrigen og ikke ukendt med at behandle skyts, ligesom jeg under min orlogstjeneste ligeledes havde været med til at affyre en kanon.

Vi blev nu som særlig sagkyndige udnævnt til betjening af kanonen. Vi foreslog at anbringe kanonen paa halvdækket, men kaptajnen mente ikke, dette var nødigt, da det kun var en lille tingest til kanon, som ikke kunde gøre større malør, hvad den imidlertid gjorde. Naa, vi fik kanonen ladt. »Der skal spillemig en ordentlig portion krudt i,« sagde Jessen, »og så en ekstra god forladning.« Som sagt saa gjort. Forladningen blev stampet ned i med en håndspage, noget Fedt smurtes rundt i Mundingen af Kanonen for at få en smuk Ring, naar den affyredes, hvad jeg havde set blev gjort om Bord i »Peder Skram« ved den kanon, jeg var ved. Da vi ingen fænghætter havde, lavede vi en »Fus«, d. v. 5. noget krudt blev blandet med spyt og rullet sammen til en kugle og lagdes over fænghullet, og vel hjælp af en cigar antændtes krudtet. Da alt var klar, og Kaptajnen kommanderede »fyr~« satte Jessen tænderen til og - bum, sikken et rabalder det gav.

Kokken, der sad i kabyssen og pillede kartofler til labskovsen, kom styrtende ud, bleg som en kalket væg og bandende paa tysk (han var Holstener): »Gotts Donnerwetter, sind Sie den toll?« Alle løse sager i kabyssen var nemlig faldet ned af lufttrykket. Ud af svinehuset kom grisen i fuld fart og sprang langs dækket hen under bakken og »bandede« på sit sprog ligesom kokken. Grisehuset var nemlig faldet sammen ved skuddet. Da skuddet gik af, kom folkene, der var til køjs, farende ud paa dækket, forskrækket over larmen af skuddet. Skibet, der var paa rejse fra Hamborg til Vera Cruz, havde bl. a. et større parti dynamit om bord. 2den styrmand, der var sønderjyde, råbte paa sit sønderjydske mål: »N trøj, de war æ hiele Skiw, der sprong i æ Luft.« Katten, der laa og dasede paa agterlugen, tog i et par spring op i rigningen til store mærs, og hunden, der havde fulgt forberedelserne med stor interesse, da den syntes at fornemme, det gjaldt en rottejagt, peb saa ynkelig og løb ned i kahytten, hvor den søgte at skjule sig. Ellers skete ingen skade, og nytåret var nu paa behørig måde »skudt ind.« Da forskrækkelsen var overstået, trakterede kaptajnen med et glas vin, og saa lød der et hurra for Fanø.« P. H. Clausen fik siden hen sit eget skib at føre. Først førte han for andre rederier briggen »Johanne«, 3 m. skonnert »Sørine«, skonnertbriggen »Chr. Lützau Lund«, alle af Nordby, derefter byggede han barken »Laura« paa S. Abrahamsens værft i Nordby, det var i 1889.