Jeg har hjemme, hvor Bølgerne skummende gaa
imod Fanøs den sandede Strand,
og saa længe tilbage, som Mindet kan naa,
blev jeg draget af Skibe og vand.
Hver en Baad langs med Havnen jeg kendte saa vel,
og jeg tænkte: gid blot Du var stor!
Og langt førend jeg kunde den lille Tabel,
har jeg klaret mig stolt ved et Ror.
Det gav Krummer i Krop, tændte Modet i Bryst!
Og saa bar det fra Hjemmet en Dag;
paa den gyngende Sø mod den fremmede Kyst
fik jeg hurtigt paa Tingene Tag.
Vel jeg lærte, af Roser med Torne kun gro,
og at Klinte gror sammen med Korn;
men jeg holder Humøret og ta'r det med Ro
selv en stormende Nat ved Cap Horn.
Vel jeg saa i det fjærne, i øst og i Vest,
mangen dejlig og trillende Kyst;
men min hjemlige Strand var dog skønnest og bedst,
og mod den staar min Længsel og Lyst.
Jeg har hjemme paa Fanø, der følger min Brud
mig med Bøn paa min gyngende vej.
Et Hurra for mit Flag, som fra Toppen staar ud,
- det har Hilsen fra Hjemmet til mig.