Fuglekøjemandens vise
Ved Maja Pedersen, Sønderho
NEDENSTÅENDE gamle vise er digtet i året 1884 af fangemesteren ved en af de nu nedlagte fuglekøjer i Sønderho, Niels Jessen Anthonisen, der i over 30 år var fangemester og i den tid fangede i alt noget over 100.000 vildænder. N. J. Anthonisen, der døde 1940 - 87 år gammel - var søn af Thomas J. Anthonisen, som var med til at anlægge fuglekøjen i 1866. I sine ledige timer i ensomheden derude i køjen, digtede N. J. Anthonisen denne vise, som han sang med melodien til ”Jeg var en ung sømand, jeg var knap 17 år."
Udi den gamle kiste,
som i fuglekøjen står,
det musene mon friste,
hvad indhold den formår.
De har dengennemgnavet,
hvis der ej passes på,
at få den vel beslaget
og låget ligeså.
Den indeholder føde beregnet ej for mus,
nej, for en bedre grøde
der trives ej i hus,
som langtfra til os kommer
i efterårets tid,
den er fuglekøjens sommer,
dens vogters bedste tid.
Fra Finland ænder drager
i tusindvis herned,
dem dammen ret behager;
thi de ej bedre ved
end ligge der og svømme
og nyde livet sød,
dog derom de ej drømme,
at det bliver deres død.
Den køjernand han vender
ved kanalens munding bred,
hans ænder jo. ham kende,
som lokket har herned
en sværm af vilde ænder,
derfor han også må
tre håndfuld byg dem sende,
og derpå fremad gå.
Vildænder ham ej kender,
derfor de opad gå
imod kanalens ender,
hvor stille de mon stå;
thi garnet vil ej briste,
endskønt det prøves skal,
han må dem deraf vriste,
for at knække deres hals.
Den vise den er digtet
udi en ledig stund,
mens ænderne har ligget
og taget sig et blund.
Alt i naturen hviler,
og alting er i ro,
den køjemand han smiler.
og gør sin gerning tro.
N. J. Anthonisen
Da det ved lov blev vedtaget, at fuglekøjerne på Fanø skulle nedlægges, gik det Fanø-boerne til hjerte, ikke mindst den gamle fangemester, og hans vise fik da tilføjet følgende vers:
Bort skal de gamle køjer,
der Fanøs stolthed var,
vort land ej andre ejer,
derfor vi æren har.
Nu hen til andre lande
de ænder drage vil,
og ej til vore strande,
de mere trække vil.
Bedriften udi køjen
den gik fra slægt til slægt,
derfor som mindehøjen
vi på den lagde vægt.
Med et bedrøvet hjerte
vi dem må lukke til,
det volder os stor smerte,
man os ej høre vil.
Ved den gamle fangernesters 80 års fødselsdag i året 1932 den 30. oktober, føjedes endnu et vers til visen, nemlig følgende fra en af hans venner:
Som træet rank du står endnu,
du gamle køjemand,
og giver læ .og værner
for dine, hvor du kan.
Men må engang du falde
for stormens tag tilsidst,
det er for dig at kalde
til større glæde hist.
Den gamle fangemester Niels J. Anthonisen havde over porten ind til fuglekøjen, hvor han havde bygget sig .en lille hytte lige indenfor porten, opsat en træplade med følgende inskription udskåret og malet:
"Lyksalig den, som i sin hytte,
ukendt af verden lever hen,
og med sin velstands skæbne bytte,
kun ses af sin bekendte ven.
Herre, giv fred i landet
og brød i huset".
Denne træplade, der i fortiden havde haft sin plads over indgangsdøren til Anthonisens hjem i Sønderho, skænkede han, da fuglekøjen blev nedlagt, til frilandsmuseet i Lyngby, til det Sønderho-hus, som findes der, og her kan man stadig se den endnu.
Vise om Sønderho gamle fuglekøje
Der har som bekendt i den sidste tid været talt og skrevet om den gamle fuglekøje ved Sønderho i anledning af, at der fra Vildtbiologisk station på Kalø er rettet forespørgsel om leje af fuglekøjen til ringmærkning af vildænder. Derved opfriskes gamle minder om denne fuglekøje, der allerede blev anlagt i året 1866 og således snart er 100 år gammel. L over 30 år var den i sin tid kendte ravsliber, afdøde Niels J. Anthonisen, fangemester i køjen, og i den tid fangede han noget over 100.000 vildænder. I 1884 digtede han i sine ledige, ensomme timer derude følgende vise, som han sang på melodien: "Jeg var en ung sømand, jeg var knap 17 år".
Udi den gamle kiste, som i fuglekøjen står,
det musene mon friste, hvad indhold deri formår?
De har den gennemgnavet, hvis der ej passes på,
at få den vel beslaget og låget ligeså.
Den indeholder føde beregnet ej for mus,
nej, for en bedre grøde, der trives ej i hus,
men langtfra til os kommer i efterårets tid,
det er fuglekøjens sommer, dens vogters bedste lid.
Fra Finland ænder drager i tusindvis herned,
dem dammen ret behager, thi de ej bedre ved,
end ligge der og svømme og nyde livet sød,
dog derom de ej drømme, at det blive deres død.
Den køjemand, han venter ved kanalens munding-bred,
hans ænder jo ham kender, som lokket har herned
en sværm af vilde ænder, derfor han også må
tre håndfuld byg dem sende og derpå fremad gå.
De vilde ej ham kender, derfor de opad gå
imod kanalens ender, hvor stille de mon stå,
thi garnet vil ej briste, endog det prøves skal,
han må dem deraf liste for at knække deres hals.
Den vise den er digtet udi en ledig stund,
mens ænderne har ligget og taget sig et blund.
Alt l naturen hviler, og alting er i ro,
den køjemand han smiler og gør sin gerning tro.
Dengang det ved lov blev vedtaget, at fugle køjerne på Fanø der var ialt 3, en i Nordby og to i Sønderho - skulle nedlægges. ~ det Fanøboerne til hjertet, ikke mindst den gamle fangemester Anthonisen i Sønderho, da han syntes det var en så hurtig og human måde, ænderne blev aflivet på. Jeg har hørt fortalt, at han gav dem et tryk med sin hån under vingen så de besvimede og således sIet ikke fornemmede, at han i en hurtighed knækkede halshvirvlerne. Det var næsten udført i sekunder, hvorimod ænder ved at blive skudt måske kan ligge og lide i lang tid, inden de dør.
Derfor blev der da også, inden den gamle fangemester døde i 1940, henved 87 år gammel, tilføjet visen følgende vers:
Bort skal de gamle køjer, der Fanøs stolthed var,
vort land ej andre ejer, derfor vi æren har.
Nu hen til andre lande. de ænder drage vil
og ej ved vore strande. de nu mere trække til.
Bedriften udi køjen, den gik fra slægt til slægt,
derfor som mindehøjen, vi på den lægger vægt.
Med et bedrøvet hjerte, vi nu dem må lukke til,
ja, det os volder smerte, man os ikke høre vil.
Som træet rank du står endnu, du gamle køjemand,
og giver læ og værner om dine, hvor du kan.
Men må engang du falde for stormens tag til sidst
det er for dig at kalde til en større glæde hist!
Nu vil måske den gamle fuglekøje atter blive lukket op og sat i stand til nyttigt brug ,og det vil glæde efterslægten af de gamle, der anlagde den for snart hundrede år siden. Og de gamle træer, der da blev plantet til læ om den, de står der sikkert endnu.
Ved Maja Pedersen.
Gå til top