En kold dag i marts måned 1929 fik en helt afgørende indflydelse på min tilværelse - det var torsdag d. 14. marts. - Jeg var mødt til mit arbejde på dagbladet "Vestkysten" i Esbjerg, hvor jeg var midlertidigt beskæftiget. Arbejdet begyndte kl. 7, men lidt senere kom der besked fra fagforeningen om, at jeg skulle tage til Fanø Bogtrykkeri for at afløse trykkeriets eneste typograf, Hugo Høgsted, der var blevet syg.

Jeg var på det tidspunkt den eneste delvis ledige, der var uddannet til både håndsætter og trykker, og derfor måtte jeg påtage mig jobbet. Jeg var egentlig ikke særlig begejstret for at gå fra avisen, hvor jeg jo var på vej til et varigt arbejde, men der skulle jo hjælp til Fanø Bogtrykkeri, så jeg sagde ja, og pakkede min kittel og min madpakke og tog til Fanø.

Der sejlede en færge fra Esbjerg kl. 9.15, og den nåede jeg. Som allerede antydet var det en kold vinter med stærk frost og med svær isgang i farvandet, og sejladsen var da også noget usikker.

Med lidt forsinkelse ankom jeg til Fanø, og da jeg gik i land, så jeg stedets eneste politimand stå ved færgens landgang, og ham spurgte jeg til råds om at finde frem til trykkeriet; han viste mig hen til en mand, der sammen med andre stod og fulgte færgens ankomst. Det var den kendte boghandler Søren Cl. Hansen, for hvem jeg nu en tid skulle arbejde. Han fulgte mig det lille stykke vej til hans forretning, hvor trykkeriet havde til huse. Han hilste venligt på mig, jeg var jo ventet, da arbejdet lå stille i trykkeriet, og det næste nr. af Fanø Ugeblad gerne skulle være færdigt lørdag eftermiddag.

Det var ikke uden nogen bekymring, at jeg så mig om i det beskedne lokale, hvor trykkeriet og et bogbinderi, også af beskedent format, havde til huse. Her var beskæftiget en godt midaldrende bogbinder, Jørgen Andersen, som de første ret problemfyldte dage skulle blive mig en helt uvurderlig hjælp. Og jeg kan godt sige, at uden hans hjælp, tror jeg ikke, jeg havde klaret arbejdet.

-, Trykkeriets tekniske udstyr var beskedent og af betydelig ældre årgang, end det jeg havde kendskab til og var vant til at arbejde med. Jeg var jo kun 21 år gammel, da jeg kom til Fanø.

Arbejdet i trykkeriet var ikke meget afvekslende, og alligevel skete der mange ting, som jeg ikke tidligere havde oplevet på mine arbejdspladser. Der kom egentlig så mange forskellige mennesker i dette trykkeri.

Først og fremmest de folk, der på en eller anden måde havde tilknytning til trykkeriet eller forretningen "Hansens Boghandel". Der var bogbinderen, Jørgen Andersen, som jeg arbejdede meget nært og godt sammen med. Når der var arbejde til en bogbinder, skyldtes dette, at vi i trykkeriet fremstillede skibsdagbøger, protokoller, som skulle føres i alle skibe for såvel sejladsen og for skibets maskine. Boghandlerens mest betydelige kunde på dette område var rederiet J. Lauritzen, men også andre mindre rederier fik deres skibsdagbøger fra Fanø, hvor Jørgen Andersen stod for hele fremstillingen og det var håndarbejde alt sammen!

Der var jo også forretnings indehaver, chefen boghandleren Søren Cl. Hansen. Han var jo en helt speciel "Mester' med en ligefrem og naturlig venlighed. Når han havde været sin daglige formiddagstur ved færgen og vendte tilbage til sin forretning, kom han daglig ud i trykkeriet, for at sludre lidt med os, mest med Jørgen Andersen, men lidt efter lidt også med mig. Og det var gode og hyggelige stunder. Jeg lærte egentlig meget om Fanø og byens borgere ved at lytte. Jeg har aldrig hørt Boghandleren sige noget nedsættende eller ondt om et andet menneske, men han kunne med et sjældent lune fortælle om ' tildragelser og ting, som han havde hørt eller set på sin formiddagstur. Det var et dagligt lyspunkt.

Inde i butikken boghandelen var der meget mere personale. Der var Metha Jensen, en meget dygtig og velanset ekspeditrice, der var først på pletten ved dagens begyndelse. Der var også en ung medhjælper, Harald Samberg, som havde sit hjem i villa "Venita" ved Fanøbad. Han var medlem af en stor børneflok, der havde det tilfælles, at de alle havde fornavne, der begyndte med "H". Han var der dog kun i kortere tid, inden han fik beskæftigelse i en anden by. Han var for resten udlært i Engers Hansen’s boghandel i Esbjerg.

Hver lørdag formiddag havde vi muntert besøg af provsten, som kom med nogle få linier til Ugebladet om de kirkelige nyheder, gudstjenester og andre kirkelige handlinger, såsom dødsfald, begravelser, vielser, barnedåb m.m.

Jeg husker i den forbindelse, at der var blevet døbt et barn i kirken den foregående søndag, og at han havde fået mellemnavnet Bøge, og at provsten pålagde mig ikke at glemme det mellemnavn. Det lovede jeg naturligvis, og jeg bemærkede, at navnet passede så godt netop nu, da bøgen lige var sprunget ud. Ja, sagde provsten, men den sprang lidt for tidligt her.

Andreas Schmidt, kaldet ”Andreas Klap”, da han havde en klap for det ene øje. Han gik rundt i byen med en trækvogn, hvori han havde sine haveredskaber, da han ordnede haver og lugede brosten for folk. Han boede i et lille Fanøhus ”Kahytten” i Mellemgaden.

Harald Georg Olesen, f. 14 maj 1909 og d. 2. februar 1980 arbejdede som kirkegårdsgartner, herudover var han kirkebetjent.