Anders Jepsen var født i Nordby, d. 7. maj 1976, og han var bror til malermester Hans Jepsen. Som ung mand kom han i lære som snedker og arbejdede gennem mange år som svend hos nu afdøde tømrermester Hans Jensen, hvor han var værdsat som en dygtig og samvittighedsfuld håndværker, der passede sit arbejde på bedste måde.

Petersen var som bekendt med ved Sønderho redningsbåds kæntring 28. maj i 1942. han blev hårdt medtaget og hans helbred har siden da været stærkt svækket.

August Petersen var en meget dygtig håndværker. Han var håndsnild som få, og han løste uden problemer mange håndværksmæssige småproblemer, som adskillige andre måtte lade ligge. Død 3. november 1942.

Hans Dahl Nielsen var født i Sønderho, som søn af hovmester Thomas A. Nielsen. Gennem en række år var han en solid og flittig håndværker dels inden for sit egentlige fag, dels senere som en habil tækkemand. Han har lagt tag på adskillige af Sønderhos stråtækte huse. Men for nogle år siden pådrog Dahl Nielsen sig en alvorlig øjenlidelse, der hindrede den ellers så virksomme mand i at fortsætte sit vante arbejde, og han har været svagelig gennem længere tid.

For år tilbage tog Hans Dahl Nielsen virksomt del i sognets offentlige arbejde. Han var således i flere perioder medlem af Sønderho sogneråd og af menighedsrådet, ligesom han en årrække var formand for sognets sygekasse. Også Dahl Nielsens særlige interesse for afholdsbevægelsen  bør nævnes, idet han hele sit liv gik aktivt ind for afholdssagen, og indtil sin død var medlem af Blå Kors. Død 1. april 1967.

Torsdag d. 12. marts 1987 sidst på eftermiddagen på faldende vand, døde Max. At det skete sidst på eftermiddagen og på faldende vand er måske en tilfældighed, men i så tilfælde passer tilfældigheden godt på Max. Det var typisk for ham ikke at holde fyraften til bestemt tid, hvis han var midt i noget, nej så blev han ved til det var færdigt, om det så blev sen fyraften.

Som så mange andre herovre var Max overbevist om, at liv blev til på stigende vand, og sluttede på faldende, det har jeg så tit hørt ham snakke om. For ham, der har boet og arbejdet så tæt på Vadehavet, hans interesse for jagt, fiskeri og sejlads, har tidevandsrytmen været en lige så naturlig ting, som at trække vejret.

Max var født i Sønderho d. 12.11. 1910 og kom tidligt i lære som snedker. Efter nogle få år som ung at have arbejdet i Esbjerg, vendte han tilbage til Sønderho, og har arbejdet her resten af sit liv. I stedet for at sige arbejdet, burde man nok sige levet her, for Max var det at arbejde, nemlig det samme som at leve. Arbejdsglæden ligefrem strålede ud hos Max. Om han murede, snedkererede eller stod på værkstedet i flere timer og reparerede en tilsyneladende lille ubetydelig ting, glæden og tilfredsstillelsen var altid den samme.

Hvad Max har betydet for Sønderho er umuligt at gøre op, han har aktivt taget del i næsten alt, Sogneråd, Menighedsråd, Jagtforening, Redningsbåd, Bjergelav m.m. Om han altid har gjort det rigtige, afhænger af de øjne der ser det, men helt sikkert er det, at han gjorde det i en god mening for Sønderhos bedste.

At byen i dag er så arkitektonisk velbevaret og prises i høje toner af alle fra nær og fjern, har han en meget stor del af æren for. Længe inden det var almindeligt at beskæftige sig med bevaring, havde Max set de kvaliteter og værdier byen bestod af, og gjorde hvad han kunne for at værne om dem. En lille fejl her og der kan man godt finde, men ingen af os er fejlfri, nogen gange har det måske været et kompromis han har måttet indgå. Det holder måske ikke altid, men han sagde tit, af to onder vælger man det mindste.

Han har levet i en tid, hvor der skete en udvikling inden for alt, nye materialer nye arbejdsmetoder, nye normer og kvaliteter. Han fulgte med i det hele, var åben positiv og kritisk, ikke bange for at prøve det nye, og tilpasse det de gamle håndværkstraditioner, som han værnede om. Han har skabt et værksted med traditioner og kvaliteter, som er enestående i dansk håndværk, men ikke mindst har han forstået at give sin indsigt og viden videre til en ny generation, der vil mindes ham ved selv at prøve på at give det videre.

Fredag den 1. november 1991 er skibstømrer Aksel Nørgaard, Lodsvej, afgået ved døden 81 år gammel.

Aksel Nørgaard, en rar, venlig og hyggelig mand med et lunt glimt i øjet, er kendt af mange, også uden for Fanø.

Han kom til Fanø i 1946 og tog straks del i livet på øen. Han var en god bas i et kor, som blev bygget op. Han var med til at starte Fanøs spillemandsorkester sammen med Pavar, Kokkenborg og Krølle. I flere år var han meget aktiv indenfor Fannikerdagen og spillede dilettant i adskillige forestillinger. Samtidig passede han sin gerning som skibstømrer. Startede senere snedkerforretning på Lodsvej, hvor han også passede sin bedemandsforretning.

Musikken og familien var dog det, der stod hans hjerte nærmest. Han har glædet utallige med sin fine musik og musikinteresse. Selv i sin høje alder drog han hver uge til Esbjerg, hvor han spillede for folkedansere der.

Lørdag den 28. oktober 1978 er bådebygger Karl Kristian Sørensen, Nordby, afgået ved døden.

Sørensen, eller som vi alle bedst kender ham, Kesse Huus, blev 66 år gammel. Han kom som dreng sammen med sine forældre fra Ringkøbing her til Fanø, hvor faderen fik arbejde på Fanø skibsværft.

Kesse Huus var kendt af alle i Nordby, han var den, som mange havde brug for, og som kunne klare næsten alle problemer både af teknisk og håndværksmæssig art, han havde det i fingrene. Vi mindes ham således som en værdifuld medhjælp, når vi havde montører til vore maskiner i trykkeriet (Fanø Bogtrykkeri). Også på mange andre områder var han en såre nyttig mand, som vil blive vanskelig at erstatte. Han var så rolig og vellidt af alle her i vor by. Stilfærdigt gik han iblandt os, og med snilde og dygtighed klarede han de ting, han gav sig i kast med. I sin fritid holdt han meget af at færdes på stranden, hvor han var en kyndig ravsamler, og han kunne også forarbejde fine ting af det rav, som han fandt, og han havde egentlig glædet sig til den dag, hvor han kunne blive pensionist for at få bedre tid til sine egne interesser.

Afdøde mistede for mange år siden sin hustru. Han overleves af fire sønner, hvoraf de to bor i Nordby, og to har deres beskæftigelse og hjem i Grønland. Kesse havde den store glæde og oplevelse at besøge sine drenge i Grønland, og han så hen til, at der kunne blive lejlighed til at gentage besøget.

Peder L. Sørensen var født i Nordby, som søn af kapt. Oscar Sørensen. Lærte i sin ungdom urmagerfaget, og han indrettede senere sit eget værksted med forretning i moderens hus ved Hovedgaden. Han var en dygtig og omhyggelig håndværker, som hurtigt vandt sine kunders tillid. Foruden sit egentlige håndværk arbejdede han meget som ravsliber og udførte mange smukke ting. I 1961 solgte han hus og forretning til dens nuværende indehaver, urmager Axel Christensen

Fhv. kaptajn, rutebilejer Søren Svendsen, Vestervejen, kom efter konfirmationen ud at sejle, og tog senere styrmands- og skibsførereksamen på Fanø Navigationsskole. 

Svendsen etablerede ruten færgen – Rindby Strand og byggede i maj 1936 rutebilstation og butik ved Rindby Strand. Bygningen indeholdt venteværelse, et rum til sortering af post, kiosk og telefon. Desuden indrettedes der i bygningen 3 længe tiltrængte toiletter, endda med træk og slip. Senere solgte han butikken til en datter og søn og rutebilerne til A/S Fanø Rutebiler. 

I begyndelsen af rutens tid var Kirkevejen meget vanskelig farbar, bestod kun af sand, men fik så en udbedring, idet man lagde et tykt lag ler og grus på vejen.

Egon Svendsen, Vestervejen 59, Nordby, er søndag den 17. januar 1993 stille sovet ind i sit hjem efter længere tids svær sygdom, kun 67 år gammel. 

Egon blev uddannet automekaniker men fortsatte sin løbebane som buschauffør ved sin far, Søren Anker Svendsen. I 20 år kørte han busruten fra Fanøfærgen til rutebilstationen på Rindby Strand. 

Som 44-årig blev Egon taxavognmand ved Esbjerg Taxa. Dette erhverv drev han, indtil han valgte at nyde sit otium i sit barndomshjem på Vestervejen. 

Egon nød at opholde sig i sin have, han elskede naturen og stilheden. 

Gennem hele livet har Egon været utrolig pertentlig og altid med orden i tingene. 

Chauffør Svend Gravesen kom til Fanø i 1944 og døde i juli 1987. Han sagde altid, at han kom for en weekend, men den varede ved. Han elskede Fanø og især Sønderho. Han er nok mest kendt for sin tid som buschauffør. Når sommergæsterne kom, stod han udenfor bussen i uniform og kasket, hvor han tog imod alle med et smil og hjalp med kuffert, cykel, barnevogn m.m. - selv et barn kunne blive til dels passet. - Han kørte også mange udflugter: Skole- og feriebørn, Nordby Husmoderforening, Folkedansere m.fl. Og efter en vellykket tur kom han altid glad hjem.

I hans unge dage fiskede han fra Nymindegab, hvor han var født. Senere kørte han lastbil for bl.a. Marie Pedersen, og sønnen Ove, da han kom til. Da rutebilerne blev A/S kom Chr. Andersen fra Ribe, og han skaffede Svend fast arbejde ved DSB i Ribe på ruten Ribe-Esbj.-Flensborg; men Svend længtes tilbage til Sønderho, også da han en overgang var ude at fiske med „Lathyrus" og „Agnes Margrethe". Han blev så ansat ved klitvæsenet under Hans Jensen, og blev selv senere klitfoged under plantøren, hvor de havde et godt samarbejde. - Svend elskede at værne om klitterne og især Hønen. Han dækkede og plantede og glædede sig, når det groede. - Det var hans store sorg, når en storm lavede huller i hans elskede klitter.

Torsdag, den 10. marts 1949 er frk. Ingeborg Hansen, Esbjerg, afgået ved døden på Centralsygehuset i Esbjerg i en alder af 72 år. – Frk. Hansen, der var datter af den i sin tid så kendte skibsfører Jørgen N. Hansen, havde i sin ungdom pladser ved husgerningen, men efter nogle års forløb tog hun atter ophold i barndomshjemmet for at pleje sine forældre på deres gamle dage. 

Senere begyndte hun en forretning med hjemmelavet chokolade, og varerne fra den lille forretning i Havneslippe vandt hurtigt ry for deres fine kvalitet. Sin natur tro, ønskede hun også her at yde det bedste, og frk. Hansen var vist betydelig mere nøjeregnende med, at tingene fik den rette kvalitet, frem for hun selv den størst mulige fortjeneste. 

Da krigen kom med sine mange erstatningsvarer opgav hun at drive forretningen videre, ”jeg vil ikke sælge alt det kram til folk, som de nu vil prakke mig på”. Alderen var dog også begyndt at melde sig hos hende, helbredet var ikke mere godt, men hendes energi fik hende dog til at holde ud endnu et stykke tid. Men til sidst måtte frk. Hansen kapitulere, og hun tog så ophold i hjemmet hos en niece.

Maja Pedersen erindrer om sin mor: ”De sidste år, min mor levede, var hun ved at være træt. Så fik hun en lille butik herhjemme i »æ nar donska (nordstuen). Der var hundekoldt. Når vi havde gæster, var der ingen, der ville sidde derinde. Der havde hun kaffe og margarine, chokolade og bolcher. Om formiddagen drog hun op til Rindby med sin lille vogn og solgte de varer, der var bestilt. Børnene var især glade for hende, da de fik slik. Hun tjente vist ikke ret meget på varerne. Sidenhen under krigen blev hun kendt som »Kaffe-Ane« og »Erstatnings­Ane«. Når jeg kom hjem sidst på eftermiddagen, var der et værre roderi i køkkenet. Køkkenbordet var fyldt med opvask og store gryder. Det kunne jeg ikke holde ud at se på og være i. Så gik jeg i gang, jeg nænnede ikke, at hun skulle komme træt hjem og ordne alt det. Somme tider kunne jeg også nå at rydde op i stuen, og det var jo også i min egen interesse, at der var hyggeligt at være om aftenen, når jeg kom hjem.

Min mor fik et langt liv. Hun blev født den 8/7 1874 og døde den 18/12 1947. Jeg husker tydeligt, at det var lige før jul, mens vi boede i Stiftsprovstegården.

Mor havde en kiosk omme ved havnen i mange år. Hun kogte creme, og det blev puttet i en form, og der kom is ovenpå og rundt om. Vi skulle så dreje ismaskinens håndtag rundt, til det blev stift. Det var mest søndage og i ferierne, hun var der. Hun solgte også chokolade og forskellig andet. Der stod så mor ved alle færger hele dagen. Der kom mange skoler herover på udflugt dengang. På søndagsskoleudflugt - oftest til Sønderho - var hun med og solgte til alle børnene. Hjemme i nordstuen havde mor alt muligt slik + kaffe og margarine, som hun kørte op til Rindby og solgte. Under krigen ophørte kiosken vist, men salget i Rindby fortsatte vist lidt endnu, men mor var ikke rask.”

Ølbryggeri: Fanø Bryggeri og Mineralvandsfabrik, H. Kjær. Bryggeriet er anlagt 1895. Sønnen Harald Kjær overtog faderens virksomhed. Harald Kjær fremstillede mineralvand og hvidtøl, som han kørte rundt og solgte. Harald tjente i sin tid på landet, indtil han overtog virksomheden.