Plantelivet på Fanø's Klitheder
Tormentil Potentil
Potentilla erecta
FOREKOMST Hede, overdrev, eng
LEVEVIS. Tormentil er en staude med en opstigende eller helt opret vækstform, som får planten til at ligne en lille, halvkugleformet busk. Stænglerne er runde i tværsnit og fint behårede. Bladene findes dels som langstilkede grundblade og dels som ustilkede (eller kortstilkede) stængelblade. De sidste sidder spredt, og de er trefingrede med grove tænder ved spidsen af hvert afsnit. Oversiden er blank og græsgrøn, mens undersiden er noget lysere. Blomstringen sker i juni-august, og hver blomst sidder på en særskilt stængel. Blomsten er 4-tallig, hvad der er meget usædvanligt hos Potentil og i Rosen-familien i det hele taget. Kronbladene er lysegule med en tydelig indskæring i spidsen. Frugterne består af 4-8 småfrugter hver.
.
FORVEKSLING Tormentil kan minde om Liggende Potentil, men som navnet antyder har sidstnævnte art nedliggende stængler, hvorimod Tormentil har opstigende eller oprette stængler. Begge arter har kun 4 kronblade, hvorimod alle andre Potentilarter har 5.
Planten benyttes som lægeplante og til garvning af skind. Den opsvulmede jordstængel, der er rød indvendig, bruges til kryddersnaps.
Jordstænglen af tormentil har sammentrækkende virkning og anvendes traditionelt mod diarré og milde slimhindebetændelser i mund og svælg