MAN ved ikke bestemt, hvilket år denne tildragelse er foregået; men de gamle, der har fortalt den, begynder gerne således: Hvornår det skete, ved jeg ikke lige på en prik; men det passerede da, lige inden treårskrigen begyndte, og så var det hen på efteråret. 

Fra sit lille 3-fags hus gik Søren en morgenstund meget tidlig ud til havet for at hente sig noget træ til brændsel. Det var endnu temmelig mørkt, så det kneb med at finde vej mellem klitterne ad de smalle gang­stier; men da han nåede stranden, fulgte han flodmærket et godt stykke fremad. Han så nu forude noget ligge i strandkanten - en mørk genstand, syntes han og gik hen for at se, hvad det kunne være. Det viste sig da, at det var et ilanddrevet lig - en mand i sømandsdragt og med et par lange støvler på benene. Så fik Søren pludselig den tanke, at det var bedst at tage støvlerne, for han syntes, det var en skam at begrave liget med de gode støvler på. Det var nemlig skik dengang, at de strandede lig blev begravet uden at blive undersøgt eller afklædt, og de blev begravet i et hjørne af kirkegården uden klokke­klang og salmesang. Søren så sig for­sigtig om til alle sider; men da intet mistænkeligt var at se, trak han forsigtig først den ene så den anden støvle af, tog dem med sig og begav sig ad hjemmet til. 

Men ak og ve - en af Sørens kendinge havde fra en nærliggende klit iagttaget det hele, og han var nu til sinds at drive løjer med Søren og selv sætte sig i besiddelse af støvlerne. Så snart Søren var kommet op i klitterne, mærkede han, at en person fulgte ham som en skygge, og pludselig hørte han en klagende lyd og en sagte hvisken: »Gi mæ mi støvl! Gi mæ mi støvl!« Da Søren hørte disse ord og ingen kunne se, troede han, det var fra liget. Han smed støvlerne og skyndte sig alt det, han kunne ad hjemmet til. 

I lang tid derefter gik Søren ikke på stranden. Der var kommet en vis frygt over ham, indtil en medlidende nabo omsider fortalte ham sammenhængen, og en tid efter så han også selv en af sine bekendte med støvlerne på. Søren sagde ingenting, men tænkte sit. Han havde ellers ikke ord for at tage noget der tilhørte hans næste; men i dette tilfælde syntes han, at det jo da var en død mand. Dog, efter den tid passede han meget på ikke at tage mere på stranden, end hver mand måtte se. 

Man forstår af ovenstående, at man altså dengang for ca. 100 år siden ikke viste den samme ærbødighed overfor et strandet lig som en almindelig død, skønt man synes, at netop et sådant menneske, der har givet sit liv til havet, burde vises ære. 

Siden er det dog også blevet helt anderledes, og herpå har vi i Sønderho et særligt bevis. Allerede mange år før de store nationer fik grave og mindestene for den ukendte soldat, blev der på den gamle kirkegård i Sønderho rejst et minde på den ukendte sømands grav. Det var i august 1904, da der var blevet begravet et ilanddrevet lig af en ung sømand, at en malerinde fra Haderslev, der havde studieophold i Sønderho på den tid, satte et trækors på graven, og malerinden, hvis navn var frk. von Krogh, påmalede korset følgende smukke vers: