Fuglekøjemandens vise
Ved Maja Pedersen, Sønderho
Udi den gamle kiste,
som i fuglekøjen står,
det musene mon friste,
hvad indhold den formår.
De har den gennemgnavet,
hvis der ej passes på,
at få den vel beslaget
og låget ligeså.
Den indeholder føde beregnet ej for mus,
nej, for en bedre grøde
der trives ej i hus,
som langtfra til os kommer
i efterårets tid,
den er fuglekøjens sommer,
dens vogters bedste tid.
Fra Finland ænder drager
i tusindvis herned,
dem dammen ret behager;
thi de ej bedre ved
end ligge der og svømme
og nyde livet sød,
dog derom de ej drømme,
at det bliver deres død.
Den køjemand han vender
ved kanalens munding bred,
hans ænder jo. ham kende,
som lokket har herned
en sværm af vilde ænder,
derfor han også må
tre håndfuld byg dem sende,
og derpå fremad gå.
Vildænder ham ej kender,
derfor de opad gå
imod kanalens ender,
hvor stille de mon stå;
thi garnet vil ej briste,
endskønt det prøves skal,
han må dem deraf vriste,
for at knække deres hals.
Den vise den er digtet
udi en ledig stund,
mens ænderne har ligget
og taget sig et blund.
Alt i naturen hviler,
og alting er i ro,
den køjemand han smiler.
og gør sin gerning tro.
Da det ved lov blev vedtaget, at fuglekøjerne på Fanø skulle nedlægges, gik det Fanø-boerne til hjerte, ikke mindst den gamle fangemester, og hans vise fik da tilføjet følgende vers:
Bort skal de gamle køjer,
der Fanøs stolthed var,
vort land ej andre ejer,
derfor vi æren har.
Nu hen til andre lande
de ænder drage vil,
og ej til vore strande,
de mere trække vil.
- og der er liv i fuglekøjen
Der er smukt i fuglekøjen
Bedriften udi køjen
den gik fra slægt til slægt,
derfor som mindehøjen
vi på den lagde vægt.
Med et bedrøvet hjerte
vi dem må lukke til,
det volder os stor smerte,
man os ej høre vil.
Ved den gamle fangemesters 80 års fødselsdag i året 1932 den 30. oktober, føjedes endnu et vers til visen, nemlig følgende fra en af hans venner:
Som træet rank du står endnu,
du gamle køjemand,
og giver læ .og værner
for dine, hvor du kan.
Men må engang du falde
for stormens tag tilsidst,
det er for dig at kalde
til større glæde hist.
Den gamle fangemester Niels J. Anthonisen havde over porten ind til fuglekøjen, hvor han havde bygget sig en lille hytte lige indenfor porten, opsat en træplade med følgende inskription udskåret og malet:
"Lyksalig den, som i sin hytte,
ukendt af verden lever hen,
og med sin velstands skæbne bytte,
kun ses af sin bekendte ven.
Herre, giv fred i landet
og brød i huset".
Denne træplade, der i fortiden havde haft sin plads over indgangsdøren til Anthonisens hjem i Sønderho, skænkede han, da fuglekøjen blev nedlagt, til frilandsmuseet i Lyngby, til det Sønderho-hus, som findes der, og her kan man stadig se den endnu.
Gå til top