I mine bedsteforældres tid var traktementerne ved højtidelige lejligheder helt anderledes end i vore dage, og de fortalte fra deres ungdomstid på Fanø, f. eks. ved fødselsdagsgilde, hvorledes man kunne finde gode fornøjelser og stor glæde selv under megen nøjsomhed. Flormel var næsten ukendt dengang til i midten af tredserne, og da et skib, lastet med flormel, engang strandede udfor Sønderho, og en del af ladningen drev i land, var det en hel herlighed.

Før den tid bagte man rugmelskager, og ved særlige gilder blev der for "de finere folk" sat en. tallerken med tvebakker og hamburger­kringler overstrøet med kommen. De sidste var hjembragt fra Ham­borg med søfolkene - de var ikke så lige friskbagte, men alligevel meget eftertragtede.

Øens ungdom var dengang inddelt i flokke, således at hver, flok gerne var jævn­aldrende. De unge mænd og piger, der var konfirmeret sammen i Sønderho eller Nordby kirke, kaldtes :"Aaltesknolde", d. v. s., at de havde været ved alteret sammen. De lange vinteraftener gik disse flokke samlet til et eller andet hjem og havde det fornøjeligt med hverandre. Disse sammenkomster kaldtes "Raaegaang" (rådgang). Havde så een i flokken fødselsdag, skulle vedkommende bindes, og man brugte da alle mulige kneb for at fødselsdagsbarnet kom i besiddelse af et "bindebrev". Aldrig så snart var dette sket, før det lød: "Duen bunden"!

Sådanne bindebreve var forskellige, men altid på rim og var underskrevet af alle de øvrige i flokken. De sendtes særlig af de unge mænd til de unge piger. Når een var blevet bundet, kunne vedkommende kun blive løst ved at holde et gilde.

Gildet løste fødselsdagsbarnet med ære, og bindebrevet blev opbevaret som et kært minde - ja, blev endog gerne indsat i glas og ramme på tryk og med ornamenter i forskellige skønne farver omkring det.               

Maja Pedersen.