I modsætning til ellefolk og nisser, der fortaltes så meget om i gamle dage, så troede man endnu i slutningen af forrige århundrede på Fanø, at der var forvarsler, og mange gamle i Sønderho har fortalt om at have oplevet disse.

    I min fader, P. Klemmensen Pedersens efterladte erindringer har jeg fundet følgende optegnelser:

Snedker Niels J. Clausen i Søn­derho har fortalt, at han lige efter krigsåret 1864 en aften sent havde stået ved sit hjem i den nordligste del af byen og set, at det var som den sydligste del af Sønderho brændte i lys lue. Han skyndte sig derhen, men alt var som sædvanlig, og ingen ild var at se. Niels Clausen tog det dog som et forvarsel, og det skete virkelig nogle år efter, at et hus tilhørende Mads Frandsens enke (nu Maje Pedersens) lige overfor, hvor nu hotellet ligger, brændte en mørk aften, og Niels Clausen så da atter ildskæret fra sit hjem. 

Det bestyrkede selvfølgelig hans tro på forvarsler, og mange gamle folk på hin tid troede fuldt og fast på, at der gik forvarsler for, hvad der skete af alvorlig betydning, f. eks. dødsfald, ulykkestilfælde, ildebrand og skibsforlis.

Til foranstående om forvarsler kan jeg selv fortælle om en oplevelse, jeg for få år siden havde sammen med en gammel sønderhoning, der nu er 91 år, og som bestemt tror, at dette var et forvarsel. I mit hjem sad jeg sammen med denne gamle fanøkone ved middagstid, da vi begge hørte ligesom et stærkt brag eller fald. Vi sagde til hinanden, at det var nok en flyvemaskine, der faldt ned, og begge gik vi ned til havnen for at se. Det lød som braget kom syd for, vore hjem - hun var nemlig min nabo mod syd. Da vi kom ned til havnen, kunne vi intet se eller høre, der kunne tyde på, at der var sket noget, og nogle mænd, som stod dernede, havde intet hørt, så vi gik beroligede hjem. 

Dette var om tirsdagen, men 2 dage efter, torsdag den 19. april 1951 om formiddagen brændte min gamle nabos hjem, og da jeg ved middagstid stod i min dør, faldt skorstenen ned med et stort brag, derefter den ene gavl og lidt efter den anden. Det var netop, som vi de to dage i forvejen havde hørt 3 brag eller fald, det første stærkest. 

Den gamle sønderhoning tog det, vi havde hørt, som et forvarsel, og hun fandt ligesom en trøst i det, som et tegn på, at det var forudbestemt, at det skulle ske. Det, der for andre at se var en ulykke, kunne hun tage, som det, der alligevel, trods alt; kunne tjene til det bedste.