Kapt. Spangsberg var om Eftermiddagen taget ud at sejle en Tur med et stort Selskab af Badegæster. Der var en Ba­ron Wedel Wedelsborg med stor Familie og Bekendte samt Fru Otto Mønsted, Hans Broges Datter fra Aarhus, mindst en 6 - 7 Personer, desuden var en ung Søn af Jens Christiansen med som Hjælper for Spangsberg, og den gamle Christiansen begyndte at frygte for, at der skulde være tilstødt dem noget, da Klokken var blevet mange. Han bad os, om vi ikke vilde være ham behjælpelige med en Rekognosceringstur efter Baaden. Det vilde vi gerne, og vi fik fat i en spidsgattet Baad, der laa neden for Ankersens Hotel. Der var en Del Vand i Baaden og en Mængde Krabber, kun et Bundbrædt og meget snavset. Vi øste det meste af Vandet og de fleste af Krabberne udenbords. Jeg lagde mit Lommetørklæde på Toften, hvor jeg roede, det var ganske sort, da jeg tog det igen:

Saa roede vi ud af Loen, det var Ebbe, og det gik rask nord paa. Da vi kom ud for Anden Skanse, kunde vi høre Folk tale, og lidt efter var vi paa Siden af „The-baaden", som vi kaldte den. Det var en rummelig Baad og en god Sejler, den havde ogsaa været til Havs. Den var stran­det paa Søjordsiden af Loen.

Vi fik Gæsterne lodset over i Baaden, og vi vilde saa sætte dem i Land lige overfor, saa de kunde gaa ind til Nordby, men om Forladelse, da først Gæsterne var kommet i Baaden, vilde de absolut nyde Sommereventyret til Bunds og roes ind til Færgebroen. Da de var borte, sagde jeg til Spangsberg, nu maa vi se at faa Baaden flot! Det mente han ikke kunde lade sig gøre, den havde siddet for længe,  og det var Ebbe.

Jeg sagde saa til Jens; „Nu smider vi Bukser, Strømper og Sko, og saa springer vi over Bord og sætter Ryggen til, saa faar vi den af." Jeg gik ud fra, at efter saa mange Mennesker var losset, maatte den have løftet sig saa meget, at det kunde opveje Ebben. Som sagt saa gjort, og Spangsberg hjalp til med en Stage, og Baaden gled flot. Vinden var agter ind, og vi sejlede hjemad, det varede ikke længe, før vi indhentede Baaden, der jo havde Strømmen imod, og som var synklastet. Jeg undrede mig over, at to gamle Kaptajner turde vove at sejle, med dem. Vi fik saa deres Fangline og tovede dem ind til Broen.

Ved Afskeden sagde Fru Otto Mønsted: „Gaa op paa Hotellet og forlang en Genstand paa min Regning." 14 Dage efter kom 100 Cigarer fra Otto Mønsted til Magnus og mig.

Der var en Masse Sommerkjoler hængt til Tørring næste Dag, men det var et rigtigt Eventyr, som gav Stof til Drøftelse i lang Tid.

Den omtalte Magnus Svarrer rejste nogle Aar senere til Amerika, hvor han døde af Blodforgiftning.

Endnu en Erindring.

Den Plads, hvorpaa Boghandelen nu staar, kaldte man i min Barndom „Kirkebys Kalker". Der var simpel Plankeværk ud til Hovedgaden. I Midten var en Græsplæne, hvor der blev bleget Lærred, og hvor Børnene ved Fastelavnstid slog Katten af Tønden. Paa begge Sider af Græsplænen og bagved var den omgivende Jord en god Fod lavere end selve Græsplænen. Ved Nordenden stod en Række høje Piletræer, hvorimod der kun var et mod Syd, men det var ogsaa et vældigt Træ, maaske det største i Nordby. Det var rigtig et Træ til at klatre i. De fleste af Drengene skulde jo til Søs, og her var der Lejlighed til at lære at gaa til Vejrs. Jeg mindes ikke, at der nogen­sinde skete Uheld.

Da Ankersen købte Hotel „Duisen", flyttede han derom, saa Skæbnen bragte de forh. Skippere og Svogre til næsten at blive Konkurrenter, den ene paa „Færgegaarden" den anden paa nuværende Hotel „Nordby". Da saa Kapt. Jes Hansen holdt op med at sejle, købte han i 1882 Johnsens Enkes Hus med Boghandelen for 11.700 Kr.

Moder var ikke glad, da der skulde bygges, det tog jo næsten hele Udsigten til Hovedgaden bort og for S. Winthers vedkommende absolut det hele. Men Udviklingen skal jo have sin Gang.