De gamle stier og fåreflytningen

Hjem

Tema artikler

Artikler om Fanø

Erindringer

De gamle stier og fåreflytningen –

Ingen af stierne i den sydlige del af Nordby sogn var bredere, end at man måtte gå i gåsegang. Blandt disse stier var der en, der kaldtes æ Kjalingsti, der særlig blev benyttet af beboerne i Nordby, når de om sommeren skulle ind i engene og bjerge hø. Denne sti blev benyttet hver dag af skibstømrer Lavst Jensen, som boede der. hvor nu Langhoff bor, når han gik til sit arbejde på skibsværdftet (æ Hwerre). Hvor stien begyndte, er jeg ikke klar over; den gik over engene og dyrkede marker og kom ud til Neasvejen vest for præstens havretoft, en toft, som en præst i sin tid havde ladet inddige for at beskytte den mod stormflod, denne fulgte Neasvejen forbi havretoften og fortsatte over engene i Skidning ind over heden forbi Karensdal og endte ved æ fogeds eng.

En anden sti gik fra Sønderhovejen forbi mit fødehjem, op gennem toften til den gamle Eskegård og kom derefter i forbindelse med landevejen igen. Denne sti blev benyttet af sønderhoninger og daglig af den gamle post, Hans Munk, der bragte morgenposten fra Sønderho til Nordby og derfra til Sønderho om aftenen. Mathias Jensen, der boede i Gammelby, havde i sin tid købt et stykke jord fra den gamle Eskegård, og ville have dette indhegnet. Det nævnte jordstykke grænsede til vores toft, derfor forlangte han halvhegn, som min far måtte gå ind på. Stien, der var offentlig og havde været brugt i langt over 20 år, kunne dog ikke afspærres. Jeg husker, at de talte om at lade være at sætte et led. det kunne de altid gøre, hvis de blev tvunget til det; men det blev de mærkeligt nok ikke. Der var nok nogle, der vrøvlede lidt; men de gik alligevel den længere vej ad landevejen. Min moder var glad ved, at stien blev nedlagt, derved sparede hun meget øl, da mit hjem var det sidste sted, hvor de kunne få tørsten slukket, før de måtte ud på det lange stræk til Kyllingegården i Sønderho — og tid tog det også, der skulle da også sludres lidt.

Der gik en sti fra landevejen over Blommestoft til Pælebjerg. Denne sti udnyttedes udelukkende af fåreflyttere i sommertiden. Til mit fødehjem hørte et areal, der gik fra stranden til landevejen ca. 100 m nord for Pælebjerg. På dette areal havde vi ca. 20 moder får tøjret om sommeren, og de skulle flyttes hver dag. På gårdene, hvor der var aftægtsfolk, besørgede de altid fåreflytningen; men det havde vi ikke hjemme, derfor måtte vi børn påtage os dette. Det skulle gøres om morgenen før skoletid kl. 8, så vi måtte tidligt op til morgenkaffen. Vi fik noget tørt rugbrød i lommen, som fårene skulle have, et stykke til hvert får - de, der havde tvillinglam, skulle have 2 stykker. Det skete jo også, at et får havde slået sig løs, og så kunne man altid lokke dem til sig med et stykke brød; man råbte bare »kassok«, så kom de. Vi var altid to, der skulle af sted. Vi var i grunden ikke kede af at skulle gøre dette arbejde, og vi snød os ikke fra det, fårene blev flyttet og vandet hver dag. Turen foregik altid med bare fødder og i løb, en træsko i hver hånd, dem skulle vi have med, vi kunne ikke færdes i marken udenfor stierne med bare fødder, da der mellem de mange græsarter, der voksede mellem klitterne, var en art, Kjællingetand, der var fyldt med spidse nåle, som ikke var rare at få i de bare fødder. Selve flytningen gik hurtigt, den mindste af os trak fårene til vand, den største, som jo skulle være den klogeste, tøjrede dem igen; man måtte aldrig tøjre et får op ad en skråning, uden at være sikker på, at det i tøjrslaget kunne nå bunden, da de ellers let kunne komme til at hænge sig.. Det værste var dog, hvis et får havde slået sig løs og fået tøjret viklet ind i et andet fårs tøjr, hvor kunne det være indviklet, det var næsten ikke til at få redt ud. Man måtte fingere og ofte tage tænderne til hjælp - man ville jo nødig bruge lommekniven, men måtte sommetider gøre det. Hvis der er en af de gamle fåreflyttere, der læser dette, da vil de mindes, hvilke kvaler, det kunne give.

28497

Søndagen var den bedste dag, da havde vi god tid, og der kunne fanges kaniner. Der var en lille koloni i Vestermarken - det var vist tamme kaniner, der var sat ud, de var nemlig store og havde forskellige kulører; men de blev dog hurtigt udryddet. Den tid, der skulle samles fugleæg, var dog den bedste tid. Vi fandt hurtigt ud af, hvor de forskellige fugle lagde deres æg. Strandskaden på den yderste klitrække, ternerne på en klitrække, der var meget sandet, mågerne på de høje klitter omkring Pælebjerg, der var ikke mange, men æggene var store og meget eftertragtede. De mange måger kom først, da statsplantagen blev anlagt, da opstod den berømte mågekoloni; men da blev det også forbudt at samle æggene. Da klitterne blev dæmpet, forsvandt en stor del af ternerne.

Hvor er der dog sket store forandringer i Vestermarken. Hvor før det lille klitfår stod og brægede, er der nu flotte sommerhuse, før var der får i tusindvis, i dag findes der ikke et eneste mere på Fanø.

Jens Morten Jensen.

Relaterede artikler