Tidevandslandskabets struktur og dynamik

Tidevand (1)top

Tidevandslandskabets struktur og dynamik (1)

Sedimentation. (2)

Prilsystemer (3)

Vadehavssedimenternes oprindelse (4)

Vind, bølger, strømme, tidevand. (5)

Tidevandsstrømme (6)

Kystformer. (7)

Nordsøen. (8)

Indledning.

Vadehavet, der som en mosaik af højsander, sand- og slikvader, priler og dyb, strækker sig mellem Blåvandshuk og Den Helder, udgør en helhed, som sjældent er i ro, men tværtimod er underkastet stadige dynamiske ændringer. Vadehavets forskellige elementer formes i første række af strømme, brænding og tidevand. Men områdets kendetegn er frem for noget andet, at størsteparten to gange daglig tørlægges.

Gennem de sidste 200.000 år har Nordsøens kystområder været underkastet stadige forandringer, ændringer, som vi har et forholdsvis godt kendskab til, og som også Vadehavet er blevet påvirket af. På grundlag af den forskning, der gennem de forløbne 25 år er foregået omkring aflejring og nedbrydning af Vadehavets sedimenter, ved geologerne nu med sikkerhed, at vi gennem de sidste 600 millioner år gentagne gange har haft perioder, i hvilke tidevandsaflejringer blev dannet. For ca. 200.000 år siden befandt vi os i en geologisk periode kaldet Pleistocæn eller Istiden. I denne epoke skete en række skift mellem yderst kolde tidsrum, de såkaldte istider, og mildere perioder, hvis temperaturer i års gennemsnit antagelig var lidt højere end nutidens.

Aflejringer fra Saale-istiden og fra senere nedisninger når her og der overfladen inden for Vadehavet. Saale-istidens fremherskende aflejring er moræneler, en bundmoræne afsat af den mægtige indlandsis, der fra sine skandinaviske firnområder nåede ned over Mellemeuropa indtil en linie mellem Haarlem-Nijmegen-Dortmund-Leipzig. Ved moræneler forstår vi en blandet aflejring af ler, sand og grus, sammenblandet og aflejret under isens bevægelse hen over sit underlag. I moræneleret findes også store vandreblokke, som vi finder dem i vore gravhøje.

Foran nogle af vadehavsøerne optræder stenstrøninger som i de "Texelse stenen" og Borkumriff. Også Horns Rev er antagelig dannet som en randmoræne i denne istid. Stenstrøningerne markerer morænens udstrækning, idet dennes indhold af finere materiale er skyllet bort. Istidsteorien forklarer ligeledes, hvorfor man langs Texels strande finder grus af skandinavisk oprindelse. Også i nogle af de dybeste tidevandsrender - som i det 45 m dybe Vlie, hvor moræneleret ligger i en dybde af mindst 15 m under vadens overflade - bliver dette bortskyllet af tidevandsstrømmene.

Aflejringerne fra mellemistidens Eemhav består overvejende af skalrige sandaflejringer. Mange af de muslingearter, der levede i dette hav, eksisterer den dag i dag, hvorfor det tit er vanskeligt at adskille friskyllede eemskaller fra de nutidige. Nogle af Eemhavets arter eksisterer dog ikke længere. Vi finder eemtidens muslinger langs flere af vadehavsøerne. I det hollandske område særlig ved Terschelling og Texel og på højsandet Richel. Dette sandflak ligger sydøst for Vlieland ved dybet Vlie, hvor strømmen eroderer i eemlagene (se kortet ovenover).

Også i Danmark møder vi Eemhavets aflejringer, blandt andet ved Esbjerg. Her består aflejringerne af sand og lerlag, der i det østlige Jylland står næsten lodret, fordi de er blevet skudt op af den sidste istid, Weichselistidens gletsjere, hvis ismasser dækkede de østlige dele af Jylland og Slesvig- Holsten. Nedisningens grænse forløb omtrent fra Viborg over Flensburg-Hamburg mod Berlin. Dette fremstød nåede således ikke nær så langt syd og vest på som Saaleististidens. Mens Saaleistiden fik betydelig indvirkning på Vadehavets udformning, var Weichselistidens indflydelse beskeden og indirekte. Vigtigst er de sandaflejringer, der af smeltevandet fra indlandsisens randområder førtes vestpå. I store dele af Vadehavet findes endvidere flyvesandsaflejringer under vadens og marskens aflejringer, sand, der af kraftige vestenvinde blev aflejret i det vegetationsfattige område foran indlandsisen.

Hvor de store nordtyske og vestjyske smeltevandsfloder bredte sig ud over Nordsøbassinet, aflejrede de store lavtliggende sandsletter. Disse lettede dels havets indtrængen ved den efterfølgende havstigning, dels leverede de siden betydelige materialemængder, som brænding og strøm kunne arbejde videre med. Når havet fjernede de mere finkornede aflejringer, blev kun de grovkornede grus- og stenlag tilbage, som for eksempel på Amrum Grund. (se kortet til venstre).

Mod Weichselistidens slutning begyndte årets gennemsnitstemperatur langsomt at stige, og Holocæn begyndte - den tidsepoke, vi nu lever i. Holocæns opdeling er, ligesom Pleistocæns, overvejende baseret på klimasvingninger, der viser sig ved ændringer i plantevæksten.

Under istiderne lå enorme vandmængder bundet som indlandsis, således at havspejlet i disse perioder stod betydelig lavere end nutidens. Nordsøen lå således næsten tørlagt ved sidste istids slutning. Man anslår, at havspejlet under Saaleistiden lå 120 m, under Weichselistiden 100 m lavere end i dag. Da man har en forholdsvis sikker viden om indlandsisens udstrækning og tykkelse, kan man med nogenlunde nøjagtighed beregne disse ismængders volumen. Endvidere kender man verdenshavenes vandmængde, og man ved, at næsten intet vand i længden forlader det stadige kredsløb. Man er derfor i stand til at opstille et regnskab. I Eemhavets mellemistid stod havspejlet omtrent i samme niveau som i dag. Datidens Nordsø havde intet Vadehav, men dybe tragtformede flodmundinger, der skar sig langt ind i fastlandet. En af disse, hvis aflejringer første gang blev påvist ved boringer nær Amersfoort i Eem flodens dalstrøg har givet perioden navn.