36 (36)

»Neptun«s forlis

Egen melodi.

Sorgens engel flyver over landet,

finder vej til hytte og til borg,

kongesorg samt landesorg skal stande,

hvem tar del i hyttens bitre sorg?

»Neptun« savnes, flere blade skriver,

tårer lister sig ad kinden ned,

fortidsminder forbi øjet glider,

kammerater, i derude blev.

Hvem tar del i sorgen for de mange,

som på »Neptun« stod den sidste vagt,

og som storm og havets lumske vande

nu i sømands våde grav har lagt?

Dage svinder, håbet snart er borte.

»Neptun« aldrig mere når i havn,

sorgen lægger sine skyer sorte

over enkers faderløse favn.

Ingen gravsted, ingen simpel tue

viser stedet, hvor de hvile fandt,

bølgen går sin vante gang derude,

sletter sporet der, hvor »Neptun« sank.

Hvem kan sorgens tunge byrde lindre,

uden ham, som bor i himlens borg,

der kan hjælpes, men det kan ej hindre

at så mange får en bitter sorg.

P. Frederiksen