De ti Spedalske og den Ene

Langt fra Vejen, hvor de Mange trængtes,

stod der, stirrende mod nære By,

ti spedalske stakkels Mænd og længtes

efter Mestren med det støre Ry.

Se, nu kom han! ”Jesus, store Mester!

 o, forbarm dig, frels os fra vor Nød!”

Kærligt lød det: ”Gaa til Eders Præster,

meld Jer rene, alt som Moses bød !"

Underet skete! - De blev alle rene!

Een sig skyndte hen til Jesus da;

men med Tak for Frelsen kom alene

han - en Fremmed fra Samaria.

Og mens Jesu Tanke gik bedrøvet

til de ni, der ej tilbage fandt,

foran Herren han laa dybt i Støvet

paa sit Ansigt, og hans Taare randt.

Glade Røster lød vel mod de andre;

men kun denne ene Ordet fik:

”Rejs dig Søn! med Fred du hjemad vandre!

Se, din Tro har frelst dig." - Bort han gik.

Tiden gik. - Da fløj en Dag paa Vinge

over Land et Rygte frem med hast:

Død var Jesus - magtløs død en ringe

Smædedød, til Korset naglet fast.

Til Judæa fra Samarias Høje

førte Vejen, som en Vandrer gik.

Ham det var, den ene, Herrens øje

gav det milde, aldrig glemte Blik.

Klynger stode rundt ved vej og Stræde,

Rygtet fløj omkring fra Mund til Mund.

Læbers Spot og vilde øjnes Glæde

var for Israels Orden Iver kun!

”Hej - du Hedninghund!” det lød fra Sværmen,

Kender du ej gamle Fæller mer?

Hvilens Leje delte vi, og Bærmen

af vor Nød var skænkt i samme Ler.

”Udstødt - uren! Du dog mest af alle!

”Naa - en Dag, du husker nok hvordan,

”prøved denne Jesus vi at falde

”ned tilfode, vi ham raabte an.

”Hvilket Middel griber man ej efter,

"helst, naar Kroppen svider, Byld ved Byld!

”Taabetro dog, vi fik Sundheds Kræfter

”for hans Ords, hans ringe Tilraabs Skyld!

”Der er Tid at lide, Tid at læges,

”Maal og Time staar til Herren kun.

”Skulde han, den Høje, vel bevæges

"ved et ringe Ord i Sværmermund!

”Præstens Brev vi fik, vi gjorde Fyldest

”Lovens Bud; men du - hvad gjorde du?

”Du forsvandt og gav vel ham din Hyldest,

”Hund og Hedning! se hans Ende nu!

”Tvi ham, denne Sværmer, Christus nævnet!

”Endt er nu hans Guddom og Bedrag!

”Ved hans Korsdød Herrens Lov er hævnet,

”Han er færdig nu og tabt hans Sag!”

Maalløs og med Sorg i Ansigt præget

for den vilde Flok han rolig stod,

og hans stille Taare randt bevæget,

-         da han atter vandt til Svar sit Mod.

”Lad i Fred min Vej mig gaa alene,

”Hør mig dog, om end I talte sandt:

”Selv i Døden vilde jeg ham tjene,

”prise Frelsen, som ved ham jeg vandt.

”Lad mig fare! - Jeg vil dybt bedrøvet

”kysse Jorden, som hans Blodstrøm drak.

”Jeg vil høje mig for ham i støvet

”under Skyggen af hans Kors med Tak.

”Kald mig Taabe kun og ham en Sværmer,

”kald mig Hund, kun fra Samaria,

”kald kun ham Bedrager, jeg mig nærmer

”lige trøstig hen til ham endda!”